Stuckenberg, Viggo SEPTEMBERAFTEN (I)

SEPTEMBERAFTEN

Jeg stirrer mod en Stjærne,
den blinker mig imod,
som vilde den saa gerne
mit Hjærte være god.

Men alt for fjernt den straaler,
og alt for højt den staar,
som en bedrøvet Hilsen
dens Smil mit Hjærte naar.

Det er, som var den Solen
fra Somrens Blomsterstund,
der svinder som et Sandskorn
paa Nattehavets Bund.