Stuckenberg, Viggo KÆRLIGHEDSDIGTE

KÆRLIGHEDSDIGTE

I

Barn, du er mig som den store Skov
fyldt med Skygge, der saa mildt beroliger,
fyldt med stille Fryd som Skovens Dyb
med en Verden af smaa Fugleboliger.

Og saa ejer du saa lyst et Smil,
som et Solstrejf pludselig det kommer,
som naar Vinden skiller Skovens Løv
og det ler vidt om af Sol og Sommer.

Og din Stemme. Har du hørt et Væld
klunke under Mos og tunge Grene
og saa briste, som en Draaberegn
jublende hen over Bundens Stene!

Sidde hos dig, tavs og fuld af Fred,
stirre paa dig, holde dine Hænder,
- om det stormer eller pisker ned,
det er, som om Somren aldrig ender.

II

Du kommer som et Syn
af Sol og Hvidt
i Middagsstunden,
staar lidt, ser paa mig,
smiler blidt
og er forsvunden.

341

Jeg sidder stille, stum.
Men naar du gaar
og længst er borte,
jeg synes, salig jeg
i Drømme staar
for Himlens Porte,

alene, med dit Hjærte
gemt i mit,
du Morgensmykke!
beredt til Kamp med Gud
om hans og dit,
du al min Lykke!

Hvad saa der sker
imellem dig og mig,
om vi gaar under
paa denne arme Jord,
- du gav med dig
mit Liv dets Under.

Og skal jeg død
paa Dommedag engang
min Sag forsvare,
da skal for Gud
mit Hjærtes sidste Sang
den Lykke, han har skabt,
forklare.

342

III

Før jubled Nattergale, hvor vi gik,
nu tier alle Havens Fugle stille,
kun arme Græshopper langs Stien spille
tungsindigt deres Fattigmandsmusik.

Og vi gaar ensomt om, og hvert et Blik,
vi veksler, kommer varsomt som et stille,
et høstblegt Solstrejf, der en Sky vil skille,
men véd, dets Glød med Sommerens forgik.

Og dog - det Violinspil alle Vegne,
det ene, sprøde Strøg, det er, som ser
jeg Dit og Mit sig til én Tone tegne,

saa ren, saa høj og klar, at hvad der sker,
hvad vi to sammen fandt, kan aldrig blegne,
om saa vi aldrig skulde mødes mer.

IV

Jeg kom til dig med alle mine Klager,
du tog imod dem med din kloge Ro
og redte hos din Godhed dem et Bo,
saa jeg paany en Stund saa Verden fager.

Du gav mig af din Ømheds rige Ager,
du rakte mig dit Hjærtes stille Tro
paa Livets Fredsælhed, hvor to og to
mod fælles Lykke uden Smaakævl drager.

343

Jeg gav til Gengæld dig min Uros Kval,
min Pinsel ved, hvad der mod Hjærtet sived,
- som en fortvivlet Tyv jeg fra dig stjal.

Om jeg har ranet, eller du har givet,
- ét skal du vide, du har rejst en Sal,
hvor i dit Solskær jeg tør leve Livet.

V

Jeg tænker ej paa dem, som har det bedre,
véd knap, hvor godt de allesammen har det,
vil blot i al Beskedenhed dig hædre,
- tak for dit Venskab, saadan som du bar det.

Lad være at for tusind som for flere
Guds Sol staar straalende i Vesterled,
- om, hvad du gav, var Venskab eller mere,
kun to i hele denne Verden véd.

Tak, Fred og Tak, i Aften og ad Aare,
glid lykkelig ind i din Lykkes Havn,
- din Elskov strakte mig paa Blomsterbaare,
... i Verden skilt, for Gud ét Smil, ét Navn,

VI

Om jeg gav dig denne Sol,
denne Morgenluft,
hvor en blomsterløs Viol
drømmer om sin Duft,

344

gav dig Somrens Blomsterhær,
blot et Blad, som faldt,
- Sol og Fnug har samme Værd,
du er i det alt.

Thi i Dag er Livet lyst,
Lykkens Bane lang,
Verden en livsalig Kyst
fyldt med Sol og Sang,

ene du dens Morgenpragt
med din Fryd, din Fred,
- svøb mig i din lyse Magt,
til min Sol gaar ned.

VII

Der pipper en Rødkjælk
oppe i Bøgen,
og kukkende flyver
langs Skovbrynet Gøgen.

Lad Rødkjælken pippe
og Gøgene kukke,
- du gør Dagene
paradissmukke!

345

VIII

Se, Elskov lyver,
det ved vi begge,
og Elskov flyver
som Fnug om Hække,

flagrer, drysser sig
vide for Vinden,
- Barn, jeg kysser dig
Roser paa Kinden,

ved, de slukkes,
naar Dagen ender,
ved, Blomst maa plukkes,
før Solen brænder.

Lad Elskov rømme
og Somren vige,
- vi fløj i Drømme
langs Himmerige.