Stuckenberg, Viggo Samlede Værker

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

IV

KØBENHAVN - FORLAGSTRYKKERIET

V

VIGGO STUCKENBERG

SAMLEDE VÆRKER
ANDET BIND

INDHOLD

  • DIGTE 1884-86
  • FLYVENDE SOMMER 1898
  • SNE 1901
  • SIDSTE DIGTE 1906
  • DIGTE FRA TILSKUEREN OG TAARNET
  • AARSENS TID
VI

        

7

DIGTE

1884 NYTAAR

Mellem skillende Skyr
gaar det graanende Gry,
nu er Natten forbi, og det dages;
har der staaet en Storm,
har der raset et Vejr, -
vi har Solen igen og kan se, hvordan Sagen skal tages.

Vi har Nytaar igen,
Vi gaar Foraar imod;
vi har grødetung Vaarluft i Vente;
har vi veget vor Vej
for de Snefog, der kom, -
det bærer mod Dagen, da atter vi Kræfter skal hente.

8

De stryger til Vejrs
i brusende Flok,
de Haab, som fik Vingerne stækket;
de mylrer igen
fra Breddernes Siv,
hvor de laa for at dø, og de skyder som Svaner i Trækket.

Og driver der Is
paa et vintersort Vand,
og ligger der Sne over Gærdet, -
det Mod, der ifjor
blev knægtet og stængt,
det bryder sig Vej, af sit Nederlags Frostleje hærdet.

Vi har Nytaar igen; -
det maa ud, hvert et Gran
af det fjorgamle Støv, vi har inde! -
sæt dit Vindu paa Stang
og let Dørklinken af!
vi gaar Soltid imod - Soltid med vejrende Vinde!

MUNKEN

Det blæser strengt i Nat, og her er koldt
i Cellen, hvor jeg sammenkrøben sidder,
min Tanke spiller med et Minde Bold,
mens Gigten piner Mindets glemte Ridder.
- Aa Krist! Madonna! Gud! bed for mig! bed!
hjælp mig at holde Mindets Djævel Stangen!
jeg kan ej mer! - Er, Kirke, det din Fred? -
Hvor dumpt det tuder gennem Klostergangen!

9

Saa blæs da Storm! her staar jeg stærk og strunk!
skrig det kun ud i Verden, hvor du kommer,
at du har set et Kloster, hvor en Munk
tog Tag med Djævlen om en svunden Sommer!
Kom, sæt dit Ansigt mod min Rude, Nat!
at ogsaa du i Morgen kan fortælle
om Munken, du har set, der om en Skat
med Djævlen selv slog Tærning i sin Celle!

Se denne Bog - Nu, Storm! du hyler straks! -
ja, det er Skatten, hvor om Kampen gælder!
- en Bibel? - ja! - men af en egen Slags,
som ej et Ord om Død og Djævel melder!
i den staar prentet Livets store Bud,
og Livets Sol igennem Skriften trænger, -
forstaar du den, du Krusifiksets Gud!
Sølv-Krist, som paa dit Kors metalkold hænger?

I fyrretyve lange, døde Aar
begraved jeg forgæves mig i Cellen, -
i Bogen her et Evangelium staar,
som vækker Ridderen i Kutte-Trællen!
Min Bibel kender ej til Støvets Pligt,
i den er Tro paa Lykken kun at finde!
dens hele Indhold er et Elskovsdigt,
et Digt til mig fra Verdens bedste Kvinde!

Vig bort, du Klosternat, for Livets Lys!
og tag din Bibel med dig i din Kiste!
min Læbe brænder af det sidste Kys,
det hede, vilde, taarevaade, sidste - -
10 - Aa Herre! kom min Svaghed mildt i Hu!
vær naadig, Kristus! tæm din Vredes Vælde!
tilgiv mig Gud! - jeg elsker jo endnu!
- Hvor her er koldt og trist i Klostrets Celle!

EN MODERNE PETRUS

Jeg sad imellem Damer
paa nitten-tyve Aar
og havde det som Sankt Peter
i Kaiphas' Gaard;
thi Talen tog et kildent Sving
og drejed sig om dig,
men jeg - jeg lod som ingen Ting.
- Kan du tilgive mig?

Jeg sad der som Sankt Peter
i Kaiphas' Gaard,
og Damerne de smisked
og lo: vi forstaar!
men jeg - ja, Kære! jeg lo med,
og jeg fornægted dig, -
jeg følte, jeg blev rød derved, - -
- Kan du tilgive mig?

Tre Gange jeg fornægted
og atter det fortrød,
tre Gange Damerne smisked,
tre Gange blev jeg rød;
11 saa tabte jeg tilsidst min Ro,
og som Sankt Peter jeg
gik udenfor og - - ja, jeg lo! -
- Kan du tilgive mig?

PAA AAEN

Jeg har lagt mig lidt til Ro i Baaden.

Der er Drift i Vandet, Drift i Solsky-Flaaden,
som for Vinden over Himlen stryger,
og i selve Vinden er der Drift,
naar den sender sine Hødufts-Byger
ud fra Engen gennem Rift paa Rift
i det tætte Sivkrat langs med Aaen.

Sivet nejer, hæver sig paa Taaen,
bøjer Nakken, spejler sig og vifter, -
Stilling efter Stilling Sivet skifter,
endnu aldrig et Sekund tilfreds.

Baaden driver, trækkende et Rids
gennem Vandet, men et Rids, der svinder
sporløst som en Drøm, foruden Minder, -
og min Tanke ligner Ridset lidt.

Jeg har stirret længe ned i Vandet,
som det glider, solblankt, blaalig-hvidt,
tænkt paa et og havnet i et andet - -
12 Jeg har set dernede under Vandet
kaade Smil og kælne Kvindeblikke,
mange, mange ... og iblandt dem dit!

Jeg maa stirre, blive ved at ligge
her i Baaden, blive ved at se, -
de forsvinder for mig, disse Blikke - -
nu er dit tilbage, dit alene . . .

Spørger det? - hvad er det, det vil vide? -

Hvorfor bliver Baaden ved at glide? -

. . . Hvor det ler, naar Solen paa det skinner!
hvor det drømmer, naar en Skygge kommer!
hvor det græder, hver Gang koldt det vinder!
ler og græder, drømmer, lyser, svinder,
evig skiftet, evig dog saa mildt! - - -

Om jeg her bestandig kunde drømme!
stirre død mig paa de vandblaa Strømme?
- ak! - jeg kan ej Blikket holde fast! - -
Bølgen skifter, Strømmene har Hast!

SOMMERGLIMT

Vi sad og fletted Kranse,
hvor Bækken livsglad nynner;
du bandt saa let og muntert,
jeg var kun en Begynder.
13 Vi bytted vore Kranse,
hvor Bækken dæmpet risler, -
din var af bløde Roser,
min af de stive Tidsler

AALIV

Se Sivene nejer
for Vinden og svejer
med Toppen koket,
og Bølgerne danser
i Aakandepanser
en stiv Menuet.

Saa kommer en Guldsmed der inde fra Landet,
staalblaa og gylden og flot i sin Flugt,
skødesløst stryger den tæt over Vandet,
oppe og nede, ret frem og i Bugt.

Og Aakanden blinker
duggperlet og vinker
til Guldsmeden blødt:
du spraglede Flyver!
hvis Øjet ej lyver,
saa kysser du sødt!

Og Guldsmeden klipper med Vingen i Solen,
staalblaa og gylden og ørn i sit Blik,
Aakanden gynger i Gyldenstykskjolen,
henrykt, betagen af Kysset, den fik.

14

BÆKKEN

Bækken sprang
Dagen lang
hen over Stenene,
spruttede,
krode sig,
smuttede,
snode sig
bort under Grenene.

Og kom der et Sted,
hvor det stoppede lidt,
saa nejed den smukt kun
og hoppede lidt,
hviskede, smilede,
smisked og kilede
fort.
Bækken kom aldrig til kort.

I JUNI

Den lune Solluft dirrer
saa junifrisk og sommerblød
i let og kælen Flimren
om Markens blomsterfyldte Skød.

Den gule Kabbeleje
omsummet af Insekter staar
med aaben Blomst og nyder
hvert Pust, der over Marken gaar
15 og bly, undselig løfter
sin Blomst den blaa Forglemmigej,
mens Sommerfuglen leger
sin Sommerleg og dukker sig

i Blomsterflorets Bølger,
hvor Duften stiger krydret sød,
og Luften sagte dirrer
saa junifrisk og sommerblød.

SOMMERAFTEN

Nu er Solen nede;
der er ganske stille
i den store Verden,
i den lille Rede.

Gennem Rankens Rifter
strømmer Aftenluften
ind igennem Vindvet,
og Gardinet vifter.

Bløde Taager brede
i den svale Skumring
deres klamme Lin om
Dagens Feberhede.

Stakkels, syge Hjærte!
du faar blotte Saaret!
Aftenluften skygger
køligt om din Smerte.

16

ET VINTERDIGT

Glemslen kommer med iskold Blæst
I Frosttaage-Kappe og Snebyge-Vest,
sviende kold!
og dundrer rnod Hjærtet sin Istap-Kno:
Luk op! jeg skaffer til Løn dig Ro
og dækker med afgrundsdyb Is, hvad der smerted, -
Glemslen lufter os Hjærtet,
isnende kold!

Vel Glemsel! bred da din Is om mit!
lad Taaren som Isperle slutte sit
sviende Løb!
frys til hver en nagende, skuffet Drøm! - -
du brister! du kan ej! den Understrøm
faar du lade sive og draabevis brede
sit kogende, dybe, glohede,
evige Løb!

SERENADE

Der skinner ej Sol, det er Graat i Graat,
det øser fra Skyen i Spande,
alting paa Gaden er drivende vaadt,
det regner med styrtende Vande! -
Kæreste du!
kommer du nu,
nu Regnen har kølet din Elsker?

Det blæser saa koldt, det hyler saa vildt,
i Gaslygten Glassene klirrer,
17 klaprende danser paa Krogen et Skilt,
og Vejrhanen pibende svirrer! -
Kæreste du!
kommer du nu,
nu Blæsten har bøjet din Elsker?

Hører du Stormkrogens raslende Larm
og Regnskyllets Slag mod din Rude?
hører du ham, der har drømt i din Arm,
staa dyngvaad og kalde herude?
Kæreste du!
nægter du nu
de Kys, der kan varme din Elsker?

JA, DU! IFALD . . .

Ja, du! ifald jeg kunde dykke ned
bag Horisonten med den Sol, der daler,
saa kunde jeg vel give dig Besked
om, hvad der røver dig din Ro og Fred,
en Løsning, du! paa alle Livets Kvaler.

Men jeg maa blive paa den faste Bred
og lade Solen smukt i Ro gaa ned.

Jeg kan ej heller vække op de Døde
og spørge dem, hvad Resultat de fandt;
hver skal jo sit til Verdensskatten bøde,
og flest er de, der til Betaling møde
med Taarer, som i vaagne Nætter randt.
18 Og naar vi to en Gang - i Dag - ad Aare -
skal møde frem og ofre, hvad vi skylder
det Liv, der sig med laante Smil forgylder
og redte vore Drømme deres Baare -

held os! om da, naar Lykkens Sol er nede,
vi møder sammen, Haand i Haand, med Taarer,
der falder lige tunge, lige hede.

EFTERAARSBLÆST

Blæsten har travlt, det er Rengøringstid,
der skal fejes og luftes og skylles;
hvad Sommeren bød, har vi tæret forlængst,
de slikkede Krybber maa fyldes!
i dvaskende Solskin og sødladen Duft
har vi længe til Overmaal fraadset
og dovnet og drømt, - nu er Drømmen forbi,
og for Drømmenes Gøgl er der laaset.

Solen er borte; en piskende Regn
slaar sin rappe Appel imod Ruden
og skræmmer hver sommerdød, solsløvet Træl,
der snorker hos Moppen paa Puden;
en rygende Efteraarsblæst trækker op
og hujer sit vilde: til Vaaben!
af Vejen med Sommerens falmede Løv,
nu holdes det ny over Daaben!

Det buldrer mod Skodden, det kalder til Hjælp,
det er sejglivet alt dette gamle;
19 Storm maa der til, en forrygende Storm,
før ret det begynder at ramle!
hver Bladstump maa ned, der maa Plads for det Ny,
Plads for alt det, der gærer og bryder,
en Plads for de Kræfter, der skriger paa Luft
og skuldertæt Kæmpevækst skyder!

Og Skykaaben hænger saa graasort og klam
og knuger og tynger og trykker, -
du Efteraarsblæst! tag et hvinende Tag
og flæng den i flagrende Stykker!
en luvslidt og overgemt Sommer har sat
paa alt sit forkludrende Stempel, -
det Stempel maa bort, og hvis ikke det vil,
saa følger vi Blæstens Eksempel!

Det er Efteraar nu, det er Rengøringstid,
der maa ryddes paa tusinde Steder;
hvad nytter det os, vi er Folk fra i Dag,
naar vi gaar i vor Oldefa'ers Klæder?
skal falmede Drømme og slukkede Smil
da gøre én gammel og skaldet? -
Rap dig, du Blæst! vi er Fostbrødre, til
den sidste Stump Bladstilk er faldet!

SLOTSBRAND

Fest blev der meldt, en Begravelsesfest,
Landet var Værten, og Folket var Gæst,
fuldtalligt mødte det, Gildet var flot,
thi Ilden var Præst,
og Liget et Slot.

20

Talen var fyndig, og Sproget var kækt,
Præsten var Barn af en frisindet Slægt
med knitrende Higen og buldrende Røst
og uden Respekt
for gulddækket Brøst.

Slottet var kongeligt; mægtige Mænd
kroned det skriftligt, med Blæk og med Pen,
ingen af alle de store dog bød
en Krone som den,
det bar i sin Død.

Glimrende Guld omkring Ligbaaren føg,
Kaaben var Gnister og flammende Røg,
ingen Monark bar saa luende Pragt
til Skue for Spøg
i sin Kroningsdragt.

Blæsten skrev Salmen, og Flammerne sang,
pragtfulde Glimt sig i Stroferne svang,
Emnet var stort, det var stillet som Tolk
for Sukket, der klang
fra et samlet Folk.

Rundt omkring Baaren stod Gæsterne tæt,
lét havde ingen, en Del havde grædt;
de stod der, til Ilden med spottende Grin
lagde sig træt
i den røde Ruin.

Fest blev der holdt, en Begravelsesfest,
Landet var Værten, og Folket var Gæst,
21 fuldtallig mødte det, Gildet var flot,
thi Ilden var Præst,
og Liget et Slot.

RESULTATER

I

Nej! ingen Famlen efter Hjærnens Guder
med kold Kritik og med Logikens Bud!
slaa Vindvet op! knus mig de tykke Ruder!
blot frisk Luft ind, og al den gamle ud!

Hvad hjælper vel en blodløs Gud, der vakler
paa Toppen af et tankebygt Stillads,
naar Hjærtet, denne Kødklump, gør Mirakler
og præker frejdigt uden Attestats?

Strøm ind, du Nattevind! med al din Kulde
og fyld med Sne min Stue, om du vil!
blæs med din Frostluft mine Lunger fulde,
om Tænderne saa klapre skal dertil!

Før blive af lidt ærlig Træk forkølet
og blotte lidt i Kulden sin Person
end famle efter Guder, der er sølet
ind i en alenlang Definition.

Jeg har ej Brug for disse Tankeguder
i Lampeos og filosofisk Skrud! -
den friske Sne mig Livets Pragt bebuder,
og Livet og dets Pulsslag er min Gud!

22

II

Kom ud! du, der sidder i Kirken og tror
paa Præsten og sover som et Hors!
Livet over Gravene i Hvirveldans sig snor
og smider med de trøskede Kors!
springe maa man kunne, vil man med i den Dans!
jo højere Hop, jo mere man ser!
lad saa Præsten kun sige, vi kun er et Ler!
du skal tro paa det Ler og dets trodsige Sans
for sig selv og de Kræfter, det fik!
du har Gud i dit Kød, du har Gud i dit Blod,
i din Arm, i din Røst, i dit knejsende Mod,
og Gud i dit kaadeste Blik!

23

1885 VØLUNDS ED

I

Aserne lo,
og Latteren sprang
over Bakker og Skove og Dale
og kvidred som Ekko i Fuglenes Sang
og dirrede i Trillerne
og klukkede i Kilderne
og vred sig frem og vugged sig,
hvor Bølgerne brød -

Aserne lo,
thi Vølund svor deres Død.

De mægtige Aser!
de vældige Guder!

Men Vølund for
gennem Mørkeskoven, hvor Natten,
den bælgmørke, mulmtætte bor,
og Stormen evindelig flakker
om mellem de knagende Stammer,
og Ulvene hyler, og hungrende Gribbe
flagrer fra Klippe til Klippe
og fylder Mørket med Jammer.
Og frem han for
over sneføgne Fjælde med skygemte Tinder
mod det højeste Nord,
hvor Frosten sidder med isblaa Kinder
i den evige Kuldes stormfejede Dal
24 og svøber Vintrens Snesvøb og vaager
bag Bjærge, som skyder sig trodsigt
op af de evige Taager
og løfter de istunge Nakker
som stensejge Trudsler mod Himlen,
der skjuler sig koldt bag Snefaldets hvirvlende Vrimlen.

Og hen over Asgaard,
der dirred og bæved og rysted
af Gudelatterens klukkende Lyd -
henover det fredede Asgaard,
hvor Frosten ej svider, og Uvejr ej raser,
og Mørket ej knuger, og Stormen ej tuder,
skød angst og forvirret, i skrigende Kor,
en Fugleskare afsted imod Syd,
da Vølund svor.

De fik flyve i Ro;
ingen dem saa, og ingen dem hørte,
thi Aserne lo.

De mægtige Aser!
de vældige Guder!

II

Der skinnede Sol over Asgaard,
Midsommersol med sin stikkende Straale,
og Aserne tømte de mjødfyldte Skaale
og strakte sig dovent paa Gulv og paa Bænke,
mens Kvinderne slynged en blomstertung Lænke
om Loke og Thor.
25 I vuggende Duft, i gyngende Lys
laa Jorden og drømte i Dagen,
blomstrende Drømme om Godtvejr og Sol
fra nu og til evig, fra Pol og til Pol,
thi Jorden var sommerung som Dagen.

Og Vinden gik lunt under Buskene om
og vifted de smaa Anemoner;
den kendte sig skabt til en smilende Leg
og ikke til Kævlen med Gran og med Eg
og Hujen i de sønderrevne Kroner.

De blanke Smaabølger mod Bredderne lo
og favned og klukked og kyssed,
saa blinkende vevre, saa trillende smaa,
som skulde de evigt paa Trippefødder gaa
og kælent-blødt med Blade blive drysset.

I vuggende Duft, i gyngende Lys,
i legende Midsommerdrømme
laa Jorden, den svulmende unge, og nød
det leende Solskin, som flød og som flød
og ikke vilde standse med at strømme.

Og Aserne lefled og lo over Bord, -
da døde paa én Gang hvert leflende Ord.

Skinfakse, Dagens luende Hest,
sveddampende midt iblandt Guderne stod
og prusted og rysted og vrinskede angst,
med Bringen bedækket af Skum og af Blod;
og Solen flammede glorød i Vest,
og Natten slog ned over Jorden.
26 Det brused i Skoven, og Maagerne peb,
og Søen gik tungt imod Stranden,
sortnende Skyer over Himmelen strøg,
de gulnede Blade om Stammerne føg,
og nøgne Grene knaged mod hinanden.

Ude mod Nord
løfted sig langsomt en bjærgtindet Sky,
og hen over Asgaard et Kuldegys for,
som drev de ængstede Guder i Ly.
Kun Odin blev;
hans Kinder var hvide, og Læberne dirred,
og tæt om hans Hoved hans Ravne flagred
i vaklende Flugt og med Skrig,
mens stift han stirred
paa Skyen, der løftede sig.

Et Sus skar frem gennem Luften,
dumpt, med truende, langtrukken Klang,
som naar Smeden svinger sin Hammer, -
og Suset kom anden, kom tredje Gang,
som et Omkvæd, rytmefast, tungt.
Da rejste Odin sig, bredskuldret, høj,
og pegede tavs imod Skybanken ud,
og Ravnene fløj.

Gennem spillende Blæst, gennem voksende Strøm,
over buldrende Fjældskred og faldende Stammer,
over sandkvalte Kilder og slukkede Baal,
over brølende Have og sludende Kløfter,
hvor Jætteynglen snøfter
og skriger med spottende Skraal
og med løjet Jammer, -
27 over døende Slægter gik Flugten
op imod Snefoget, op imod Stormen,
der slynged omkring dem de isnende Skyer
og de kvælende Taager, der steg
fra Frostens Dalslugt, til Ravnene veg
og søgte muskelslappede hjem; -
forfulgt af hoverende Hyl fra tusinde
Jætteøgler de vakled afsted ,
og daled dødtrætte, susende,
med Sne paa Vingerne ned i Asgaard.

Da kaldte Odin paa Urd. -
Fra den svejende Ygdrasil træder
hun frem for Alfader og græder.
Thi Vølund staar
i den evige Kuldes stormfejede Dal
og svinger sin Hammer og slaar og slaar
susende Slag med gungrende Klang;
Ansigtet gløder i Essens Skær,
og Ilden slikker det mægtige Sværd,
der, kølet i Is og hærdet i Sne,
skal splintre det Lyn, der rammer dets Klinge;
rundt om paa Klipperne sidder en Hær
af stirrende Gribbe og skulende Ulve,
som sætter i Hyl for hvert Slag, der falder,
og fejer med Hale og basker med Vinge,
naar Gnisterne springe.

Og op fra de snetunge Bjærge
højt imod Nord
stiger, løftet af Stormen,
Vølunds Ed.

28

III

Den rinder tungt og stille
den dybe Visdomskilde,
dens Vand sig borer draabevis
saa klart som Dugg, saa koldt som Is
sin Vej igennem Klippen;
den gaar saa tavs og kender ej
til andre Kilders lette Leg
i Spring og Fald og Trippen.

