1884
NYTAAR

✂ Mellem skillende Skyr
gaar det graanende Gry,
nu er Natten forbi, og det dages;
har der staaet en Storm,
har der raset et Vejr, -
vi har Solen igen og kan se, hvordan Sagen skal tages.

✂ Vi har Nytaar igen,
Vi gaar Foraar imod;
vi har grødetung Vaarluft i Vente;
har vi veget vor Vej
for de Snefog, der kom, -
det bærer mod Dagen, da atter vi Kræfter skal hente.

✂ De stryger til Vejrs
i brusende Flok,
de Haab, som fik Vingerne stækket;
de mylrer igen
fra Breddernes Siv,
hvor de laa for at dø, og de skyder som Svaner i Trækket.

✂ Og driver der Is
paa et vintersort Vand,
og ligger der Sne over Gærdet, -
det Mod, der ifjor
blev knægtet og stængt,
det bryder sig Vej, af sit Nederlags Frostleje hærdet.

✂ Vi har Nytaar igen; -
det maa ud, hvert et Gran
af det fjorgamle Støv, vi har inde! -
sæt dit Vindu paa Stang
og let Dørklinken af!
vi gaar Soltid imod - Soltid med vejrende Vinde!

MUNKEN

✂ Det blæser strengt i Nat, og her er koldt
i Cellen, hvor jeg sammenkrøben sidder,
min Tanke spiller med et Minde Bold,
mens Gigten piner Mindets glemte Ridder.
- Aa Krist! Madonna! Gud! bed for mig! bed!
hjælp mig at holde Mindets Djævel Stangen!
jeg kan ej mer! - Er, Kirke, det din Fred? -
Hvor dumpt det tuder gennem Klostergangen!

✂ Saa blæs da Storm! her staar jeg stærk og strunk!
skrig det kun ud i Verden, hvor du kommer,
at du har set et Kloster, hvor en Munk
tog Tag med Djævlen om en svunden Sommer!
Kom, sæt dit Ansigt mod min Rude, Nat!
at ogsaa du i Morgen kan fortælle
om Munken, du har set, der om en Skat
med Djævlen selv slog Tærning i sin Celle!

✂ Se denne Bog - Nu, Storm! du hyler straks! -
ja, det er Skatten, hvor om Kampen gælder!
- en Bibel? - ja! - men af en egen Slags,
som ej et Ord om Død og Djævel melder!
i den staar prentet Livets store Bud,
og Livets Sol igennem Skriften trænger, -
forstaar du den, du Krusifiksets Gud!
Sølv-Krist, som paa dit Kors metalkold hænger?

✂ I fyrretyve lange, døde Aar
begraved jeg forgæves mig i Cellen, -
i Bogen her et Evangelium staar,
som vækker Ridderen i Kutte-Trællen!
Min Bibel kender ej til Støvets Pligt,
i den er Tro paa Lykken kun at finde!
dens hele Indhold er et Elskovsdigt,
et Digt til mig fra Verdens bedste Kvinde!

✂ Vig bort, du Klosternat, for Livets Lys!
og tag din Bibel med dig i din Kiste!
min Læbe brænder af det sidste Kys,
det hede, vilde, taarevaade, sidste - -
10 - Aa Herre! kom min Svaghed mildt i Hu!
vær naadig, Kristus! tæm din Vredes Vælde!
tilgiv mig Gud! - jeg elsker jo endnu!
- Hvor her er koldt og trist i Klostrets Celle!

EN MODERNE PETRUS

✂ Jeg sad imellem Damer
paa nitten-tyve Aar
og havde det som Sankt Peter
i Kaiphas' Gaard;
thi Talen tog et kildent Sving
og drejed sig om dig,
men jeg - jeg lod som ingen Ting.
- Kan du tilgive mig?

✂ Jeg sad der som Sankt Peter
i Kaiphas' Gaard,
og Damerne de smisked
og lo: vi forstaar!
men jeg - ja, Kære! jeg lo med,
og jeg fornægted dig, -
jeg følte, jeg blev rød derved, - -
- Kan du tilgive mig?

✂ Tre Gange jeg fornægted
og atter det fortrød,
tre Gange Damerne smisked,
tre Gange blev jeg rød;
11 saa tabte jeg tilsidst min Ro,
og som Sankt Peter jeg
gik udenfor og - - ja, jeg lo! -
- Kan du tilgive mig?

PAA AAEN

✂ Jeg har lagt mig lidt til Ro i Baaden.

✂ Der er Drift i Vandet, Drift i Solsky-Flaaden,
som for Vinden over Himlen stryger,
og i selve Vinden er der Drift,
naar den sender sine Hødufts-Byger
ud fra Engen gennem Rift paa Rift
i det tætte Sivkrat langs med Aaen.

✂ Sivet nejer, hæver sig paa Taaen,
bøjer Nakken, spejler sig og vifter, -
Stilling efter Stilling Sivet skifter,
endnu aldrig et Sekund tilfreds.

✂ Baaden driver, trækkende et Rids
gennem Vandet, men et Rids, der svinder
sporløst som en Drøm, foruden Minder, -
og min Tanke ligner Ridset lidt.

✂ Jeg har stirret længe ned i Vandet,
som det glider, solblankt, blaalig-hvidt,
tænkt paa et og havnet i et andet - -
12 Jeg har set dernede under Vandet
kaade Smil og kælne Kvindeblikke,
mange, mange ... og iblandt dem dit!

✂ Jeg maa stirre, blive ved at ligge
her i Baaden, blive ved at se, -
de forsvinder for mig, disse Blikke - -
nu er dit tilbage, dit alene . . .

✂ Spørger det? - hvad er det, det vil vide? -

✂ Hvorfor bliver Baaden ved at glide? -

✂ . . . Hvor det ler, naar Solen paa det skinner!
hvor det drømmer, naar en Skygge kommer!
hvor det græder, hver Gang koldt det vinder!
ler og græder, drømmer, lyser, svinder,
evig skiftet, evig dog saa mildt! - - -

✂ Om jeg her bestandig kunde drømme!
stirre død mig paa de vandblaa Strømme?
- ak! - jeg kan ej Blikket holde fast! - -
Bølgen skifter, Strømmene har Hast!

SOMMERGLIMT

✂ Vi sad og fletted Kranse,
hvor Bækken livsglad nynner;
du bandt saa let og muntert,
jeg var kun en Begynder.
13 Vi bytted vore Kranse,
hvor Bækken dæmpet risler, -
din var af bløde Roser,
min af de stive Tidsler

AALIV

✂ Se Sivene nejer
for Vinden og svejer
med Toppen koket,
og Bølgerne danser
i Aakandepanser
en stiv Menuet.

✂ Saa kommer en Guldsmed der inde fra Landet,
staalblaa og gylden og flot i sin Flugt,
skødesløst stryger den tæt over Vandet,
oppe og nede, ret frem og i Bugt.

✂ Og Aakanden blinker
duggperlet og vinker
til Guldsmeden blødt:
du spraglede Flyver!
hvis Øjet ej lyver,
saa kysser du sødt!

✂ Og Guldsmeden klipper med Vingen i Solen,
staalblaa og gylden og ørn i sit Blik,
Aakanden gynger i Gyldenstykskjolen,
henrykt, betagen af Kysset, den fik.

BÆKKEN

✂ Bækken sprang
Dagen lang
hen over Stenene,
spruttede,
krode sig,
smuttede,
snode sig
bort under Grenene.

✂ Og kom der et Sted,
hvor det stoppede lidt,
saa nejed den smukt kun
og hoppede lidt,
hviskede, smilede,
smisked og kilede
fort.
Bækken kom aldrig til kort.

I JUNI

✂ Den lune Solluft dirrer
saa junifrisk og sommerblød
i let og kælen Flimren
om Markens blomsterfyldte Skød.

✂ Den gule Kabbeleje
omsummet af Insekter staar
med aaben Blomst og nyder
hvert Pust, der over Marken gaar
15 og bly, undselig løfter
sin Blomst den blaa Forglemmigej,
mens Sommerfuglen leger
sin Sommerleg og dukker sig

✂ i Blomsterflorets Bølger,
hvor Duften stiger krydret sød,
og Luften sagte dirrer
saa junifrisk og sommerblød.

SOMMERAFTEN

✂ Nu er Solen nede;
der er ganske stille
i den store Verden,
i den lille Rede.

✂ Gennem Rankens Rifter
strømmer Aftenluften
ind igennem Vindvet,
og Gardinet vifter.

✂ Bløde Taager brede
i den svale Skumring
deres klamme Lin om
Dagens Feberhede.

✂ Stakkels, syge Hjærte!
du faar blotte Saaret!
Aftenluften skygger
køligt om din Smerte.

ET VINTERDIGT

✂ Glemslen kommer med iskold Blæst
I Frosttaage-Kappe og Snebyge-Vest,
sviende kold!
og dundrer rnod Hjærtet sin Istap-Kno:
Luk op! jeg skaffer til Løn dig Ro
og dækker med afgrundsdyb Is, hvad der smerted, -
Glemslen lufter os Hjærtet,
isnende kold!

✂ Vel Glemsel! bred da din Is om mit!
lad Taaren som Isperle slutte sit
sviende Løb!
frys til hver en nagende, skuffet Drøm! - -
du brister! du kan ej! den Understrøm
faar du lade sive og draabevis brede
sit kogende, dybe, glohede,
evige Løb!

SERENADE

✂ Der skinner ej Sol, det er Graat i Graat,
det øser fra Skyen i Spande,
alting paa Gaden er drivende vaadt,
det regner med styrtende Vande! -
Kæreste du!
kommer du nu,
nu Regnen har kølet din Elsker?

✂ Det blæser saa koldt, det hyler saa vildt,
i Gaslygten Glassene klirrer,
17 klaprende danser paa Krogen et Skilt,
og Vejrhanen pibende svirrer! -
Kæreste du!
kommer du nu,
nu Blæsten har bøjet din Elsker?

✂ Hører du Stormkrogens raslende Larm
og Regnskyllets Slag mod din Rude?
hører du ham, der har drømt i din Arm,
staa dyngvaad og kalde herude?
Kæreste du!
nægter du nu
de Kys, der kan varme din Elsker?

JA, DU! IFALD . . .

✂ Ja, du! ifald jeg kunde dykke ned
bag Horisonten med den Sol, der daler,
saa kunde jeg vel give dig Besked
om, hvad der røver dig din Ro og Fred,
en Løsning, du! paa alle Livets Kvaler.

✂ Men jeg maa blive paa den faste Bred
og lade Solen smukt i Ro gaa ned.

✂ Jeg kan ej heller vække op de Døde
og spørge dem, hvad Resultat de fandt;
hver skal jo sit til Verdensskatten bøde,
og flest er de, der til Betaling møde
med Taarer, som i vaagne Nætter randt.
18 Og naar vi to en Gang - i Dag - ad Aare -
skal møde frem og ofre, hvad vi skylder
det Liv, der sig med laante Smil forgylder
og redte vore Drømme deres Baare -

✂ held os! om da, naar Lykkens Sol er nede,
vi møder sammen, Haand i Haand, med Taarer,
der falder lige tunge, lige hede.

EFTERAARSBLÆST

✂ Blæsten har travlt, det er Rengøringstid,
der skal fejes og luftes og skylles;
hvad Sommeren bød, har vi tæret forlængst,
de slikkede Krybber maa fyldes!
i dvaskende Solskin og sødladen Duft
har vi længe til Overmaal fraadset
og dovnet og drømt, - nu er Drømmen forbi,
og for Drømmenes Gøgl er der laaset.

✂ Solen er borte; en piskende Regn
slaar sin rappe Appel imod Ruden
og skræmmer hver sommerdød, solsløvet Træl,
der snorker hos Moppen paa Puden;
en rygende Efteraarsblæst trækker op
og hujer sit vilde: til Vaaben!
af Vejen med Sommerens falmede Løv,
nu holdes det ny over Daaben!

✂ Det buldrer mod Skodden, det kalder til Hjælp,
det er sejglivet alt dette gamle;
19 Storm maa der til, en forrygende Storm,
før ret det begynder at ramle!
hver Bladstump maa ned, der maa Plads for det Ny,
Plads for alt det, der gærer og bryder,
en Plads for de Kræfter, der skriger paa Luft
og skuldertæt Kæmpevækst skyder!

✂ Og Skykaaben hænger saa graasort og klam
og knuger og tynger og trykker, -
du Efteraarsblæst! tag et hvinende Tag
og flæng den i flagrende Stykker!
en luvslidt og overgemt Sommer har sat
paa alt sit forkludrende Stempel, -
det Stempel maa bort, og hvis ikke det vil,
saa følger vi Blæstens Eksempel!

✂ Det er Efteraar nu, det er Rengøringstid,
der maa ryddes paa tusinde Steder;
hvad nytter det os, vi er Folk fra i Dag,
naar vi gaar i vor Oldefa'ers Klæder?
skal falmede Drømme og slukkede Smil
da gøre én gammel og skaldet? -
Rap dig, du Blæst! vi er Fostbrødre, til
den sidste Stump Bladstilk er faldet!

