↩

AF III SANG

✂ Fra de bævende Blade driver Regnen i Dryp,
og alle Skovens Stammer de skinne,
der pipper ingen Fugle, der pusler ingen Vind,
saa vaad og graa staar Dagen derinde;

✂ langs Marken lister Væden, Smaagrenen hænger blank,
og tæt om Rod de Draabehuller brøndes,
det sorte Skovmuld suger de klunkende Dryp,
og Bundens Urter glinsende grønnes.

✂ Dybt inde hvor et Bregnekrat i grøntkniplet Væv
omkring en frønnet Egestub sig skover,
dèr ligger, med sit Hoved paa Stubbens vaade Rod,
i Regnens Dryssen Esben og sover.

378

✂ Ned over hans Pande, hvor Haaret falder gult,
et lille Stubskud draabetynget vipper,
mens Bregner langs hans Side i dryppende Hang
vaadt bøjer ned de vaade Bladesnipper.

✂ Han sover, med den ene Haand lagt tæt under Kind,
den anden ind for Hjærtet ligger stukket,
Panden er bleg, og hvid og vaad hans Kind,
Brynbuen glat, og Læberne lukket.

✂ Da rasler det i Bregnerne, først hvislende fjernt
som Vand, der i en Sluse sagte syder,
saa nærmere, i Stigen, som en huggende Baad,
der Vej igennem Brændinger sig skyder.

✂ Og frem for Stubben pruster en brun, en regnblank Hest
med Skum for Mule, Bidslet blodig skaaret
i Mulens Vig, og højt paa Ryg i sølvsy't Saddelstol
en Kvinde, rank, med Fjerbaret paa Haaret,

✂ en knejsende Kvinde, i løvgrøn Jægerkjol
stramt rundet over Hoftens faste Bue,
med guldstukket Støvle og Trøjen silkeglat
om Brystets brede, buttetspændte Tue.

✂ I Tøjlen hun river, for Stubben Hesten staar
og pruster tungt og hugger mod sin Bringe
den fraadende Mule, ryster Manken, saa skært
i Regnen Tøjlens Sølvbjælder klinge.

379

✂ Hen over Hestehalsen hun bøjer sig let,
mens Dyret skraber Mulden med Hoven,
og fæster paa Esben to Øjne saa graa
som Regnens lette Slørluft over Skoven,

✂ og drager sagte Aande, sidder bøjet og ser
paa hans Haar, paa hans Mund og paa det nøgne
vædeblanke Bryst i den flængede Vams,
- da aabner Esben langsomt sine Øjne

✂ og ligger lidt og glipper og spiler dem med ét
vidt aabne op og rejser sig og kaster
sig hen for hendes Fod og borer sin Arm
om Skørtet med de vaade Silkekvaster.

✂ - "Prinsesse! Prinsesse! -jeg har dig igen!"
- i Skørtefolden Esben stemmer Hagen -
"hvor var det ondt at jage mig fra Hytten med Spark!
aa du! jeg har længtes hele Dagen!

✂ Du henter mig tilbage! - det brænder endnu
i mit Blod af din Silkehuds Varme!
hvor fint du har klædt dig! hvor stolt du ser ud!
Prinsesse! tag mig op i dine Arme!" -

✂ Hun retter sig og klapper den stampende Hest,
der pisker Krattets Bregner med sin Hale,
og stirrer paa Esben med sit spindelgraa Blik,
- "Hvem er I? forvirret er jer Tale!" -

380

✂ - "Jeg er Esben! det ved du! - aa jag mig ej igen! -
gaar du fra mig, Prinsesse, inden Aften jeg dør!" -
Hun knejser og smiler: "Prinsesse vel jeg er,
men aldrig, ved jeg, har jeg truffet jer før!" -

✂ Da slipper Esben langsomt det kvastede Skørt
og stirrer paa Prinsessen helt bedøvet,
og Underlæben dirrer, som Regnfaldets Dryp
staar bævende i Draabe under Løvet.

✂ Da strækker ud Prinsessen sin handskede Haand
og smiler blegt: "I følge mig af Skove!
helt syg I er! - det vilder det sundeste Blod
at lægge sig i Regnen til at sove!" -

✂ Men Esben stille stirrer, og Kinden rødmer svagt,
og langsomt stiger Brystet blegt og blottet;
Prinsessen slaar med Nakken og spidser sin Mund,
- "Nu komme I og følge mig til Slottet!" -

✂ Saa tvinger rundt hun Hesten, og Bregnernes Stilk
af Hoven knækket ned i Muldet trædes,
- "I føre ved Tøjlen min Brune for Slot,
dèr skal før Kvæld I tvættes og klædes!

✂ I staar saa forkommen! tag Tøjlen dér om Haand!
hvem I saa er, nu faar I jer skynde!" -
Saa skridter Hesten frem, og Esben følger med,
hvor Bregnerne begynder at tynde.

381

✂ Paa Hesteryggen sidder Prinsessen og ser
paa Esbens smalle Haand, der holdor Tøjlen;
fast over Brystet, graaøjet sidder hun og ser
og lader Foden vippe i Bøjlen.

✂ Og Esben skrider stille med Tøjlen i Haand,
mens Regnens Dryp hans brune Fingre væder;
under Løvskov de drager, over Sletter, gennem Hegn,
hvor Stier mellem Stammerne sig stræder;

✂ og Regnen siver stille, og Dagen staar graa
mellem Stammer og glinsende Kviste,
og Draaberne drypper fra det vippende Løv
og dugger Muldets Urter og briste.

Prinsessen fører Esben til Slottet, som ligger i en kratvokset Dal. Der daarer hun ham med Pragt og Herlighed, saa han tror hende den mægtigste af alle, med Magt over Lande og Sommer og Sol. Han bliver hendes Elsker og Herre i hendes Slot.