Den blanke Strøms ubrudte Spejl
sig støtter mod en Brink, der stejl
og stærk i Vejret peger,
og Strømmen har et dæmpet Skær,
som naar den hvide Dag er nær,
og Gryet Mørket bleger.

Højt oppe over Brinkens Top,
hvor Skæret svagt kun rækker op,
en Hær af Storme rider;
dèr buldrer Verden dum og kaad;
men Bulderet faar Klang af Graad,
naar langs den stejle Klippebred
en Rest af Larmen siver ned,
hvor Visdomskilden glider.

Og under Kildespringet,
af Tavshed tungt omringet,
dèr sidder Gubben Mimer
i dæmringsdunkle Haller,
hvor Solen aldrig falder
med sine gyldne Strimer;
29 paa hver en kølig Draabe,
som blinker frem og siver ud,
han stirrer stum, den blege Gud,
der aldrig tvivler, aldrig tror,
men roligt følger Draabens Spor,
for vis til det: at haabe.

Da slikker ned og svipper op
en Dag om Kildebrinkens Top
Snefnug i hvide Flammer,
og gennem Mimers Haller slaar
et Pust, der over Kilden gaar
og dør i iskold Jammer.

Men Mimer sidder rolig, stum,
og stirrer paa den Draabe, som
med frossen Klirren brister;
saa retter Ryggen han og ser
der op, hvor Blæsten haanligt ler
og slynger Sneens hvide Skum
tæt omkring Klippens Tinder;
og da den sidste Draabe dør,
og Kilden tier, hæver han
sin Haand, saa kold og stum som før -
og tygger atter paa sit Skæg.
Men op langs Brinkens stejle Væg
en Skygge glider ved hans Vink
fra Kildens Bund mod Brinkens Rand,
hvor den i Sne forsvinder.

Ud over døde Fjældes Is
og gennem golde Dales Grav,
30 ud imod Nord, hvor mørk og lav
en solløs Himmel spaar Forlis
hvert Haab, der slipper Tvivlens Strand,
skal Skyggen frem; dér staar i Spil,
i iskoldt Spil en iskold Ild
paa Nattehimlens Rand.

Og Skyggen glider tyst afsted
og snor sig gennem Stormen,
snart svej og lang, snart stiv og bred,
snart krybende som Ormen;
det fyger om den for hvert Skridt,
og Stormen Driver saar
foran dens Fod og breder vidt
omkring den Vintrens Død; -
men Skyggen frem til Dalen naar,
hvor Vølund ved sin Esse staar.

Da vokser den sig høj og stor
og lægger tavs sin Kæmpearm
om Vølunds stærke Skulder,
mens Esseluens Knitren dør
i fjærne Sneskreds Bulder.
Og Jætteynglens Ulvekor
slaar Gabet mod den frosne Jord.

Og Stormen fejer frem en Sky
af Sne, saa kold og tung og tæt,
at Ulve mellem Gribbe fly,
mens Skyggen griber Vølunds Sværd
og Vølund selv, og taagelet
31 et Stormdrag bort dem skyller;
og Sneslud ned om Essen slaar
og Dalen bag dem fylder.

Men rundt omkring det slukte Baal
de slunkne Ulve slusker
til Gribbeskrig og Gribbeskraal - -

Thi dybt paa Klippekløftens Bund,
hvor Mørket evigt sænker
sig tungt og dvaledødt i Blund,
dér sidder Skyggen bøjet
og spænder Vølunds Lænker.

Og dér, hvor Visdomskilden gaar
foruden Straalefald og Skum,
dér sidder Mimer stum.

IV

Verden laa der,
ombæltet af Isørkner,
nær ved sin Død,
med smægtende Fostre og visnende Spirer
skjult i sit Skød;
og Odin, Alfader,
sad græmmet og bøjet
og stirrede ud, om det aldrig blev Vaar,
med Haand over Øjet
og Fimbulvinterens Sne paa sit Haar.
Og Loke søgte
fra Asgaard at flygte.

32

Da dirred i Luften
en skælvende Trille,
en ganske lille.
Og ned i Sneen faldt død
en kuldedræbt Lærke.

Op om Alfader slog Jætternes Latter,
mens Stormen voldsomt om Asgaard brød, -
da kvidred det atter,

Stormen lytted,
og Stormen tav.

Thi sydfra vælted et susende Hav
af kvidrende Fugle
sig frem over Himlen,
Svaler og Lærker
i endeløs Vrimlen;
og forrest fløj Hære
af fløjtende Stære.

Og Stormen flygted
under Isens Suk og Lavinskreds Bragen
og steg som skærende Klagen
op fra Frostdalens Grav;
Solen splitted de snetætte Taager,
og kvalt af Kvidderen tav
Vølunds Ed.

I Asgaard stod Odin,
bredskuldret, høj,
blandt de samlede Aser;
de lyttede alle
og hørte Stormen i Dødskampen ralle.
33 Og Loke lo
skrigende, spottende.

Men Odin vendte sig mod ham
og saa ham stift ind i Øjet,
og den fejge krøb angst
i Skjul bag en Terne.

Tavse stod de,
de mægtige Aser!
de vældige Guder!

V

Fimbulvinteren svandt;
men dens Sne ligger evigt paa Odins Hoved,
mens bøjet paa Hlidskjalv han sidder
og hæfter sit Blik paa det disede Fjærne,
hvor Bjærget løfter sin snetunge Top
op af de evige Taager,
og Stormen tungt mellem Kløfterne stønner,
og Jætterne truer, og Vølunds Sønner
stammer den lænkedes mægtige Ed;
kampklædte vaager
de vældige Guder,
til Ragnarok kommer
med evig Sommer;
i Fylking de staar,
til de sneføgne Fjælde med skygemte Tinder
forsvinder,
34 og Blomsterne spirer
i den evige Kuldes stormfejede Dal,
og den sidste Snebyge gisper
ud over Verden
den sidste, døende Rest af
Vølunds Ed.

35

1885-86 MAJ

Anemoner og Solskin og Knopper
og Fugle, som synger omkap
og kvidrer den selvsamme Vise,
de sidste Efteraar slap;

Bøge, der pjankede vifter
med blinkende lysegrønt Løv,
som ikke kender til Rifter
og ikke det mindste til Støv,

stakkels enfoldige Væsner,
som endnu paa Solskinnet tror
og ligegyldige glemmer
Efteraaret ifjor;

den kølige Susen foroven
lader letsindigt de gaa, -
ikke en eneste hører
Vintrens: Paa Gensyn, I Smaa!

Foraaret praler i Skoven,
og Skoven daares igen. - -
Der stryger en skrigende Krage
tungt over Skovbunden hen.

36

VAARSTEMNING

Nu er det Foraar. Digterne har travlt
med at faa solet ud de gamle Fraser
og skrevet sammen dem i glade Sange -
hvert Søndagsblad beviser, hvor de maser;

og Præsterne gaar om og priser Herren
og kappes kristeligt med deres Degne
om, hvem der kan se gladest ud i Kirken -
ja, det er Foraar alle vide Vegne!

Jeg elsker Foraarstiden, jeg som andre,
at sige Foraar i de øde Egne,
hvor Solen frit kan skinne, og hvor Regnen,
i Fred for Præst og Digter, frit kan regne.

Selv har jeg halvvejs været Præst engang
og mer end halvvejs frejdig Foraarsdigter - -
Giv mig mit Foraar! - men Gud fri mig for
Ordkunstens foraarsgale Døgenigter!

OPHOLDSVEJR

Det havde været en Regnvejrsdag
med Søl og dryppende Tage,
raakold, med Skyer i tyngende Lag;
men Solen, der sank, havde taget et Tag
og drevet Regnen tilbage.

37

Fra Horisontens slørede Rand
havde den Skyerne fejet
og sad nu og kasted sit Skær mod Land
over det bølgevrimlende Vand,
der kniksed for Skæret og nejed.

Hvor Regnen pløred og Blæsten brød
om Havnens klinede Hytter,
sin flimrende Fernis den naadig gød
og laante en hvidblank, skinnende Glød
til Moleplankernes Pytter.

Men Bølgerne plired saa haanligt iblandt
med Millioner af Øjne
og missed mod Solen, der langsomt forsvandt,
som om de for længe siden var vant
til alle dens pralende Løgne.

Og oppe i Skyen laa Stormen Vagt,
saa verdensklog og forstokket,
beredt til med Regnskyl og Nat i Pagt
at kue Solens forlorne Pragt
og dem, dens Flitter fik lokket.

STRANDSOL*)

Sol i blinkende
Spil over Vandet,
bagende Sol
over Tangen og Sandet;

* 38

Sol i stikkende
Lysregns-Vrimmel
ned fra en matblaa,
varmedød Himmel.

Sommerdagssol
i ødslende Given
og ligeglad Tryghed
og ørkesløs Driven
op over Stranden
og ud over Søen, -
Strandsol i stirrende,
hedekvalt Døen.

Ikke en Bølge, -
Vinden har lagt sig
inde, hvor Brinkens
Stump Skygge har strakt sig;
blot et Par Skvulp,
der flader hinanden
mageligt slæbende
ud over Stranden;

ikke et levende
Væsen at øjne!
bare ét Flimmer
af solslikket nøgne
Rullestens-Rækker,
og skinnende Bunker
af fygefint Sand
og Smaaskæls-Funker;
39 ikke en Bycicle
oppe, hvor Støvet
ligger i Lag over
Vejen og Løvet!
ikke en eneste
Maler paa Sandet! -
Flimmer og Hede
farveløst blandet!

Blinket derude
paa Søen, lavt nede,
om det skulde være? -
i saadan en Hede .. . .?
- Jo - Gud være lovet!
Der kommer en Flaade
paa hele tre, fire
Kaproningsbaade!

HØSTSTEMNINGER

I

Havens Blomster har smykket sig ud
med Dugg paa de knopløse Stilke,
sølvblankt flimrer den kølige Rim
i Spindelvævenes Silke.

Perler sidder i pynteligt Sæt
om Træernes gulnede Blade,
funkler - og svinder med sporløst Fald
for Solens Straalekaskade.
40 Vinden kommer og aander saa koldt
paa det sidste, tøvende Grønne, -
der falder en Duggdraabe tungt paa min Haand - -
Græder du, falmede Skønne?

II

Det falder, det krøllede, pjuskede Lov
som Rester af optrævlet Pragt,
Naturen er bleven tungsindig og sløv
og træt af sin pralende Dragt.

Et Vindpust, der drømmer om Sommerens Glans
og endnu af Glansen er ør,
forsøger en kluntet og støjende Dans,
men snubler i Graavejrets Slør.

Kun Vildvinen blusser, som prangede den
i spillende Sommersols Bad, -
Vindpustet svulmer - og slæber sig hen,
- det fandt kun et faldende Blad.

FROSTNAT

Den kolde Natteluft i Huden stikker,
og Sneen knirker skarpt for hvert et Skridt,
ud over Marken Maaneskinnet ligger
sneblinkende og saa forfrossent hvidt
41 Der staar ved Vejen et Par nøgne Pile,
de ser saa sært forkomne ud, de to,
de sorte Grene vipper uden Hvile
i Vinternattens kolde, blege Ro.

Og Maanen stift og køligt om dem lyser
fra Himlens mørketunge matte Blaa,
hvor hist og her en Stjærne stille fryser
og skælver som i Angst for at forgaa.

Den fine Sne en Gang imellem letter
fra Grøftedriven for et Vinddrags Kast
og fyger op og støver frem og sætter
i Skæg og Øjenbryn sig iskoldt fast.

Jeg standser under Pilene og sparker
lidt Sne af Støvlerne og ser mig om, -
en hegnløs Vej ud over nøgne Marker,
en frostgold Vej i snehvid Fattigdom.

SNEFALD

Der er Snefald over Skoven,
stille Snefald fra en Himmel
skjult deroppe over Skovens
Toppe i den hvide Vrimmel;

Sne, der let og dunblødt drysser
ned fra nøgne Grene over
glemte Stier, hvor den sidste
Sommers visne Blade sover;

42

hvide Fnug, som dækker Sporet
efter Blæstens ondskabsfulde
Vinterleg og lægger lunt sig
over, hvad der faldt af Kulde.

Ingen Trin og ingen Stemmer,
ingen Sommermelodier,
kun en Raa, som ryster paa sig
med et sagte Gnæg og tier.

Der er Snefald over Skoven,
lunt og tyst, som om det vilde
evigt gemme Skoven bort i
dette blundende Sne-Stille,

ISBLOMSTER

Isen har lagt sig derude,
Isen har lagt sig herinde
og sat paa min Rude
Blomster, som skinne,
Isblomster,
prægtigt glimrende,
i kølig funklende Pragt,
krystalbesatte, luftfine,
koldt diamantblinkende,
sølvstive, duftløse
Isblomster.

Jeg elsker at lege med dem
i deres solglitrende Glans,
43 straalespillende,
men uden Glød,
dødfødte Børn, isavlede Fostre
af Vintrens ligsvangre Skød;
jeg elsker at lege med dem,
nu Somrens Blomst er død;
deres blodløse Pragt
lægger sin isnende Ro,
hvor Sommerblomsten har lagt,
bloddryppende rød,
sin kvælende, glødende Duft
om ildsmertende Saar - -

Jeg elsker den funklende Isblomst,
dens snekolde Ro, dens isnende Død.

SNESTORM

Det blæser en Snestorm derude!

Det gisper og hviner, det sukker og stønner,
det jager med piskende Kast,
det hvisker som tryglende Bønner
og skriger fortvivlet og truer
og ler med hujende Latter
og græder saa atter
og dør.

I Snirkler, der tættes og hvirvlende splittes,
i Flokke, der feje langs Jorden og stige,
i Flokke, der komme, og Flokke, der vige,
et snesløret Virvar, der sletter det Skel,
44 som Trælsaanden drog
mellem Himmel og Jord,
der jævner den Afstand, det Svælg, den slog
mellem os og hvad ellers der bor
derude - hvor ingen er Træl.

Den pjuskede Gærdepil svejer i Blæsten
og ryster sin istunge Gren;
en gispende Spurv har søgt sig lidt Læ
bag en sneføgen Sten.

Ude om Markhytten kredser en Ravn
og spænder mod Stormen sin Bringe;
inde i Hytten det modløse Savn
søger med Døden at tinge.
Og Ravnen daler paa Hyttens Tag
og skriger forfrossen og slaar et Par Slag
med den dødtrætte Vinge.

Blæsten pisker i hvirvlende Løb
afsted over Marker og Veje
og hyller om Spurven et sneblødt Svøb
og reder et lunende Leje.

Og Spurven giver sig Blæsten i Vold;
den mærker slet ikke, at Sneflokke komme
i fygende Skyer, - den kan ikke se; -
Tomme for Tomme
synker den blødt i den voksende Sne
og lader hvert Vindstød sin Spottesang tude
og glatte hver Fold
i Snelagets dvælende Pude.
45 Og medens den gisper og fryser ihjel
og Stormen hviner et hæst Farvel,
falder Natten paa
bidende kold.

Det blæser en Snestorm derude!

SNEFNUG

De falder som pjuskede Stumper
af alle de blodtunge Drømme,
Somren klækkede ud, -
livløse, blegnede Rester
af tusinde Bønner, der søgte forgæves
Himlens retfærdige Gud.

Lydløst de ned gennem Luften
slusker forkomne og stumme
i talløst vrimlende Drys,
og dækker de hede Kinder,
der frejdige blusser, med tusinde
iskolde, spottende Kys.

STORMFLOD

Solen synker;
en Sky hænger nede i Vest,
med Folder og guldstrøgne Rynker
malet paa flammende Bund, -
et Varsel om Blæst.
46 Endnu er det stille;
Skovbrynet tættes af Halvmørkets Skygger,
der dækker og jævner og fylder
det, som Naturaandens Nykker
lader mangle i alt, hvad den skaber;
alene en sladrende Kilde
Stemmen i Mørket ej taber.

Og foran i Hegnet,
gyngende let paa en svejende Gren,
sidder med skødesløst hængende Ben,
nøgen, i Ly under viftende Blade,
med Rakler i Haaret, Duggperler paa Brystet,
et vemodigt Træk om den fyrige Mund,
fin som et Skyggerids, tegnet
paa Skumringens halvdunkle Grund,
en dejlig Dryade.

Paa hendes Brysts Alabast
en Guldsmed fortryllet sig gynger
og drømmer beruset og klynger
svimmel sig fast

Hun skyder de skælvende Blade til Side
og ser gennem Engtaagens Spind,
hvor Maanen staar hyllet i Dampe
og lysende lader glide
sit stirrende, stive
Blik under Bladene ind.

Taagerne bølger og vugger,
Raklerne skælver, Duggperlerne bæver,
og medens Maanen sig højere hæver,
Dryaden sukker.

47

Frem mellem Taagernes Folder,
der Skovbrynet dækker,
blinker og skinner og flimrer,
løfter sig, dukker
flydende Sølvbølgerækker,
som skifter og sagte sig flytter;
en mumlende, skvulpende, tungsindig Klang
bæres fra Bølgerne ind mod Dryaden,
der knugende, feberhed holder
Haanden mod Hjærtet og lytter.

Og som i utæmmelig Længsel
breder hun Armene ud
og favner et Vindpust, der kommer som Bud
fra Stranden, et luftende, lille,
der lægger til Ro sig og dør
ved den sladrende Kilde.

Saa kommer der flere;
hun kan ikke favne dem alle;
de rusker i Raklerne, Bladene falde,
og Brystet har ikke sin Duggperle mere;
fra flyvende, stormrevne Skyer
ser Maanen bag svejende Blade
ned paa den nøgne Dryade.

Og Striben dernede
løfter sig, bræmmet med Tunger, der brede
mere og mere sig;
Engtaagen driver for Blæsten langs Hegnet,
den dæmpede Mumlen, den sukkende Skvulpen
vokser til Syden af Vande, der bruser
48 mod Skovbrynet frem, mod Buske og Stammer,
stigende, styrtende.

Dryaden knejser
og bøjer sig fremover, henrykt, betagen, -
de blinkende Bølger sig højere rejser,
ruller sig fremad i skummende Jagen;
Sølvet forsvinder, den lokkende Klagen
bliver til vrængende, skærende Hvin,
og Smilet, der silkeblødt spilled,
et fraadende Grin.

Det hujer om Hegnet, det skingrer som Skrig, -
og graadig et Bølgeslag dukker
op mellem Løvet og lukker
sin skummende Fraadefavn over
Dryadens dejlige Lig.

ET SOMMERDIGT

Du store Spotter, kolde Efteraar!
hvor bliver du dog af! jeg vakler svimmel
og lytter træt til hvert et Pust, der gaar
hen over Blomsterne, om ej det saar
dit Bud om Død ud over deres Vrimmel.

Jeg længes, længes, kolde Efteraar!
naar mon dog Somrens Solskinsleflen ender?
jeg længes efter blot at føle svagt
det kolde Tryk af dine valne Hænder
49 og i din Taagekappe tæt mig hylle
og Panden mod dens klamme Flige presse
og trykke Læben mod din smalle Mund,
der synger evigt paa de dødes Messe
og aldrig løj om Sol, der skulde fylde
en Evighed - og vared et Sekund.

Du store Spotter! kolde Efteraar!
tag mig i Favn og knug mig til dit Bryst,
hvor intet Hjærte feberhidset slaar
og gøgler Ord, som først til Himlen gaar
og strander saa paa Løgnens brede Kyst.

Jeg længes, længes, kolde Efteraar!
min Længsel stiger med hver Dag, der gaar;
giv mig for Somrens falske, hede Glød
din sanddru Spot, din ægte, kolde Død!

PAA MOLEN

Damperen lettede. Yderst paa Molen
stod jeg og fulgte dens larmende Fart.
Havet laa spejlblankt og spilled i Solen,
blinkende bredt og saa tomt og saa bart.

Langsomt jeg Damperen fulgte med Blikket,
jeg havde Part jo i Godset ombord, -
alle de Drømme, som livsslappe klikked,
ud over Havet med Damperen for.
50 Haab, som i Hverdagens Kævlen blev knækket,
alle de tusinde smaabitte Tryk
gynged der ude som Stykgods paa Dækket,
kvalt under Damperens Kulrøgsparyk.

Vaagede Nætter og søvntrætte Dage
drog paa det flimrende Hav-Øde ud, -
jubelkæk, knejsende stod jeg tilbage
fri som en Storm og stærk som en Gud.

Livet var Rigdom, og Rigdommen sikker! - .
- Damperen svandt i den skumrende Nat -
henrykt jeg saa mig omkring, og - en Tigger
rakte imod mig sin hullede Hat.

VED STRANDEN

Jeg valgte mit Stade hernede ved Stranden,
den øde, fortvivlende triste,
hvor tusinde Bølgefald følger hinanden,
og tusinde Skumbobler briste.

Hernede blandt Vraggods, hvor Døden gør Gilde
og altid har Gæster om Kruset,
her sidder jeg tidlig, her sidder jeg silde,
thi her er som Søn jeg af Huset.

Jeg føler i Slægt mig med Havet, der haster
mod Kysten for Ly sig at skabe,
men ej finder Hvile hos Kysten og kaster
sig atter i Kamp for at tabe.
51 Slagen af Stormene, aldrig dog stillet,
evig i Kamp for at finde
Hvilen, den tavse, den tunge, hvis Billed
det saa mellem Taager forsvinde.

GRAVE

Grave paa begge Sider,
og Grave i hundredvis bag,
fattige Grave, som vokser i Tal
for hver en mørkedræbt Dag;

spadeklappede Tuer,
som ingen Ligkranse bær', -
der sidder med graadsløve Øjne
et Spøgelse stille paa hver,

et Haab, som tæredes langsomt
og døde den Brystsyges Død,
et Haab, som knækked, da Stormen
hen over Ungskoven brød.

Bag mig ligger der Grave,
vel en for hvert Skridt, jeg gik,
og foran mig skærer fra Taagen
Graverens Spadestik.

