Stuckenberg, Viggo FLYVENDE SOMMER

        

79

FLYVENDE SOMMER

MIDVINTER

DET er saa høj en Dag!
Den hele Luft er Sol og Frost,
den hele Himmel kold og ren,
hver bladløs Gren
et stilket Staal i bløde Lag
af Sne, der sollyst gløder,
og som en Splint af klar Krystal
en Istap ved min Vindusprost
i Solen sig forbløder.

Jeg stirrer paa dens Draabefald;
saa tungt, saa sent
hvert Dryp mod Karmen falder,
saa rundt, saa rent
som Klokker af Konvaller,
80 og jeg ser spejle sig deri
en stakket Stund al Solens Glød
og hører i hver Draabes Død
saa sprød, saa sitrende en Klang,
som brast en fattig lille Sang,
en spinkel Melodi . . .

Du gik i Dag min Dør forbi.
Jeg saa dig bag det hvide Hegn,
jeg saa dig paa den hvide Sti,
jeg saa dig som et Vaarens Tegn.

Og derfor kruser Spot min Mund,
thi Vaaren længes jeg ej mod, -
og derfor blev jeg varm en Stund,
for du var som en Draabe Blod
midt i den hvide Sne, . . .

og derfor maa jeg staa og se
paa disse Dryp, som falder
og brister mod den kolde Karm,
fordi de følte Solen varm,
- og fordi dig jeg saa i Dag,
jeg ser dem dryppe fra mit Tag
som Klokker af Konvaller.

SNE

Det skinner hvidt, hvorhen jeg ser,
det sner og sner!
81 den Mark bag ved min Have
er som et Hav i Hvirvelskum,
men hver en Hvirvel synker stum
mod Hegnets hvide Stave.

Det sner saa hvidt, med Vingeglans,
som sprang i Dans
imellem Jord og Himmel,
i Dødningdans, hver Alf, der blev
et Lig, da Høstens Storme rev
til Jord de Blomsters Vrimmel.

Det er saa skønt at se derpaa;
saa let paa Taa
de Blomstersjæle ile
og fejer sig saa langt af Led
og nejer sig mod Jorden ned
og lægger sig til Hvile.

I Blomsterbørn! I Snefnug smaa!
ak, tænk derpaa!
saa koldt et Skød I finder! . . .
Og du, som gik min Dør forbi,
flyv som et Snefnug over Sti!
- jeg har saa kolde Kinder.

82

FULDMAANE

Jeg har gaaet langt
Nu er Maanen oppe,
straaler blankt
over Hegnets Toppe,

saar i Agrens Sne
tusind Glimmerkærner,
Sæd at se
som smaa sølvblaa Stjærner.

Over Vejen gaar
spinkle Greneskygger
som et Haar
strøt med Perlesmykker,

som et Kvindehaar,
der, mens Frosten synger,
hvor jeg gaar,
om min Fod sig slynger,

fletter sig saa tæt,
hvor mit Blik jeg sænker,
slaar sit Net
dulgt om, hvad jeg tænker.

83

JÆVNDØGN

Al den Frugt, mit Hjærte plukked, blev mig vammel!
- Barn! Hvad vil du mig? Jeg er gammel.

Intet vil du mig. Jeg veed det. Vore Hjærter
aldrig kaldte, - men du er der!

Nu er Jævndøgnstormen kommet, og med store
Muldskud ligger blommet alle Jorde,

Straa og Avner hvirvler omkring Stænge,
isfri skyller Aaen over Enge,

brudte Grene stritter frem af Hækken,
under Busken blomstrer Vintergækken.

Jeg er gammel. For hver Blomst, jeg plukker,
arme Tanker i mit Hjærte sukker.

Og jeg plukker, bryder hver og en,
veed, det volder dem og mig kun Men,

veed, de dør som tidligt brudte Hjærter,
plukker - blot fordi de fagert er der.

84

DAGMILDET

Jeg har set dig, jeg har hilst dig.
Det var dybt i Tøbrudskoven;
der klang Vandløb over Bunden,
og der sang en Fugl foroven.

