§ 1.

Riget inddeles i 6 Landsreiskredse, nemlig:

1. Den nordsjællandste Landsretskreds, omsattende Kisbenhavn, kjøbenhavns, Frederiks- borg, Holbæk, samt Bornholms Amter.

2. Den sydsjællandske Landsretskreds, omsattende Sors, Præstø og Maribo Amter.

3. Fyens Landsretskreds, omsattende Fyens Stift.

4. Den nordjydske Landsretskreds, omsattende Aalborg, Hjørring og Randers Amter-

5. Den mellemjydske Landsretskreds, omsattende Viborg, Thisted og Ringkjøbing Amter.

6. Den sydjydske Landsretskreds, omsattende Veile, Aarhus og Ribe Amter.

§ 2.

Landsretskredsene inddeles i Underretskredse.

Staden kjøbenhavn og Kjøbenhavns Amtsraadskreds udgjør en Underretskreds; dog kunne saadanne Dele af Kisbenhavns Amtsraadskreds, hvis Beliggenhed gjør det hensigts- mæssigt. ved Kongelig Anordning indlemmes i andre tilgrændsende Underretskredse.

De øvrige Underretskredses Antal fastsættes til ikke under 50 og ikke over 53. Gramd- terne for Underretskredsene bestemmes ved Kongelig Anordning.

§ 3.

Rigets almindelige Domstole ere Høiesteret, Landsretterne og Underretterne (Kjøben-

havns Stadsret samt By' og Herredsretterne).

Forelagte Lovforslag m. m. 156

Scerlige Domstole ere Rigsretten, Sessionerne, de geistlige og de militære Retter.

Landvcesenskommissioner og lignende Myndigheder, som Afgjøre eller medvirke ved Afgjørelsen af Anliggender, der ikke høre under nogen af de i denne Paragraf nævntc Retter, vernes ikke af denne Lov.

§ 4.

Høiesteret paakjender som øverste Instants for hele Riget alle Sager, som overens- stemmende med Lovene om Retsplejen paaankes til den.

§ 5.

Ordentlige medlemmer af Høiesteret kunne, for et Tidsrum af 5 Aar ad Gangen, bestikkes af Kongen til Formcend for Landsretters farlige Afdelinger under disses regelmæssige Samlinger.

§ 6.

Høiesteret har sit Siede i kjøbenhavn. Den bestaar af en Formand, 12 andre or- dentlige medlemmer og indtil 12 overordentlige medlemmer.

Til som Næstformand at træde i Formandens Sted i paakommende Tilfælde beskikker Kongen et af Rettens ordentlige medlemmer.

§ 7.

I Sagers Afgjørelse ved Høiesteret deltage, forsaavidt intet Andet særlig er fore- skrevet, mindst 9 medlemmer af Retten. Haves i nogen Sag ikke et saadant Antal af Rettens ordentlige medlemmer til Raadighed, kalder Formanden et eller flere overordentlige medlemmer til at deltage i Paakjendelsen.

§ 8.

Skriverforretningeme ved Høiesteret samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retssportler forestaas af en Høiesteretsstriver. Ved Skriverkontoret ansættes 3 Fuldmægtige og det øvrige fornødne Kontorpersonale. Høiesterets Formand træffer, efter Forhandling med Hoiesteretsstriveren, Bestemmelse om Forretningernes Fordeling.

§ 9.

Høiesteret holder i Tiden fra 1ste Oktober til 30te Juni Møde 5 Dage om Ugen, forsaavidt Sagernes Mængde udkræver det. I Slutningen af Juli og August Maaned hol- des overordentlige Retsmsder til Afgjørelser i Straffesager, i hvilke den Anklagede er fængslet, eller som af andre Grunde ikke taale, Opsættelse, samt til Afgjørelse af de i denne Lovs § 50, jfr. § 48, omhandlede Spørgsmaal.

Retten træffer og offentliggjør nærmere Bestemmelser om Dag og Tid for Modernes Afholdelse.

Beslutninger af Retten, som gaa ud paa i Henhold til Lovene om den borgerlige Retspleje og Strafferetspleien at tilstede Afvigelser fra de almindelige processuelle Regler. ere ltke bundne til de foreskrevne eller vedtagne Mødetider.

§ 10.

Den nordsjællandske Landsret har Scede i kjøbenhavn. Den sydsjællandske Landsret har Scede i Vordingborg. Den fyenske Landsret har Scede i Odense. Den nordjydske Landsret har Scede i Aalborg. Den mellemjydske Landsret har Scede i Viborg. Den sydjydske Landsret har Scede i Veile.

§ 11.

Landsretternes Domsmyndighed omsatter dels Behandling og Paakjendelse i fsrste Instants af Retssager i det Omfang, som bestemmes ved Lovene om den borgerlige Retspleie og Etrafferetspltien, dels prøvelse i anden Instants af Underretternes Behandlinger og Af- gjørelser overensstemmende med de noevnte Love. Endvidere kan der til Landsretten sinde Ve« sværing Sted over Underrettens Handlinger i de i § 25 a, o og s ommeldte Forhold, hvor« ved Loven om den borgerlige Retspleie § 360 finder Anvendelse.

§ 12.

Den nordsjællandske Landsret bestaar af en Formand og 15 andre medlemmer. Det øvrige Landsretter bestaa hver af en Formand og 8 andre medlemmer.

medlemmer af Høiesteret kunne beskikkes til at virke ved en Landsret paa den i § 5 foreskrevne Maade.

Justitsministeren kan beskikke en eller flere af de i Landsretskredsen ansatte Underrets- dommere eller, naar Forholdene gjøre det ønskeligt, andre Moend, der ere i Besiddelse af de foreskrevne Egenskaber, til at tiltroede Landsretternes særlige Afdelinger, naar de i medfør af § 20 holde mede udenfor Rettens Sæde; dog maa mindst 3 Dommere høre til de i denne Paragrafs 1ste og 2det Stykke nævnte Personer. Bestikkelsen gjælder kun for en enkelt Samling.

§ 13.

I sø- og Handelssager (Lov 19. Fevr. 1861 §§ 12 og 13) tiltroedes den nordsjæl- land ske Landsret af 4 sø- og handelskyndige Dommere. I Henseende til denne Tiltrædelse forbliver det ved Reglerne i Loven af 19de Febr. 1861; dog kan der ved Kongelig Anordning fastsættes faadanne ændringer i Sammensætningen af den i Lovens § 3 ommeldte Valgfor- samling, der gaa ud paa at give Byraadenc udenfor kjøbenhavn og Kommunalbestyrelsen for Frederiksberg Ret til at vælge et forholdsmæssigt Antal medlemmer af samme. Fremdeles kan det ved Kongelig Anordning fastsættes, at ogsaa andre Landsretter i sø- og Handels- sager skulle tiltrædes af ss« og handelskyndige Dommere, hvorved Reglerne i Lov af 19de Fe- bruar 1861 gjøres anvendelige med de ved Forholdene paabudte Lempelser.

§ 14.

Til Sagernes Behandling bestaar der ved hver Landsret dels en Hovedafdeling, dels en særlig Afdeling; ved den nordsjællandske Landsret bestaar der to soerlige Afdelinger, den fsrste for kjøbenhavn med kjøbenhavns Amtsraadskreds (§ 2), den anden for Roeskilde Amtsraadskreds, Frederiksborg. Holbæk og Bornholms Amter.

Ved Landsretternes Hovedafdelinger behandles alle Sager, som i Henhold til Loven

om den borgerlige Retspleie samt denne Lovs § 11 i Slutningen, § 50 og § 143 hore under Landsretten.

Ved Landsretternes særlige Afdelinger behandles de Sager, som indbringes for Lands- retten i Henhold til Lov om Strafferetspleien. Til Behandling ved den nordsjællandske Lands- rets anden særlige Afdeling kunne tillige henvises borgerlige Retstrætter fra Bornholm, for- saavidt det med Hensyn til forestaaende Bevisførelse skjønnes hensigtsmæssigt, at Hovedfor- handlingen foregaar paa denne Ø.

Naar den nordsjællandske Landsrets anden særlige Afdeling eller de øvrige Lands« retters særlige Afdelinger holde Møde udenfor Rettens sæde, overtages deres Hverv i ny ind« komne Sager i fornødent Omfang henholdsvis af den fsrste særlige Afdeling eller af Rettens Hovedafdeling.

§ 15.

Kongen beskikker for et Tidsrum af 5 Aar ad Gangen 2 medlemmer af den nord- sjællandske Landsret og 1 medlem af hver af de øvrige Landsretter til Formænd for Retternes særlige Afdelinger. Er det i medfør af § 5 overdraget et medlem af Høiesteret at være Formand for en saadan Afdeling under dens regelmæssige Samlinger, paahviler det de nys- nævntc Formænd at lede Behandlingen af de under Afdelingen hørende Sager, som isse be- handles i de nævnte Samlinger, og at træde i det paagjældende Høiesteretsmedlems Sted i Tilfælde af Forfald.

Kongen beskikker for et Tidsrum af 5 Aar ad Gangen et medlem af den nordsjæl- landske Landsiet til Formand ved de Sagers Behandling, der Afgjøres under medvirkning af sø- og handelskyndige Dommere.

§ 16.

I Sagers Behandling ved Landsretterne deltage efter Omstændighederne 5 eller 3 Dommere. 3 Dommere deltage i de Tilfælde, hvor det i Lovene om Retspleien særlig er be- stemt. Forsaavidt Landsrettens Hovedafdeling ved Afgjørelsen af sø- og handelsretssager tiltrædes af valgte sø- og handelskvndigc Dommere, deltager kun eet af Landsrettens med« lemmer som Formand i Sagens Behandling.

Er Forundersøgelse i en Straffesag overdraget et medlem af Landsretten, behandler han Sagen som Enkeltdommer.

§ 17.

Landsrettens Formand afgjør efter Forhandling med Rettens øvrige medlemmer det Fornødne med Hensyn til Tilkaldelse af medlemmerne til Rettens Afdelinger og de enkelte Sager, dog med Iagttagelse af § 15.

§ 18.

Skriverforretningerne samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retssportler fore- staas ved hver Landsret af en Retsskriver, ved den nordsjællandfke Landsret af 2 Retsskrivere, den ene særlig for sø- og Handelssager/.hvilken tillige'overtager de i Loven af 19de Februar 1861 § 16 1ste Punktum ommeldtc Forretninger. Ved Skriverkontorernc ansættes foruden det Iøvrigt fornødne Kontorpersonale 1 Fuldmægtig, ved det nordsjællandske Landsrets almin- delige Skriverkontor 4 Fuldmægtige, ved^det særlige Skriverkontor for Ss« og Handelssager 1 Fuldmægtig. Landsrettens Formand træffer, efter Forhandling med LandsRetsskriveren Bestemmelse om Forretningernes Fordeling.

§ 19.

Landsretternes Hovedafdelinger holde møder ved Rettens Sæde. Ved Anordning bestemmes for hver enkelt Ret, til hvilke Tider og paa hvilket Sted de ordentlige meder af- holdes. Overordentlige møder kan Landsrettens Formand af særegne Grunde beramme.

§ 20.

Landsretternes særlige Afdelinger sammentræde dels i regelmæssig tilbagevendende Samlinger, dels i møder imellem Samlingerne.

Den nordsjællandske Landsrets fsrste særlige Afdeling holder regelmcessige Samlinger i kjøbenhavn een Gang i Levet af hver Maaned.

Den nordsjællandfle Landsrets anden særlige Afdeling holder regelmæssige Samlinger een Gang hver tredie Maaned paa de Steder i Afdelingskredsen, som fastsættes ved bekjendt« gjørelse af Institsministeren. Paa Bornholm finder dog. naar Forholdene lægge Hindringer i Peien. ingen Samling Sted i Vintermaanederne.

De øvrige Landsretters særlige Afdelinger holde regelmæssige Samlinger een Gang hver tredie Maaned dels ved Rettens Hovedsæde. dels paa andre Steder i Landsretskredsen, som fastsættes ved Bekjendtgjørelse af Justitsministeren.

Ved Bekjendtgjørelse af Justitsministeren fastsættes fremdeles Tiden for de nævnte Samlingers Begyndelse, følgeordenen mellem de Steder, hvor Samling skal holdes, samt de Dele af Kredsen, som henlægges til de forskjellige Samlingssteder.

I de ovenmeldte Samlinger behandles Straffesager, som ere henviste til Hovedfor- handling med eller uden nævninger, eller i hvilke der ifølge Paaanke fra Underretten skal sinde Hovedforhandling med ny Bevisførelse Sted, fremdeles paa Bornholm de borgerlige Rets- trætter, som maatte være henviste til den nordsjællandske Landsrets anden særlige Afdeling, og i hvilke Bevisførelse er berammet. nævningesager vebandles fsrst; dog kunne andre Sager indskydes, naar det kan ske uden Forhaling for nævningesagerne.

Ved Samlingerne udenfor Rettens Hovedsæde medfølger det fornødne Skriverpersonale fra Landsrettens Skriverkontor.

§ 21.

Ved de særlige Afdelingers Møde mellem Samlingerne blive nævningesager ikke be- handlede. møderne holdes ved Rettens sæde og bestemmes paa den i § 19 angivne Maade.

§ 22.

Ferer et medlem af Landsretten Forundersøgelsen i en Straffesag, berammer han Tid og Sted for Retsmøders Afholdelse overensstemmende med Reglerne i Loven om Straffe« retspleien.

§ 23.

kjøbenhavn med kjøbenhavns Amtsraadskreds (§ 2) henlægges under kjøbenhavns Siadsret. Hver af de andre i § 2 nævnte Kredse henlægges under en By- og Herredsret

eller Herredsret.

§ 24.

Underrettens Virkekreds omsatter Behandling og Paakjendelse af Retssager samt Fore- tagelse af Retshandlinger i det Omfang, som bestemmes ved Lovene om den borgerlige Rets-

pleie og Strafferetspleien.

§ 25.

Til Underretternes Virkekreds henhører fremdeles udenfor den egentlige Retspleie: a) Thinglæsninasvæsenet; b) Formandskabet i Landvcesenskommissioner overensstemmende med Lov af 30te Decbr.

1858 § 2;

c) De Retsbetjentene ved Lov af 23de Januar 1862 angaaende Tiendevederlagets Be- rigtigelse paahvilende Forretninger; d) Udmeldelse af Syns- og skjønsmænd udenfor Retsplejen, forsaavidt den ikke kan fic af øvrigheden; samt udenfor kjøbenhavns Stadsrets Omraade:

e) De ved Lov af 26de Mai 1868 om Umyndiges Midlers Forvaltning § 7, jfr. Be- kjendtgjørelse af 11te Mai 1869, og ved samme Lovs § 10 til Skifteretterne henlagte Forretninger, forsaavidt Loven om den borgerlige Retspleje ikke medfører Forandring heri; f) Notarialforretninger.

Den for Kisbenhavn nugældende Ordning med Hensyn til de under Litra e nævnte Forretninger udvides til at gjælde for kjøbenhavns Stadsrets Omraade. Notarialvæsenets Ordning i sidstnævnte Retskreds fastsættes ved særlig Anordning.

§ 26.

kjøbenhavns Stadsret bestaar af en Formand og indtil 14 andre medlemmer.

I sø- og Handelssager, som høre for Kjøbenhavns Stadsret. samt ved Konkurs- behandling af Handlendes, Fabrikanters og Skibsrhederes Boer tiltrædes det paagjældende Kammer af Stadsretten (§ 27) af 2 sø- og handelskyndige medlemmer efter de nu ved Se- og Handelsretten gjældende Regler. Det medlem af Stadsretten, hvem Kammeret er over- draget, er Formand.

Til Retten hører et Skriverkontor, som forestaas af en byskriver, samt et Pante- og Brevflriverkontor, som forestaas af en Pante- og Brevskriver. Ved Skriverkontoret ansættes indtil 14 Fuldmægtige, ved Pante- og Brevskriverkontoret 4 Fuldmægtige; hvert især forsynes med det Iøvrigt fornødne Kontorpersonale.

§ 27.

Til Varetagelse af de i §§ 24—25 ommeldte Forretninger er Stadsretten delt i et til Dommernes svarende Antal Kamre, som hvert overtages af en Dommer, der behandler de til Kam- meret henlagte Sager som Enkeltdommcr. Forretningernes Fordeling mellem Kamrene bestemmes af Formanden med Justitsministerens Billigelse. Formanden fordeler, efter Forhandling med Rettens smige medlemmer, Kamrene imellem medlemmerne. Naar det gjørcs fornødent, kan Formanden overdrage til et medlem af Retten midlertidig eller i enkelte Sager tillige at udfore Forret- ninger i et andet Kammer end det ham tildelte.

§ 28.

Skjsde- og Pantebsgernes førelse hører under Pante- og brevskriverkontoret. Be- slutninger vedkommende førelsen kunne tages af Pante« og Brevskriveren eller en Fuldmægtig. Stadsrettens Formand fastsætter, efter Forhandling med Pante- og Brevskriveren, Forretnin- gernes Fordeling.

Thinglæsninger og Aflysninger forcgaa ved de Kamre, som behandle borgerlige Doms- sager; Formanden fastsætter Fordelingen med Justitsministerens Billigelse.

§ 29.

Skriverforretningcrne ved Stadsrcttens forskjellige Kamre samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for retssportler hsrc under Rettens Skriverkontor. Fogedforretninger, og de til Skifteforvaltningen hørende Forretninger kunne, forsaavidt der ikke derved bliver Spørgsmaal om Afgjørelse af Tvistigheder, efter Dommerens Bestemmelse udføres af den Fuld- mægtig, som er tildelt det'paagjældende Kammer.

Stadsrettens Formand fastsætter, efter Forhandling med Bysknveren, Forretningernes Fordeling.

§ 30.

Om Tiden for ordentlige møder i de Kamre af Stadsretten, der behandle Doms- jager, træffer Stadsrettens Formand med Justitsministeriets Billigelse Bestemmelser, som offentliggøres; overordentlige møder kunne berammes af Dommeren i det paagjældende Kam- mer. møder i andre Sager berammes af Dommeren overensstemmende med Lovene om

gietspleien.

§ 31.

By« og Herredsretterne bestaa hver af en Dommer og en Retsskriver.

Retsskriveren har paa eget Ansvar at føre Retsbogen i alle Retsmøder. derunder dog ikke indbesattede møder af Foged- og Skifteretterne, eiheller i paatrcrngende Tilfælde møder under Forundersøgelsen i Straffesager, fremdeles at meddele Udskrifter af Retsbsgerne samt efter Dommerens Anvisning at bejsrge alle de under Retten hørende Skriverforretninger og Udfærdigelser. Han oppebærer de befalede Retsgebyrer og aftægger Regnskab derfor; han fore- staar og'foretager de'Thinglæsning og Aflysning af Dokumenter vedkommende Forretninger, dog at Afgjørelse af, hvorvidt en saadan bor finde Sted, i Tvivlstilfælde henhører under Dommeren,^ samt fører Skjsde- og Pantebsgerne. Endvidere forestaar han udenfor Kjsven- havns Stadsrets Omraade Notarialforretningerne.

Paa Dommerens Begjæring kan der af Landsrettens Formand meddeles Retsflriveren Vemyndigelse til i Dommerens Forfald og paa hans Ansvar at udfore Fogedforretninger og de til Skifteforvaltmngen hørende Forretninger. Bemyndigelse til paa Dommerens Ansvar at udforende nævnte Forretninger kan ogsaa paa hans Begjæring af Landsrettens Formand meddeles andre dertil egnede mænd enten for Tilfælde, hvor Dommeren har Forfald, eller for et bestemt Tidsrum, hvor de stedlige Forhold maatte udkræve det^for Større eller mindre Dele af Retskredsen.

Paa Retsskriverens Begjæring kan Landsrettens Formand give dertil egnede mænd Bemyndigelse til paa Retsskriverens Ansvar at udfore Notarialforretninger enten for Tilfælde, hvor Retsskriveren har Forfald, eller for et bestemt Tidsrum, hvor de stedlige Forhold maatte udkræve det for storre eller mindre Dele af Retskredsen.

med Hensyn til Udpantningers Foretagelse ved søgnefogeden gjælde Reglerne i Lov om den borgerlige Retspleje 7de Afsnit 2den Hovedafdeling.

§ 32.

Forsaavidt der i Henhold til § 13 ved Kongelig Anordning er truffet Bestemmelse om, at js- og handelskyudige Dommere skulle tiltroede en Landsret i sø- og Handelssager, lcm det i Forbindelse dermed, hvor Forholdene tilstede det, bestemmes, at By- og Herreds- retter skulle tiltrædes af 2 sø- og handelskyndige medlemmer i sø- og Handelssager samt ved Konkursbehandling af Handlendes, Fabrikanters og Skibsrhederes Boer.

§ 33.

Ved Kongelig Anordning bestemmes By- og Herredskredsenes Thingstcder.

Tildeles der en Retskreds flere Thingstcder, fastsætter Anordningen de Dele af Kred- sen, som med Hensyn til Rettens ordentlige møder skulle henhøre til ethvert af disse. Thing« læsning og Aflysning af Dokumenter skal dog for hele Retskredsen foregaa ved det Thingsted, der i Anordningen betegnes som Hovedthingsted; men Retsskriveren er Pligtig ved de ordentlige Retsmøder paa ethvert Thingsted i Kredsen at modtage Dokumenter, som indleveres til Thing- læsning eller Aflysning, samt efter Fvrudbegjæring at udlevere thinglæstc og aftvste Dokumenter.

Dommeren Ml have^ Bolig ved Kredsens Thingsted eller, naar Kredsen har flere Thingsteder, ved Hovedthingstedet. Dog kan Iustitsmimsteren tilstede Afvigelse herfra.

§ 34.

Ved Anordning bestemmes Tiden for de ordentlige Retsmøder til Domssagers Be- handling paa ethvert af Retskredsens Thingsteder; herved iagttages, at der fastsættes forstjellige Thingdage for de forstjellige Thingsteder. Dommeren berammet i hvert enkelt Tilfælde Tiden for andre Retsmøder.

§ 35.

med Hensyn til Rigsrettens, Sessionernes, de geistlig« og militcrre Retters Ordning forbliver det ved de gjældende Regler.

§ 36.

I Stedet for den i Frdn. om Strandinger af 28de December 1836 § 32 paabudte Afholdelse af Eztraret tra?der et under Politimesterens Forsæde afholdt, behørig bekjendtgjort Msde. Ncrrmere Regler om dette møde fastsoeties ved Anordning.

§ 37.

Regjeringens Ret til, udenfor den militcrre Retspleie, at anordne eztraoroinære Retter bortfalder. Dog kan Kongen, foruden i det i Lov om Spare- og Laanekasser af 28de Mai 1880 § 8 ommeldte Tilfirlde, undtagelsesvis, naar Begjamng derom maatte indkomme, med Indvilgelse af samtlige de paa en dertil berammet Skiftesamling msdende Fordringshavere, bestikke Skiftekommissarier til i Stedet for den ordincrre Skifteret at forestaa Behandlingen og Ovgjørelsen af et Konkursbo, der besindes at være af en særegen vidtleftig og indviklet Beskaffenhed.

§ 38.

Ved de af flere Dommere bestaaende Retter træder i de beflittede Formænds Sted, naar det gjøres fornødent, det trldste tilstedeværende ordentlige medlem af Retten.

§ 39.

De Retsbsger, som smes, bekrceftes ved de af flere Dommere bestaaende Retter af vedkommende Retsformand og ved By« og Herredsretterne af vedkommende Enkeltdommer.

Retsbøgernes Indretning bestemmes indenfor de ved Lov eller Anordning dragne Grcmdstr, for de af flere Dommere bestaaende Retter af Formanden i den vedkommende Ret for By- og Herredsretternes Vedkommende af Landsrettens Formand.

§ 40.

Om Ssn- og Helligdage afholdes ikke Retsmøder, undtagen i paatr«ngende Tilfælde- Om Tilfældet er paatrcrngende, Afgjøres af vedkommende Retsformand eller Enkeltdommer.

I den stille Uge og i Tiden fra 24de Decbr. til 6te Januar bortfalde de ordentlige Retsmøder.

§ 41.

Faste Dommere ved Rigets almindelige Domstole bestikkes af Kongen. Kun fuldmyndige, uberygtede, vederhoeftige mænd, som have underkastet sig den fuld- stændige juridiske Ezamen med bedste Karakter, kunne beskikkes.

Foranstaaende Regler gjælde ogsaa om de overordentlige medlemmer af Høiesteret.

§ 42.

Den, der skal beskikkes til ordentligt medlem af Høiesteret. skal fsrst ved at votere i 3 eller 4 Sager for Høiesteret godtgøre sin Dygtighed til at have Siede i Retten, medmindre han allerede i anden Egenskab har deltaget i Sagers Paakjendelse ved Høiesteret eller tidligere ^ har vieret medlem af en Landsret.

§ 43.

Til midlertidig at beklcede et Dommerembede, naar det paa Grund af Embedsledighed eller en fast Dommers Forfald maatte viere nødvendigt, beskikker Justitsministeren.

I paatrængende Tilfælde samt, naar den faste Dommers Forfald stjMms at ville blive kortvarigt, kan Landsrettens Formand bemyndige til midlertidig at forestaa Dommer- embedet ved en By- og Herredsret. Herom skal meddelelse straz ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Den, som bestikkes til midlertidig at beklcede et Dommerembede, maa være i Besid« delse af de samme Egenskaber, som udkræves iil at beklcede Embedet som fast Dommer. Dog er det ved By- og Herredsretterne med Hensyn til Ezamensfordringen tilstrækkeligt, at den Paagjældende har underkastet sig den suldstændige juridiske Ezamen med Karakteren kaud Mu^Miis eller den juridiske Examen for Ustuderede med Karakteren Bekvem.

§ 44.

Naar det paa Grund af en Dommers Udelukkelse eller Fritagelse formedelst Inha- bilitet maatte værc nodvendigt, beskikker Justitsministeren eller, ved By- og Henedsretterne. Landsrettens Formand en sættedommer.

med Hensyn til Sættedommere sinde Reglerne i § 43 3die Stykke Anvendelse.

§ 45.

Den Bemyndigelse, som kan gives til paa Dommerens Ansvar at udføre visse Dom- meren ved en By- og Herreds«! paahvilende Embedsforretninger, kan kun meddeles mænd. som have de i § 41 angivne Egenskaber; dog er det tilstrækkeligt, at den Paagjældende syl' destgjor den i § 43 i Slutningen angivne Fordring med Hensyn til juridisk Examen.

§ 46.

Dommereden fastsættes ved Kongelig Anordning. Den aftægges ogsaa af Høiesterets overordentlige medlemmer, midlertidig ansætte Dommere, sættedommere. de i § 31 omhand- lede Dommerfuldmægtige samt de Fuldmægtige ved Kjøbenhavns Stadsrets Skriverkontor,

som efter § 29 kunne komme til at udføre Dommerfonetmnger.

Forelagte Lovforslag m. m. 157

§ 47.

Overtrædelse af de Dommere efter Lovene paahvilende Pligter paadrager Ansvar til Straf og Er1statning efter de hidtil gjældende Regler. Dog ophæves de af Straffelovens Kap. 13 ikke berorte celdre Straffebestemmelser for Dommere, selv hvor disse ikke paa Grund af Forandringerne i Retsplejen med Nodvendighed bortfalde, saaledes at Strafansvaret her- efter i alle Tilfælde bedommes efter Straffeloven.

Erstatningsansvar maa som hidtil gjores gjældende ved Paaanke, forsaavidt det ikke efter Loven om Strafferetspleien kan paakjendes i Forbindelse med Spørgsmaal om Straf. forsølgning til Straf iker ved en selvstændig Straffesag. Er Høiere Straf end Boder ei for« fiyldt, kan Straffen dog ogsaa paalægges uden selvstændig Straffesag, dels i Paaanketilfælde, dels udenfor Paaanke i Kraft af Retternes Tilsynsmyndighed, jfr. § 50.

§ 48.

Gjor en Dommer sig skyldig i Forsommelse eller Skjsdeslsshed i Embedsførelse, der dog ikke er af en saadan Beskaffenhed, at den ifolge Lovgivningen paadrager Straf, eller ud« viser han Iøvrigt utilborligt eller usømmeligt Forhold, som dog ikke har den i § 49 ommeldte Karakter, paahviler det Formanden for den Ret, af hvilken han er medlem, med Hensyn til Landsretternes Formænd Høiesterets Formand, samt med Hensyn til kjøbenhavns Stadsrets Formand og Dommere ved By- og Herredsretterne vedkommende Landsrets Formand at give fornøden Advarsel eller Irettesættelse. Er Begjæring herom af Justitsministeren rettet til Formanden for en Landsret eller for kjøbenhavns Stadsret, men denne virgrer sig, kan Svorgsmaalet forelægges Hoiesteret til Afgjørelse efter Reglerne i § 51.