SLOTSBRAND

✂ Fest blev der meldt, en Begravelsesfest,
Landet var Værten, og Folket var Gæst,
fuldtalligt mødte det, Gildet var flot,
thi Ilden var Præst,
og Liget et Slot.

✂ Talen var fyndig, og Sproget var kækt,
Præsten var Barn af en frisindet Slægt
med knitrende Higen og buldrende Røst
og uden Respekt
for gulddækket Brøst.

✂ Slottet var kongeligt; mægtige Mænd
kroned det skriftligt, med Blæk og med Pen,
ingen af alle de store dog bød
en Krone som den,
det bar i sin Død.

✂ Glimrende Guld omkring Ligbaaren føg,
Kaaben var Gnister og flammende Røg,
ingen Monark bar saa luende Pragt
til Skue for Spøg
i sin Kroningsdragt.

✂ Blæsten skrev Salmen, og Flammerne sang,
pragtfulde Glimt sig i Stroferne svang,
Emnet var stort, det var stillet som Tolk
for Sukket, der klang
fra et samlet Folk.

✂ Rundt omkring Baaren stod Gæsterne tæt,
lét havde ingen, en Del havde grædt;
de stod der, til Ilden med spottende Grin
lagde sig træt
i den røde Ruin.

✂ Fest blev der holdt, en Begravelsesfest,
Landet var Værten, og Folket var Gæst,
21 fuldtallig mødte det, Gildet var flot,
thi Ilden var Præst,
og Liget et Slot.

RESULTATER

1885
VØLUNDS ED

1885-86
MAJ

✂ Anemoner og Solskin og Knopper
og Fugle, som synger omkap
og kvidrer den selvsamme Vise,
de sidste Efteraar slap;

✂ Bøge, der pjankede vifter
med blinkende lysegrønt Løv,
som ikke kender til Rifter
og ikke det mindste til Støv,

✂ stakkels enfoldige Væsner,
som endnu paa Solskinnet tror
og ligegyldige glemmer
Efteraaret ifjor;

✂ den kølige Susen foroven
lader letsindigt de gaa, -
ikke en eneste hører
Vintrens: Paa Gensyn, I Smaa!

✂ Foraaret praler i Skoven,
og Skoven daares igen. - -
Der stryger en skrigende Krage
tungt over Skovbunden hen.

VAARSTEMNING

✂ Nu er det Foraar. Digterne har travlt
med at faa solet ud de gamle Fraser
og skrevet sammen dem i glade Sange -
hvert Søndagsblad beviser, hvor de maser;

✂ og Præsterne gaar om og priser Herren
og kappes kristeligt med deres Degne
om, hvem der kan se gladest ud i Kirken -
ja, det er Foraar alle vide Vegne!

✂ Jeg elsker Foraarstiden, jeg som andre,
at sige Foraar i de øde Egne,
hvor Solen frit kan skinne, og hvor Regnen,
i Fred for Præst og Digter, frit kan regne.

✂ Selv har jeg halvvejs været Præst engang
og mer end halvvejs frejdig Foraarsdigter - -
Giv mig mit Foraar! - men Gud fri mig for
Ordkunstens foraarsgale Døgenigter!

OPHOLDSVEJR

✂ Det havde været en Regnvejrsdag
med Søl og dryppende Tage,
raakold, med Skyer i tyngende Lag;
men Solen, der sank, havde taget et Tag
og drevet Regnen tilbage.

✂ Fra Horisontens slørede Rand
havde den Skyerne fejet
og sad nu og kasted sit Skær mod Land
over det bølgevrimlende Vand,
der kniksed for Skæret og nejed.

✂ Hvor Regnen pløred og Blæsten brød
om Havnens klinede Hytter,
sin flimrende Fernis den naadig gød
og laante en hvidblank, skinnende Glød
til Moleplankernes Pytter.

✂ Men Bølgerne plired saa haanligt iblandt
med Millioner af Øjne
og missed mod Solen, der langsomt forsvandt,
som om de for længe siden var vant
til alle dens pralende Løgne.

✂ Og oppe i Skyen laa Stormen Vagt,
saa verdensklog og forstokket,
beredt til med Regnskyl og Nat i Pagt
at kue Solens forlorne Pragt
og dem, dens Flitter fik lokket.

STRANDSOL*)

✂ Sol i blinkende
Spil over Vandet,
bagende Sol
over Tangen og Sandet;

✂ Sol i stikkende
Lysregns-Vrimmel
ned fra en matblaa,
varmedød Himmel.

✂ Sommerdagssol
i ødslende Given
og ligeglad Tryghed
og ørkesløs Driven
op over Stranden
og ud over Søen, -
Strandsol i stirrende,
hedekvalt Døen.

✂ Ikke en Bølge, -
Vinden har lagt sig
inde, hvor Brinkens
Stump Skygge har strakt sig;
blot et Par Skvulp,
der flader hinanden
mageligt slæbende
ud over Stranden;

✂ ikke et levende
Væsen at øjne!
bare ét Flimmer
af solslikket nøgne
Rullestens-Rækker,
og skinnende Bunker
af fygefint Sand
og Smaaskæls-Funker;
39 ikke en Bycicle
oppe, hvor Støvet
ligger i Lag over
Vejen og Løvet!
ikke en eneste
Maler paa Sandet! -
Flimmer og Hede
farveløst blandet!

✂ Blinket derude
paa Søen, lavt nede,
om det skulde være? -
i saadan en Hede .. . .?
- Jo - Gud være lovet!
Der kommer en Flaade
paa hele tre, fire
Kaproningsbaade!

HØSTSTEMNINGER

FROSTNAT

✂ Den kolde Natteluft i Huden stikker,
og Sneen knirker skarpt for hvert et Skridt,
ud over Marken Maaneskinnet ligger
sneblinkende og saa forfrossent hvidt
41 Der staar ved Vejen et Par nøgne Pile,
de ser saa sært forkomne ud, de to,
de sorte Grene vipper uden Hvile
i Vinternattens kolde, blege Ro.

✂ Og Maanen stift og køligt om dem lyser
fra Himlens mørketunge matte Blaa,
hvor hist og her en Stjærne stille fryser
og skælver som i Angst for at forgaa.

✂ Den fine Sne en Gang imellem letter
fra Grøftedriven for et Vinddrags Kast
og fyger op og støver frem og sætter
i Skæg og Øjenbryn sig iskoldt fast.

✂ Jeg standser under Pilene og sparker
lidt Sne af Støvlerne og ser mig om, -
en hegnløs Vej ud over nøgne Marker,
en frostgold Vej i snehvid Fattigdom.

SNEFALD

✂ Der er Snefald over Skoven,
stille Snefald fra en Himmel
skjult deroppe over Skovens
Toppe i den hvide Vrimmel;

✂ Sne, der let og dunblødt drysser
ned fra nøgne Grene over
glemte Stier, hvor den sidste
Sommers visne Blade sover;

✂ hvide Fnug, som dækker Sporet
efter Blæstens ondskabsfulde
Vinterleg og lægger lunt sig
over, hvad der faldt af Kulde.

✂ Ingen Trin og ingen Stemmer,
ingen Sommermelodier,
kun en Raa, som ryster paa sig
med et sagte Gnæg og tier.

✂ Der er Snefald over Skoven,
lunt og tyst, som om det vilde
evigt gemme Skoven bort i
dette blundende Sne-Stille,

ISBLOMSTER

✂ Isen har lagt sig derude,
Isen har lagt sig herinde
og sat paa min Rude
Blomster, som skinne,
Isblomster,
prægtigt glimrende,
i kølig funklende Pragt,
krystalbesatte, luftfine,
koldt diamantblinkende,
sølvstive, duftløse
Isblomster.

✂ Jeg elsker at lege med dem
i deres solglitrende Glans,
43 straalespillende,
men uden Glød,
dødfødte Børn, isavlede Fostre
af Vintrens ligsvangre Skød;
jeg elsker at lege med dem,
nu Somrens Blomst er død;
deres blodløse Pragt
lægger sin isnende Ro,
hvor Sommerblomsten har lagt,
bloddryppende rød,
sin kvælende, glødende Duft
om ildsmertende Saar - -

✂ Jeg elsker den funklende Isblomst,
dens snekolde Ro, dens isnende Død.

SNESTORM

✂ Det blæser en Snestorm derude!

✂ Det gisper og hviner, det sukker og stønner,
det jager med piskende Kast,
det hvisker som tryglende Bønner
og skriger fortvivlet og truer
og ler med hujende Latter
og græder saa atter
og dør.

✂ I Snirkler, der tættes og hvirvlende splittes,
i Flokke, der feje langs Jorden og stige,
i Flokke, der komme, og Flokke, der vige,
et snesløret Virvar, der sletter det Skel,
44 som Trælsaanden drog
mellem Himmel og Jord,
der jævner den Afstand, det Svælg, den slog
mellem os og hvad ellers der bor
derude - hvor ingen er Træl.

✂ Den pjuskede Gærdepil svejer i Blæsten
og ryster sin istunge Gren;
en gispende Spurv har søgt sig lidt Læ
bag en sneføgen Sten.

✂ Ude om Markhytten kredser en Ravn
og spænder mod Stormen sin Bringe;
inde i Hytten det modløse Savn
søger med Døden at tinge.
Og Ravnen daler paa Hyttens Tag
og skriger forfrossen og slaar et Par Slag
med den dødtrætte Vinge.

✂ Blæsten pisker i hvirvlende Løb
afsted over Marker og Veje
og hyller om Spurven et sneblødt Svøb
og reder et lunende Leje.

✂ Og Spurven giver sig Blæsten i Vold;
den mærker slet ikke, at Sneflokke komme
i fygende Skyer, - den kan ikke se; -
Tomme for Tomme
synker den blødt i den voksende Sne
og lader hvert Vindstød sin Spottesang tude
og glatte hver Fold
i Snelagets dvælende Pude.
45 Og medens den gisper og fryser ihjel
og Stormen hviner et hæst Farvel,
falder Natten paa
bidende kold.

✂ Det blæser en Snestorm derude!

SNEFNUG

✂ De falder som pjuskede Stumper
af alle de blodtunge Drømme,
Somren klækkede ud, -
livløse, blegnede Rester
af tusinde Bønner, der søgte forgæves
Himlens retfærdige Gud.

✂ Lydløst de ned gennem Luften
slusker forkomne og stumme
i talløst vrimlende Drys,
og dækker de hede Kinder,
der frejdige blusser, med tusinde
iskolde, spottende Kys.

STORMFLOD

ET SOMMERDIGT

✂ Du store Spotter, kolde Efteraar!
hvor bliver du dog af! jeg vakler svimmel
og lytter træt til hvert et Pust, der gaar
hen over Blomsterne, om ej det saar
dit Bud om Død ud over deres Vrimmel.

✂ Jeg længes, længes, kolde Efteraar!
naar mon dog Somrens Solskinsleflen ender?
jeg længes efter blot at føle svagt
det kolde Tryk af dine valne Hænder
49 og i din Taagekappe tæt mig hylle
og Panden mod dens klamme Flige presse
og trykke Læben mod din smalle Mund,
der synger evigt paa de dødes Messe
og aldrig løj om Sol, der skulde fylde
en Evighed - og vared et Sekund.

✂ Du store Spotter! kolde Efteraar!
tag mig i Favn og knug mig til dit Bryst,
hvor intet Hjærte feberhidset slaar
og gøgler Ord, som først til Himlen gaar
og strander saa paa Løgnens brede Kyst.

✂ Jeg længes, længes, kolde Efteraar!
min Længsel stiger med hver Dag, der gaar;
giv mig for Somrens falske, hede Glød
din sanddru Spot, din ægte, kolde Død!

PAA MOLEN

✂ Damperen lettede. Yderst paa Molen
stod jeg og fulgte dens larmende Fart.
Havet laa spejlblankt og spilled i Solen,
blinkende bredt og saa tomt og saa bart.

✂ Langsomt jeg Damperen fulgte med Blikket,
jeg havde Part jo i Godset ombord, -
alle de Drømme, som livsslappe klikked,
ud over Havet med Damperen for.
50 Haab, som i Hverdagens Kævlen blev knækket,
alle de tusinde smaabitte Tryk
gynged der ude som Stykgods paa Dækket,
kvalt under Damperens Kulrøgsparyk.

✂ Vaagede Nætter og søvntrætte Dage
drog paa det flimrende Hav-Øde ud, -
jubelkæk, knejsende stod jeg tilbage
fri som en Storm og stærk som en Gud.

✂ Livet var Rigdom, og Rigdommen sikker! - .
- Damperen svandt i den skumrende Nat -
henrykt jeg saa mig omkring, og - en Tigger
rakte imod mig sin hullede Hat.

VED STRANDEN

✂ Jeg valgte mit Stade hernede ved Stranden,
den øde, fortvivlende triste,
hvor tusinde Bølgefald følger hinanden,
og tusinde Skumbobler briste.

✂ Hernede blandt Vraggods, hvor Døden gør Gilde
og altid har Gæster om Kruset,
her sidder jeg tidlig, her sidder jeg silde,
thi her er som Søn jeg af Huset.

