Stuckenberg, Viggo VED AARHUNDRED-SKIFTET NYTAARSNAT 1900-1901

VED AARHUNDRED-SKIFTET NYTAARSNAT 1900-1901

I

Solen sank, og Solen stiger,
hundred Aar forsvandt,
305 fjernt i Morgenrødens Riger
nye hundred randt;
vunden Magt og lyse Drømme
drukned paa de dybe Strømme,
blev af Kryb til Døde gnavet,
staar paa ny af Havet.

Se, det ligger blankt derude,
blaat af Morgenbris,
spejler i sin Kæmperude
Gryets gyldne Dis;
ud mod Solens Purpurlilje
nyskabt Trods og nyskabt Vilje
sejler som en Falk, der vejrer
Kampen, hvor den sejrer.

II

Ak, - disse Ord om Gry og Sol og Sejr!
Det er bestandig dog den samme Jord,
de samme Mennesker, som paa den bor,
de samme Vaaben i den samme Lejr,
- den samme Verden . . . evig skøn og stor!

Aartusinder har rullet den i Rummet,
og Løgn og Sandhed mod dens Himmel summet,
og smaat og stort skabt Livet, som det er;
det ændrer næppe Farven paa sin Kind,
fordi et nyt Aarhundred nu gaar ind.

306

Der er et Liv bag det, som Dagen kender,
dybt inde i hvert Menneske det bor;
dér sidder ensomt det, hvorpaa du tror,
og løfter daglig dine trætte Hænder.
Og slaar et Daggry ud sin lyse Pragt
og aander susende i alle Skove,
da gaar din Tvivl til Hvile for at sove,
og i dit Hjærte ler al Solens Pragt;
alt, hvad du saa som Ret og stort og sandt,
alt, hvad du vilde, som en Storm sig løfter,
- det brister i de Spind, som Smaasind spandt,
og alle Skyerne for Sol sig kløfter!

Et nyt Aarhundred - Guld under din Haand!
grib det og glød det, æts det med din Aand!
- hvad Slag du i det svundne maatte tabe,
det ny Aarhundred - det skal selv du skabe!

III

Broget som en Krokuskæde
om et Foraarsbed,
morgendugget som en Glæde
ingen Haan slog ned,
hil dig, Hundredaar, som stiger,
nærm, om blot et Skridt, de Riger,
hvor der blomstrer, selv i Skyggen,
Stolthed, Storhed, Lykken!