Stuckenberg, Viggo DIGTE FRA PARIS

DIGTE FRA PARIS

SEINEN

Jeg staar hver Morgen ved Pont neuf og ser
paa dine brede, morgenfriske Vande,
imens Paris i Dagen dukker frem
og stryger Nattens Dunster fra sin Pande

Svagt summer Larmen fra den vaagne By
med Klokkeklang og Raab fra fjærne Gader,
og Spurvene slaar op fra Kajens Trær
og kvidrer fra de nærmeste Façader.

Hvor rolig i din Hast, du dybe Flod,
hvor ivrigt kruset og hvor fornemt stille,
en flygtig Skummen mod en brolagt Kaj,
en hvisket Nynnen imod Broens Pille.

Fra grønne Marker strømmer du her ind,
hvor Sten og atter Sten hvert Muldkorn dølger,
og bærer under Hvirvelskyer af Støv
de grønne Markers Skær paa dine Bølger.

Du er mig midt i denne Feberstad,
der Nat og Dag i evig Uro brænder,
den sundes Aandedrag, den stærkes Fred,
en Vilje, som til Tøven ikke kender,

en aldrig spærret Vej for Himlens Vejr,
et Væld af Dagens Lys igennem Byen,
316 en Elskerarm strakt under Himlens Sol,
en aaben Spejlfavn sitrende mod Skyen.

Fjern - fjern er Staden med den blege Kind,
højt oppe driver Sky'r som Dis paa Vange,
frem gennem Verden gaar din vaagne Strøm
og nynner sine morgenstærke Sange.

PARIS

Jeg gaar og gaar
ad brede Gader og i snævre Gyder,
i Parker, fyldte ad den grønne Vaar,
hvor Rododendren tung af Blomster staar
og Springvand syder,
- gaar milevidt
ad Boulevarder, hvor for hvert et Skridt
Kastanjeblomster som smaa Snefnug ligge
- gaar alle Vegne
hvor hundred Gange jeg i Drømme gik,
.... og glædes ikke.
Paris! Paris!
- mit Liv sin Farve fik
i andre Egne.

Du rige Stad!
Svøbt som en Fe i Vaarens Blomsterklæde
strør du din Pragt til den, som smiler glad,
din Sjæl, dit Liv, Dugdraaben, som et Blad
har du grædt af Glæde.
317 Og den, der ser
en Morgenstund, naar alle Smaabørn ler,
hvor Solen som et Væld af Kærtegn glider
fra dine Hænder,
- han rammes af et Sting,
som Hjærtet bider.
Paris! Paris!
jeg længes efter Ting,
du ikke kender.

AFTEN I LUXEMBOURG-HAVEN

Hen under Himlen aftengraa Skyer
i jagende Uro drager,
Lyset er koldt og Jorden vaad
og alle Smaafugle klager.

Det drypper fra Luxembourg-Havens Træer,
og Løvet bruser som Silke,
et Bed Tulipaner i Laser staar
og visner paa tynde Stilke.

Jeg gaar derinde og fryser selv,
fremmed, hjemløs, alene,
finder tilfældigt en Buste gemt
bag regntunge Elmegrene.

Et furet Hoved, to Øjne som
Fortvivlelsens aabne Helved,
Haaret en knugende Uvejrssky,
og Brynene sorgfuldt hvælvet,

318

men Munden - Munden saa ung og blød
som dugget af Rosers Aande,
- et Hoved løftet af Blodets Brus
og bøjet i bitter Vaande.

Chopin - Der bliver saa ensomt tyst
i samme Stund under Løvet,
som tav hver Graaspurv i Busk og Græs
og lukked sit Næb bedrøvet.

Og al min Længsel mig fylder vildt,
saa underlig angst og bange,
som kunde min sidste Glæde dø,
før helt jeg turde den fange.

HVAD ER DEN HELE JORD -

Hvad er den hele Jord mig værd
med Hav og Bjærg og Taarn og Tind
imod de faa, jeg lukked
i mine Tanker ind.

Et Menneske kan bryde op,
saa tit han vil, og drage vidt,
han er dog der, hvor hedest
han elsked og har lidt.

Hvad ved den store Verden om,
hvad du har drømt, hvad du har tabt,
om tusind tavse Tanker,
hvoraf dit Sind blev skabt,

319

om du er blevet den, du er,
fordi du bandt din nøgne Sjæl
med Fenrisulvens Lænke
til Livets Marterpæl,

hvad heller om du sejrrig staar
og vandt dig Lykken for hvert Skridt,
- hvad kan den hele Verden
vel række dig af dit!

VENUS FRA MILO

Der er graat og mørkt paa Louvre,
Regnvejr ude, raakoldt inde;
i de store, tavse Sale
dødt og trist det gule Marmor.
Om hver Grækergud i Sten
kun fortvivlet Ensomhed.

Midt paa Gulvets isgraa Fliser
løber paa sin høje Sokkel
aandeløs en Grækerinde,
løber, løber, usselt fangen
i det uldne Graavejrs Sæk,
- Atalante!
Og Kolossen Melpomene
knejser som en Klump af Hovmod,
stor, enfoldig, marmorhugget,
uanfægtet, stum og dum.

320

Venus! Venus! Ingen Steder
ser jeg dit berømte Marmor,
og det er kun dig, jeg søger -
. . . Tilgiv - ikke for din Skønhed,
men som Hilsen og som Haandtryk.

Aa, du derhjemme, som jeg forlod
jeg fryser i Louvres Haller,
kan ikke sætte et Sted min Fod,
hvor ikke paa dig jeg kalder.

Jeg gaar saa ensom i denne Sværm
af Skønhed fra gamle Tider,
og Kunsten yder mig ingen Skærm
mod, hvad jeg i Hjærtet lider.