✂ Jeg føler i Slægt mig med Havet, der haster
mod Kysten for Ly sig at skabe,
men ej finder Hvile hos Kysten og kaster
sig atter i Kamp for at tabe.
51 Slagen af Stormene, aldrig dog stillet,
evig i Kamp for at finde
Hvilen, den tavse, den tunge, hvis Billed
det saa mellem Taager forsvinde.

GRAVE

✂ Grave paa begge Sider,
og Grave i hundredvis bag,
fattige Grave, som vokser i Tal
for hver en mørkedræbt Dag;

✂ spadeklappede Tuer,
som ingen Ligkranse bær', -
der sidder med graadsløve Øjne
et Spøgelse stille paa hver,

✂ et Haab, som tæredes langsomt
og døde den Brystsyges Død,
et Haab, som knækked, da Stormen
hen over Ungskoven brød.

✂ Bag mig ligger der Grave,
vel en for hvert Skridt, jeg gik,
og foran mig skærer fra Taagen
Graverens Spadestik.

ELSKOV

✂ De har digtet i kælne
Sonetter det ind,
at Kærlighed er som
den hviskende Vind,
52 saa blundende blød
som en taageveg Drøm
i en Baad paa en skælvende
maaneblank Strøm,

✂ at Elskov er sart
og saa tiggende bly
som det spædeste Skær
af det fattigste Gry,
som et klagende Pip
i en ensom Allé,
og saa kysk som et Dun
i den dryssende Sne.

✂ De har spundet i Skumringens
Silkespind ind
en hvirvlende Leg
af den dagkaade Vind,
og fanget i Engdisens
slørende Form
det slæbende Suk
af en sovende Storm.

✂ Thi Elskov er ikke
som snehvide Dun
og ikke som Vinden
saa svøbende lun; -
men Elskov er Attraa -
et lynflænget Vejr
af skyllende, stigende,
stormstridt Begær.
53 De har dækket med Vemodets
løvbløde Hegn,
det sivende Dryp
af en lavahed Regn; - -
derude, hvor Dagen
staar hvidnende mild,
dér brænder bag Gryet
en Ørkensols Ild.

FJÆLDSKOV

✂ Kløften lukker sig, og Stien slipper....

✂ jeg er Fange.

✂ Og med Kløften lukker
kølig-klamt dens Stilhed sig omkring mig,
mens de trange
bregnegrønne Klipper
breder for mig deres Skyggehynder - -

✂ her er Stilhed, skovdyb, fjældtung Stilhed!

✂ Fra en Klipperand to Birke vugger
løvlet paa de spæde Grene
denne Stilhed,
og fra Kløftebundens vaade Stene,
hvor en stille Elv sit Løb begynder,
stiger den i iskold Rislen.

✂ Jeg vil hvile her, mens Kløften føres
videre og videre bestandig,
løftet frem af Skyggens Stilhed
og med Graner over sig, som lytter
efter Lyd, som aldrig høres, -
hvile her, til Kløften
fylder foran mig den hele Verden, -
til hele Verden,
er bare denne Kløft og denne Stilhed.

✂ Jeg vil strække Foden ud i Elven
og føle dens iskolde Kælen henover Huden,
til Elvens Kulde og Kløftens Stilhed
bringer mig dig,
som jeg elsker.

✂ Du skal komme til mig som Asløg til Regner,
hverken klædt eller nøgen,
svøbt i din Kærligheds Pragt,
og vor Elskov skal die
Dødsstilheden herinde
og leve Elskovens skyggetavse Liv.

✂ Thi Stilheden her er Liv,
Liv, som ligger og lytter
til eget Aandedrag,
Liv, som vokser sig Vej med det eviges Magt,
vokser i sansestærk, blodsund Vækst,
Liv, som lever i evig Elskov,
en evig Naturs dødsstille Elskov.

✂ Og Solen, som falder pletvis
imellem de tætte Graner,
55 skal sænke et eneste dvælende Glimt
dér, hvor vi hviler,
mens Elven stiger omkring os
og stryger over vort Favntag
sin bløde, glidende Kulde.

✂ Da skal du kende din Lykke,
Lykken, som er Natur!
Og Kløftens Stilhed
skal lukke sig om os begge,
og Elven risle med ringende Rislen,
ringe vort Bryllup ud over Kløften og Verden,
mens Birken vugger paa løvlette Grene
din og min og Naturens
evigt aandende Elskov.

HALVMØRKE

✂ Jeg kommer fra Kulden derude,
fra Skumringens frostklamme, Dis
og de glatte, fugtige Gader,
mit Blod er som Is.
Sæt dig her hen ved min Side
og læg om min Skulder din Arm,
knug mig og favn mig og kys mig,
du er saa varm!

✂ Det tegner til Snefog derude, -
lad fyge! - nu sidder vi her
saa lunt og saa godt og betragter
Kaminildens Skær;
56 det flimrer og luer og gløder - -
- se! - saa du den Gnist blusse op
og slynge om alle de andre
sin slikkende Top?

✂ Din Favn har lunende Varme
og fylder saa blødt mig med Lyst
efter at læne mit Hoved
ind til dit Bryst;
giv det en Plads, hvor dit Hjærte
slaar tæt bag den rødmende Hud
og stille erklærer for døde
de skillende Bud.

✂ Du ser mig i Øjet, - hør! sig mig,
hvad sært du derinde har set,
en blodfattig, korsfæstet Sværmer,
en Dødens Profet? -
din Hud bliver hed! - hvor du brænder! -
nej, du! jeg kan tænke, du saá
to skinnende Tavler derinde
med Flammeskrift staa!

✂ Forstod du de nye Ildtavlers
livsavlede Menneskebud,
prentet med brændende Bloddryp,
som aldrig gaar ud? - -
Du rejser dig - Kære! du slipper! -
- ja vel - ja vist - du har Ret!
det fyger med Sne derude
saa koldt og saa tæt.

KLAVERSTYKKE

MIDNATSSOLEN

✂ To Slaver tjente hos den store Herre,
Skyteltenes Beboer, Wanna Issi,
den stolte Fyrste med det skarpe Blik,
han, for hvis Stepper ingen Grænser spærre,
hvis Hjorders Tal blev ingensinde nævnet, -
og Slaverne var Koit og Åmmarik.

✂ Hver Morgen havde Koit det Hverv at tænde
Faklen, der flammende paa Sneen lyser,
og Ämmarik var af den Store sat
til, naar det lakked imod Dagens Ende,
at slukke med sin bløde Haand dens Flamme
og dække varsomt Jorden til med Nat.

✂ Og Wanna Issi vilde naadig lade
Arbejdet lønne og beslutted derfor,
at Navn af Ægtefolk de skulde faa;
men Koit og Åmmarik den Store bade
om evig Brud og Brudgom kun at blive,
og Wanna Issi lod det være saa.

✂ Hver Morgen og hver Aften kun de mødes
og skifter Faklen for igen at skilles,
et stille Møde uden hede Ord,
et Blik kun, som af Fakkelflammen glødes,
et sagte Pust, og hver sin Vej de vandre,
mens Sneen fyger tæt om deres Spor.

✂ Kun én Gang aarlig ingen Nat dem skiller,
kun én Gang aarlig Ämmarik ej slukker
om Aftnen Faklen, som af Koit hun faar,
men aander paa den, til dens Flamme spiller
60 med fortsat Liv, og Dagen ej forsvinder, -
og Brud og Brudgom nær hinanden staar.

✂ Da griber tavse de hinandens Hænder,
og Wanna Issi fra sit Skytelt smiler,
mens Brud og Brudgom mødes i et Kys;
og Rødmen, der i Kinderne dem brænder,
som Midnatssol paa Himmelbuen gløder
og farver Steppen med sit stille Lys.

NYTAAR 1885

✂ De staar der og venter, i trekantet Hat,
med Guldbroderi omkring Ærmet og Kraven,
en pyntelig Skare begavede Mænd
med Valgsproget: Kongen og Folket og Maven!
en Hob Eksellencer, som lever af Buk
for Kongen og ellers nok intet bestiller,
og saa et Par Præster med gudfrygtig Gang
og en Lommefuld Naadepastiller.

✂ De staar der og venter - "Hvor bliver det af?" -
- "Der har vi det jo! mine Herrer! det kommer!" -
Med dybtpræget Alvor man stiller sig op
og sænker sit Hoved loyalt et Par Tommer.
Nu tyst overalt; . . . kun et uhøvisk Nys,
- paa denne Tid Snue jo ækelt florerer, -
et afstumpet Host og en præstelig Røst,
der, hviskende, rask repeterer:
61 - "Velkommen du ny, du velsignede Aar
med Vaarsmil og Solskin og guldgule Lokker!
velkommen du Barn med det straalende Blik,
hvorom vi os alle saa henrykte flokker!
giv Styrke og Visdom vor elskede Drot!
knyt Folket med Enigheds Jærnlænker sammen!
bønhør hvert et Ønske, naar blot det er godt!
og Herren velsigne dit Arbejde! Amen!" -

✂ Med skingrende Klang slaar Stationsuret tolv,
og ind paa Perronsporet Iltoget glider.
Med Hatten i Haand Eksellencerne staar
og bander den Træk, der i Nakken dem bider;
de nikker og stirrer og ser sig omkring,
mens Gigten en undertrykt Stønnen bevirker.
- "Ærværdige Pastor! jeg ser ingen Ting!
hvad betyd . ." - "Hys! Vagondøren knirker!" -

✂ Man sænker sit Hoved en Tomme endnu,
og Præsten begynder højtidelig Talen.
- "Velkommen du ny, du velsignede Aar
med Vaarsmil og - -" Pastoren glemte Finalen.
Thi ud af en tredje Klasses Kupé
træder - ej Barnet med Rangle ved Hofte,
heller ej Drømmens balletklædte Fe, -
en Mand blot, en Bonde i Kofte.

✂ Fuldvoksen staar han, med sluttede Træk,
smallæbet, fastbrynet, bred over Brystet,
stentæt som den, der har følt, hvad han vil,
og som intet paa Jord fra hans Vilje faar rystet;
faamælt som den, der ej leger med Ord
62 men sender for Tale et Blink fra et Øje,
der bringer til Tavshed det rappeste Maal
og tvinger til Nakken at bøje.

✂ Han ser paa de Herrer og kvæler et Smil,
som ingen af Herrerne helt faar fortolket,
og vender sig tavs, uden Hilsen, og gaar
ned ad Perronen og ud mellem Folket.
Eksellencerne ser paa hverandre saa dumt,
det Syn gaar for langt over Herrernes Kræfter;
saa hvisker et Par: "Gud forbarme sig! - naa!" -
... og sniger sig bukkende efter.

APRIL 1885

✂ Foraaret er kommet, iblandt os det staar
og Haanden til Hilsen os rækker;
men Palmer ej smykker et guldfagert Haar,
og Barnesmil Munden ej dækker;
med Beskhed der staar i de trodsige Træk,
at Vintren os Stakler har levnet
en ussel forblæst og afbladet Hæk
om en Hytte, forkrøblet og revnet.

✂ Med Haanssmil der staar, vi er fattige Skrog,
som lader med Kyshaand os kue
og takker for Sparket; det varmer jo dog,
naar Sneen slaar ind i vor Stue;
vi er fattige Folk, som er glad ved lidt Mad;
for en Skorpe vi alt vilde bytte
og glæde os tidobbelt, fik vi et Fad
og Stormand deri vilde spytte.
63 Er korsfæstet Folk, som har knebent nok Mod
til en eneste Gang sig at ømme, -
som roligt ser Vagten ved Golgathas Fod
slaa Tærning om alle dets Drømme, -
som ingen har trøstet, ej Kvinder begrædt,
mens Eddikesvampen det tømte, -
thi Frihed og Ære, dets Krav og dets Ret,
var Drømmen, det troskyldigt drømte.

✂ Den rev de i Laser, mens roligt det tav
og lod sig som Korsfæstet jorde.
Nu er det, at Foraaret staar for dets Grav
og dundrer paa Ligkamrets Porte:
Kom ud, I derinde! og slaa for jer Tro,
mens Spydstik og Naglegab bløder!
ve over hver Thomas, der ikke vil tro,
at det er Folket, han møder!

✂ Kom ud! har I sovet saa længe maaske,
at rent I har glemt, hvad I ejed?
kan Øret ej høre, og Øjet ej se?
var Retten blot noget I leged?
stem Ryggen imod og læg Kræfterne i,
paa jert Kistelaag Bødlerne sidder
og trommer med Hælen en spotsk Melodi
og spørger med Haan, hvad I hedder! -

✂ Pas paa! I, der sidder saa lunt og gør Nar!
giv frivillig Plads, før I taber!
det Saar, I har slaaet, faar aldrig sat Ar,
med sivende Rande det gaber!
64 hvem knytter ej Næven, hvem springer ej frem
og viser, hvad Æren den vejer,
naar ud man ham jager med Vold af hans Hjem
og slagter det bedste han ejer?

