FLORENZ
I
✂
Nu synker Solen bag violblaa Banker,
og Arnofloden som en Guldstrøm flammer
imellem Dalens grønne Vinjerammer,
hvor Skyggerne til Nat sig dunkelt sanker.
✂
Det lufter sagte i min Haves Ranker,
og sorte staar de mørke Bjærges Stammer,
mens alle Florenz Kirkeklokker glammer,
og Skyer sejler op som tunge Tanker.
✂
Kun Arno bærer endnu Himlens Skær,
men nu er Himlen blodig som en Vunde,
og Arno skinner som et blodrødt Sværd,
✂
- nu lever Florenz mig saa heftigt nær,
de gamle Tider med de hvasse Munde,
da Lykkens Rose blomstred paa et Spær -
II
✂
Ak, Florenz, Florenz, alle dine Kampe!
Jeg kan dem udenad, de er forbi.
Jeg ræddes for den syge Fantasi,
der skaber dem paany af Arnos Dampe.
✂
Der skinner i Fiesole en Lampe,
den bygger over Dalen mig en Sti
af hundredfoldig mere Poesi
end den, der i din Saga staar i Stampe.
✂
Langt mere elsker jeg den Mandolin,
der klimprer løs hver Aftenstund i Gaden,
din Æselskryden og din sure Vin,
✂
en Lygtes Blafren mod Paladsfaçaden
og dine Bjærges sarte Taagelin
som nu, da Maanen stiger over Staden.
III
✂
Du ligger dernede og drømmer saa blidt,
og jeg sidder vaagen og drømmer om mit.
✂
Et Steds mellem Skræntens Olivenklynger,
der blaaner for Maanen, en Nattergal synger,
✂
hundrede Ildfluers Stjærnehær
funkler blandt Løvet og flyver mig nær,
✂
funkler dybt nede, funkler heroppe,
brister som Gnister i Træernes Toppe,
✂
men skjult bag Vinrankens mørke Hang
Græshoppen spiller sin spinkle Sang.
✂
Firenze, som Maanen dig maler i Nat,
blev aldrig en Farve paa Lærred sat,
✂
de lysende Mure, de dunkle Tage,
det er, som holdt Verden sin Aande tilbage,
✂
som var du steget i denne Stund
- en Æventyrstad - af Dalens Bund.
✂
Firenze dernede, du straalende By,
som tog mine Tanker og gav dem Ly,
✂
lad det, som hedest jeg tænker paa,
i evig Skønhed som du bestaa!