ELSKOV

De har digtet i kælne
Sonetter det ind,
at Kærlighed er som
den hviskende Vind,
52 saa blundende blød
som en taageveg Drøm
i en Baad paa en skælvende
maaneblank Strøm,

at Elskov er sart
og saa tiggende bly
som det spædeste Skær
af det fattigste Gry,
som et klagende Pip
i en ensom Allé,
og saa kysk som et Dun
i den dryssende Sne.

De har spundet i Skumringens
Silkespind ind
en hvirvlende Leg
af den dagkaade Vind,
og fanget i Engdisens
slørende Form
det slæbende Suk
af en sovende Storm.

Thi Elskov er ikke
som snehvide Dun
og ikke som Vinden
saa svøbende lun; -
men Elskov er Attraa -
et lynflænget Vejr
af skyllende, stigende,
stormstridt Begær.
53 De har dækket med Vemodets
løvbløde Hegn,
det sivende Dryp
af en lavahed Regn; - -
derude, hvor Dagen
staar hvidnende mild,
dér brænder bag Gryet
en Ørkensols Ild.

FJÆLDSKOV

Kløften lukker sig, og Stien slipper....

jeg er Fange.

Og med Kløften lukker
kølig-klamt dens Stilhed sig omkring mig,
mens de trange
bregnegrønne Klipper
breder for mig deres Skyggehynder - -

her er Stilhed, skovdyb, fjældtung Stilhed!

Fra en Klipperand to Birke vugger
løvlet paa de spæde Grene
denne Stilhed,
og fra Kløftebundens vaade Stene,
hvor en stille Elv sit Løb begynder,
stiger den i iskold Rislen.

54

Jeg vil hvile her, mens Kløften føres
videre og videre bestandig,
løftet frem af Skyggens Stilhed
og med Graner over sig, som lytter
efter Lyd, som aldrig høres, -
hvile her, til Kløften
fylder foran mig den hele Verden, -
til hele Verden,
er bare denne Kløft og denne Stilhed.

Jeg vil strække Foden ud i Elven
og føle dens iskolde Kælen henover Huden,
til Elvens Kulde og Kløftens Stilhed
bringer mig dig,
som jeg elsker.

Du skal komme til mig som Asløg til Regner,
hverken klædt eller nøgen,
svøbt i din Kærligheds Pragt,
og vor Elskov skal die
Dødsstilheden herinde
og leve Elskovens skyggetavse Liv.

Thi Stilheden her er Liv,
Liv, som ligger og lytter
til eget Aandedrag,
Liv, som vokser sig Vej med det eviges Magt,
vokser i sansestærk, blodsund Vækst,
Liv, som lever i evig Elskov,
en evig Naturs dødsstille Elskov.

Og Solen, som falder pletvis
imellem de tætte Graner,
55 skal sænke et eneste dvælende Glimt
dér, hvor vi hviler,
mens Elven stiger omkring os
og stryger over vort Favntag
sin bløde, glidende Kulde.

Da skal du kende din Lykke,
Lykken, som er Natur!
Og Kløftens Stilhed
skal lukke sig om os begge,
og Elven risle med ringende Rislen,
ringe vort Bryllup ud over Kløften og Verden,
mens Birken vugger paa løvlette Grene
din og min og Naturens
evigt aandende Elskov.

HALVMØRKE

Jeg kommer fra Kulden derude,
fra Skumringens frostklamme, Dis
og de glatte, fugtige Gader,
mit Blod er som Is.
Sæt dig her hen ved min Side
og læg om min Skulder din Arm,
knug mig og favn mig og kys mig,
du er saa varm!

Det tegner til Snefog derude, -
lad fyge! - nu sidder vi her
saa lunt og saa godt og betragter
Kaminildens Skær;
56 det flimrer og luer og gløder - -
- se! - saa du den Gnist blusse op
og slynge om alle de andre
sin slikkende Top?

Din Favn har lunende Varme
og fylder saa blødt mig med Lyst
efter at læne mit Hoved
ind til dit Bryst;
giv det en Plads, hvor dit Hjærte
slaar tæt bag den rødmende Hud
og stille erklærer for døde
de skillende Bud.

Du ser mig i Øjet, - hør! sig mig,
hvad sært du derinde har set,
en blodfattig, korsfæstet Sværmer,
en Dødens Profet? -
din Hud bliver hed! - hvor du brænder! -
nej, du! jeg kan tænke, du saá
to skinnende Tavler derinde
med Flammeskrift staa!

Forstod du de nye Ildtavlers
livsavlede Menneskebud,
prentet med brændende Bloddryp,
som aldrig gaar ud? - -
Du rejser dig - Kære! du slipper! -
- ja vel - ja vist - du har Ret!
det fyger med Sne derude
saa koldt og saa tæt.

57

KLAVERSTYKKE

Vi sidder alene herinde,
sligt hænder just ikke saa tit,
og snakker saa flovt hen i Vejret, -
hør! hvad om De spillede lidt?

Jeg sætter mig tæt ved Klaveret,
- vi er jo alene, vi to,
og prøver, imedens De spiller,
at glemme min skørnede Tro.

Jeg sætter mig tæt ved Klaveret,
saaledes at Dem jeg kan se,
saa faar jeg de dejligste Drømme
i Vrimmel som faldende Sne.

Jeg vidste jo nok, at De vilde,
- vi er jo alene, vi to, -
saadan, nu sidder jeg stille
og steder min Skepsis til Ro.

Som Barn har jeg sværmet, som Barn har jeg drømt
saa lødige Drømme som nogen,
duftende Blomster og straalende Ry
har jeg høstet i Kakkelovnskrogen.

Jeg har ligget saa tit paa min Sofa og følt
mine Øjne i Sejersglød lyne,
og fejret Triumfer som ingen før jeg,
naar jeg putted mig under min Dyne.
58 Jeg mindes, jeg troede paa Bibelens Gud
og paa Himmerigs dejlige Sale,
og mente, en Prædiken dog var lidt mer
end en Sagførers pyntede Tale.

Jeg ved, jeg har dyrket et sminket Begreb
og ligget paa Knæ for det Skønne
og talt om et Hyggens og Livslykkens Slot,
naar jeg traf paa en lerklinet Rønne.

Men Barnet blev voksent, og Drømmene svandt,
som Blomsterne knækkes i Blæsten;
Livet betalte kun daarligt mit Slid
og brød sig slet ikke om Resten.

Men nu som jeg sidder i Halvmørket her
ved Siden af Dem, mens De spiller,
opdukker de banlyste Drømme igen
og frem til Benaadning sig stiller.

I spraglede Dragter, i skinnende Slør,
som aldrig blev stænket af Skarnet,
stiger de langsomt; jeg kender dem knapt,
de har vokset sig store med Barnet.

De lokker saa hedt, de hvisker saa tungt
om Sol under løvlyse Grene - -
- Men, Kære, nu spiller De pludselig vildt!...
Ja saa! vi er ikke alene. -

59

MIDNATSSOLEN

To Slaver tjente hos den store Herre,
Skyteltenes Beboer, Wanna Issi,
den stolte Fyrste med det skarpe Blik,
han, for hvis Stepper ingen Grænser spærre,
hvis Hjorders Tal blev ingensinde nævnet, -
og Slaverne var Koit og Åmmarik.

Hver Morgen havde Koit det Hverv at tænde
Faklen, der flammende paa Sneen lyser,
og Ämmarik var af den Store sat
til, naar det lakked imod Dagens Ende,
at slukke med sin bløde Haand dens Flamme
og dække varsomt Jorden til med Nat.

Og Wanna Issi vilde naadig lade
Arbejdet lønne og beslutted derfor,
at Navn af Ægtefolk de skulde faa;
men Koit og Åmmarik den Store bade
om evig Brud og Brudgom kun at blive,
og Wanna Issi lod det være saa.

Hver Morgen og hver Aften kun de mødes
og skifter Faklen for igen at skilles,
et stille Møde uden hede Ord,
et Blik kun, som af Fakkelflammen glødes,
et sagte Pust, og hver sin Vej de vandre,
mens Sneen fyger tæt om deres Spor.

Kun én Gang aarlig ingen Nat dem skiller,
kun én Gang aarlig Ämmarik ej slukker
om Aftnen Faklen, som af Koit hun faar,
men aander paa den, til dens Flamme spiller
60 med fortsat Liv, og Dagen ej forsvinder, -
og Brud og Brudgom nær hinanden staar.

Da griber tavse de hinandens Hænder,
og Wanna Issi fra sit Skytelt smiler,
mens Brud og Brudgom mødes i et Kys;
og Rødmen, der i Kinderne dem brænder,
som Midnatssol paa Himmelbuen gløder
og farver Steppen med sit stille Lys.

NYTAAR 1885

De staar der og venter, i trekantet Hat,
med Guldbroderi omkring Ærmet og Kraven,
en pyntelig Skare begavede Mænd
med Valgsproget: Kongen og Folket og Maven!
en Hob Eksellencer, som lever af Buk
for Kongen og ellers nok intet bestiller,
og saa et Par Præster med gudfrygtig Gang
og en Lommefuld Naadepastiller.

De staar der og venter - "Hvor bliver det af?" -
- "Der har vi det jo! mine Herrer! det kommer!" -
Med dybtpræget Alvor man stiller sig op
og sænker sit Hoved loyalt et Par Tommer.
Nu tyst overalt; . . . kun et uhøvisk Nys,
- paa denne Tid Snue jo ækelt florerer, -
et afstumpet Host og en præstelig Røst,
der, hviskende, rask repeterer:
61 - "Velkommen du ny, du velsignede Aar
med Vaarsmil og Solskin og guldgule Lokker!
velkommen du Barn med det straalende Blik,
hvorom vi os alle saa henrykte flokker!
giv Styrke og Visdom vor elskede Drot!
knyt Folket med Enigheds Jærnlænker sammen!
bønhør hvert et Ønske, naar blot det er godt!
og Herren velsigne dit Arbejde! Amen!" -

Med skingrende Klang slaar Stationsuret tolv,
og ind paa Perronsporet Iltoget glider.
Med Hatten i Haand Eksellencerne staar
og bander den Træk, der i Nakken dem bider;
de nikker og stirrer og ser sig omkring,
mens Gigten en undertrykt Stønnen bevirker.
- "Ærværdige Pastor! jeg ser ingen Ting!
hvad betyd . ." - "Hys! Vagondøren knirker!" -

Man sænker sit Hoved en Tomme endnu,
og Præsten begynder højtidelig Talen.
- "Velkommen du ny, du velsignede Aar
med Vaarsmil og - -" Pastoren glemte Finalen.
Thi ud af en tredje Klasses Kupé
træder - ej Barnet med Rangle ved Hofte,
heller ej Drømmens balletklædte Fe, -
en Mand blot, en Bonde i Kofte.

Fuldvoksen staar han, med sluttede Træk,
smallæbet, fastbrynet, bred over Brystet,
stentæt som den, der har følt, hvad han vil,
og som intet paa Jord fra hans Vilje faar rystet;
faamælt som den, der ej leger med Ord
62 men sender for Tale et Blink fra et Øje,
der bringer til Tavshed det rappeste Maal
og tvinger til Nakken at bøje.

Han ser paa de Herrer og kvæler et Smil,
som ingen af Herrerne helt faar fortolket,
og vender sig tavs, uden Hilsen, og gaar
ned ad Perronen og ud mellem Folket.
Eksellencerne ser paa hverandre saa dumt,
det Syn gaar for langt over Herrernes Kræfter;
saa hvisker et Par: "Gud forbarme sig! - naa!" -
... og sniger sig bukkende efter.

APRIL 1885

Foraaret er kommet, iblandt os det staar
og Haanden til Hilsen os rækker;
men Palmer ej smykker et guldfagert Haar,
og Barnesmil Munden ej dækker;
med Beskhed der staar i de trodsige Træk,
at Vintren os Stakler har levnet
en ussel forblæst og afbladet Hæk
om en Hytte, forkrøblet og revnet.

Med Haanssmil der staar, vi er fattige Skrog,
som lader med Kyshaand os kue
og takker for Sparket; det varmer jo dog,
naar Sneen slaar ind i vor Stue;
vi er fattige Folk, som er glad ved lidt Mad;
for en Skorpe vi alt vilde bytte
og glæde os tidobbelt, fik vi et Fad
og Stormand deri vilde spytte.
63 Er korsfæstet Folk, som har knebent nok Mod
til en eneste Gang sig at ømme, -
som roligt ser Vagten ved Golgathas Fod
slaa Tærning om alle dets Drømme, -
som ingen har trøstet, ej Kvinder begrædt,
mens Eddikesvampen det tømte, -
thi Frihed og Ære, dets Krav og dets Ret,
var Drømmen, det troskyldigt drømte.

Den rev de i Laser, mens roligt det tav
og lod sig som Korsfæstet jorde.
Nu er det, at Foraaret staar for dets Grav
og dundrer paa Ligkamrets Porte:
Kom ud, I derinde! og slaa for jer Tro,
mens Spydstik og Naglegab bløder!
ve over hver Thomas, der ikke vil tro,
at det er Folket, han møder!

Kom ud! har I sovet saa længe maaske,
at rent I har glemt, hvad I ejed?
kan Øret ej høre, og Øjet ej se?
var Retten blot noget I leged?
stem Ryggen imod og læg Kræfterne i,
paa jert Kistelaag Bødlerne sidder
og trommer med Hælen en spotsk Melodi
og spørger med Haan, hvad I hedder! -

Pas paa! I, der sidder saa lunt og gør Nar!
giv frivillig Plads, før I taber!
det Saar, I har slaaet, faar aldrig sat Ar,
med sivende Rande det gaber!
64 hvem knytter ej Næven, hvem springer ej frem
og viser, hvad Æren den vejer,
naar ud man ham jager med Vold af hans Hjem
og slagter det bedste han ejer?

Og Foraaret raaber sit brede: staa op!
og Ekkoet svarer med Bulder.
Om Vagtilden griner den væbnede Trop
ad Drønet, der vækkende ruller;
kast Spydet i Tide! I træffer ej her
paa Engle i skinnende Klæder!
naar Folket sig rejser, faar rødmende Skær
de Liljer, der gror, hvor det træder!

DEN 3DJE OKTOBER 1885

Det knitred frem, det blussed op derude,
hvor Folket stille mødes Mand med Mand,
der faldt et Skær paa hver en Hytterude
som Ild fra Solnedgangens Purpurbrand;
og Skæret laa i Blinken over Vandet
med hede Straaler imod Himlen spændt, -
det var ifjor. Da bredtes over Landet
det Bud, at Slottet, Kristiansborg, var brændt.

Paa Nattehimlen stod en Krone tegnet
saa gyldent glødende og flammeblank,
at Hytterudens Skær derude blegned,
og Branden, som i Folket ulmed, sank;
hver Mand til Æresvagt om Slottet stilled
og stod der tavs, til Morgenlyset skar
i Øjet ham og strøg det Flammebilled
af Kronen, som den mørke Himmel bar.
65 Men Morgnens Lys var en Oktobermorgens
høstkolde, blege, taageslørte Skær,
og Folket trak sig hjem, og Kongeborgens
forladte Tomt laa hen for Vind og Vejr;
ind over Landet jog de svære Byger
med Hagl og Blæst og vinteragtig Slud,
et saadant Vejr, som alle Solglimt stryger
og fejer Somrens sidste Rester ud.

Den kolde Storm for frem med Junkerbrammen
og øved Voldsfærd mod det hele Land
til, næret af dens vilde Vindstød, Flammen,
der før laa ulmende, slog ud i Brand;
og Stormen lo hoverende og strø'de
i trodsigt Overmod dens Gnister ud, -
det brænder Landet over nu med røde,
blodrøde Luer, tændt paa Stormens Bud.

Og Branden gløder ind i Nattehimlen
et Skær, som svider Øjnene til Graad, -
men Stormen hvirvler rundt i Glødevrimlen
og jager Røgen op og hujer kaad.
Du stærke Storm! er da dit Maal at blotte
en øde Tomt, der staar fra Nattens Brand,
hvor der er brændt mer end Alverdens Slotte:
et Sprog, et samlet Folk, et Flag, et Land?

SPRING UD! DU LILLE DANMARK!

Spring ud! du lille Danmark!
paa Hovedet ud i det skyllende Hav!
du trænger til Storvask!
66 Støvet har stoppet Ørene paa dig,
Støvet har hulet Tænderne paa dig,
Støvet har gemt, hvad du avled!
i nitten hundrede Aar eller mer
har du siddet og skiftet de luvslidte Bler
og tygget Violrod og savlet.

Saa sødt har du ligget og nikket og leget,
mens Tiden har staaet derude og skreget,
skreget i vanvittig Smerte paa Verden,
til Verden fik hørt det og strakt sig
paa Lejet og lettet sig langsomt,
mens du fik lagt dig
istedetfor Verden.

Hørte du nogensinde et Skrig?
et Skrig af dem, den piskede Træl
skriger under Bødlens Hæl?

Du har bedt dine Bønner for Trællens Sjæl -

du har ligget i Vuggen og bedt
med Fingren i Øret for ikke at høre,
du har ligget og drømt, at den piskede Træl
stod ved din Seng som Spøgelse, -
til du vaagned og fandt, at det blot var dig selv,
der var halvkvalt af Kongerøgelse.

Du ligger og sover i Vuggen endnu,
og Tiden staar stadig og skriger derude,
skriger af Smerte, skriger af Vrede,
skriger af Had. -
67 Om der styrted en Engel fra Himlen,
én Engel til, i spottende Trods, i hadende Haan
mod Gudeliget deroppe,
om den styrtede ned i dit Skød,
vaagned du?

Spring ud! du lille Danmark!

NOVEMBER 1885

Der bliver saa vigende stille,
saa underlig døende tyst;
ligger mon Landet derude
og slaas med et hivende Bryst?
ringes der sammen til Ligfærd?
blev det dets yderste Dag?
bærer det ud i en Vinter,
hvor ingen Sommer staar bag?

Taagen svøber om Danmark
sin taaredryppende Dragt
og skjuler de lurvede Laser
af Velmagtsdagenes Pragt;
Danmark er blevet en Tigger,
fattig og ussel som faa,
en Tigger, hvis Tunge skal tie,
en Træl, som skal lade sig slaa.

Danmark! du sindige, stille,
fredsæle, trofaste Land!
du, som er mild som din Sommer,
aaben og tavs som din Strand!
68 Hvad har du gjort, at de griber
din Arm med saa knugende Tag?
Hvad har du gjort, at de byder
dit Hjærte standse sit Slag?

Er det, fordi du i Drømme
saa dig som Folk blandt de fri?
er det, fordi du har vovet
et Suk, da din Drøm var forbi?
et Suk, da du endelig vaagned
af Somrens sollumre Døs,
og fandt, at som Vagt ved dit Leje
sad der en Vinter og frøs!

Nu ligger du bastet paa Lejet,
bundet for Slag og for Spark,
og hører de Raager og Ravne
skrige i Træ og paa Mark;
du tør ikke stønne, blot vente,
til Sneen den kommer en Dag
og fyger sin kvælende Drive
højt over Taarn, over Tag. -

Der bliver saa vigende stille,
saa underlig døende tyst,
i dæmpet, dukkende Rullen
Bølgerne lister mod Kyst;
nu bliver det Vinter i Danmark,
en Vinter saa dræbende haard! -
Mit Land! mit Danmark! hvis Hjærte
kun slaar i en fredhegnet Vaar!

69

BETHLEHEMSSTJÆRNEN

Med fornem Blinken, aandssløv Plirren staar
spredt over Himlen Millioner Stjærner,
hver om sin Glans med selvisk Kulde værner
og tavs om Dødens stive Slummer spaar;
en pragtfuld Gravskrift, som med Hovmod saar
sin Guldstils Blinken ud i Rummets Øde,
hvor Tankerne, de største, ligger døde
paa Forskeraandens vide Kirkegaard.

Den satte Jord gaar militærisk sløv
som god Planet sin én Gang givne Vandring
og skælver angst ved Tanken om Forandring
og bærer trolig paa sit gamle Støv;
den støtte Marsch forlængst har gjort den sløv
for Blæstens Spot ad al dens Mug og Skimmel,
blind for de nye Væksters Spirevrimmel
dybt under Lag af faldet, raadnet Løv.

Højt op til Stjærnerne og frem blandt dem
gaar Tanken kækt paa nye Plyndringstogter,
mens Vismanden med hellig Fryd bevogter
hvert fattigt Fnug, den atter bringer hjem;
med anspændt Griskhed bøjer han sig frem
og stirrer henrykt udad mod det Fjærne, -
en ny, en prægtig, tusindstraalet Stjærne
staar over Horisontens Gaadegem.

Med Glans af Soles lyse Straalespil
og Skær af Maaners matte Dæmringsdrømme,
med bløde Blink af Skovløbs tyste Strømme
og Glimt af hidsig, kraterbunden Ild
70 staar tindrende den frem og stiger, til
den ser sit Blink i fjærnest Bølgebanke;
hver Straale er en ny, en lutret Tanke,
og hvert et Glimt en nyfødt Higens Smil.

Løvgemte Spirer fanger Vækst og gror,
mens Stjærneskæret dem en Guldkrans fletter
og stryger varsomt Skimlen bort og sletter
af Træets unge Top Regntaagens Spor;
i Ørknens Sand en Blomstermyller gror,
der lægger Duft om Klippens kolde Pande,
mens Vaarvind rider Bryllupsridt om Lande
og smiler varmt, hvor Stormen iskold for.

Og ganske langsomt skifter Jorden Ham,
frisk svulmer hver en Drøm, som Tiden fladed,
og Støv hver Fordom bliver, der sig baded
en Hornhud til i Traditioners Slam;
hver udslidt Tanke, der med Brask og Bram
sin Eriksgata red, udlevet falder,
og Farisæeren sig Tolder kalder,
og Kaïphas ydmyget følger ham.

Og Jorden vandrer i den nye Dag,
som var af Stjærnerne til Sol den kaaret,
af nye Tankers Vingesusen baaret,
til Takt af Hjærters stærke, fulde Slag;
langt borte driver alt det gamles Vrag
og synker langsomt mellem Tidens Bølger,
som dybt paa Bunden det i Dyndet dølger
og bruser over, hvad der sank der bag.