Du kom mod mig, gik ad Stien,
hvor det hvide Snelag smelted,
og vi mødtes, hvor en Stamme
laa af Vinterstormen væltet.

En af Stammens stride Grene
greb din Kjole, bandt om Fod dig,
og jeg hjalp dig, gav dig Haanden,
og du rødmed og forlod mig.

Men jeg saa dig, da du stod der
fanget af de vaade Grene
med din Haand i min og rødmed.
Det var Sol, og vi var ene.

Dine Øjne saa i mine,
- dine var som bløde Skygger,
som de bløde, bange Skygger,
Skoven imod Foraar bygger,

og din Rødmen var som Solens,
naar en Morgenstund den stiger
og veed ikke, om den finder
endnu Is om Jordens Riger.

85

. . . Jeg har stængt mit Kammers Døre,
stillet ved min Ovn min Stol,
ude drypper alle Grene,
pipper Spurvene i Sol,

og jeg stirrer ind i Ovnen,
hvor de røde Gløder lyser,
og jeg bøjer mig imod den,
stirrer i dens Ild og fryser.

SOL

Der sang en Sisken for min Dør,
det lød som Fløjt i Mosens Rør,
naar Foraarsvinden synger;
jeg slog mit Vindve hastigt op, -
der straaler Sol om Lindens Top,
og alle Grene gynger.

Den Himmel er saa silkeblaa,
og alle Plænens Vinterstraa
i Morgendug staar dykket;
jeg hører Fløjtet af en Stær,
- den hele Jord i Morgenskær
saa vide ligger smykket.

Og jeg har talt med dig en Stund,
og jeg har hørt din blide Mund
saa lyst som Kilden tale.
86 Endda det var kun Hverdagsord,
vi skifted, lo din Tales Flor
som Tusindfryd i Dale.

Og det var ved den blanke Aa,
du gik og sanked grønne Straa
langs Aaens unge Strømme;
jeg skar dig af et Slaaenhegn
en Gren, der bar en Blomsterregn
mer' hvid end Sne i Drømme.

Du tog den i din smalle Haand,
jeg saa den som en Vintervaand,

der mellem dine Hænder
skød dobbelt Blomst, blev dobbelt hvid, -
den Sol, der faldt, saa sommerblid
endnu mit Øje brænder.

Din Tak den summer for min Sans
med Morgenduggens lyse Glans
og Finkens bløde Trille,
og jeg gaar ud hvert Morgengry
at lytte til dens Fald paany
ved Skovens unge Kilde.

MORGENDUG

Ak! hvem har vækket mig? - en Vogn paa Vejen,
en landlig Hane, som i Morgnen gol,
87 en Drøm, der fødtes af den rundne Sol,
en Stær, som fløjtede, en Smaagrens Svajen, - -

Jeg vandrer langs min Haves nøgne Hæk,
en aarle Bi i Morgensolen summer
og drikker Dug af gyldne Krokuskummer
og klemter med en silde Vintergæk.

Dér ligger Landet lyst i Foraarsfreden,
dugfugtigt luende som glødet Guld,
en glasblank Luft af kølig Dugduft fuld,
saa morgenkarsk, saa lyst et Foraarseden.

Ak, hvem har vækket mig i denne Time? -
højt i min Sjæl en Morgenhimmel staar
gylden af Sol og sitrende af Vaar,
og i mit Hjærte alle Klokker kime.

APRIL

Du har været i min Have!
Klynger af Violer blaaned
under Hækken, og vi plukked,
- ingen, ingen har vi skaanet

Jeg har gaaet i min Have,
jeg har set dit Fodspor staa der
i de vaade, bløde Gange,
set det, som dig selv jeg saa der,

88

saa dig, som du stod ved Hækken
med dit Haar, der gyldent vandt sig
om din Kind som Solskinstraade,
der om blege Roser spandt sig,

saa dig støttet imod Hækken
stirre mod min Stues Ruder,
som om gerne du gad vide,
hvad jeg gemte der for Guder.

Vidste du det, vilde sagtens
dine hvide Hænder skælve
og dit Øjes Laag sig sænke,
som en lukket Blomst sig hvælve.

