I

✂ Se, nu letter Dæmringsdisen;
Morgenbrisen
kruser Dunene om Høgens
hede Hjærte,
256 og fra Skoven stiger Gøgens
dybe Kukken;
Natteduggen
tænder langs de hvide Veje
mellem Græs og Kabbeleje
Kongelysets gyldne Kærte.

✂ Som et Havblik Himlen straaler.
Sivet maaler
med sin Skygge Aaens Vande,
slukket ryger
Padderokkens sorte Tande;
rundtom flamme
Morgendamme,
og som Røg fra Nattens sidste
Elverlejre Taager liste
under Skov i hvide Byger.

✂ Klare Morgen, lad din lette
Luftning slette
alt, hvad Nattens Koglerier
vidt om skabte,
spænd om Verden lyse Stier,
løft hver lukket
Blomst, der bukked
sig for Mulm og Hvirvelvinde,
... og lad den sin Lykke finde,
som sin Lykke fattig tabte!

II

✂ En tidlig Sommermorgen, Rugen funkler
af Dug og Sol, og køligt kvidrer Lærken;
fra Lindeskyggen dufter det og summer,
og Hegnets Snerle lufter Silkesærken.

✂ Muldvarpens Tue løfter sig i Græsset,
i Tjørnen Spurvene forelskte støje,
og hver en Smaablomst aabner imod Solen
dugblankt sit morgenvakte Elskerøje.

✂ En solfødt Dag paany slaar omkring Jorden
sit Slør af gyldent Lys og duftfyldt Skygge,
hvert solblankt Blad forjætter Paradiser,
og atter leger Livet med sin Lykke.

III

✂ Er du ung og stærk,
gaa til dit Værk
med Tro, der lyst som Morgensolskin skælver;
bad i Dug dit Sind,
sæt alting ind,
tro Evigheder om hvert Skridt sig hvælver!

✂ Handl fra Dag til Dag
i mindste Sag,
som gaves ikke Tvivl og døde Drømme;
skuffes du, saa ti,
træd støt din Sti
og lad rigere dit Hjærte strømme.

✂ Ser du Løfter brudt,
alt det fortrudt,
som var dig dit Liv og al din Glæde,
luk dybt i dit Sind
din Lykke ind,
i dig selv den har sit Kongesæde.

IV

✂ Fra min Barndom har jeg elsket Gryet,
Morgenhimlen, solklar, silkeskyet,
Dagens Rosenlys langt ude i det fjerne,
over Skoven Nattens sidste Stjerne.

✂ Alt det bedste, som mit Hjærte gemmer,
vaagner som et Brus af Barnestemmer, -
trods al Verdens ondt jeg har i Eje
Fryd, der funkler over Morgenveje.