J. P. E. HARTMANN

Ved Hundredaarsfesten paa det kgl. Teater.

✂ Hartmann! - var det dig, som hvisked!
Drømmer, kan du ikke sove!
Hundredaarige i Graven,
lever du i Danmarks Skove!
286 Se, vi kom her for at mindes
dig og dine lyse Sange,
dine Lærkemelodiers
Jubel over Danmarks Vange.

✂ Og vi tænkte dig i Himlen,
død paa Jorden, evig stille,
og saa er du midt iblandt os,
nynner fra den mindste Kilde.

✂ Tusind digted Melodier,
tusind sad med Sang i Sinde,
- dig blev alle Skovens Stier
til en Sang, du fandt i Blinde.

✂ Thi du elsked purt og barnligt,
ikke først de tænkte Toner,
men det sagte Suk i Sivet,
Somrens Sus i Bøgekroner,

✂ elsked det: i Sol at følge
Humlebiens Sommerspil,
elsked det: at kunde aande,
med hver Blomst at være til.

✂ Paa din Himmel sejler Svalen,
strejfer Søens Spejl med Vingen,
fra din Jord staar Spurvens Puslen,
Sommersædens sagte Ringen;

✂ under Skovens Vemodsskygger
har din Sjæl sin Højhed fundet,
287 bag de store Stammers Dybder
er din "Vølve"s Vælde rundet.

✂ Du har samlet til et Orgel
Brus af Storm og Smil af Vove,
knejser selv, et Orgel, bygget
højt op over Danmarks Skove.

✂ Over Danmarks blide Vange
hørte Hejmdals Lur du gjalde,
saa' i Vinterstormens Skyduft
Hakon Jarl for Olaf falde.

✂ Fortid, Nutid - alt det skønne,
som den Dag i Dag dig røber,
blot en fjedret Drosselunge
over Skovens Smaasti løber,

✂ alt det Store, det Forsvundnes
Odins høje Guddoms Tale -
Nordens Saga dine Toner
stormberuste, solmildt male.

✂ Hartmann! blev dig Egen Kæmpe,
blev dig Mosetaagen Elver,
- dybest i dit Drømmerhjærte
er det Blomstens Dug, som skælver.

✂ Lærken synger over Rugen,
Stæren fløjter karsk og kælen,
- dine milde Solskinstoner
er som Morgenpust om Sjælen;

✂ Skov og Sø og side Enge,
Maaneskin og Nattergalen,
Finkens Kvidren, Myggens Summen,
Aaens Klunk igennem Dalen,

✂ Sommeraftenen, som slukkes,
Sommersolen, som gaar ned,
. . . alle Døgnets Sommertider
dine er - i Evighed.

✂ Naar en Sommernat er inde,
naar det atter bliver Vaar,
- Hartmann, dine Melodier
over Danmarks Enge gaar!