Ak, du veed det! - da vi skiltes,
saa Violerne jeg vugge
i din Haand som for en Bølge
af et Hjærtes dulgte Sukke.

FØLFOD

Alle disse gule Blomster
i den Skaal i Vinduskarmen
stod i Formiddags paa Marken,
sprungne ud i Middagsvarmen,

rundt omkring dem havde Græsset
vaarligt kastet Vinterkjolen, -
89 alle vugged de i Vinden,
alle vendte de mod Solen.

Over dem sang Markens Lærker,
mellem dem løb blanke Biller,
straalende som selve Dagen
stod de under Lærkens Triller.

Og jeg brød dem, træt af Skovens
spinkle Anemonehvide,
for at eje, nu det aftnes,
solmæt Guld fra Middagstide.

Og nu staar de der i Skaalen,
mens det mørknes i mit Kammer,
og jeg veed, at jeg har fanget
gyldent Glimt af Vaarens Flammer,

VAARDIS

Det er saa mildt i Aften, Dug det regner,
alle Vaarens Marker damper,
og de blege Stjærner ligner Lamper,
der i fjerne Sale ensomt blegner.
Ser du Maanen, hvor den drømmer
bag den hvide Dis
som et sidste Stykke Is,
der paa brede Vande svømmer!
ser du Jord og Luft og Himmel
smelte sammen!

90

Barn, hvor er du? Jeg er svimmel!
taler til dig, og du er her ikke!
hvad jeg siger, dør som fattig Stammen,
som den arme Surren af en Flue - -

Se, i Dag er Svalen kommen,
... og du sad her i min Stue!

KOGLERI

Jeg vil ikke tænde.
Mørket er saa rigt herinde,
gemmer Dagens lille Minde,
gemmer dig, skønt du er gaaet,
lader sagte om mig dale
Tonefaldet i din Tale,

denne lyse Syngen
som en aldrig fuldført Nynnen,
altid som en ny Begynden,
som en sorgløs lille Sisken,
der slaar ud sin glade Kvidder
under Gren, hvor Uglen sidder.

Dine Hænder er saa unge,
det ser ud, naar du dem hviler
i dit Skød, som om de smiler
imod den, der dem betragter,
91 og din Pande stolt sig runder
som et lille fuldført Under.

Jeg vil tænde!
her er Spøgelser herinde!
gennem Mørket ser jeg skinne
Øjne, fra hvis Dybder Elver
evig hvirvler sig forbi mig, -
jeg vil tænde! jeg vil fri mig!

LØVSPRING

I Nat brast Skoven.
Da jeg gik ud, slog en Guldsmed mod min Haand,
og en sært forvoven
Sommerfugl sit Sløjfebaand
fæsted paa min Hat!

Over Himlen sejled
hvide Skyer som en gavmild Overflod af Dun,
at hver Fugl, som bejled,
kunde gøre Reden lun
i det unge Krat.

I min Haves Gange
vimsed Myrerne afsted i Dværggalop,
og paa sine lange
92 Traadben foer en Edderkop
over Plænens Straa.

Gyldne Bier kasted
summende sig ind til de smaa Blomsters Bryst,
og en Glente hasted
højt til Vejrs og steg saa tyst
ind i Himlens Blaa.

Alle vide Vegne
lo den friske, sommerlune Morgenluft,
alle vide Vegne
steg saa ung en Lykkeduft
fra den lyse Jord,

for i Nat brast Skoven!

AFTENSOL

Læg dit Hoved i mit Skød, -
nu gaar Solen ned!
se, hvor Himlen bliver rød
som et Rosenbed!

Læg dit Hoved i mit Skød!
fra din hede Kind
straaler der en Rosenlød
i mit Hjærte ind.

93

Ung og frejdig, mild og lys
i min Sjæl du sank,
som mod Natten Solen nys
daled stor og blank.

Ak, saa rig en Billedpragt
bølger for mit Sind,
blot fordi du blødt har lagt
mod mit Bryst din Kind.

Lille Blomst blandt tusind smaa,
som i Verden gror!
som en Skovblomst skal du staa,
malt med stille Ord!