71

Men Tidens Hav har ingen stensat Bred
og ingen Havn, hvor Skibet ind kan slippe,
kun Døden knejser med sin øde Klippe,
og intet Søkort kender Klippens Sted;
og Strømmen bærer hen, hvor ingen ved,
den drukner Blomsterne og splitter Baalet, -
selv Stjærnen, der hin Nat stod tusindstraalet,
sank slukket bag en Braadsøs Skumkam ned.

Da mylred alt det gamle op paany,
bag andre Former kun, i andre Klæder,
og bredte tæt sig paa de gamle Sæder
og kvalte hver en Røst, der vilde kny;
en skytung Dag steg af et solmildt Gry,
hvert Vaarbud knustes i Laviners Torden,
Sandørkner bredte sig, og rundt om Jorden
stod atter Støvet højt i Hvirvelsky.

Og Livet vaagned af sin Foraarsrus
og staar endnu af Rusens Syner blindet,
men Hænderne er tomme kun, og Mindet
er Mindet om et Paradis i Grus;
tæt lytter Livet til hvert Stormdrags Sus,
om ej det melde skal den nye Stjærne,
og rækker Haanden bønligt mod det Fjærne
og græder med hvert strandskræmt Bølgebrus.

Sløv og forsovet vandrer Jorden frem,
imellem gamle Stjærner Tanken vakler
og vender, træt af Troen paa Mirakler,
forpint tilbage til sit snævre Hjem;
72 men Aanden stadig har en Dør paa Klem,
og Haabet ikke fra sin Vagtpost viger,
før tindrende den nye Stjærne stiger
og peger mod det nye Bethlehem.

SØVNLØS

Det lyder for mig tit, som om der bæver
ud over Verden Stumper af en Sang,
der snart i Tungsind dør og snart sig hæver
til skregne Truslers smertespændte Klang.

Det er især i søvnforladte Nætter,
naar svegne Løfter gennem Stuen gaar,
og egen Brøde sig ved Sengen sætter,
at Sangens Klagen til mit Øre naar.

Den siver ind som Millioner Stemmer,
der frem af Livets mindste Kroge brød,
hver enkelt Røst en Verden i sig gemmer
af stivnet Smerte og forstenet Nød.

Det er, som om vor Klode veg sin Bane
og lagde sig i Rummet, gold og mørk,
kun fyldt af Sukket fra en Karavane,
der synker sammen i den øde Ørk.

Og Sukket flammer op og kaster brede,
truende Strofer ind i Nattens Sang,
som Kristus flammed op mod Gud i Vrede,
da Jøderne i Dans om Korset sprang. -

73

Jeg følger Sangen i dens vilde Stigen,
og naar den dør sin vege Taaredød, -
er det mon Slægtens Kval i dødsdømt Vigen,
eller et Bud om nye Slægters Nød?

SIG TRANSIT

I laa paa Knæ og kyssed
Gulddugen om jert Alter,
mens Verden krøb derude
omkring i sine Pjalter,

thi Verden var den lille.
Men nu er Verden bleven
saa stor, at den kan skønne,
at Skjorten er forreven.

Nu gaar den, naar I synger
saa mildt om Oliebladet,
omkring paa Kirkegaarden
og tygger Drøv paa Hadet.

VIG FRA MIG, SATANAS!

Kristus! du døde! staa af din Grav!
jeg har et Spørgsmaal, et eneste et!

Du, som var Fattigmands fattige Barn,
de sultnes, de pintes Ven,
du, som blev slaaet og slagtet
for den lidende Tiggerslægts Skyld . ..
74 hvorfor jog du Fristeren bort,
da han bød dig al Verdens Herlighed?
hvorfor kasted du ikke dig ned for hans Fod?
hvorfor ofred du ikke dig selv til ham og hans evige Pine
og tog, hvad han bød, og stykked det ud
til dem, som lider og led, til de Smaa, som du elsked?

Kristus! du døde! du tier!

PAASKESALME

Paasken er inde, Naaden er nær,
Menneskets Søn staar op fra de Døde,
Liljerne pranger i morgenhvidt Skær, -
kast nu, du stridende Verden, dit Sværd!
gaa din Herre, din Frelser, i Møde!

Nu har den Ende, den evige Nød,
Hverdagens møjsomme Trækken med Kærre,
Kvinden tør atter velsigne sit Skød,
nu er der Hvile, nu er der Brød!
Pris være Himlenes Herre!

Du tvivlende Verden! du smiler saa smaat! -
skrig Hosianna! saa Stjærnerne falder
om Ørene paa dig og svider din Spot! -
ser du for skinnende Gravliljer blot
benblege Hjærneskaller?
75 Vover du Kampen? erklærer du Krig
én, som med Døden gør Kunster? -
"Naaden er kommet, og Naaden er rig!" -
Lugter din Frelser for meget af Lig
og Naaden af Gravkammerdunster?

Du tvivlende Verden! jeg elsker din Spot
ad Paaskens prangende Skimmel,
ad Naaden og Frelsen og ellers, hvad godt
der ligger og mugner i Gravens Kachot
eller højt i en ubekendt Himmel.

Lad ringe til Kirke! lad kime til Fest!
lad Præster for Altrene messe!
jeg tror paa en Frelser, som aldrig var Gæst
i Grav eller Himmel, en Frelser, som bedst
har Plads ved en Grovsmedeesse!

En tarvelig Mand, som du og som jeg,
med Arbejdets Sved over Panden,
en Mand, som ej viger den alfare Vej
og lægger i Ørkner sin Tanke paa Bleg
og taler i Gaader med Fanden.

En Frelser, der kommer fra Værkstedet, varm
og stærk af den daglige Sliden,
og løfter os op paa sin senede Arm
og peger derud bag den døgntravle Larm,
hvor Paaskesol staar over Tiden.

76

MEFISTO

Mefisto! Mefisto!
er du død?

Hører du ikke de manende Røster?
nu er Verden i Nød!

Gav du tabt, er du dragen af Land?
eller vokste dit Had sig saa stort,
at det brændte dig selv,
før det fik Verden i Brand?
er du Genganger nu, kun en Spøgelsedukke,
hvis Latter gudfrygtige Sjæle kan høre
skogre i Stormen og klukke? -
hvor er du, du selv, Mefisto?

Hører du ikke de pilende Smaasten
ned over Fjældsiden hvisle afsted?
nu laver Lavinen til Skred,
og frem under Fjældenes frostdøde Byrde
Livet nøgent sig lister, -
Mefisto! Daltaagen brister,
Verden vaagner!

Men Verden er svag. Den har sovet for længe,
haft svækkende Drømme
om Konger og Kirker og Skøger og Penge;
du faar gnide dens Lemmer
og lægge dens Vanvid i Tømme! -
vis dig for Verden, Mefisto!

77

Det lyner i Mørket som flakkende Grin,
der flænger Natten;
rundt Horisonten Lynene fare;
der danser derude en løjerlig Skare
af ranglende Fyre i flagrende Lin
og med Fjer i Hatten;
de danser paa Fødder, de danser paa Hænder
og hyler og raser -
Jorden dem brænder.
Mefisto! Mefisto! tag Scepteret fat!
det døende gamle har lagt sine Laser
og springer i Horisonten
sin vilde Valpurgisnat.

Tag dit Scepter, Mefisto! og ti!
le ikke længer, din Latter er hæs;
send ud over Verden dit tavse,
dit tusindaars Had,
som en flagrende Ørn med brændende Vinger,
der drypper Ilddryp paa Jorden,
mens Skyerne sejler som blussende Laser,
og Stjærnerne vokser til Sole,
der flammer paa Himlen og tænder
Himlen i Brand!

Verden vaagner! - -

Mefisto! Mefisto!

        

79

FLYVENDE SOMMER

MIDVINTER

DET er saa høj en Dag!
Den hele Luft er Sol og Frost,
den hele Himmel kold og ren,
hver bladløs Gren
et stilket Staal i bløde Lag
af Sne, der sollyst gløder,
og som en Splint af klar Krystal
en Istap ved min Vindusprost
i Solen sig forbløder.

Jeg stirrer paa dens Draabefald;
saa tungt, saa sent
hvert Dryp mod Karmen falder,
saa rundt, saa rent
som Klokker af Konvaller,
80 og jeg ser spejle sig deri
en stakket Stund al Solens Glød
og hører i hver Draabes Død
saa sprød, saa sitrende en Klang,
som brast en fattig lille Sang,
en spinkel Melodi . . .

Du gik i Dag min Dør forbi.
Jeg saa dig bag det hvide Hegn,
jeg saa dig paa den hvide Sti,
jeg saa dig som et Vaarens Tegn.

Og derfor kruser Spot min Mund,
thi Vaaren længes jeg ej mod, -
og derfor blev jeg varm en Stund,
for du var som en Draabe Blod
midt i den hvide Sne, . . .

og derfor maa jeg staa og se
paa disse Dryp, som falder
og brister mod den kolde Karm,
fordi de følte Solen varm,
- og fordi dig jeg saa i Dag,
jeg ser dem dryppe fra mit Tag
som Klokker af Konvaller.

SNE

Det skinner hvidt, hvorhen jeg ser,
det sner og sner!
81 den Mark bag ved min Have
er som et Hav i Hvirvelskum,
men hver en Hvirvel synker stum
mod Hegnets hvide Stave.

Det sner saa hvidt, med Vingeglans,
som sprang i Dans
imellem Jord og Himmel,
i Dødningdans, hver Alf, der blev
et Lig, da Høstens Storme rev
til Jord de Blomsters Vrimmel.

Det er saa skønt at se derpaa;
saa let paa Taa
de Blomstersjæle ile
og fejer sig saa langt af Led
og nejer sig mod Jorden ned
og lægger sig til Hvile.

I Blomsterbørn! I Snefnug smaa!
ak, tænk derpaa!
saa koldt et Skød I finder! . . .
Og du, som gik min Dør forbi,
flyv som et Snefnug over Sti!
- jeg har saa kolde Kinder.

82

FULDMAANE

Jeg har gaaet langt
Nu er Maanen oppe,
straaler blankt
over Hegnets Toppe,

saar i Agrens Sne
tusind Glimmerkærner,
Sæd at se
som smaa sølvblaa Stjærner.

Over Vejen gaar
spinkle Greneskygger
som et Haar
strøt med Perlesmykker,

som et Kvindehaar,
der, mens Frosten synger,
hvor jeg gaar,
om min Fod sig slynger,

fletter sig saa tæt,
hvor mit Blik jeg sænker,
slaar sit Net
dulgt om, hvad jeg tænker.

83

JÆVNDØGN

Al den Frugt, mit Hjærte plukked, blev mig vammel!
- Barn! Hvad vil du mig? Jeg er gammel.

Intet vil du mig. Jeg veed det. Vore Hjærter
aldrig kaldte, - men du er der!

Nu er Jævndøgnstormen kommet, og med store
Muldskud ligger blommet alle Jorde,

Straa og Avner hvirvler omkring Stænge,
isfri skyller Aaen over Enge,

brudte Grene stritter frem af Hækken,
under Busken blomstrer Vintergækken.

Jeg er gammel. For hver Blomst, jeg plukker,
arme Tanker i mit Hjærte sukker.

Og jeg plukker, bryder hver og en,
veed, det volder dem og mig kun Men,

veed, de dør som tidligt brudte Hjærter,
plukker - blot fordi de fagert er der.

84

DAGMILDET

Jeg har set dig, jeg har hilst dig.
Det var dybt i Tøbrudskoven;
der klang Vandløb over Bunden,
og der sang en Fugl foroven.

Du kom mod mig, gik ad Stien,
hvor det hvide Snelag smelted,
og vi mødtes, hvor en Stamme
laa af Vinterstormen væltet.

En af Stammens stride Grene
greb din Kjole, bandt om Fod dig,
og jeg hjalp dig, gav dig Haanden,
og du rødmed og forlod mig.

Men jeg saa dig, da du stod der
fanget af de vaade Grene
med din Haand i min og rødmed.
Det var Sol, og vi var ene.

Dine Øjne saa i mine,
- dine var som bløde Skygger,
som de bløde, bange Skygger,
Skoven imod Foraar bygger,

og din Rødmen var som Solens,
naar en Morgenstund den stiger
og veed ikke, om den finder
endnu Is om Jordens Riger.

85

. . . Jeg har stængt mit Kammers Døre,
stillet ved min Ovn min Stol,
ude drypper alle Grene,
pipper Spurvene i Sol,

og jeg stirrer ind i Ovnen,
hvor de røde Gløder lyser,
og jeg bøjer mig imod den,
stirrer i dens Ild og fryser.

SOL

Der sang en Sisken for min Dør,
det lød som Fløjt i Mosens Rør,
naar Foraarsvinden synger;
jeg slog mit Vindve hastigt op, -
der straaler Sol om Lindens Top,
og alle Grene gynger.

Den Himmel er saa silkeblaa,
og alle Plænens Vinterstraa
i Morgendug staar dykket;
jeg hører Fløjtet af en Stær,
- den hele Jord i Morgenskær
saa vide ligger smykket.

Og jeg har talt med dig en Stund,
og jeg har hørt din blide Mund
saa lyst som Kilden tale.
86 Endda det var kun Hverdagsord,
vi skifted, lo din Tales Flor
som Tusindfryd i Dale.

Og det var ved den blanke Aa,
du gik og sanked grønne Straa
langs Aaens unge Strømme;
jeg skar dig af et Slaaenhegn
en Gren, der bar en Blomsterregn
mer' hvid end Sne i Drømme.

Du tog den i din smalle Haand,
jeg saa den som en Vintervaand,

der mellem dine Hænder
skød dobbelt Blomst, blev dobbelt hvid, -
den Sol, der faldt, saa sommerblid
endnu mit Øje brænder.

Din Tak den summer for min Sans
med Morgenduggens lyse Glans
og Finkens bløde Trille,
og jeg gaar ud hvert Morgengry
at lytte til dens Fald paany
ved Skovens unge Kilde.

MORGENDUG

Ak! hvem har vækket mig? - en Vogn paa Vejen,
en landlig Hane, som i Morgnen gol,
87 en Drøm, der fødtes af den rundne Sol,
en Stær, som fløjtede, en Smaagrens Svajen, - -

Jeg vandrer langs min Haves nøgne Hæk,
en aarle Bi i Morgensolen summer
og drikker Dug af gyldne Krokuskummer
og klemter med en silde Vintergæk.

Dér ligger Landet lyst i Foraarsfreden,
dugfugtigt luende som glødet Guld,
en glasblank Luft af kølig Dugduft fuld,
saa morgenkarsk, saa lyst et Foraarseden.

Ak, hvem har vækket mig i denne Time? -
højt i min Sjæl en Morgenhimmel staar
gylden af Sol og sitrende af Vaar,
og i mit Hjærte alle Klokker kime.

APRIL

Du har været i min Have!
Klynger af Violer blaaned
under Hækken, og vi plukked,
- ingen, ingen har vi skaanet

Jeg har gaaet i min Have,
jeg har set dit Fodspor staa der
i de vaade, bløde Gange,
set det, som dig selv jeg saa der,

88

saa dig, som du stod ved Hækken
med dit Haar, der gyldent vandt sig
om din Kind som Solskinstraade,
der om blege Roser spandt sig,

saa dig støttet imod Hækken
stirre mod min Stues Ruder,
som om gerne du gad vide,
hvad jeg gemte der for Guder.

Vidste du det, vilde sagtens
dine hvide Hænder skælve
og dit Øjes Laag sig sænke,
som en lukket Blomst sig hvælve.

Ak, du veed det! - da vi skiltes,
saa Violerne jeg vugge
i din Haand som for en Bølge
af et Hjærtes dulgte Sukke.

FØLFOD

Alle disse gule Blomster
i den Skaal i Vinduskarmen
stod i Formiddags paa Marken,
sprungne ud i Middagsvarmen,

rundt omkring dem havde Græsset
vaarligt kastet Vinterkjolen, -
89 alle vugged de i Vinden,
alle vendte de mod Solen.

Over dem sang Markens Lærker,
mellem dem løb blanke Biller,
straalende som selve Dagen
stod de under Lærkens Triller.

Og jeg brød dem, træt af Skovens
spinkle Anemonehvide,
for at eje, nu det aftnes,
solmæt Guld fra Middagstide.

Og nu staar de der i Skaalen,
mens det mørknes i mit Kammer,
og jeg veed, at jeg har fanget
gyldent Glimt af Vaarens Flammer,

VAARDIS

Det er saa mildt i Aften, Dug det regner,
alle Vaarens Marker damper,
og de blege Stjærner ligner Lamper,
der i fjerne Sale ensomt blegner.
Ser du Maanen, hvor den drømmer
bag den hvide Dis
som et sidste Stykke Is,
der paa brede Vande svømmer!
ser du Jord og Luft og Himmel
smelte sammen!

90

Barn, hvor er du? Jeg er svimmel!
taler til dig, og du er her ikke!
hvad jeg siger, dør som fattig Stammen,
som den arme Surren af en Flue - -

Se, i Dag er Svalen kommen,
... og du sad her i min Stue!

KOGLERI

Jeg vil ikke tænde.
Mørket er saa rigt herinde,
gemmer Dagens lille Minde,
gemmer dig, skønt du er gaaet,
lader sagte om mig dale
Tonefaldet i din Tale,

denne lyse Syngen
som en aldrig fuldført Nynnen,
altid som en ny Begynden,
som en sorgløs lille Sisken,
der slaar ud sin glade Kvidder
under Gren, hvor Uglen sidder.

Dine Hænder er saa unge,
det ser ud, naar du dem hviler
i dit Skød, som om de smiler
imod den, der dem betragter,
91 og din Pande stolt sig runder
som et lille fuldført Under.

Jeg vil tænde!
her er Spøgelser herinde!
gennem Mørket ser jeg skinne
Øjne, fra hvis Dybder Elver
evig hvirvler sig forbi mig, -
jeg vil tænde! jeg vil fri mig!

LØVSPRING

I Nat brast Skoven.
Da jeg gik ud, slog en Guldsmed mod min Haand,
og en sært forvoven
Sommerfugl sit Sløjfebaand
fæsted paa min Hat!

Over Himlen sejled
hvide Skyer som en gavmild Overflod af Dun,
at hver Fugl, som bejled,
kunde gøre Reden lun
i det unge Krat.

I min Haves Gange
vimsed Myrerne afsted i Dværggalop,
og paa sine lange
92 Traadben foer en Edderkop
over Plænens Straa.

Gyldne Bier kasted
summende sig ind til de smaa Blomsters Bryst,
og en Glente hasted
højt til Vejrs og steg saa tyst
ind i Himlens Blaa.

Alle vide Vegne
lo den friske, sommerlune Morgenluft,
alle vide Vegne
steg saa ung en Lykkeduft
fra den lyse Jord,

for i Nat brast Skoven!

AFTENSOL

Læg dit Hoved i mit Skød, -
nu gaar Solen ned!
se, hvor Himlen bliver rød
som et Rosenbed!

Læg dit Hoved i mit Skød!
fra din hede Kind
straaler der en Rosenlød
i mit Hjærte ind.

93

Ung og frejdig, mild og lys
i min Sjæl du sank,
som mod Natten Solen nys
daled stor og blank.

Ak, saa rig en Billedpragt
bølger for mit Sind,
blot fordi du blødt har lagt
mod mit Bryst din Kind.

Lille Blomst blandt tusind smaa,
som i Verden gror!
som en Skovblomst skal du staa,
malt med stille Ord!

NATTESKOV

Hører du en Nattergal?
har dig Nattergalen vækket?
- sov kun trygt!
jeg har dækket
dine Skuldre med dit Sjal.

Ja, den synger!
hvor den synger!
og her er saa svalt og tyst,
som om Skovens høje Kroner
vokset var af Muld alene
for at lytte til de rene
Fugletoner
fra dens Elskerbryst.

94

Hvorfor skælver dine Hænder?
er det Nattergalens Trille,
der i Drømme dig forvirrer?
Nattergalen er en lille
barnlig Stakkel!

naar den elsker, maa den synge,
men dens Sang er et Mirakel,
som faar alle de smaa smukke
Blomster til at vugge.

Thi dens Sang har ligget gemt
alle Vintrens mørke Dage,
derfor svulmer den saa dybt,
tindrende og fuld af Klage,

derfor stiger den saa fuldt
som en frigjort Blodstrøms Rullen,
derfor brister den saa brat
som et Glar, der sprang i Kulden.

Sov kun, sov!
jeg skal holde dine Hænder!
de maa ikke skælve!
... nu er Skoven mørk og stille,
brusten Nattergalens Trille.

95

ELVER

Lad mig se i dine Øjne!
- nu gaar Midnat ind!
ser du alle Skovens Stammer
svøbt i Elverspind

Kender du til Elvers Magt?
sig, om du forstod
Nattergaletrillens Pragt
med dit Hjærteblod!

Hvor din Mund er kold!
hvor din Kind er bleg!
tog dig tyst i Vold
Nattens Elverleg?

Lad mig se i dine Øjne!
hvorfor smiler du bedrøvet?
rundt i alle Blomsterkalke
løsner Duggen Blømsterstøvet!

Du skal ikke tro paa Elver!
tro som Blomst i Skovens Bund
paa det Duggens Kys, der skælver
paa din unge Mund!

Nu er Midnat runden,
Natten stum og stor,
du og jeg to Blomster,
som i Mosset gror!

96

Kalk mod Kalk vi drømmer,
Indtil Dagen kommer!
naar vi atter vaagner,
er det liflig Sommer!

SKÆRSOMMER

Saa er den lyse Nat forbi,
saa skiltes vi,
og du gik hjem,
- min Dør den staar endnu paa Klem,

og endnu lytter Hegnets Lind
til dine Trin,
og Morgnens Luft
bær' dine Læbers friske Duft, -

og jeg staar gammelklog og veed
saa god Besked
om Lykkens Brøst
og altings Gang fra Vaar til Høst,

- og stirrer lykkefyldt og glad
paa Blomst og Blad
og Duggens Spil!
. . . Hvor er det skønt at være til!