✂ Og Foraaret raaber sit brede: staa op!
og Ekkoet svarer med Bulder.
Om Vagtilden griner den væbnede Trop
ad Drønet, der vækkende ruller;
kast Spydet i Tide! I træffer ej her
paa Engle i skinnende Klæder!
naar Folket sig rejser, faar rødmende Skær
de Liljer, der gror, hvor det træder!

DEN 3DJE OKTOBER 1885

✂ Det knitred frem, det blussed op derude,
hvor Folket stille mødes Mand med Mand,
der faldt et Skær paa hver en Hytterude
som Ild fra Solnedgangens Purpurbrand;
og Skæret laa i Blinken over Vandet
med hede Straaler imod Himlen spændt, -
det var ifjor. Da bredtes over Landet
det Bud, at Slottet, Kristiansborg, var brændt.

✂ Paa Nattehimlen stod en Krone tegnet
saa gyldent glødende og flammeblank,
at Hytterudens Skær derude blegned,
og Branden, som i Folket ulmed, sank;
hver Mand til Æresvagt om Slottet stilled
og stod der tavs, til Morgenlyset skar
i Øjet ham og strøg det Flammebilled
af Kronen, som den mørke Himmel bar.
65 Men Morgnens Lys var en Oktobermorgens
høstkolde, blege, taageslørte Skær,
og Folket trak sig hjem, og Kongeborgens
forladte Tomt laa hen for Vind og Vejr;
ind over Landet jog de svære Byger
med Hagl og Blæst og vinteragtig Slud,
et saadant Vejr, som alle Solglimt stryger
og fejer Somrens sidste Rester ud.

✂ Den kolde Storm for frem med Junkerbrammen
og øved Voldsfærd mod det hele Land
til, næret af dens vilde Vindstød, Flammen,
der før laa ulmende, slog ud i Brand;
og Stormen lo hoverende og strø'de
i trodsigt Overmod dens Gnister ud, -
det brænder Landet over nu med røde,
blodrøde Luer, tændt paa Stormens Bud.

✂ Og Branden gløder ind i Nattehimlen
et Skær, som svider Øjnene til Graad, -
men Stormen hvirvler rundt i Glødevrimlen
og jager Røgen op og hujer kaad.
Du stærke Storm! er da dit Maal at blotte
en øde Tomt, der staar fra Nattens Brand,
hvor der er brændt mer end Alverdens Slotte:
et Sprog, et samlet Folk, et Flag, et Land?

SPRING UD! DU LILLE DANMARK!

✂ Spring ud! du lille Danmark!
paa Hovedet ud i det skyllende Hav!
du trænger til Storvask!
66 Støvet har stoppet Ørene paa dig,
Støvet har hulet Tænderne paa dig,
Støvet har gemt, hvad du avled!
i nitten hundrede Aar eller mer
har du siddet og skiftet de luvslidte Bler
og tygget Violrod og savlet.

✂ Saa sødt har du ligget og nikket og leget,
mens Tiden har staaet derude og skreget,
skreget i vanvittig Smerte paa Verden,
til Verden fik hørt det og strakt sig
paa Lejet og lettet sig langsomt,
mens du fik lagt dig
istedetfor Verden.

✂ Hørte du nogensinde et Skrig?
et Skrig af dem, den piskede Træl
skriger under Bødlens Hæl?

✂ Du har bedt dine Bønner for Trællens Sjæl -

✂ du har ligget i Vuggen og bedt
med Fingren i Øret for ikke at høre,
du har ligget og drømt, at den piskede Træl
stod ved din Seng som Spøgelse, -
til du vaagned og fandt, at det blot var dig selv,
der var halvkvalt af Kongerøgelse.

✂ Du ligger og sover i Vuggen endnu,
og Tiden staar stadig og skriger derude,
skriger af Smerte, skriger af Vrede,
skriger af Had. -
67 Om der styrted en Engel fra Himlen,
én Engel til, i spottende Trods, i hadende Haan
mod Gudeliget deroppe,
om den styrtede ned i dit Skød,
vaagned du?

✂ Spring ud! du lille Danmark!

NOVEMBER 1885

✂ Der bliver saa vigende stille,
saa underlig døende tyst;
ligger mon Landet derude
og slaas med et hivende Bryst?
ringes der sammen til Ligfærd?
blev det dets yderste Dag?
bærer det ud i en Vinter,
hvor ingen Sommer staar bag?

✂ Taagen svøber om Danmark
sin taaredryppende Dragt
og skjuler de lurvede Laser
af Velmagtsdagenes Pragt;
Danmark er blevet en Tigger,
fattig og ussel som faa,
en Tigger, hvis Tunge skal tie,
en Træl, som skal lade sig slaa.

✂ Danmark! du sindige, stille,
fredsæle, trofaste Land!
du, som er mild som din Sommer,
aaben og tavs som din Strand!
68 Hvad har du gjort, at de griber
din Arm med saa knugende Tag?
Hvad har du gjort, at de byder
dit Hjærte standse sit Slag?

✂ Er det, fordi du i Drømme
saa dig som Folk blandt de fri?
er det, fordi du har vovet
et Suk, da din Drøm var forbi?
et Suk, da du endelig vaagned
af Somrens sollumre Døs,
og fandt, at som Vagt ved dit Leje
sad der en Vinter og frøs!

✂ Nu ligger du bastet paa Lejet,
bundet for Slag og for Spark,
og hører de Raager og Ravne
skrige i Træ og paa Mark;
du tør ikke stønne, blot vente,
til Sneen den kommer en Dag
og fyger sin kvælende Drive
højt over Taarn, over Tag. -

✂ Der bliver saa vigende stille,
saa underlig døende tyst,
i dæmpet, dukkende Rullen
Bølgerne lister mod Kyst;
nu bliver det Vinter i Danmark,
en Vinter saa dræbende haard! -
Mit Land! mit Danmark! hvis Hjærte
kun slaar i en fredhegnet Vaar!

BETHLEHEMSSTJÆRNEN

SØVNLØS

✂ Det lyder for mig tit, som om der bæver
ud over Verden Stumper af en Sang,
der snart i Tungsind dør og snart sig hæver
til skregne Truslers smertespændte Klang.

✂ Det er især i søvnforladte Nætter,
naar svegne Løfter gennem Stuen gaar,
og egen Brøde sig ved Sengen sætter,
at Sangens Klagen til mit Øre naar.

✂ Den siver ind som Millioner Stemmer,
der frem af Livets mindste Kroge brød,
hver enkelt Røst en Verden i sig gemmer
af stivnet Smerte og forstenet Nød.

✂ Det er, som om vor Klode veg sin Bane
og lagde sig i Rummet, gold og mørk,
kun fyldt af Sukket fra en Karavane,
der synker sammen i den øde Ørk.

✂ Og Sukket flammer op og kaster brede,
truende Strofer ind i Nattens Sang,
som Kristus flammed op mod Gud i Vrede,
da Jøderne i Dans om Korset sprang. -

✂ Jeg følger Sangen i dens vilde Stigen,
og naar den dør sin vege Taaredød, -
er det mon Slægtens Kval i dødsdømt Vigen,
eller et Bud om nye Slægters Nød?

SIG TRANSIT

✂ I laa paa Knæ og kyssed
Gulddugen om jert Alter,
mens Verden krøb derude
omkring i sine Pjalter,

✂ thi Verden var den lille.
Men nu er Verden bleven
saa stor, at den kan skønne,
at Skjorten er forreven.

✂ Nu gaar den, naar I synger
saa mildt om Oliebladet,
omkring paa Kirkegaarden
og tygger Drøv paa Hadet.

VIG FRA MIG, SATANAS!

✂ Kristus! du døde! staa af din Grav!
jeg har et Spørgsmaal, et eneste et!

✂ Du, som var Fattigmands fattige Barn,
de sultnes, de pintes Ven,
du, som blev slaaet og slagtet
for den lidende Tiggerslægts Skyld . ..
74 hvorfor jog du Fristeren bort,
da han bød dig al Verdens Herlighed?
hvorfor kasted du ikke dig ned for hans Fod?
hvorfor ofred du ikke dig selv til ham og hans evige Pine
og tog, hvad han bød, og stykked det ud
til dem, som lider og led, til de Smaa, som du elsked?

✂ Kristus! du døde! du tier!

PAASKESALME

MEFISTO

✂ Mefisto! Mefisto!
er du død?

✂ Hører du ikke de manende Røster?
nu er Verden i Nød!

✂ Gav du tabt, er du dragen af Land?
eller vokste dit Had sig saa stort,
at det brændte dig selv,
før det fik Verden i Brand?
er du Genganger nu, kun en Spøgelsedukke,
hvis Latter gudfrygtige Sjæle kan høre
skogre i Stormen og klukke? -
hvor er du, du selv, Mefisto?

✂ Hører du ikke de pilende Smaasten
ned over Fjældsiden hvisle afsted?
nu laver Lavinen til Skred,
og frem under Fjældenes frostdøde Byrde
Livet nøgent sig lister, -
Mefisto! Daltaagen brister,
Verden vaagner!

✂ Men Verden er svag. Den har sovet for længe,
haft svækkende Drømme
om Konger og Kirker og Skøger og Penge;
du faar gnide dens Lemmer
og lægge dens Vanvid i Tømme! -
vis dig for Verden, Mefisto!

✂ Det lyner i Mørket som flakkende Grin,
der flænger Natten;
rundt Horisonten Lynene fare;
der danser derude en løjerlig Skare
af ranglende Fyre i flagrende Lin
og med Fjer i Hatten;
de danser paa Fødder, de danser paa Hænder
og hyler og raser -
Jorden dem brænder.
Mefisto! Mefisto! tag Scepteret fat!
det døende gamle har lagt sine Laser
og springer i Horisonten
sin vilde Valpurgisnat.

✂ Tag dit Scepter, Mefisto! og ti!
le ikke længer, din Latter er hæs;
send ud over Verden dit tavse,
dit tusindaars Had,
som en flagrende Ørn med brændende Vinger,
der drypper Ilddryp paa Jorden,
mens Skyerne sejler som blussende Laser,
og Stjærnerne vokser til Sole,
der flammer paa Himlen og tænder
Himlen i Brand!

✂ Verden vaagner! - -

✂ Mefisto! Mefisto!

MIDVINTER

✂ DET er saa høj en Dag!
Den hele Luft er Sol og Frost,
den hele Himmel kold og ren,
hver bladløs Gren
et stilket Staal i bløde Lag
af Sne, der sollyst gløder,
og som en Splint af klar Krystal
en Istap ved min Vindusprost
i Solen sig forbløder.

✂ Jeg stirrer paa dens Draabefald;
saa tungt, saa sent
hvert Dryp mod Karmen falder,
saa rundt, saa rent
som Klokker af Konvaller,
80 og jeg ser spejle sig deri
en stakket Stund al Solens Glød
og hører i hver Draabes Død
saa sprød, saa sitrende en Klang,
som brast en fattig lille Sang,
en spinkel Melodi . . .

✂ Du gik i Dag min Dør forbi.
Jeg saa dig bag det hvide Hegn,
jeg saa dig paa den hvide Sti,
jeg saa dig som et Vaarens Tegn.

✂ Og derfor kruser Spot min Mund,
thi Vaaren længes jeg ej mod, -
og derfor blev jeg varm en Stund,
for du var som en Draabe Blod
midt i den hvide Sne, . . .

✂ og derfor maa jeg staa og se
paa disse Dryp, som falder
og brister mod den kolde Karm,
fordi de følte Solen varm,
- og fordi dig jeg saa i Dag,
jeg ser dem dryppe fra mit Tag
som Klokker af Konvaller.

SNE

✂ Det skinner hvidt, hvorhen jeg ser,
det sner og sner!
81 den Mark bag ved min Have
er som et Hav i Hvirvelskum,
men hver en Hvirvel synker stum
mod Hegnets hvide Stave.

✂ Det sner saa hvidt, med Vingeglans,
som sprang i Dans
imellem Jord og Himmel,
i Dødningdans, hver Alf, der blev
et Lig, da Høstens Storme rev
til Jord de Blomsters Vrimmel.

✂ Det er saa skønt at se derpaa;
saa let paa Taa
de Blomstersjæle ile
og fejer sig saa langt af Led
og nejer sig mod Jorden ned
og lægger sig til Hvile.

✂ I Blomsterbørn! I Snefnug smaa!
ak, tænk derpaa!
saa koldt et Skød I finder! . . .
Og du, som gik min Dør forbi,
flyv som et Snefnug over Sti!
- jeg har saa kolde Kinder.

FULDMAANE

✂ Jeg har gaaet langt
Nu er Maanen oppe,
straaler blankt
over Hegnets Toppe,

✂ saar i Agrens Sne
tusind Glimmerkærner,
Sæd at se
som smaa sølvblaa Stjærner.

✂ Over Vejen gaar
spinkle Greneskygger
som et Haar
strøt med Perlesmykker,

✂ som et Kvindehaar,
der, mens Frosten synger,
hvor jeg gaar,
om min Fod sig slynger,

✂ fletter sig saa tæt,
hvor mit Blik jeg sænker,
slaar sit Net
dulgt om, hvad jeg tænker.