NATTESKOV

Hører du en Nattergal?
har dig Nattergalen vækket?
- sov kun trygt!
jeg har dækket
dine Skuldre med dit Sjal.

Ja, den synger!
hvor den synger!
og her er saa svalt og tyst,
som om Skovens høje Kroner
vokset var af Muld alene
for at lytte til de rene
Fugletoner
fra dens Elskerbryst.

94

Hvorfor skælver dine Hænder?
er det Nattergalens Trille,
der i Drømme dig forvirrer?
Nattergalen er en lille
barnlig Stakkel!

naar den elsker, maa den synge,
men dens Sang er et Mirakel,
som faar alle de smaa smukke
Blomster til at vugge.

Thi dens Sang har ligget gemt
alle Vintrens mørke Dage,
derfor svulmer den saa dybt,
tindrende og fuld af Klage,

derfor stiger den saa fuldt
som en frigjort Blodstrøms Rullen,
derfor brister den saa brat
som et Glar, der sprang i Kulden.

Sov kun, sov!
jeg skal holde dine Hænder!
de maa ikke skælve!
... nu er Skoven mørk og stille,
brusten Nattergalens Trille.

95

ELVER

Lad mig se i dine Øjne!
- nu gaar Midnat ind!
ser du alle Skovens Stammer
svøbt i Elverspind

Kender du til Elvers Magt?
sig, om du forstod
Nattergaletrillens Pragt
med dit Hjærteblod!

Hvor din Mund er kold!
hvor din Kind er bleg!
tog dig tyst i Vold
Nattens Elverleg?

Lad mig se i dine Øjne!
hvorfor smiler du bedrøvet?
rundt i alle Blomsterkalke
løsner Duggen Blømsterstøvet!

Du skal ikke tro paa Elver!
tro som Blomst i Skovens Bund
paa det Duggens Kys, der skælver
paa din unge Mund!

Nu er Midnat runden,
Natten stum og stor,
du og jeg to Blomster,
som i Mosset gror!

96

Kalk mod Kalk vi drømmer,
Indtil Dagen kommer!
naar vi atter vaagner,
er det liflig Sommer!

SKÆRSOMMER

Saa er den lyse Nat forbi,
saa skiltes vi,
og du gik hjem,
- min Dør den staar endnu paa Klem,

og endnu lytter Hegnets Lind
til dine Trin,
og Morgnens Luft
bær' dine Læbers friske Duft, -

og jeg staar gammelklog og veed
saa god Besked
om Lykkens Brøst
og altings Gang fra Vaar til Høst,

- og stirrer lykkefyldt og glad
paa Blomst og Blad
og Duggens Spil!
. . . Hvor er det skønt at være til!

97

SKYGGER

Om det saa blot er mine Hænder,
saa skælver de, hver Gang de griber dine,
naar vi maa skilles og vort Møde ender, -
det volder mig saa taabelig en Pine!
helst holdt min Haand om din saa lang en Stund,
og slipper dog og har slet ingen Grund.

Og det er Sommer, Blomst bær' alle Planter,
og der er ingen Nat, kun lyse Dage,
og Livet lever trygt paa alle Kanter
og glædes ved de Døgn, der er tilbage,
og dine Hænder holder mig saa fast,
og dog hver Dag dit Haandtryk for mig brast.

Se, Svalen kvidrer, hver Gang Solen stiger,
og Nattergalen slaar, naar Duggen falder,
og alle de smaa Blomsters Farveriger
de lades op, naar Sommersolen kalder!
- mit Sind det bærer alle Blomsters Skrud
og skælver og tør ikke foldes ud.

Ræk mig din Haand, du, som blev min en Time,
da Jord og Himmel dybt i Favntag skælved,
og Natten smykt med Stjærners Drømmestime
højt over Jordens Skyggesøvn sig hvælved!
Greb jeg et Nu din Haand og slap den koldt,
det Nu min Haand om Evigheden holdt!

98

HØJSOMMER

Rugen drær, Byggen staar i Skred,
- alt, som sker, sker i sollys Fred.

Du og jeg mødes Dag og Nat,
Døgn paa Døgn øger du min Skat,

denne Skat, der er saa skær
som et Pust i Rug, der drær!