97

SKYGGER

Om det saa blot er mine Hænder,
saa skælver de, hver Gang de griber dine,
naar vi maa skilles og vort Møde ender, -
det volder mig saa taabelig en Pine!
helst holdt min Haand om din saa lang en Stund,
og slipper dog og har slet ingen Grund.

Og det er Sommer, Blomst bær' alle Planter,
og der er ingen Nat, kun lyse Dage,
og Livet lever trygt paa alle Kanter
og glædes ved de Døgn, der er tilbage,
og dine Hænder holder mig saa fast,
og dog hver Dag dit Haandtryk for mig brast.

Se, Svalen kvidrer, hver Gang Solen stiger,
og Nattergalen slaar, naar Duggen falder,
og alle de smaa Blomsters Farveriger
de lades op, naar Sommersolen kalder!
- mit Sind det bærer alle Blomsters Skrud
og skælver og tør ikke foldes ud.

Ræk mig din Haand, du, som blev min en Time,
da Jord og Himmel dybt i Favntag skælved,
og Natten smykt med Stjærners Drømmestime
højt over Jordens Skyggesøvn sig hvælved!
Greb jeg et Nu din Haand og slap den koldt,
det Nu min Haand om Evigheden holdt!

98

HØJSOMMER

Rugen drær, Byggen staar i Skred,
- alt, som sker, sker i sollys Fred.

Du og jeg mødes Dag og Nat,
Døgn paa Døgn øger du min Skat,

denne Skat, der er saa skær
som et Pust i Rug, der drær!

Vi har gaaet vidt omkring,
standset ved den mindste Ting,

hjulpet Myren over Sti,
frelst en halvvejs druknet Bi,

bragt en Orm, som solsløv laa,
ind blandt Markens kolde Straa,

bragt os selv saa langt af Led,
at vi maatte le derved.

O, dit Haar det er saa blødt,
Skyggen gør det varmt og rødt!

jeg har kysset det saa ømt,
jeg har tusind Drømme drømt!

99

LØVETANDS FNUG

Du spurgte mig i Dag - ej med din Mund,
med dit Blik alene, - ak! alene!
tusind Spørgsmaal skælver om din Mund,
Blikket spørger om det store ene:

om jeg elsker dig saa dybt, saa sandt,
saa berust, fortvivlet, at om Døden
stod der som min Fryds forfaldne Pant
elsked jeg dig stolt og ufortrøden.

Ja! naar du hos mig i Solen staar,
naar du ved mit Hjærte salig sover,
naar dit Bryst mod mit i Bølgen gaar
og al Glemsel hvælver sig derover,

naar den Drøm, vi drømmer, bliver et
med den hede Sommernat derude,
og sin Blund den store Nat har bredt
over Dagens Duggraad paa min Rude!

Men naar Solen stiger stum og klar,
og den vaagne Dag min Stue fylder,
- se, da tier jeg, . . . saa vegt et Svar
i sin hvide Sne mit Hjærte hylder.

100

GYLDNE AGRE

Se, i Dag ler du paany,
ler af alt, hvad jeg dig siger,
som om aldrig nogen Sky
sejled over Jordens Riger!

Nu er Rugen som et Guld
alenhøjt paa Marken dynget,
Havren af smaa Klokker fuld,
Snerler omkring Hveden slynget.

Spredt iblandt de gule Straa
dunkle Kornblomster sig vugger,
som naar Glimt af Himlens Blaa
frem bag gyldne Skyer dukker,

alting frodigt, kækt og stolt,
fyldt af tryg, lyksalig Grøde,
kun den blege Klinte koldt
knejser Solens Brand i Møde.

Jeg har bragt dig gyldne Straa,
en Buket af Aks og Snerler,
ene Klinten lod jeg staa
med dens Frøgems sorte Perler.

101

KLINTE

Og dog er Klinten blandt Blomst, der gror,
den, jeg vandt kærest af Somrens Flor.

De kølige Farver, hvormed den er malt,
møder mit Øje saa blegt og svalt,

møder mit Sind som det stumme Blik
fra den, hvis Lykke saa ondt forgik,

at Hjærtet tav fra den samme Stund,
og Ord blev lede den blege Mund.

Jeg elsker den Blomst for dens ringe Tro,
dens sparsomme Pral og dens kølige Ro,

der holder den rank som et vinterkoldt Sind
blandt Straa, der svimler for Vejr og Vind.

Men du skal ikke til Klinten se,
og af min Kærlighed skal du le!

SOLSVEDET

Det var i Aftes,
du korn mig saa lykkelig imod,
102 saa stolt og saa ung!
Svalerne kvidred højt oppe under Himlen,
men Skoven - Skoven stod
saa sommermørk og tung.

Begge mine Hænder
greb du og kyssede min Mund
saa ømt og saa langt
og tog om mit Hoved og saa i mine Øjne
saa skælvende en Stund,
og dit Blik var saa blankt.

Da slap dine Hænder
mit Hoved saa tyst, og du blev rød
som en Sol, der gaar ned;
du stod og saa paa mig, - men begge dine Øjne
havde tabt deres Glød,
skønt din Kind var saa hed.

Alle de smaa Svaler
kvidrede saa fjernt og saa spædt,
blegnende det lød, -
da var det, du hulkende dig bøjed over Hækken
og græd, som var du stedt
i den bitreste Nød.

Du hørte mig ikke,
jeg spurgte dig saa stille, saa mildt,
bøjede mig ned
og lagde min Haand paa din skælvende Skulder,
spurgte dig saa mildt
om, hvad Sorg du vel led.
103 Da løfted du stille
dit Hoved, og jeg saa i dit Blik,
at din Lykke var død,
at alle mine arme, vintervisne Tanker
sad i din Sjæl som Stik,
hvorfra Edderdryp flød.

Blev dig mine Øjne
i et Sekund saa talende et Sprog,
at dit Hjærte frøs?
ak, hvor var din Latter, den, som alting smelted,
- kun et Suk du drog, .
da du rev dig løs.

AUGUSTNAT

Du er kommet, og du sidder
med din Haand i min,
men din Kind er bleg som Maanens
Skær i mit Gardin.

Du er atter kommet til mig,
men din Mund er lukt,
kun naar vore Øjne mødes,
smiler du saa smukt.

Og vi taler ikke sammen,
tier begge to,
om os drømmer Maanenattens
vemodfulde Ro.

104

Men da før en vaagnet Ugle
i min Have skreg,
skælved du, og dine Hænder
bort fra mine veg,

men du greb dem atter hastigt,
... ak! hvor er din Haand
blevet klam og veg, som sad jeg
ene med en Aand!

SKUMRING

Hvor fyldes alt mit Sind med Sorg,
naar Dagens Sol gaar under!
om Aftnen falder paa fuldskøn,
min Sjæl mod Tungsind stunder,

fordi til Hobe Livsens Væld
saa sørgeligt udrunde!
- Jeg vilde, det var Dag paany,
og Sol stod over Lunde!

MØRKE

Nu ligger Jorden mørk,
Skoven staar saa sort,
vokser til en Nat i Natten,
105 men af Himlens Port
rider Høstens Gud,
spreder vide ud
Sommerblomstens Frugter, Stjærneskatten.

Sov, du Sommerbarn,
drømmeløs og dybt,
som al Jorden sover under
Nattehimlens Krypt!
sov, som Markens Muld
træt af Somrens Guld
uden Savn og Suk i Natten blunder!

HØST

Det er de klare Dage,
hvor Morgenhimlen blaaner,
og Dagen straaler stille,
til det mod Aften graaner.

Hvor er du nu, Veninde?
jeg ser dig ikke længer!
omkring min Laages Hængsel
et Spindelvæv der hænger,

og aldrig er det bristet,
Dugdraaberne det væder
den hele Dag igennem,
som om det evig græder.

106

SEPTEMBERAFTEN

Jeg stirrer mod en Stjærne,
den blinker mig imod,
som vilde den saa gerne
mit Hjærte være god.

Men alt for fjernt den straaler,
og alt for højt den staar,
som en bedrøvet Hilsen
dens Smil mit Hjærte naar.

Det er, som var den Solen
fra Somrens Blomsterstund,
der svinder som et Sandskorn
paa Nattehavets Bund.

VILDVIN

Forbi mit Vindve slingre
Vildvins forblæste Ranker,
- saa sagteligt det banker
som spæde Barnefingre,

blodrødt et Blad sig klæber
imod den vaade Rude,
som pressed sig derude
mod Vindvet tyste Læber,
107 og hver Gang Vinden krammer
det røde Løv, en Strimmel
af Aftnens gule Himmel
hen over Vindvet flammer.

Hvad er det for en bange
bedrøvet Drøm, der pikker
paa Ruden som en Tigger
for Trøst og Brød at fange?

Jeg tør saa lidet trøste,
og jeg veed ingen Føde,
der faar en Drøm, som døde,
til Mod paany at høste,

og jeg veed ingen Varme
i noget Hjærtekammer,
der veed for saadan Jammer
med Bod sig at forbarme,

og jeg maa tavs forsage
og se mod Vindvet klæbe
Vildvinens røde Læbe
og høre Ranken klage,

og jeg maa sidde stille
og se med kolde Øjne
en Drøm, som dør, bag nøgne
Dugruder høstkoldt spille.

108

EFTERAAR

Denne Blæst i Løv, der er som Læder,
denne Raslen i hver ussel Busk,
denne sagte, stive Knitren
i hver visnet Kløverdusk,
denne Klimpren over Strænge,
som er spændte til at briste,
denne sprøde, spinkle Dirren
af en Røst, som falmet synger
paa det sidste.

Efteraar! underlige Tid, hvor Døden
bliver musikalsk og spiller,
mens de klamme Mosser grønnes
kvælende om Muldets Kilder!
bange Døgn, hvor Døden synger
i de tavse, øde Skove,
medens den, som ældes, vaager
Nat og Dag og kan ej sove!

Hvor blev Somren, hvor blev Solen,
alt det levendes bløde Form,
Frodigheden, som til Hymne smelted
selv den værste Storm,
alt det skære, sommerlette,
som lod haant om Himlens Luner,
bar sig frelst og vidste evig
snarligt Solbrud at forjætte?
109 Der gik Ild i alle Farver,
Kulde i den milde Dug,
Vindens Nynnen blev til Hvislen,
Kildens Rislen tunge Kluk,
og den Sol, der hastigt flammer,
flyver over Skovens Stammer
som et Blik, der uro-naget
brænder fast og slipper Taget,
ler et Nu for i det næste
koldt at blegne,
søger alle vide Vegne,
finder aldrig, hvad det søger, - -

Efteraar! hvor alt, hvad Somren
spandt i lange, lyse Timer,
i et skræppet Raageskrig
skarpt sin sidste Strofe rimer!
Livets Afmagt, Dødens Vælde,
som hver den, der lever, tvinger
til at gaa til Skovs og fælde
just det Træ, som videst skygged,
bære til sin Ovn de Grene,
hvori Fugle lifligst bygged!

OKTOBER

Stundom ser jeg Efteraaret
som en pragtfuld Sagakvinde,
bred om Skuldren og med Haaret
rødt bag blodigt Hovedtvinde,
110 som en Kvinde, der i Striden
for den Mand, hun elsked vildest,
fik det Saar, hvis bitre Sviden
klageløs hun angrer sildest.

Dybere end Edder syred
Billedstreg i livløst Læder,
ser jeg hendes Sjæl baldyret
med en Billedpragt, som æder,

ser langs hendes arme Klæder
Blodets Farve sagte rinde,
ser den Graad, hun ordløs græder,
perle hende kold paa Kinde,

ser de vaade, røde Laser
krympes under hendes Fingre,
hører, hver Gang Stormen raser,
hendes hæse Latter skingre,

ser den sorte Nat sig højne
bavtastor om hendes Jammer,
til de flammeskudte Øjne
slukkes i dens Jættekammer.

111

ASTERS

Bag min Haves høje Tjørne
synker Solen stille ned,
maler i et aabent Hjørne
flammegult et Astersbed,

stryger over Plænens lange
Græs, der flimrer evig vaadt,
luer, som om Havens Gange
stod med gyldne Fodtrin traadt.

Gulddug rinder over Barken,
som om Ild fra Abild flød,
og bag Haven straaler Marken
som en Sø i Lavaglød.

Ingen Stund saa rig jeg kender,
som naar Sol i Høst gaar ned,
og den blege Himmel spænder
over Jorden al sin Fred.

VINTERNAT

Nu blomstrer Maaneskinsnatten derude,
bøjer sin Blomst mod den frosne Jord,
dugger med Sølv min Rude,
drysser sit Rimstøv i Vejens Spor.

112

Jeg søger i Sum at sanke,
hvad Dagen bar til mit stille Hi,
men langsomt glider hver Tanke
til Bunds i maaneblegt Drømmeri.

Derude skinner og skælver
den stille, frostlette, sølvblaa Luft,
hvid over Marken sig hvælver
Nattens Liljekalk uden Duft.

Saa lys en Fred i min Sjæl er inde,
jeg ejer ej Savn, jeg veed ej Begær,
Livet synes mig rinde
saa mildt derude som Maanens Skær,

fældet ligger hvert bittert Minde
om Haab, som fik saa ond en Bekomst,
kun eet mig lever i Sinde,
Maaneskinsnatten, den hvide Blomst

Tyst om mit Liv den lukker
sit stjærneduggede Bægers Mund,
fjernt derude sig vugger
min Sjæl ved dens Sølvkalks Bund.

113

SNE

MORGEN

En stille Morgenstund, en Foraarsdag,
en solgul Skorsten paa et tjæret Tag,
en blaalig Røg, der gennemsigtig rinder
langs Foraarsskovens brune Bryn,
fra Hegnets Dug et Væld af hvide Lyn,
en Vej, der blank i Morgensolen skinner,

en Himmel som et køligt, lysfyldt Vand,
og ud fra Skovens grenespundne Rand
et dugfrisk Fuglefløjt, en trøstig Trille,
der bliver ved og bliver ved
og stiger som den køle, sprøde Fred,
der aander fra en muldfødt, sølvklar Kilde.

114

FORAARSREGN

Det regner over Mosen,
saa mildt og blødt, saa fint og tæt,
et Regnvejr graat af Grøde,
en Livsens Dug, der lindt og let
mod Jordens Hjærte rinder.

Som smaa Krystaller perler
i Kabbelejers gyldne Fang
de vædeblanke Draaber,
og Slaaentjørnens Tornehang
i snehvidt Knopbrud skinner.

Det gule Græs, de spinkle,
de silkefine brune Rør
i Regnen lydløst bæver,
og Spindelvævets Sølverslør
om Straa sig draabet vinder.

Det regner over Mosen,
saa stille gaar den Dag sin Gang,
en enlig Smaafugl pipper
og løfter kvidrende sin Sang,
imedens Regnen rinder.

115

MIN BARNDOMS HAVE

Du min Barndoms fuglefyldte Have,
mine Drengedages grønne Strimmel Jord,
hvor bag Elmehegn og Tjørnens lave
nysudsprungne Hæk Konvaller gror,

jeg staar paa Vejen lænet mod din Laage
og ser ind i din grønne, lyse Fred,
ind i dit Solskin, dine Skyggekroge,
mens Knopskæl drysser over Vejen ned -

Ak, I Træ'r, som bar min Gynges Tove,
hvor I har løftet Eders grønne Top! -
. . . Skygger ser jeg, tætte som i Skove,
hvor i Sol jeg luged Ukrudt op,

og hvor Græsset sig i Plæne bredte,
fyldt med Fuglestøj og Vingebrus,
som et Kær af Sommersol, der spredte
Lys og Frodighed fra Hæk til Hus,

breder sig en gruslagt Plads til Kroket, -
visnet er min Barndoms side Græs,
og mit Bed, hvor Morgenfru'r sig flokked
gyldent nejende for Vindens Pres. -

. .. Jeg har søgt dig for i Fred at hvile
blot en Time paa min Barndoms Skød,
at min Sjæl en Time kunde smile
drengelykkelig og rosenrød, - -

116

og du tier, - tyve Aar er rundet,
som en Fremmed fra din Hæk jeg gaar,
hvad du gemte paa af mit er svundet,
- ak, og ældet som jeg selv du staar.

GRAAVEJR

Det skumrer mellem Klitterne; en skyet Dag
er listet over Jorden tyst og tungt,
og én Dag ældet er min Glædes Smil, mit Nag,
ældet en Dag alt, hvad jeg ved af ungt.

Og atter kommer nye Dages stille Flod
og glider langsomt over mig og mit
og dækker med sin bløde Strøm hvert Trin, min Fod
i Gaar i Stiens haarde Sten har slidt.

Og sagte rinder Dag af Dag, og hver en ny
har Død for fattig Glæde fra i Gaar
og føder atter Fryd, som leger ungdomskry,
til Morgendagen den til Jorden slaar.

Jeg hører Marehalmens hvislende Musik,
højt oppe sejler rundt i stille Kreds
en Fugl, og Fuglen stiger, bli'r en ensom Prik,
og intet i den øde Luftørk ses.

117

AUGUSTAFTEN

Nys gled Maanen bort fra Længen,
men endnu staar Himlen gylden,
og jeg ser hvert Blad paa Hylden
og en Poppel fjernt i Engen,

sorte Blade stille løftet
mod det blide Skær fra Maanen
og i Disens Silkegraanen
Poppeltoppen fjerlet kløftet.

Over mig den dybe Himmel
varligt et Par Stjerner tænder,
aabner som med sarte Hænder
for sin kyske, hvide Vrimmel,

og det mørknes, og det dugges,
og hver Busk med Busk gror sammen,
ude over Bakkekammen
Aftenmaanens Skimmer slukkes;

al Ting slettes, Poplen fjerner
sig i Mørkets, Hegnets Toppe
bli'r en Mur... Men højt deroppe
staar en Himmel fuld af Stjerner.

118

SEPTEMBERAFTEN

Højt, højt en Stjerne staar!
saa højt som ingen Sinde
en Stjerne jeg saa skinne, -
højt, højt en Stjerne staar!

Saa bleg og ren en Himmel,
saa klar en Skumringsluft,
fyldt af saa dugget Duft, -
saa ren, saa høj en Himmel!

Du lyse Efteraar,
guldstraalende, sølvsmykket,
i Perlestrømme dykket,
du Vintrens gyldne Vaar!

Jeg træder i dit Tempel
at ofre i dit Skød
hvert Suk, hver Sjælenød
dræbt i dit lyse Tempel.

Mit Sind sig sksért har vendt
mod Lyset, du udfolder.
- Septemberkvæld! det volder
Stjernen, du højt har tændt!

119

FØRST I OKTOBER

Det blæser ude,
nu er Regnen kold,
alting grimt og sølvaadt,
Dagen graa og gold.

Under Havens Buske
vaade Tudser glo,
Rosenbedet dukker
sig i vissen Ro,

min Reseda kryber
som en mager Snog,
hvor den nylig svulmed
i sin Solskinskrog,

alle Lindens Blade
vender Vrangen ud,
krænger sig og krølles
for den mindste Slud.

Eneste en enkelt
Stedmoderblomst staar strunk,
blaa og dyb og dunkel
i sin vaade Prunk,

som al Nattens Mørke
i en Blomst blæst ind,
med en enlig Stjernes
Guldgraad paa sin Kind.

120

EFTERAAR

Jeg sad ved Gribsø en Efteraarsdag
henimod Aften; en støvfin Regn
daled gennem den stille Luft
og lagde sin duggende Aande
hen over Søens Spejl;

langs Bredden stod Skoven i nøgen Ro,
graa og ensom, efteraarsøde,
med filtrede Buske langs Søens Rand
og vaade Stammers stimlende Hjord
ned over Bankerne, vadende tavst
i Sommerens faldne Løv
med Kronernes buklede Rygge
mørke af Ruskregnens Væde.

Søen vugged mod Breddens Muld,
vugged saa varsomt en vissen Kvist,
gynged den ind og flytted den ud
og lagde hos den to visne Blade,
mens inde fra Stammernes stille Øde
et ensomt klagende Suk
drog ud over Søen.
Der stod for min Sjæl den Efteraarsaften
et eneste Billed - Døden.

Larmløs, kølig, en støvfin Regn,
der daler gennem den klamme Luft
og lægger sin duggende Aande
over en stilnet Sø,
121 mens Skoven, efteraarsøde,
ruger i evig Skumring
rundt om det sovende Vand.

VINTERAFTEN

Bag Horisontens bjærgblaa Skyer
gaar Vintersolen stille ned
og slukker i en Skyskakt ud sin Fakkel,
og Himlen gløder som et fjernt
med Stjernetinder fjeldet Tabernakel.

Foran mig synker Landet bort
i Aftnens Dis, der klam og graa
sig lejrer lavt hen over Hegn og Grøfter;
langt ude i det stille Land
sin Silhuet en Landsbykirke løfter.

Og Himlens Røde falmer fjernt,
og blege Stjerner gnistrer frem,
og alle Agres Farver sortner stille;
det sidste Skær af Dagen dør,
og ensomt rinder Nattens tavse Kilde.

122

DECEMBERNAT

Jeg skimter gennem Mørket Tag ved Tag,
og under Vinternattens lave Himmel
ser Rækker jeg af sorte Skorstenspiber,
der stift som Støtter Mørkets tunge Lag
med deres brudte Murstenspiller striber.

Saa sort en Nat! Det kolde Mørke staar
i Mur der udenfor mit aabne Vindve,
mens sært det synes mig, som rundt i Gyder
og i hver asfaltdækket Storstadsgaard
kun Sorg paa Sorg i Vintermørket skyder,

Jeg ser det sindigt under Mulmet gro
og kuples til en Skov med sorte Kroner,
der lægger sine tunge, klamme Blade
op mod hver Rude, skyggende til Ro
i evig Tryllesøvn de sidste glade.

Jeg ser saa sært den hele Storstad død,
som Tornerose under Løv begravet,
men ingen Prins, som vove vil at kalde,
som blot en Rift vil flænge i sit Kød,
at denne tunge Blademur kan falde.

