Stuckenberg, Viggo Uddrag fra DIGTE FRA PARIS

✂ Og du kan leve din Tid saa lang,
elske fordi du maa,
Hjærtets Længsel traver sin Gang,
og den kan aldrig forgaa.

✂ Elske og elskes - vidt og bredt
det raaber fra hver en Klode,
elske og elskes - der er kun ét:
falde et Hjærte til Fode!

✂ Og slæber du bag dig Minders Hær,
som aldrig vil sig forbarme,
held dig, om dig banker et Hjærte nær,
som under dig al sin Varme!

✂ Og vaagner du en Dag og ser
dit Liv som en tungsindig Sump
og drevet ind mod Breddens Ler
din Ungdom som en ormædt Stump,

✂ dig selv alene i en Egn,
hvor ingen Blomst har Duft for dig,
hvor Natten slaar sin kolde Regn
mod Miles Lyng og ingen Vej,

✂ og vaander i den Moses Dyb
dit Hjærte sig mod Himlens Sol,
og kvæles du af Ufærds Kryb
og mindes du Aprils Viol,

✂ og ser du højt, højt under Sky
en Fugl, der sejler ud og ind
og spejler sig hver Dag paany
i dit forkomne, arme Sind

✂ og tænder med sit vaagne Blik
den Ild, der sluktes i din Sjæl,
- da spænder efter Hjærtets Skik
Guldsporen du paany om Hæl.