SYN

✂ Jeg ser igennem den duggede Rude
hans vilde Øjne, - han staar derude.

✂ Han kommer hver evige Midnat igen,
min farende, fredløse Thyringerven,

✂ staar der saa stille, saa maaneskinsmager,
med Skægget stridt under snefrosne Flager.

✂ Jeg fryser, jeg stivner fra Isse til Hæl,
hans Blik er som stikkende Sne i min Sjæl,

✂ alt, hvad jeg tænkte, og alt, hvad jeg vilde,
kvæles i Kulde, bli'r isnende stille.

✂ Kalder du ud, - hvad vil du mit Sind?
Maner du mig, - eller længes du ind?

✂ Din Stirren mig driver fra Bord og fra Hynde,
stinger mit Hjærte med Vildskovens Brynde,

✂ stirrer til Trøske den Spøgelsepæl,
Hverdagens Arnefred slog i min Sjæl,

✂ vækker en Drøm om et Liv, der som dit
jager med Vinden fredløst og frit - - -

✂ Eller, du Ven fra de vildsomme Huler,
hungrer din Sjæl mod mit Cellelivs Smuler,

✂ fryser din Sjæl paa de evige Veje,
længes du træt mod et silkelunt Leje,

✂ staar du og stirrer derude fra Skyggen
ind paa et Solstrejf af Menneskelykken,

✂ fandt du ej Lykken en Falk under Sky,
- - Drag dine Veje, - bed ikke om Ly!

✂ Længes du ind, og længes jeg ud,
begge vi bytted kun Stodderskrud,

✂ - drag de Veje, hvorfra du kom,
begge vi bytted kun Fattigdom.