§ 49.

gjør en Dommer sig styldig i et Forhold, der maa svcekke eller gjøre ham uværdig til den Agtelse og Tillid, som Dommerkaldet forudsætter, uden at være Overtrædelse af en egentlig Embedspligt, drager saadant Forhold til følge efter Omstcrndighederne Irettesættelse. Unddragelse af Embedsindtægter paa bestemt Tid, Afskedigelse med den Virkning, at den pen- sionsberettigede Dommers Pension bestemmes ved Lov. eller, hvis det paagjældende Forhold er en i den offentlige Mening vancrrende Handling, Embedets Forbrydelse, for midlertidig beskikkede Dommere samt de i Z 31 3die Stykke ommeldte mænd efter Omstændighederne Ophor af den meddelte Bestikkelse eller Bemyndigelse.

Om ovennævnte Retsfølger skulle indtræde, afgjør vedkommende Ret i Kraft af sin Tilsynsmyndighed, jfr. § 50, dog, hvad Spørgsmaal om Embeds Forbrydelse angaar, kun naar det ikke er paakjendt under den i Anledning af det paagjældende Forhold reiste Straffe- sag, jfr. Lov om Strafferetspleien § 3. Om Ophor af midlertidig Bestikkelse og Bemyndigelse i Henhold til § 31 3die Stykke kan Beslutning tages af den Myndighed, der har meddelt samme.

§ 50.

Tilsynsmyndighed udsves af Høiesteret over de ved denne Ret og Landsretterne be- flittede Dommere, af Landsretternes Hovedafdeling over de ved kjøbenhavns Stadsret samt By- og Herredsretterne beskikkede Dommere.

I Kraft af denne Tilsynsmyndighed afgjør Retten felgende Spergsmaal, nemlig:

1) Om Straf, jfr. § 47;

2) Om de i § 49 omhandlede Retsfølger;

3) Om Suspension paa Grund af svævende Straffesag eller Sag om de i § 49 om« handlede Retsfelger eller paa Grund af indtraadt Uvederhoeftighed eller Aandssvaghed;

4) Om Afskedigelse paa Grund af vedvarende Aands- eller Legemssvaghed, der gjm Dommeren ustikket til at varetage fit Embede, naar den Paagjældende ikke vil eller

kan begjære sin Afsted.

§ 51.

Retten kan stride til Anvendelse af sin Tilsynsmyndighed, dels af egen Drift eller ifølge Klage af Private, dels ifslgc Begjæring af Overstatsanklageren eller Statsanklageren efter Paalæg af Justitsministeriet. Dog er saadan Begjæring nødvendig ved Spørgsmaal om Afskedigelse, Embeds Forbrydelse og Ophsr af en af Justitsministeriet meddelt midler« tidig Bestikkelse.

førend Afgjørelse træffes, indhenter Retten de Oplysninger og Erklæringer, som den fljsnner fornødne; det iagttages, at der altid gives den paagjældende Dommer tilstrækkelig Leilighed til at udtale sig; Retten kan lade Vidner m. v. afhøre ved et medlem af Lands- retten efter de i Loven om Strafferetspleien givne Regler. Paa Grundlag af de forelagte og indhentede Oplysninger, Udtalelser og Erklæringer træffer Retten Afgjørelse. Naar det findes hensigtsmæssigt, kan Retten anordne mundtlig Forhandling. Fmdes et om Straf reist Spørgs- maal ikke at egne sig til Afgjørelse ad denne Vei, henviser Retten paa Dommerens Begjæring eller i Embeds medfør Sagen til forsølgning som selvstændig Straffesag.

Landsrettens Afgjørelse kan paaankes til Høiesteret; Paaanken maa anmeldes til Landsrettens Formand inden 8 Dage fra dens meddelelse til Vedkommende. Landsrettens Formand indsender Sagens Akter og fornøden Udskrift af Retsbsgerne til Høiesterets For« mand. Ved Ankens Afgjørelse finde ovenstaaende Regler Anvendelse.

§ 52.

Retsskrivere samt Fuldmægiige ved Høiesterets, Landsretternes og kjøbenhavns Stads- rets Skriverkontorer beskikkes af Kongen eller af Justitsministeren efter de nærmere Regler, som fastsættes ved lønningsloven.

Til midlertidig at beklcede et af de nævnte Embeder, naar det paa Grund af Em« bedsledighed eller Forfald maatte være nødvendigt. beflitter Justitsministeren. I paatrængende Tilfælde samt, naar Forfaldet fljsnnes at ville blive kortvarigt, kan Landsrettens Formand eller ved Høiesteret dennes Formand give den midlertidige Bemyndigelse. Herom skal med- delelse strax ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Til fast eller midlertidig at beklcede de i denne Paragraf nævnte Embeder udkræves, at Vedkommende er en fuldmyndig, uberygtet og vederhceftig Mand, samt at han har under- kastet sig den fuldstændige juridiske EzaMn i det Mindste med Karakteren tianH MaMadiliL eller den juridiske Ezamen for Ustuderede med Karakteren Bekvem. De her nævnte Embeds« mænd aflægge den scedvanlige Embedsed.

§ 53.

Naar nogen af de i § 52 nævnte Embedsmænd paa Grund af Inhabilitet er ude- lukket, beskikker Landsrettens Formand eller ved Høiesteret dennes Formand i fornsoent Fald en Mand, som har de i tz 52 3die Stykke angivne Egenskaber, til at fungere i Sagen.

§ 54.

med Hensyn til Retsskriveres Ansvar til Straf og Erstatning for Overtrædelse af deres Embedspligter finde Reglerne i § 47 tilsvarende Anvendelse.

Ligeledes finde Reglerne i Z§ 48, 49, 50 og 51 tilsvarende Anvendelse, dog at der- ved ingen Indskrænkning sker i Kongens Ret til efter de gjaldende Regler at suspendere og afskedige Retsffrivere. Tilsynsmyndigheden udeves af Høiesteret over Retsskrivere og Fuld- mægtige ved denne Ret, over de andre i § 52 nævnte Embedsmand af vedkommende Lands« rets Hovedafdeling.

§ 55.

Ved Heiesteret, Landsretterne og Kjøbenhavns Stadsret anscrtler Rettens Formand det fornødne Antal Retsbude. Ved Landsretternes Samlinger udenfor Rettens Hovedsæde el det ved By- og Herredsretten paa Samlingsstedet ansætte Retsbud Pligtigt at gjøre Tjeneste.

Ved hver Vy- og Herredsret anfætter vedkommende Dommer et Retsbud. Naar Retsbudet i medfør af den ovenstaaende Bestemmelse gjør Tjeneste ved Landsretten, kan der beskikkes ham en medhjaelver til midlertidig at udføre hans Tjeneste ved By- og Herredsretten,

§ 56.

I hver as de i § 2 ommeldte Retskredse ansættes det fornødne Antal Stavningsmænd.

De ved Landsretterne, Kjøbenhavns Stadsret samt By- og Herredsretterne ansætte Retsbudc kunne benyttes som Staevningsmænd for vedkommende Rets Omraade i det Omfang og paa den Maade, som Rettens Formand ncrrmere bestemmer. De Stævningsmand, som yderligere eftcr Justitsministerens Bestemmelse behsves, beskikkes af Landsrettens Formand.førtegnelse over Retskredsens Stavningsmand opstaas paa Thingstederne samt henholdsvis i Landsretternes og kjøbenhavns Stadsrets Lokaler, og bekjendtgjøres tillige aarlig og oftere, naar Forandring sker, i de Aviser, som dertil af Justitsministeren bestemmes.

§ 57.

Enhver Stævningsmand afgiver til Landsrettens Formand en edelig Erklæring om, at han med Troflab og Samvittighedsfuldhed vil opfylde de ham efter Lovene om Retsplejen og den ham meddelte Instruz paahvilende Pligter. Dommeren i Retskredsen har at veilede dem med Hensyn til deres Pligter.

§ 58.

Det underordnede Personale ved Højesterets, Landsretternes og kjøbenhavns Stadsrets Skriverkontorer ansættes af vedkommende Rets Formand.

§ 59.

De ved Rigets almindelige Retter ansætte Embedsmands Len, Dagpenge under Em- bedsreiser m. v., endvidere Dagpenge for Dommere, som i Henhold til § 12 3die Stykke til- troede Landsretten, og Vederlag til Sættedommere, endelig de Stavningsmand tilkommende Godtgjereljer fastsættes, forsaavidt det ikke alt er sket, ved en særlig Lov, som træder i Kraft samtidig med narvarende Lov. De Belsb, der tillægges Retterne til Bestridelse af Kontor- udgifter, til Trykning af Eztrakter ved Hoiesteret m. v., fastsættes, forsaavidt ikke anderledes bestemmes ved farlig Lov, ved Finantsloven,

§ 60.

For hvert Aar, regnet fra 1ste Juni til 31te Mai, vaNges for hver af Rigets Naw- ningekredse, paa Grundlag af de i Kommunerneførte Grundlister, et Antal Moend til at udfere nævningehvervet. Blandt disse udtages Nævningerne for den enkelte Samling ved Lodtrækning, og blandt de saaledes Udtagne atter nævningerne for den enkelte Sag, ligeledes ved Lodtrækning.

nævningekredfe ere de Dele af Landsretskredsene, som ere henlagt« til ethvert af de Steder, hvor Landsretternes særlige Afdelinger holde Samlinger (§ 20) til Straffesagers Paakjendelse.

§ 61.

Til nævning kan med de af tz§ 62—64 fslgmde Undtagelser kaldes Enhver, som har Valgret til Folkethinget, medmindre han paa Grund af legemlige Mangler eller utilstrækkeligt Kjendstab til det danste Sprog er ude af Stand til at fyldestgjøre en Nccvnings Pligter Den for Valgretten gjaldende Betingelse med Hensyn til Boligen bliver her at anvende saa- ledes, at den Paagjældende i det Aar, der gaar forud for nævningeaarets Begyndelse, skal have havt Bopæl i nævningekredsen.

§ 62.

Udelukkede fra at vane nævningcr ere: Ministre, Departementschefer, ordentlige med« lemmer af Høiesteret samt Dommere i Landsretterne og Underretterne, som ikke blot ere be- skikkede for en enkelt Sag, offentlige Anklagere, forsaavidt Bestikkelsen ikke blot angaar en enkelt Sag, Oversvrigheder, Politiets Embeds- og Bestillingsmand. Folkekirkens og de aner- kjendte Trossamfunds Geistlige.

§ 63.

Fritagen for at være nævning er Enhver, som udelukkende eller væsentligst emcerer sig ved egne Hcenders Gjerning.

§ 64.

Folgende Personer kunne begjære sig fritagne for nævningehvervet:

1) Rigsdagsmand, medens Rigsdagen er samlet,

2) Tjenstgjørende Militærpersoner, dog ikke derunder indbesattet de ved Bornholms Pcebning Ansætte.

3) Told« og Postembedsmamd samt de ved Jernbaner og Telegrafer ansætte Personer,

4) Praktiserende læger samt Apothekere. der drive deres næring uden hjælp af en farmaceutisk Kandidat,

5) Lodser,

6) de, som inden nævningeaarets Begyndelse fylde 65 Aar.

7) de, som paa Grund af Helbredstilstand eller Formue- eller Familieforhold ikke uden overhængende Fare for deres Velfærd kunne opfylde nævningepligten,

8) de, som efter den kommunale nævningelistes Berigtigelse have fcestet Bopæl i en anden Nawningekreds,

9) de, der have været indkaldte som Nævninger under en Samling og givet behørigt Msde, om de end ikke maattc va?re komne til at medvirke i nogen Sag, indtil det lovende nævningeaars Slutning.

§ 65.

Ingen kan kaldes til Naevning, som ikke er optagen paa Grundlisten ltz 66 ft.) og nævningekredsens Aarsliste (§ 72 ff.j. Efter den forstnævnte Listes endelige Berigtigelse af Kommunalbestyrelsen kan Ingen optages paa den uden ifølge Forandring af Kommunal« bestyrelsens Kjendelse efter Paaanke.

Grunde, der udelukke fra nævningehvervet (§§ 61 og 62), men som maattc være blevnc upaaagtede eller fmst ere opstaaede efter Udwb af lovbestemte Frister, stulle af den paa- gjirldende Myndighed tages i Betragtning uden Hensyn til de nævnte Frister.

Krav paa Fritagelse for nævningehvervet af Grunde, som fsrst ere opstaaede efter Udløbet af lovbestemte Frister, er ikke afstaaret.

§ 66.

I enhver kjøbstad og Landkommune skal der ester Foranstaltning af Kommunal- bestyrelsen aarlig afsattes en Liste over de i Kommunen bosætte mænd, som efter § 61 kunne kaldes til nævninger med Udeladelse af dem, der ere udelukkede fra nævningehvervet efter § 62, eller som ere fritagne for dette Hverv efter § 63, uden at have forlangt Optagelse paa Liften, eller som i Henhold til § 64 Nr. 2—6 have fremsat Begjæring om ikke at optages ftaa Listen.

De Landdistrikter, som med Hensyn til Fattig- eller Skolevæsen have kommunal Ve- styrelse fælles med en Kjøbstad (Lov om Landkommunernes Styrelse Z 4, Lov om kjøbstad- kommunernes Styrelse § 15), henregnes i den her omtalte Henseende til kjøbstaden.

For Kjøbenhavn afsattes en nævningeliste for hver af de Kredse, i hvilke Staden er delt med Hensyn til Valg til Folkethinget. Foranstaltning dertil træffes af den samlede Kom- munalbestyrelse ved et Udvalg af 5 medlemmer, af hvilke to udnævnes af Magistraten og tre

af Borgerrepræsentanterne.

§ 67.

De nævnte Lister stulle i forfljellige Rcrkker indeholde de efter Bogstavfølge indfsrte og med løbenumre betegnede Personers fulde Navn, Fodsels Aar og Dag. Livsstilling og Vopæl samt Plads til de Bemærkninger, som efter nedenstaaende Regler kunne blive at ind- fere paa Listen.

Listernes Fornyelse sker paa Grundlag af det lobende Aars Lister ved fornøden Be- rigtigelse og Fuldstændiggjørelse.

Hvert Nars 1ste Februar skulle, paa den for offentlige Kundgjerelser paa vedkommende Sted brugelige Maade, de i § 63 nævnte Personer, som snske Optagelse paa Listen, og de i § 64 Rr. 2—6 nævnte Personer, som snske Udeladelse af Listen, opfordres til inden den 15de Februar at indgive skriftlig Begjærinq derom til Kommunalbestyrelsen. Saadan Ve- gjæring kan af de i § 64 Nr. 6 nævnite Personer fremsættes een Gang for alle: ievrigt have de ommeldte Begjcrnnger kun Gyldighed for det paagjældende Aar.

§ 68.

Fra 1ste til 3de Marts, begge Dage indbesattede, skulle Listerne fremligge til almin-

deligt Eftersyn i Overensstemmelse med de i Lov 12te Juli 1867 § 12 for Valglisterne til Folkethinget foreskrevne Regler.

Indsigelser mod Listen skulle fremsættes striftlig for Kommunalbestyrelsen under An- givelse af Grunden, hvorpaa de støttes, inden 3 Dage fra Udløbet af den Tid, i hvilken Listen fremligger.

Indsigelse kan fremsættes af Enhver, som tror uden Fsie at være optagen paa eller udeladt af Listen, samt af enhver til Folkethinget valgbar Beboer af Kommunen, som for- mener, at Nogen er optagen paa Listen, der mangler de i § 61 foreskrevne Betingelser, eller som er udelukket efter § 62, eller at Nogen er udeladt af Listen, som opfylder de i § 61 forestrevne Betingelser, uden at høre til de ifølge § 62 udelukkede eUer til de ifølge W 63 og 64 Nr. 2—6 til Fritagelse berettigede Personer.

De fremkomne Indsigelser paakjendes af Kommunalbestyrelsen, i kjøbenhavn af det i § 66 nævnte Udvalg, under Iagttagelse af de i Lov 12te Juli 1867 om Valgene til Rigs- dagen § 14 foreskrevne Regler. Kjmdelsen kan paaankes til Udvalget for Aarslistens Dan- nelse af den, som har fremfar en Indsigelse, der ikke er bleven tagen til følge, eller af den, som mod sin Paastand er blcvcn optagen eller udeladt af Listen. meddelelse om, at Paa» anke vil finde Sted, skal inden 3 Dage efter Kjendelsens Afsigelse gjøres til Kommunal«

bestyrelsen.

§ 69.

Den efter Afgjørelsen af fremsætte Indsigelser berigtigede Liste underskrives af Kom- munalbestyrelsens — i kjøbenhavn det i § 66 ommeldte Udvalgs — Formand og indsendes af ham inden 1ste April til Formanden for Udvalget til Aarslistens Dannelse (§ 72). Saa skal og Afstrift af de Kjendelser, mod hvilke Paaanke, overensstemmende med tz 68 i Slut- ningen, er anmeldt, indsendes med fornødne Oplysninger.

§ 70.

I Tilfælde af Forssmmelse med Listernes Indsendelse skal Formanden for Udvalget til Aarslistens Dannelse, i fornødent Fald vcd Anvendelse af passende Tvangsbsder, drage Omsorg for, at de savnede Lister uopholdelig indsendes. Opdages det. at Listen i nogen Kommune ikke paa lovbefalet Maade er bragt istand, paalægger han Kommunalbestyrelsen ufortsvet at træffe de i Loven befalede Foranstaltninger, om fornødent med Forkortelse af de lovbestemte Frister, og gjør Indberetning herom til Justitsministeren.

§ 71.

Dersom hidtil upaaagtede eller senere opstaaede Grunde, som udelukke nogen paa Grundlisten opfert Person fra nævningehvervet, efter den i § 68 ommeldte Frists Udlsb ma«tte komme til Kommunalbestyrelsens Kundskab, skal derom ved Indsendelse af Listen eller senere, saa snart ske kan, gjøres meddelelse, ledsaget af fornødne Oplysninger, til Formanden for Udvalget for Aarslistens Dannelse, saafremt enten Valget til denne Liste endnu ikke har fun- det Sted, eller den Paagjældende ved Valget er bleven optaget paa den. Herom skal Kom- munalbestyrelsen samtidig underrette den, om hvis Udelukkelse der er Tale.

§ 72.

Paa Grundlag af de i Kommunerne fork Grundlister foretages Valg af de Mand,

som skulle opføres paa nævningekredsens Aarsliste, ved et aarlig for hver Kreds dannet Ud- valg. Dette bestaar af 5 medlemmer, nemlig en af Kongen bestikket Formand, to af ved. kommende Landsrets Formand og to henholdsvis af det eller de Amtsraad, som findes i Kredsen, og af de til Kredsen herende Kjebstæders Kommunalbestyrelser valgte mænd.

De ncrrmere fornødne Regler om de to sidstnævnte Udvalgsmedlemmers Valg fast« stettes af Justitsministeren.

Udvalgets medlemmer ere berettigede til Godtgørelse for Befordring med 1^ Kr. for hver løbende Mil; de Udlcrg, som Udferelse af de Udvalgets Formand i de felgende Pa« ragrafer paalagte Forretninger medfere, godtgjøres efter Regning.

§ 73.

Formanden for det i § 72 nawnte Udvalg sammenkalder mede af Udvalget paa det Sted, hvor Retten skal sammentræde med nævningerne, saa betids, at Aarslisten kan virre afsattet inden 1ste Juni. Om Modets Tid og Sted skal 14 Dage forud Bekjendtgjerelse indrykkes i de af Justitsministeren bestemte Aviser, med Opfordring til dem, som i medfer af § 68 i Slutningen agte at paaanke en Kjendelsc af Kommunalbestyrelsen, samt til dc paa Grundlisterne opferte Personer, der maattc mene at have et ved § 63 eller 8 64 Nr. 2—5 og 7—8 hjemlet og ikke ved Forssmmelse (§ 65 i Slutningen) afstaaret Krav paa Fritagelse, om senest Dagen fer det berammede mede skriftlig og med Angivelse af Grund at indgive deres Anke eller Begjæring til Udvalgets Formand.

§ 74.

Udvalget Mer ferst de Spørgsmaa! om Optagelse paa eller Udeladelse af Grund- listerne, som ifølge §§ 71 og 73 ere forelagte det. medet er under Behandlingen og Af- gjerelsen af disse Spergsmaal offentligt. Der gives dem, hvem Afgjerelsen angaar, og som ere medte eller have ladet mede. Leilighed til at udtale sig og til at fremfere medbragte Bevisligheder.

Udvalgets Afgjerelser, som paategncsGrundlisten, kunne ikke paaankes.

§ 75.

Blandt dem, som ere opfsrte paa de efter de i forrige Paragraf omtalte Afgjerelser berigtigede Grundlister, vcrlger derefter Udvalget for den nævningekreds, til hvilken Kjeben- havn hører, et Antal af 600, Udvalget for hver af de evrige Nawningekredse et Antal af 200 mænd. som det paa Grund af deres Dygtighed, Reisindighed og Selvstamdighed anser for mest egnede og værdige til nævningehvervet. Kun forsaavidt det kan forenes med det angivne Hensyn, skal Udvalget tage Hensyn til ligelig Fordeling mellem nævningekredsens Kommuner.

Alle offentlige Myndigheder ere pligtige, forsaavidt de ere istand dertil, at meddele Udvalget de Oplysninger, som det forlanger til Opfyldelsen af sit Hverv.

Udvalgets mede ved Foretagelse as det ommeldte Valg er ikke offentligt.

§ 76.

De saaledes valgte Mand opføres med deres fulde Navn, Livsstilling og Bopæl efter Bogstavfelge og under løbenumre paa en særegen Liste, som underskrives af Udvalgets med- lemmer og udgjer nævningekredsens Aarsliste.

Listen opstaas paa nævningekredsens Thingsteder. Exemplarer af den skulle voere til Salg.

Grundlisterne tilbagesendes til vedkommende Kommunalbestyrelser.

§ 77.

Fjorten Dage fer hver Samling til nævningesagers Paakjendelse afholder det i § 72 nævnte Udvalg et offentligt Møde paa det Sted. hvor Samlingen skal holdes, for ved Lod- trækning at udtage nævninger for den jovestaaende Samling. Mødets Tid og Sted lader Formanden 14 Dage forud bekjendtgjøre i de af Justitsministeren bestemte Tidender med Op- fordring til de paa Aarslisten opfsrte Personer, som mene at have et ved § 63 eller § 64 Nr. 1—5 og 7—8 hjemlet og ikke ved Forssmmelse affkaaret Krav paa Fritagelse, om senest Dagen fsr det berammede Møde striftlig med Angivelse af Grund at indgive deres Begjcenng til Udvalgets Formand.

Denne lader fsr Mødet de Navne, som findes paa Aarslisten, og som ikke ifølge Afgjørelser, trufne i Anledning af tidligere Samlinger i nævningeaaret, eller i medfør af Reglen i § 91 maatte være udgaaede, afskrive paa Sedler med deres paa Aarslisten opfsrte løbenumre.

§ 78.

Paa Mødet afgjør Udvalget fsrst de Spørgsmaal om Fritagelser eller om Udslettelse af Aarslisten, som ifølge §§ 71 og 77 maatte vlere forelagte det. med Hensyn til disse Afgjørelser gjælde Reglerne i § 74.

Tages en Begjæring om Fritagelse til følge, bliver det særligt at bestemme, om Fri- tagelsen alene har Hensyn til den forestaacnde Samling eller skal gjælde for Aarslistens hele Varighed. I sidste Fald som og, naar en Afgjørelse gaar ud paa. at en paa Aarslisten op- tagen Person mangler Betingelserne for at være nævning, gjøres paa Aarslisten Bemærkning om, at den Paagjældende udgaar af Listen.

§ 79.

De Sedler, som ikke ifølge de i forrige Paragraf omtalte Afgjørelser maatte blive at lægge tilside, sammenholdes derefter med Aarslisten og eftertælles, hvorefter dec strides til Lod« trækning af 30 Hovednirvninger og 10 hjælpenævningcr for den forestaaende Samling.

Til den Ende blive fsrst de Sedkr, der indeholde Navne paa Personer, som bo paa det Sted, hvor Retten skal holdes, eller i Ncrrheden af det, lagte i en Urne, og blandt dem 10 Sedler udtrukne af Formanden, een for een. Ethvert udtrukket Navn oplæses strax og optegnes paa en Liste. Derefter lægges ogsaa de andre Sedler i Urnen, og 30 Sedler ud- låges af Formanden, een for een; elhvert udtrukket Navn oplæses straz og optegnes paa en anden Liste. De udtrukne Numre forsynes med løbenumre efter den Orden, i hvilken de udtlieltcs.

Den sidste Liste er Samlingens Hovedliste, den f«rste Hjælpelisten. Vegge Lister underskrives af Udvalgets Formand. De nævnte Lister gjalde for hele den forestaaende Sam- ling, om denne endog maatte fortjcrttes udover den 3lte Mai

§ 80.

Ved Lodtrækningen til Hjælpelisten blive de Personer, som have varet spfsrte PaH Hjælpelisten ved tidligere Samlinger i nævningeaaret, men ikke have vieret indkaldte, samt de Personer, der have været indkaldte under tidligere Samlinger, men ikke have gjort Krav paa den i § 64 Nr. 9 hjemlede Fritagelse, ikke medtagne, forsaavidt der foruden dem paa Aarslisten findes opjs« et tilstrcrkkeligt Antal saadanne Personer, som lomme i Betragtning til hjælpelistcn.

Foitlagte Lovforslag m« m. 158

§ 81.

Gjcnparter af Hovedlisten og Hjælpelisten skulle mindst en Uge fsr Samlingens Be- gyndelse tilstilles Formanden for den forestaacnde Retssamling og Statsanklagcren; fremdeles tilstilles Gjenparter, mindst 6 Dage fsr Samlingen eller Dagen, til hvilken Indstavning er stet, mulige Privatanklagere samt hver af de Anklagede og deres beskikkede Forsvarere. Fin- der Indstavning med kortere Varsel Sted, afkortes denne Frist saaledes, at den bliver een Dag kortere end Varslet. Til den Anklagede stel meddelelsen paa den i Lov om Strafferets« pleien § 95 ff. foreskrevne Maade. Indsigelse, der gaar ud paa, at Gjenpart ikke er meddelt paa forestrcven Maade, maa fremsættes, forene Lodtrækning afnævninger til Sagen begynder.

§ 82.

Udvalgets Formand drager Omsorg for, at de paa Hovedlisten opfsrte Personer paa den i Lov om Strafferetspleien § 95 ff. foreskrevne Maade indkaldes med en Uges Varsel til at give MFde i Retten ved en Tilsigelse, som angiver Tid og Sted for Rettens Holdelse og indeholder Paamindelse om Pligten til betimelig Angivelse af mulige Fntagelsesgrunde eller Forfald samt om følgerne af Forssmmclse i denne Henseende og af Udeblivelse uden lov- ligt Forfald.

Paa lignende Maade gives der de paa Hjælpelisten ovfsrte Personer Tilsigelse om, at de under den forestaaende Retssamling skulk holde sig beredte til efter Indkaldelse at Møde til Udøvelse af nævningehuervet.

§ 83.

Hvis nogen af de tilsagte Hoved- eller Hjcrlpena>vninger mener at have noget M ved Forsommelse afstaaret Krav paa Fritagelse eller at have lovligt Forfald, bsr han ved Til- sigelsens Forkyndelse eller saa snart, som det bliver ham muligt, opgive Saadant enten for Stævningsmanden, der paategner Tilsigelsen Bemærkning herom, eller skriftligt til Udvalgets Formand, samt meddele de Oplysninger i saa Henseende, som staa til hans Raadighed.

Forsømmelse af betimelig Anmeldelse af Fritagelsesgrunde medfører deres Fortabelse.

§ 84.