Jeg sidder hvileløs og stirrer ud
i dette Mulm, som stakket fjæler over
123 al Livets Kvide, al dets Lykkeøden, -
og mindes én med Tro paa Livets Gud,
men med en Sjæl bedrøvet indtil Døden.

ENSOM VAAR

Hvert Aar hænder den samme Ting:
Skoven knoppes og staar i Spring,
Livet løber imod din Dør,
som Livet er løbet saa ofte før.

Og er du ung, som det Løv i Brud,
du farer svimmel ad Døren ud;
men har du levet halvanden Snes Aar,
du bliver der, hvor du een Gang staar,

sætter en Blomst eller to paa dit Bord,
ser paa det grønne, som rundt om gror,
ved paa en Prik, hvor det hele bær' hen,
mindes og glædes og mindes igen,

glædes ved Livets bedaarende Pragt,
mindes, hvad alle dets Løfter har bragt,
glædes ved alle Smaafuglenes Sang,
mindes en Tekst af saa stille en Klang,

husker de Længsler, som fløj over Skov,
ved, du maa nøjes og vandre bag Plov,
124 vandre med Favnen af Skuffelser fuld,
ejer i Sindet dog gammelt Guld,

ser, hvor Livet er stort og rigt,
ved, at det halve deraf er Digt,
glædes ved Digtet og lytter dertil
og tager den Part, som din Skæbne vil.

VILDE KØRVEL

Vilde Kørvel, Grøftens Brudeslør,
som, naar Fandens Mælkebøtter sende
deres Skrædderfrø til Verdens Ende,
hvor de uset fæstnes eller dør,

dækker hvidt i hvidt hver Blomst, der før
lod af Vaarens Solglimmer sig blende
uden Frugtbarhedens Lov at kende,
kysset af et Solstrejf hed og ør,

Grøftens Uskyldsdække, Somrens Sne,
som med kølig Hvidhed skærmer over,
hvad en Vaardag avlede af Ve,

Brudeslør, som intet Vindpust vover
helt at lette, saa det staar at se,
hvad der omkring Roden støvgemt sover!

125

MISMOD

Hvor er de Veje lange
paa denne lille Jord!
Hvor er de Døre trange,
bag hvilke Hjærtet bor!

Nu blinker alle Sunde,
nu grønner sig hver Vang,
nu fyldes alle Lunde
af Sommersol og Sang - -

Hvad er den Sol, der strømmer
fra Himlens vide Hvælv,
mod den min Sjæl sig drømmer
dybt inde i mig selv!

hvad er de Fuglestemmer,
som kvidrer Dagen lang,
mod hvad mit Hjærte gemmer
af stille Jubelsang!

Jeg gik saa langt og længe,
at se, hvor Solens Skin
stod over Sommerenge
som Solen i mit Sind.

Jeg vandrede saa vide
at saa min Jubels Sæd
et Sted, hvor ingen lide,
hvor aldrig Hjærter græd, -

126

men evig, evig spandt sig
de Skygger for min Fod,
og aldrig, aldrig vandt jeg
til Jubelsange Mod.

.... Hvor er de Døre trange,
bag hvilke Hjærtet bor!
Hvor er de Veje lange
paa denne lille'Jord!

SKOVEN

Mit Hjærte er en Skov, der dyb og dunkel
staar raslende i Blæst langs Havets Bred,
en Skov, hvis Skygge gemmer ingen Fred.

Hvert Træ i Skoven kupler sig mod Himlen
for paa hvert Blad at fæstne Dagens Guld,
og imod Solen stirrer Bundens Muld.

Men Aftnen bærer Dagens Guld i Bjærge,
og fjernt bag Havet synker Solen ned,
og sort staar Skoven, hver Gang Dagen led.

127

DET HVIDE HUS

Jeg staar ved Foden af den gule Skrænt
og stirrer paa det hvide Hus deroppe,
der løfter sit Mansardtags mørke Tegl
imellem et Par nøgne Lindes Toppe.

I Vest staar Aftenhimlen klar og kold,
og Markens Raager er mod Skoven fløjne,
og Husets Ruder spejler Himlens Skær
og skinner blankt, som store, blege Øjne.

Det er som disse Rudeøjnes Blik
i ensomt Armod mit i Aftnen søger
og binder det til denne blege Mur,
over hvis Hvidhed ingen Skygge spøger.

Jeg ser en enlig Stjerne gløde gult
fra Himlens Dyb bag Lindekronens Grene,
al Lyd er død med Vinterdagens Sol,
og i den stille Aften er jeg ene,

alene med dit Navn i Sjælen gemt,
du tavse Flygtning fra den store Stimmel,
du Ensomhedens skræmte, syge Barn
med Sindet blegt som Vinteraftnens Himmel;

du, som mig fulgte tavs, naar Solen sank
og Skumringsmørket skjulte Mark og Veje,
mens tung af Mismod, pint af Tvivl din Sjæl
sig vred paa Kunstnerglædens Tidselleje.

128

Det er dit Blik, hvormed de Ruder ser,
det er din Sjæl, der rejser sig derinde
bag Muren i det øde, hvide Hus
paa Skrænten mellem nøgne, visne Linde.

Og Himlen mørknes over Tagets Tegl,
og Stjernen gul bag Lindens Krone brænder, -
det er, som drog mig mod det øde Hus
to skælvende, to feberklamme Hænder.

ANGST

Der sidder paa min Læbe, hvor jeg stedes,
et Ord i Stodderdragt, et Ord i Pjalter,
et Ord som hungrer, naar jeg dybest glædes,
en sjælsyg Flygtning fra et mulmskjult Alter.

Og hvor jeg vender mig, og hvad jeg handler
mod den, jeg elsker, og mod den, jeg hader,
aldrig dets blege Rædsel sig forvandler,
aldrig dets Mareblik min Sjæl forlader.

Og dybest stirrer det, og hedest beder
dets Bleghed, hver Gang Dagens Lyde tier,
og, hvad jeg øved, samler sig og leder
min Sjæl til Doms ad nattestille Stier.

129

Da er det, som om alt i Natten græder,
mens Mørkets Klosterfred om alt sig hvælver,
da sønderriver Sjælen sine Klæder,
da hvisker jeg: Barmhjærtighed! og skælver.

RETFÆRDIGHED

Hvad er Retfærdighed?
Du og jeg, som nu er Fjender,
finder begge to,
- hver for sig -
at vi har Ret.

Jeg fornemmer min
saa dybt, at jeg paakalder
Gud i Himlen
som en Trøst
i min hjælpeløse Nød;

du fornemmer din
saa hedt, at du maa sky mig
som en Varulv,
der har bidt
dig i dit Hjærte.

Begge er vi blevet
pludselig saa uformodet ene
130 og saa stolte
og saa stærke
i vor Ensomhed,

finder - hver for sig -
at vi slæber paa en Byrde,
hvis uhyre Vægt
Gud alene
kan forstaa,

og i Dybet
af vor Sjæl rejser sig en Vælde,
som forlener os
- hver for sig -
med Martyriets Storhed.

Slaa op i Loven!
ryst den alvidende Filosofi
og den trøstende
Menneskekundskab!
korn med Voldgift!

Ak! den siger,
at vi begge har Ret,
naar vi tager
Fornuften fangen
og deler lige!

Det er Retfærdigheden!
lade to Størrelser æde hinanden
131 til Luft,
saa der intet
er at slaas om.

Lad os beholde
- hver for sig - vor krænkede Ret
og slide dens Purpur
med aldrig falmende
Kongemine!

Menneskene
er Fjender fra Fødslen,
kan smelte sammen
en Stund i Venskab
eller Elskov.
En Dag staar de
hver for sig, som en og en,
er som Stene,
der støder sammen
og spruder Gnister,

som Meteorer,
der fanges af en fremmed Atmosfære
og skyder glødende
sig Vej
i Raseri for at fri sig.

Retfærdighed mellem to Mennesker!
Cirkelens Kvadratur,
132 som kun den enfoldige
bilder sig ind
at kunne løse!

Lad os mødes som Fjender,
som Plus og Minus, som Sol og Frost!
Begge har vi Ret!
fordi vi begge
glædes og lider!

ENSOM

Jeg stemmer frem mig gennem Nat og Blæst,
bort fra hvert Blik, som mine Veje følger,
alene, fri, en Flygtning fra en Fest,
hvor Lykken sank i Sorg og Mismods Bølger.

Mit Sind er sygt af Leg med Ord og Drømme,
led af at lefle med et Hjærtes Kval,
jeg længes ud, hvor alle Kilder strømme
med Ungdomsmodet, som mit Tungsind stjal.

Og jeg gaar frem i Nattens tætte Mørke,
frem hvor den tunge Blæst omkring mig staar
og fejer regnkold over Sjælens Tørke
og stryger lindrende om alle Saar.
133 Og dér, alene i den vide Nat,
langt fra hver Ven, hvert Hjem, hver ovnlun Celle,
jeg løfter skælvende min tabte Skat,
min første Ungdoms frie, stolte Vælde.

Og Natten suser om mig, dyb og stor,
jeg ved ej Ven, ej Hjem, - min Sjæl er ene,
og paa min Læbe brænder Lykkens Ord,
og i mit Hjærte løves Livets Grene.

STJERNER

De fine Elmekroner
sig imod Himlen tegner
som sorte Silkedoner,
hvor fangne Stjerner blegner.

Men kommer Nattemulmet
og snører Donen sammen,
hver Stjerneglød, som ulmed,
slaar ud i frigjort Flammen,

som var hver en et Hjærte
forgjort af Livets Jammer
- og midt i al sin Smerte
et solfyldt Blomsterkammer.

134

NORDSJÆLLAND

Store Skove, grønne Sletter,
mellem Skovene smaa Byer
skinnende som lyse Skyer,
der den dunkle Himmel pletter,

og som stærke Stjerneflammer,
der ved Skyens Rande straaler;
hist og her et Slot, der maaler
sine Spir med Skovens Stammer.

Naar en Sommeraften Dagen
daaner hen, som kvalt i Roser,
og de gamle, dybe Moser
spinder deres Taagelagen,

og de store Skove blunder,
og hver skovklædt Bakkes Linjer
som et Bjærg, der bærer Pinjer,
sort sig under Himlen runder,

stiger fra de dunkle Skove
Sus, der vemodigt forliser
som et Nyn af Folkeviser
om den skumringsblege Tove,

om den hellige Helene
og om Hørsholms arme Dronning,
der drak Døden i den Honning,
Elskov hang paa Rosens Grene.
135 Nordsjælland med dine Skove,
dine Bakkedrag og Enge,
hvor paa side Blomstersenge
sødt de Sommernætter sove,

gennem Smil og Sol og Smerte
bar du Livets Rosensmykke, -
dybt i dine Skoves Skygge
bløder Danmarks Elskerhjærte.

FREDERIKSBORG

Paa Byens Torv laa Dug,
den lille Købstad skinned
saa frisk og morgensmuk
med Duft som bleget Linned;

højt paa et solrødt Tag
en Murer stod og kitted
et gammelt Skorstensvrag
og fløjtede og hvidted;

ned over Gaden sprang
en Kat paa hvide Sokker,
og trindt i Byen klang
de Brødbutikkers Klokker.

136

Dér stod med taarnbygt Port
og Solskin paa Façaden
saa stille og saa stort
det gamle Slot bag Staden.

Sin røde Buefod
den krumme Murbro spejled
i Vandets grønne Flod,
hvor visne Blade sejled,

og over Murens Rødt
og Gaardens jærngraa Stene
faldt Dagens Lys saa blødt,
saa lydforladt alene.

Jeg hørte Uret slaa
hen over Skovens Kroner
og Klokkespillet gaa
med skingre Salmetoner.

Fra hver en stenfast Krog
den tunge Salmeklagen
aarhundredgammel slog
sit Ekko gennem Dagen;

hver Klang i irret Pragt
slog imod Gaardens Flise,
som sang en ensom Vagt
saa drøvelig en Vise,
137

som sang det gamle Slot
saa oldinglydt alene, -
som klang hvert Fodtrin, traadt
engang paa disse Stene.

Brobuens dybe Hvalv
den lyse Høstsol fyldte,
det grønne Vand, som skjalv,
i Skjoldkreds den forgyldte,

og højt, hvor Taarnet steg
med Himlen vidt om Tinde,
de sorte Raager skreg
mod Breddens gule Linde.

Jeg traadte over Bro,
- saa underligt mig stemte
den Højenloftets Ro,
som disse Mure gemte;

jeg stod i Slottets Gang,
i de forladte Sale
og saa paa Sværd, der hang
som stift forstummet Tale,

og saa paa Seng og Bord,
og mangen snirklet Kiste,
et stille, kneblet Kor
fra Tider, som forliste.
138 Den Høstsol faldt saa lyst
igennem de smaa Ruder,
faldt paa en Rustnings Bryst
og paa en Løjbænks Puder

og bredte sig saa langt,
som Sal bag Sal jeg skimted,
saa alle Gulve blankt
som Morgendamme glimted,

og alting stod saa lyst
som Guld, der nys blev drevet,
endda der var saa tyst
og Dagen ene leved,

og alting stod saa blødt
som Liv, der ligger Larve,
endda det alt var dødt,
kun Træ og falmet Farve.

Der hang et krøllet Baand
omkring et Sværdgreb vundet
en Sløjfe, som en Haand
engang forlængst fik bundet;

der stod en Stol, hvis Arm
sig som én Øgle buged,
en Stol, hvis Arm i Harm
en Haand engang har knuget,
139 et Hynde, mod hvis Skind,
der skrumped graat og støvet,
engang en blodhed Kind
har presset sig bedrøvet,

en Seng, hvis Himmelhang
paa Snirkelsøjler hviled,
imod hvis Sir engang
et Øjepar har smilet;

paa Væggene et Flor
af Billeder hang malet,
som én Gang hørte Ord
i Sorg og Lykke taled,

et Instrument, hvis Klang
saa lang en Stund har tiet,
og i hvis Brus engang
al Vemod fløj befriet.

Og der var tyst og svalt
i Slottets dybe Sale,
alt, hvad jeg saa, stod malt
som Dug i fjerne Dale,

som naar i gyldent Tog
ved Nat de Stjerner spille
og taler Livets Sprog,
trods alt er tavst og stille.

140

STEMMER

Den ene: Saadan blev Livet givet,
at faar du for megen Glæde,
maa du til andre i samme Stund,
at ogsaa de kunne æde.

Og stænger du Gaard og Stue,
fordi din Sorg blev for stor,
den tiende Time rider du ud,
hvor du ved, Mennesker bor.

Hvem kan bære sin Lykke,
hvem kan magte sin Sorg?
Lykken, den maa du dele
og tage din Trøst paa Borg.

Saa stort er Livet, at ingen
tør kalde det ringeste sit,
... din Sorg, din Glæde - et Hovslag
iblandt ti Tusinders Ridt.

Den anden: Saa fattigt er Livet,
saa kummerligt smaat,
at ikke du ejer
et Trin, du har traadt,

at har du blot nævnet
et Ord; som var dit,
før Aften har Tusinder
gjort det til sit.
141 Din Lykke, den maatte
til Torvet vandre,
din Sorg, dit bedste,
gav du de andre.

Hvad er saa dig,
du, som var én?
- et tusindsplintret
Dryp under Gren!

Den ene: Ak nej, thi derfor
er Livet stort:
Det fylder saa lidet,
hvad du har gjort!

Men er det lidt kun,
et hvirvlet Frø,
det er dog dit
og kan aldrig dø.

Eg og Stene
bygger et Hus,
ingensteds bindes
din Tankes Sus,

du er i den
som Fluens Surren
i Vejens Solstøv
om Grøfteburren.
142 Den anden: Har Livet kysset
din blege Mund,
du bliver et Støvfnug
i samme Stund.

Din Fryd, som aksled
dig Kongekaaben,
din Sorg, som drypped
dig Edderdraaben,

det, hvorpaa du
i hele Vrimlen
kendte din Plads
som Stjerne paa Himlen,

kun et Pust
i en vissen Skov,
kun et Bytte
for andres Rov.

Den ene: Andre, andre - aa Herregud!
Det er det store, det eneste Bud:

Tal om det, som volder dig Nag,
og du har talet din Næstes Sag;

tal om det, som volder dig Fest,
og du har alle, som lever, til Gæst.
143 Det er Livet: at være en
og bære Hundredfold Sne paa Gren,

at være en - og sprede omkring
Knopskæl fra tusinde Blade i Spring.

INGEBORG

I

Lykken i min Sjæl!
Lykken er dit Billed
langs mit Levneds Veje
mellem Blomster stillet,

rejst paa Bjærgekam,
rejst i dunkle Dale,
- maler jeg dit Billed,
maa jeg Lykken male.

Underlig er Lykken -
tit en Sol, der bygger
Flammebro fra Himlen
ned blandt Jordens Skygger,

tit en Sol blandt Skyer,
ikke til at finde,
sidder dog og lyser
fjernt bag Bjærgetinde,
144 ligger som et Frøkorn
i den mørke Muld,
gemmer, skjult, en Verden
af smaa Blomster fuld.

Ak, saa dybt er fæstet
Lykkens Moderfrø,
kan ej, én Gang saaet.
visne bort og dø,

lever, om end Natten
spandt de Blomster ind,
- lever, som dit Billed
lever i mit Sind.

II

Det er ej dine Hænder,
dit Haar, som jeg gad tegne
mit Blik sig stille vender
imod helt andre Egne.

Jeg ser saa lys en Slette,
jeg ser saa tæt en Lund,
dér gaar din Sjæl at flette
i Krans hver levet Stund,

der gaar din Sjæl at sanke
i Sum, hvad Livet bragte,
saa mangen bitter Tanke,
som det gør ondt at magte,
145 saa mange stolte Stunder
i Livets Kongsgaard levet,
saa mangt et Lykkeunder,
som fattigt Støv er blevet;

der gaar din Sjæl at hæve,
hvad Dagen spandt med Purpurtraad,
der gaar din Sjæl at væve
til Solsærk Nattens Taagegraad,

og al min Sjæl gaar frem mod din
saa ung og lys som Livets Gud
og spinder om dig Solens Lin
og stryger evig Natten ud.

III

Du kommer til mig og spørger
om det, som du ikke fatter,
og jeg svarer dig ud fra min Viden,
og du kommer og spørger mig atter:

Hvorfor er vi Mennesker usle,
hvorfor er I Mænd saa smaa,
hvorfor maa alle de svigte,
som jeg trode saa inderligt paa?

Hvorfor dør deres Hjærte og Hjerne
saa hastig som Dugfald for Sol,
hvorfor styrter de fattigt i Støvet
deres Ungdoms kongelige Stol?
146 Og jeg ser i dine Øjne en Jammer
saa dyb som Livsens Forlis,
og jeg ser i dit Øje en Stolthed,
hvid som Snefjældes Is;

Jeg ser i dit Øje dit Hjærte
stirre mod de højeste Bjærge,
og jeg glemmer de hule Dale
og alle de krybende Dværge.

IV

Nu brister i alle de Kløfter,
som fured og sprængte mit Sind,
Alverdens fagreste Blomster
for Sommerens sagte Vind.

Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer' ondt
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt;

og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste Saar
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar.

V

Jeg var Barn den Gang, jeg vandt dig,
du var Barn som jeg,
begge drømte vi at danse
hen ad Livets Vej.
147 Ak, den Haand, som nu jeg holder,
byder ikke op til Dans,
og min egen fletter ikke
længer Blad og Blomst i Krans.

Og det Blik, som nu jeg møder,
praler ej med Vaar,
sænker sig i mit saa stille
som omkring min Haand dit Haar.

... Men den Haand, som jeg nu holder,
er saa stærk og fast,
og min egen haard og barket
af de Greb, som brast.

VI

Lykken mellem to Mennesker
er hverken Hu! eller Hej!
snarest er den et ensomt Græs,
der grønnes paa stenet Vej.

Lykken mellem to Mennesker
er hverken Kys eller Klap,
snarest er den et Skumringssus,
der aander, hvor Solen slap.

Lykken mellem to Mennesker
er som den dunkle Nat,
stille, men med de tusinde,
tavse Stjerner besat.

148

MIN MODER

I

Nu er det just den favre Tid,
du havde kær, du Sommersind!
Syringen blomstrer skær og blid,
den sidste Frugtblomst daler hvid
i Edderkoppens første Spind.

Jeg sanked i det lyse Hegn
til Krans dig Løv og Gran i Skud,
mens Solen tegned Vaarens Tegn
om Nattergalens Trilleregn,
og Gøgen gol sin Elskov ud.

Jeg tænkte paa hver Stund, jeg saa
som Barn din Lykke staa i Flor,
jeg hørte Gøgens Kukken gaa
og Nattergalens Trille slaa
imod mig som din Glædes Ord.

Jeg drømte, du var ikke død,
du, Moder, var hos mig, din Søn,
jeg blev om Kind saa barnerød,
og til din Krans en Kvist jeg brød
saa foraarsfrisk, saa foraarsgrøn.

II

Mit Liv er vokset fra dig længst,
det løber fort, og dit randt ud,
149 det er saa længe siden
min Tanke bar din Tankes Skrud.

Men vandred min sin egen Vej
og havde alt for liden Ro
til helt paa din at bie,
jeg følte din dybt i mig gro.

Og hvad vi aldrig talte om,
hvad paa min Vej jeg ensom led,
det dulmer du, nu du er død,
- fordi jeg tror, du alting ved.

Og om hvert Saar, jeg bærer med,
og som for dig jeg dybt har gemt,
jeg føler nu din Moderhaand
mildt som om Barnets Bistik stemt.

III

Nu, Moder, hvor du stedes,
Gud lad dit Hjærte glædes
saa inderligt, saa moderhuldt,
som da af Lykke det stod fuldt!

Jeg voksed fra din Moderfavn,
jeg vandt mig selv et Fadernavn,
ak, Moder nu, du ligger død,
jeg græder som et Barn i Nød.
150 Jeg var din førstefødte Dreng,
min Sjæl din egens første Streng,
og naar du græd, og naar du lo,
da lo og græd vi begge to.

