Stuckenberg, Viggo HØST

HØST

Det er de klare Dage,
hvor Morgenhimlen blaaner,
og Dagen straaler stille,
til det mod Aften graaner.

Hvor er du nu, Veninde?
jeg ser dig ikke længer!
omkring min Laages Hængsel
et Spindelvæv der hænger,

og aldrig er det bristet,
Dugdraaberne det væder
den hele Dag igennem,
som om det evig græder.