EFTERAAR

✂ Denne Blæst i Løv, der er som Læder,
denne Raslen i hver ussel Busk,
denne sagte, stive Knitren
i hver visnet Kløverdusk,
denne Klimpren over Strænge,
som er spændte til at briste,
denne sprøde, spinkle Dirren
af en Røst, som falmet synger
paa det sidste.

✂ Efteraar! underlige Tid, hvor Døden
bliver musikalsk og spiller,
mens de klamme Mosser grønnes
kvælende om Muldets Kilder!
bange Døgn, hvor Døden synger
i de tavse, øde Skove,
medens den, som ældes, vaager
Nat og Dag og kan ej sove!

✂ Hvor blev Somren, hvor blev Solen,
alt det levendes bløde Form,
Frodigheden, som til Hymne smelted
selv den værste Storm,
alt det skære, sommerlette,
som lod haant om Himlens Luner,
bar sig frelst og vidste evig
snarligt Solbrud at forjætte?
109 Der gik Ild i alle Farver,
Kulde i den milde Dug,
Vindens Nynnen blev til Hvislen,
Kildens Rislen tunge Kluk,
og den Sol, der hastigt flammer,
flyver over Skovens Stammer
som et Blik, der uro-naget
brænder fast og slipper Taget,
ler et Nu for i det næste
koldt at blegne,
søger alle vide Vegne,
finder aldrig, hvad det søger, - -

✂ Efteraar! hvor alt, hvad Somren
spandt i lange, lyse Timer,
i et skræppet Raageskrig
skarpt sin sidste Strofe rimer!
Livets Afmagt, Dødens Vælde,
som hver den, der lever, tvinger
til at gaa til Skovs og fælde
just det Træ, som videst skygged,
bære til sin Ovn de Grene,
hvori Fugle lifligst bygged!