I

✂ Nej! ingen Famlen efter Hjærnens Guder
med kold Kritik og med Logikens Bud!
slaa Vindvet op! knus mig de tykke Ruder!
blot frisk Luft ind, og al den gamle ud!

✂ Hvad hjælper vel en blodløs Gud, der vakler
paa Toppen af et tankebygt Stillads,
naar Hjærtet, denne Kødklump, gør Mirakler
og præker frejdigt uden Attestats?

✂ Strøm ind, du Nattevind! med al din Kulde
og fyld med Sne min Stue, om du vil!
blæs med din Frostluft mine Lunger fulde,
om Tænderne saa klapre skal dertil!

✂ Før blive af lidt ærlig Træk forkølet
og blotte lidt i Kulden sin Person
end famle efter Guder, der er sølet
ind i en alenlang Definition.

✂ Jeg har ej Brug for disse Tankeguder
i Lampeos og filosofisk Skrud! -
den friske Sne mig Livets Pragt bebuder,
og Livet og dets Pulsslag er min Gud!

II

✂ Kom ud! du, der sidder i Kirken og tror
paa Præsten og sover som et Hors!
Livet over Gravene i Hvirveldans sig snor
og smider med de trøskede Kors!
springe maa man kunne, vil man med i den Dans!
jo højere Hop, jo mere man ser!
lad saa Præsten kun sige, vi kun er et Ler!
du skal tro paa det Ler og dets trodsige Sans
for sig selv og de Kræfter, det fik!
du har Gud i dit Kød, du har Gud i dit Blod,
i din Arm, i din Røst, i dit knejsende Mod,
og Gud i dit kaadeste Blik!