✂ Solen synker;
en Sky hænger nede i Vest,
med Folder og guldstrøgne Rynker
malet paa flammende Bund, -
et Varsel om Blæst.
46 Endnu er det stille;
Skovbrynet tættes af Halvmørkets Skygger,
der dækker og jævner og fylder
det, som Naturaandens Nykker
lader mangle i alt, hvad den skaber;
alene en sladrende Kilde
Stemmen i Mørket ej taber.

✂ Og foran i Hegnet,
gyngende let paa en svejende Gren,
sidder med skødesløst hængende Ben,
nøgen, i Ly under viftende Blade,
med Rakler i Haaret, Duggperler paa Brystet,
et vemodigt Træk om den fyrige Mund,
fin som et Skyggerids, tegnet
paa Skumringens halvdunkle Grund,
en dejlig Dryade.

✂ Paa hendes Brysts Alabast
en Guldsmed fortryllet sig gynger
og drømmer beruset og klynger
svimmel sig fast

✂ Hun skyder de skælvende Blade til Side
og ser gennem Engtaagens Spind,
hvor Maanen staar hyllet i Dampe
og lysende lader glide
sit stirrende, stive
Blik under Bladene ind.

✂ Taagerne bølger og vugger,
Raklerne skælver, Duggperlerne bæver,
og medens Maanen sig højere hæver,
Dryaden sukker.

✂ Frem mellem Taagernes Folder,
der Skovbrynet dækker,
blinker og skinner og flimrer,
løfter sig, dukker
flydende Sølvbølgerækker,
som skifter og sagte sig flytter;
en mumlende, skvulpende, tungsindig Klang
bæres fra Bølgerne ind mod Dryaden,
der knugende, feberhed holder
Haanden mod Hjærtet og lytter.

✂ Og som i utæmmelig Længsel
breder hun Armene ud
og favner et Vindpust, der kommer som Bud
fra Stranden, et luftende, lille,
der lægger til Ro sig og dør
ved den sladrende Kilde.

✂ Saa kommer der flere;
hun kan ikke favne dem alle;
de rusker i Raklerne, Bladene falde,
og Brystet har ikke sin Duggperle mere;
fra flyvende, stormrevne Skyer
ser Maanen bag svejende Blade
ned paa den nøgne Dryade.

✂ Og Striben dernede
løfter sig, bræmmet med Tunger, der brede
mere og mere sig;
Engtaagen driver for Blæsten langs Hegnet,
den dæmpede Mumlen, den sukkende Skvulpen
vokser til Syden af Vande, der bruser
48 mod Skovbrynet frem, mod Buske og Stammer,
stigende, styrtende.

✂ Dryaden knejser
og bøjer sig fremover, henrykt, betagen, -
de blinkende Bølger sig højere rejser,
ruller sig fremad i skummende Jagen;
Sølvet forsvinder, den lokkende Klagen
bliver til vrængende, skærende Hvin,
og Smilet, der silkeblødt spilled,
et fraadende Grin.

✂ Det hujer om Hegnet, det skingrer som Skrig, -
og graadig et Bølgeslag dukker
op mellem Løvet og lukker
sin skummende Fraadefavn over
Dryadens dejlige Lig.