Finder Udvalgets Formand efter de foreliggende Oplysninger, at en fremsat Vegjamng om Fritagelse bsr tages til følge, eller at et opgivet Forfald er gyldigt, eller at det vcd de i § 71 nævnte meddelelser er oplyst, at Grunde ere forhaanden, som udelukke nogen af de udtrukne Hoved- eller Hjrlpenirvninger fra Na'vningehvervet, foretager han i et offentligt, Dagen forud bekjendtgjort Møde paa lignende Maade, som i §§ 70—80 foreskrevet, ny Lod- trækning til Fuldstirndiggjørelse henholdsvis af Hovldlisten og Hjælpelisten.

med Hensyn til de vcd denne Lodtrækning udtrukne Nævninger iagttages Reglerne i §§ 81 og 82 snarest muligt; de der ommeldte Frister forkortes saa meget, som Omstund««/ hederne gjøre nødvendigt.

Finder Udvalgets Formand ikke tilstrækkelig Grund til at tage Henfyn til fremsætte Begjamnger om Fritagelse eller opgivne Forfald, lader han meddelelse derom forkynde for Paagjældende paa den i § 82 bestemte Maade med Betydning om, at Spørgsmaalet kan ind- bringes til Afgjørelse af Retten ved Samlingens Begyndelse.

De af Formanden i Henhold til denne Paragrafs 1ste Stykke trufne Afgjørelser om Fritagelse og Udelukkelse have kun Gyldighed for den forestaaende Retssamling.

§ 85.

Dagen f«r Retssamlmgens Begyndelse blive Aarslistcn, den endelige Hovedllste og Hjælpeliste for Samlingen og de paategnede Tilsigelser til Hoved- og Hjcrlpena'vningelne a

tilstille Rettens Formand. Fremdeles skal Udvalgets Formand til samme Tid eller senere snarest muligt tilstille Rettens Formand de meddelelser, som efter § 31 maatte komme ham tilhænde om tidligere upaaagtede eller senere opstaaede Grunde, som udelukke nogen af de paa Samlingens Lister opfsrte Personer fra Nirvningehvervet.

§ 86.

Enhver nævuing, som ester Indkaldelse møder i Samlingen, adspørges, saa snart han ester Paaraab fsrste Gang fremstiller sig, af Rettens Formand, om han maatte mene fig ude- lukket fta dette Hverv ved nogen tidligere upaaagtet eller senere opstaaet Grund. Ere stige lldewkkelsesgrunde Rettens medlemmer eller Statsanklageren bekjendte, skulle de derom gjøre meddelelse.

De herefter eller under Samlingens Lob opstaaende spørgsmaal om Udelukkelse eller Fritagelse afgjmes uden Paaanke af Retten uden nævninger. Afgjørelserne have kun Gyl- dighed for den løbende Samling. Paategning om dem ster paa vedkommende Samlingsliste.

§ 87.

Enhver nævning, som udebliver efter behorig Indkaldelse, uden at lovligt Forfald oplyses, eller som, efter at være msdt, uden Orlov eller oplyst lovligt Forfald unddrager sig Opfyldelsen af de ham som nævning paahvilende Pligter, ifalder en Vode, ssrste Gang fta 40 tll 400 Kr-, og i GjeutagelsesTilfælde fra 100 til 1000 Kr.

spørgsmaal om Nævningers Ansvar efter denne Paragraf Afgjøres af Retten uden Nævninger.

Den ajsagtc Kjendelse forkyndes snarest mulig for den paagjirldende Navuing. Denne har i 8 Tage fra Kjendelscns Forkyndelse Adgang til at sremlommc med Oplysninger for Retten om, at vehsrig Indkaldelse ei har fundet Sted, eller at han har havt lovligt Forfald. Findes disse fyldestgørende, ophæver Retten sin Kjendelse. Andre Retsmidler mod den afsagte Kjendelse finde ikke Sted.

§ 88.

Har en udebleven nævning. for hvis Vedkommende lovligt Forfald er oplyst, ikke opfyldt den ham efter § 83 paahvilende Pligt til betimelig Anmeldelse og meddelelse af Op- lhsningcr, eller møder en nævning for sent, men inden Lodtrækning af Nævninger til nogen 3ag er begyndt den paagjældende Dag. kau Retten idømme ham en Vsde indtil 20 Kr Imod denne Kjendelse finder intets Retsmiddel Sted.

§ 89.

Rettens Formand kan meddele en nævning Orlov under Samlingen for en be- stemt Tid.

§ 90.

Viser det sig under Samlingen, at det til Lodtrækningen af nævninger til en Sag fomsdnc Antal (Lov om Strafferetspleicn tz 313) ikke kan staffes tilveie ved Indkaldelse af bc tilsagte Hjcclpcnævninger,^ foranstalter Rcttcns Formand Tallet udfyldt ved Lodtrækning blandt de paa Aarslistcn opfsrtc Personer, som ere bosætte paa eller nær ved det Sted, hvor Netten holdes. Herved bliver Reglen i § 80 at iagttage. De udtrukne Personer, hvis Navne tilfores Hjælpelisten og straz>,eddelcs Anklageren, den eller de Anklagede og deres beskikkede Forsvarere, indkaldes straz efter Reglerne i § 82 med Aftens Varsel.

§ 91.

Ved Samlingens Slutning adsporger Rettens Formand de nævninger, som have

varet indkaldte og have opfyldt deres Pligter som Nævninger, om de gjsle Krav paa den dem ved § 64 Nr. 9 hjemlede Fritagelse. I bekræftende Fald gjøres Bemærkning derom paa Narslisten. Tillige udfardiges der de ovenmeldte Navninger paa Forlangende uden Betaling Vidnesbyrd af Rettens Skriver om, at de have givet bchsrigt møde i Samlingen.

§ 92.

Der tilkommer de Nævninger, som bo længere end 1 Mil fra det Sted, hvor Retten holdes, Godtgjørelse for Befordring frem og tilbage med IVZ Kr. for hver ledende Mil.

§ 93.

Aarslisten samt Samlingens Hovedliste og Hjælpeliste tilbagesendes efter Samlingens Slutning til Formanden for Udvalget til Narslistcns Dannelse.

, Udtagelse af nævninger til den enkelte Sag sker efter Reglerne i Lov om Strafferets- pleien.

§ 94.

De offentlige Anklagere ere Overstatsanklageren ved Høiesteret, Statsanklagerne ved Landsretterne samt de til disses Bistand beflittede Mand.

De offentlige Anklagere virke i Retsplejen, og sarlig for forsølgning af Forbrydelser, efter de nærmere Regler i Lovene om Retspleien.

§ 95.

Overstatsanklageren beskikkes af Kongen. Til midlertidig at fungere som Overstats- anklager i Tilfælde af Embedsledighed eller Forfald kan Justitsministeren bestikke.

Overstatsanklageren virker ved Høiesteret og fører Tilsynet med de offentlige Anklagere efter de narmere Regler i Lovene om Retspleien.

Overstatsanklageren har Embedskontor i kjøbeuhavn.

§ 96.

Til Bistand ved Udfsrclsen af Overstatsanklagcrens Hverv beskikker Kongen en Stats- anklager.

Justitsministeren kan efter Forhandling med Overstatsanklageren give ogsaa Andre Bemyndigelse til at optråde i en enkelt Sag for Hsicsteret som Overstatsanllagcr.

§ 97.

For hver af Rigets Landsretskredse bestikket Kongen en Statsanklager. Til midler- tidig at fungere som Statsanklager i Tilfælde af Embedsledlghed eller Forfald kan Justits- ministeren bestikke.

Statsanklageren virker ved Landsretterne og Underretterne efter de narmere Regler i Lovene om Retspleien.

Statsanklagerne have Embedskontor ved den Landsrets Hovedsade, for hvis Kreds de bestilles.

§ 98.

Til de dem paahvilende Hvervs Udførelse have Statsanklagerne Bistand af de be- flittede Hjalpe-Statsanklagcre og Anklagere ved Underretterne.

Hver Statsanklager beskikkes der af Justitsministeren 1, Statsanklagcren for dm fsrste jjcellandfle Landsretskreds 2 Hjcclpe-Statsanklagere.

Overstatsanklageren beskikker efter Forstag af StatsanflaZeren Anklagere ved Under- retterne, een eller efter Omstændighederne flere ved hver Underretskreds, til efter Paalæg af Statsanklageren at udfore Anklager for Underretten.

Bemyndigelse til i en enkelt Sag at optræde for Landsretten som Statsanklager kan ester Forhandling med denne gives af Justitsministeren; Bemyndigelse til i en enkelt Sag at udføre en Anklage for Underretten kan efter Forhandling med Statsanklageren gives af Over- flatsanklageren.

§ 99.

Kun uberygtede, vederheftige mænd kunne befiikkes til eller handle som offentlige An- klagere.

Den, der beskikkes til Overstatsanklager eller Statsanklager, eller som bemyndiges til at optråde for Høiesteret i en enkelt Sag. skal fyldestgjøre de Betingelser, der ifølge tz 112 og § 113 Litr. a udkræves for at blive Hsicstcretssagfører.

Den, der beflikkes til Hjcrlpc-Statsanklager, eller som bemyndiges til at optræde for Landsretten i en enkelt Sag, flal fyldestgjøre de Betingelser, der ifølge § 112 og §113 Litr. d udkræves for at blive SagMer ved Landsretterne.

Den. der beskikkes til Anklager ved Underretten eller bemyndiges til i en enkelt Sag at udføre en Anklage for Underretten, skal fyldcstgjøre de Betingelser, som ifølge § 112 og § 113 Litr. o udkræves for at blive Sagfører ved Underretterne.

§ 100.

Udsvclse af Sagferervirksomhed er uforenelig med Stillingen som Overstatsantlagcr. Statsanklager og Hjcrlpe-Statsanklagcr. Dog skal den Anklager, der har Bestikkelse som Sag' serer. med sine Foresættes Tilladelse kunne overtage Udforelsen af enkelte borgerlige Retssager.

Virksomhed som Sagfsrcr udelukker ikke fra Bestikkelse som Anklager ved Underretten, ei heller fra Bemyndigelse til ellers at optræde som Anklager i en enkelt Sag.

§ 101.

De offentlige Anklagere aflægge en særegcn Ed, hvis Formular Justitsministeren foreskriver.

§ 102.

For Pligtovcrtrædelser i deres Hvervs Udførelse paadragc de offentlige Anklagere sig Ansvar til Straf og Erstatning efter Lovgivningens almindelige Forskrifter. Saadant Ansvar forsølges efter de almindelige Regler, hvor ikke Andet er sårlig hjemlet i Lovene om Retsplejen.

§ 103.

De offentlige Anklagere cre Justitsministeren underordnede og staa med Hensyn til deres Hvervs Udførelse under dennes Tilsyn.

§ 104.

Ved særlig Lov fastsættes Ovcrstatsanklagerens, Statsanklagercns og Hjwlpe-Stats- anklagernes Len, Dagpenge under Embedsrciscr, Kontorholdsgodtgjerelse m. V.

Anklagere ved Underretterne samt de mænd. der bemyndiges til at optræde som Anklagere i en enkelt Sag. erholde Vederlag af det Offentlige for den enkelte Sag. Retten fastsætter i Dommen eller, hvis Sagen afsluttes ved Kjendclsc. i denne Vederlaget efter Ar- deidets Betydning og Omfang.

§ 105.

Riget deles i Politikredse, svarende til Underretskredsene. Som en følge heraf for- ems Kjøbenhavns Amtsrådskreds med Staden København til en Politikreds, jfr. dog denne Lovs § 2.

Politiet i kjøbenhavn og kjøbenhavns Amtsraadskrcds forcstaas af en Politidirektsr, i de andre Politikredse af en Politimester. De nævnte Embedsmand beskikkes af Kongen.

§ 106.

Politiets Virksomhed omsatter dels udenfor Retsplejen Omsorg for offentlig Orden og Vel samt Lovenes Haandhirvelse overensstemmende med de gjaldende Love og Vedtægter, dels Virksomhed i Retsplejen efter Lovene om denne, herunder særlig Efterforskning og For- fslgning af Forbrydelser samt Bestyrelse af Arresthusene.

Andre Forretninger end de forannævnte, som efter den hidtil gjaldende Ret have varet henlagte til Herredsfogden, Virkedommeren eller Pyfogden, og som ikke ifølge Reglerne i denne Lovs Iste Afsnit gaa over til Retterne, varetages indtil videre af Politimesteren — for gamle Kjøbenhavns Amts Vedkommende af Politidirektøren —, dog at udenfor kjøben« havn den øvrighcden efter Ø. L. 3—16—3 tilkommende Afgjørelsesrct og de øvrigheden paa- hvilcndc Forrclninger med Hcnsyn til borgerlige Vielser gaa ovcr til vedkommende Amtmand.

I de Kommuner, i hvis Pestyrclse Underovrighedcn paa Landet efter de hidtil gjal- dende Regler indtræder som Formand med samme Stilling som Borgmesteren i kjøbswdelne, beskikkes Formanden for Fremtiden af Kongen, indtil anderledes bestemmes ved Lov.

§ 107.

De ncrrmerc Regler for Inddragelsen af Kisbenhavns Amtsraadsfreds under ssjsben- havns Politi fastsættes ved særlig Lov.

§ 108.

med Hensyn til Ordningen af Politiet i Rigets andre Politikredse gjælde følgende ncrrmere Regler:

1) Til Politimesterens Vistand kan der af Justitsministeren beskikkes en Politifuldmægtig for hver Kreds; denne har, hvor han handler i medfør af den ved Regulativ fastsætte Fordeling af Forretningerne eller efter Paalcrg af Politimesteren, eller hvor denne ikke er tilstede, samme Embedsmyndighed som Politimesteren.

2) Enhver Politikreds forsynes med det fornødne Antal Politibetjente.

Herved iagttages, at der for enhver Kjøbstad i Kredsen, hvis Indvaanerantal er under 1500, beregnes foruden særligt Natopsyn mindst 1 Politibetjent, for kjøb- stæder, som have mellem 1500 og 3000 Indvaancre, mindst 2 Politibetjente, endvidere mindst I Politibetjent for hver 1500, hvormed Indbyggerantallet overstiger 3000, dog ikke mere end 8 ialt. Forogelsc af det her fastsætte Antal kan sinde Sted, naar ved- kommende Kommunalbestyrelse bevilger de fornødne Midler, og Justitsministeriet meddeler Samtykke dertil. Naar der for en Kjebstad beregnes mere end 4 Politi- betjente, jkal en af dem virre Overbetjent, hvilken i Potitimesterens Forfald kan handle paa denncs Vegne.

For Landet beregnes mindst 1 bereden Politibetjent for hver 5000 Indbyggere af Kredsens Landbefolkning, saaledes at det mulig overstydende Antal regnes som fulde 5000, forsaavidt det overstiger Halvdelen. Overstiger det for Landet beregnede Antal Politibetjente 4, ansættes den ene som Overbetjent med Bemyndigelse til i Politimesterens Forfald at handle paa dennes Vegne. Forsgelse af det for Landet beregnede Antal Betjente kan finde Sted, naar Amtsraadet bevilger de fornødne Midler, og Justitsministeren giver Samtykke dertil.

Enhver i en Politikreds ansat Politibetjent kan udsve den ham efter hans Stilling tilkommende Myndighed og kan af Politimesteren beordres til at gjøre Tje- neste paa ethvert Sted i Kredsen.

3) Det underordnede Personale antages paa 3 Maaneders Opsigelse af Amtmanden efter Indstilling af Politimesteren og kan ligeledes efter dennes Indstilling afskediges af Amtmanden. søgnefogderne og lignende Bestillingsmand bistaa Politiet efter de gjældende Regler. Det forregne Kystpoliti bortfalder, naar Nirrvirrende Lov træder i Virksomhed.

4) I hver Politikreds skal der være en Hovedstation samt, forsaavidt der for Kredsen beskikkes en Politifuldmægtig, en Bistalion, begge med Pagtstue, Kontor og Op- holdssted for Anholdte. Hovedstationen skal virre paa det Sted, hvor Kredsens Hovedthingsted er; her skal ogsaa Politimesteren have Bolig. Justitsministeren ve« stemmer efter Forhandling med vedkommende Amts- og Byraad Stedet for Bi- skalionen; ved denne skal Politifuldmægtigen have Bolig.

5) Angaaende den almindelige Fordeling af Forretningerne mellem Politimesteren og Politifuldmægtigen udfandiger Justitsministeren et Regulativ. De nærmere Forskrifter i Henseende til det underordnede Personales Antagelse, lønning og Afskedigelse, samt om dets Tjenesteforhold og Pligter, fastsættes dels ved Regulativer, dels ved jcerllge Instruzer. Disse udfærdiges ligeledes af Justitsministeren, efterat der er givet Amts« raadene og Byraadene Leilighed til at udtale sig.

6) Politimesteren og Politifuldmægtigen lønnes af Statskassen. Lonnen, Kontorholds- vederlag og Dagpenge under Embedsreiser m. V. fastsættes ved saerlig Lov. Hvor- vidt der Iøvrigl as Statskassen skal ydes noget Tilskud til Udgifterne ved Politiet, bestemmes ved særlig Lov.

§ 109.

Politimyndighederne ere Justitsministeren underordnede og staa under hans ovcrste Tilfyn.

Politiet udenfor kjøbenhavns Politikreds staar i sin Virksomhed for Efterforskning og forfølgning af de Forbrydelser, som hore under Statsanklagerens Virkekreds, under dennes Overtilsyn. med Hensyn til sin ovnge Virksomhed staar Politiet udenfor kjøbenhavns Po- litikreds under Amtmandens Overtilsyn. Politidirektøren i Kjsdenhavn staar i sin Embeds« virksomhed i det Hele som hidtil umiddelbart under Justitsministeren.

§ 110.

For Pligtovertra'delser i deres Hvervs Udførelse paadrage Politiets Embeds- og Ve- stillingsmtrnd sig Ansvar til Straf og Erstatning efter Lovgivningens Forskrifter. Saadant Ansvar forfølges efter de almindelige Regler, hvor ikke Andet er særlig hjcmlet ved Loven om Strasteretspleien eller ved Lovene af 11te Februar 1863 og 4de Februar 1871.

med Hensyn til Politiets Virksomhed for Efterforskning og forsølgning af For- brydelser finde Reglerne i Lov om Stiaffcretspleien §tz 24—26 Anvendelse med fvlnødcn Lempelse.

§ 111.

Sagførere beflikkes af Justitsministeriet under Iagttagelse af de i denne Lov inde- holdte Forskrifter.

§ 112.

Almindelige Betingelser for at kunne udsve Sagførervirksomhed ere, at den Paa- gjældende

a) har opnaaet 30 Aars Alderen,

b) har Indfsdsret,

o) ikke er ude af Raadigheden over sit Bo,

6) godtgjør, at han har fsrt en retstaffen Vandel.

§ 113.

Foruden de i § 112 angivne almindelige Betingelser udfordres for de forstjellige Ar- ter af Sagførere følgende saregne Betingelser:

a) For at blive Høiesteretssagfører udfordres, at den Paagjældende har bestaaet den fuld- standige juridiste Ezamcn med Karakteren lauHadiijZ, samt at han enten i 3 Aar har varet i Virksomhed som Sagfører ved Landsretterne eller Hjalpe-Statsanklager eller i lige Tid varet i Virksomhed som Univklsitetslarer i Lovkyndighed eller Dommer.

d) For at blive Sagfører ved Landsretterne udfordres, at den Paagjaldende har under- kastet sig den fuldstændige juridiste Ezamen idetmindste med Karakteren b2u1 illau- 6M1i8, samt at han enten i 3 Aar har vieret i Virksomhed som Sagfører ved Un- derretterne eller som Anklager ved Underretten, eller i 5 Aar stadig har arbejdet under en Høiesterets« eller Landsretssagførers Tilsyn og Vejledning og deltaget i dennes Forretninger, forsaavidt de kunne udføres ved Andre, samt derhos filttigen varet Tilhorer ved Retsforhandlingerne for en Landsret, eller ogsaa, at han i mindst eet Aar har været i Virksomhed som Dommer eller Universitetslærer i Lovkyndighed.

ej For at blive Sagforcr ved Underretterne udfordres, at den Paagjaldende har under- kastet sig enten den fuldstændige juridiske Ezamen med idetmindste Karakteren bau6 Mautwbi1i3 eller den juridiske Ezamen for Ustuderede med Karakteren Bekvem, samt at han enten i 5 Aar stadig har arbeidet under en Sagførers eller Statsanklagers Tilsyn og Veiledning og deltaget i dennes Forretninger, forsaavidt de kunne udføres ved Andre, samt derhos flittig varet Tilhører ved Retsforhandlinger, eller ogsaa, at han i lige Tid har varet Retsfiriver eller stadig har varet i Virksomhed som Fuld- magtig, Kopist eller Assistent under en Ret.

Den, der er i Besiddelse af de Egenskaber, som udfordres for en Høiere Art af Sag- førervirksomhed. er altid berettiget til at stedes til en ringere Art af Sagførervirksomhed.

§ 114.

Den, der paa fyldestgørende Maade for Justitsministeriet oplyser, at han er i Be- siddelse af de fornødne Egenskaber, som udfordres for at blive Sagfører af den ene eller den

anden Art, er berettiget til at blive stedet til at gjøre den for Sagførere af denne Art fore- skrevne prøve, jfr. § 115. Om de forelagte Oplysninger gives der Sagførerraadet Leilighed til at ytre sig i de Tilfælde, som ommeldes i tz 144.

Dog kan den, der to Gange har fremstillet sig til prøven, ikke oftere stedes til dens Aflæggelse.

§ 115.

Sagførerprsvcn bestaar i, at den Paagjældende for en Ret af den Art, for hvilken han vil opnaa Berettigelse til at procedere, skal ndføre 3 Sager, af hvilke mindst 1 er civil, som han selv skal forskaffe sig, og at hans Udførelse af disse Sager af vedkommende Domstol ljendes forsvarlig.

Ingen Domstol kan vcegre sig ved at stede den, som af Justitsministeriet er kjendt berettiget dertil (§ 114), til at asicrgge saadan prøve.

§ 116.

For Bestikkelserne som Høiesteretssagfører, Landsretssagfører og Underretssagfører er- lægges Gebyrer henholdsvis 200, 120 og 60 Kr. — Gebyrerne Tilfælde Statskassen.

Forinden Bestikkelsen udleveres til Vedkommende, har han at underskrive en edelig Forsikring om, at han med Flid og Trostab vil udfore de Sager, der betros ham, og at han i det Hele vil samvittighedsfuldt opfylde sine Pligter som Sagfører.

§ 117.

Udovelsen af Sagførervirksomhed kan ikke forenes med noget Dommer- eller Nets« skiiver>Embede, noget Embede som Overstatsanklager eller Statsanklager, nogen Vvrighedspost eller Ansættelse i Politiets Tjeneste, eihellec med privat Tjenesteforhold hos en Amtmand eller Retsbetjent. Hvorvidt forsvrigt nogen offentlig Embeds- eller Bestillingsmand tillige kan udsve Sagførervirksomhed. bestemmes af Kongen.

Vnster en Sagfører, som befinder sig i nogen af de Stillinger, der ikke tilstede den almindelige Udøvelse af Sagførervirksomheden, i et enkelt Tilfælde at overtage Udførelsen af en Retssag, skal dette dog ikke være ham forment, naar han dertil erholder sine Foresættes Tilladelse.

Den, der uden at være Sagfører, tilfredsstiller Betingelserne for at kunne blive Sag- fører af den ene eller den anden Art, kan der af Retten gives Tilladelse til i et enkelt Tilfælde at udfore en Sag, forudsat at han dertil kan erholde sine Foresættes Tilladelse, for- saavidt han er Embedsmand.

§ 118.

Den, der beskikkes som Høiesterets- eller Landsretssagfører. er, saaloenge han vil be- nytte Bestikkelsen, forpligtet til at have Kontor i eller ved den Stad, hvor henholdsvis Høiesteret eller en Landsret har sit sæde. Undenetssagførerne ere forpligtede til, inden Be- skikkelsen udleveres dem, at anmelde for Justitsministeriet, i hvilken Underretskreds de ville have Kontor. Ingen Sagfører maa have Kontor i flere Underretslredse. Høiesteretssagførere og Landsretssagførere, som ikke have Kontor i eller ved den Stad, hvor henholdsvis Høiesteret eller en Landsret have sæde, blive, saalænge de beholde Kontor udenfor de sidstnævnte Steder at betragte som Underretssagførere og ere uberettigede til at procedere for Høiesteret og Landsretterne. Underretssagførere maa ikke have Kontor i kjøbenhavns Underretskreds. Enhver Eagfører, som flytter sit Kontor til en anden Retskreds, skal inden 14 Dage efter Flytningen

anmelde denne for Justitsministeriet.

Forelagte Lovforslag m. m. 159

§ 119.

Høiesteretssagførerne ere berettigede til at give Møde for alle Landets Domstole, Landsretssagførerne for alle Lands- og alle Underretter, Underretssagførerne for enhver Underret udenfor kjøbenhavn, Alt forsaavidt der ved vedkommende Ret kan gives Møde af Sagførere.

Ingen Sagferer kan give Møde eller lade mede for en af en enkelt Dommer be- klcrdt Ret, i hvilken Dommeren er beslægtet eller besvogret med ham i anden Grad a Sidelinien eller nærmere.

§ 120.

Hvor under Domssager mundtlig Forhandling finder Sted, cr det ikke tilladt Sag- førere at give Møde ved Fuldmægtig, men dersom en Sagfører ikke kan eller ikke vil udfore Sagen i egen Person, maa dette ske ved en anden til møde for vedkommende Domstol be- rettiget Sagfører.

Dog skal det være tilladt for Sagfsrcren ved enhver uberygtet Person at fremsætte og begrunde begjcrnng om Sagens Udslettelse paa Grund af Forhold, hvorved Sagføreren selv hindres i at give Msde.

§ 121.

Udenfor Domssager er det Sagførere tilladt uden særlig Angivelse af Grund at lade Møde for sig ved deres faste Fuldmægtige.

med Angivelse og i fornødent Fald Bevisliggørelse af lovligt Forfald kunne Sag« førere under de i denne Paragraf omhandlede Rettergangsforetagender give Møde ved enhver uberygtet myndig Mandsperson.

§ 122.

Enhver Sagfører er berettiget til at have een fast Fuldmægtig. For at kunne blive fast Fuldmægtig for en Sagfører udfordres, at den Paagjældende er en myndig og uberygtet Mandsperson, har underkastet sig enten den fuldstændige juridiske Examen eller den juridiske Examen for Ustuderede, samt at han er anmeldt ved den paagjældende Ret som Sagførercns faste Fuldmægtig. Saadanne Anmeldelser inoføres enten i Retsprotokollen eller i en særlig dertil bestemt Bog, efter at det er undersøgt, om den Paagjældende tilfredsstiller de foreskrevne Betingelser.

§ 123.

Til Udførelsen af offentlige og beneficerede Sager, forsaavidt dette ikke sker ved Em- bedssagførere, antager Justitsministeriet efter Overenskomst et tilstrcrkkeligt Antal af de til Møde i vedkommende Ret berettigede Sagførere, dog med Forbehold af den Ret, som er ind- rsmmet de af Kongen udnævnte Sagførere.

§ 124.

Sagførerne ere paa den Maade og med de Begrcrndsninger, som i RettergangsloveN bestemmes, eneberettigede til at udføre Retssager for Andre.

§ 125.

Ingen Sagfører er, bortset fra de Tilfælde, hvor han hertil kan beordres, pligtig at paatage sig Udførelien af en Retssag.

§ 126.

Sagfsrcrc ere pligtige med Flid og Troskab at udføre de dem betroede Sager samt at afholde sig fra Alt, hvorved de kunne stade deres Mandant. Brud paa deres Pligter i denne Henseende anses og straffes lom Brud paa Embedspligter.

§ 127.

Ligesom ingen Sagfører maa paatage sig Udførelsen af vitterlig vrange og uretfærdige Sager, saaledes maa han ci heller i Udførelsen af de ham betroede Sager betjene sig af noget ham vitterlig usandt Foregivende eller nogen ham vitterlig Fortielse eller Benægtelse af Sand- heden, være sig med Hensyn til Sagens Sammenhæng eller andre Forhold eller Omstændig« heder, som komme i Betragtning ved Sagens Behandling.

§ 128.

Sagfsrcrne ere pligtige at fremme de dem betroede Sager med den Hurtighed, som Tilfældets Beskaffenhed tillader. De maa som en følge heraf ikke forhale Sagerne ved unød- vcndige Udslettelser, grundlose Formalitetsindsigelser eller andre Udflugter.

