Stuckenberg, Viggo 1885 VØLUNDS ED

1885 VØLUNDS ED

I

Aserne lo,
og Latteren sprang
over Bakker og Skove og Dale
og kvidred som Ekko i Fuglenes Sang
og dirrede i Trillerne
og klukkede i Kilderne
og vred sig frem og vugged sig,
hvor Bølgerne brød -

Aserne lo,
thi Vølund svor deres Død.

De mægtige Aser!
de vældige Guder!

Men Vølund for
gennem Mørkeskoven, hvor Natten,
den bælgmørke, mulmtætte bor,
og Stormen evindelig flakker
om mellem de knagende Stammer,
og Ulvene hyler, og hungrende Gribbe
flagrer fra Klippe til Klippe
og fylder Mørket med Jammer.
Og frem han for
over sneføgne Fjælde med skygemte Tinder
mod det højeste Nord,
hvor Frosten sidder med isblaa Kinder
i den evige Kuldes stormfejede Dal
24 og svøber Vintrens Snesvøb og vaager
bag Bjærge, som skyder sig trodsigt
op af de evige Taager
og løfter de istunge Nakker
som stensejge Trudsler mod Himlen,
der skjuler sig koldt bag Snefaldets hvirvlende Vrimlen.

Og hen over Asgaard,
der dirred og bæved og rysted
af Gudelatterens klukkende Lyd -
henover det fredede Asgaard,
hvor Frosten ej svider, og Uvejr ej raser,
og Mørket ej knuger, og Stormen ej tuder,
skød angst og forvirret, i skrigende Kor,
en Fugleskare afsted imod Syd,
da Vølund svor.

De fik flyve i Ro;
ingen dem saa, og ingen dem hørte,
thi Aserne lo.

De mægtige Aser!
de vældige Guder!

II

Der skinnede Sol over Asgaard,
Midsommersol med sin stikkende Straale,
og Aserne tømte de mjødfyldte Skaale
og strakte sig dovent paa Gulv og paa Bænke,
mens Kvinderne slynged en blomstertung Lænke
om Loke og Thor.
25 I vuggende Duft, i gyngende Lys
laa Jorden og drømte i Dagen,
blomstrende Drømme om Godtvejr og Sol
fra nu og til evig, fra Pol og til Pol,
thi Jorden var sommerung som Dagen.

Og Vinden gik lunt under Buskene om
og vifted de smaa Anemoner;
den kendte sig skabt til en smilende Leg
og ikke til Kævlen med Gran og med Eg
og Hujen i de sønderrevne Kroner.

De blanke Smaabølger mod Bredderne lo
og favned og klukked og kyssed,
saa blinkende vevre, saa trillende smaa,
som skulde de evigt paa Trippefødder gaa
og kælent-blødt med Blade blive drysset.

I vuggende Duft, i gyngende Lys,
i legende Midsommerdrømme
laa Jorden, den svulmende unge, og nød
det leende Solskin, som flød og som flød
og ikke vilde standse med at strømme.

Og Aserne lefled og lo over Bord, -
da døde paa én Gang hvert leflende Ord.

Skinfakse, Dagens luende Hest,
sveddampende midt iblandt Guderne stod
og prusted og rysted og vrinskede angst,
med Bringen bedækket af Skum og af Blod;
og Solen flammede glorød i Vest,
og Natten slog ned over Jorden.
26 Det brused i Skoven, og Maagerne peb,
og Søen gik tungt imod Stranden,
sortnende Skyer over Himmelen strøg,
de gulnede Blade om Stammerne føg,
og nøgne Grene knaged mod hinanden.

Ude mod Nord
løfted sig langsomt en bjærgtindet Sky,
og hen over Asgaard et Kuldegys for,
som drev de ængstede Guder i Ly.
Kun Odin blev;
hans Kinder var hvide, og Læberne dirred,
og tæt om hans Hoved hans Ravne flagred
i vaklende Flugt og med Skrig,
mens stift han stirred
paa Skyen, der løftede sig.

