I

✂ Jeg er saa træt
af at stirre ned,
jeg er saa træt
af at bøje min Nakke;
selv den Træl,
som argest sled,
har dog en Stund,
han kan kaste sin Hakke.

II

✂ Hvad er den Byrde,
mine Skuldre bære,
den hele Himmel
med dens Stjernehære,

✂ mod det at maatte
evigt stirre ned
blandt Blomster, hvor min
Skygge engang gled,

✂ og ikke kunne føle
mod min Kind
et stakkels dugkoldt
Edderkoppespind!

III

✂ Dér strøg du, Fugl,
saa tæt forbi min Lænd!
- Kom, du lille Lærke,
kom igen!

✂ Mit Bryst er bredt
som Engene dernede,
- kom og byg dig ved mit
Hjærte Rede!

✂ Er du angst for
mine laadne Hænder?
293 Ak, de voksed fast mod
mine Lænder.

✂ Jeg er stiv som
Is og vissen Gren,
mere stille end en
Afgrunds Sten.

✂ Fugl, du flyver!
. . . Bli'r du tavs og tom,
naar du ikke længer
strejfer om!

IV

✂ Saa lidt behøves
for at pine længe,
en Smaafugl blot,
som kvidrer over Enge,

✂ en Muldvarp kun,
en løftet Haandfuld Jord,
- og jeg er Havet,
som i Stormvejr gror.

V

✂ Du Fugl, som fløj saa højt,
fordi du fandt,
at op til Himlen
Jordens Dag sig spandt,

✂ ifald du vidste,
hvad det er at staa
og se hvert Døgn
evindeligt forgaa

✂ i lydløs Tomhed,
Fred foruden Rod,
mens Tusind støjer
op omkring din Fod,

✂ - ifald du vidste!
. . . Fugl, du fly'r din Vej!
- Den allermindste Myre
kender mig!

VI

✂ De skyr mig alle.
Den, som misted alt,
er ene.
Thi alt er ét kun,
- Frugten, du lod falde
højt oppe fra den højeste af dine Grene
en haabløs Stund.

✂ Der hænger tusind
Frugter under Gren,
og alle
rødmende som Blod.
295 Vælg blandt de tusind,
- for dig er der kun en iblandt dem alle,
hvis Frø slaar Rod.

✂ Og faldt den ene,
førend Høsten kom,
da klager
fattig du din Nød,
hver Gang de andre Grene
saar deres Frugt til Liv i Jordens Ager,
... du lever - død.

VII

✂ Aa, jeg bærer Himmelrummet,
det har Mennesker bestemt,
en maa slæbe det, hvis Vægt gør
alle andres Sind beklemt.

✂ Og jeg slæber, og jeg tier,
- om jeg talte blot et Ord,
svøbte sig i tusind Taager
for mit Blik den lyse Jord.

✂ Ingen Taager, ingen Skygger !
Jeg maa se den ung og stor!
Ellers styrter Himmelrummet,
- al min Kraft paa Jorden bor!

VIII

✂ Om jeg bøjed
et Sekund mig,
om jeg strakte
mig derned,
ak, de hundred
Tusind Stjerner
under Himmelranden gled.

✂ Om jeg plukked
blot en Bellis,
om jeg fanged
blot en Bi,
alle Himlens
høje Kloder
slukte deres lyse Sti.

✂ Himlens Stjerner
- jeg har set dem,
de har tindret,
hvor jeg gik.
Nu maa jeg i
Havets Spejlbund
sanke deres Taareblik.

✂ Jordens Blomster
gror imod mig,
Himlens Stjerner
ved jeg til,
tør ej bryde
Blomst, ej løfte
Blikket højt, hvor helst jeg vil.

✂ Jeg har levet
ung og frejdig,
jeg har elsket
stolt og stort,
drømt saa lyst
og holdt en Vaardag
jublende for Lykkens Port.

✂ Og saa tror de,
Himmelrummet
tynger mine
Skuldre ned,
- og saa er det
blot et Minde,
al min Ungdom kun, som led.