Vi har gaaet vidt omkring,
standset ved den mindste Ting,

hjulpet Myren over Sti,
frelst en halvvejs druknet Bi,

bragt en Orm, som solsløv laa,
ind blandt Markens kolde Straa,

bragt os selv saa langt af Led,
at vi maatte le derved.

O, dit Haar det er saa blødt,
Skyggen gør det varmt og rødt!

jeg har kysset det saa ømt,
jeg har tusind Drømme drømt!

99

LØVETANDS FNUG

Du spurgte mig i Dag - ej med din Mund,
med dit Blik alene, - ak! alene!
tusind Spørgsmaal skælver om din Mund,
Blikket spørger om det store ene:

om jeg elsker dig saa dybt, saa sandt,
saa berust, fortvivlet, at om Døden
stod der som min Fryds forfaldne Pant
elsked jeg dig stolt og ufortrøden.

Ja! naar du hos mig i Solen staar,
naar du ved mit Hjærte salig sover,
naar dit Bryst mod mit i Bølgen gaar
og al Glemsel hvælver sig derover,

naar den Drøm, vi drømmer, bliver et
med den hede Sommernat derude,
og sin Blund den store Nat har bredt
over Dagens Duggraad paa min Rude!

Men naar Solen stiger stum og klar,
og den vaagne Dag min Stue fylder,
- se, da tier jeg, . . . saa vegt et Svar
i sin hvide Sne mit Hjærte hylder.

100

GYLDNE AGRE

Se, i Dag ler du paany,
ler af alt, hvad jeg dig siger,
som om aldrig nogen Sky
sejled over Jordens Riger!

Nu er Rugen som et Guld
alenhøjt paa Marken dynget,
Havren af smaa Klokker fuld,
Snerler omkring Hveden slynget.

Spredt iblandt de gule Straa
dunkle Kornblomster sig vugger,
som naar Glimt af Himlens Blaa
frem bag gyldne Skyer dukker,

alting frodigt, kækt og stolt,
fyldt af tryg, lyksalig Grøde,
kun den blege Klinte koldt
knejser Solens Brand i Møde.

Jeg har bragt dig gyldne Straa,
en Buket af Aks og Snerler,
ene Klinten lod jeg staa
med dens Frøgems sorte Perler.

101

KLINTE

Og dog er Klinten blandt Blomst, der gror,
den, jeg vandt kærest af Somrens Flor.

De kølige Farver, hvormed den er malt,
møder mit Øje saa blegt og svalt,

møder mit Sind som det stumme Blik
fra den, hvis Lykke saa ondt forgik,

at Hjærtet tav fra den samme Stund,
og Ord blev lede den blege Mund.

Jeg elsker den Blomst for dens ringe Tro,
dens sparsomme Pral og dens kølige Ro,

der holder den rank som et vinterkoldt Sind
blandt Straa, der svimler for Vejr og Vind.

Men du skal ikke til Klinten se,
og af min Kærlighed skal du le!

SOLSVEDET

Det var i Aftes,
du korn mig saa lykkelig imod,
102 saa stolt og saa ung!
Svalerne kvidred højt oppe under Himlen,
men Skoven - Skoven stod
saa sommermørk og tung.

Begge mine Hænder
greb du og kyssede min Mund
saa ømt og saa langt
og tog om mit Hoved og saa i mine Øjne
saa skælvende en Stund,
og dit Blik var saa blankt.

Da slap dine Hænder
mit Hoved saa tyst, og du blev rød
som en Sol, der gaar ned;
du stod og saa paa mig, - men begge dine Øjne
havde tabt deres Glød,
skønt din Kind var saa hed.

Alle de smaa Svaler
kvidrede saa fjernt og saa spædt,
blegnende det lød, -
da var det, du hulkende dig bøjed over Hækken
og græd, som var du stedt
i den bitreste Nød.