Et Sus skar frem gennem Luften,
dumpt, med truende, langtrukken Klang,
som naar Smeden svinger sin Hammer, -
og Suset kom anden, kom tredje Gang,
som et Omkvæd, rytmefast, tungt.
Da rejste Odin sig, bredskuldret, høj,
og pegede tavs imod Skybanken ud,
og Ravnene fløj.

Gennem spillende Blæst, gennem voksende Strøm,
over buldrende Fjældskred og faldende Stammer,
over sandkvalte Kilder og slukkede Baal,
over brølende Have og sludende Kløfter,
hvor Jætteynglen snøfter
og skriger med spottende Skraal
og med løjet Jammer, -
27 over døende Slægter gik Flugten
op imod Snefoget, op imod Stormen,
der slynged omkring dem de isnende Skyer
og de kvælende Taager, der steg
fra Frostens Dalslugt, til Ravnene veg
og søgte muskelslappede hjem; -
forfulgt af hoverende Hyl fra tusinde
Jætteøgler de vakled afsted ,
og daled dødtrætte, susende,
med Sne paa Vingerne ned i Asgaard.

Da kaldte Odin paa Urd. -
Fra den svejende Ygdrasil træder
hun frem for Alfader og græder.
Thi Vølund staar
i den evige Kuldes stormfejede Dal
og svinger sin Hammer og slaar og slaar
susende Slag med gungrende Klang;
Ansigtet gløder i Essens Skær,
og Ilden slikker det mægtige Sværd,
der, kølet i Is og hærdet i Sne,
skal splintre det Lyn, der rammer dets Klinge;
rundt om paa Klipperne sidder en Hær
af stirrende Gribbe og skulende Ulve,
som sætter i Hyl for hvert Slag, der falder,
og fejer med Hale og basker med Vinge,
naar Gnisterne springe.

Og op fra de snetunge Bjærge
højt imod Nord
stiger, løftet af Stormen,
Vølunds Ed.

28

III

Den rinder tungt og stille
den dybe Visdomskilde,
dens Vand sig borer draabevis
saa klart som Dugg, saa koldt som Is
sin Vej igennem Klippen;
den gaar saa tavs og kender ej
til andre Kilders lette Leg
i Spring og Fald og Trippen.

Den blanke Strøms ubrudte Spejl
sig støtter mod en Brink, der stejl
og stærk i Vejret peger,
og Strømmen har et dæmpet Skær,
som naar den hvide Dag er nær,
og Gryet Mørket bleger.

Højt oppe over Brinkens Top,
hvor Skæret svagt kun rækker op,
en Hær af Storme rider;
dèr buldrer Verden dum og kaad;
men Bulderet faar Klang af Graad,
naar langs den stejle Klippebred
en Rest af Larmen siver ned,
hvor Visdomskilden glider.

Og under Kildespringet,
af Tavshed tungt omringet,
dèr sidder Gubben Mimer
i dæmringsdunkle Haller,
hvor Solen aldrig falder
med sine gyldne Strimer;
29 paa hver en kølig Draabe,
som blinker frem og siver ud,
han stirrer stum, den blege Gud,
der aldrig tvivler, aldrig tror,
men roligt følger Draabens Spor,
for vis til det: at haabe.

Da slikker ned og svipper op
en Dag om Kildebrinkens Top
Snefnug i hvide Flammer,
og gennem Mimers Haller slaar
et Pust, der over Kilden gaar
og dør i iskold Jammer.

Men Mimer sidder rolig, stum,
og stirrer paa den Draabe, som
med frossen Klirren brister;
saa retter Ryggen han og ser
der op, hvor Blæsten haanligt ler
og slynger Sneens hvide Skum
tæt omkring Klippens Tinder;
og da den sidste Draabe dør,
og Kilden tier, hæver han
sin Haand, saa kold og stum som før -
og tygger atter paa sit Skæg.
Men op langs Brinkens stejle Væg
en Skygge glider ved hans Vink
fra Kildens Bund mod Brinkens Rand,
hvor den i Sne forsvinder.

