VILLAVEJE

✂ Hvor skønt et Sted ved første Sommertide,
halvt Stad, halvt Park!
de store Skoves Farver mere blide,
bag Kirkegaarden med dens Fuglevrimmel
en broget Mark,
et Gartneri vidt aabent mod en Himmel,

✂ der øser alt sit Lys ud over Veje,
ud over Haver,
hvor Kirsbærblomstens hvide Silkeleje
af Vinden vugges,
- hvor det mindste Pust
i Pinseliljers Duft alting begraver.

✂ Langs hvert et Hegn de brusende Syrener
mod Solen gror,
en Telefontraad under Løv forgrener
sit røde Kobber som en Lynildstraale
blandt Blomsterflor,
et Bed Forglemmigejers himmelmalte Skaale
sig løfter i en Haves Birkeskygge,
- igennem Løvet
et Solskær som af ung, uskyldig Lykke,
en Ungdomsfylde
den jublende til Fryd
og dig til Lise - du, som gaar bedrøvet.

SLOTTET

✂ Det var en Morgenstund i Regn og Graat,
jeg gik igennem Havens øde Gange,
den første vaagne Finke sang saa smaat,
- da brused om mig tusind Fuglesange.

✂ Der, fjernt steg Slottet, . . . som om Løvets Lin
af Vinden førtes sagtelig til Side
for et af lyse Drømme smedet Skrin,
løftet mod Himlen nu ved Morgentide.

✂ Og det var al mit Hjærtes fulde Trang
i Stilhed smeltet til saa rent et Smykke,
og det var al min Længsels skjulte Sang,
mit eget Hjærtets lyse Drøm om Lykke!

✂ Det gamle Slot, som Tusinder har set
i Sorg og Modgang, i al Livets Glæde,
som tyst har talt til den, der ondt har lét,
og trøstet den, der ensom maatte græde,

✂ - det blev mig i den stille Morgenstund
saa daarende, saa kongelig en Hvile,
et stolt og blysomt Kys af Livets Mund,
et Syn, der fik mit Hjærte til at smile.

HAVEN

✂ Min Dør staar aaben. Det er imod Morgen.
Den fører saa besynderlig en Tale
den gamle Have bag de røde Tage;
dybt inde bag dens Løv slaar Nattergale,
det lyder, som om Gryet tog til Mæle
for i en Trille Morgnens Glans at male.

✂ Der er kun Fuglesang og stille Luft.

✂ De grønne Kroner staar saa sommerdunkle,
saa tavse under Himlens lyse Fred,
alt er saa tyst og blegt, saa køligt smukt,
en enlig Svale sejler over Løvet
og staar mod Himlen som en Drøm paa Flugt.

✂ Og der gaar ingen i de stille Gange,
og det, som Nattergalen synger for,
er Duggens Dryp, hvor Broen dybt sig spejler,
og Svanen, som fra Andebakkens Tange
ud i Kanalens blanke Vande sejler.

✂ Langt borte stiger Stadens vaagne Larm,
og Vogne rasler over fjerne Veje,
- den gamle Have pusler som en Fugl
mod Morgen om sit stille Redeleje.
Og har du selv i Hjærtet gemt en Plet,
hvor Stadens Hvirvel aldrig trængte ind,
og har du i dit kummerlige Sind
et Sted, hvor Morgendug kan falde tæt,
da stiger mod dig fra den gamle Have
et Pust fra alle dine Drømmes Grave.

✂ Og det, som døde, lever op paany,
og du tør atter til dit Hjærte ty,
og atter tro paa Lykkens Snirkelgang
og glædes over Duerne paa Taget,
og atter rejse dig som Fuglens Sang,
hver Gang en Nat er over Jorden draget

✂ . . . Nu kimer Klokken, nu slaas Porten op,
nu strømmer ind i Haven Døgnets Trop,

✂ nu er det Dag,

✂ men over Havens Gange
saar Nattergalen sine Morgensange.

AFTEN

✂ Paa Altanen er der ganske stille,
Runddelen er gemt bag tætte Linde,
nu og da en Sporvogn hastigt klemter,
og saa hvisker atter Aftnens Vinde.

✂ Imod Nat er her som Shiras dunkle Lunde,
Skyggers sorte Fløjl og Lygters Gnister,
pludselig en lykkesalig Latter
og en Sang, der fjernt i Mørket brister.

✂ Om dig Sommernattens dybe Aanden
som den stiger i de store Skove,
om dig Bruset fra en Stad, hvis Hjærte
i de lyse Nætter ej kan sove.

✂ Dunkelt blaaner Natten over Himlen,
dybere end Ord formaar at male,
kun en enkelt lille, bange Stjærne
prøver i dens Favn sin Brand at svale.

✂ Og det er, som om Naturen stille
mod en Stad i Søvn sit Hjærte bøjed,
tager den i Favn og som en Moder
kysser den velsignende paa Øjet.