§ 129.

Sagførerne ere Pligtige at vise Retten Lydighed og Agtelse. Ligesom derfor ussm- mclig Tale eller Skrivemaade af Saglsrere belægges med Høiere Straf end et lige Forhold udvist af Andre, saaledes skal enhver Undladelse af at efterkomme Paalæg. som Retten lov- ligen giver en Sagfører, anses og straffes som Brud paa Embedspligter.

§ 130.

Hvad enten Overenskomst om Vederlag er sluttet iforveien eller ikke, maa ingen Sag« fører kræve hoiere Betaling, end der skjønnes billigt, for den Bistand og Tjeneste, han i saa» dan Egenstab yder, være sig i Udførelsen af Retssager eller ved meddelelsen af Raad og Veiledning i andre juridiske Anliggender.

Forsvrigt er det ikke forbudt at betinge sig Høiere Betaling for det Tilfælde, at Sa- gen vindes, end for det Tilfælde, at den i det Hele eller for en Del tabes, ligesaalidt som det er forbudt at betinge sig en vis Andel i Sagens Gjenstand, naar dog det Vederlag, som saaledes tilflyder Sagføreren, ikke i det Hele fljsnnes at være ubilligt.

§ 131.

Overtrædelse af de Sagførerne ifølge denne Lov paahvilende Pligter kan ikke uno- ssyldes med, at Mandanten har forlangt eller indvilget i det Foretagne eller Undladte.

§ 132.

Straffelovens 13de Kapitel om Forbrydelser i Embedsforhold er anvendeligt paa Sag' førere, forsaavidt som de enten overtræde de i nærværende Lov givne Forflrifter etler iøvrigt forse sig i deres Virksomhed som Sagførere.

De i Rettergangslovene hjemlede Rettergangsboder kunne paalæggcs Sagførere i alle Tilfælde, hvor det stedfundne lovstridige Forhold maa tilregnes dem.

§ 133.

Naar den Straf, som skal paalægges en Sagfører. ikke er Høiere end Boder, og ingen særlig Bevisførelse udfordres for at oplyse det strafbare Forhold, kan Straffen paalægges under den Sag, med Hensyn til hvilken Forseelsen er begaaet, enten ved en særskilt Kjendelse eller ved den endelige Dom.

§ 134.

Retten til at udfore Sagførervirksomhed ophorer, naar Sagføreren i Henhold til Bestemmelserne i Straffelovens Kap. 13 demmes til Fortabelse af sin Ret til at udeve Sagførervilksomhed.

§ 135.

Justitsministeriet fratager, efter desangaaende at have hsrt Sagførerraadet, Sagførere deres Ret til at udsve Sagførervirksomhed, naar de ved Dom findes skyldige i en i den offentlige Mening vanærende Handling. Dog skal den Sagfører, som tror sig forurettet ved Justitsministeriets Afgjørelse, i en Tid af 14 Dage efter dennes meddelelse til ham, vare berettiget til at forlange Domstolenes Afgjørelse af Spørgsmaalet, i hvilket øiemed det Of- fentlige da har at anlægge Sag imod Sagføreren og under denne søge Justitsministeriets Bestemmelse kjendt ved Magt at stande.

§ 136.

Kommer en Sagfører under Konkurs eller bliver mnyndiggjort, har Justitsministeriet at fratage ham Retten til at udsve Sagførervirksomhed, saalænge Konkursbehandlingen staar paa eller Umyndiggørelsen vedvarer.

§ 137.

Enhver Sagferer skal henhøre til den Sagførerkreds, i hvilken hans Kontor er beliggende.

Sagførerkredsene falde sammen med Landretskredsene.

§ 138.

Enhver Sagførerkreds skal have en Bestyrelse, der under Navn af Eagførerraad repræsenterer Kredsens Sagførere. Et overordnet Sagførerraad (§ 148) repræsenterer Sag- fererne i det Hele i Forhold til de offentlige Myndigheder.

§ 139.

Ethvert Sagførerraad skal bestaa af en af Justitsministeren blandt Kredsens Sag« fsrcre udnævnt Formand, og af et Antal af og blandt Kredsens Sagførere valgte medlemmer, som Justitsministeren bestemmer, saalcdes at det samlede Antal medlemmer bliver ulige. Dog ffal Raadet for den nordsjcrllandfle Landsretskreds bestaa af ialt 9 medlemmer, hvoraf mindst 3 Høiesteretssagførere.

Raadenes medlemmer vcrlgcs paa almindelige møder af og blandt de Sagførere, som have Kontor i vedkommende Kreds og som yde det i § 143 fastsætte Bidrag. Lige med Sagferere i Henseende til Valgret og Valgbarhed til Sags'srclraadcne staa mænd, som have opgivet deres Sagfsrcrvilksomhcd og ikke ere gaacdc over i noget Statsembedc. Valgene gjirlde for 6 Aar; ferste Gang afgaar dog efter Lodtmkning den ene Halvdel af de valgte

medlemmer; den anden Halvdel efter 6 Aar; siden finder Omvalg Sted hvert 3oie Aar for Halvdelens Vedkommende. Gjenvalg kan finde Sted.

Naar et Sagførerraad i Valgperioden bliver ufuldtalligt, skal der sammenkaldes et almindeligt Msde, paa hvilket der for Resten af Valgperioden vcrlges medlemmer af Sag- førerraadet til de ledige Pladser. Enhver Sagfører, som vcrlges til Sagfsrcrraadet, er, naar han vil udove Sagførervirksomhed, pligtig at modtage det paa ham faldne Valg og vedblive at være medlem af Raadet i den Tid, for hvilken han er valgt, medmindre Justitsministeriet finder de af ham anfsrte Undstyldningsgrunde fyldestgjørende. Den Sagfører, der har naaet 65 Nars Alderen, er dog berettiget til at undsiaa sig for Valgets Modtagelse.

Naar et medlem af et Sagførerraad flytter sit Kontor udenfor Sagførerkredsen eller mister Retten til at udsve Sagførervirksomhed. det være sig for bestandig eller for en bestemt Tid, udtræder han af Sagførerraadet, og det Samme skal gjælde, naar han gjør sig skyldig i et saadant Forhold, at han ester det overordnede Sagførerraads skjøn ikke længere bsr være medlem af Sagførerraadet.

§ 140.

Ethvert Sagfsrcrraad vedtager et Forslag til sin Forretningsorden, der stadfcrstcs af Justitsministeriet, naar det, efterat have modtaget det overordnede Sagførerraads Erklæring, ikke finder noget mod dens Indhold at erindre. Har Ministeriet Erindringer at gjøre ved Sagførerraadets Forslag, gives der Raadet Leilighed til at ytre sig herover, og Ministeriet fastscettcr da endelig Forretningsordenen efter at have modtaget Naadets Erklæring. I For- retningsordenen bestemmes, hvormange af Sagførerraadets medlemmer der skulle være tilstede, for at det gyldig kan tage Beslutninger.

§ 141.

Enhver Sagførerkredses medlemmer sammenkaldes af Sagførerraadets Formand ved offentlig Bekjendtgjørclse m d mindst 14 Dages Varsel, dels for at foretage de Valg af med- lemmer af Eagførerraadet, som efter ncrrværende Lov skulle foretages, dels. for at afhandle andre Gjenstande vedkommende Eagførerstandens Forhold og Interesser, naar Sagfører- raadet finder dette hensigtsmæssigt, eller det forlanges af det overordnede Sagførerraad eller af mindst en Fjerdedel af Sagførerkredsens medlemmer. Fsrste Gang, efter at dcnnc Lov er traadt i Kraft, sammcnkaldes Sagførerkredscnes medlemmer til Valg af Tagførerraad af ved- kommende Landsrets Formand, som har at lede Valget.

§ 142.

Dersom der paa et Msde. som er sammenkaldt til Valg af medlemmer af et Sag« førerraad, ikke møder mindst en Trediedel af Kredsens Sagførere, vcrlgcs de medlemmer af Sagførerraadet, som skulde have været valgte paa Modet, for den paagjældende Valgperiode af det overordnede Sagførerraad.

§ 143.

Enhver Sagfører, som udsver Sagførervirksomhed, er pligtig aarligt at betale et Bi- drag til Udgifterne ved Sagfsrcrraadets Virksomhed af 10 Kroner, som indbetales til For« manden for Kredsens Sagfmcrraad, og som, naar en Sagfører forgjcrves er krævet, kan ind- drives ved Udpantning. det overordnede Sagforcrraad kan dog fritage uformuende Sag- førere for at erlægge Bidrag. Inden Udgangen af hvert Aars Februar Maaned indsende Formændene for de enkelte Kredse Regnstab over Indtægtcr og Udgifter tilligemed en Beret- ning om Raadets Virksomhed i det forlsbnc Kalcndcraar til Formanden for del overordnede Eagfsrcrraad. dette revid^er og dccidercr Regnskaberne, hvorefter disse tilligemed Beret- ningerne indsendes til Justitsministeriet. Det overordnede Sagførerraad bestemmer aarligt,

hvor meget af de enkelte Sagførerkredses Kassebeholdning der skal afgives til det overordnede Sagførerraad. Af det saaledes afgivne Belob afholdes forst Udgifterne ved det overordnede Sagsorerraads Virksomhed, og Restbeløbet kan, naar Justitsministeriet stadfcrster Vedtægterne for et Understøttelsesfond for trcrngende Sagførere, deres Enker og Born, Tilfælde dette Fond, hvilket ogsaa samtlige Boder, som efter Sagførerraadets Kjendelse paalægges Sag- førere, flulle Tilfælde.

§ 144.

For enhver Sagførerkrcds kan der angaaende Kredsens indvc Anliggender oprettes Vedtægter, som dog ikke maa indeholde Noget, der strider mod Lovgivningen. Saadanne Vedtægtcr stulle behandles paa et almindeligt møde af Kredsens Sagførere og vedtages med absolut Stemmeflerhed, hvorefter de ere bindende for samtlige medlemmer af Sagførerkredsen, naar Justitsministeriet, efterat have modtaget det overordnede Sagførerraads Erklæring, stadfcrster dem.

§ 145.

Ethvert Sagførerraad skal efter Evne virke for, at de til dets Kreds horende Sag- folere, saavcl i deres egentlige Sagførervirksomhed, som i deres ovrige juridiske Forretninger ikke alene holde sig Lovene efterrettelige, men ogsaa undgaa Alt, hvad der ikke stammer med den Hæderlighed, Samvittighedsfuldhed og Paalidelighed eller med den Agtelse for Statsmyndig- hederne, som en offentlig beskikket Sagfører altid maa udvise, ligesom Sagførerraadet med bindende Virkning for Sagførerne skal afgjore de det af Private forelagte Tvistigheder an- gaaende Vederlag for de af Sagførerne for disse udforte Forretninger.

§ 146.

Sagførerraadet har Ret til i ethvert Tilfælde, hvor en Sagfører har gjort sig flyldig i et Forhold, der ifolge Indholdet af § 145 efter Raadets skjøn giver Anledning til Paa- tale, at affordre paagjældende Sagfører en Erklærina, samt at indhente enhver anden Op- lysning, Raadet maatte anse onflelig eller nodvendig. I Henhold til de fremkomne Oplys- ninger kan Raadet give Sagførerne en Advarsel. Men finder Raadet, at Forholdet er af en alvorligere Beskaffenhed, forelægger det den hele Sag med alle de erhvervede Oplysninger for det overordnede Sagførerraad, hvilket sidste da enten kan tilkjende Sagføreren en Irette- sættelse eller forbyde Sagføreren Udforelsen af enkelte Sager eller Forretninger, eller paalægge ham Boder indtil 200 Kr. eller suspendere ham fra Sagførervirksomheden i en vis Tid, dog ikke længere end for 1 Aar. Boderne kunne inddrives ved Udpantning.

Dog kunne de nævnte Straffe ikke anvendes, uden at den Paagjældende har havt tilstrækkelig Leilighed til at erklære sig over de ham gjorte Vebreidelser og fremkomme med si Forsvar, mundtligt eller skriftligt efter Raadets ncrrmcre Bestemmelse.

§ 147.

Sagførerraadene stulle fore Tilsyn med de mænd, som forberede sig til Sagfoler- virksomheden ved den paagjældende Landsret eller de under samme horende Retier. Ethvert Andragende fra saadanne mænd om Bestikkelse som Tagførere skal forelægges Sagfsrcrraadet i den eller de Kredse, hvor Vedkommende har gjort Tjeneste, til Erklæring, hvilken Erklæring skal afgives inden en af Justitsministeriet fastsat Frist. Dersom denne Erklæring gaar ud Paa, at den Paagjældende ikke H6r fort en retskaffen Vandel, har indladt sig paa Forret- ninger af den Art, som en hcrderlig Forretningsmand ikke bor besatte sig med eller i sin Forretningsvirksomhed har vist sig upaalidelig eller uordentlig, eller at det ikke kan antages.

at han i tilbsrlig Grad har deltaget i Sagførerforretningers Udførelse eller med tilbsrlig Flid deltaget i Retsforhandlingerne, skal der gives Andrageren Leilighed til at ytre sig herom. Fastholder han sit Andragende, indhentes atter Sagførerraadets Erklæring, og der« som Raadet fremdeles tilraader, at han ikke beskikkes, kan Bestikkelsen ikke meddeles ham, medmindre Justitsministeriet, efter at have hsrt det overordnede Sagførerraad, finder, at Sagførerraadets Erklæring ikke er grundet, og at Vedkommende, navnlig ved Attester fra de Dommere, i hvis Retskreds han har virket, paa en fyldestgjørende Maade har godtgjort at have opfyldt Betingelserne for at erholde Bestikkelse. Naar en Sagfører søger Bestikkelse som Sagfører ved en Ret, der er overordnet den, ved hvilken han hidtil har virket, skal det overordnede Sagførerraads Etklæring indhentes, og Bestikkelsen ncrgtes, hvis dette, efterat have givet Andragcren Lcilighed til at udtale sig skriftligt eller mundtligt, erklærer, at samtlige dets medlemmer ere enige i, at hans Forretningsvirksomhed har været af den Beskaffenhed, at hans Andragende ikke bsr tages til følge. Dersom kun Flertallet af Raadets medlemmer udtale sig imod, at Andragendet bevilgcs, afgjor Justitsministeriet Sagen.

§ 148.

Det overordnede Sagførerraad bestaar af en af Justitsministeriet udnævnt Sagfører som Formand, der, hvis han er medlem af noget af de underordnede Sagførerraad, maa udtræde af samme, og 10 Sagfsrcrc, som ved en Fremgangsmaade, der nærmere bestemmes af Justitsministeriet, vælges af Sagførerraadene for 4 Aar af og blandt deres medlemmer, saaledes at Sagførerraadet for 1ste Kreds vælger 5, deraf mindst 2 Høiesteretssagførere, medens Sagførerraadene for de øvrige Kredse hoer vælge et medlem. Naar et medlem af det overordnede Sagførerraad afgaar, vcrlgcs strax ?t nyt medlem i hans Sted af vedkom- mende Sagførerraad.

Det overordnede Sagførerraad samles i kjøbenhavn mindst 2 Gange om Aaret, og foIøvrigt saa ofte Formanden finder det nødvendigt eller mindst 4 medlemmer af Raadet forlange det, navnlig naar Formanden eller 4 medlemmer finde, at der foreligger Sager, som ikke bsr Afgjøres ved skriftlig Forhandling. Forsvrigt skulle lignende Regler som de, der i § 139 ere bestemte om Sagfsrcrnes Forpligtelse til at modtage Valg og om Ophsr af Ved- kommendes Stilling som medlem af Raadet, gjælde om medlemmer af det overordnede Sagførerraad, dog at intet medlem kan fjernes fra dette, medmindre Justitsministeriet billiger det overordnede Sagførerraads derom sattede Beslutning. For at det overordnede Sag- førerraad gyldig kan tage Beslutninger, maa mindst 7 medlemmer være tilstede; Iøvrigt ved- tager det selv sin Forretningsorden, som stadfcrstes af Justitsministeriet, naar dette Intet finder mod dens Indhold at erindre.

§ 149.

Enhver Sagfører er berettiget til at indanke et Sagførerraads ham vedkommende Beslutning for det overordnede Sagførerraad, naar han inden 8 Dage, efterat Beslutningen er ham meddelt, anmelder dette for sidstnævnte Raad. Dette undersøger da Sagen og tager sm Beslutning, efter at have givet vedkommende Sagførerraad, den paagjældende Sagfører og efter Omstændighederne den Privatmand, som har fort Klage, Leilighed til at yttre sig stnftligt eller mundtligt og efter overhovedet at have indhentet alle de Oplysninger, som Raadet finder nødvendige til Sagens afgjørelse.

Paa samme Maade undersøger og afgjør det overordnede Sagførerraad Sagen, naar en Privatmand, der har fsrt Klage over en Sagfsrcr for den ham vedkommende Kredses Sagførerraad, er misfornoiet med dettes Afgjørelse og i saa Henseende inden 8 Dage, efterat Beslutningen er ham meddelt, henvender sig til det overordnede Sagførerraad. Det over-

ordnede Sagførerraad kan ogsaa, naar det finder Anledning dertil, paalaeggc et Sagførerraao at gjøre et en Sagferers Forretningsvirksomhed vedrsrende Forhold til Gjenstand for Under- søgelse, ligesom det kan forlange Oplysninger af de enkelte Sagførerraad om de til deres Kredse horende Sagføreres Forhold i deres juridiske Forretningsvirksomhed.

§ 150.

Det overordnede Sagførerraad kan, naar det finder saadant hensigtsmæssigt, indkalde samtlige medlemmer af Sagførerraadene for de enkelte Kredse til møder til Forhandling om Gjenstande vedkommende Sagførerstandens Forhold og Interesser.

§ 151.

Det overordnede Sagførerraads Formand afsatter aarligt en Beretning om Raadets og de enkelte Sagførerraads Virksomhed, og Ezemplarer af denne Beretning tilstilles Justits- ministeriet og alle Landets Dommere og Sagførere.

§ 152.

Naar det overordnede Sagførerraads Beslutning i en samme forelagt Sag gaar ud paa at paalægge en Sagfører Bsder af over 100 Kroner, Forbud mod Udførelsen af enkelte Sager eller Suspension, kan den paagjældende Sagfører fordre Besiutningen, forinden den kan tra?de i Virksomhed, prøvet paa den nedenfor angivne Maade, naar han inden 14 Dage forlanger det ved en Skrivelse til Høiesterets Formand.

Høiesterets Formand har da at kalde det overordnede Sagførerraad og den paa« gjældende Sagfører til et Møde med Høiesterets medlemmer. Det overordnede Sagførerraad kan give møde ved saamange af dets medlemmer, som det finder fornødent.

I Mødet, som holdes for lukkede Dsre, gives der alle Vedkommende Leilighed til at udtale sig, hvorefter Høiesteret enten stadfcrster eller forandrer Besiutningen.

§ 153.

Sagførerraadencs Mellemkomst, forsaavidt den i medfør as denne Lov begjæres af det Offentlige, Private eller Sagførere, skal ydes uden Betaling.

§ 154.

medlemmerne af Sagførerraadene erholde intet Vederlag, men ere berettigede til at erholde bevislige Udgifter, navnlig Befordringsudgifter i Anledning af møderne, godtgjorte, og Dagpenge — 6 Kroner om Dagen — for hver Dag, de i deres nævnte Egenstab til- bringe udenfor deres Hjem, hvilke Udgifter udredes af det i § 143 omtalte Fond.

§ 155.

Ethvert medlem af Sagførerraadene er pligtig at indfinde sig til de møder, hvortil han i Henhold til denne Lov behørig tilsiges, medmindre han har faadant Forfald, som ved- kommende Sagførerraad eller efter Omstændighederne det overordnede Sagførerraad finder gyldigt. Udebliver han fra møderne uden gyldigt Forfald, betaler han hver Gang en Bsde as 40 Kroner, som Tilfælder det i § 143 navnte Fond.

§ 156.

Naar noget Sagførerraad forhaler en Sag eller undlader inden en det forelagt Frist at afgive en affordret Erklæring, kan Justitsministeriet, for et underordnet Sagførerraads Vedkommende, efter at Ministeriet har hort det overordnede Sagførerraad, paalægge Raadet eller dets Formand at fremme Sagen inden en ny Frist, under en daglig Bsde, som Tilfælder det i s 143 omtalte Fond.

§ 157.

Denne Lov træder i Kraft 2 Aar fra den Dag at regne, da det Numer af Lovtidenden udgaar, hvori den kundgjøres.

De i §tz 20, 33 og 34 ommeldte Anordninger og Bekjendtgjørelser udgaa i betimelig Tid fer det Tidspunkt, da Loven efter foranstaaende Bestemmelse ttceder i Kraft. Fremdeles bliver der fsr det nævnte Tidspunkt at drage Omsorg for Afsattelsen af de i 2det Afsnit Kap. 2 og 3 omtalte Lister.

Loven gj^lder ikke for færserne; den nordsjællandske Landsret er Overret for færserMi

§ 158.

De Spørgsmaal, som opstaa ved Sammenligning eller Deling af hidtilværende Un- derretskredse med Hensyn til Bidrag til Arresthuses Opfsrclse eller Vedligeholdelse, og andre for en Retskreds fælles Anliggender afgjorcs af Justitsministeren i Forening med Indenrigs- ministeren efter Forhandling med vedkommende kommunale Myndigheden

§ 159.

Naar flere hidtilværende Underretskredse sammenlægges, gaa deres Skjsde- og Pante« protokoller over til Hovedthingstedet for at afbenyttes for hele Retskredsen. Deles en hidtil varende Underretskreds, blive de fornødne Afskrifter af Skjede- og Pantebogerne at udfærdige og Betalingen herfor at udrede af Statskassen.

§ 160.

Sager og Anliggender, som paa den Tid, da nærværende Lov træder i Kraft, svceve for Retten, gaa over fra de hidtil bestaaende Retter til de nye efter folgende Regler:

1) Sager og Anliggender, som svceve ved en Ret i fsrste Instants, gaa efter Beskaffen- heden af de Regler, der finde Anvendelse paa den fortsætte Behandling, over enten til den Landsret eller den Underret, under hvilken den paagjældende Retskreds hen- lægges. Finder en Deling Sted af en hidtilværende Underretskreds, sker Overgangen i alle Tilfælde, hvor værnethinget beror paa stedlige Hensyn, til den Ret, under hvilken den paagjældende Del af Retskredsen henlægges, i andre Tilfælde til den Ret, under hvilken den sterre Del af Retskredsen er henlagt;

2) Sager, som svceve ved Landsoverretten i kjøbenhavn eller i Viborg, gaa over hen« holdsvis til den nordsjællandfie Landsret eller den mellemjydfle Landsret.

§ 161.

De nuværende Dommere og andre Embedsmænd ved Landsover- samt Hof- og Stads- retten i Kjøbenhavn, Kriminal- og Politiretten samt sø- og Handelsretten sammesteds og Landsoverretten i Viborg ere Pligtige at modtage Bestikkelse ved de nye Landsretter, og de nuværende Underdommere og Underretsskrivere at modtage Bestikkelse ved de nye Underretter, dog uden Formindskelse i deres hidtil havte Embedsindtægter, og saaledes, at den Embedstid, der med Hensyn til Beregning af AldersTillæg har været lagt til Grund for Udregningen af Embedslønningen i den Stilling, de hidtil have beklcedt, ogsaa kommer dem til Gode i de

nye Stillinger, i hvilke de saaledes ere pligtige at modtage Bestikkelse.

Forelagte Lovforslag m. m. 160

Forsaavidt der i nærværende Lov gjøres strengere Fordringer i Henseende til juridisk Ezamen sor Dommere og andre retsemvedsmænd end efter de hidtil gjældende Regler, for- bliver det dog ved disse med Hensyn til de mænd, der alt ere beskikkede som saadanne, samt ined Hensyn til de mænd, som nu have bestaaet juridisk Ezamen og beskikkes i løbet af 10 Aar fra denne Lovs træden i Krast.

§ 162.

De Spørgsmaal, som opstaa ved Sammenligning eller Deling af hidtilværende Po- litikredse med Hensyn til de for en Politikreds fælles Anliggender, Afgjøres af Justitsmini- steren i Forening med Indenrigsministeren efter Forhandling med vedkommende kommunale Myndigheder.

§ 163.

De nuværende Underretsdommere ere Pligtige at modtage Bestikkelse som Politimestre dog uden Formindskelse i deres Embedsindtægter, og faaledes, at den Embedstid, der med Hen- syn til Beregning af AldersTillæg har været lagt til Grund for Udregningen af Cmbedslønnin- gen i den Stilling, de hidtil have beklcrdt, ogsaa kommer dem til Gode i de nye Stillinger, i hvilke de saaledes ere pligtige at modtage Bestikkelse.

§ 164.

med Hensyn til de Auktioner, der ikke ere omhandlede i Loven om den borgerlige Retspleje, forbeholdes det ved særlig Lov at træffe ncrrmere Bestemmelser om, ved hvem og under hvilke Former de blive at afholde.

§ 165.

Indtil Sagssrerraadene overensstemmende med Vte Afsnit, Kapitel IV., ere dannede, hvorom offentlig Bekjendtgjørelse skal udgaa fra Justitsministeriet, kan der ikke udfærdiges nogen Saqfsrcrbeflikkelse. I det fsrste Aar fra den nævnte Bekjendtgjmelses Datum at regne bliver, forsaavidt den Paagjældende Iøvrigt opfylder de Betingelser for at stedes til Sagførervirlsomhed, som denne Lov foreskriver, Sagførerbestikkelse at meddele Vedkommende, selv om han kun har gjort 3 Aars Tjeneste som Fuldmægtig hos en Amtmand eller som autoriseret Dommerfuldmægtig eller som autoriseret Fuldmægtig hos en Sagfører og selv om han kun har fyldt 25 Aars Alder. Bestemmelsen i §118 skal ikke være til Hinder for, at de Underretssagferere, som inden den 1ste Januar 1881 have havt Kontor indenfor kjøben- havns Underretskredses Omraade, kunne vedblive at have Kontor sammesteds.

§ 1.

Enhver borgerlig Retstrætte, som ikke ved færlig Lovforskrift er henlagt til eller ifolge Parternes Overenskomst (jfr. § 8) indbringes for Underretterne, behandles og paakjendes i fsrste Instants af Landsretterne.

§ 2.

Til Underretterne henlægges:

a) søgsmaal angaaende private Formuerettigheder, naar Gjenstanden for famme i Penge eller Penges værd ikke overstiger 400 Kr.

d) Sager angaaende Skatter, Afgifter og andre lignende Vdelser af offentligretlig Beskaf- fenhed til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger, naar Gjenstanden for samme ikke overstiger 400 Kr.

o) ^ager angaaende Servituter og mindre omsattende (partielle) Brugsrettigheder uden Hensyn til værdien.

6) Sager, hvorved Paterniteten til uægte Born søges oplyst, for at Underholdningsbidrag kan paalægges Faderen.

6) Sager, i hvilke Gzekutivproces anvendes (§ 385, jfr. § 381.)

§ 3.

Sagens værdi bestemmes efter Paastanden. bestaar søgsmaalet af flere Poster eller Fordringer, sammenlægges disse.

Der tages intet Hensyn til Procesomkostninger og de ved Klageskristets Dato endnu ikke forfaldne Renter, ei heller til senere Afslag i eller Nedsættelse af Paastanden.

§ 4.

Imod søgsmaal, der i Henhold til § 2 Litr. a. ere anlagte ved Underretterne, kunne Modfordringer, naar Iøvrigt de almindelige Betingelser for disses Fremsættelse ere til- stede (§ 101), gjores gjældende. Selvstændig Dom for Modfordringen kan dog, hvis Mod- parten modsætter sig det, kun gives, forsaavidt Dommen ikke herved kommer ti! at lyde paa noget hoiere Belob end 400 Kr. (§ 2 Litr. a, jfr. § 3).

Imod søgsmaal, der i Henhold til de andre Bestemmelser i § 2 ere anlagte ved Underretterne, kunne Modfordringer, naar Iøvrigt de almindelige Betingelser for deres Frem- sættelse ere tilstede (§ 101), gjores gjældende, dog ikkun forsaavidt de efter Lovgivningens Regler kunde forfølges ved Underretterne, dersom de gjordes gjældende under en selvstændig Sag.

Imod søgsmaal, der svceve for Landsretterne, kunne Modfordringer fremføres uden Henfyn til, at de, i og for sig betragtede, vilde henhore under Underretterne.