Ud over døde Fjældes Is
og gennem golde Dales Grav,
30 ud imod Nord, hvor mørk og lav
en solløs Himmel spaar Forlis
hvert Haab, der slipper Tvivlens Strand,
skal Skyggen frem; dér staar i Spil,
i iskoldt Spil en iskold Ild
paa Nattehimlens Rand.

Og Skyggen glider tyst afsted
og snor sig gennem Stormen,
snart svej og lang, snart stiv og bred,
snart krybende som Ormen;
det fyger om den for hvert Skridt,
og Stormen Driver saar
foran dens Fod og breder vidt
omkring den Vintrens Død; -
men Skyggen frem til Dalen naar,
hvor Vølund ved sin Esse staar.

Da vokser den sig høj og stor
og lægger tavs sin Kæmpearm
om Vølunds stærke Skulder,
mens Esseluens Knitren dør
i fjærne Sneskreds Bulder.
Og Jætteynglens Ulvekor
slaar Gabet mod den frosne Jord.

Og Stormen fejer frem en Sky
af Sne, saa kold og tung og tæt,
at Ulve mellem Gribbe fly,
mens Skyggen griber Vølunds Sværd
og Vølund selv, og taagelet
31 et Stormdrag bort dem skyller;
og Sneslud ned om Essen slaar
og Dalen bag dem fylder.

Men rundt omkring det slukte Baal
de slunkne Ulve slusker
til Gribbeskrig og Gribbeskraal - -

Thi dybt paa Klippekløftens Bund,
hvor Mørket evigt sænker
sig tungt og dvaledødt i Blund,
dér sidder Skyggen bøjet
og spænder Vølunds Lænker.

Og dér, hvor Visdomskilden gaar
foruden Straalefald og Skum,
dér sidder Mimer stum.

IV

Verden laa der,
ombæltet af Isørkner,
nær ved sin Død,
med smægtende Fostre og visnende Spirer
skjult i sit Skød;
og Odin, Alfader,
sad græmmet og bøjet
og stirrede ud, om det aldrig blev Vaar,
med Haand over Øjet
og Fimbulvinterens Sne paa sit Haar.
Og Loke søgte
fra Asgaard at flygte.

32

Da dirred i Luften
en skælvende Trille,
en ganske lille.
Og ned i Sneen faldt død
en kuldedræbt Lærke.

Op om Alfader slog Jætternes Latter,
mens Stormen voldsomt om Asgaard brød, -
da kvidred det atter,

Stormen lytted,
og Stormen tav.

Thi sydfra vælted et susende Hav
af kvidrende Fugle
sig frem over Himlen,
Svaler og Lærker
i endeløs Vrimlen;
og forrest fløj Hære
af fløjtende Stære.

Og Stormen flygted
under Isens Suk og Lavinskreds Bragen
og steg som skærende Klagen
op fra Frostdalens Grav;
Solen splitted de snetætte Taager,
og kvalt af Kvidderen tav
Vølunds Ed.

I Asgaard stod Odin,
bredskuldret, høj,
blandt de samlede Aser;
de lyttede alle
og hørte Stormen i Dødskampen ralle.
33 Og Loke lo
skrigende, spottende.

Men Odin vendte sig mod ham
og saa ham stift ind i Øjet,
og den fejge krøb angst
i Skjul bag en Terne.

Tavse stod de,
de mægtige Aser!
de vældige Guder!

V

Fimbulvinteren svandt;
men dens Sne ligger evigt paa Odins Hoved,
mens bøjet paa Hlidskjalv han sidder
og hæfter sit Blik paa det disede Fjærne,
hvor Bjærget løfter sin snetunge Top
op af de evige Taager,
og Stormen tungt mellem Kløfterne stønner,
og Jætterne truer, og Vølunds Sønner
stammer den lænkedes mægtige Ed;
kampklædte vaager
de vældige Guder,
til Ragnarok kommer
med evig Sommer;
i Fylking de staar,
til de sneføgne Fjælde med skygemte Tinder
forsvinder,
34 og Blomsterne spirer
i den evige Kuldes stormfejede Dal,
og den sidste Snebyge gisper
ud over Verden
den sidste, døende Rest af
Vølunds Ed.