✂ Paasken er inde, Naaden er nær,
Menneskets Søn staar op fra de Døde,
Liljerne pranger i morgenhvidt Skær, -
kast nu, du stridende Verden, dit Sværd!
gaa din Herre, din Frelser, i Møde!

✂ Nu har den Ende, den evige Nød,
Hverdagens møjsomme Trækken med Kærre,
Kvinden tør atter velsigne sit Skød,
nu er der Hvile, nu er der Brød!
Pris være Himlenes Herre!

✂ Du tvivlende Verden! du smiler saa smaat! -
skrig Hosianna! saa Stjærnerne falder
om Ørene paa dig og svider din Spot! -
ser du for skinnende Gravliljer blot
benblege Hjærneskaller?
75 Vover du Kampen? erklærer du Krig
én, som med Døden gør Kunster? -
"Naaden er kommet, og Naaden er rig!" -
Lugter din Frelser for meget af Lig
og Naaden af Gravkammerdunster?

✂ Du tvivlende Verden! jeg elsker din Spot
ad Paaskens prangende Skimmel,
ad Naaden og Frelsen og ellers, hvad godt
der ligger og mugner i Gravens Kachot
eller højt i en ubekendt Himmel.

✂ Lad ringe til Kirke! lad kime til Fest!
lad Præster for Altrene messe!
jeg tror paa en Frelser, som aldrig var Gæst
i Grav eller Himmel, en Frelser, som bedst
har Plads ved en Grovsmedeesse!

✂ En tarvelig Mand, som du og som jeg,
med Arbejdets Sved over Panden,
en Mand, som ej viger den alfare Vej
og lægger i Ørkner sin Tanke paa Bleg
og taler i Gaader med Fanden.

✂ En Frelser, der kommer fra Værkstedet, varm
og stærk af den daglige Sliden,
og løfter os op paa sin senede Arm
og peger derud bag den døgntravle Larm,
hvor Paaskesol staar over Tiden.