SMAAVERS
✂
Naar Arbejdsevnen ebber,
og Tiden langsomt rinder,
smaa Sandheder, smaa pæne Ting
sig borgerligt indfinder,
✂
omtrent som efter heftig Regn
ensomme Draaber falder,
gør ingen Skade, ingen Gavn,
blot løsner sig og falder.
I
✂
Der er saa besk en Sødme
i det at slaas for egen Tro,
der er saa besk en Sødme
i det at gemme sig i Ro.
✂
Slaa til og strid med Liv og Lyst,
. . . der strømmer midt i hedest Dyst
en Duft om dine Sanser,
en Duft af fuglefyldte Hegn,
en Duft af Sol og Muld og Regn,
som gør, at led du standser
al Strid og drager tyst af Sted
at vinde for din Sjæl lidt Fred.
✂
Byg Hus i Fredens Urtegaard,
... et skyhøjt Træ derinde staar
med Løv i rastløst Dirren,
dets Grene peger viden ud,
dets Susen bærer Bud paa Bud
om Kamp og Vaabenklirren
og lokker dig paany af Sted
og volder, du faar aldrig Fred!
II
✂
Omkring paa alle Veje
gaar Mennesker og skændes;
at Jorden er beboet
paa Kævlets Klapren kendes,
✂
paa dette rappe Ekko,
som efter Jorden drager,
som skreg fra alle Skove
en evig Hær af Krager.
✂
Kun paa de store Have
en Smule Stilhed vugger,
168
som ind i Kævlets Ekko
tungsindigt evig sukker.
III
✂
Jeg ved, at Verden er en Gaard,
hvor blandt det andet Ros
Gaardskarl og Kok til deres Død
om Herredømmet slaas.
✂
Forlængst jeg løb fra deres Strid,
i Ensomhed mit Hjærte bor
og glædes ved og lever med
hver den, det saa som stor.
IV
✂
Een Ting maa man kunne:
løfte sine Drømme
højt op over Livets
lede Mudderstrømme,
✂
lære koldt, at intet
gaar som helst man vilde,
plumret munder alt, der
sprang som renest Kilde.
✂
Rent er eet alene,
Vældet, dybt begravet!
- Ve hver den, som stoler
paa dets Løb mod Havet!
V
✂
Saa er Menneskenes Lod:
prise Havets vilde Brod,
hige mod den lyse Sol,
frydes ved en Martsviol,
✂
øjne Livets store Drag,
vove Dyst og vinde Slag,
for en Dag at sidde stum
med en Stodders usle Sum.
VI
✂
Om nogen spørger dig:
Er du lykkelig?
- da svar ham ikke.
Svarer du ja, praler du,
svarer du nej, maa du væmmes!
Lykke - Ulykke - -
Tag din Skæbne,
den er dig selv,
din Vilje,
dit Hjærte,
din Sjæl.
Gennem hvad du evned,
alene din Lykke bestemmes.
VII
✂
Nye Tider, nye Taaber,
Ungdom, som Alverden haaber,
snakker op og stormer Tinder,
- Fremskridtshelte, som forsvinder.
✂
Frihed, Fremskridt, - kun en Vise,
der blev digtet dem til Lise,
som fik Troen paa Mirakler
i en Verden fuld af Stakler.
VIII
✂
Lærken synger den hele Dag,
og Gøgen kukker iblandt,
- det hænder imellem det bitreste Sind
at frydes ved Fugletant.
✂
Nattergalen har tusinde Kluk,
og Stæren sit jublende Næb,
- der er en Krog, hvor en Edderkop
har trukket sit støvede Slæb.
✂
Lærken er sikkert lykkelig
og trøstig hver Nattergal.
... Dø i Stilhed, du stakkels Kim,
hvis Sol et Spindelvæv stjal!
IX
✂
Undertiden gaar éns Liv i Staa,
intet lykkes .. . Natten falder paa.
✂
Fra dit Hjærte drypper intet Blod,
Sand og Sand kun skriger om din Fod,
✂
hvad du griber efter, flyder hen,
hvad du tænker, slipper du igen,
✂
fattig er du midt i Overflod,
ensom Flygtning, trods dit store Mod.
✂
Skønt du synes, du ser Gaader løst,
skønt du Livets Kilde dybt har øst,
✂
bider Vanmagt som en Ulv dit Bryst,
Spotten ene er dig karrig Trøst.
✂
Spot, hvor helst af Lykke du blev gal,
- Narrens Spot i Livets Kongesal.
X
✂
Hvad er Kunst vel?
Folk paastaar saa ofte,
Kunst er lavet, sammenflikket Værk,
Uld, men farvet, en broderet Kofte,
✂
tror den Paahit,
Snik og Snak, som findes
malt i Billed, brygget til en Bog,
medens Livet ligetil og kunstløst spindes.
✂
Er det Kunst mon?
Jeg ved, Kunsten fødes
der, hvor Sindet som en furet Strand
med Naturens Hav af Lyd og Farve mødes,
✂
saa det evigt
som en Sandbred mærkes
fint, storlinjet, alt som Brodets Slag
synker hen i Suk eller forstærkes.
✂
Kunst er Sjælen,
der som Havet rummer
Millioner Draaber uden Tal,
der en Dag i Blæst mod Stranden skummer.
✂
Liv er evigt,
fylder gamle Forme
som Naturen med dens Nat og Dag,
dens forsagte Fred og vrede Storme.
XI
✂
Det er saa liflig Hvile
iblandt at lytte stille
til kvindesungne Sange
om Sol og gyldne Spange
og Skovens vævre Kilde,
✂
om Livets lyse Længsel
og Hjærtets unge Kvide,
enfoldige smaa Sange,
hvis Ord er muntre, bange
og alle sammen blide.
XII
✂
Tusind Glæder rummer Livet,
tusind Glæder!
én blev givet
Guld fra Fødslen,
én forgaar i gylden Ødslen,
✂
én blev givet Fryd at finde
ved at se
morgenblank en Draabe skinne
i et Liljebægers Sne!
✂
Én alene pines ledest,
én alene glædes hedest,
den, som ser i sortest Nat
Stjerner over Jorden sat,
✂
den, som kan af arme Stunder
skabe sig et Blomsterunder,
den, hvis Vaardrøm aldrig svigter,
- den, som digter.