I

✂ Nu synker Solen bag violblaa Banker,
og Arnofloden som en Guldstrøm flammer
imellem Dalens grønne Vinjerammer,
hvor Skyggerne til Nat sig dunkelt sanker.

✂ Det lufter sagte i min Haves Ranker,
og sorte staar de mørke Bjærges Stammer,
mens alle Florenz Kirkeklokker glammer,
og Skyer sejler op som tunge Tanker.

✂ Kun Arno bærer endnu Himlens Skær,
men nu er Himlen blodig som en Vunde,
og Arno skinner som et blodrødt Sværd,

✂ - nu lever Florenz mig saa heftigt nær,
de gamle Tider med de hvasse Munde,
da Lykkens Rose blomstred paa et Spær -

II

✂ Ak, Florenz, Florenz, alle dine Kampe!
Jeg kan dem udenad, de er forbi.
Jeg ræddes for den syge Fantasi,
der skaber dem paany af Arnos Dampe.

✂ Der skinner i Fiesole en Lampe,
den bygger over Dalen mig en Sti
af hundredfoldig mere Poesi
end den, der i din Saga staar i Stampe.

✂ Langt mere elsker jeg den Mandolin,
der klimprer løs hver Aftenstund i Gaden,
din Æselskryden og din sure Vin,

✂ en Lygtes Blafren mod Paladsfaçaden
og dine Bjærges sarte Taagelin
som nu, da Maanen stiger over Staden.

III

✂ Du ligger dernede og drømmer saa blidt,
og jeg sidder vaagen og drømmer om mit.

✂ Et Steds mellem Skræntens Olivenklynger,
der blaaner for Maanen, en Nattergal synger,

✂ hundrede Ildfluers Stjærnehær
funkler blandt Løvet og flyver mig nær,

✂ funkler dybt nede, funkler heroppe,
brister som Gnister i Træernes Toppe,

✂ men skjult bag Vinrankens mørke Hang
Græshoppen spiller sin spinkle Sang.

✂ Firenze, som Maanen dig maler i Nat,
blev aldrig en Farve paa Lærred sat,

✂ de lysende Mure, de dunkle Tage,
det er, som holdt Verden sin Aande tilbage,

✂ som var du steget i denne Stund
- en Æventyrstad - af Dalens Bund.

✂ Firenze dernede, du straalende By,
som tog mine Tanker og gav dem Ly,

✂ lad det, som hedest jeg tænker paa,
i evig Skønhed som du bestaa!