JÆVNDØGN

✂ Al den Frugt, mit Hjærte plukked, blev mig vammel!
- Barn! Hvad vil du mig? Jeg er gammel.

✂ Intet vil du mig. Jeg veed det. Vore Hjærter
aldrig kaldte, - men du er der!

✂ Nu er Jævndøgnstormen kommet, og med store
Muldskud ligger blommet alle Jorde,

✂ Straa og Avner hvirvler omkring Stænge,
isfri skyller Aaen over Enge,

✂ brudte Grene stritter frem af Hækken,
under Busken blomstrer Vintergækken.

✂ Jeg er gammel. For hver Blomst, jeg plukker,
arme Tanker i mit Hjærte sukker.

✂ Og jeg plukker, bryder hver og en,
veed, det volder dem og mig kun Men,

✂ veed, de dør som tidligt brudte Hjærter,
plukker - blot fordi de fagert er der.

DAGMILDET

✂ Jeg har set dig, jeg har hilst dig.
Det var dybt i Tøbrudskoven;
der klang Vandløb over Bunden,
og der sang en Fugl foroven.

✂ Du kom mod mig, gik ad Stien,
hvor det hvide Snelag smelted,
og vi mødtes, hvor en Stamme
laa af Vinterstormen væltet.

✂ En af Stammens stride Grene
greb din Kjole, bandt om Fod dig,
og jeg hjalp dig, gav dig Haanden,
og du rødmed og forlod mig.

✂ Men jeg saa dig, da du stod der
fanget af de vaade Grene
med din Haand i min og rødmed.
Det var Sol, og vi var ene.

✂ Dine Øjne saa i mine,
- dine var som bløde Skygger,
som de bløde, bange Skygger,
Skoven imod Foraar bygger,

✂ og din Rødmen var som Solens,
naar en Morgenstund den stiger
og veed ikke, om den finder
endnu Is om Jordens Riger.

✂ . . . Jeg har stængt mit Kammers Døre,
stillet ved min Ovn min Stol,
ude drypper alle Grene,
pipper Spurvene i Sol,

✂ og jeg stirrer ind i Ovnen,
hvor de røde Gløder lyser,
og jeg bøjer mig imod den,
stirrer i dens Ild og fryser.

SOL

✂ Der sang en Sisken for min Dør,
det lød som Fløjt i Mosens Rør,
naar Foraarsvinden synger;
jeg slog mit Vindve hastigt op, -
der straaler Sol om Lindens Top,
og alle Grene gynger.

✂ Den Himmel er saa silkeblaa,
og alle Plænens Vinterstraa
i Morgendug staar dykket;
jeg hører Fløjtet af en Stær,
- den hele Jord i Morgenskær
saa vide ligger smykket.

✂ Og jeg har talt med dig en Stund,
og jeg har hørt din blide Mund
saa lyst som Kilden tale.
86 Endda det var kun Hverdagsord,
vi skifted, lo din Tales Flor
som Tusindfryd i Dale.

✂ Og det var ved den blanke Aa,
du gik og sanked grønne Straa
langs Aaens unge Strømme;
jeg skar dig af et Slaaenhegn
en Gren, der bar en Blomsterregn
mer' hvid end Sne i Drømme.

✂ Du tog den i din smalle Haand,
jeg saa den som en Vintervaand,

✂ der mellem dine Hænder
skød dobbelt Blomst, blev dobbelt hvid, -
den Sol, der faldt, saa sommerblid
endnu mit Øje brænder.

✂ Din Tak den summer for min Sans
med Morgenduggens lyse Glans
og Finkens bløde Trille,
og jeg gaar ud hvert Morgengry
at lytte til dens Fald paany
ved Skovens unge Kilde.

MORGENDUG

✂ Ak! hvem har vækket mig? - en Vogn paa Vejen,
en landlig Hane, som i Morgnen gol,
87 en Drøm, der fødtes af den rundne Sol,
en Stær, som fløjtede, en Smaagrens Svajen, - -

✂ Jeg vandrer langs min Haves nøgne Hæk,
en aarle Bi i Morgensolen summer
og drikker Dug af gyldne Krokuskummer
og klemter med en silde Vintergæk.

✂ Dér ligger Landet lyst i Foraarsfreden,
dugfugtigt luende som glødet Guld,
en glasblank Luft af kølig Dugduft fuld,
saa morgenkarsk, saa lyst et Foraarseden.

✂ Ak, hvem har vækket mig i denne Time? -
højt i min Sjæl en Morgenhimmel staar
gylden af Sol og sitrende af Vaar,
og i mit Hjærte alle Klokker kime.

APRIL

✂ Du har været i min Have!
Klynger af Violer blaaned
under Hækken, og vi plukked,
- ingen, ingen har vi skaanet

✂ Jeg har gaaet i min Have,
jeg har set dit Fodspor staa der
i de vaade, bløde Gange,
set det, som dig selv jeg saa der,

✂ saa dig, som du stod ved Hækken
med dit Haar, der gyldent vandt sig
om din Kind som Solskinstraade,
der om blege Roser spandt sig,

✂ saa dig støttet imod Hækken
stirre mod min Stues Ruder,
som om gerne du gad vide,
hvad jeg gemte der for Guder.

✂ Vidste du det, vilde sagtens
dine hvide Hænder skælve
og dit Øjes Laag sig sænke,
som en lukket Blomst sig hvælve.

✂ Ak, du veed det! - da vi skiltes,
saa Violerne jeg vugge
i din Haand som for en Bølge
af et Hjærtes dulgte Sukke.

FØLFOD

✂ Alle disse gule Blomster
i den Skaal i Vinduskarmen
stod i Formiddags paa Marken,
sprungne ud i Middagsvarmen,

✂ rundt omkring dem havde Græsset
vaarligt kastet Vinterkjolen, -
89 alle vugged de i Vinden,
alle vendte de mod Solen.

✂ Over dem sang Markens Lærker,
mellem dem løb blanke Biller,
straalende som selve Dagen
stod de under Lærkens Triller.

✂ Og jeg brød dem, træt af Skovens
spinkle Anemonehvide,
for at eje, nu det aftnes,
solmæt Guld fra Middagstide.

✂ Og nu staar de der i Skaalen,
mens det mørknes i mit Kammer,
og jeg veed, at jeg har fanget
gyldent Glimt af Vaarens Flammer,

VAARDIS

✂ Det er saa mildt i Aften, Dug det regner,
alle Vaarens Marker damper,
og de blege Stjærner ligner Lamper,
der i fjerne Sale ensomt blegner.
Ser du Maanen, hvor den drømmer
bag den hvide Dis
som et sidste Stykke Is,
der paa brede Vande svømmer!
ser du Jord og Luft og Himmel
smelte sammen!

✂ Barn, hvor er du? Jeg er svimmel!
taler til dig, og du er her ikke!
hvad jeg siger, dør som fattig Stammen,
som den arme Surren af en Flue - -

✂ Se, i Dag er Svalen kommen,
... og du sad her i min Stue!

KOGLERI

✂ Jeg vil ikke tænde.
Mørket er saa rigt herinde,
gemmer Dagens lille Minde,
gemmer dig, skønt du er gaaet,
lader sagte om mig dale
Tonefaldet i din Tale,

✂ denne lyse Syngen
som en aldrig fuldført Nynnen,
altid som en ny Begynden,
som en sorgløs lille Sisken,
der slaar ud sin glade Kvidder
under Gren, hvor Uglen sidder.

✂ Dine Hænder er saa unge,
det ser ud, naar du dem hviler
i dit Skød, som om de smiler
imod den, der dem betragter,
91 og din Pande stolt sig runder
som et lille fuldført Under.

✂ Jeg vil tænde!
her er Spøgelser herinde!
gennem Mørket ser jeg skinne
Øjne, fra hvis Dybder Elver
evig hvirvler sig forbi mig, -
jeg vil tænde! jeg vil fri mig!

LØVSPRING

✂ I Nat brast Skoven.
Da jeg gik ud, slog en Guldsmed mod min Haand,
og en sært forvoven
Sommerfugl sit Sløjfebaand
fæsted paa min Hat!

✂ Over Himlen sejled
hvide Skyer som en gavmild Overflod af Dun,
at hver Fugl, som bejled,
kunde gøre Reden lun
i det unge Krat.

✂ I min Haves Gange
vimsed Myrerne afsted i Dværggalop,
og paa sine lange
92 Traadben foer en Edderkop
over Plænens Straa.

✂ Gyldne Bier kasted
summende sig ind til de smaa Blomsters Bryst,
og en Glente hasted
højt til Vejrs og steg saa tyst
ind i Himlens Blaa.

✂ Alle vide Vegne
lo den friske, sommerlune Morgenluft,
alle vide Vegne
steg saa ung en Lykkeduft
fra den lyse Jord,

✂ for i Nat brast Skoven!

AFTENSOL

✂ Læg dit Hoved i mit Skød, -
nu gaar Solen ned!
se, hvor Himlen bliver rød
som et Rosenbed!

✂ Læg dit Hoved i mit Skød!
fra din hede Kind
straaler der en Rosenlød
i mit Hjærte ind.

✂ Ung og frejdig, mild og lys
i min Sjæl du sank,
som mod Natten Solen nys
daled stor og blank.

✂ Ak, saa rig en Billedpragt
bølger for mit Sind,
blot fordi du blødt har lagt
mod mit Bryst din Kind.

✂ Lille Blomst blandt tusind smaa,
som i Verden gror!
som en Skovblomst skal du staa,
malt med stille Ord!

NATTESKOV

✂ Hører du en Nattergal?
har dig Nattergalen vækket?
- sov kun trygt!
jeg har dækket
dine Skuldre med dit Sjal.

✂ Ja, den synger!
hvor den synger!
og her er saa svalt og tyst,
som om Skovens høje Kroner
vokset var af Muld alene
for at lytte til de rene
Fugletoner
fra dens Elskerbryst.

✂ Hvorfor skælver dine Hænder?
er det Nattergalens Trille,
der i Drømme dig forvirrer?
Nattergalen er en lille
barnlig Stakkel!

✂ naar den elsker, maa den synge,
men dens Sang er et Mirakel,
som faar alle de smaa smukke
Blomster til at vugge.

✂ Thi dens Sang har ligget gemt
alle Vintrens mørke Dage,
derfor svulmer den saa dybt,
tindrende og fuld af Klage,

✂ derfor stiger den saa fuldt
som en frigjort Blodstrøms Rullen,
derfor brister den saa brat
som et Glar, der sprang i Kulden.

✂ Sov kun, sov!
jeg skal holde dine Hænder!
de maa ikke skælve!
... nu er Skoven mørk og stille,
brusten Nattergalens Trille.

ELVER

✂ Lad mig se i dine Øjne!
- nu gaar Midnat ind!
ser du alle Skovens Stammer
svøbt i Elverspind

✂ Kender du til Elvers Magt?
sig, om du forstod
Nattergaletrillens Pragt
med dit Hjærteblod!

✂ Hvor din Mund er kold!
hvor din Kind er bleg!
tog dig tyst i Vold
Nattens Elverleg?

✂ Lad mig se i dine Øjne!
hvorfor smiler du bedrøvet?
rundt i alle Blomsterkalke
løsner Duggen Blømsterstøvet!

✂ Du skal ikke tro paa Elver!
tro som Blomst i Skovens Bund
paa det Duggens Kys, der skælver
paa din unge Mund!

✂ Nu er Midnat runden,
Natten stum og stor,
du og jeg to Blomster,
som i Mosset gror!

✂ Kalk mod Kalk vi drømmer,
Indtil Dagen kommer!
naar vi atter vaagner,
er det liflig Sommer!

SKÆRSOMMER

✂ Saa er den lyse Nat forbi,
saa skiltes vi,
og du gik hjem,
- min Dør den staar endnu paa Klem,

✂ og endnu lytter Hegnets Lind
til dine Trin,
og Morgnens Luft
bær' dine Læbers friske Duft, -

✂ og jeg staar gammelklog og veed
saa god Besked
om Lykkens Brøst
og altings Gang fra Vaar til Høst,

✂ - og stirrer lykkefyldt og glad
paa Blomst og Blad
og Duggens Spil!
. . . Hvor er det skønt at være til!

SKYGGER

✂ Om det saa blot er mine Hænder,
saa skælver de, hver Gang de griber dine,
naar vi maa skilles og vort Møde ender, -
det volder mig saa taabelig en Pine!
helst holdt min Haand om din saa lang en Stund,
og slipper dog og har slet ingen Grund.

✂ Og det er Sommer, Blomst bær' alle Planter,
og der er ingen Nat, kun lyse Dage,
og Livet lever trygt paa alle Kanter
og glædes ved de Døgn, der er tilbage,
og dine Hænder holder mig saa fast,
og dog hver Dag dit Haandtryk for mig brast.

✂ Se, Svalen kvidrer, hver Gang Solen stiger,
og Nattergalen slaar, naar Duggen falder,
og alle de smaa Blomsters Farveriger
de lades op, naar Sommersolen kalder!
- mit Sind det bærer alle Blomsters Skrud
og skælver og tør ikke foldes ud.

