↩

IV.

✂ Et Kammers paa Slottet, en Aften i Høst
Over det knastede Gulv en bleget
Solskjold ligger, med Gitterskyggen
fra Kammersets Buevindve streget.

✂ Ved Vindvet staar Esben og stirrer ud
over Dalens Krat, der pjusket og hulnet
stritter med vaade Grene, mens Løvet
sig flaader paa Aaen høstbrunt og gulnet.

382

✂ Paa Løjbænkens Tæppe, der uldblødt, tungt
ligger slænget langs Hyndetræet,
sidder Prinsess'en og stirrer paa Esben
med Hænderne foldede under Knæet.

✂ - "Aaen lyser saa sært i Kvæld!
helt sælsomt den under Skoven forsvinder!"
taler Esben og følger med Blikket
Aaen, der fjærnt af Dalen rinder.

✂ "Hvor mon den lægger sin vide Vej,
er der mon Nat, er der øde?
for der, hvorfra den flommende kommer,
Dagens Solluer skimrende gløde." -

✂ Prinsessen sidder paa Bænken og ser
paa Esbens Vams, der brun sig føjer
om Ryggen, og taler saa til ham,
mens smidig hun frem sig bøjer.

✂ - "Høsttomme Skove, nøgne Skove
ved jeg langs Aaen gærdes;
bort den rinder i Tavshed og Nat,
der er koldt og dødt, hvor den færdes." -

✂ - "Koldt og dødt! - I fejler saa vist!
fra Trætoppen skræpper i Søvne Raagen,
og nede mellem de sortnende Stammer
pusler Natten hviskende vaagen.

383

✂ Aldrig saa jeg en Skov i Blund, -
døde sig Slottets Mure spænder,
Skoven derude lever og suser,
- lidet til Aaen I kender!" -

✂ - "Længes I?" hvisker Prinsessen blegt,
og Esben vender sig langsomt fra Ruden
og ser imod Gulvet, "længes I, Esben?
I faar vel leve Skoven foruden.

✂ Lad rinde Aaen, hvor hen den vil!
lad Natten sort under Stammerne spindes!
sæt Eder hos mig! - falder det tungt
Løftet, I gav mig, at mindes?" -

✂ Og Esben hæver fra Gulvet sit Blik
og ser paa Prinsessen stille,
"Løftet jeg gav jer! - aa nej, Prinsesse!
aldrig tør jeg ved Eder mig skille!" -

✂ - "Saa sæt Eder hos mig! sæt Eder hid!
fortæl mig, Esben, hvad Sorg I maa lide!"
beder Prinsessen, og Esben kommer
og sætter sig tavs ved Prinsessens Side.

✂ - "Lunt er herinde!" hvisker hun ømt,
"ude det isnende Høstslud stænges!
selv har I sagt, jeg har Sommeren bundet,
- ikke da ved jeg, hvorefter I længes!" -

384

✂ Og Esben tager Prinsessens Haand
og sidder med Øjet i hendes fæstet,
- "Aldrig jeg kendte saa saar en Kvide, -
stakket kun Eder Sommeren gæsted!

✂ Tungt rinder Tiden for narret Gæk!
Prinsesse! Dis om min Sjæl laa tvundet
den Kveld I drog mig med Spil til Eder,
- aldrig haver I Sommeren bundet!" -

✂ Prinsessen ser paa den solgule Skjold,
der staar med Gitterets Skygge tremmet,
og vipper med Foden, ser op paa Esben,
- "Og aldrig klang eders Tale saa fremmed!

✂ Skuffet I sidder, en narret Gæk!
ved I, Esben, nogen som ævned,
at binde Sommerens levende Lykke,
naar Vintrens Sus gennem Skovene stævned?

✂ Og dog skal I vide, at jeg den bandt,
bandt hvad Somren af Solguld spreder!
- kald Eder skuffet! jeg ejer Somren,
ejer den, Esben, i Eder;

✂ Vaarens Dage var længst forbi
og Solen kølnet, dens Guldglød slukket!
ensom sad jeg, - da var det som Solen
atter op over Skovene dukked;

385

✂ da var det som Vaaren atter mig tog
med Eders Arme, - skinnende hvælved
sig Himlen! og naar I tåled,
Luften omkring mig af Sommer skælved.

✂ I gav mig tilbage min Sommer, min Sol!
jeg bandt Eder til mig, - men Baandet som binder,
er gyldent, Esben! - Fyrste I nævnes,
saa vide som Aaen derude rinder!

✂ Eders er Slottet, Dalen, Skovene,
Eders hvert Blad, som i Muldet slænges!
hvert spirende Skud i Stammernes Skygge!
- ikke ved jeg, hvorfor I længes;" -

✂ - "Skuffet har mig min egen Sjæl,
intet kan I for min Kvide!
ej skal I sørge, fordi jeg længes,
fangen jeg følger Eder ved Side!

✂ Min, Prinsesse, I nævner Skoven,
mit hvert Blad, som i Høsten ødtes;
- min var Skoven, før den var Eders,
min fra den Time jeg fødtes!

✂ Solens, Vaarens og Vintrens og min!
ved Nat, før Gry og til Sol sig sænked!
- ret aldrig jeg fandt den saa lidet min,
som siden I mig den skænked!

386

✂ Lunt er her inde paa Bænk hos jer,
Murene her ej af Høststormen flænges!
her er tyst som dybt under tunge Vande!
- nu ved I, hvorfor jeg længes!" -

✂ Prinsessen lægger sin Haand under Knæ
og læner sig langsomt tilbage,
- "Da faar I længes jert Liv til Ende
og dræbe i Stilhed jer Klage.

✂ Sværmeren falder for Fyrstens Pligt!
og usselt hersker en Drømmer!
drøm, om I vil, men her bag Mur,
og tal som en Mand det sømmer!

✂ Vokse skal I hos mig til Mand
og herske her alle Dage! -
eller - Esben - længes I saa,
at før I med Aaen vil drage?" -

✂ Paa Esben hun fæster sit slørgraa Blik
og lægger de hvide Hænder
om Esbens smalle skælvende Haand,
der hed mellem hendes brænder.

✂ - "Drage fra Eder, jeg gav mit Ord!
lade Vinteren Eder øde!
nej, Prinsesse! - jeg faar vel blive
og tie min Længsel til Døde.

387

✂ Den Dag bandt mig til Eder fuld fast,
da Troldsløret maatte falde
og Verden stod for mig fattig og øde
og fattigst jeg mellem alle.

✂ Min Vilje leger paa Eders Fang,
mit Mod det sover I Eders Kammer;
og stiger min Længsel og lokker mig vide,
saa skjult en Od den i Hjærtet rammer.

✂ Endda jeg ved jer saa fattig som jeg,
saa arm i Sjælen, saa hjærteødet,
I ejer en Magt, som aldrig blev fældet,
som hedere Mod vel end mit fik dødet.

✂ Verden! - Eders! - saa dumpt den ved
med fagert Smil at fange og binde! -
Lad Aaen færdes, lad Skovene gulne!
mine Dage hos Eder faar rinde."

✂ Og Esben glider fra Løjbænken ned
paa Knæ for Prinsessen og lægger
stille sit Hoved i hendes Skød,
mens Skumringen Solskjolden dækker.

Esben lever som Ægteherre og pligtbunden Konge Døgn og Aar til Ende.