Jeg længes mod dig, du blide Sind,
du milde, kloge Veninde,
som lukked mig i dit Hjærte ind
til Fryd - og vemodigt Minde.

Den højeste Sal, den bliver saa trang,
- jeg mindes din varme Stemme
i Stuen, hvor Venus fra Milo hang,
i Stuen hos dig, derhjemme.

321

Regnen rasler, og en Smaabaad
piber udenfor paa Seinen;
jeg er ene her blandt Marmor,
og jeg bløder i en Ørken.

Se, der hænger en Portiere,
saa moderne rød og hæslig;
- maa den løftes, er der Adgang,
skjuler den maaske Kontorer?

Varsomt stryger jeg til Side
disse otte Alen Fløjl - -

Venus fra Milo!

Aa, I som praler
af at kunne alt beherske,
af at kende alle Strænge,
Hjærnens stolte, Hjærtets svage;
I, som er saa kæmpestærke,
- ak, jeg skælved saa betagen,
som jeg aldrig mere bliver.

Aabenbaret, drømt alene
ned i dette dunkle Rum,
skudt med ét af Gulvets Stene,
født i dette Øjeblik
staar du der, mer end Gudinde,
rejst i Lykke, med din Nakke
bøjet vegt, som bad du tyst

322

alt det hæslige i Verden
mildt tilgive dig din Skønhed, -
staar der for mit Hjærtes Længsel
som et Syn, der kunde svinde - -

Og hver Fiber i mig hvisker:
Bliv! Aa, bliv!
- Jeg har fundet dig, Veninde!

Og jeg sidder paa en Divan,
og jeg stirrer paa dig, Venus,
ene, - kun en Malerinde
henne i det dybe Vindve
din Berømthed kopierer.

Jeg sidder og ser dig
og ser dig ej længer,
ser kun dit Billed,
som hjemme hænger,

dit Billed, hvorunder
vi mødtes saa trangt
og talte saa hverdags
og mente saa mangt.

Jeg vil jo blot hilse
en Sjæl, jeg har kær,
blot sidde en Time
en ubekendt nær.

323

Aa, Venus, du er
saa vidunderlig skøn,
al Drøm og al Længsel,
i Marmor en Bøn,

en Bøn, som er opfyldt,
en Skønhed for Livet,
en Sjæl, som sin Renhed
til Verden har givet.

Min Renhed - lad fare!
Jeg kan ikke dømme.
Jeg tænker paa én,
- og jeg lever i Drømme.

Og du kan leve din Tid saa lang,
elske fordi du maa,
Hjærtets Længsel traver sin Gang,
og den kan aldrig forgaa.

Elske og elskes - vidt og bredt
det raaber fra hver en Klode,
elske og elskes - der er kun ét:
falde et Hjærte til Fode!

Og slæber du bag dig Minders Hær,
som aldrig vil sig forbarme,
held dig, om dig banker et Hjærte nær,
som under dig al sin Varme!

324

Og vaagner du en Dag og ser
dit Liv som en tungsindig Sump
og drevet ind mod Breddens Ler
din Ungdom som en ormædt Stump,

dig selv alene i en Egn,
hvor ingen Blomst har Duft for dig,
hvor Natten slaar sin kolde Regn
mod Miles Lyng og ingen Vej,

og vaander i den Moses Dyb
dit Hjærte sig mod Himlens Sol,
og kvæles du af Ufærds Kryb
og mindes du Aprils Viol,

og ser du højt, højt under Sky
en Fugl, der sejler ud og ind
og spejler sig hver Dag paany
i dit forkomne, arme Sind

og tænder med sit vaagne Blik
den Ild, der sluktes i din Sjæl,
- da spænder efter Hjærtets Skik
Guldsporen du paany om Hæl.

Hvor kom du fra, hvor fandt jeg dig,
du, som jeg knap tør nævne?
Det er, som vilde Skæbnen mig
endnu en Sommer levne.

325

Du er saa god og, ak, saa fjern,
din Haand har tyst du rakt mig,
din myge Haand, din blide Ro,
- dit Navn har knapt du sagt mig.

Du kom saa bly som Vaaren selv,
før Lærken slaar sin Trille,
med Hjærtet sygt af svegen Tro
og til et Smil for stille.

Nu - aa, du store, milde Barn,
nu skylder jeg dig Livet,
du bar mit Hjærtes Sot til Ro,
- og hvad har jeg dig givet!

Jeg sagde dig en Aften, at jeg elsker dig saa højt,
at alle Sprogets Ord er mig for svage, -
det var en Elskerfloskel,
en bleg Reminicens fra gamle Dage.

Jeg vil saa nødig bruge den arge Billedsværm,
der løfter Elskov bort fra Jordens Rige,
- min Elskov bygger dér,
hvor Løvetanden blomstrer under Dige,

Jeg elsker dig, fordi du har løst mig fra al Sorg,
fordi dit Haandtryk gør mig stærk og modig,
fordi din Kærlighed
har atter gjort min Sjæl, min Vilje frodig.

326

Og dog - hvert Ord er galt. Min Kærlighed er jævn
som Hverdagsdøgnet i dets bramfri Færden.
Jeg elsker dig, fordi
du er - den, som du er, ... i hele Verden.

Venus fra Milo, jeg gik fra dig,
og atter laa Salene trange,
men hver Gang jeg vendte mig, stod du dér
for Enden af alle Gange.

Var Louvre lukket, kom jeg for sent,
jeg stod i Gaarden derude
og saa dig knejse gudinderent
bagved den støvede Rude.

Og den, jeg elsker, jeg fandt hos dig,
du dryppende Regndags Minde,
- Venus fra Milo, aa tilgiv mig,
. . . jeg kunde kun hende finde!