§ 5.

Naar Sagen ifølge den oprindelige Paastand retteligen er begyndt ved Underretten, forbliver den ved denne, uagtet Retten under Prccessen maatte tillade at udvide eller for- hoie Paastanden (jfr. § 168). Ved flig Tilladelses meddelelse bliver der dog særligt at fe hen til, at Sagens værdi ikke imod Modpartens Protest i betydelig Gr^d foreges udover den i § 2 Litr. a bestemte Gramse.

Er Underrettens Kompetence ikke begrundet ved Sagens værdi alene, men ved dens Beskaffenhed (jfr. § 2 Litr. b, e, 6 og s), kan en Udvidelse af Paastanden ikke uden Mod- partens Samtykke forcgaa faaledes, at Fordringer af anden Beskaffenhed inddrages under Sagen.

§ 6.

Henhører en Sag, hvorunder stere Fordringer indtales, ifolge den samlede Paa- stand under Landsretterne (§ 3), ophore disse ikke at være kompetente, fordi Fordringer eller spørgsmaal udstilles til færskilt Behandling og Paakjendelse i Henhold til § 102, selv om disse, for sig betragtede, vilde hore under Underretterne.

§ 7.

Gr Sagens værdi Afgjørende for Kompetencesporgsmaalet, maa den Part, som paa- staar den Høiere værdi, føre Bevis derfor.

Iovrigt paahviler det Sagsogeren at oplyse, at Sagen horer under Underretterne.

§ 8.

Parterne kunne, naar de derom ere enige, retsgyldigen lade enhver Sag behandle ved Underretterne, selv om den ifolge de almindelige Regler ikke henhører under disse.

§ 9.

Lyder Paastanden ikke paa Penge, maa værdien af dens Gjenstand i Tilfælde af Tvist fastsættes ved skjøn, medmindre Retten uden dette kan Afgjøre Spørgsmaalet

Indeholder Paastanden flere Alternativer, ftal det af disse, som bestaar i rede Penge eller dog uden særlig Skønsforretning kan ansættes hertil, være bestemmende, selv om det er nævnt som det subsidiere.

§ 10.

Dreier Sagen sig om Rettigheden til periodiske Ydelser eller Indtaster, bliver dens værdi at bestemme efter følgende Regler:

a) Gre aarlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for bestandig, eller for ftere end de ved Rettighedens Stiftelse levende Personers Livstid, eller for et bestemt Tidsrum, der ikke er kortere end 25 Aar, bliver værdien af Rettigheden at sætte lig med det 25dobbelte af ei Aars Belob.

d) Gre aarlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for en Enkelts eller flere ved Rettighedens Stiftelse levende Personers Livstid eller iøvrigt paa ubestemt Tid, sættes Rettighedens værdi lig med det 5dobbelte af et Aars Belob. o) Kunne Ydelser eller Indtægter ikkun oppebcrres et bestemt Antal Gange, sættes Rettig- hedens værdi lig med en enkelt Ydelses Belsb taget dette Antal Gange, dog ingen- sinde over 25.

Ved Anvendelsen af de i Litr. a og d indeholdte Forskrifter ses der alene hen til, hvad Ydelserne eller Indtægterne tilsammentagne udgjore for et Aar.

Er Beløbet af aarlige Ydelser eller Indtægter ikke lige stort de forfkjellige Aar, tages Gjennemsnitsbelobet som Enhed.

§ 11.

I de i de tvende foregaaende Paragrafer omhandlede Tilfælde er Rettens Afgørelse, forsaavidt den gaar ud paa at erklære sig kompetent til at paakjende Sagen, ikke Gjenstand for Paaanke; ncægter Retten at antage Sagen, er dens Afgjørelse Gjenstand for Besværing til Høiere Ret.

§ 12.

Ifolge de i dette Kapitel indeholdte Forskrifter i Forbindelse med §§ 399, 410, jfr. §§ 411, 417, 419, 421, 567 .620 og 635 afgjores det, ved hvilken af flere Retter i fsrfte Instants af samme Art (Underretter eller Landsretter) en Sag skal anlægges,

§ 13.

Retssager skulle anlægges ved Sagsogtes Hjemthing, medmindre Loven hjemler Und- tagelse herfra.

§ 14.

Hjemthinget er den Ret, i hvis Kreds Sagsøgte bor. Dersom Sagsøgte har Bo- pæl i flere forskjellige Retskredse, anses han for at have Hjemting i dem alle.

Indlcending, som ikke har Bopæl nogetsteds i Riget, kan sagsoges ved Retten paa det Sted, hvor han opholder sig ved Sagens Anlæg, eller, dersom han ikke nogetsteds i Ri- get antræffes og heller ikke vides at have Bopal i Udlandet, ved Retten Paa det Sted, hvor han vides sidst at have opholdt sig.

z 15, '

Danske Gesandter ved fremmede Hoffer saavelsom andre med Erterritorialitetsret for- synede danske embedsmænd, der ifølge deres embedsstilling have Bopæl i Udlandet, anses for at have Hjemthing i Kjøbenhavn, forsaavidt de ikke vedligeholde Bopæl for sig eller Fa- milie paa noget andet Sted i Riget. Det Samme gjælder, indtil anderledes bestemmes, om danske Undersaatter, som ifolge traktatmæssige Bestemmelser ikke kunne sagsoges i det Land, hvor de have Bopæl.

§ 16.

Stiftelser, Kommuner, Korporationer saavelsom Selskaber og Foreninger, være sig med politiske eller sociale eller med rent formueretlige Formaal, have, forsaavidt ikke Andet retsgyldigen er fastsat i de for dem gjældende Bestemmelser, Hjemthing i den Retskreds, hvor deres Bestyrelse har sit sæde. Firmaer, Selskaber og Foreninger, der ifolge Lov af 23de Ja- nuar 1862 § 2 Nr. 1 og § 6 Nr. 1 ere Pligtige at opgive et Hjemsted, have Hjemthing ved dette Steds Ret.

Retssager, der angaaende Forenings- eller Selskabsanliggender reises af Foreningen eller Selskabet mod de enkelte medlemmer eller opstaa mellem disse indbyrdes, kunne anlægges ved Korporationens, Foreningens eller Selskabets Hjemthing.

§ 17.

Sager imod Staten kunne anlægges ved den Ret, i hvis Kreds den Embedsmand, som paa Statens Vegne bliver at stævne, har sit Embedskontor, eller hvor Middelpunktet for hans Embedsvirksomhed er.

§ 18.

Naar Nogen for at udove Handel, Fabriksvirksomhed, Befordring af Gods eller personer, Assurance eller anden næringsvei holder Etablissement eller fast Agentur, hvorfra Retshandler afsluttes umiddelbart med Trediemand, kunne Retssager i Anledning af de fra Etablissementet eller Agenturen afsluttede Retshandler anlægges mod ham ved den Ret, under hvilken paagjældende Etablissement eller Agentur har sit sæde, selv om han ikke der har Hjemthing.

§ 19.

Den, ber ved Forvalter eller paa anden Maade ved egne Folk lader drive en Kjeb- stad- eller Landeiendom som selvstcrndig Bedrift, kan i Sager hidrorende fra denne Bedrift sagsoges paa det Sted, hvor Giendommen er beliggende.

§ 20.

Personer, der som Tyende, Fabrikarbeidere, Haandværkere, Lcrrlinge, Studerende, eller af anden Grund for længere Tid opholde sig udenfor deres Hjem, kunne sagsoges paa dette deres Opholdssted i Anledning af der paadragne Forpligtelser.

Det Anforte skal ogsaa gjælde om Militærpersoner, der aftjene deres værnepligt, Straffanger og Varetægtsarrestanter, Sindssyge og andre Personer, som have et ikke i deres egen fri Beslutning grundet Ophold for længere Tid udenfor deres Hjem.

§ 21.

Sager angaaende Rettigheder over urørlige Ting — være sig Giendomsret, Panteret, Brugsrettigheder, Servitutrettigheder, Grundbyrderettigheder eller andre — skulle anlægges ved den Ret, under hvilken Giendommen er beliggende.

Sogsmaal, hvorved Fordringer, der ere forbundne med Pant i fast Giendom, eller hvorved enkelte forfaldne Grundbyrdeyoelser indtales, kunne anlægges paa det Sted, hvor den behcrftede eller bebyrdede Giendom er beliggende.

Ligger en fast Eiendom i flere Retskredse, anses den med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvor de i denne Paragraf omhandlede Sager skulle eller kunne anlægges, for at være beliggende i den Retskreds, hvorunder Giendommens Bygninger, navnlig Stuehuset, hore. Findes saadanne ikke eller er Stuehuset beliggende i flere Retskredse, kan Sagen efter Sag- søgerens Valg anlægges i enhver af disse.

§ 22.

søgsmaal, som gaa ud paa at gjøre Arverettigheder eller Fordringer paa Legater eller Dodsgaver gjældende, eller som paa anden Maade angaa Delingen af Dsdsboer, saavel som søgsmaal, hvorved Fordringer paa Arveladeren gjøres gjældende mod Arvingerne som saadanne, kunne anlægges ved den Ret, som i Dodssieblikket var den Afdodes Hjemthing.

§ 23.

søgsmaal til Tilbagebetaling af, hvad Nogen som Arving eller Kreditor i et under offentlig Skiftebehandling ftaaende Bo ifolge forelsbigt Udlæg eller endelig Udlodning, som senere i det Hele eller for en Del er funden urigtig, har modtaget, kan anlægges ved Retten paa det Sted, hvor Skiftet holdtes.

§ 24.

Den, der i medfør af offentligt eller privat Hverv har havt andres Midler under

Forvaltning eller skal aflægge Regnskab for dem, kan sagsoges for sin Forvaltning eller sit

Regnstab ved Retten paa det Sted, hvorfra Forvaltningen er fort, eller hvor Regnskabet skulde aflægges.

Sammesteds kunne ogsaa anlægges Sager, som i Anledning af Forvaltningen eller Regnskabet reises sf den, der har fort samme, imod den, for hvem han har fort den eller det.

§ 25.

Sogsmaal til Opfyldelse eller Ophcevelse af en Retshandel eller i Anledning af dens Misligholdelse eller ikke behørige Opfyldelse kunne anlægges ved Retten paa det Sted, hvor Retshandelen ifølge Parternes udtrykkelige eller skiltiende Vedtagelse, ifolge Lovenes Bestem- melser eller Iøvrigt ifølge de foreliggende Omstændigheder skulde opfyldes.

Tilkommer der Sagsøgte et Valg mellem flere bestemte Ovfyldelsessteder, kan Sagen, saalænge Sagsøgte ikke maa anses at have erklæret sig for et af dem, anlægges ved Retten paa ethvert af disse Steder.

§ 26.

Sager, hvorved der søges Erstatning eller Opreisning i Anledning af retsindige Ekadetilfsielser eller andre Retskrænkeløn, kunne anlægges paa det Sted, hvor Skadetilfoielsen eller Retskrænkelsen er foregaaet. Har den retsstridige Skadetilfsielse eller Retskrænkelsen, hvorover der klages, været udsvet i flere Retskredse, kan Sagen anlægges i hvilkensom- helst af disse.

§ 27.

Modfordringer, forsaavidt disse ifølge § 1l)1 kunne fremsættes, behandles ved den Ret, hvor Hovedsagen er anhængiggjort, saafremt denne ikke ifølge Modfordringens Beskaffen- hed er udelukket fra at kunne paakjende den, jfr. § 4.

§ 28.

Naar flere Sagvoldere skulle eller dog kunne sagsøges under Eet, og Sagen ikke ifolge denne Lov har noget særligt værnething, kan den anlægges ved enhver Ret, som for nogen af Sagvolderne er Hjemthing.

§ 29.

Den i § 594 1ste Stykke omhandlede Arrestforfølgningssag kan anlægges ved Ret- ten paa det Sted, hvor Arresten er gjort, eller, dersom den udstrækkes til Gjenstande, der

foresindes i flere Retskredse, hvor den er begyndt, alt forsaavtdt der ikke gives nogen anden Ret i Riget, ved hvilken Sagen, bortset fra Arresten, kunde anlægges.

§ 30.

Kan Sagen i medhold af denne Lov anlægges ved flere forskjellige Retter, har Sag- søgeren Valget, forsaavidt ikke Andet fremgaar af Lovens Forskrifter.

§ 31.

Naar Parterne vedtage det, kunne de indbringe deres Sag for hvilken af samtlige

ligeartede Retter i fsrfte Instants de ville, uden at Rettens Samtykke behoves. Saadan

Enighed mellem Parterne antages at finde Sted, naar ikke den modende Sagfogte vaa be-

hsrig Maade og i rette Tid under Sagen fremsætter værnethingsindsigelse, jfr. §Z 173—176.

§ 32.

Udlcendinge kunne sagsøges her i Riget, forsaavidt nogen Ret ifølge de foranstaaende Regler kan anses som værnething i Sagen.

Gives der ingen Ret i Riget, ved hvilken Sagen imod Udlcendingen herefter kan anlægges, skal det, forsaavidt ikke særlige traktatmæssige Bestemmelser ere til Hinder derfor, være Indlcendinge tilladt i Sager angaaende Formueretsforhold at sagsøge Udlandingen i den Retskreds, hvor han opholder sig eller har Gods.

§ 33.

Ingen Dommer maa handle i en Sag, naar han

1) selv er Part i Sagen eller af dens Udfald kan have Skade eller Fordel, saavelsom naar det iøvrigt under Sagen bliver nodvendigt at bedomme hans egen tidligere færd.

2) er beflægtet eller befvogret med nogen af Parterne i op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien faa nær som Soskende, eller er en af Parternes Wgtefælle, værge, Ku- rator, Adoptiv- eller Pleiefader, Adoptiv- eller Pleiefon.

3) er beflcrgtet eller befvogret i op- eller nedstigende Linie eller bestægtet i Sidelinien faa nær som Soskende med nogen i Sagen optrædende Sagfører eller anden Rettergangs- fuldmægtig for nogen af Parterne.

4) har aflagt Vidnesbyrd eller været Syns- eller skjønsmand i Sagen eller handlet i den som Sagfører eller iøvrigt som Rettergangsfuldmægtig for nogen af Parterne.

5) som Dommer har handlet i Sagen i den underordnede Instants.

Ved Anvendelse af den under Nr. 1 givne Regel bliver dog at iagttage, at den Omstændighed, at Dommeren, fordi flere Embedsvirksomheder ere forenede i hans Person, tidligere af den Grund har havt med Sagen at gjøre, ikke i og for sig medfører Inhabilitet, naar der dog ikke efter de foreliggende Omstændigheder er Grund til at antage, at han har nogen særegen Interesse i Sagens Udfald.

§ 34.

I de i foregaaende Paragraf omhandlede Tilfælde er Dommeren, hvis han er Gn« keltdommer, pligtig efter Kjendelse, afsagt af ham selv, at vige sit sæde. Veklceder han

Retten i Forening med andre Dommere, er han Pligtig at gjore Retten meddelelse om de

Omstændigheder, som ifolge foregaaende Paragraf formenes at medføre hans Inhabilitet,

hvorefter Afgjørelse træffes af Retten, uden at han selv er udelukket fra at deltage i Paa- kjendelsen af Spørgsmaalet.

§ 35

Parterne kunne ikke blot fordre, at en Dommer skal vige sit sæde i de i § 33 angivne Tilfælde, men enhver af dem kan fremsætte Indsigelse mod, at en Dommer beklceder Retten, naar andre Omstændigheder foreligge, som ere egnede til at vcekke Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed. I Tilfælde af den sidstnævnte Beskaffenhed kan ogsaa Dommeren selv, naar han frygter for, at Parterne ei kunne have fuld Tillid til ham, vige sit sæde, selv om ingen Indsigelse mod ham fremfættes.

De spørgsmaal, som maatte opstaa i Henhold til nærværende Paragraf, afgjores paa den samme Maade, som i § 34 er bestemt med Hensyn til de i § 33 omhandlede Tilfælde.

§ 36.

Indsigelse mod, at en Dommer beklcrder Retten, maa fremsættes ved den mundtlige Forhandlings Begyndelse, forinden andre Formalitetsindsigelser eller i al Fald i Forbindelse med dem. Senere Fremsættelse af den heromhandlede Indsigelse tillades ikkun, hvor det skjønnes at have været umuligt for Parten at fremkomme med den i rette Tid, eller Parten har været i ham utilregnelig Uvidenhed om de Omstændigheder, som begrunde Indsigelsen.

Dommeren er pligtig, hvor han af egen Drift skal eller vil vige sit sæde, at gjøre dette, forinden den mundtlige Forhandling begynder, medmindre den Omstændighed, som begrunder hans Inhabilitet, er indtraadt senere.

§ 37.

spørgsmaal, om en Dommer af egen Drift skal eller maa vige sit sæde, afgjores, uden at Parterne have Adgang til at ytre sig.

Indsigelse fra Parternes Side mod en Dommers Habilitet behandles i processuel Henseende som andre Formalitetsindsigelser.

§ 38.

Kjendelser, hvorved en Underretsdommer erklærn at ville vige sit sæde, eller hvorved det paalægges eller tillades en Dommer i en af flele medlemmer bestaaende Ret at vige sit sæde, kunne ikke angribes ved noget Retsmiddel. Imod Kjendelser, hvorved Indsigelser mod en Dommers Habilitet forkastes, eller hvorved Dommerens egen Begjæring om at maatte vige sit sæde afstaas, kan der finde Besværing Sted fra Partens Side. Naar det strar forlanges, kan i denne Anledning en kort Udsættelse af Sagen tilstaas.

§ 39.

Fra det Dieblik af, da Netskjendelse for, at en Dommer skal eller maa vige sit sæde, er afsagt, er denne Dommer kun berettiget til at foretage saadanne Handlinger i Sagen, som ei kunne opsættes.

§ 40.

De om Dommere givne Forstrifter finde ogsaa Anvendelse paa Retsstrwere, Afgjs- relsen af Habilitetsspørgsmaalet Tilfælder den Ret. ved hvilken Retsflriveren er anfat. Forelagte Lovforslag m. m. 161

§ 41.

Flere søgsmaal mellem de samme Parter kunne forenes under een Retssag, uagtet de hvile paa forstjellige faktiske og retlige Grunde og ere af ulige Beskaffenhed, naar Retten er kompetent mel Hensyn til dem alle, og samme Procesart er anvendelig paa dem (s 3, jft. s 6).

§ 42.

Flere Parter kunne fagsøge eller fagfoges i Forening under samme Retssag; dog ud« fordres hertil, forsaavidt søgsmaalene ikke have fælles Oprindelse, eller særlig Lovforfkrift hjemler deres Forening, at ingen af Parterne gjør Indsigelse derimod.

§ 43.

Enhver, der tror sig i det Hele eller for en Del berettiget til den Ting eller den Rettighed, som er Gjenstand for en Retstrcrtte i forste Instants imellem Andre, kan und« Iagttagelse af Reglerne i femte Afsnit indtræde i den begyndte Sag og gjøre fin Fordring gjaldende ved et imod dc oprindelige Parter rettet søgsmaal (Intervention).

Intervention kan ikke finde Sted, naar den Ret, for hvilken Sagen svæver, ikke ved Parternes Samtykke kunde gjores kompetent til at paakjende Interventionssogsmaalet, der- som det anlagdes særfkilt.

§ 44.

Enhver, der har en retlig Interesse i, at en Part vinder en for Retten svcevende Sag, kan indtråde i Sagen til denne Parts Understottelse (Biintervention) og faa Adgang til at ytre sig i Sagen i Overensstemmelse med de nærmere Regler i femte Afsnit.

§ 45.

Sagsogeren kan andrage paa at maatte tilstævne (adcitere) Trediemand for at faa Dom over ham enten alternativt eller tilsammen med Sagvolderen. Saadant Andragende kan dog ikke tages til Folge, naar det maa tilregnes Sagsogeren som en Forssmmelse, at den paagjældende Trediemand ikke fra Begyndelsen af er bleven inddraget under søgsmaalet, lige saa lidt som naar Trediemand stjonnes ikke at være pligtig at svare for den Ret. Iovrigt blive de i femte Afsnit givne Regler at iagttage.

§ 46.

Ved Anvendelsen af de i dette Kapitel indeholdte Regler forbeholdes der dog Retten den samme ved § 102 tillagte Myndighed.

§ 47.

Hvo der er ret Sagfoger eller Sagvolder, afgjo»es efter Lovgivningens alminde- lige Regler.

§ 48.

Ligeledes afgjores det efter Lovgivningens almindelige Regler, om det ifolge Rets- forholdets Beskaffenhed er nodvendigt, at flere Personer maa optræde som ProcesfEller for at udgjore ret Sagsoger eller Sagvolder.

§ 49.

Hvor et nodvendigt Procesfællesfkab mellem flere Personer finder Sted, anjes, naar i et Retsmode en eller flere af disse udeblive, medens en eller flere af dem give Mode, den eller de, der mode, for at reprcesentere de Udeblivmde.

§ 50.

Myndig til som Sagsoger at raade over Retstrcetier angaaende Formueretsforhold er den, som ifolge den borgerlige Rets Regler vilde kunne paa egen Haand eftergive det i Paa- standen indeholdte Retskrav. Myndig til som Sagvolder at raade over Retssager angaaende Formueretsforhold er den, som ifolge den borgerlige Nets Regler paa egen Haand kunde ved Overenskomst paatage sig det, hvorpaa Paastanden gaar ud. I Sager, som ikke an- gaa Fornmerettigheder, er i Almindelighed den, som er ret Sagfoger eller Sagvolder, ogsaa raadig over Sagen, forsaavidt han er personlig myndig.

Ved Anvendelsen af foranstaaende Regler tages der dog kun Hensyn til Retssagens oprindelige Gjenstand, ikke til Rettergangs omkostninger eller Rettergangsboder.

§ 51.

Hvo der, naar en Part ikke er myndig til at raade over Retssagen, skal optræde for eller med ham eller hende, for at Retssagen gyldigen kan udfores, Afgjøres efter den borgerlige Rets Regler.

§ 52.

Retten har i Reglen ikke paa embeds Vegne af egen Drift at afkræve Parterne Bevis for, at de ere myndige til at raade over Processen. Afvisning paa Grund af Sag- søgerens eller Sagvolderens Mangel paa Myndighed til at raade over Retssagen, finder derfor ordentligvis kun Sted efter Paastand.

Parterne ere udelukkede fra at fremkomme med Indsigelser angaaende manglende Myndighed til at raade over Retssagen, naar Forhandlingen as Sagens Realitet er begyndt, jfr. § 176 sammenholdt med § 174.

§ 53.

Er der ifolge den Maade, hvorpaa Parterne i Processkrifterne betegnes, eller iøvrigt ifolge de foreliggende Oplysninger Grund til at antage, at Nogen af dem mangler Myn- dighed til at raade over Retssagen, kan Retten dog paa embedsvegne afvise Sagen enten strax eller naar Sagsogeren ikke fremskaffer de fornødne Oplysninger om hans egen og Mod- partens Myndighed til at raade over Sagen, efterat dette af Retten er ham paalagt, jfr. § 175 sidste Stykke.

§ 54.

Enhver kan baade som Sagsoger og som Sagvolder gaa i Rette for sig selv.

Han kan baade udfore sin Sag under den mundtlige Forhandling og afsatte de fornødne Processkrifter.

§ 55.

Dog kan den, som gjør en ham efter Angivende tiltransporteret Fordring gjældende, afvises af Retten ved en Beslutning, som ikke er Gjenstand for Paaanke, naar Retten fkjsn- ner, at Transporten i Virkeligheden kun er udfærdiget for at sætte ham istand til at udfore Sagen for Cedenten.

§ 56.

Ved Domsfagers Udfsrclse for Landsretterne kan Retten, naar de af Parten selv afsattede Processkrifter findes uforstaaelige, tilbagevise disse og tilkendegive Parten, at han maa lade sin Sag udfore for sig af en Sagfører; ligeledes kan en Part, der selv udfører sin Sag, afvises under de mundtlige Forhandlinger og henvises til at lade en Sagførei møde for sig, naar det viser sig, at han ikke med den fornødne Klarhed og Rolighed kan fremstille Sagen. Retten træffer i de anforte Tilfælde de fornødne Bestemmelser med Hen- fyn til Sagens Udfcrttelse. Efterkommes ovenomhandlede af Retten givne Paalæg, som ei ere Gjenstand for Paaanke, ikke, anses Parten som den, der ikke har indgivet de paagjældende Processkrifter, og som den, der udebliver under paagjældende mundtlige Forhandling,

§ 57.

Den, der ikke i egen Person vil udfore sin Retssag, er i Domssager pligtig at be- nytte som Fuldmægtig en til møde for pacigjældende Domstol berettiget Sagfører.

Ingen anden Fuldmægtig end en saadan stedes til at give møde for Parten under den mundtlige Forhandling, eller til at afsatte Processkrifter for ham.

Retten har paa Embeosvegne at afvise personer, der ikke ere berettigede til for den at give møde for Andre, og at tilbagevise Processkrifter, som ere underskrevne af saadanne.

§ 58.

Dog skal det være tilladt at benytte som Fuldmægtig ved Domssagers Udførelse Per- soner, der ere beslægtede eller besvogrede med Parten i den op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien saa nær som Soskendebam, Partens Mgtefælle, værge, Kurator, Adopiiv- eller Pleieforceldre, Adoptiv- eller Pleiebsrn og Personer, der staa i fast Tjeneste hos Parten.

Den, der foregiver at staa i et af de ovennævnte Forhold til Parten, maa være rede til at fore Bevis herfor, naar det af Retten eller Modparten forlanges; dog kan Retten undtagelsesvis tilstaa en passende Udslettelse hertil.

§ 59.

Under Skiftebehandlinger er det tilladt at lade møde for sig ogsaa ved Andre end de i de tvende foregaaende Paragrafer omhandlede Personer, og det samme gjælder under Fogedforretninger for dens Vedkommende, imod hvem Retshandlingen er rettet.

§ 60.

Den, der ifølge de tvende foregaaende Paragrafer møder som Fuldmægtig for Par- ten, maa være personlig myndig og uberygtet.

Naar i nævnle Tilfælde den Msdende, stjsndt ikke Sagfører, maa »utages at søg

næringsvei ved at udføre Retssager for Andre, kan Retten afvise ham ved en Beslutning, der ikke er Gjenstand for Paaanke.

§ 61.

Det, der i § 56 er bestemt om Rettens Myndighed til at tilbagevise Processkrifter som ere afsattede af Parten selv, eller til at udelukke Parten selv fra den mundtlige For- handling, skal under lige Betingelser gjælde med Hensyn til Rettergangsfuldmægtige, der ikke ere Sagførere.

§ 62.

Befuldmægtigelse til ved en Domstol at udfore en Retssag giver Fuldmægtigen Ret til at foretage alle til den Sags Udforelse horende Proceshandlinger, derunder indbesattet at tage til Gjenmcrle mod Modfordringer, saavelsom imod Interventions- og TilStævningssogsmaal. Navnlig indeholder Befuldmægtigelsen fornøden Bemyndigelse til at afgive Tilstaaelser og Indrsmmelser, fremfætte Benægtelser og Indsigelser, føre Beviser, forlange Udsættelser, slutte Proceduren ved at indlade Sagen eller søge den hævet, udeblive eller undlade at erklære sig m. m.

Det kommer ved Bedommelsen as Fuldmægtigens Bemyndigelse til at handle ikke i Betragtning, om det af ham Foretagne i det givne Tilfælde er et hensigtsmæssigt Skridt i Sagen eller ikke.

§ 63.

Derimod indeholder Befuldmægtigelsen til at udføre en Retssag for en Domstol ikke Bemyndigelse til at foretage Noget, der gaar ud herover. Befuldmægtigelse til at udfore en Domssag bemyndiger saaledes ikke til at paaanke Sagen for hoicre Net, men derimod vel til at andrage om ny Foretagelse af Sagen ved samme Ret, ikke heller til at lade Dommen exekvere, oppebære det Tildømte eller til at foretage Arrest, Forbud eller andre Sikkerheds- handlinger. Ci heller indeholder Befuldmægtigelsen til at udføre en Domssag nogen Be- myndigelse til at forlige eller voldgive Sagen.

§ 64.

Ved andre Retshandlinger end Domssager blive Befuldmægtigelsens Virkninger at bestemme efter Retshandlingens Natur og Hensigt.