Du hørte mig ikke,
jeg spurgte dig saa stille, saa mildt,
bøjede mig ned
og lagde min Haand paa din skælvende Skulder,
spurgte dig saa mildt
om, hvad Sorg du vel led.
103 Da løfted du stille
dit Hoved, og jeg saa i dit Blik,
at din Lykke var død,
at alle mine arme, vintervisne Tanker
sad i din Sjæl som Stik,
hvorfra Edderdryp flød.

Blev dig mine Øjne
i et Sekund saa talende et Sprog,
at dit Hjærte frøs?
ak, hvor var din Latter, den, som alting smelted,
- kun et Suk du drog, .
da du rev dig løs.

AUGUSTNAT

Du er kommet, og du sidder
med din Haand i min,
men din Kind er bleg som Maanens
Skær i mit Gardin.

Du er atter kommet til mig,
men din Mund er lukt,
kun naar vore Øjne mødes,
smiler du saa smukt.

Og vi taler ikke sammen,
tier begge to,
om os drømmer Maanenattens
vemodfulde Ro.

104

Men da før en vaagnet Ugle
i min Have skreg,
skælved du, og dine Hænder
bort fra mine veg,

men du greb dem atter hastigt,
... ak! hvor er din Haand
blevet klam og veg, som sad jeg
ene med en Aand!

SKUMRING

Hvor fyldes alt mit Sind med Sorg,
naar Dagens Sol gaar under!
om Aftnen falder paa fuldskøn,
min Sjæl mod Tungsind stunder,

fordi til Hobe Livsens Væld
saa sørgeligt udrunde!
- Jeg vilde, det var Dag paany,
og Sol stod over Lunde!

MØRKE

Nu ligger Jorden mørk,
Skoven staar saa sort,
vokser til en Nat i Natten,
105 men af Himlens Port
rider Høstens Gud,
spreder vide ud
Sommerblomstens Frugter, Stjærneskatten.

Sov, du Sommerbarn,
drømmeløs og dybt,
som al Jorden sover under
Nattehimlens Krypt!
sov, som Markens Muld
træt af Somrens Guld
uden Savn og Suk i Natten blunder!

HØST

Det er de klare Dage,
hvor Morgenhimlen blaaner,
og Dagen straaler stille,
til det mod Aften graaner.

Hvor er du nu, Veninde?
jeg ser dig ikke længer!
omkring min Laages Hængsel
et Spindelvæv der hænger,

og aldrig er det bristet,
Dugdraaberne det væder
den hele Dag igennem,
som om det evig græder.

106

SEPTEMBERAFTEN

Jeg stirrer mod en Stjærne,
den blinker mig imod,
som vilde den saa gerne
mit Hjærte være god.

Men alt for fjernt den straaler,
og alt for højt den staar,
som en bedrøvet Hilsen
dens Smil mit Hjærte naar.

Det er, som var den Solen
fra Somrens Blomsterstund,
der svinder som et Sandskorn
paa Nattehavets Bund.

VILDVIN

Forbi mit Vindve slingre
Vildvins forblæste Ranker,
- saa sagteligt det banker
som spæde Barnefingre,

blodrødt et Blad sig klæber
imod den vaade Rude,
som pressed sig derude
mod Vindvet tyste Læber,
107 og hver Gang Vinden krammer
det røde Løv, en Strimmel
af Aftnens gule Himmel
hen over Vindvet flammer.

Hvad er det for en bange
bedrøvet Drøm, der pikker
paa Ruden som en Tigger
for Trøst og Brød at fange?

Jeg tør saa lidet trøste,
og jeg veed ingen Føde,
der faar en Drøm, som døde,
til Mod paany at høste,

og jeg veed ingen Varme
i noget Hjærtekammer,
der veed for saadan Jammer
med Bod sig at forbarme,

og jeg maa tavs forsage
og se mod Vindvet klæbe
Vildvinens røde Læbe
og høre Ranken klage,

og jeg maa sidde stille
og se med kolde Øjne
en Drøm, som dør, bag nøgne
Dugruder høstkoldt spille.

108

EFTERAAR

Denne Blæst i Løv, der er som Læder,
denne Raslen i hver ussel Busk,
denne sagte, stive Knitren
i hver visnet Kløverdusk,
denne Klimpren over Strænge,
som er spændte til at briste,
denne sprøde, spinkle Dirren
af en Røst, som falmet synger
paa det sidste.

