↩

AF ET ÆVENTYRDIGT FORSPIL

✂ Højt oppe, midt i det sommerstærke
lysblaa flimrende Solluftvæld
staar som et lident dirrende Skæl
en eneste kvidrende Lærke.

✂ Under den lyser en solbar Slette,
et græsgrønt Gab i en løvmørk Lund,
og rundt i Kreds omkring Slettens Bund
sin Skyggerand Stammerne flette.

✂ Skoven er stille, Sletten er øde,
ingen Stier og intet Støv,
ikke skilles det tunge Løv,
hvor Veje hinanden møde;

372

✂ for ingen Vej gennem Skoven vinder
sin hvide Støvsnog, og ingen Sti,
der løb de sovende Stammer forbi,
sin Traad over Sletten spinder.

✂ Løvet ligger, hvor Løvet falder,
ingen sanker det visne Ved,
som Rimfnug skinner i Skyggernes Fred
Skovbundens vilde Konvaller,

✂ og tungt de løvtætte Kroner kupler
det bladblanke Tag mod Middagens Sol,
mens Vinden vugger den blege Viol,
hvor Skyggen skovstille grubien

✂ Ensom staar Skoven, dyb og stille,
med frønnede Vindfælder gemt i sit Skød,
Mosbunden duger sig grøn og blød
og slører Siskenens Trille. -

✂ Men Sletten ligger i Solen og lyser,
grøn, med blinkende Bladskæls Dun,
hvid af Bellis, og mosebrun
af Nellikerosens Kyser,

✂ og Lærken højt over Sletten svirrer
og væver sin Kvidder i Solens Spind,
mens Slettens Græs, sovet halvvejs ind,
mod Solen og Lærken stirrer. -

373

✂ Der ligger, hvor Skovens Stammer tavle
et Skyggenæs udi Slettens Sol,
en lille Hytte, et lident Bol
med greneflettede Gavle.

✂ I Slettens Græssø Gavlene vade,
høstoppet buler den lave Væg,
fra Taget hænger i filtret Skæg
Skovens brunede Blade.

✂ Der sidder i Skyggen af Hyttevæggen
en ældet Mand, med lavgraa Haar
paa det nøgne Bryst, i en Pjalt, der naar
fra Lænden og ned til Læggen;

✂ Huden som Tagets Løv er brunet,
furet som Grenenes soltørre Bark,
Øjet graat som en taaget Mark
og Brynbuen sneblegt dunet.

✂ En Yndling, smidig og ympesmækker,
staar hos den gamle, med Kinden rund
som Frugt i Modnen, med Valmuemund
og Haar som Skuldrene dækker,

✂ med Øjne blaa som Disen, der blunder
bag Løvets Skygge, saa blege blaa
som de luftlinde Spind, der i Skoven staa
med dæmpet Solflimmer under,

374

✂ en kornblond Yngling med spæde Lemmer,
en halvvoksen Dreng med Hud saa skær
som det stille, solhvidt blinkende Kær,
Skovens Ellepur gemmer.

✂ Den gamle lukker de magre Hænder
over den unges buttede Haand:
- "Esben! min Dreng! du dyreste Vaand!
du Solfrugt af Vaarskovens Lænder!

✂ Esben! mit Barn; drag ud! drag vide!
jeg vogted din Lykke, jeg hæged din Sjæl,
lagde dig Solglans vidt under Hæl,
at aldrig din Vaar maatte lide!

✂ Esben! stænger dig Skovens Ege,
ligger dig Slettens Solplet for trang?
Skovens summende Dundrys-Sang
evig i Sinde dig lege!

✂ Slettens Blomsteraande bedugge
evig din Sjæl! og Græshoppens Svirr,
Skovduens Kurren og Skovkildens Klir
fylde din Tankes Lukke!

✂ Jeg lærte paa Slettens Sol dig at lide,
idel Lykke jeg for dig spandt, -
større Lykke har Livet i Pant!
drag da, mit Barn! drag vide!

375

✂ Lykke du ejer, større du vinde!
Livet drager dig! spring paa dets Fang!
lad kvidre din Latter! lad suse din Sang!
kækt du for Mund det minde!

✂ Og finder du Lykken fra Livet vegen,
sidder det isnet og usselt og armt,
da giv det at æde og kryst det varmt!
du dele med det din egen!

✂ Nej ti! - i Tavshed du fra mig drage! -
uden Farvel! - nej, græd ikke Dreng!
aldrig jeg bandt din Sjæl en Streng
for ussel flæbende Klage!" -

✂ Og Ynglingen bøjer sin blonde Nakke
og kysser den gamles rynkede Kind
og stirrer paa Hytten, der skæv og vind
hænger med Taget paa Skakke,

✂ retter sig langsomt og træder fra Skyggen
ud i Slettens lysende Sol
og vender stille det fattige Bol
og den mimrende gamle Ryggen.

✂ Slettens Græs for hans Fod sig dukker,
Sollyset hvidt om hans Lemmer staar,
hans skridende Skygge langs Græsset gaar
og Bellisens Stjerner slukker.

376

✂ Ude fra Sletten han stirrer tilbage,
standser og huler for Munden sin Haand:
- "Fa'r! jeg skuer en solvinget Aand
med Lysfjed foran mig drage!" -

✂ Som Majvindens kilderislende Sætten
af Sted under Vaarløvets bleggrønne Tegl,
som Vildandens Sus over Kærets Spejl
synger hans Røst over Sletten,

✂ slaar mod det fangende Skovlukkes Buer,
skælver tilbage og aander ud, -
videre vandrer han; sommerprud
Sletten foran ham luer.

✂ Og langsomt dens spillende Flimmer spinder
hans Skikkelse ind i sit sitrende Net,
- den gamle sidder paa samme Plet
og ser efter ham, der forsvinder.

✂ Sidder der ensom, mens Lærken sender
ned over Sletten sin evige Sang;
bag ham staar Skovens blinkende Hang,
Solen Kronerne brænder!

✂ sidder og stirrer, ene og ældet,
en Stammestub sveden af Dagens Brand,
sidder for Hytten, da Slettens Rand
med Solfaldsskygger staar fældet;

377

✂ sidder og stirrer, da Taagerne graane
vide langs Skovens sovende Hegn,
da Bladene dryppe med Duggens Regn
og Natten tænder sin Maane.

✂ Som frostslagent Løv hans Læber dirrer;
smilløs, stenstum, med høstgraat Blik
ud efter ham, der i Dagen gik,
i Slettens Taager han stirrer.

Efter at have forladt Skoven kommer Esben ud paa et aabent Overdrev, hvor han ved Solnedgang træffer paa Knud Hyrde, der driver Bykvæget hjem. Knud Hyrde, som tager ham for en forklædt ung og uerfaren Junker, bilder ham adskilligt ind og trækker ham med hjem, hvor han overlader Esben til "Prinsessen", der tager Esben med Vold. Næste Morgen kaster Knud Hyrde og hans Kvind Esben paa Døren, da de finder ham ganske uden Guld. Esben løber i Regnvejr ind i Skoven, der ligger bag Byen.