✂ Ræk mig din Haand, du, som blev min en Time,
da Jord og Himmel dybt i Favntag skælved,
og Natten smykt med Stjærners Drømmestime
højt over Jordens Skyggesøvn sig hvælved!
Greb jeg et Nu din Haand og slap den koldt,
det Nu min Haand om Evigheden holdt!

HØJSOMMER

✂ Rugen drær, Byggen staar i Skred,
- alt, som sker, sker i sollys Fred.

✂ Du og jeg mødes Dag og Nat,
Døgn paa Døgn øger du min Skat,

✂ denne Skat, der er saa skær
som et Pust i Rug, der drær!

✂ Vi har gaaet vidt omkring,
standset ved den mindste Ting,

✂ hjulpet Myren over Sti,
frelst en halvvejs druknet Bi,

✂ bragt en Orm, som solsløv laa,
ind blandt Markens kolde Straa,

✂ bragt os selv saa langt af Led,
at vi maatte le derved.

✂ O, dit Haar det er saa blødt,
Skyggen gør det varmt og rødt!

✂ jeg har kysset det saa ømt,
jeg har tusind Drømme drømt!

LØVETANDS FNUG

✂ Du spurgte mig i Dag - ej med din Mund,
med dit Blik alene, - ak! alene!
tusind Spørgsmaal skælver om din Mund,
Blikket spørger om det store ene:

✂ om jeg elsker dig saa dybt, saa sandt,
saa berust, fortvivlet, at om Døden
stod der som min Fryds forfaldne Pant
elsked jeg dig stolt og ufortrøden.

✂ Ja! naar du hos mig i Solen staar,
naar du ved mit Hjærte salig sover,
naar dit Bryst mod mit i Bølgen gaar
og al Glemsel hvælver sig derover,

✂ naar den Drøm, vi drømmer, bliver et
med den hede Sommernat derude,
og sin Blund den store Nat har bredt
over Dagens Duggraad paa min Rude!

✂ Men naar Solen stiger stum og klar,
og den vaagne Dag min Stue fylder,
- se, da tier jeg, . . . saa vegt et Svar
i sin hvide Sne mit Hjærte hylder.

GYLDNE AGRE

✂ Se, i Dag ler du paany,
ler af alt, hvad jeg dig siger,
som om aldrig nogen Sky
sejled over Jordens Riger!

✂ Nu er Rugen som et Guld
alenhøjt paa Marken dynget,
Havren af smaa Klokker fuld,
Snerler omkring Hveden slynget.

✂ Spredt iblandt de gule Straa
dunkle Kornblomster sig vugger,
som naar Glimt af Himlens Blaa
frem bag gyldne Skyer dukker,

✂ alting frodigt, kækt og stolt,
fyldt af tryg, lyksalig Grøde,
kun den blege Klinte koldt
knejser Solens Brand i Møde.

✂ Jeg har bragt dig gyldne Straa,
en Buket af Aks og Snerler,
ene Klinten lod jeg staa
med dens Frøgems sorte Perler.

KLINTE

✂ Og dog er Klinten blandt Blomst, der gror,
den, jeg vandt kærest af Somrens Flor.

✂ De kølige Farver, hvormed den er malt,
møder mit Øje saa blegt og svalt,

✂ møder mit Sind som det stumme Blik
fra den, hvis Lykke saa ondt forgik,

✂ at Hjærtet tav fra den samme Stund,
og Ord blev lede den blege Mund.

✂ Jeg elsker den Blomst for dens ringe Tro,
dens sparsomme Pral og dens kølige Ro,

✂ der holder den rank som et vinterkoldt Sind
blandt Straa, der svimler for Vejr og Vind.

✂ Men du skal ikke til Klinten se,
og af min Kærlighed skal du le!

SOLSVEDET

✂ Det var i Aftes,
du korn mig saa lykkelig imod,
102 saa stolt og saa ung!
Svalerne kvidred højt oppe under Himlen,
men Skoven - Skoven stod
saa sommermørk og tung.

✂ Begge mine Hænder
greb du og kyssede min Mund
saa ømt og saa langt
og tog om mit Hoved og saa i mine Øjne
saa skælvende en Stund,
og dit Blik var saa blankt.

✂ Da slap dine Hænder
mit Hoved saa tyst, og du blev rød
som en Sol, der gaar ned;
du stod og saa paa mig, - men begge dine Øjne
havde tabt deres Glød,
skønt din Kind var saa hed.

✂ Alle de smaa Svaler
kvidrede saa fjernt og saa spædt,
blegnende det lød, -
da var det, du hulkende dig bøjed over Hækken
og græd, som var du stedt
i den bitreste Nød.

✂ Du hørte mig ikke,
jeg spurgte dig saa stille, saa mildt,
bøjede mig ned
og lagde min Haand paa din skælvende Skulder,
spurgte dig saa mildt
om, hvad Sorg du vel led.
103 Da løfted du stille
dit Hoved, og jeg saa i dit Blik,
at din Lykke var død,
at alle mine arme, vintervisne Tanker
sad i din Sjæl som Stik,
hvorfra Edderdryp flød.

✂ Blev dig mine Øjne
i et Sekund saa talende et Sprog,
at dit Hjærte frøs?
ak, hvor var din Latter, den, som alting smelted,
- kun et Suk du drog, .
da du rev dig løs.

AUGUSTNAT

✂ Du er kommet, og du sidder
med din Haand i min,
men din Kind er bleg som Maanens
Skær i mit Gardin.

✂ Du er atter kommet til mig,
men din Mund er lukt,
kun naar vore Øjne mødes,
smiler du saa smukt.

✂ Og vi taler ikke sammen,
tier begge to,
om os drømmer Maanenattens
vemodfulde Ro.

✂ Men da før en vaagnet Ugle
i min Have skreg,
skælved du, og dine Hænder
bort fra mine veg,

✂ men du greb dem atter hastigt,
... ak! hvor er din Haand
blevet klam og veg, som sad jeg
ene med en Aand!

SKUMRING

✂ Hvor fyldes alt mit Sind med Sorg,
naar Dagens Sol gaar under!
om Aftnen falder paa fuldskøn,
min Sjæl mod Tungsind stunder,

✂ fordi til Hobe Livsens Væld
saa sørgeligt udrunde!
- Jeg vilde, det var Dag paany,
og Sol stod over Lunde!

MØRKE

✂ Nu ligger Jorden mørk,
Skoven staar saa sort,
vokser til en Nat i Natten,
105 men af Himlens Port
rider Høstens Gud,
spreder vide ud
Sommerblomstens Frugter, Stjærneskatten.

✂ Sov, du Sommerbarn,
drømmeløs og dybt,
som al Jorden sover under
Nattehimlens Krypt!
sov, som Markens Muld
træt af Somrens Guld
uden Savn og Suk i Natten blunder!

HØST

✂ Det er de klare Dage,
hvor Morgenhimlen blaaner,
og Dagen straaler stille,
til det mod Aften graaner.

✂ Hvor er du nu, Veninde?
jeg ser dig ikke længer!
omkring min Laages Hængsel
et Spindelvæv der hænger,

✂ og aldrig er det bristet,
Dugdraaberne det væder
den hele Dag igennem,
som om det evig græder.

SEPTEMBERAFTEN

✂ Jeg stirrer mod en Stjærne,
den blinker mig imod,
som vilde den saa gerne
mit Hjærte være god.

✂ Men alt for fjernt den straaler,
og alt for højt den staar,
som en bedrøvet Hilsen
dens Smil mit Hjærte naar.

✂ Det er, som var den Solen
fra Somrens Blomsterstund,
der svinder som et Sandskorn
paa Nattehavets Bund.

VILDVIN

✂ Forbi mit Vindve slingre
Vildvins forblæste Ranker,
- saa sagteligt det banker
som spæde Barnefingre,

✂ blodrødt et Blad sig klæber
imod den vaade Rude,
som pressed sig derude
mod Vindvet tyste Læber,
107 og hver Gang Vinden krammer
det røde Løv, en Strimmel
af Aftnens gule Himmel
hen over Vindvet flammer.

✂ Hvad er det for en bange
bedrøvet Drøm, der pikker
paa Ruden som en Tigger
for Trøst og Brød at fange?

✂ Jeg tør saa lidet trøste,
og jeg veed ingen Føde,
der faar en Drøm, som døde,
til Mod paany at høste,

✂ og jeg veed ingen Varme
i noget Hjærtekammer,
der veed for saadan Jammer
med Bod sig at forbarme,

✂ og jeg maa tavs forsage
og se mod Vindvet klæbe
Vildvinens røde Læbe
og høre Ranken klage,

✂ og jeg maa sidde stille
og se med kolde Øjne
en Drøm, som dør, bag nøgne
Dugruder høstkoldt spille.

EFTERAAR

✂ Denne Blæst i Løv, der er som Læder,
denne Raslen i hver ussel Busk,
denne sagte, stive Knitren
i hver visnet Kløverdusk,
denne Klimpren over Strænge,
som er spændte til at briste,
denne sprøde, spinkle Dirren
af en Røst, som falmet synger
paa det sidste.

✂ Efteraar! underlige Tid, hvor Døden
bliver musikalsk og spiller,
mens de klamme Mosser grønnes
kvælende om Muldets Kilder!
bange Døgn, hvor Døden synger
i de tavse, øde Skove,
medens den, som ældes, vaager
Nat og Dag og kan ej sove!

✂ Hvor blev Somren, hvor blev Solen,
alt det levendes bløde Form,
Frodigheden, som til Hymne smelted
selv den værste Storm,
alt det skære, sommerlette,
som lod haant om Himlens Luner,
bar sig frelst og vidste evig
snarligt Solbrud at forjætte?
109 Der gik Ild i alle Farver,
Kulde i den milde Dug,
Vindens Nynnen blev til Hvislen,
Kildens Rislen tunge Kluk,
og den Sol, der hastigt flammer,
flyver over Skovens Stammer
som et Blik, der uro-naget
brænder fast og slipper Taget,
ler et Nu for i det næste
koldt at blegne,
søger alle vide Vegne,
finder aldrig, hvad det søger, - -

✂ Efteraar! hvor alt, hvad Somren
spandt i lange, lyse Timer,
i et skræppet Raageskrig
skarpt sin sidste Strofe rimer!
Livets Afmagt, Dødens Vælde,
som hver den, der lever, tvinger
til at gaa til Skovs og fælde
just det Træ, som videst skygged,
bære til sin Ovn de Grene,
hvori Fugle lifligst bygged!

OKTOBER

✂ Stundom ser jeg Efteraaret
som en pragtfuld Sagakvinde,
bred om Skuldren og med Haaret
rødt bag blodigt Hovedtvinde,
110 som en Kvinde, der i Striden
for den Mand, hun elsked vildest,
fik det Saar, hvis bitre Sviden
klageløs hun angrer sildest.

✂ Dybere end Edder syred
Billedstreg i livløst Læder,
ser jeg hendes Sjæl baldyret
med en Billedpragt, som æder,

✂ ser langs hendes arme Klæder
Blodets Farve sagte rinde,
ser den Graad, hun ordløs græder,
perle hende kold paa Kinde,

✂ ser de vaade, røde Laser
krympes under hendes Fingre,
hører, hver Gang Stormen raser,
hendes hæse Latter skingre,

✂ ser den sorte Nat sig højne
bavtastor om hendes Jammer,
til de flammeskudte Øjne
slukkes i dens Jættekammer.

ASTERS

✂ Bag min Haves høje Tjørne
synker Solen stille ned,
maler i et aabent Hjørne
flammegult et Astersbed,

✂ stryger over Plænens lange
Græs, der flimrer evig vaadt,
luer, som om Havens Gange
stod med gyldne Fodtrin traadt.

✂ Gulddug rinder over Barken,
som om Ild fra Abild flød,
og bag Haven straaler Marken
som en Sø i Lavaglød.

✂ Ingen Stund saa rig jeg kender,
som naar Sol i Høst gaar ned,
og den blege Himmel spænder
over Jorden al sin Fred.

VINTERNAT

✂ Nu blomstrer Maaneskinsnatten derude,
bøjer sin Blomst mod den frosne Jord,
dugger med Sølv min Rude,
drysser sit Rimstøv i Vejens Spor.

✂ Jeg søger i Sum at sanke,
hvad Dagen bar til mit stille Hi,
men langsomt glider hver Tanke
til Bunds i maaneblegt Drømmeri.

✂ Derude skinner og skælver
den stille, frostlette, sølvblaa Luft,
hvid over Marken sig hvælver
Nattens Liljekalk uden Duft.

✂ Saa lys en Fred i min Sjæl er inde,
jeg ejer ej Savn, jeg veed ej Begær,
Livet synes mig rinde
saa mildt derude som Maanens Skær,

✂ fældet ligger hvert bittert Minde
om Haab, som fik saa ond en Bekomst,
kun eet mig lever i Sinde,
Maaneskinsnatten, den hvide Blomst

✂ Tyst om mit Liv den lukker
sit stjærneduggede Bægers Mund,
fjernt derude sig vugger
min Sjæl ved dens Sølvkalks Bund.