Befuldmægtigelse til at foretage Grekution indeholder faaledes fornøden Bemyndigelse til at modtage udlagt Gods. træffe Bestemmelser om dets Bestyrelse og Forvaring, fremme Tvangsauktionen, samtykke i Auktionskonditionerne, oppebære Auktionsprovenuet paa Partens Vegne m. m., faavelsom ogsaa til at modtage frivillig erlagt Betaling eller Fyldestgørelse af det Krav, hvorfor der gjores Ezekution.

Befuldmægtigelse til at varetage en Parts Tarv ved et Skifte indeholder Bemyn- digelse til at afgive alle til Skiftets Fremme fornødne Erklæringer i Partens Sted, selv om de gaa ud paa at opgive Rettigheder, faasom at stemme for Tvangsakkord, indromme Henstand, samtykke i Salg underhaanden m. m.

Befuldmægtigelse til at møde ved Arrest- eller Forbudsforretninger indeholder fornøden Bemyndigelse til at foretage alle de til Forretningens Fremme fornødne Skridt, stille og modtage Sikkerhed, tage fornøden Bestemmelse angaaende Bevaringen og Sikringen af Gjen- stande m. v.

Den, der har Befuldmægtigelse til at udføre nozen Retshandling af den i nær- van-ende Paragraf omhandlede Beskaffenhed, anses sewfolgelig ogsaa for tilstrækkelig bemyndiget

til at opretholde dm og tage til Gjenmcele, naar den for samme Ret søges ophcevet eller forandret.

Befuldmægtigelse til at give møde for den, mod hvem nogen Retshandling af den i nærværende Paragraf omhandlede Art er rettet, bemyndiger til at foretage alle Skridt, sig- tende til at forhindre, at der tillægges Retshandlingen Fremme, eller til at opnaa dens Ophcevelse af samme Ret.

§ 65.

Gr den, der ifolge Befuldmægtigelse møder for en Part under Retshandlinger af den i foregaaende Paragraf omhandlede Art, ikke Sagfører, anses han dog ikke for bemyndiget til at udføre de Tvistigheder, som maatte blive behandlede og afgjorte under Forretningen, medmindre han færlig er befuldmægtiget ogsaa hertil.

§ 66.

Indskrænkninger i den Bemyndigelse, som ifølge § 62, jfr. § 63, skal antages at roere indeholdt i Befuldmægtigelsen til at udfore en Domssag, have i Forhold til Modparten ingen Gyldighed.

Ved de i § 64 omhandlede Retshandlinger kan Befuldmægtigelsen med Virkning overfor Modparten indstrænkes til enkelte møder faavelsom til enkelte Retshandlinger.

§ 67.

Naar en Part til Sagens Udforelse samtidig benytter flere Sagførere eller andre Procesfuldmægtige, agtes enhver isoer af dem for bemyndiget til at foretage alle de proces- suelle Handlinger, som ifolge Befuldmægtigelsens Natur anses for indbesattede i den. Af- vigende Bestemmelser af Parten ere uden Virkning i Forhold til Modparten.

§ 68.

En Rettergangsfuldmægtigs Handlinger eller Undladelser ere, forsaavidt som de falde indenfor Bemyndigelsens Grcrndser, ligesaa bindende for Parten, som om de vare foretagne af denne felv.

Dog kunne Tilstaaelser eller andre Erklæringer om det Faktiske i Sagen, som frem- komme i de mundtlige Forhandlinger, tilbagekaldes eller berigtiges af Parten selv, naar dette ster strar og umiddelbart, efterat Partens Rettergangsfuldmægtig har talt.

§ 69.

Nettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse til at handle for en Part ophæves i Forhold til Modparten ikke derved, at Parten er dsd, kommen under Konkurs eller har mistet fin Myndighed til at raade over Sagen, ei heller derved, at Parten er bleven myndig til selv at raade over Processen, men kun ved en udtrykkelig Tilkendegivelse om Befuldmægtigelsens Ophor til Modparten eller dennes Rettergangsfuldmægtig.

§ 70.

Netten paafer paa embedsvegne, at den, der møder som Rettergangsfuldmægtig for en Part, er befuldmægtiget hertil.

Dog afkræves der ikke paa embedsvegne Sagførere Bevis for, at de ere befuldmæg- tigede for Parten, og naar deres Befuldmægtigelse bencægtes af Modparten, kunne de for- lange Udsættelse for at tilveiebringe det fornødne Bevis.

Andre Rettergangsfuldmægtige end Sagførere maa være i Stand til strar for Retten og Modparten at fore Bevis for Befuldmægtigelsen, da de ellers afvises.

§ 71.

Som tilstrækkeligt Bevis for Befuldmægtigelse til at møde i Rettergang anses en af vedkommende Part til Retsprotokollen afgiven Erklæring.

Naar skriftlig Fuldmagt benyttes, maa Partens Underskrift paa den i Landsretssager i det Mindste være attesteret af tvende Vitterlighedsvidner.

§ 72.

Naar en iøvrigt til at møde for en Part berettiget Person erklærer at ville varetage Partens Sag og forpligte sig til at tilveiebringe dennes Billigelse, og ingen Anden giver møde for Parten, kan han af Retten stedes hertil enten mod eller uden Sikkerhedsstillelse. Den Paagjældende har da inden Næste Retsmode eller dog inden en anden af Retten bestemt Frist at tilveiebringe Partens Godkjendelse af hans Handlinger; i modsat Fald afvises han og har at tilfvare Modparten de ved Retsmoderne foranledigede Omkostninger saavelsom muligt Tab ved Sagens Forhaling.

§ 73.

Naar en Rettergangsfuldmægtig afvises enten paa Embedsvegne eller efter Paastand, anses paagjældende Part for udebleven fra det Retsmode, hvori Afvisningen sinder Sted, medmindre Retten i Henhold til Lovens Bestemmelser udscetler Sagen, i hvilket Tilfælde Udeblivelse forsi antages at finde Sted, naar der ikke sker behorigt møde for Parten i det Retsmode, til hvilket Sagen er udsat.

§ 74.

Om end en Part iøvrigt lader sin Sag udfore ved en Rettergangsfuldmægtig, er han dog ikke udelukket fra selv at ytre sig under den mundtlige Forhandling, umiddelbart efterat hans Rettergangsfuldmægtig har talt.

§ 75.

Forholdet imellem Parten selv og hans Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig, saasom med Henfyn til Krav paa Godtgjørelse for Udlæg og Betaling for Arbeide, med Hen- syn til Berettigelsen til at tilbagekalde Fuldmagten eller til at frasige sig den m. v., be« dommes efter den hidtil gjældende Ret.

§ 76.

Alle Retsmøder ere offentlige; dog kan Retten ifolge Andragende fra nogen af Par- terne eller paa embedsvegne bestemme, at Dorene skulle lukkes og Tilhorerne fjernes, naar Sagens offentlige Forhandling kunde vcekke Forargelse eller medføre en Forstyrrelse af den offentlige Orden; i faadanne Tilfælde kan enhver af Parterne fordre, at der tilstedes tre af ham opgivne Personer Adgang, ligesom Rettens Formand kan tillade enkelte Andre at over- være Forhandlingerne. Domme afsiges altid i offentligt Mode.

§ 77.

Rettens Bestemmelse, at Dorene skulle lukkes, sker ved upaaankelig Kjendelse, efterat Parterne have havt Leilighed til at udtale sig. Kjendelsen afsiges offentligt.

Bestemmelse om, at Dorme stulle lukkes, kan træffes saavel ved Forhandlingens Be- gyndelse som i løbet af denne; den kan strax eller senere indstrænkes til en Del af For- handlingerne.

§ 78.

Retsmøder afholdes ikke om Son- og Helligdage, undtagen i paatrcrngende Tilfælde og selv da ikke i Tiden fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 4 Eftermiddag.

Rettens Formand afgjør uden Paaanke, om Tilfældet er paatrængende.

§ 79.

Af Retsskriveren fores en Sagliste, paa hvilken Sagerne optages i den Orden, hvori de indkomme.

For hver enkelt Retsdag afsattes af Rettens Formand med Retsskriverens Bistand en Retsliste, paa hvilken optages de Sager, som i Henhold til stedfundne Berammelser eller Udsættelser skulle komme for.

Retslisten indfores strax i en Protokol, i hvilken samtlige Retslister efterhaanden samles, og den bekjendtgjores ved Opslag i Retslokalet mindst 3 Dage forud for Netsdagen. Naar dertil er Anledning (jfr. nedenfor og § 172), kan der dog indtil Aftenen forinden denne gjores Forandring i eller Tillæg til Retslisten.

Rettens Formand afgjor, i hvilken Orden de Sager, der ere ansætte til Forhandling paa samme Retsdag, skulle foretages. Sager, som ikke naa at komme til Forhandling, overgaa uden videre paa Retslistm for næste Retsdag, medmindre Formanden bestemmer anderledes.

Rettens Formand er bemyndiget til at udslette en Sag af Retslisten og overfore den paa Retslisten for en af de paafolgende Retsdage, dog at Udfættelsen ikke overskrider en Uge, naar der er Grund til at antage, at Sagen enten af Hensyn til Rettens Forretninger, Dommerpersonalet eller andre Aarfager, saasom Forhindringer for Sagførere. Parter, Vidner, Synsmoend eller desl., ikke vil kunne forhandles paa den oprindelig fastsætte Tid. Oplysnin- ger i denne Henseende kunne baade mundtligt og skriftligt meddeles Rettens Formand, saavel under Retsmøder som udenfor disse.

Naar en Sag ifølge denne Paragraf overfores paa Retslisten for en folgcnde Rets- dag, lader Nettens Formand, for at forebygge forgjceves Moder, alle Vedkommende saa hurtigt som muligt underrette derom.

§ 80.

Naar Hensyn til Retspersonalet eller Rettens ovrige Forretninger kroever det, kan Formanden afbryde begyndte Netsmøder eller afsige eller udsætte berammede Netsmoder, hvorom da Underretning snarest muligt bliver at give alle Vedkommende.

Naar et Retsmode ophorer til fastsat Klokkestet eller ifolge Nettens Bestemmelse, fortsættes afbrudte Forhandlinger i det noeste paafølgende Retsmode, medmindre Rettens For- mand bestemmer anderledes. Afsiges eller udsættes et berammet Retsmode, overgaa Sagerne til det noeste Retsmode, der holdes, medmindre særlig Bestemmelse træffes om en anden Tid til deres Foretagelse.

§ 81.

Rettens Formand vaager over, at Forhandlingerne foregaa med den tilborlige Orden og værdighed. Han er til den Gnde berettiget til at afbryde og tilrettevise Parterne, Vidnerne

eller Andre, naar de tillade sig upassende Udla«delser eller utilbsrlige personlige Angreb, eller naar de gaa udenfor Sagen i deres Bevisforelse, Udvikling eller Beretning.

personer, der ved stoiende eller anden utilborlig Adfærd forstyrre Forhandlingerne eller tilsidesætte den Agtelse, som skyldes Retten, kunne udvises af Retslokalet. Bliver det i Henhold hertil nodvendigt at fjerne nogen af Parterne, kan Retten enten udscrite Sagen eller efter Modpartens Andragende bestemme, at den bortviste Part skal anses som udebleven

For Fornærmelser mod Retten eller nogen af de i samme Msdende, Ulydighed imod Formandens Paamindelser og Befalinger eller Uordener af mere strasværdig Natur end de ovenanfsrte, kan Retten ved en Kjendelse, der afsiges strar, paalægge Straf af Boder indtil 40 Kr. eller simpelt Famgfel indtil 8 Dage. Saadan Kjendelse er upaaankelig, og Retten kan, hvor den lyder paa Fængselsstraf, bestemme, at den oieblikkelig skal fuldbyrdes.

De Ordensstraffe, som paalægges i Henhold til denne Paragraf, medføre ingen Ind- strænkning i Adgangen til at drage den Skyldige til Ansvar efter Straffelovens almindelige Bestemmelser, hvor disse iøvrigt ere anvendelige.

Politiet er forpligtet til uvcegerlig og sieblikkelig at yde Retten Bistand til Udførelsen af denne Paragrafs Forstrifter.

§ 82.

De Forretninger, som ifølge denne Lov paahvile Formanden i Kollcgialretterne, ud- føres ved de Retter, som beklcrdes af en Enkeltdommer, af denne.

§ 83.

Angaaende alle Retshandlinger optages Beretning i Retsbogen. I Retsbogen indfores fsrft Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmodet.

2) De Personers Navne, der have fungeret som Dommere og som Protokolførere.

3) Sagens Nummer og Parternes Navne (Rubrum af Sagen).

4) De, der have givet møde i Sagen som Parter eller paa disses Vegne.

§ 84.

Retsbogen ffal indeholde en kort Fremstilling af Forhandlingernes Gang i Al- mindelighed.

Parternes Udviklinger og Vidners og Synsmomds Forklaringer optages ved Lands- retterne ikke i Retsbogen, men Protokolføreren har i en foerskilt Bog til Brug for Retten og efter Formandens ncrrmere Anvisning at optegne det væsentlige af Vidnernes og Syns- mandenes Forklaringer, uden at dog nogen Oplæsning for eller Vedtagelse af de Paagjoel- dende finder Sted.

Naar Vidners, Synsmcmds eller^Parters Forklaringer afgives for en anden Ret end den, for hvilken Hovedforhandlingen foregaar (§s 96, 181, 203 og 232), blive de i deres Helhed at indføre i Retsbogen samt at oplæse til Vedtagelse af de Paagjældende, jfr. § 224.

Ved Underretterne bliver det Væsentlige af Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng og af Vidners og Synsmomds Forklaringer at protokollere og derefter at op- lcefe til Vedtagelse, dog kun forsaavidt Sagens Gjenstand har en værdi af over 40 Kr.

§ 85.

Fuldstændigt optages i Retsbogen: Rettens Domme. Kjendelser og vvrige Beslutninger;

Parternes Paastande for Underretterne, samt for Landsretterne Indsigelser og Paa- stande vedrorende Sagens Formalitet efter § 175;

Forelagte Lovforslag m. m. 162

Nye Paastande og fakn'ste Anbringender, saavelsom Forandringer i, Tillæg til eller Opgivelser af tidligere fremsætte Paastande, Benægtelser, Indsigelser eller faktiske Anbringender, forfuavidt herom efter § 168, jfr. § 169, kan blive Spørgsmaal udenfor de skriftlige Sags- fremstillinger og Tillæg til samme;

De i § 194 omhandlede Indsigelser og Forlangender,

I Retsbogen gjøres fremdeles Bemcrrkning om Overleverelsen eller Fremlæggelsen af alle skriftlige Fremstillinger, Dokumenter. Breve, Forkyndelser, meddelelser og andre Aktstykker, som derhos blive at forsyne med Fremlæggelsespaategning.

§ 86.

Klagefkriftet, Parternes ovrige Skrifter og Sagsfremstillinger forblive i Rettens Arkiv. Dokumenter og Aktstykker, der benyttes som Bevis, tilbageleveres Parterne, naar Sagen er paadsmt, imod at disse til Retten indlevere bekræftede Gjenparter. Dog fordres ikke Gjen« part af Dokumenter, der kun ere Udskrifter af Embedsprotokoller, eller af Handelsboger, Regn- skabsbøger eller andre saadanne Dokumenter, som ere af særdeles betydeligt Omfang.

§ 87.

Retsbogen underskrives af den, der har fungeret som Formand, og af Protokolføreren.

§ 88.

Retsskriveren har at samle de enhver Sag vedkommende Dokumenter og bevare dem eller de Gjenparter, som ifolge § 86 afgives i Stedet for Originaler, der tilbageleveres.

Iøvrigt bestemmes det nærmere ved Anordning for enhver enkelt Ret, hvilke Boger der stulle føres ved den, samt hvorledes de skulle indrettes.

§ 89.

Parterne saavelsom enhver Anden, som deri har retlig Interesse, kan hos Retsskriveren forlange Udskrift af Retsbogerne samt af de øvrige ved Retten beroende og til Sagen horende Dokumenter, imod herfor at erlægge sportelmcessig Betaling.

Dersom Retsfkriveren ncrgter at meddele en forlangt Udskrift, kan den, som har be- gjoert en saadan, skriftlig fremsætte behorig begrundet Anke, der afleveres til Retsskriveren, som indsender denne med sin Erklæring til Retten, som derefter ved Kjendelse afgjør Spørgs- maalet. Mod denne Kjendelse kan der iværksoettes Besværing efter de almindelige Regler herom

§ 90.

Samtlige til Processens (derunder Bevisets) førelse fornødne Skridt iværkfættes af Parterne. En Indgriben af Retten finder kun Sted, saavidt Loven hjemler det.

§ 91.

Retssager forhandles mundtligt. Skrift anvendes kun, forsaavidt Loven hjemler det.

Ved den mundtlige Forhandling benyttes frit Foredrag; Oplæsning af skrevne Bevis- dokumenter, Fremstillinger eller Udviklinger tilstedes alene, hvor Loven hjemler saadant. Og- saa Beviser fremstilles, saavidt muligt, i frit mundtligt Foredrag; dog tillades Oplæsning, hvor det kommer an paa ordret Gjengivelse.

Naar Oplæsning skal sinde Sted, foregaar den enten ved Parten selv eller ved Protokolføreren efter Formandens Bestemmelse.

§ 92.

Retssproget er dansk. Ingen skriftlig eller mundtlig Henvendelse fra Parterne til hinanden eller til Retten maa ske i noget andet Sprog. afhorelse af Personer, der ikke ere det danske Sprog mægtige, foregaar ved Hjcrlp af en edsvoren Tolk; dog kan ved Underretterne Tilkaldelse af Tolk undlades, naar Parterne ikke gjøre Fordring herpaa. og Retten tiltror sig fornødent Kjendskab til det fremmede Sprog.

Dokumenter, der ere afsattede i fremmede Sprog, maa ledsages af en Oversættelse, der skal være autoriseret af en offentlig anjat Translateur, medmindre Parterne anerkjende dens Rigtighed.

Forhandling med og Afhorelse af Dove, Stumme og Dovstumme foregaar enten ved Hjcrlp af Personer, der ere kyndige i Tegnsproget, og som forud tages i Ed, eller ved skrift- lige spørgsmaal og Svar.

§ 93.

Rettens Formand leder de mundtlige Forhandlinger. Han giver Parterne Ordet i den Orden, hvori disse have at ytre sig, og han slutter Forhandlingerne, naar han anser de foreliggende Wmne for tilstrcrkkeligen droftet. Ordet kan fratages den Part, som ikke vil rette sig efter Formandens Ledelse, og han maa da boere det Tab, som kan følge heraf.

§ 94.

Enhver af Parterne er pligtig bestemt og utvetydigt at angive de Kjendsgjerninger, paa hvilke han ftotter sine Paastande, saavelsom bestemt og utvetydigt at erklære sig over de af Modparten anfsrte Kjendsgjerninger.

Om en ikke særskilt og udtrykkeligt benlægtet Kjendsgjerning skal anfes for indrsmmet eller bestridt, afgjor Retten efter et skjøn over Forhandlingerne i det Hele.

§ 95.

Retten skal ved hensigtsmæssige spørgsmaal til Parterne søge at fjerne Uklarhed, Tvetydighed eller Ufuldstcrndighed i Fremstillingen as Sagen og i andre afgivne Erklæringer og Oplysninger.

Det er endvidere Retten tilladt at stille spørgsmaal til Parterne, forsaavidt dette er fonwdent, for at deres Fremstilling af Sagen fuldstændig kan forstaas, eller d? fornødne Bestemmelser om Processens Gang, derunder Bevisets Forelse, kunne træffes.

Saavel Rettens Formand som dens enkelte medlemmer kunne stille spørgsmaal.

§ 96.

Retten kan efter Modpartens Paastand indkalde en Part til personligt møde for at besvare Spørgsmaal sigtende til Sagens Oplysning.

Er Parten syg eller paa anden Maade forhindret i at mode, eller vilde hans Frem« stilling for den Ret, hvor Sagen forhandles, medføre uforholdsmcrssige Omkostninger eller anden Ulempe, kan Retten, forsaavidt Parten befinder sig indenfor Landets Grænser, bestemme, at han skal afhores ved Underretten paa det Sted, hvor han opholder sig, over bestemt op- givne spørgsmaal, der ikke i Forreien maa meddeles ham; disse afsattes skriftligt af Retten eller af Modparten under Rettens Tilsyn og tilstilles derefter vedkommende Underret. Mod- Parten er berettiget til at give møde ved Afhoringen, om hvis Foretagelse han derfor skal nderrettes, og fremsætte yderligere spørgsmaal.

Enhver Part kan frivilligt fremstille sig under Bevisforhandlingen og begjære personlig at afgive sin Forklaring. Dette tilstedes ham i Almindelighed, medmindre Retten anser det for at være uden Nytte i Henseende til Sagens Oplysning. Den Part, der fremstiller sig for at afgive Forklaring, er pligtig at besvare de yderligere spørgsmaal, som Modparten eller Retten maatte gjøre ham.

§ 97.

Naar en Part, der er tilfagt til personligt Mode, uden oplyst lovligt Forfald ude- bliver, eller naar der ikke svares paa de ifølge de tvende foregaaende Paragrafer stillede spørgsmaal, eller Svaret ikke har tilstrækkelig Bestemthed, kan Retten fortolke Udeblivelsen, Tavsheden eller Ubestemthedcn paa den for Modparten gunstigste Maade og navnlig henholde sig til dennes Forklaring.

§ 98.

Retten kan paalægge en Pait at fremlægge Situationskort, Stamtavler, Grundrids, Tegninger og andre lignende Anfkueligheden befordrende Midler til Faktums Forstaaelse, naar Sagen ikke uden dette kan paademmes med tilstrækkelig Sikkerhed.

Vcrgrer Sagsogeren sig herved, kan Sagen afvises; er det Indstævnte, behandles han efter Reglerne i § 97.

§ 99.

Antager Retten, at der er Omstændigheder tilstede, som kunne medføre Afvisning paa Embedsvegne, kan den standse Forhandlingerne og opfordrer da Parterne kil at erklære sig over Afvisningsfpørgsmaalet.

Naar Afvisntngsdom ikke afsiges, fortsættes derefter Forhandlingerne.

§ 100.

Ved Klageffriftets meddelelse til Modparten anses Sagen for anboengiggjort. ligesom en Modfordring er at anse som anhomgiggjort ved meddelelsen af det Tilsvarsfkrift, hvori den fremfættes, forsaavidt der paastaas felvstændig Dom for samme.

Indtil Sagfsgeren mundtligt har nedlagt sin Paastand og har fremlagt sin Sags- fremstilling i Retten, forsaavidt en faadan er nodvendig, staar det ham frit for at harve Sagen, imod til den Sagsogte at udrede Erstatning for Uleilighed, Udgifter og Tidsspilde, dog at Sagsogeren ikke drrved kan forhindre, at der gives den Sagsogte Dom for Modfordringer. Efter det anforte Tidspunkt kan Sagsogeren derimod ikke ensidig hæve Sagen.

§ 101.

Ved Sagens Nnhængiggjørelse begrundes Ret for Modparten til at fremsætte Mod- fordringer, forsaavidt som disse enten have forkes Oprindelse med Hovedfordringen eller dog i Mangel heraf ere udjcevnelige (komputable) med den. Der kan gives felvstoendig Dom for Modfordringen.

Under Proceduren behandles Modfordringen aldeles som en Bestanddel af Indstævntes Forsvar. Den fremfættes og forhandles i Forbindelse med hans Indsigelser paa samme Maade som disse. Dog kan Retten udove den samme ved § 102 tillagte Myndighed ogsaa med Hensyn til Modfordringer.

§ 102.

Retten kan bestemme, at ftere for den svcevende Retssager imellem de samme Parter skulle forhandles i Forbindelse med hverandre. Samme Myndighed har Retten ogsaa med

Henfyn til Retssager imellem forfkjellige Parter, naar søgsmaalenes Forening ikke vilde stride imod § 42.

Gre flere søgsmaal forenede under een Retssag, kan Retten anordne, at en Adskillelse skal finde Sted, og at et eller flere af søgsmaalene forhandles og paadømmes særfkilt.

Frembyder Sagen flere Stridspunkter, kan Retten bestemme, at Forhandlingerne fore« lobigt skulle indffrænke sig til et eller nogle af disse; enkelte søgsmaalsgrunde eller enkelte Indsigelser kunne som en følge heraf gjøres til Gjenstand for særskilt Procedure.

§ 103.

Er et Retsforhold, hvis Fastsættelse vil faa Indflydelse paa Sagens Udfald, Gjenstand for en ved samme eller en anden Ret svævende Retstrætte, eller er det indbragt til Afgjørelse ved administrativ Myndighed, kan Retten enten efter Paastand eller paa Embeds Vegne be- stemme, at Sagens Forhandling i det Hele eller tildels skal udslettes, indtil hin Retstrætte er paadømt, eller den administrative Afgjørelse er truffen.

§ 104.

Opftaar der under en Sag Mistanke om en begaaet strafbar Handling, eller de allerede er begyndt en Forunderføgelse mod en af Sagens Parter, kan Retten udfætte For- handlingen, indtil Straffesagen har fundet sin Afgjørelse.

§ 105.

Ved Udøvelse af den i §§ 102—104 hjemlede Myndighed har Retten at virke hen til, at den størst mulige Orden, Klarhed og Simpelhed i Forhandlingerne opnaas,

§ 106.

De i §§ 98, 99, 102, 103 og 104 omhandlede Bestemmelser kunne træffes paa ethvert Trin af Forhandlingerne, ligesom de kunne tilbagekaldes, naar Retten anser dette for hensigtsmcessigt.

Retten anordner det Fornødne med Hensyn til Udsættelse af Sagen, naar den be- nytter sin i §§ 98, 99, 102, 103 eller 104 omhandlede Myndighed.

§ 107.

De i §§ 98, 99, 102, 103 eller 104 indeholdte procesledende Bestemmelser ere ikke Gjenstand for Retsmidlers Anvendelse.

§ 108.

Forkyndelser og andre processuelle meddelelser skulle, forjaavidt ikke Loven eller Par- ternes Overenskomst medfører Undtagelse, foregaa ved en Stævningsmand. Denne har ved Fonetningens Udforelse som Vidne at tiltage en anden Stævningsmand eller, saafremt Tiden ei tillader at faa en saadan tilkaldt (§ 109 næstsidste Stykke), en god Mand.

Enhver bestikket Stævningsmand kan med fuld Retsvirkning iværksætte Forkyndelser og meddelelser under Iagttagelse af de i Loven givne Forskrifter. Gyldigheden af det Fore- tagne svcrkkes ikke derved, at Stævningsmanden har handlet udenfor den Retskreds, i hvilken han er anfat.

§ 109.

Dei, der skal forkyndes eller meddeles, maa foreligge i skriftlig Udfærdigelse.

Parten kan begjære Foretagelsen af Forkyndelser og meddelelser enten umiddelbart hos en Stævningsmand eller, forsaavidt Forkyndelsen skal ste paa et andet Sted end det, hvor Parten opholder sig, igjennem vedkommende Underdommer, som imod Forudbetaling af alle dertil medgaaende Udgifter er pligtig at besorge Begjæringen videre til en Stævningsmand.

De for en Retskreds bestikkede Stævningsmænd ere pligtige at beferge alle For- kyndelser og meddelelser indenfor Retskredsens Gramfer. Dog maa en Stævningsmand ikke paatage sig Forretningen eller deltage i samme, naar nogen af Parterne er hans Wgtefælle eller er ham beflcrgtet eller befvogret i den lige op- eller nedstigende Linie eller i fsrfte Side- linie, eller han selv er Part i Sagen eller af dens Udfald kan have Skade eller Fordel.

Begjæringer om Forkyndelser og meddelelser skulle efterkommes snarest muligt og i Byerne senest inden 24 Timer og paa Landet senest inden 48 Timer efter Modtagelsen.

Vedkommende Part kan forlange, at Stævningsmanden skal undertegne en ham forelagt skriftlig Tilftaaelse for, at han til den angivne Tid har modtaget Begjæringen.

§ 110.

Ved Anordning gives der en Instrux samt de fornødne Difciplinarbestemmelser for Sicevningsmænd.

§ 111.