Efteraar! underlige Tid, hvor Døden
bliver musikalsk og spiller,
mens de klamme Mosser grønnes
kvælende om Muldets Kilder!
bange Døgn, hvor Døden synger
i de tavse, øde Skove,
medens den, som ældes, vaager
Nat og Dag og kan ej sove!

Hvor blev Somren, hvor blev Solen,
alt det levendes bløde Form,
Frodigheden, som til Hymne smelted
selv den værste Storm,
alt det skære, sommerlette,
som lod haant om Himlens Luner,
bar sig frelst og vidste evig
snarligt Solbrud at forjætte?
109 Der gik Ild i alle Farver,
Kulde i den milde Dug,
Vindens Nynnen blev til Hvislen,
Kildens Rislen tunge Kluk,
og den Sol, der hastigt flammer,
flyver over Skovens Stammer
som et Blik, der uro-naget
brænder fast og slipper Taget,
ler et Nu for i det næste
koldt at blegne,
søger alle vide Vegne,
finder aldrig, hvad det søger, - -

Efteraar! hvor alt, hvad Somren
spandt i lange, lyse Timer,
i et skræppet Raageskrig
skarpt sin sidste Strofe rimer!
Livets Afmagt, Dødens Vælde,
som hver den, der lever, tvinger
til at gaa til Skovs og fælde
just det Træ, som videst skygged,
bære til sin Ovn de Grene,
hvori Fugle lifligst bygged!

OKTOBER

Stundom ser jeg Efteraaret
som en pragtfuld Sagakvinde,
bred om Skuldren og med Haaret
rødt bag blodigt Hovedtvinde,
110 som en Kvinde, der i Striden
for den Mand, hun elsked vildest,
fik det Saar, hvis bitre Sviden
klageløs hun angrer sildest.

Dybere end Edder syred
Billedstreg i livløst Læder,
ser jeg hendes Sjæl baldyret
med en Billedpragt, som æder,

ser langs hendes arme Klæder
Blodets Farve sagte rinde,
ser den Graad, hun ordløs græder,
perle hende kold paa Kinde,

ser de vaade, røde Laser
krympes under hendes Fingre,
hører, hver Gang Stormen raser,
hendes hæse Latter skingre,

ser den sorte Nat sig højne
bavtastor om hendes Jammer,
til de flammeskudte Øjne
slukkes i dens Jættekammer.

111

ASTERS

Bag min Haves høje Tjørne
synker Solen stille ned,
maler i et aabent Hjørne
flammegult et Astersbed,

stryger over Plænens lange
Græs, der flimrer evig vaadt,
luer, som om Havens Gange
stod med gyldne Fodtrin traadt.

Gulddug rinder over Barken,
som om Ild fra Abild flød,
og bag Haven straaler Marken
som en Sø i Lavaglød.

Ingen Stund saa rig jeg kender,
som naar Sol i Høst gaar ned,
og den blege Himmel spænder
over Jorden al sin Fred.

VINTERNAT

Nu blomstrer Maaneskinsnatten derude,
bøjer sin Blomst mod den frosne Jord,
dugger med Sølv min Rude,
drysser sit Rimstøv i Vejens Spor.

112

Jeg søger i Sum at sanke,
hvad Dagen bar til mit stille Hi,
men langsomt glider hver Tanke
til Bunds i maaneblegt Drømmeri.

Derude skinner og skælver
den stille, frostlette, sølvblaa Luft,
hvid over Marken sig hvælver
Nattens Liljekalk uden Duft.

Saa lys en Fred i min Sjæl er inde,
jeg ejer ej Savn, jeg veed ej Begær,
Livet synes mig rinde
saa mildt derude som Maanens Skær,

fældet ligger hvert bittert Minde
om Haab, som fik saa ond en Bekomst,
kun eet mig lever i Sinde,
Maaneskinsnatten, den hvide Blomst

Tyst om mit Liv den lukker
sit stjærneduggede Bægers Mund,
fjernt derude sig vugger
min Sjæl ved dens Sølvkalks Bund.