Det er saa milde Minder,
der til dit Skød mig binder,
saa milde, at jeg først forstaar,
nu, du er død, forgik min Vaar.

Nu klapper jeg din kolde Kind,
nu sover dybt dit Modersind,
jeg kan dig ikke vække,
kun ømt din Pande dække.

Men hvad jeg vandt i Lykkens Stund,
hvert Glædesglimt, hvert Smil om Mund,
jeg sanker dem langs Livets Vej
og giver alle dem til dig.

O, Moder, tag dem alle med,
bevar hvert et i Sønnested,
da ved jeg, du vil glædes
evigt, hvor du saa stedes.

Og ser du mig og er mig nær
o Moder, lad i al min Færd
mit Hjærte stille bløde
saa mildt, som da du døde.

151

IV

Nu synker Sommerdagens Sol,
og Høduft stiger fra Stænge,
Vandmøllen brummer sin sagte Sang
vidt over slagne Enge.

Jeg ser dig sidde paa din Bænk
og lytte til Duernes Kurren
og drømme din Lykkes beskedne Drøm
til Møllehjulenes Surren.

Mild og stille som Aftnens Fred
glædes du uden Lige,
aldrig vil skærere Fryd end din
mod Sommerhimmelen stige.

Storken deroppe, som højt i Kreds
blandt kvidrende Svaler sejler,
Hylden ved Broen, hvis Blomstersne
den blanke Mølledam spejler,

Køernes Brølen langt ude i Eng,
Ændernes Rappen i Dammen,
Solnedgang, Sommer, Lyksalighed
spinder dit Hjærteslag sammen.

. . . Og gaar min Vej forbi en Eng,
hvor Høet staar i Stakke,
og synker Sommerdagens Sol
ned bag en Kløverbakke,
152 da fyldes jeg som du af Fryd,
da er vi atter sammen, -
jeg ser dig sidde paa din Bænk,
min Mor, ved Mølledammen.

V

Du elskede den stille Sang,
. . . min Arv fra dig er bleven
en Drømmers aldrig vegne Hang
til larmløs, ensom Leven.

Som du jeg graver tavs mig ned
i Glæden som i Sorgen
og elsker Solnedgangens Fred
fremfor den kaade Morgen.

Hver Gang en Soldag gaar til Ro
og Aftenklokken ringer,
dens Nynnen til mit stille Bo
dig, Moder, atter bringer.

Tog Døden om din Moderhaand
midt i den lyse Sommer,
til mig din milde Moderaand
hver Sommeraften kommer.

VI

Det er saa tungt at tænke,
hvor lidet jeg fik lønnet dig
for, hvad dit Moderhjærte
glad vidste mig at skænke.
153 Og staar jeg ved din friske Grav,
saa nær dig og saa iskoldt fjern,
og prøver paa at takke
i Stilhed dig for, hvad du gav,

da fryser mine Tanker
i ensom, bitter Fattigdom,
min Tak er kun lidt Blomster,
jeg dig ved Vejen sanker.

Og hvad er Blomster nu for dig,
som havde alle Blomster kær,
hvad er for dig din egen Søn,
hvad er de Blomster, hvad er jeg - -
VII
Min Færd kan gaa saa vide,
den hele Verden rundt,
mit Liv kan stille glide
her ved min Haves blide
beskedne Blomsterbundt,

jeg skal dig aldrig møde,
jeg skal dig aldrig se,
du sover blandt de døde,
ser ej min Glædes Grøde,
ser ej mit Tungsinds Ve.

Du, som mig gladest mødte,
naar Skæbnen var mig god,
154 hvis Hjærte hedest blødte,
naar Lykken mig forstødte
og slog i Knæ mit Mod.

Nu sidder jeg alene
med Mindet paa mit Fang,
og rundt fra Havens Grene
slaar mod mig Somrens rene
sollyse Fuglesang.

Og jeg skal leve Livet,
som du har levet dit,
og jeg vil leve Livet,
fordi det blev mig givet
at leve dit i mit.

Saa længe som jeg æder
af Menneskenes Brød,
saa længe som jeg træder
min Sti og Solen glæder
min Sjæl, er du ej død.

Det er den bitre Viden,
som følger mig paa Vej,
at naar jeg slutter Striden,
træt af min Fryd, min Liden,
dør evig du med mig,

at som et Blink paa Kæret,
et flygtigt Solskinsspil,
155 skal alt, hvad du har været,
staa vejret hen, fortæret,
som var du aldrig til.

NIELS V. DORPH

Paa hans Bryllupsdag 2. Juni 1900.

Jeg ligger paa en aaben Plet i Skoven,
en lille Grønning mellem lyse Bøge,
paa Bunden af et Solhav, i hvis Dybder
der kurrer Skovduer og kukker Gøge.

Rundt om i Græsset staar smaa Tusindfryd
som hvide Dryp fra Himlens hvide Skyer,
og inde omkring Birkens Jomfrufod
Smørblomstens lille Sol i Skyggen gryer.

Og det er dig, jeg tænker paa, min Ven,
og det er, som var du og dit til Stede,
som var den Sol, der fylder denne Plet,
dig selv, din Lykke, al din lyse Glæde.

Jeg har en Tak at bringe dig i Dag,
thi jeg vil mindes dette Foraar længe,
da, hvor jeg gik, jeg saa din Lykkes Skær
ind under Skov, ud over Sø og Enge.

156

Ak, Skov og Sø og Eng er døde Ting,
men ved man Lykken levende derude,
da har den mindste mellem Markens Blomster
et Evighedens Under at bebude.

Hav Tak, - lev lykkelig, - - nu lider Dagen,
og Skyggerne om denne Plet sig lukker,
Solsorten fløjter blandt de dybe Graner,
og lønligt Gøgen kukker - kukker - kukker -

SIGBJØRN OBSTFELDER

Jeg elsker Maanen.
Naar det er mod Aften, stiger den saa blank,
men naar Midnat kommer med sin bløde Graanen,
staar den som en Sølvbaad, der i Natten sank;

blegnende den lyser
som et sælsomt Skib, der byggedes af Glar,
bag hvis sprøde Skal en Drøm i Natten fryser
som en Blomst, en Have sent mod Vinter bar.

Men de blege Drømme,
som jeg saa bag Nattens vinterkolde Dis,
var mig tidt som Glimt af lyse Strømme,
der mod Morgen smelter Nattens Is.

157

Underlige Sværmer!
Sjæl i Himles Dis som Nattens Maane!
skælvende mit Hjærte dit sig nærmer.
- Ven, hvis Morgen aldrig skulde blaane.

EMIL POULSEN

4. Novbr. 1900.

Nu synker Solen bag de røde Skove,
og klar og kølig falder Aftnen paa,
de gyldne Kroner, som i Dagen flammed,
i stille Højhed under Himlen staa.

Det er, som saa din Kunst jeg i dens Hjærte,
dens stolte Løvpragt og dens svale Ro,
en Skov af Bøge og en Høstkvælds Himmel,
hvor Stjernerne i dugklar Renhed gro.

TUE BENTSØNS VISER

Tag Vinen væk,
du dumme Dreng,
og knyt paa Liren
den sprungne Streng,

og læg den her,
men hug den haardt,
saa Støvet hvirvler
fra Kassen bort,
158 - den holder,
det har ingen Nød,
den slap med Helsen
fra værre Stød;

og stæng saa Døren,
hug den med Hæl!
- Nu bjæffer min arge,
forgjorte Sjæl!
I
Nu lakker det mod Aften,
- Kling, Klunk! det var den Gang!
Og saadan begyndte Visen,
da sidste Gang vi sang.

Du kummerlige Lire,
trofaste lille Fæ,
som tror, vi stadig sidder
bag samme Rosentræ!

Nej, Roserne de visnede,
og Bladene fløj bort,
- men den, som har et Rosentræ,
maa døje den Slags Tort!

Og den, som . .. Ak, I Strenge!
Nej, lille Lire, le!
- det er saa lidt at kævles om
saa dagligdags at se.

159

II

Nej, Fingrene er stive
og Neglene som Staal!
- hvad laver vi for skurrende
Helvedes Skraal!

. . . Hun sad under Rosen
med Kinden mod min!
den Aften bar Jorden
sit Paradislin.

Hun sænked sit Hoved,
jeg greb om hendes Lænd,
det var, som fløj tusind
Aarhundreder hen!

. .. Tvi! - skurrende Lire
nu drømmer du stygt!
Plager dig Fanden,
- du sov jo saa trygt!

III

Sov sødt, lille Lire,
det er det, du skal.
Alle de, som vaagner,
staar saa stygt for Fald.

Bar hun ikke Blomster
i sin hvide Haand,
bandt sig under Hjærtet
stærke Silkebaand,
160 at det lille Hjærte
skulde bo saa trygt,
altid drømme roligt,
aldrig drømme stygt.

Men de Satans Bændler
var af Silke kun,
sprang, da det smaa Hjærte
tog sit første Blund.

IV

Husker du den lille Fod,
naar hun drog af sine Sko
og bad mig bære hende
- bære hende til Ro!

Husker du den lille Mund,
som kyssede mit Haar
og bad mig leve mange
- leve mange, mange Aar!

Leve - haa! - det har jeg gjort
i mange, mange Aar,
og mangen Jomfru kyssede
og kyssede mit Haar.

Aldrig leved jeg en Dag
saa ellevild som den,
da hun forsvandt og aldrig
- og aldrig kom igen.

161

Æselstøjte, Stoddertøs!
hvor havde jeg min Kniv?
. . . Lille hvide Due,
- hvide Due! mit Liv!

V

Men det var her i Salen,
og her har du boet,
dér henne ved Gluggen
har du Silketrævl snoet.

Der laa saa megen Silke
paa Gulvet og flød,
og jeg laa og sanked
og bar til dit Skød,

og du slog dine Hænder
blødt om mine Kinder
og hvisked om de Timer,
som aldrig forsvinder.

Aldrig! . . . Aa, du rige,
som vidste, hvad du stjal!
- hvor er der nu en Silketrævl
i hele denne Sal?

VI

Min Kniv var borte,
men Pisken tog jeg,
og stolte Strimer
om Lænd jeg slog dig!
162 Det var, som Djævlen
om Skaftet greb,
hvert Hvin af Snærten
som Storme peb!

Og du - du hyled
og jog af Gaard!
. . . som de smaa Blomster
mod Efteraar.

VII

Siden - siden - -
- Aa, Herregud!
. .. Nej, Tiden jævner
slet intet ud!

Lire, vi sidder
den Dag i Dag
og klukker og kurrer
som Duer paa Tag.

Hvor er hun henne,
Lire, du smaa?
- ak! - og hvormed
skal Dagene gaa?

VIII

De skal gaa
med det, de gik,
Spil og Svir
og Kævl og Drik!
163 De skal gaa
- skal gaa - skal gaa - -
intet andet
- gaa, blot gaa!

Hvert et jammerligt.
Sekund
gør som hede
Helved ondt,

hvert et Øjeblik
i Ro
er som Spydsod
under Sko,

og man bliver
tung paa Taa!
... De skal gaa
- skal gaa - skal gaa!

IX

Dreng! elsk tyve tusind
hellere end en,
- én alene volder
Hjærtet ussel Mén,

én alene volder,
du faar aldrig Fred,
- har du tyve tusind,
hænger en vel ved.
164 Elsker du en anden
end den Mø, du vandt,
saa sæt stolt hos Fanden
dig og dit i Pant!

Løber hun, du elsked,
med en fremmed Knægt,
derpaa ligger ikke
mellem Mandfolk Vægt.

Kom og laan min Lire,
den er klog som faa,
hvisker det, du aldrig
selv tør tænke paa.

AARHUNDREDSKIFTE

Nyt Aarhundred -
ja, hvad vil det sige?
Fattig bliver fattig,
rig den rige,

Kærlighed den samme,
Ondskab ligervis,
Sjæle til at købe
for den samme Pris,

165

aabne Sommervande,
velkendt Vinteris,
alle Vaarens Blomster
som i Paradis,

Daarskab, Gøgl og Dumhed
i den samme Kurs,
Lykken lettest vunden
ved en Sjæls Konkurs.

Ellers taler alle
om en Evighed,
- kommer Hundredtallet,
gaar hvert Fnug i Skred;

Tvivl, som var begrundet,
bliver vaaset Haab,
stille, afgjort Vished
sindssygt, graadigt Raab.

Som om ikke Livet
blev det samme Spil,
om saa Almanakken
faar en Sekel til!

Hvad skal vel forandres?
Et Par Taltegn blot.
De, som lever, lever
fort i stort og smaat.

166

Skab en anden Klode,
skab de nye Sjæle -
de, som er, vil evig
bruge samme Mæle,

kives, elske, hade,
sejre eller dø.
. . . Nye Sekler - evig
hver Vaar samme Frø.

SMAAVERS

Naar Arbejdsevnen ebber,
og Tiden langsomt rinder,
smaa Sandheder, smaa pæne Ting
sig borgerligt indfinder,

omtrent som efter heftig Regn
ensomme Draaber falder,
gør ingen Skade, ingen Gavn,
blot løsner sig og falder.

I

Der er saa besk en Sødme
i det at slaas for egen Tro,
der er saa besk en Sødme
i det at gemme sig i Ro.

167

Slaa til og strid med Liv og Lyst,
. . . der strømmer midt i hedest Dyst
en Duft om dine Sanser,
en Duft af fuglefyldte Hegn,
en Duft af Sol og Muld og Regn,
som gør, at led du standser
al Strid og drager tyst af Sted
at vinde for din Sjæl lidt Fred.

Byg Hus i Fredens Urtegaard,
... et skyhøjt Træ derinde staar
med Løv i rastløst Dirren,
dets Grene peger viden ud,
dets Susen bærer Bud paa Bud
om Kamp og Vaabenklirren
og lokker dig paany af Sted
og volder, du faar aldrig Fred!

II

Omkring paa alle Veje
gaar Mennesker og skændes;
at Jorden er beboet
paa Kævlets Klapren kendes,

paa dette rappe Ekko,
som efter Jorden drager,
som skreg fra alle Skove
en evig Hær af Krager.

Kun paa de store Have
en Smule Stilhed vugger,
168 som ind i Kævlets Ekko
tungsindigt evig sukker.

III

Jeg ved, at Verden er en Gaard,
hvor blandt det andet Ros
Gaardskarl og Kok til deres Død
om Herredømmet slaas.

Forlængst jeg løb fra deres Strid,
i Ensomhed mit Hjærte bor
og glædes ved og lever med
hver den, det saa som stor.

IV

Een Ting maa man kunne:
løfte sine Drømme
højt op over Livets
lede Mudderstrømme,

lære koldt, at intet
gaar som helst man vilde,
plumret munder alt, der
sprang som renest Kilde.

Rent er eet alene,
Vældet, dybt begravet!
- Ve hver den, som stoler
paa dets Løb mod Havet!

169

V

Saa er Menneskenes Lod:
prise Havets vilde Brod,
hige mod den lyse Sol,
frydes ved en Martsviol,

øjne Livets store Drag,
vove Dyst og vinde Slag,
for en Dag at sidde stum
med en Stodders usle Sum.

VI

Om nogen spørger dig:
Er du lykkelig?
- da svar ham ikke.
Svarer du ja, praler du,
svarer du nej, maa du væmmes!
Lykke - Ulykke - -
Tag din Skæbne,
den er dig selv,
din Vilje,
dit Hjærte,
din Sjæl.
Gennem hvad du evned,
alene din Lykke bestemmes.

VII

Nye Tider, nye Taaber,
Ungdom, som Alverden haaber,
snakker op og stormer Tinder,
- Fremskridtshelte, som forsvinder.

170

Frihed, Fremskridt, - kun en Vise,
der blev digtet dem til Lise,
som fik Troen paa Mirakler
i en Verden fuld af Stakler.

VIII

Lærken synger den hele Dag,
og Gøgen kukker iblandt,
- det hænder imellem det bitreste Sind
at frydes ved Fugletant.

Nattergalen har tusinde Kluk,
og Stæren sit jublende Næb,
- der er en Krog, hvor en Edderkop
har trukket sit støvede Slæb.

Lærken er sikkert lykkelig
og trøstig hver Nattergal.
... Dø i Stilhed, du stakkels Kim,
hvis Sol et Spindelvæv stjal!

IX

Undertiden gaar éns Liv i Staa,
intet lykkes .. . Natten falder paa.

Fra dit Hjærte drypper intet Blod,
Sand og Sand kun skriger om din Fod,

hvad du griber efter, flyder hen,
hvad du tænker, slipper du igen,

171

fattig er du midt i Overflod,
ensom Flygtning, trods dit store Mod.

Skønt du synes, du ser Gaader løst,
skønt du Livets Kilde dybt har øst,

bider Vanmagt som en Ulv dit Bryst,
Spotten ene er dig karrig Trøst.

Spot, hvor helst af Lykke du blev gal,
- Narrens Spot i Livets Kongesal.

X

Hvad er Kunst vel?
Folk paastaar saa ofte,
Kunst er lavet, sammenflikket Værk,
Uld, men farvet, en broderet Kofte,

tror den Paahit,
Snik og Snak, som findes
malt i Billed, brygget til en Bog,
medens Livet ligetil og kunstløst spindes.

Er det Kunst mon?
Jeg ved, Kunsten fødes
der, hvor Sindet som en furet Strand
med Naturens Hav af Lyd og Farve mødes,

saa det evigt
som en Sandbred mærkes
fint, storlinjet, alt som Brodets Slag
synker hen i Suk eller forstærkes.

172

Kunst er Sjælen,
der som Havet rummer
Millioner Draaber uden Tal,
der en Dag i Blæst mod Stranden skummer.

Liv er evigt,
fylder gamle Forme
som Naturen med dens Nat og Dag,
dens forsagte Fred og vrede Storme.

XI

Det er saa liflig Hvile
iblandt at lytte stille
til kvindesungne Sange
om Sol og gyldne Spange
og Skovens vævre Kilde,

om Livets lyse Længsel
og Hjærtets unge Kvide,
enfoldige smaa Sange,
hvis Ord er muntre, bange
og alle sammen blide.

XII

Tusind Glæder rummer Livet,
tusind Glæder!
én blev givet
Guld fra Fødslen,
én forgaar i gylden Ødslen,

173

én blev givet Fryd at finde
ved at se
morgenblank en Draabe skinne
i et Liljebægers Sne!

Én alene pines ledest,
én alene glædes hedest,
den, som ser i sortest Nat
Stjerner over Jorden sat,

den, som kan af arme Stunder
skabe sig et Blomsterunder,
den, hvis Vaardrøm aldrig svigter,
- den, som digter.

XIII

Jeg sad med Lykkens Guld i Fang,
da hørte jeg saa trist en Sang.

Jeg lytted, hvor jeg sad fuldglad,
men der sang ingen Fugl bag Blad.

Da faldt mig Lykkens Guld af Skød,
thi i mit Hjærte Sangen lød.

Det var min egen Skæbnes Sang,
- nu synger jeg den Dagen lang.

174

SKOLESANGE

Ved Aarsafslutningen i Slomanns Skole.

I

Lykke-Leg og Drømme-Døsen
varer stakket Tid,
Kamp er Livets gamle Løsen,
aldrig stillet Strid;
vil din Vej du holde aaben,
maa du vinde dig et Vaaben, -
bedste Vaaben under Striden
vinder dig din Viden!

Om din Kamp dig bringer Sejr,
om du lider Tab
gælder lidet, blot du ejer
Tankens Adelskab;
Gods og Guld kan Verden fælde,
intet døder Tankens Vælde!
blev i Grave Slægter stængte,
lever hvad de tænkte!

Lær at hilse bag hvert bleget
Ord paa din Reol
Mennesker, som leved, leged,
saa den samme Sol,
Mennesker, som rydded, hegned,
Mennesker, som stred og segned,
drog hver Dag med Haab i Møde,
græd for deres døde.

175

Lær af døde Slægters Sliden
eget Arbejds Værd!
smed, hvad selv du vandt dig siden,
sammen til et Sværd!
lær at nytte eget Smile! -
da kan intet Foden hilde,
løber Stien nok saa bugtet, -
da har Skolen frugtet!

II

Nu lister sig Vinden for Skolens Dør
med Bud og med Hilsen fra Bøgen,
at nu blaaner Søen om Danmarks Øer
og vidt over Skov galer Gøgen;
saa solglad bærer Vinden frem sit Bud:
Kom ud, I Slidere! kom ud! kom ud!

Og har I hærset en Vinter lang
med Stil og med Sav og med Gloser,
og avet jer Hjærne, - kom ud en Gang
til Hegnets vildt blomstrende Roser!
kom ud og tag jer med den travle Myg
en Slurk af Sommerdagens Solskinsbryg!

Og blev I, mens Skolen stod hvid af Sne,
af Slidet lidt blege og trætte,
kom ud, skal I høre Skovskaden le
og se, hvor en Byge kan rette!
og lærte mangt I ved jert Skolebord,
der vokser Kundskab der, hvor Skræppen gror.

176

Det Liv, der myldrer blandt Markens Straa,
saa stille om Lykke fortæller,
der gror, blot et fattigt Solstrejf kan naa
til Bunds for de skyggende Nælder;
drag ud! - og fandt iblandt I Vintren slem,
drag ud og sank jer Somrens Lykke hjem!

III

Blomsterstøv fra Blomsterbæger
tumles op og ned;
Barnesind, som ingen hæger,
vejres langt af Led.
Støvet ved ej, hvor det bæres,
finder Muld eller fortæres, -
vogt dit Snille, du, som har det,
av det vel og vaer det!

Du har tusind Ting at lære,
før du bliver klog.
Mindst er det: at tælle, skære
og forstaa en Bog;
større: Arbejdet at ære,
Medgang, Modgang støt at tære,
i hvad saa du faar at bære, -
størst: dig selv at være!

Du skal ikke tro, at Skolen
er en Lektiegaard,
hvor du bleges, medens Solen
over Verden staar,
177 Lektier maa vi alle slide,
men fra Bogens døde Side
strømmer det, som dulgt staar skrevet:
Livet fuldest levet!

