ISLEMARK

✂ Jeg gaar ved Dag derude,
nu Dagene bli'r lange
og alle Markens Fugle
ta'r fat paa deres Sange;

✂ jeg gaar ved Nat ad Vejen,
som om bag Mosen fører,
kun en forsinket Bonde
i Mørket ensomt kører.

✂ Her er saa dumpt og stille,
saa sort om hver en Ager,
kun Nattevinden sørgeligt
i Pilekronen klager;

✂ deroppe et Par Stjærner,
hernede Fugt og Kulde,
saa knugende en Aande
fra vaade Markers Mulde;

✂ den Smule Lys, som skinner,
det er de stakkels Stjærner
og fjernt ved Banelinjen
to ensomme Lanterner.

✂ Men Mørket er saa kløgtigt,
og Mørket er saa koldt,
og begge vi i Livets Løb
har meget ondt forvoldt,

✂ ondt, som kan ikke glemmes,
ondt, som bestandig gror
sin Aandevækst i Natten
omkring den stumme Jord.

✂ Jeg elsker dette Mørke,
den sorte Marknats Fred,
332 den dykker mig saa vennesæl
i hjemløs Glemsel ned,

✂ - endda jeg høsted mere
af ondt og godt i Flæng
end den blandt mine Venner,
der sprang som Lykkens Dreng.

✂ Jeg elsker disse Nætter
og Mulmet uden Bund,
dér hører jeg hver ensom Nat
min Dom af Vejrets Mund.

✂ Thi Vejret, Natten, Vinden,
de sorte Markers Jord,
- jeg ved, der staar derinde
min Vandrings tunge Spor.

✂ Alvidende er Mørket,
hver Stjærne som en Stum,
der røber i et Blik mig
min hele Levens Sum.

✂ Hvor Menneskene færdes,
gaar koldt jeg ud og ind!
kun her, hvor Mørket ruger,
slaar Blodets Blus min Kind.