I

✂ Lykke-Leg og Drømme-Døsen
varer stakket Tid,
Kamp er Livets gamle Løsen,
aldrig stillet Strid;
vil din Vej du holde aaben,
maa du vinde dig et Vaaben, -
bedste Vaaben under Striden
vinder dig din Viden!

✂ Om din Kamp dig bringer Sejr,
om du lider Tab
gælder lidet, blot du ejer
Tankens Adelskab;
Gods og Guld kan Verden fælde,
intet døder Tankens Vælde!
blev i Grave Slægter stængte,
lever hvad de tænkte!

✂ Lær at hilse bag hvert bleget
Ord paa din Reol
Mennesker, som leved, leged,
saa den samme Sol,
Mennesker, som rydded, hegned,
Mennesker, som stred og segned,
drog hver Dag med Haab i Møde,
græd for deres døde.

✂ Lær af døde Slægters Sliden
eget Arbejds Værd!
smed, hvad selv du vandt dig siden,
sammen til et Sværd!
lær at nytte eget Smile! -
da kan intet Foden hilde,
løber Stien nok saa bugtet, -
da har Skolen frugtet!

II

✂ Nu lister sig Vinden for Skolens Dør
med Bud og med Hilsen fra Bøgen,
at nu blaaner Søen om Danmarks Øer
og vidt over Skov galer Gøgen;
saa solglad bærer Vinden frem sit Bud:
Kom ud, I Slidere! kom ud! kom ud!

✂ Og har I hærset en Vinter lang
med Stil og med Sav og med Gloser,
og avet jer Hjærne, - kom ud en Gang
til Hegnets vildt blomstrende Roser!
kom ud og tag jer med den travle Myg
en Slurk af Sommerdagens Solskinsbryg!

✂ Og blev I, mens Skolen stod hvid af Sne,
af Slidet lidt blege og trætte,
kom ud, skal I høre Skovskaden le
og se, hvor en Byge kan rette!
og lærte mangt I ved jert Skolebord,
der vokser Kundskab der, hvor Skræppen gror.

✂ Det Liv, der myldrer blandt Markens Straa,
saa stille om Lykke fortæller,
der gror, blot et fattigt Solstrejf kan naa
til Bunds for de skyggende Nælder;
drag ud! - og fandt iblandt I Vintren slem,
drag ud og sank jer Somrens Lykke hjem!

III

✂ Blomsterstøv fra Blomsterbæger
tumles op og ned;
Barnesind, som ingen hæger,
vejres langt af Led.
Støvet ved ej, hvor det bæres,
finder Muld eller fortæres, -
vogt dit Snille, du, som har det,
av det vel og vaer det!

✂ Du har tusind Ting at lære,
før du bliver klog.
Mindst er det: at tælle, skære
og forstaa en Bog;
større: Arbejdet at ære,
Medgang, Modgang støt at tære,
i hvad saa du faar at bære, -
størst: dig selv at være!

✂ Du skal ikke tro, at Skolen
er en Lektiegaard,
hvor du bleges, medens Solen
over Verden staar,
177 Lektier maa vi alle slide,
men fra Bogens døde Side
strømmer det, som dulgt staar skrevet:
Livet fuldest levet!

✂ Det har nok en Del at sige,
om du kender Kain
og det Strøg af Jorderige,
som faar hyppigst Regn.
Bedre er det, om du nemmer
det, som Kain i Sindet gemmer;
alt det Liv, en Draabe føder,
naar en Byge bløder.

✂ Ej blot Videns tunge Skatte,
Kundskabs rige Guld,
ej blot det at kunne fatte
Sol og Mand og Muld,
- lær dig Sandhed, Ret at agte,
lær din Sjæl alt skønt at magte,
da har Skolen dig for Livet
Livets bedste givet!

IV

✂ Nu er for stakket Tid forbi
dit Slid, du stakkels lille,
nu kan du gaa, nu er du fri,
skal ikke sidde stille!
nu kan du trøstig raabe op,
og, dersom du kan naa det,
178 slaa Luftspring over Skovens Top,
- gør hvad du vil! du maa det!

✂ Ak! stakket Tid! - Nej, knap saa lang
er hele Vintren skaaret,
som blot en Dag i Skov og Vang
med Solblæst gennem Haaret.
Lad Skoleaaret rinde smukt,
til Hælvten kun det frommer,
om ej du høster rigest Frugt
i Ferien, som kommer!

✂ Gaa over Eng, staa ved en Aa,
naar Solen stille daler,
hør Myggen summe, Gedden slaa,
se højt mod Himlens Svaler!
Der lægges blot saa dyr en Skat
hver Aften over Enge,
Fred, Lykke, Livsmod - grib den fat,
at du kan glædes længe!

✂ Og kom saa, naar paany du maa
Skovskyggens Løvtag bytte
med Skolens faste Murstensvraa,
hvor du skal Arbejd skøtte,
og smelt i, hvad du der faar fat,
et Ekko af de Klange,
du fanged dig en Sommernat,
mens Aa randt under Spange!

V

✂ Vift stolt, vift Fred, vift Lykke,
valmuerøde Dug
isprængt med Korsets Smykke,
solhvidt som Sejlets Bug!
vift over unge Tanker,
vift over unge Kuld,
bølg som de brede Banker,
der bærer Kornets Guld!

✂ Vift Danmarks Agerlykke
med Fred til unge Sind,
flyv ud, at du kan trykke
din Glød paa unges Kind,
at, om de end maa bygge
engang i fattig Egn,
de ser som Fred og Lykke
dit lyse Sommertegn!

✂ Vift til dem unge Minder
om Skov og Sommerstrand
hvor Dagen solfyldt rinder,
og Roser staar i Brand!
bred ud for deres Øje,
du, som mod Himlen slaar,
den Luft, den blaa, den høje,
som over Danmark staar!