Det har nok en Del at sige,
om du kender Kain
og det Strøg af Jorderige,
som faar hyppigst Regn.
Bedre er det, om du nemmer
det, som Kain i Sindet gemmer;
alt det Liv, en Draabe føder,
naar en Byge bløder.

Ej blot Videns tunge Skatte,
Kundskabs rige Guld,
ej blot det at kunne fatte
Sol og Mand og Muld,
- lær dig Sandhed, Ret at agte,
lær din Sjæl alt skønt at magte,
da har Skolen dig for Livet
Livets bedste givet!

IV

Nu er for stakket Tid forbi
dit Slid, du stakkels lille,
nu kan du gaa, nu er du fri,
skal ikke sidde stille!
nu kan du trøstig raabe op,
og, dersom du kan naa det,
178 slaa Luftspring over Skovens Top,
- gør hvad du vil! du maa det!

Ak! stakket Tid! - Nej, knap saa lang
er hele Vintren skaaret,
som blot en Dag i Skov og Vang
med Solblæst gennem Haaret.
Lad Skoleaaret rinde smukt,
til Hælvten kun det frommer,
om ej du høster rigest Frugt
i Ferien, som kommer!

Gaa over Eng, staa ved en Aa,
naar Solen stille daler,
hør Myggen summe, Gedden slaa,
se højt mod Himlens Svaler!
Der lægges blot saa dyr en Skat
hver Aften over Enge,
Fred, Lykke, Livsmod - grib den fat,
at du kan glædes længe!

Og kom saa, naar paany du maa
Skovskyggens Løvtag bytte
med Skolens faste Murstensvraa,
hvor du skal Arbejd skøtte,
og smelt i, hvad du der faar fat,
et Ekko af de Klange,
du fanged dig en Sommernat,
mens Aa randt under Spange!

179

V

Til Skolens Fane

Vift stolt, vift Fred, vift Lykke,
valmuerøde Dug
isprængt med Korsets Smykke,
solhvidt som Sejlets Bug!
vift over unge Tanker,
vift over unge Kuld,
bølg som de brede Banker,
der bærer Kornets Guld!

Vift Danmarks Agerlykke
med Fred til unge Sind,
flyv ud, at du kan trykke
din Glød paa unges Kind,
at, om de end maa bygge
engang i fattig Egn,
de ser som Fred og Lykke
dit lyse Sommertegn!

Vift til dem unge Minder
om Skov og Sommerstrand
hvor Dagen solfyldt rinder,
og Roser staar i Brand!
bred ud for deres Øje,
du, som mod Himlen slaar,
den Luft, den blaa, den høje,
som over Danmark staar!

180

ERNST BOJESEN

6. November 1897

Mange sære Ting staar skrevne,
alskens Æventyr,
Stoddere er Konger blevne,
Gud en Broncetyr,
én sit Liv for Føden voved,
én vandt ved sit snilde Hoved
og sin gode, kvikke Latter
Kongens Land og Datter.

Her til Lands de fleste arver
lidt forgemt Forstand,
faa den Kløgt, der bærer Farver
af en dristig Brand;
tungt og trøgt vor Stræben bygges,
saare sjælden det os lykkes
at se Sejr muntert vunden
med Skalmej' for Munden.

Som en Sommerfugl, der klipper
mellem Blomsterfnug,
flyver Bojesen og nipper
Sejr af Sol og Dug,
han, som aldrig lykkedrukken
klækked Sejre ud fra Vuggen
og fik Rokæg til sig listet,
uden at de bristed!

181

Denne Mand, der slider, fejder
med saa lind en Haand.
noget af en jævn Arbejder
med Erobreraand;
med en Landsknægts muntre Lader,
noget af en værdig Fader,
af en Henrik, en Jules Verne,
noget af en Stjerne!

I sin Leven, i sin Stræben
sjælden nedstemt, tung,
oftest med en Vits paa Læben,
nyskabt, stærk og ung;
spiller han med Lykkens Terning,
støt som Aaret gaar hans Gerning,
veed mod Uheld under Knoen
Trumfen: Tyrketroen!

Blev alt det, hvis Vækst han plejed
i de Aar, som led,
opgjort nu og dømt og vejet,
prist eller stødt ned, -
værste Varulv kan ej æde
fra hans Værk den Kunstnerglæde,
der er Laurens Løv om Panden,
Sjælen dybt i Manden.

Hvordan saa hans Virken ender,
lidet vejer det,
bag ham lyse Farver brænder
paa en Guldpalet!
182 lad ham trættes, lad ham dale,
han er strøget som en Svale
solbelyst hen over Lunde
hilst af tusind Munde!

BEKENDELSE

Til Johannes Jørgensen, Februar 1896

Der lever blandt de Mænd, jeg traf,
da jeg var ung og fuld af Mod,
en eneste, hvis Sind og Sjæl
randt ind i min
mer' dybt end, om vi blanded
som Fosterbrødre Blod.

Vi kæmped begge samme Kamp,
vandt samme Sejr, led samme Spot
og delte Sejr og Nederlag
som fælles Gods,
hver nøjsom lille Glæde,
hvert Støvfnug ondt og godt.

Og naar jeg gik ved Morgengry,
og Duggen graaned Blad og Straa,
da steg hans Navn frem i min Sjæl,
og naar jeg gik
blandt Aftnens Elverskygger,
da var det ham, jeg tænkte paa.

183

Og hvad der mødte mig af skønt,
det glæded mig med dobbelt Magt,
fordi det vilde glæde ham,
og naar han kom,
da slog hans Glædes Ekko
mod min og gav den større Pragt.

Hvad lykkeligt, der mødte ham,
det bar mig til en solfyldt Vaar,
fordi jeg saa hans Sjæl saa rig,
saa frugtbar, hed
som selve Solens Skælven
et Sommergry, naar frem den gaar.

Og hvad der mødte ham af ondt,
det ramte mig som Ulivssaar,
fordi jeg saa hans Sjæl saa skær,
saa øm og fin,
et nøgent Offerbytte
for denne Verdens Helvedkaar.

Og ingen Markens Blomst i Dug
har frydet mig en Morgenstund,
naar vuggende for Vindens Nyn
i Sol den stod,
som denne Morgenskælven,
der gyngede hans Væsens Bund.

Og ingen høstlig, taaget Dag
har svøbt et Vemod om mit Sind
saa rigt i al dets Fattigdom,
som naar han kom
184 og talede tungsindigt
i Ord, der skar sig dybest ind.

Da førte Livets Gang os fjernt,
ham hist, mig her, hver til sin Krog;
mig gjorde Tiden mere haard
og drømmeløs,
ham lærte den at tale
de dunkle Drømmes dybe Sprog.

Mig skreg den til sit: Haardt mod haardt!
ham tvang den med sit Bøddelris
til, for at redde Sind og Sjæl,
at søge Fred,
hvor Tiden aldrig kommer,
i vide Længslers dunkle Dis.

Men aldrig glæder mig en Stund
et Støvfnug skønt, jeg ser paa Jord,
før mig hans morgenrige Fryd
i Minde gaar,
og sidder jeg tungsindig,
jeg drømmer om hans Vemodsord.

Og gaar jeg ud ved Morgengry,
naar Duggen graaner Blad og Straa,
da staar hans Navn frem i min Sjæl,
og drages jeg
af Aftnens Elverskygger,
da er det ham, jeg tænker paa.

185

I

Du kommer til mig, Ven,
og vil, at jeg skal angre
min Ungdoms krasse Gudsforagt,
min Ungdoms kaade Djævlepagt,
min Ungdom! Ungdom! . . . Ven!

at jeg skal bryde Staven
og fælde Dødsdom over
hver lille giftig Blomst, der staar
fra Urtegaardens unge Aar,
og kulegrave Haven!

Du vil, jeg skal erklære,
at, hvad jeg en Gang trode,
var Hedenskab og daarlig Tant,
at senere vi alle fandt,
det var en fattig Lære!

Du skulde vide, Ven,
hvor vildt jeg elsker alle
de Tanker, jeg engang har tænkt,
- den mindste, jeg har fra mig slængt,
mit Hjærte brænder end!

Og maatte mange falde
for Livets grumme Prøve,
forgaa som Blendværk, blive Støv,
mens nye, større satte Løv, -
jeg gemmer paa dem alle.

186

Thi tog jeg fejl i meget,
der randt dog fra mit Hjærte
en Draabe Blod i fejlest Id,
. . . Ak, Hjærteblod! ak, Ungdomstid!
da lykkelig vi leged!

Fik vi saa grumme Hænder,
at frejdigt vi kan skære
det halve af vort Hjærte ud,
fordi det bar en anden Gud
end den, vi nu bekender?

Jeg har ej Raad at miste
den mindste lille Time,
den bar sin Skærv til den, jeg blev!
hver Fryd, hver Spot, hver Tant, jeg drev,
jeg gemmer til det sidste!

Kald mig kun fattig, Ven!
jeg har ej Raad at angre
min Ungdoms kaade, blinde Spot,
min Ungdoms Spring blandt skønt og raat,
min Ungdom! Ungdom! . . . Ven!

II

Og skulde jeg fælde den Tid, der gik,
som klingende Tomhed, som falsk Musik,
jeg maatte vel være et Vildmandskarn,
der aad af Hunger sit eget Barn!

187

Saa meget, jeg ved, fører Livet med,
de Tanker, de ejer ej blivende Sted,
hvad klarligt straaler som Sandhed i Dag,
det falmer i Morgen som taabelig Sag.

Men ét, jeg ved, varer Livet ud:
min Sjæl i dens spillende, spraglede Skrud,
udelelig hel, ingen Tomme forødt
fra den Gang, jeg blev af min Moder født!

Vidt har den vandret, i Ørkner tit,
men hvad den saa fandt sig, blev altsammen mit,
Sandskorn og Guld - og hver usselig Ting
umisteligt Led i en sluttet Ring.

Og altsammen ejer den samme Værdi,
thi altsammen fælded det Bund i den Sti,
jeg vandred og vandrer, i Dag som i Gaar,
fra da jeg blev Mand - ind i kommende Aar.

III

Og har jeg dyrket Dagens Sol,
og har jeg tilbedt Døden
og set mig glad paa en Viol
og slidt mig syg for Føden,

og har jeg fejret Elskovs Fest
og kysset Kvindebarme,
og har jeg præket som en Præst
mod Blodets vilde Varme,
188 jeg solgte gerne et Par Aar
af dem, som er i Vente,
for fra min Ungdoms viltre Vaar
endnu et Kys at hente,

gav gerne denne Solfaldsglans,
der nu mit Hjærte fylder,
for lidt af det, der Sind og Sans
forpester og forgylder!

Et Aar i Sorg, en Dag i Fryd!
jeg valgte begge Dele
for Syndefriheds beske Dyd
og Sjælsfred og det hele!

gav al Erfarings tunge Sum,
min hele, bitre Viden
for det at kunne være dum
og gaa som blind til Striden,

for det at eje Tyrketro,
for det at kunne træde
i Dag som Gud paa Regnbu'bro
og saa i Morgen græde!

gav alt, hvad der for mig staar hen
som Gry i Fremtidsskæret,
for blot et Nu at være den,
som jeg engang har været

189

IV

Ransag dit Hjærte, siger du,
ryd bort det onde, gem det gode,
skil ud, hvad der er Giftsvamp i,
riv Daarligdommen op med Rode!

Ja - om jeg vidste blot bestemt,
hvad der var Svamp og hvad en Rose;
alt, hvad der i min Sjæl er gemt,
har lejret sig som Muld i Mose.

Og alt har kastet Frugt og Frø,
hver maatte sit til Muldet give,
og faar vi Vaar med Regn og Tø,
da kalder Solen alt til Live.

Og da staar Rose, Svamp i Flor,
og jeg kan se det onde, gode,
se Svamp, hvor Roser stod i Fjor,
se Roser der, hvor Svampe grode.

Ak, godt og ondt maa følges ad,
faar sammen gro mod samme Himmel,
jeg mægter ej det mindste Blad
at bryde i den hele Vrimmel.

V

Ja - jeg kan skifte Mening,
det har jeg gjort saa mangen Gang,
- hvem fik vel i Forlening
den sidste Sandheds Himmelvang?

190

Der gaar saa mange Drømme,
saa mangen Tro i Blus og Brand,
hver Vaar slaar friske Strømme
imod den isgraa Vinterstrand.

Lad Drømme brænde, Tro gaa ned
og blive Støv langs Veje!
det Ar, som de i Sjælen sved,
bæ'r jeg som evigt Eje!

VI

Jeg har et Helgenskrin i Hus,
af Uvejrssus,
af Solens Guld,
af Nat og fattigt Stjernesmuld
saa skønt, saa sindrigt drevet:
dér sover som i Helgenblund
hver runden Stund,
mit Liv, som jeg det leved.

Naar for hver stakket Dagens Lyd,
for Døgnets Fryd
og Døgnets ondt
og Døgnets Larmen Verden rundt
mit Sind sig stille gemmer,
da stiger der fra Skrinets Bund
en Højtidstund,
som sært mit Hjærte stemmer.

Ej Klage, ikke Glædens Glød,
- det er, som brød
191 en Stjernehær
i stille, stort, livsaligt Skær
frem paa saa høj en Himmel
og stirrer ned paa mig og mit
saa fjernt, saa vidt,
saa evig i sin Vrimmel.

Og hver en Stjerne er et Smil,
et bittert Smil,
et Smil i Fryd,
et Suk, en Sejr, en Klagelyd,
en Drøm, en Graad i Nøden.
Hver Haan, hver Spot, hvert lystigt Haab,
hvert sorgfuldt Raab,
mit Liv i evig Gløden!

Da ved jeg ét, som helligt er,
som helligt er:
mit eget Liv
i ondt og godt, mit eget Liv
og intet uden dette, -
jeg staar for Skrinet ond og god
og har ej Mod
én levet Stund at slette!

VII

Jeg tror paa, at der findes
en Gud etsteds - i dig, i mig,
maaske bag Stjernerne, maaske
i Støvet paa hver Alfarvej,

192

en Gud, som væmmes saare
ved alle dem, der bygger Hus
ham og hans Magt til Ære
og kaster sig for ham i Grus,

en Gud, som evigt ynker
hver Sjæl, der ydmygt hylder ham,
fordi han er lidt større
end denne stakkels Verdens Lam,

en Gud, som viger fra dig,
hvis du vil krybe for hans Fod
og raadløs skjule i en Bøn
din egen Fattigdom paa Mod,

en Gud, som stum forstener
for Klage som for Fryderaab
højt over dine Sorger,
højt over dine Haab,

en Gud, som ser - ser evigt
i ubrudt Tavshed, ubrudt Ro,
paa dig og dit og gemmer
hver Gang du græd, hver Gang du lo,

en Gud, hvis Øje følger
din Færd i al dens op og ned
og ved om, hvor du vandt og slap,
saa dømmende Besked,

193

en Gud, hvis Blik bestandig
ser paa dig, om du vandrer rank
trods dybest Stik, trods ondest Kval,
hvad eller om dit Hoved sank,

en Gud, som ikke skænker
den mindste Hjælp dig i din Nød,
men vil, at du skal bøde selv,
hvad selv du i din Færd forbrød,

at han engang kan skænke
dig Hvile ved sin Side,
fordi du holdt dig selv i Hævd,
hvad ondt han lod dig lide,

fordi du stod saa stolt som han
i ondt og godt, i smaat og stort,
fordi uovervunden
du vandrer ud af Livets Port

SNE

Hvide Jord, tavse Sne!
Fred, hvis Aandepust i Mulde gemmer
Soltids Fryd og Soltids Ve,
Luft, hvor ingen Fugl sin Strube stemmer,

194

dybe Fred, der sletted ud
Finkens Jubel, Droslens Klage,
bærende dit Klosterbud
gennem stille Vinterdage,

- se, du blev mig til en Gud,
kold og klar, og tavs du hefter
om mit Sind den Lykkes Skrud,
som jeg rastløs ledte efter,

Lykken ved at følge stum
Livets Millioner Sange,
for at vinde ud en Sum
af tre fire rene Klange,

Ensomhedens Vinterfred,
hvor paa Nattens høje Himmel
Stunderne, der stille led,
funkler frem som Stjernevrimmel.

195

SIDSTE DIGTE

Aftenen kommer, den sorte Nat!
I Skoven mumler saa dystre Lyde,
Sus, som slukkes saa underligt brat,
Stemmer, som ingen kan tyde.

Er det Bladenes Hvislen, Dugfaldets Graad
eller er det den evige Kvide,
som ensom ror gennem Natten sin Baad
og sanker, hvad Mennesker lide,

min egen Sjælenøds fredløse Trin
blandt Stammer i sukkende Soven,
min Ve, som hvisler i Nattens Vind
og flakker søvnløs i Skoven,

196

min egen Sjælenøds bundløse Blik,
der stirrer fra Skovdybets Kløfter,
lurer bag ved mig fra Stien, jeg gik,
ser paa mig fra Grenen, jeg løfter - -?

Jeg vandrer og vandrer, til sent paa Nat
den hvide Maane sig hæver,
og Løvet rundt i det duggede Krat
sølvblegt i Vaarnatten bæver.

Skænk mig, o Maane, den Fred, du saar,
mens tavs paa Himlen du stiger -
du hvide Pilgrim, som ensom gaar
din Gang mod de fjerne Riger.

FORAARSVERS

Det var først paa Foraarstiden
og en Solskinsdag som denne,
- kan du huske? - vi gik sammen
mellem Skovens nøgne Stammer;
der var lyst og stille, lyst og
tyst som i et Tempelkammer,
og vi drømte os, at Skoven
den blev ved til Verdens Ende,

og du gik og sang og fæsted
i dit lyse Overstykke
Anemoner, medens Vinden
hvisled i de nøgne Kroner, -
197 kan du huske, hvor vi elsked
dette Mylr af Anemoner,
der var unge som vor Elskov,
der var hvide som vor Lykke.

Ved du, at de lange Dage,
som er ledet langsomt siden
og har fældet Sne og isnet,
isnet ind i Hjærtets Kroge - -
ved du vel, hvor fjernt den fejes
deres vintertunge Taage,
nu den unge Sol har lagt sin
Guldsti gennem Foraarstiden;

ved du, at dit Øje lyser
som de hvide Anemoner,
ved du, at din Stemme synger,
at din Latter stille jubler
som den Dag, vi gik i Skoven -
ved du, at dit Haandtryk kupler
over Hjærtet Foraarsskovens
lette solskinfyldte Kroner?

DUG

Hver lys Skærsommernat, naar Jorden sejler
igennem Rummet sølverhvid af Dug,
i Nattens Dæmringsdyb et Perlefnug,
der Himlens Hvidhed i sin egen spejler -

198

hver lys Skærsommernat, hver dughvid Time,
mit Liv sig løfter fra den tavse Jord
og stiger om mig som et Taageflor,
der huser mine Drømmes Sølverstime,

og langsomt bølger det, i Drift, i Dvælen,
og skjuler Vejens flade Flod af Støv
og skælver som en Skov af sølvhvidt Løv,
mens Nattens Dug mig rinder gennem Sjælen.

LANDSKAB

En Egn med øde Markers milevide
jordflade Bølger,
en Egn ved Solfaldstide,
da Graavejrsdagens Lys-Lig bæres hjem
saa køligt blegt, saa udpint stille,
mens Regn og Nat i Afstand følger.

Og ude imod Vest, lavt nede
langs Kimmingranden rinder der en lille
rød Stribe Solblod, saa det himmelbrede
graagrove Skyhæng faar en plettet Bræm.
Midt gennem Egnen flader sig en Vej
i træge Bugter og forsvinder ude
mod Solblodsstriben som en graahvid Streg
tværs over den uhyre Brakjordspude.

Og over dette arme Øde dør saa Dagen
en ensom Død;
199 Vejstregen slettes, og en fattig Klynge
Markhytter skutter angst sig som i Aandenød,
og fra en Skærvedynge
flyver en Krage tungt og jordlavt bort.

Der slaar en enkelt Lyd ud over Ødet,
saa klangløs haard, saa skærpet kort -
et Vrag af Lyd paa dette brede Hav af Luft og Jord;
og naar den store Stilhed har den dødet
og slettet Vragets sidste Spor,
slaar atter Lyden paa den regngraa Stilhed Brud
og skærer Veje sig til alle Sider - - -
Mens Solblodsstriben langsomt rinder ud,
en trælsom Stenhugger ved Vejen slider.

BOGTRYKKERRIM GJORTE I HALVSØVNE

Jeg sad og saa paa min Plænes Græs,
- Kompres -
jeg sad og stirred et kort Minut,
- Skudt -
jeg sad og stirred mit hele Liv,
- Kursiv -
og gult blev Græsset, mit Skæg blev hvidt,
og alting flasked sig lige skidt!
- Petit -

200

JUNINAT

Hvorfor ikke denne Aften synge?
høj og stille staar den lyse Nat!
Ingen fjerne Stjernekloder tynge
Himlens Bleghed i den lyse Nat!

Alt er sølverhvidt og klart og stille,
smæltet i den tyste Nat i ét!
Ingen fjerne Skumringsskyer skille
denne Hvidhed, hvori Alt er ét!

Alt! - den Klodesværm, hvis Baner lænker
Universets virvarvilde Sjæl,
og de Tanker, som min Hjærne sænker
i min egen uropinte Sjæl!

Ét i denne hvide Mildheds Aanden,
ét i denne himmeldybe Fred,
fri for Sorg og bundne Længslers Vaanden,
uden Lykkekrav bag Hjærtets Fred.

Hvorfor ikke denne Aften synge,
nynne sagte som den lyse Nat,
medens ingen Mindeskygger tynge
Himlens Hvidhed i den lyse Nat.

201

MIN STUE

Hvor jeg elsker denne mørke Stue,
naar i Natten alle andre sove,
og jeg søvnløs gennem Vindvet stirrer
ud i Natten paa de sorte Skove.

Denne Stues dybe, tavse Mørke