Stuckenberg, Viggo IV. Et Kammers paa Slottet, en Aften i Høst

IV.

Et Kammers paa Slottet, en Aften i Høst
Over det knastede Gulv en bleget
Solskjold ligger, med Gitterskyggen
fra Kammersets Buevindve streget.

Ved Vindvet staar Esben og stirrer ud
over Dalens Krat, der pjusket og hulnet
stritter med vaade Grene, mens Løvet
sig flaader paa Aaen høstbrunt og gulnet.

382

Paa Løjbænkens Tæppe, der uldblødt, tungt
ligger slænget langs Hyndetræet,
sidder Prinsess'en og stirrer paa Esben
med Hænderne foldede under Knæet.

- "Aaen lyser saa sært i Kvæld!
helt sælsomt den under Skoven forsvinder!"
taler Esben og følger med Blikket
Aaen, der fjærnt af Dalen rinder.

"Hvor mon den lægger sin vide Vej,
er der mon Nat, er der øde?
for der, hvorfra den flommende kommer,
Dagens Solluer skimrende gløde." -

Prinsessen sidder paa Bænken og ser
paa Esbens Vams, der brun sig føjer
om Ryggen, og taler saa til ham,
mens smidig hun frem sig bøjer.

- "Høsttomme Skove, nøgne Skove
ved jeg langs Aaen gærdes;
bort den rinder i Tavshed og Nat,
der er koldt og dødt, hvor den færdes." -

- "Koldt og dødt! - I fejler saa vist!
fra Trætoppen skræpper i Søvne Raagen,
og nede mellem de sortnende Stammer
pusler Natten hviskende vaagen.

383

Aldrig saa jeg en Skov i Blund, -
døde sig Slottets Mure spænder,
Skoven derude lever og suser,
- lidet til Aaen I kender!" -

- "Længes I?" hvisker Prinsessen blegt,
og Esben vender sig langsomt fra Ruden
og ser imod Gulvet, "længes I, Esben?
I faar vel leve Skoven foruden.

Lad rinde Aaen, hvor hen den vil!
lad Natten sort under Stammerne spindes!
sæt Eder hos mig! - falder det tungt
Løftet, I gav mig, at mindes?" -

Og Esben hæver fra Gulvet sit Blik
og ser paa Prinsessen stille,
"Løftet jeg gav jer! - aa nej, Prinsesse!
aldrig tør jeg ved Eder mig skille!" -

- "Saa sæt Eder hos mig! sæt Eder hid!
fortæl mig, Esben, hvad Sorg I maa lide!"
beder Prinsessen, og Esben kommer
og sætter sig tavs ved Prinsessens Side.

- "Lunt er herinde!" hvisker hun ømt,
"ude det isnende Høstslud stænges!
selv har I sagt, jeg har Sommeren bundet,
- ikke da ved jeg, hvorefter I længes!" -

384

Og Esben tager Prinsessens Haand
og sidder med Øjet i hendes fæstet,
- "Aldrig jeg kendte saa saar en Kvide, -
stakket kun Eder Sommeren gæsted!

Tungt rinder Tiden for narret Gæk!
Prinsesse! Dis om min Sjæl laa tvundet
den Kveld I drog mig med Spil til Eder,
- aldrig haver I Sommeren bundet!" -

Prinsessen ser paa den solgule Skjold,
der staar med Gitterets Skygge tremmet,
og vipper med Foden, ser op paa Esben,
- "Og aldrig klang eders Tale saa fremmed!

Skuffet I sidder, en narret Gæk!
ved I, Esben, nogen som ævned,
at binde Sommerens levende Lykke,
naar Vintrens Sus gennem Skovene stævned?

Og dog skal I vide, at jeg den bandt,
bandt hvad Somren af Solguld spreder!
- kald Eder skuffet! jeg ejer Somren,
ejer den, Esben, i Eder;

Vaarens Dage var længst forbi
og Solen kølnet, dens Guldglød slukket!
ensom sad jeg, - da var det som Solen
atter op over Skovene dukked;

385

da var det som Vaaren atter mig tog
med Eders Arme, - skinnende hvælved
sig Himlen! og naar I tåled,
Luften omkring mig af Sommer skælved.

I gav mig tilbage min Sommer, min Sol!
jeg bandt Eder til mig, - men Baandet som binder,
er gyldent, Esben! - Fyrste I nævnes,
saa vide som Aaen derude rinder!

Eders er Slottet, Dalen, Skovene,
Eders hvert Blad, som i Muldet slænges!
hvert spirende Skud i Stammernes Skygge!
- ikke ved jeg, hvorfor I længes;" -

- "Skuffet har mig min egen Sjæl,
intet kan I for min Kvide!
ej skal I sørge, fordi jeg længes,
fangen jeg følger Eder ved Side!

Min, Prinsesse, I nævner Skoven,
mit hvert Blad, som i Høsten ødtes;
- min var Skoven, før den var Eders,
min fra den Time jeg fødtes!

Solens, Vaarens og Vintrens og min!
ved Nat, før Gry og til Sol sig sænked!
- ret aldrig jeg fandt den saa lidet min,
som siden I mig den skænked!

386

Lunt er her inde paa Bænk hos jer,
Murene her ej af Høststormen flænges!
her er tyst som dybt under tunge Vande!
- nu ved I, hvorfor jeg længes!" -

Prinsessen lægger sin Haand under Knæ
og læner sig langsomt tilbage,
- "Da faar I længes jert Liv til Ende
og dræbe i Stilhed jer Klage.

Sværmeren falder for Fyrstens Pligt!
og usselt hersker en Drømmer!
drøm, om I vil, men her bag Mur,
og tal som en Mand det sømmer!

Vokse skal I hos mig til Mand
og herske her alle Dage! -
eller - Esben - længes I saa,
at før I med Aaen vil drage?" -

Paa Esben hun fæster sit slørgraa Blik
og lægger de hvide Hænder
om Esbens smalle skælvende Haand,
der hed mellem hendes brænder.

- "Drage fra Eder, jeg gav mit Ord!
lade Vinteren Eder øde!
nej, Prinsesse! - jeg faar vel blive
og tie min Længsel til Døde.

387

Den Dag bandt mig til Eder fuld fast,
da Troldsløret maatte falde
og Verden stod for mig fattig og øde
og fattigst jeg mellem alle.

Min Vilje leger paa Eders Fang,
mit Mod det sover I Eders Kammer;
og stiger min Længsel og lokker mig vide,
saa skjult en Od den i Hjærtet rammer.

Endda jeg ved jer saa fattig som jeg,
saa arm i Sjælen, saa hjærteødet,
I ejer en Magt, som aldrig blev fældet,
som hedere Mod vel end mit fik dødet.

Verden! - Eders! - saa dumpt den ved
med fagert Smil at fange og binde! -
Lad Aaen færdes, lad Skovene gulne!
mine Dage hos Eder faar rinde."

Og Esben glider fra Løjbænken ned
paa Knæ for Prinsessen og lægger
stille sit Hoved i hendes Skød,
mens Skumringen Solskjolden dækker.

Esben lever som Ægteherre og pligtbunden Konge Døgn og Aar til Ende.