ERANTIS

✂ Nu er det Foraar - løb, min Dreng,
nu støjer Hækkens Spurve,
og Havebedet pakker ud
de smaa Erantiskurve,
og Himlen staar saa høj og hvid,
som blev det Dag for evig Tid,
og Luften er saa frodig,
- spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
. . . saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

✂ Nu blomstrer hver en Blomst paany,
det er saa mildt at mærke,
det er, som sang al Uskyld ud
sin Fryd med Markens Lærke;
ak, - det er Bud fra svundne Aar,
en Tone, som i Luften staar
endnu engang og skælver,
en Kalden - men tilbage;
den lyse Vaar, som gror paany,
den er en Skygge under Sky,
og Lærkens Jubel maler
for mig kun gamle Dage.

✂ Min Dreng, det ved du intet om,
men denne Sol i Luften,
Bogfinkens første sagte Slag,
Muldvarpeskudets Duften,
368 det bringer ikke mig ny Vaar,
det maner mig om svundne Aar;
blødt spørger Finkens Trille:
Hvor er de henne, som med dig
engang gik Vaarens lyse Vej
i Ungdom, Fryd og Lykke,
... og Fuglen tier stille.

✂ Hvor er de henne, de der fandt
som jeg i Ungdoms Glæde,
at alt var herligt: Strid og Tant,
at juble og at græde.
De er dèr i det lyse Skær,
som hver en Gren i Vaaren bær',
dèr tindrer deres Lykke,
men fjernt som en vemodig Drøm,
og stum er deres Latters Strøm,
- den fattige Erantis
blev al vor Levens Smykke.

✂ Min Dreng, elsk Dagens lyse Sol,
glæd evig dig ved Vaaren,
den var, den er din Kongestol,
din Lykke ubeskaaren,
i den du møder til din Død
de Blomster, som dig Livet bød,
din Ungdom evig frodig,
- spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
. . . saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.