Om Forkyndelsers eller meddelelsers Iværksættelse gjælde folgende Regler:

a) Dersom Vedkommende har Bopæl indenfor Kongerigets Grcrnser, kan Forkyndelsen eller meddelelsen gyldigen ste der; er han tilstede, for ham selv personlig; men angives han at være fraværende — i hvilket Tilfælde det i Paategningen bor opgives, om Fraværelsen er begrundet i Bortreise, og i faa Fald tillige, hvor han antages at opholde sig —, da for hans ZGgtefælle, Bsm over 18 Aar, Tjenestefolk eller andre til Husstanden horende voxne Personer, som ere der tilstede; ere saadanne ikke at antræffe, for hans Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbeidsherre, forsaavidt som denne der træffes tilstede.

Har den Paagjældende ikke Bopæl indenfor Kongerigets Grcrnfer, kan Forkyndelsen eller meddelelsen ste paa hans midlertidige Opholdssted i Riget; trcrsses han der tilstede, for ham selv personlig, men i modsat Tilfælde for dem, hos hvem han er til Hufe.

b) Forkyndelse eller meddelelse til Vedkommende personlig er altid gyldig, selv om han antræffes udenfor sin Bopæl eller sit Opholdssted; dog maa Forkyndelsen eller med- delelsen isse ske i Kirken eller paa andet Sted, medens Gudstjenesten eller kirkelige Handlinger der foregaa.

§ 112.

Den Stævningsmand, af hvem Forretningen udføres, skal bestrcebe sig for at iværk- sætte Forkyndelsen paa en af de i foregaaende Paragraf angivne Maader, og han har til den Hensigt ikke blot at handle efter det, som af den forkyndende Part opgives ham, men han bor selv efter bedste Evne fsge alle fornødne Underretninger.

Har han ikke kunnet iværkfcrtte Forkyndelsen eller meddelelsen paa nogen af de i foregaaende Paragraf angivne Maader, skal han i Forbindelse med den anden Stævningsmand paatcgne Udfærdigelsen (§ 88) Attest herom og strax overlevere den til Politiet, der skal søge snarest muligt at ircrrksætte Forkyndelsen eller meddelelsen. Lykkes dette ikke, fordi Paagjcel- dende ikke befindes at have Bolig eller Opholdssted i Retskredsen og ei heller personlig an- træffes der, har Politiet at tilbagegive Udfærdigelsen til Parten med Paategning om det

Stedfundne samt om, hvad der er Politiet bekjendt angaaende Paagjældendes Bolig eller Opholdssted.

Gaar Politiets Opgivelse ud paa, at Paagjældende har Bopæl eller Opholdssted andetsteds i Riget, bliver Forkyndelsen at iværkfætte der i Overensstemmelse med de foran- staaende Regler. Ser Politiet sig ikke istand til at opgive Paagjældendes Bopæl eller Op- holdssted inden Riget, og kan det beller ikke opgives, om og hvor Paagjældende har Bopæl i Udlandet, er Parten berettiget til at lade Forkyndelsen eller meddelelsen ske ved 3 Gange gjentagen Indrykkelse i den almindelige Tidende, som ved kgl. Anordning bestemmes til rets- lige Pekjendtgjørelser, hvorhos dog bliver at iagttage, at dersom det af Parten vides eller af Politiet er opgivet, hvor Paagjældende for Tiden opholder sig i Udlandet, skal Udfærdigelsen tillige tilstilles ham pr. Post i betalt Brev, der skal anbefales.

§ 113.

Har det været Parten bekjendt, at Paagjældende har Bopæl i Udlandet, eller inde- holder Politiets Paategning Angivelser, gaaende ud herpaa, skal Forkyndelsen eller meddelelsen, uanset Bestemmelserne i foregaaende Paragrafs Slutning, altid foretages paa den ved Stedets Love hjemlede Maade. Parten kan fordre, at Retten skal udstede de i saa Henseende for- nodne Begjæringer til paagjældende fremmede Myndigheder. Skulde disse vcegre sig ved at iværksætte Forkyndelsen eller meddelelsen, er Parten berettiget til at gaa frem paa den i Slutningen af foregaaende Paragraf angivne Maade.

§ 114.

Parterne kunne vedtage, at et opgivet Sted skal agtes for Bopæl, og dette bliver da, forsaavidt der foresindes Personer, som enten ifolge § 111 ere pligtige at modtage Forkyn- delsen eller erklære sig for befuldmægtigede hertil ved Anvendelsen af de foregaaende Regler, at behandle som den virkelige Bopæl.

§ 115.

Den til Forkyndelsens eller meddelelsens Foretagelse antagne Stævningsmand behsver ikke at godtgjore sin Bemyndigelse til den enkelte Forretning for den eller dem, til hvem Forkyndelsen eller meddelelsen ster.

De Personer, for hvem Stævningsmanden i medfør af de foregaaende Bestemmelser mener at burde foretage Forkyndelsen eller meddelelsen, kunne i Reglen ikke vcegre sig ved at modtage den. Ubefoiet Ncægtelse medfører Forpligtelse til at betale Udgifterne ved Forret- ningen. Stævningsmanden har derhos i heromhandlede Tilfælde strar at opfordre Politiet til at overtage Forkyndelsen eller meddelelsen; den, der ubefoiet har ncægtet at modtage Forkyn- delsen eller meddelelsen, skal da endvidere betale Politiet en passende af Politimesteren fastsat Godtgjørelse for den foraarsagede Uleilighed.

§ 116.

De Personer, for hvem Forkyndelsen eller meddelelsen ifølge § 111, ifr. § 114, soregaar. naar rette Vedkommende ikke træffes, ere Pligtige at underrette denne om det Sted- fundne, naar det kan ste uden Udgift eller Besvær. Tilsidesættelse af denne Pligt medfører Erstatningsansvar.

§ 117.

Naar Stævningsmænd og Parter have iagttaget de i §§ 111—115 givne Negler, anses Forkyndelsen eller meddelelsen for lovlig, uagtet den ikke ved de trufne Foranstaltninger maatte komme til Paagjældendes Kundskab.

§ 118.

Forkyndelser og meddelelser skulle foregaa imellem Kl. 7 Morgen og Kl 8 Aften. Paa Son- og Helligdage maa de ikke foregaa i Tiden fra Kl. 9 Frm. til Kl. 4 Gftm.

§ 119.

Det, der skal forkyndes eller meddeles, maa overgives Stævningsmændene i dobbelt Udfærdigelse.

Naar de til Forkyndelsens eller meddelelsens Iværksættelse befalede Skridt ere fore- tagne, forsyner Stævningsmanden og den, der har vieret ham behjælpelig, begge Eremplarer med Paategning herom. Det ene Gxemplar overgives til den eller dem, for hvem Forkyn- delsen eller meddelelsen ster, og det andet Gxemplar tilbagegives den, der har begjært For- retningen.

Paategningen skal indeholde fornøden Angivelse af Dag og Time, paa hvilken, Stedet, hvor, og Personerne, for hvem Forkyndelsen eller meddelelsen er jket. Naar Forkyndelsen eller meddelelsen ikke er stet til Vedkommende selv, skal det tillige i Paategningen bemcrrkes hvorledes man i denne Anledning har forholdt sig.

Paategningen afgiver Bevis for det, som ifolge den er passeret; dog er Modbevis ikke udelukket.

Benyttes Avisbekjendtgjørelse, er det ikke nodvendigt, at Udfærdigelsen, der skal for- kyndes eller meddeles, optages fuldstændigt, men det er tilstrækkeligt, at dens Indhold meddeles i Udtog, samt at det bemcrrkes, at Udfærdigelsen selv henligger til Modtagelse paa vedkommende Rets Skriverkontor. Det maa udtrykkeligt udtales i Bekjendtgjørelsen, at Forkyndelsen eller meddelelsen forgjceves er søgt iværksat paa den i denne Lovs s§ 111 og 112 bestemte Maade. Det fomsdne Bevis for dens Foretagelse fores ved Fremlæggelse af paagjældende Numre af Tidenden.

Sker meddelelse pr. Post, har vedkommende Postembedsmand paa Forlangende at forsyne det ene Gxemplar, forinden det tilbagegives den, der har begjært Afsendelsen, med Paa- tegning om, at et ligelydende Gxemplar er afsendt til nærmere betegnet Adresse i betalt og anbefalet Brev. Paategningen indeholder Bevis for det Stedfundne, indtil Modbevis fores.

§ 120.

Benytte begge Parterne Sagførere til at udfore Processen, kunne Forkyndelser og meddelelser, der forefalde under Sagens Gang, ske umiddelbart fra den ene Sagfører til den anden, uden Stævningsmænds Mellemkomst, blot imod simpelt Modtagelsesbevis.

Forkyndelsen eller meddelelsen kan gyldigen afleveres paa Sagførerens Kontor til enhver Tid, dette er aabent, og Modtagelsesbeviset kan udstedes af Sagførerens der tilstede- værende Fuldmægtige eller andre Kontorbetjente.

§ 121.

Naar en Bestemmelse med Hensyn til Sagens videre Foretagelse eller Proceshand- lingers Iværkfcrttelse træffes af Retten i et behørigt afholdt Mode, er ingen færlig Forkyndelse eller meddelelse nodvendig; men alle Vedkommende, som have vieret Pligtige at mode, antages herved at have erholdt fornøden Underretning.

§ 122.

meddelelser, som udgaa fra Retten, ste paa den Maade, Retiens Formand i hvert enkelt Tilfælde anser for hensigtsmæssig, og uden at hans Bestemmelser herom ere Gjen- stand for Paaanke. Det er ham tilladt at tilstille meddelelsen pr. Post.

§ 123.

Klageskriftet, den endelige Dom samt de Skrifter, hvorved Retsmidlernes Anvendelse indledes, maa altid meddeles eller forkyndes paa den i §§ 108—119 bestemte Maade og i Reglen for vedkommende Part, om endog han under Processen er eller har været repræ- senteret af en Sagfører eller Andre.

§ 124.

Indkaldelser og meddelelser til Militcrre, hvilke med de af Forholdets Natur flydende Lempelser blive at iværksætte efter de i dette Kapitel givne Regler, skulle tillige anmeldes for Afdelingschefen, som foranlediger Paagjældendes Møde for Retten, hvor Saadant gjores fornøden:.

§ 125.

Enhver Part har at betale de Omkostninger, som foranlediges ved processuelle Skridt, der af ham begjæres eller sættes i Bevcegelse, dog med Forbehold af Ret til at faa dem er- stattede af Modparten ifolge nedenstaaende Regler.

Omkostningerne ved processuelle Skridt, som Retten anordner, kunne forelsvig kroeves betalte enten af den Part, i hvis Interesse Retten anser det Foretagne for at være, eller af begge Parter i det af Retten bestemte Forhold.

§ 126.

Den tabende Part er Pligtig at erstatte Modparten de ham ved Retssagen paafsrte Udgifter, forsaavidt ikke Parten maa anses selv at have truffet en anden Overenskomst.

Udgifter, der ikke have været fornødne for Sagens forsvarlige Udforelse, erstattes ikke. Hvilke Udgifter der i det givne Tilfælde have været fornødne, afgjor Retten ifolge et frit skjøn. Belovet ansættes under Et til en rund Eum, saaledes at de virkelig fornødne Ud- gifter saavidt muligt erstattes fuldt ud.

Den Omstændighed, at enkelte søgsmaalsgrunde eller Indsigelser ved den endelige Dom forkastes eller enkelte Beviser anses for ikke at oplyfe Noget i Sagen, medfører ikke i og for sig, at de herpcia anvendte Udgifter skulle som ikke fornødne udelukkes fra Erstatning.

§ 127.

For tabende agtes den Part, som efter Processens Anhcrngiggjørelse hæver Sagen, afstaar fra sin Fordring eller anerkjender Modpartens Fordring.

Dette gjælder dog ikke, forsaavidt Sagsogte lovlig har tilbudt Sagsogereu, hvad der kan tilkomme denne, men Sagsogeren bor da erstatte Sagsogte Udgifterne ved den derefter faldende Del af Procesfen.

§ 128.

Naar Sagen i det Hele afvises, betragtes den med Hensyn til Procesomkostninger som tabt af Sagssgeren.

Forelagte Lovforslag m. m. 163

§ 129.

Procesfæller hcefte folidarist for Procesomkostningerne. Dog kan Retten, naar Om- stændighederne tale derfor, paalægge en enkelt eller enkelte af dem at udrede visse Dele af Omkostningerne.

§ 130.

Forsaavidt en Sags Udfald er gjort afhængig af den ene Parts Ed, bliver den ogsaa i Henseende til Procesomkostningerne at betragte som vunden eller tabt af ham, eftersom Eden aflægges eller ikke.

Dog kan Netten, naar en Part har tilveiebragt en saadan Sandsynlighed for et af ham fremsat Anbringendes Rigtighed, at det paa Grund heraf ved Dommen paalægges Mod- parten edelig at fragaa det. fritage den Bevispligtige for at erstatte Modparten Procesom- kostningerne, uanset at denne maatte astægge Eden.

§ 131.

Naar hver ifær af Parterne for en Del taber og for en Del vinder Sagen, blive Processens Omkostninger at ophceve eller at dele i det af Retten bestemte Forhold.

Dog kan Netten paalægge en Part at erstatte Modparten Processens Omkostninger, naar dennes Paastand kun i en mindre betydelig Grad har overskredet det Tilkjendte og ingen sårskilte Omkostninger ere foranledigede ved Overskridelsen.

§ 132.

Den Part, som ved Anvendelse af Retsmidlerne (Paaanke, Besværing eller ny Fore- tagelse af Sagen) ikke opnaar nogen Forandring af Dommen eller Kjendelsen, anses forsaa- vidt som tabende og har derfor at erstatte Modparten de ved Retsmidlets Brug foraarsagede Omkostninger.

§ 133.

Opnaas der ved Anvendelsen af Retsmidlerne (Paaanke. Besværing eller ny Fore- tagelse af Sagen) en Forandring i den faldne Dom eller Kjendelse, bliver der med Hensyn til Omkostningerne ved Retsmidlets Gi'ennemforelse saavelsom med Hensyn til Omkostningerne ved Sagens tidligere Behandling, forsaavidt herom skal træffes Afgjørelse, i Reglen at for- holde efter de i §§ 126 og 131 givne Regler og Omkostningerne enten at paalægge Mod- parten eller at ophæve eller dele, dog at Netten paa Grund af færlige Omstændigheder skal veere berettiget til at bestemme anderledes.

Naar Hovedsagens Behandling som en følge af den i Anledning af Retsmidlet trufne Afgjørelse skal fortsættes, kan Afgjørelsen af spørgsmaalet om Omkostningerne saavel ved Retsmidlets Anvendelse som ved Sagens tidligere Behandling opsættes til den ende- lige Dom.

§ 134.

Den Part, som ved tilregnelig Feil eller Forssmmelse har foranlediget spildte Moder, ufornvdne Udsættelser, unyttig Bevisførelse eller andre oveiflodige og hensigtslose processuelle Skridt, er, selv om han Iøvrigt vinder Sagen, pligtig at erstatte Modparten de ham derved foraarfagede Udgifter.

§ 135.

Angaaende Omkostningerne ved enkelte Proceshandlinger eller Procesafsnit kan der straz træffes Afgjvielse af Retten, naar saadan Afgjerelse, faasom i de i foregaaende Paragraf

omhandlede Tilfælde, er uafhcrngig af Hovedsagens Udfald; saadan ssrflilt Afgjørelse kan gjores til Gjenstand for Besværing til Høiere Ret. Er særflilt Afgjørelse ikke tilforn truffen, gives der i den endelige Dom de fornødne Bestemmelser om saadanne enkelte Proceshandlinger og Procesafsnit.

§ 136.

Sagførere og andre Rettergangsfuldmægtige kunne ifølge paagjældende Parts Paastand under Hovedsagen dommes til at bære de Omkostninger, som de ved pligtstridig Opfsrfel have foraarsaget. Den, der nedlægger saadan Paastand, skal drage Omsorg for, at der gives Sag« føreren eller Rettergangsfuldmægtigen fornøden Leilighed til at udtale sig om den.

§ 137.

Bestemmelsen i foregaaende Paragraf er ogsaa anvendelig paa Dommere i underord« nede Instantfer, naar Hovedsagen indbringes for Høiere Ret, dog saaledes at den Dommer, over hvem Paastanden agtes nedlagt, skal underrettes herom, samtidigt med at Ankejkriftet tilstilles Modparten. Dommeren er da berettiget til at give mede for den hoiere Ret og fremføre sit Forsvar. I Tilfælde af Besværing er det tilstrækkeligt, at Paastanden over Dommeren optages i Besværingsstriftet eller i den Tilforsel i Retsbogen, der troeder i Stedet for dette (§ 321).

§ 138.

En Udlcending er, naar han optræder som S?agfoger, og der af Sagfsgte fremsættes Forlangende derom i det i § 163 nævnte Retsmode, pligtig til inden en af Netten bestemt Frist at stille en efter dens skjøn passende Sikkerhed for de Procesomkostninger, som det kan blive paalagt ham at tilsvare Sagssgte. Over Rettens Afgjorclse i denne Henseende kan der finde Besværing Sted.

§ 139.

Fri Proces kan meddeles, naar:

1) den Paagjældendes Forfatning er faadan, at han ikke uden at favne det Noovendige til sin og Families Underholdning eller til Fortsættelse af sin Næringsdrift kan af- holde de med Sagens Udførelse forbundne Omkostninger og Udgifter, hvorom i Al- mindelighed skal tilveiebringes Attester, i Kjøbenhavn fra vedkommende Rodemester og udenfor Kjøbenhavn enten fra vedkommende Vyraad (Sogneraad) eller fra Prceft eller Underovrighed;

2) det efter de Oplysninger, som kunne haves om Sagens Beskaffenhed, er at formode, at Paagjældende har rimelig Grund til at procedere;

3) det i Tilfælde, hvor Forligsmægling ved Forligskommissionen skal finde Sted, ved Attest fra denne oplyfes, at Paagjældende ikke under den befalede Forligsmægling har vist sig uvillig til Sagens mindelige Afgjørelse.

§ 140.

Ved meddelelse af fri Proces opnaas: 1) Fritagelse for Betaling af Retsgebyr og for Brug af stemplet Papir.

2) Fritagelse for Udgifter til Stævningsmænd, til Brevporto og Avisbekjendtgjørelser samt til Reifeudgifter, Diceter og anden Betaling til Vidner, Syns- og skjøns- mænd o. desl., hvilke Udgifter i saa Fald afholdes af det Offentlige.

3) Underftsttelse ved Beskikkelse af Sagfører til uden Vederlag af Parten at udfore Sagen, forsaavidt faadan Sagførerhjcrlp ikke stjonnes at være unodvendig.

4) meddelelse uden Betaling af de Udskrifter og Beskrivelser, som maatte behoves. meddelelse af fri Proces har ingen Indflydelse paa Forpligtelsen til at erstatte

Modparten Procesfens Omkostninger, ligesaalidt som paa dennes Forpligtelse til at udrede Procesfens Omkostninger i samme Omfang, som om fri Proces ikke var meddelt.

§ 141.

Andragende om at erholde fri Proces fremsættes skriftligt, forsaavidt Underrets- og Landsretssager angaar, for Formanden i vedkommende Landsret og, forsaavidt Hoiesteretssager angaar, for Hoiesterets Formand.

Bevilges Andragendet, har vedkommende Formand efter Omstcrndighederne at beskikke en Sagfører til at udfore Sagen og træffe de videre fornødne Bestemmelser.

§ 142.

Den givne Tilftaaelse af fri Proces bortfalder, naar Parten dor. Den kan tages tilbage, naar de Forudsætninger, under hvilke den er meddelt, vise sig ikke at være tilstede eller at være bortfaldne.

§ 143.

meddelelse af fri Proces udftrcrkker sine Virkninger til hele Sagen i den Inftants, derunder til den for at opnaa ny Foretagelse af Sagen for samme Ret foreskrevne Proce- dure, samt til Ezekutionen.

Naar Retshandlinger skulle foretages efter Vegjæring af udenlandsk Myndighed, be- skikkes der af Rettens Formand, saavidt fornødent gjøres, Sagførere til at varetage Parternes Tarv, og Sagen behandles forelobig, som om fti Proces var meddelt, men Regning indgives til vedkommende udenlandske Myndighed over Retsgebyrer, Stempelafgifter og andre af Sa- gen flydende Omkostninger samt over de Salærer, Retten finder, at der tilkommer de beskik- kede Sagførere.

§ 144.

Imod Afgjørelser, hvorved fri Proces tilftaas, haves intet Retsmiddel; imod af- gjørelser, ved hvilke den ncægtes eller tages tilbage, kan Besværing til Hoiefteret finde Sted.

§ 145.

Justitsministeriet skal i samme Omfang som hidtil være berettiget til ogsaa udenfor de i § 139 opstillede Betingelser at anordne, at fri Proces skal tillægges offentlige Myndig- heder, Stiftelser, Embedsmænd m. m., og det paahviler derfor vedkommende Retsformand (s 141) at iagttage det fornødne til Udforelsen heraf.

§ 146.

skjønnes det, at en Part uden nogen rimelig Grund har anlagt Retssag eller an- vendt Retsmidler eller sat sin Modpart i den Nodvendighed at anlægge Retssag eller anvende Retsmidler, bliver han herfor ved den endelige Dom i Sagen at anfe med Boder fra 40 til 400 Kr.

§ 147.

Samme Straf idommes for at have brugt opdigtede Udsættelsesgrunde eller andre Udflugter til at forhale Sagen eller til at stille Modparten ved hans Ret, faavelsom for ikke at have givet behorigt møde ved den befalede Forligsmægling.

§ 148.

De i §§ 146 og 147 givne Straffebestemmelser medføre ingen Indjkrænkning i Adgangen til ai drage den Skyldige til Ansvar efter Straffelovens almindelige Bestemmelser, hvor disse iøvrigt ere anvendelige.

§ 149.

Straf i Henhold til §§ 146 og 147 kan ved Dommen i Hovedsagen paalægges ikke blot Parten, men ogsaa hans Rettergangsfuldmægtig eller efter Omstændighederne begge, forsaavidt det maa antages, at de ere skyldige eller medskyldige i det stedfundne ulovlige Forhold.

§ 150.

Sagførere, der ved opdigtede Udsættelsesgrunde eller andre Udflugter forhale Retssager, anses ved den endelige Dom med Boder fra 80 til 800 Kr. For andet ulovligt Ophold af Sagen anses de med Boder fra 20 til 400 Kr.

§ 151.

For stjodeslos eller forsømmelig Adfærd i Udforelsen af Retssager, saavelsom for Efterladenhed i at fremme Retssager, der ikke falder ind under Bestemmelserne i den fore- gaaende Paragraf, anses Sagføreren ved den endelige Dom med Boder fra 20 til 400 Kr.

§ 152.

Ogsaa for andre Pligtovertr«edelser, voere sig overfor Modparten eller overfor Man- danten, end de i foregaaende Paragrafer omhandlede, kan Sagføreren straffes under Hoved- sagen, naar Straffen ikke overstiger Boder og ingen sirrlig Bevisforelse udfordres for at oplyse det strafbare Forhold.

§ 153.

De i dette Kapitel omhandlede Straffe idommes paa embedsvegne, naar Retten af det i Sagen Foregaaede kan skjønne, at Betingelserne for Straffens Anvendelse ere tilstede.

§ 154.

Gjenstand for tvungen Forligsmægling ere alle borgerlige Domssager i fsrste In« stants. Dog er Forligsprøve ei fornøden:

a) naar Sagsogte ikke har Bopæl her i Landet;

d) naar Modfordringer gjøres gjældende, om endog felvftændig Dom for dem paastaas;

e) naar exekutivproces anvendes, jfr. § 382.

§ 155.

I Underretsfager foregaar Forligmæglingen ved Retten paa den Maade, som hidtil har vårret gjældende med Hensyn til private Politifager.

§ 156.

I Landsretssager foregaar Forligsmcrglingen ved Forligskommissionen under Iagtta- gelse af de hidtil herom gjældende Regler.

§ 157.

Selv om der ikke fremsættes Formalitetsindsigelser hentede fra Mangler ved Forligs- mæglingen, har Retten ved Begyndelsen af den mundtlige Forhandling og forinden Realitets- proceduren af egen Drift at underfsge, om bebsrig Forligsmcrgling har fundet Sted. Be- findes dette ikke at være Tilfældet, bliver Sagen at afvise eller efter Rettens nærmere Be- stemmelse at udfætte, for at behørig Forligsmægling kan finde Sted.

Naar overhovedet Forlig har været forsogt i Anledning af Sagen, er ForligMagens Indhold ikke til Hinder for en senere Udvidelse eller Forandring af søgsmaalsgrunde eller Paastande.

§ 158.

De lovbefalede følger af Indstævntes Udeblivelse fra Forligsmcrglingen eller af Man« gel af personligt møde ved den gjøres forst gjældende ved den endelige Dom.

§ 159.

Processen indledes med Sagssgerens Klagefkrift. Dette skal indeholde: ^) Sagsogerens Navn og Bopæl samt den af ham antagne Sagførers Navn og Bopæl eller en Crklæring om, at ingen Sagfører agtes benyttet; Sagfogtes Navn og derhos hans Bopæl eller Opholdssted, forsaavidt den eller det vides. Fremdeles skal nævnes en person,

boende paa det Sted, hvor Sagen anlægges, til hvem alle processuelle meddelelser kunne gjøres med samme Virkning, som om de vare gjorte til Sagssgeren selv. Undladelse af dette bevirker, at saadanne meddelelser gyldigen kunne afgives paa Rettens Skriverkontor.

b) Angivelsen af den Paastand, Sagssgeren agter at nedlægge, i Forbindelse med en tilstrækkelig og tydelig Fremstilling af de faktiske Omstændigheder, hvorpaa Sagsogeren støtter den.

o) Opfordring til Sagssgte til at Møde for den i Klagestriftet benævnte Ret paa den Dag, wm Rettens Formand ved Paategning paa Klagestriftet bestemmer. — Sagsogeren maa drage Omsorg for, at Forkyndelsen iværksættes saa betimeligt, at Sagssgte faar den fulde Varselsfrist (§161).

med Klagestriftet maa følge bekrceftet Gjenpart af de Dokumenter, ved hvilke Sag- ssgeren vil bevise sin Paastand, samt Tilbud om at forevise Sagssgte Originalerne, der til denne Hensigt maa henlægges paa Rettens Skriverkontor i en nærmere angiven Tid af mindst 8 Dage umiddelbart efter Klagestriftets meddelelse. Ved Dokumenter af betydelige« Omfang, saavelsom hvor det Iøvrigt er forbundet med færegen Vanskelighed eller Bekostning at tage Gjenpart, bortfalder Forpligtelsen til at tilstille Modparten Gjenpart, og Tilbud om at fore- vise Originalen er tilstrækkelig.

Tillige skal Klagefkriftet være bilagt med Bevis for, at Forligslovgivningen er efterkommet.

§ 160.

Klagefkriftet indleveres til Retten, for at denne kan beramme Dagen, da Sagen skal foretages. Efterat der er gjort Paategning herom paaKlazestriftet, tilbagegives dette til Sagfsgeren til videre Foranstaltning, og Saam opføres paa Rettens Sagliste (§ 79).

§ 161.

Ved Berammelsen af den Dag, da Sagen skal foretages (tægtedagen), er at iagt- tage, at der gives Eagssgeren den fornødne Tid til at besørge Klagestriftets meddelelse til den Sagssgte med behørigt Varsel. Bor eller opholder den Sagfsgte sig i Landsretskred- sen, bsr Klagestriftet meddeles ham senest 14 Dage, og hvis han bor eller opholder sig udenfor Kredsen, men dog inden Kongerigets Grcrnser (heri ikke indbesattet Kolonierne og Bilandene), senest 3 Uger fsr det til Sagens Foretagelse berammede Retsmode. Bor eller opholder han sig udenfor Kongeriget, eller vides det ikke, hvor han bor eller opholder sig, bestemmer Rettens Formand Varselet, hvilket ogsaa gjælder, hvor det almindelig forestrevne Varsel paa Grund af særegne Forhindringer for Tamfærselen i det enkelte Tilfælde maatte anses for utilstrækkeligt.

§ 162.

Sagssgte har under den i § 171 bestemte følge af Undladelse at afgive et Til- svarsstrift til Sagsogeren senest 4 Dage, for Sagen skal foretages i Retten.