MORGEN

✂ En stille Morgenstund, en Foraarsdag,
en solgul Skorsten paa et tjæret Tag,
en blaalig Røg, der gennemsigtig rinder
langs Foraarsskovens brune Bryn,
fra Hegnets Dug et Væld af hvide Lyn,
en Vej, der blank i Morgensolen skinner,

✂ en Himmel som et køligt, lysfyldt Vand,
og ud fra Skovens grenespundne Rand
et dugfrisk Fuglefløjt, en trøstig Trille,
der bliver ved og bliver ved
og stiger som den køle, sprøde Fred,
der aander fra en muldfødt, sølvklar Kilde.

FORAARSREGN

✂ Det regner over Mosen,
saa mildt og blødt, saa fint og tæt,
et Regnvejr graat af Grøde,
en Livsens Dug, der lindt og let
mod Jordens Hjærte rinder.

✂ Som smaa Krystaller perler
i Kabbelejers gyldne Fang
de vædeblanke Draaber,
og Slaaentjørnens Tornehang
i snehvidt Knopbrud skinner.

✂ Det gule Græs, de spinkle,
de silkefine brune Rør
i Regnen lydløst bæver,
og Spindelvævets Sølverslør
om Straa sig draabet vinder.

✂ Det regner over Mosen,
saa stille gaar den Dag sin Gang,
en enlig Smaafugl pipper
og løfter kvidrende sin Sang,
imedens Regnen rinder.

MIN BARNDOMS HAVE

✂ Du min Barndoms fuglefyldte Have,
mine Drengedages grønne Strimmel Jord,
hvor bag Elmehegn og Tjørnens lave
nysudsprungne Hæk Konvaller gror,

✂ jeg staar paa Vejen lænet mod din Laage
og ser ind i din grønne, lyse Fred,
ind i dit Solskin, dine Skyggekroge,
mens Knopskæl drysser over Vejen ned -

✂ Ak, I Træ'r, som bar min Gynges Tove,
hvor I har løftet Eders grønne Top! -
. . . Skygger ser jeg, tætte som i Skove,
hvor i Sol jeg luged Ukrudt op,

✂ og hvor Græsset sig i Plæne bredte,
fyldt med Fuglestøj og Vingebrus,
som et Kær af Sommersol, der spredte
Lys og Frodighed fra Hæk til Hus,

✂ breder sig en gruslagt Plads til Kroket, -
visnet er min Barndoms side Græs,
og mit Bed, hvor Morgenfru'r sig flokked
gyldent nejende for Vindens Pres. -

✂ . .. Jeg har søgt dig for i Fred at hvile
blot en Time paa min Barndoms Skød,
at min Sjæl en Time kunde smile
drengelykkelig og rosenrød, - -

✂ og du tier, - tyve Aar er rundet,
som en Fremmed fra din Hæk jeg gaar,
hvad du gemte paa af mit er svundet,
- ak, og ældet som jeg selv du staar.

GRAAVEJR

✂ Det skumrer mellem Klitterne; en skyet Dag
er listet over Jorden tyst og tungt,
og én Dag ældet er min Glædes Smil, mit Nag,
ældet en Dag alt, hvad jeg ved af ungt.

✂ Og atter kommer nye Dages stille Flod
og glider langsomt over mig og mit
og dækker med sin bløde Strøm hvert Trin, min Fod
i Gaar i Stiens haarde Sten har slidt.

✂ Og sagte rinder Dag af Dag, og hver en ny
har Død for fattig Glæde fra i Gaar
og føder atter Fryd, som leger ungdomskry,
til Morgendagen den til Jorden slaar.

✂ Jeg hører Marehalmens hvislende Musik,
højt oppe sejler rundt i stille Kreds
en Fugl, og Fuglen stiger, bli'r en ensom Prik,
og intet i den øde Luftørk ses.

AUGUSTAFTEN

✂ Nys gled Maanen bort fra Længen,
men endnu staar Himlen gylden,
og jeg ser hvert Blad paa Hylden
og en Poppel fjernt i Engen,

✂ sorte Blade stille løftet
mod det blide Skær fra Maanen
og i Disens Silkegraanen
Poppeltoppen fjerlet kløftet.

✂ Over mig den dybe Himmel
varligt et Par Stjerner tænder,
aabner som med sarte Hænder
for sin kyske, hvide Vrimmel,

✂ og det mørknes, og det dugges,
og hver Busk med Busk gror sammen,
ude over Bakkekammen
Aftenmaanens Skimmer slukkes;

✂ al Ting slettes, Poplen fjerner
sig i Mørkets, Hegnets Toppe
bli'r en Mur... Men højt deroppe
staar en Himmel fuld af Stjerner.

SEPTEMBERAFTEN

✂ Højt, højt en Stjerne staar!
saa højt som ingen Sinde
en Stjerne jeg saa skinne, -
højt, højt en Stjerne staar!

✂ Saa bleg og ren en Himmel,
saa klar en Skumringsluft,
fyldt af saa dugget Duft, -
saa ren, saa høj en Himmel!

✂ Du lyse Efteraar,
guldstraalende, sølvsmykket,
i Perlestrømme dykket,
du Vintrens gyldne Vaar!

✂ Jeg træder i dit Tempel
at ofre i dit Skød
hvert Suk, hver Sjælenød
dræbt i dit lyse Tempel.

✂ Mit Sind sig sksért har vendt
mod Lyset, du udfolder.
- Septemberkvæld! det volder
Stjernen, du højt har tændt!

FØRST I OKTOBER

✂ Det blæser ude,
nu er Regnen kold,
alting grimt og sølvaadt,
Dagen graa og gold.

✂ Under Havens Buske
vaade Tudser glo,
Rosenbedet dukker
sig i vissen Ro,

✂ min Reseda kryber
som en mager Snog,
hvor den nylig svulmed
i sin Solskinskrog,

✂ alle Lindens Blade
vender Vrangen ud,
krænger sig og krølles
for den mindste Slud.

✂ Eneste en enkelt
Stedmoderblomst staar strunk,
blaa og dyb og dunkel
i sin vaade Prunk,

✂ som al Nattens Mørke
i en Blomst blæst ind,
med en enlig Stjernes
Guldgraad paa sin Kind.

EFTERAAR

✂ Jeg sad ved Gribsø en Efteraarsdag
henimod Aften; en støvfin Regn
daled gennem den stille Luft
og lagde sin duggende Aande
hen over Søens Spejl;

✂ langs Bredden stod Skoven i nøgen Ro,
graa og ensom, efteraarsøde,
med filtrede Buske langs Søens Rand
og vaade Stammers stimlende Hjord
ned over Bankerne, vadende tavst
i Sommerens faldne Løv
med Kronernes buklede Rygge
mørke af Ruskregnens Væde.

✂ Søen vugged mod Breddens Muld,
vugged saa varsomt en vissen Kvist,
gynged den ind og flytted den ud
og lagde hos den to visne Blade,
mens inde fra Stammernes stille Øde
et ensomt klagende Suk
drog ud over Søen.
Der stod for min Sjæl den Efteraarsaften
et eneste Billed - Døden.

✂ Larmløs, kølig, en støvfin Regn,
der daler gennem den klamme Luft
og lægger sin duggende Aande
over en stilnet Sø,
121 mens Skoven, efteraarsøde,
ruger i evig Skumring
rundt om det sovende Vand.

VINTERAFTEN

✂ Bag Horisontens bjærgblaa Skyer
gaar Vintersolen stille ned
og slukker i en Skyskakt ud sin Fakkel,
og Himlen gløder som et fjernt
med Stjernetinder fjeldet Tabernakel.

✂ Foran mig synker Landet bort
i Aftnens Dis, der klam og graa
sig lejrer lavt hen over Hegn og Grøfter;
langt ude i det stille Land
sin Silhuet en Landsbykirke løfter.

✂ Og Himlens Røde falmer fjernt,
og blege Stjerner gnistrer frem,
og alle Agres Farver sortner stille;
det sidste Skær af Dagen dør,
og ensomt rinder Nattens tavse Kilde.

DECEMBERNAT

✂ Jeg skimter gennem Mørket Tag ved Tag,
og under Vinternattens lave Himmel
ser Rækker jeg af sorte Skorstenspiber,
der stift som Støtter Mørkets tunge Lag
med deres brudte Murstenspiller striber.

✂ Saa sort en Nat! Det kolde Mørke staar
i Mur der udenfor mit aabne Vindve,
mens sært det synes mig, som rundt i Gyder
og i hver asfaltdækket Storstadsgaard
kun Sorg paa Sorg i Vintermørket skyder,

✂ Jeg ser det sindigt under Mulmet gro
og kuples til en Skov med sorte Kroner,
der lægger sine tunge, klamme Blade
op mod hver Rude, skyggende til Ro
i evig Tryllesøvn de sidste glade.

✂ Jeg ser saa sært den hele Storstad død,
som Tornerose under Løv begravet,
men ingen Prins, som vove vil at kalde,
som blot en Rift vil flænge i sit Kød,
at denne tunge Blademur kan falde.

✂ Jeg sidder hvileløs og stirrer ud
i dette Mulm, som stakket fjæler over
123 al Livets Kvide, al dets Lykkeøden, -
og mindes én med Tro paa Livets Gud,
men med en Sjæl bedrøvet indtil Døden.

ENSOM VAAR

✂ Hvert Aar hænder den samme Ting:
Skoven knoppes og staar i Spring,
Livet løber imod din Dør,
som Livet er løbet saa ofte før.

✂ Og er du ung, som det Løv i Brud,
du farer svimmel ad Døren ud;
men har du levet halvanden Snes Aar,
du bliver der, hvor du een Gang staar,

✂ sætter en Blomst eller to paa dit Bord,
ser paa det grønne, som rundt om gror,
ved paa en Prik, hvor det hele bær' hen,
mindes og glædes og mindes igen,

✂ glædes ved Livets bedaarende Pragt,
mindes, hvad alle dets Løfter har bragt,
glædes ved alle Smaafuglenes Sang,
mindes en Tekst af saa stille en Klang,

✂ husker de Længsler, som fløj over Skov,
ved, du maa nøjes og vandre bag Plov,
124 vandre med Favnen af Skuffelser fuld,
ejer i Sindet dog gammelt Guld,

✂ ser, hvor Livet er stort og rigt,
ved, at det halve deraf er Digt,
glædes ved Digtet og lytter dertil
og tager den Part, som din Skæbne vil.

VILDE KØRVEL

✂ Vilde Kørvel, Grøftens Brudeslør,
som, naar Fandens Mælkebøtter sende
deres Skrædderfrø til Verdens Ende,
hvor de uset fæstnes eller dør,

✂ dækker hvidt i hvidt hver Blomst, der før
lod af Vaarens Solglimmer sig blende
uden Frugtbarhedens Lov at kende,
kysset af et Solstrejf hed og ør,

✂ Grøftens Uskyldsdække, Somrens Sne,
som med kølig Hvidhed skærmer over,
hvad en Vaardag avlede af Ve,

✂ Brudeslør, som intet Vindpust vover
helt at lette, saa det staar at se,
hvad der omkring Roden støvgemt sover!

MISMOD

✂ Hvor er de Veje lange
paa denne lille Jord!
Hvor er de Døre trange,
bag hvilke Hjærtet bor!

✂ Nu blinker alle Sunde,
nu grønner sig hver Vang,
nu fyldes alle Lunde
af Sommersol og Sang - -

✂ Hvad er den Sol, der strømmer
fra Himlens vide Hvælv,
mod den min Sjæl sig drømmer
dybt inde i mig selv!

✂ hvad er de Fuglestemmer,
som kvidrer Dagen lang,
mod hvad mit Hjærte gemmer
af stille Jubelsang!

✂ Jeg gik saa langt og længe,
at se, hvor Solens Skin
stod over Sommerenge
som Solen i mit Sind.

✂ Jeg vandrede saa vide
at saa min Jubels Sæd
et Sted, hvor ingen lide,
hvor aldrig Hjærter græd, -

✂ men evig, evig spandt sig
de Skygger for min Fod,
og aldrig, aldrig vandt jeg
til Jubelsange Mod.

✂ .... Hvor er de Døre trange,
bag hvilke Hjærtet bor!
Hvor er de Veje lange
paa denne lille'Jord!

SKOVEN

✂ Mit Hjærte er en Skov, der dyb og dunkel
staar raslende i Blæst langs Havets Bred,
en Skov, hvis Skygge gemmer ingen Fred.

✂ Hvert Træ i Skoven kupler sig mod Himlen
for paa hvert Blad at fæstne Dagens Guld,
og imod Solen stirrer Bundens Muld.

✂ Men Aftnen bærer Dagens Guld i Bjærge,
og fjernt bag Havet synker Solen ned,
og sort staar Skoven, hver Gang Dagen led.

DET HVIDE HUS

✂ Jeg staar ved Foden af den gule Skrænt
og stirrer paa det hvide Hus deroppe,
der løfter sit Mansardtags mørke Tegl
imellem et Par nøgne Lindes Toppe.

✂ I Vest staar Aftenhimlen klar og kold,
og Markens Raager er mod Skoven fløjne,
og Husets Ruder spejler Himlens Skær
og skinner blankt, som store, blege Øjne.

