STEMMER

✂ Den ene: Saadan blev Livet givet,
at faar du for megen Glæde,
maa du til andre i samme Stund,
at ogsaa de kunne æde.

✂ Og stænger du Gaard og Stue,
fordi din Sorg blev for stor,
den tiende Time rider du ud,
hvor du ved, Mennesker bor.

✂ Hvem kan bære sin Lykke,
hvem kan magte sin Sorg?
Lykken, den maa du dele
og tage din Trøst paa Borg.

✂ Saa stort er Livet, at ingen
tør kalde det ringeste sit,
... din Sorg, din Glæde - et Hovslag
iblandt ti Tusinders Ridt.

✂ Den anden: Saa fattigt er Livet,
saa kummerligt smaat,
at ikke du ejer
et Trin, du har traadt,

✂ at har du blot nævnet
et Ord; som var dit,
før Aften har Tusinder
gjort det til sit.
141 Din Lykke, den maatte
til Torvet vandre,
din Sorg, dit bedste,
gav du de andre.

✂ Hvad er saa dig,
du, som var én?
- et tusindsplintret
Dryp under Gren!

✂ Den ene: Ak nej, thi derfor
er Livet stort:
Det fylder saa lidet,
hvad du har gjort!

✂ Men er det lidt kun,
et hvirvlet Frø,
det er dog dit
og kan aldrig dø.

✂ Eg og Stene
bygger et Hus,
ingensteds bindes
din Tankes Sus,

✂ du er i den
som Fluens Surren
i Vejens Solstøv
om Grøfteburren.
142 Den anden: Har Livet kysset
din blege Mund,
du bliver et Støvfnug
i samme Stund.

✂ Din Fryd, som aksled
dig Kongekaaben,
din Sorg, som drypped
dig Edderdraaben,

✂ det, hvorpaa du
i hele Vrimlen
kendte din Plads
som Stjerne paa Himlen,

✂ kun et Pust
i en vissen Skov,
kun et Bytte
for andres Rov.

✂ Den ene: Andre, andre - aa Herregud!
Det er det store, det eneste Bud:

✂ Tal om det, som volder dig Nag,
og du har talet din Næstes Sag;

✂ tal om det, som volder dig Fest,
og du har alle, som lever, til Gæst.
143 Det er Livet: at være en
og bære Hundredfold Sne paa Gren,

✂ at være en - og sprede omkring
Knopskæl fra tusinde Blade i Spring.