✂ Det er som disse Rudeøjnes Blik
i ensomt Armod mit i Aftnen søger
og binder det til denne blege Mur,
over hvis Hvidhed ingen Skygge spøger.

✂ Jeg ser en enlig Stjerne gløde gult
fra Himlens Dyb bag Lindekronens Grene,
al Lyd er død med Vinterdagens Sol,
og i den stille Aften er jeg ene,

✂ alene med dit Navn i Sjælen gemt,
du tavse Flygtning fra den store Stimmel,
du Ensomhedens skræmte, syge Barn
med Sindet blegt som Vinteraftnens Himmel;

✂ du, som mig fulgte tavs, naar Solen sank
og Skumringsmørket skjulte Mark og Veje,
mens tung af Mismod, pint af Tvivl din Sjæl
sig vred paa Kunstnerglædens Tidselleje.

✂ Det er dit Blik, hvormed de Ruder ser,
det er din Sjæl, der rejser sig derinde
bag Muren i det øde, hvide Hus
paa Skrænten mellem nøgne, visne Linde.

✂ Og Himlen mørknes over Tagets Tegl,
og Stjernen gul bag Lindens Krone brænder, -
det er, som drog mig mod det øde Hus
to skælvende, to feberklamme Hænder.

ANGST

✂ Der sidder paa min Læbe, hvor jeg stedes,
et Ord i Stodderdragt, et Ord i Pjalter,
et Ord som hungrer, naar jeg dybest glædes,
en sjælsyg Flygtning fra et mulmskjult Alter.

✂ Og hvor jeg vender mig, og hvad jeg handler
mod den, jeg elsker, og mod den, jeg hader,
aldrig dets blege Rædsel sig forvandler,
aldrig dets Mareblik min Sjæl forlader.

✂ Og dybest stirrer det, og hedest beder
dets Bleghed, hver Gang Dagens Lyde tier,
og, hvad jeg øved, samler sig og leder
min Sjæl til Doms ad nattestille Stier.

✂ Da er det, som om alt i Natten græder,
mens Mørkets Klosterfred om alt sig hvælver,
da sønderriver Sjælen sine Klæder,
da hvisker jeg: Barmhjærtighed! og skælver.

RETFÆRDIGHED

✂ Hvad er Retfærdighed?
Du og jeg, som nu er Fjender,
finder begge to,
- hver for sig -
at vi har Ret.

✂ Jeg fornemmer min
saa dybt, at jeg paakalder
Gud i Himlen
som en Trøst
i min hjælpeløse Nød;

✂ du fornemmer din
saa hedt, at du maa sky mig
som en Varulv,
der har bidt
dig i dit Hjærte.

✂ Begge er vi blevet
pludselig saa uformodet ene
130 og saa stolte
og saa stærke
i vor Ensomhed,

✂ finder - hver for sig -
at vi slæber paa en Byrde,
hvis uhyre Vægt
Gud alene
kan forstaa,

✂ og i Dybet
af vor Sjæl rejser sig en Vælde,
som forlener os
- hver for sig -
med Martyriets Storhed.

✂ Slaa op i Loven!
ryst den alvidende Filosofi
og den trøstende
Menneskekundskab!
korn med Voldgift!

✂ Ak! den siger,
at vi begge har Ret,
naar vi tager
Fornuften fangen
og deler lige!

✂ Det er Retfærdigheden!
lade to Størrelser æde hinanden
131 til Luft,
saa der intet
er at slaas om.

✂ Lad os beholde
- hver for sig - vor krænkede Ret
og slide dens Purpur
med aldrig falmende
Kongemine!

✂ Menneskene
er Fjender fra Fødslen,
kan smelte sammen
en Stund i Venskab
eller Elskov.
En Dag staar de
hver for sig, som en og en,
er som Stene,
der støder sammen
og spruder Gnister,

✂ som Meteorer,
der fanges af en fremmed Atmosfære
og skyder glødende
sig Vej
i Raseri for at fri sig.

✂ Retfærdighed mellem to Mennesker!
Cirkelens Kvadratur,
132 som kun den enfoldige
bilder sig ind
at kunne løse!

✂ Lad os mødes som Fjender,
som Plus og Minus, som Sol og Frost!
Begge har vi Ret!
fordi vi begge
glædes og lider!

ENSOM

✂ Jeg stemmer frem mig gennem Nat og Blæst,
bort fra hvert Blik, som mine Veje følger,
alene, fri, en Flygtning fra en Fest,
hvor Lykken sank i Sorg og Mismods Bølger.

✂ Mit Sind er sygt af Leg med Ord og Drømme,
led af at lefle med et Hjærtes Kval,
jeg længes ud, hvor alle Kilder strømme
med Ungdomsmodet, som mit Tungsind stjal.

✂ Og jeg gaar frem i Nattens tætte Mørke,
frem hvor den tunge Blæst omkring mig staar
og fejer regnkold over Sjælens Tørke
og stryger lindrende om alle Saar.
133 Og dér, alene i den vide Nat,
langt fra hver Ven, hvert Hjem, hver ovnlun Celle,
jeg løfter skælvende min tabte Skat,
min første Ungdoms frie, stolte Vælde.

✂ Og Natten suser om mig, dyb og stor,
jeg ved ej Ven, ej Hjem, - min Sjæl er ene,
og paa min Læbe brænder Lykkens Ord,
og i mit Hjærte løves Livets Grene.

STJERNER

✂ De fine Elmekroner
sig imod Himlen tegner
som sorte Silkedoner,
hvor fangne Stjerner blegner.

✂ Men kommer Nattemulmet
og snører Donen sammen,
hver Stjerneglød, som ulmed,
slaar ud i frigjort Flammen,

✂ som var hver en et Hjærte
forgjort af Livets Jammer
- og midt i al sin Smerte
et solfyldt Blomsterkammer.

NORDSJÆLLAND

✂ Store Skove, grønne Sletter,
mellem Skovene smaa Byer
skinnende som lyse Skyer,
der den dunkle Himmel pletter,

✂ og som stærke Stjerneflammer,
der ved Skyens Rande straaler;
hist og her et Slot, der maaler
sine Spir med Skovens Stammer.

✂ Naar en Sommeraften Dagen
daaner hen, som kvalt i Roser,
og de gamle, dybe Moser
spinder deres Taagelagen,

✂ og de store Skove blunder,
og hver skovklædt Bakkes Linjer
som et Bjærg, der bærer Pinjer,
sort sig under Himlen runder,

✂ stiger fra de dunkle Skove
Sus, der vemodigt forliser
som et Nyn af Folkeviser
om den skumringsblege Tove,

✂ om den hellige Helene
og om Hørsholms arme Dronning,
der drak Døden i den Honning,
Elskov hang paa Rosens Grene.
135 Nordsjælland med dine Skove,
dine Bakkedrag og Enge,
hvor paa side Blomstersenge
sødt de Sommernætter sove,

✂ gennem Smil og Sol og Smerte
bar du Livets Rosensmykke, -
dybt i dine Skoves Skygge
bløder Danmarks Elskerhjærte.

FREDERIKSBORG

✂ Paa Byens Torv laa Dug,
den lille Købstad skinned
saa frisk og morgensmuk
med Duft som bleget Linned;

✂ højt paa et solrødt Tag
en Murer stod og kitted
et gammelt Skorstensvrag
og fløjtede og hvidted;

✂ ned over Gaden sprang
en Kat paa hvide Sokker,
og trindt i Byen klang
de Brødbutikkers Klokker.

✂ Dér stod med taarnbygt Port
og Solskin paa Façaden
saa stille og saa stort
det gamle Slot bag Staden.

✂ Sin røde Buefod
den krumme Murbro spejled
i Vandets grønne Flod,
hvor visne Blade sejled,

✂ og over Murens Rødt
og Gaardens jærngraa Stene
faldt Dagens Lys saa blødt,
saa lydforladt alene.

✂ Jeg hørte Uret slaa
hen over Skovens Kroner
og Klokkespillet gaa
med skingre Salmetoner.

✂ Fra hver en stenfast Krog
den tunge Salmeklagen
aarhundredgammel slog
sit Ekko gennem Dagen;

✂ hver Klang i irret Pragt
slog imod Gaardens Flise,
som sang en ensom Vagt
saa drøvelig en Vise,
137

✂ som sang det gamle Slot
saa oldinglydt alene, -
som klang hvert Fodtrin, traadt
engang paa disse Stene.

✂ Brobuens dybe Hvalv
den lyse Høstsol fyldte,
det grønne Vand, som skjalv,
i Skjoldkreds den forgyldte,

✂ og højt, hvor Taarnet steg
med Himlen vidt om Tinde,
de sorte Raager skreg
mod Breddens gule Linde.

✂ Jeg traadte over Bro,
- saa underligt mig stemte
den Højenloftets Ro,
som disse Mure gemte;

✂ jeg stod i Slottets Gang,
i de forladte Sale
og saa paa Sværd, der hang
som stift forstummet Tale,

✂ og saa paa Seng og Bord,
og mangen snirklet Kiste,
et stille, kneblet Kor
fra Tider, som forliste.
138 Den Høstsol faldt saa lyst
igennem de smaa Ruder,
faldt paa en Rustnings Bryst
og paa en Løjbænks Puder

✂ og bredte sig saa langt,
som Sal bag Sal jeg skimted,
saa alle Gulve blankt
som Morgendamme glimted,

✂ og alting stod saa lyst
som Guld, der nys blev drevet,
endda der var saa tyst
og Dagen ene leved,

✂ og alting stod saa blødt
som Liv, der ligger Larve,
endda det alt var dødt,
kun Træ og falmet Farve.

✂ Der hang et krøllet Baand
omkring et Sværdgreb vundet
en Sløjfe, som en Haand
engang forlængst fik bundet;

✂ der stod en Stol, hvis Arm
sig som én Øgle buged,
en Stol, hvis Arm i Harm
en Haand engang har knuget,
139 et Hynde, mod hvis Skind,
der skrumped graat og støvet,
engang en blodhed Kind
har presset sig bedrøvet,

✂ en Seng, hvis Himmelhang
paa Snirkelsøjler hviled,
imod hvis Sir engang
et Øjepar har smilet;

✂ paa Væggene et Flor
af Billeder hang malet,
som én Gang hørte Ord
i Sorg og Lykke taled,

✂ et Instrument, hvis Klang
saa lang en Stund har tiet,
og i hvis Brus engang
al Vemod fløj befriet.

✂ Og der var tyst og svalt
i Slottets dybe Sale,
alt, hvad jeg saa, stod malt
som Dug i fjerne Dale,

✂ som naar i gyldent Tog
ved Nat de Stjerner spille
og taler Livets Sprog,
trods alt er tavst og stille.

STEMMER

✂ Den ene: Saadan blev Livet givet,
at faar du for megen Glæde,
maa du til andre i samme Stund,
at ogsaa de kunne æde.

✂ Og stænger du Gaard og Stue,
fordi din Sorg blev for stor,
den tiende Time rider du ud,
hvor du ved, Mennesker bor.

✂ Hvem kan bære sin Lykke,
hvem kan magte sin Sorg?
Lykken, den maa du dele
og tage din Trøst paa Borg.

✂ Saa stort er Livet, at ingen
tør kalde det ringeste sit,
... din Sorg, din Glæde - et Hovslag
iblandt ti Tusinders Ridt.

✂ Den anden: Saa fattigt er Livet,
saa kummerligt smaat,
at ikke du ejer
et Trin, du har traadt,

✂ at har du blot nævnet
et Ord; som var dit,
før Aften har Tusinder
gjort det til sit.
141 Din Lykke, den maatte
til Torvet vandre,
din Sorg, dit bedste,
gav du de andre.

✂ Hvad er saa dig,
du, som var én?
- et tusindsplintret
Dryp under Gren!

✂ Den ene: Ak nej, thi derfor
er Livet stort:
Det fylder saa lidet,
hvad du har gjort!

✂ Men er det lidt kun,
et hvirvlet Frø,
det er dog dit
og kan aldrig dø.

✂ Eg og Stene
bygger et Hus,
ingensteds bindes
din Tankes Sus,

✂ du er i den
som Fluens Surren
i Vejens Solstøv
om Grøfteburren.
142 Den anden: Har Livet kysset
din blege Mund,
du bliver et Støvfnug
i samme Stund.

✂ Din Fryd, som aksled
dig Kongekaaben,
din Sorg, som drypped
dig Edderdraaben,

✂ det, hvorpaa du
i hele Vrimlen
kendte din Plads
som Stjerne paa Himlen,

✂ kun et Pust
i en vissen Skov,
kun et Bytte
for andres Rov.

✂ Den ene: Andre, andre - aa Herregud!
Det er det store, det eneste Bud:

✂ Tal om det, som volder dig Nag,
og du har talet din Næstes Sag;

✂ tal om det, som volder dig Fest,
og du har alle, som lever, til Gæst.
143 Det er Livet: at være en
og bære Hundredfold Sne paa Gren,

✂ at være en - og sprede omkring
Knopskæl fra tusinde Blade i Spring.

INGEBORG

MIN MODER