Det skal indeholde:

a) Angivelse af den af Sagssgte antagne Sagførers Navn og Bolig samt Opgivelse af en paa det Sted, hvor Sagen anlægges, boende Person, til hvem alle processuelle meddelelser Paa Eagfsgtes Vegne kunne gjores. Undladelse af dette sidste har den i § 159 Litr. 2 i Slutn. angivne Virkning.

d) Angivelse af den Paastand, Sagssgte agter at nedlægge, og de Benægtelser samt de Indsigelser i Formaliteten og Realiteten, han vil benytte, ledsaget af en tilstrækkelig og tyde- lig Fremstilling af de Punkter, hvori Sagfogte er uenig med Eagssgereu i Henseende ti! Engens Eammenhæng, og af de særlige Omstændigheder, hvorpaa hall støtter sit Forsvar,

samt derhos, forsaavidt Sagfogte vil fremfore Modfordringer, af de KjendsZjerninger, hvorpåa disse slottes.

med Tilfvarsstriftet maa følge bekrceftede Gjenparter af de Dokumenter, som Sag- sogte agter at benytte ved sit Forsvar eller til Stolle for sine Modfordringer, samt Tilbud om at forevise Originalerne, der til denne Hensigt maa henlægges paa Rettens Skriverkon- tor samtidig med Tilsvarets Afgivelse; dog finder den i § 159 næstsidste Stykke indeholdt? Regel ogsaa Anvendelse paa Eagsogte.

Dersom Sagsogte ikke afgiver Tilsvarsstrift paa den heromhandlede Maade, kunne alle meddelelser fra Sagsogeren til ham afleveres paa Rettens Skriverkontor, medmindre han inden 4 Dage førend det berammede Retsmode giver Sagsogeren en skriftlig meddelelse af det i Litr. a omhandlede Indhold.

§ 163.

Begjærer ingen af Parterne at give yderligere skriftlige meddelelser til Modparten, sluttes Tkriftvexlingen strax i det ved Varselspaategningen bestemte Retsmode, og der beram- mes en Tid til den mundtlige Forhandling. Denne kan iøvrigt, naar Parterne derom ere enige, og de medbringe saadanne Sagsfremstillinger, som omhandles i HH 165 og 166, eller deres Klage- og Tilsvarsffrift er egnet til at benyttes hertil ifølge H 165 2det Stykke, foregaa i det samme Retsmode.

Forlange Parterne eller nogen af dem at faa Adgang til yderligere skriftlig med- delelse til Modparten, kan Retten bestemme en Frist, inden hvilken de fornødne gjenfidige meddelelser maa foregaa, og i Forbindelse hermed berammer den da til en passende Tid der- efter et Mode, i hvilket den mundtlige Forhandling finder Sted, medmindre Retten undtagelses- vis maatte indrsmme nogen af Parterne Udsættelse hermed, fordi han ikke har været istand til inden den fastsætte Frist at foranstalte den fornødne meddelelse til Modparten, i hvilket Til- fælde et senere Retsmode berammes til den mundtlige Forhandling.

§ 164.

Parterne, faavel begge som hver isoer af dem, kunne tilkendegive, at de ikke begjære at stedes til forisat Skriftverling, ved at udeblive i det i foregaaende Paragraf omhandlede Retsmode. Den Udeblevne anses som følge heraf som samtykkende i, at Skriftverlingen sluttes.

§ 165.

Naar Tiden til Sagens mundtlige Forhandling er berammet, har Sagsogeren 3 Dage forinden og Sagsogte senest Kl. 12 Middag Dagen forinden Retsmodet gjenfidigen at til- stille hinanden skriftlige Sagsfremstillinger, medmindre der samtidig med Retsmodets Beram- melse maatte af Retten voere fastsat andre Frister.

Naar Skriftforberedelsen indstrcrnker sig til et Klage- og Tilsvarsffrift, kunne disse Skrifter, forsaavidt de i Henseende til Indhold og ovrige Beskaffenhed tilfredsstille Forskrif- terne i Næste Paragraf, tillige fremlægges som Sagsfremstillinger.

§ 166.

I Sagsfremstillingerne have Parterne punktvis at fremfcrtte deres Paastande, prin- cipale og subsidiere, faavel i Henseende til Formalitet som i Henseende til Realitet, med en saadan Noiagtighed og Fuldstændighed, at det sikkert og tydeligt kan fes, hvad hver isoer af dem onsker fastsat ved Dommen. Det bor tillige kort og sammentrængt, uden al Vidt- loftighed eller Udvikling, angives, paa hvilke Kjendsgjerninger Paastandene stoltes, og hvilke Erklæringer der afgives over de af Modparten paaberaabte Kjendsgjerninger. Udviklinger af

Forsl. t. L. om den borgerlige retspleie.

Retsfpergsmaal maa ikke findes i Sagsfremstillingerne, hvorved dog ikke er udelukket, at de retslige Synspunkter angives, hvor dette er fomsdent for at farftaa Meningen eller Hensigten med Paastanden.

§ 167.

Den mundtlige Forhandling foregaar paa Grundlag af Sagsfremstillingerne.

Fremsættes der i det til den mundtlige Forhandling berammede Retsmode den Ind- sigelse, at Modpartens Sagsfremstilling indeholder Paastande, Indsigelser, Benægtelser eller faktiske Anbringender, paa hvilke vedkommende Part ikke gjennem den forudgaaede Striftvex- ling er bleven behørigt forberedt, yar Retten efter Undersøgelse af Skriftverlingen, at afgjore, om Indsigelsen er begrundet. Findes dette at være Tilfældet, bliver der efter vedkommende Parts Begjæring at give ham Leilighed til, og om fornødent, pasfende Udsættelse til at for- andre eller fuldstændiggjøre den af ham afgivne Sagsfremstilling. De derved forvoldte Om- tostninger kunne paalægges den Part, som er gaaet udenfor eller afveget fra Skriftverliugen.

Iovrigt bliver den forberedende Skriftvexling itke at oplceje eller at sremlægge.

§ 168.

Efterat den mundtlige Forhandling er endt, og Sagen er optagen til Dom eller Beviskjendelse, tan ingen af Parterne uden Modpartens Samtykke forandre de i Sagsfrem- stillingerne indeholdte Paastande eller fremkomme med nye Paastande ei heller sremsætte nye Bencægteljer, Indsigelser eller søgsmaalsgrunde; derimod er det paa ethvert Trin af Sagen tilladt at frafalde eller indstrænte sine Paastande, Benægtelser. Indsigelser eller faktiske Anbringender.

Saalamge den mundtlige Forhandling ikte er endt ved, at Sagen er optagen til Dom eller Beviskjendelse, kan Retten uden Modpartens Samtykke tillade, at Paastandene forandres eller udvides, saavelsom at nye faktiste Anbringender fremsættes, naar det efter Omstændighederne findes undskyldeligt, at vedkommende Part ikke er fremkommen hermed tidligere. Den Part, som vil fremsottte forandrede Paastande eller nye Anbringender, bsr dog i Reglen 3 Dage forud for Retsmodet give fin Modpart fornøden skriftlig meddelelse om det, hvormed han vil fremkomme; kun under forregne Omstændigheder kan Fremsættelsen af forandrede Paastande eller nye Anbringender tillades uden saadan sorudgaaende skriftlig meddelelse.

§ 169.

Den Part, hvem det i Henhold til foregaaende Paragraf tillades at fremsætte nye eller forandrede Paastande eller faitiste Anbringender, har at fremlægge en skriftlig Fremstil- ling af dem som Tillæg til hans Sagsfremstilling; kun hvor der har manglet Tid tll et til- vejebringe en saadan, tan det tillades ham i Retsmodet at lade det Fornødne herom dittere til Retsbogen.

Har en Part under Forhandlingerne frafaldet eller indskrænket Paastande, Benoeg- telser, Indsigelser eller desl., eller har han gjort Indrømmelser eller Tilftaaelser, er Modpar- ten berettiget til at saa fornøden Tilforsel herom optagen i Retsbogen.

§ 170.

Den, der undlader i det til den mundtlige Forhandling bestemte møde at^ frem- lægge Sagsfremstillinger, saavelsom den, der forsommer al meddele Modparten disse forud i rette Tid, anses for udebleven.

Dog kan Retten, naar Parlen oplyser, at han har voeret hindret i eller ikke havt tilstrcrtlelig Tid til at efterkomme de nævnte Lovforstrifter, eller, naar der iøvrigt hertil er til- stlcellelig Grund, udsætte Sagen og samtidig detmed bestemme nye Frister, inden hvilke det Forsomte skal foretages.

Forelagte Lovforslag m. m. 164

§ 171.

Dersom Sagfsgte undlader at meddele Sagssgeren Tilsvarsstrift paa den i § 162 bestemte Maade, anses han at samtykke i, at Sagen gaar til mundtlig Forhandling i det ved Varselspaategningen berammede Mode. Sagfsgeren er derfor berettiget til s Dage forinden dette Retsmode at meddele Sagsogte sin Sagsfremstilling, og Sagssgte bliver da pligtig til senest inden Middag Kl. 12 Dagen forinden Modet at meddele Eagsogeren sin Sagsfremstilling, dersom han ikke i Overensstemmelse med Reglen i § 170 1ste Stykke vil anses for udebleven.

§ 172.

Al Skriftvezling, derunder ogsaa Klageskrifts meddelelse forud for det i § 167 om- handlede Retsmode, kan aldeles bortfalde ester Overenskomst imcllem Parterne. Disse kunne da, naar de senest Dagen forud anmelde Eagen for Retten til Optagelse paa Saglisten og Opførelse paa Tillægget til Retslisten efter H 79, fremstille sig i et ordentligt Retsmode og overgive til Retten saadanne Sagsfremstillinger, som omhandles i § 166, med Begjæring om, at Sagen maa blive mundtligt forhandlet enten straz eller senere efter Rettens nanmere Bestemmelse.

§ 173.

I det i § 163 omhandlede ved Varselspaategningen bestemte Retsmode kan enhver af Parterne fremkomme med Formalitetsindsigelser, forsaavidt Retten ikke, efter Indsigelsernes Beskaffenhed maatte finde det rigtigere at udskyde Afgjørelsen af dem til et senere Trin af Sagens Behandling.

Gaa den Sagssgtes Anker ud paa, at Klage skriftet ikke er behørigt meddelt, eller at der ikke er givet ham beherigt Varsel, bliver Sagen i Tilfælde af, at Ankerne findis grun- dede, dog ikke at afvise, forsaavidt Manglerne kunne afhjælpes ved, om fornødent, at give den Sagssgte en yderligere Frist til at fremkomme med sit Tilsvar.

§ 174.

Dersom Formalitetsindsigelserne ikke i Henhold til foregaaende Paragraf ere afgjorte tidligere, have Parterne i det til den mundtlige Forhandling bestemte Retsmode, at frem- komme med deres Formalitetsindsigelser, forinden Forhandlingerne om Sagens Realitet begynde. Formalitetsindsigelserne blive da soerskilt at forhandle og paakjende, medmindre Retten efter en af Parternes BeMring bestemmer, at Forhandlingen og Paakjendelsen skal foregaa i Forbindelse med Realiteten. Samtlige Formalitetsindsigelser maa fremsættes paa engang; de ikke medtagne maa anses som frafaldne. Formalitetsproceduren foregaar enten straf eller i et følgende Retsmode, dersom Retten finder Grund til at udsætte Forhandlingen.

§ 175.

Imod Sagsøgerens Protest kan der ikke tages Henfyn til andre Formalitetsindsigelser fra den Eagssgtes Side end dem, som han efter Omstændighederne igjennem sit Tilsvars- firift eller sin Sagsfremstilling har meddelt Sagssgercn, eller som gaa ud paa, at denne ikke har sat ham istand til at give ham behorigt Varsel til at fremkomme med sit Tilsvarsskrift.

Dog gjælder det ikke om de Indsigelser, som ifølge deres Beskaffenhed af Retten skulle tages i Betragtning paa Embedsvegne.

Forsaavidt Formalitetsindsigelser ikke indeholdes i Tilsvarsskriftet eller Sagsfremstillingen, blive de kortelig at tilfore Retsbogen.

Skulde undtagelsesvis lærfiilt Bevisforelse behsves, for at Formalitetsfpørgsmaal kunne Afgjøres, anordner Retten det fornødne med Henfyn til Sagens Udslettelse m. v.

§ 176.

Naar Formalitetsindsigelser ikke fremsættes, eller de, der fremsættes, ere paakjendte, skrives der, forsaavidt ikke Afvisning finder Sted, eller Sagen udslettes ifølge § 157, til Forhandling af Sagens Realitet.

Under denne Forhandling have Parterne at fremstille Sagens Sammenhcrng under beborig Paaberaabelse af de fremlagte Dokumenter samt at udvikle de Retsscetninger, som for- menes at komme til Anvendelse, og i Henhold dertil at nedlægge deres Paastande. Derhos kunne Parterne i Lobet af Forhandlingerne fremkomme med deres Tilbud og Begjæringer cm at maaite fore Bevis for Omstændigheder, paa hvilke Sagens Afgjørelse formentlig vil komme til at bero. Derimod sinder der paa dette Trin af Sagen ikke iøvrigt nogen For- bcmdling Sted om Bevisets Forclse.

Ved Realitetsforhandlingens Begyndelse oplæses Parternes skriftlig fremsætte Paa- stande. Det beror paa Retten, om og hvorvidt Sagsfremstillingerne iovngt skulle oplcefes under Forhandlingerne.

§ 177.

med Forhandlingerne fortsættes uafbrudt i det begyndte og de paafolgende Retsmøder, indtil Sagen er tilstrækkelig afhandlet. Naar dette er Tilfældet, flutter Formanden For- handlingerne, og Sagen optages. Hver af Parterne har Adgang til i Reglen to Gange at faa Ordet.

§ 178.

Findes Sagen, efterat den i Henhold til de foregaaende Bestemmelser er optagen, mocen til i det Hele eller for en Del (§§ 272 og 273) at afgjores ved endelig Dom, afsiges en saadan.

§ 179.

Fremgaar det derimod af de stedfundne Forhandlinger, at der savnes Bevis for Om- stændigheder, som ville være af Betydning ved Sagens Afgjørelse, har Retten ved en Kjen- delse at bestemme, hvilke disse Omstændigheder cre, uden Hensyn til om der af Parterne er fremsat Begæringer om at stedes til Bevisførelse for dem eller ikke.

Kjendelsen skal med tilstrækkelig Tydelighed og Bestemthed angive, hvad der af Retten antages at skulle bevises, mm den skal ikke indeholde nogen Udtalelse om, hvem af Parterne Bevisbyrden paahvilcr. Iovrigt ere de i Kjendelsen indeholdte Forudsætninger om Retsfor- holdets faktiske eller retlige Egenskaber ikke bindende for Retten ved dens endelige Paakjendelse af Sagen.

§ 180.

I et hertil berammet nyt Retsmode har enhver af Parterne efter 3 Dage forud gjort skriftlig meddelelse til Modparten at opgive, hvilke Beviser han ifolge den affagte Kjendelse, agter at benytte, og hvad han ved disse vil godtgjore, i hvilken sidste Henseende det dog bemcrrkes, at naar Bevis agtes fort indirekte, behsver dette blot i Almindelighed at beskrives,

og det er isse nødvendigt, at Parten betegner alle de enkelte Data, af hvilke Bevisflutnin- gerne skulle uddrages. Fremdeles maa alle ovrige Bemcrrkningkr med Henfyn til Bevisfo- relsen, som kræve en Bestemmelse af Retten, frenNcettes.

Modbeviser behove ikke at meddeles Modparten forud for Retsmodet, men det er tilstrækkeligt, at de opgives i dette.

Retten kan modsætte sig Benyttelsen af et Bevis, hvis Tilveiebringelje vilde med- fore en uforholdsmæssig Udsættelse af Sagen.

§ 181.

Gfterat Parterne have udtalt sig, træffer Retten de til Bevisførelsens Forberedelse fornødne Bestemmelser, og navnlig Afgjøres det:

a) Om de af Parten opgivne Vidner skulle indkaldes, saavelsom om Syns- og skjøns- mænd skulle udmeldes.

d) Om Vidnerne og Synsmandene skulle møde under den mundtlige Forhandling, eller om deres Afhorelse skal ffe ved Underretten (§§ 203 og 232). I forfte Tilfælde udsteder Retten fornøden Indkaldelse; i sidste Tilfælde kan Parten med en Udskrift af Ret- tens Bestemmelse henvende sig til vedkommende Underret og af denne fordre Indkaldelse udstedt.

c) Om nogen af Parterne i Henhold til § 96 skal fremstille sig til personlig Af- hørelse, samt om Afhørelsen skal finde Sted under den mundtlige Forhandling eller for Underretten.

6) Om det skal paalEgges Modparten eller Trediemand at fremkomme med Doku- menter, hvoraf de angives at være i Besiddelse, jfr. nedenfor §§ 241— 243.

6) Til hvilken Tid Bevisførelsen i Forbindelse med hele den ovnge mundtlige For- handling af Sagen skal foregaa. Ved Bestemmelsen heraf bliver der at drage Omsorg for, at begge Parterne kunne være istand til under bemeldte Forhandling at fremfore de Vidner og øvrige Beviser, som af dem stulde benyttes for Retten.

§ 182.

I Reglen tillades det ikke Parterne under Bcvisforelsen og den i Forbindelse med samme staaende øvrige mundtlige Forhandling af Sagen at betjene sig af andre Beviser end dem, hvis førelse Retten i Henhold til foregaaende Paragraf har tilstedet. Gfterat de i fore- guaende Paragraf omhandlede Bestemmelser ere tagne, kan det derfor kun, hvor forregne Om- stcrndigheder retfærdiggjore det, tillades Parten at føre Vidner eller andre Beviser, som ikke have været angivne i det der omhandlede Retsmode. Modparten har Krav paa, at saadanne Beviser skriftlig anmeldes for ham senest 3 Dage forinden det Retsmode, hvori de flulle fores.

§ 183.

Saavel den i § 180 omtalte Forhandling som selve Bevisforelsen og den sig hertil knyttende mundtlige Forhandling af Sagen kan finde Sted i det fsrste til Forhandling af Sagens Realitet bestemte møde (§ 176), naar Retten tillader det, og Parterne derom ere enige samt rede til paa Stedet at føre deres Vidner eller andre Beviser.

§ 184.

Til den fastsætte Tid (§ l81 Litr. s) finder Bevisførelsen og den ovrige mundtlige Forhandling Sted, medmindre Udslettelse gives enten af Hensyn til Retten selv eller ifølge Parternes Begjæring.

Saadan Udsættelse sinder ikkun Sted: 2) hvor uovervindelige Forhindringer for

Retten, Sagførere, Parter, Vidner eller Synsmænd, Umuligheden af at faa Beviserne rede til den fastsætte Tid eller andre saadanne særegne Grunde ere tilstede, eller d) hvor det i Henhold til § 182 undtagelsesvis tillades Parten at fore Vidner eller andre Beviser, som ikke have været angivne i det i § 189 omhandlede Mode.

§ 185.

Bestemmelsen om Sagens Udslettelse kan tages saavel forinden det berammede Rets- mode som i dette selv.

SaavidtDmuligt bor Udsættelsen dog bestemmes forinden selve Retsmodet.

Som en følge heraf ere Parterne eller den af dem, som maatte onfke stig Udslettelse, pligtige til desangaaende at henvende sig til Rettens Formand saa betimeligt, at der om Udslettelsen, forsaavidt Retten, hvem spørgsmaalet ved Formandens Foranstaltning forelægges snarest muligt, maatte indromme faadan, kan blive meddelt Underretning saavel til Modpar- ten som til de allerede til det berammede Retsmode indkaldte Vidner og skjønsmænd, saaledes at disse kunne undgaa unyttigt Mode. Forlsmmelse hermed har til Folge, at det kan paalægges vedkommende Part, naar Modparten eller Vidnerne eller skjønsmændene indfinde sig i det oprindeligt til Sagens Forhandling berammede Retsmode og nedlceqge Paastand berpaa, at betale disse en ved Rettens skjøn bestemt Godtgjørelse for det spildte Mode.

Gr det Retten, der uden Begjæring fra Parterne af Hensyn til den selv eller paa Grund af meddelelser om Forfald for Vidner eller skjønsmænd anser det nødvendigt ifolge Bestemmelsen i § 79 at udsætte Sagens Forhandling, har den desangaaende saavidt muligt at meddele Parterne og de af dem opgivne indkaldte Vidner, Skjensmænd m. v. Underret- ning forinden det oprindeligt berammede Retsmsde.

§ 186.

Gr der ikke forinden det berammede Retsmsde taget Bestemmelse om fammes Ud« sættelse, kan saadan Bestemmelse vel, naar Omstændighederne gjøre det nødvendigt, tages i selve Retsmodet, men Parterne maa da, forinden Bevisførelsen begynder, fremsætte deres Begjæring herom, hvad enten den grundes paa, at det ikke uagtet al anvendt Flid har voeret muligt at faa Beviserne rede til den fastsatte Tid, ellerI at ftcevnte Vidner eller udmeldte Syns- eller skjønsmænd med eller uden lovligt Forfald udeblive eller anmelde Indsigelser eller derpaa, at nye Vidner eller andre Beviser skulle fores, jfr. § 182.

§ 187.

Efter Bevisforelsens Begyndelse udslettes Sagens Forhandling kun, naar Vidner eller Syns- og skjønsmænd ncægte at besvare Spørgsmaal, og af denne Grund enten Kjendelsers Paaanke eller Tvangsmidlers Anvendelse er nødvmdig.

Finder Udslettelse Sted, efterat Bevisforelsen er paabegyndt, skal den hele Bevis- forelse paany foregaa, og altsaa den allerede stedfundne gjentages til den Tid, Retten be- rammer til den videre Forhandling af Sagen.

Naar Bevisforelsen og den sig hertil knyttmde mundtlige Forhandling udsættes, til- kjendegives det alle Vedkommende, at de fkulle møde igjen til den Tid, Retten enten op- giver i selve Retsmodet eller, hvis dette ikke lader sig gjørc, senere nærmere bestemmer, i hvilket Tilfælde der alene bliver i sin Tid at give dem nærmere meddelelse om Sagens Foretagelse.

§ 188.

Under Bevisførelsen have Parterne at gjentage deres Fremstillinger af Sagens Sam« menhcrng i det Omfang, som Retten anser for nødvendigt.

Slutningsforhandlingen (§ 195) knytter sig umiddelbart til Bevisforhandlingen.

Forhandlingerne fortfættcs uafbrudt i det begyndte og de paafølgende Retsmøder, der saavidt muligt skulle holdes paa de umiddelbart efter følgende Dage, uden Hensyn til at disse ikke ere de for Retten bestemte almindelige Retsdage. Forhandlingen regnes ikke for afbrudt, fordi der indtræder en Standsning i den, saafom fordi en Kjendelse maa afsiges, eller et Vidnes Ankomst oppebies, naar Retten dog ikke strider til nogen anden Sags Fore- tagelse.

§ 189.

I Reglen gives Ordet fsrst til Sagssgeren og derpaa til Sagssgte, medmindre Ret- tens Formand finder Grund til at bestemme, at Parterne i en anden Orden skulle fremføre deres Beviser. Han bestemmer ligeledes, om Parternes Afhørelfc skal finde Sted, forinden Vidner og Syns- eller skjønsmænd afhores, eller efter disses Afhorelsc.

§ 190.

Parterne afhøre selv de af dem fremstillede Vidner. Saasnart et Vidne har besvaret et forelagt Spørgsmaal, kan Modparten ncrrmere udsporge det med Hensyn hertil. Dog kan den, der ferer Vidnet, modsætte sig Afbrydelsen, naar hans egen Tilsvorgfel om det vaa- gjaldende Punkt endnu ikke er tilendebragt. Naar et Vidnes Afhorclfe er fuldendt, kan Modparten, inden det aftræder, faa det underkastet en ny Afhørelse, hvortil den, som oprinde- lig har fort Vidnet, atter kan stille Modsporgsmaal.

Retten kan stille spørgsmaal til Vidnet, faavel til ncrrmere Opklaring af Punkter, hvorom Parterne have spurgt Vidnet, som til felvstændig Oplysning om Sagen.

I Reglen maa et Vidne ikke hore paa de foregaaende Vidners Forklaring, medmindre Retten bestemmer anderledes.

§ 191.

Rettens Formand vaager over, at Vidneforhorcne foregaa med Orden og Pcerdighed. Han kan overtage Vidnets Afhorelse og forbyde Parten umiddelbart at forhandle med Vidnet, naar denne ikke vil rette sig efter hans Paala?z og Irettesættelser; han kan gribe ind, naar Parten i Vidnets afhorelse gaar udenfor Sagen, og han kan slutte Vidneforhøret, naar det ffjonnes, at intet Videre til Sagens Oplysning kan ventes at ville fremkomme ved dets Fortsættelse.

§ 192.

Naar udmeldte Syns- eller skjønsma'nd have afgivet deres Forretning, knnne baade Parterne og Retten stille Sftorgsmaal til dem. Deres Afhørelse foregaar efter de om Vidner gjældende Regler. Dog kunne Syns- eller skjønsmændene i Reglen raadstaa om Svaret, medmindre Retten ifolge Paastand eller p,m Embedsvegne bestemmer, at de skulle afhores enkeltvis.

§ 193.

Naar en Part har afgivet Forklaring af egen Drift, er Modparten berettiget til at stille yderligere spørgsmaal til ham i Overensstemmelse med de i § 96 givne Regler.

§ 194.

Tvistigheder, som opftaa under Bevisførelsen i Anledning af Indsigelser esser Forlan- gender af Parter, Vidner, Syns- esser skjønsmamd, paakjendes af Retten, efterat Vedkom- mende have yttret sig. I Retsbogen maa optages en noiagtig Angivelse af Indsigelsens eller

Forlangendets Indhold samt af Modpartens Paastand i denne Anledning. Den naermere Begrundelse og Udvikling foregaar mundtligt.

I Reglen afsiges Kjendelse strax; men dersom det findes nodvendigt, kan Sagen ud- soettes, for at Retten kan raadslaa. Saadan Udsættelse bor dog altid være saa kort som mulig og ikke uden storfte Nodvendighed vare længere end til Næste Dag.

Foregaar Bevishandlingen for en anden Ret end den, ved hrilken Sagen iøvrigt behandles, afgjores opstaaede Tvistigheder af hin.

Iovrigt komme de i Kapitlet om Bevis givne normere Regler til Anvendelse.

§ 195.

Naar Bevisforelsen er endt, udtale Parterne sig endelig over Bevisførelsens Resultat samt over Sagen i det Hele, derunder ogiaa over Retsfpørgsmaalene i samme.

Rettens Formand slutter Forhandlingerne saavel over Sagen i det Hele som over enkelte Punker, naar disse skjønnes at være tilstrækkeligt behandlede.

Naar Parterne have udtalt sig, eller Formanden flutter Forhandlingerne, optages Sagen til Dom.

§ 196.

Bevis kan fores baade direkte og indirekte. Alt, hvad der efter sin Natur er istand til at bidrage til Sagens Oplysning, kan benyttes som Bevis. Undtagelse helfra finder kun Sted, hvor Loven hjemler det.

§ 197.

Om Noget er bevist eller ikke, Afgjøres af Retten, uden at denne i sit skjøn herover er bunden eller begrcrnset ved andre Regler end dem. som Loven hjemler.

§ 198.

spørgsmaal om Bevisbyrden afgjores efter den hidtil gjældende Ret. Parterne kunne ikke fordre nogen forelobig eller soerskilt forudgaaende Bestemmelse af Retten om Ve« visbyrdens Fordeling, men maa felv Afgjøre, hvilke af de Omstændigheder, for hvilke Retten har fordret Bevis, det tilkommer dem at bevise, og i Overensstemmelse hermed begjane Ad- gang til at fore Bevis.

§ 199.

Er der imellem Parterne Strid, om en Skade er foraarsaget, eller hvilken Erstatning der skal gives, har Retten, naar den ifølge de Oplysninger, som foreligge eller indhentes (§ 264), maa anscs for at være istand hertil, at Afgjøre disse spørgsmaal efter et frit skjøn over alle i Betragtning kommende Omstændigheder. Erstatningen anstaas i Reglen til en rund Sum.

§ 200.

Retten har efter frit skjøn at afgjore, om og hvorvidt Domme, der i Straffesager ere ovelgaaede nogen af Sagens Parter, i den foreliggende Sag skulle anses for at afgive Bevis.

§ 201.

Sattninger af fremmed Ret behsve kun at bevises, forsaavidt de ikke ere Retten be- kjendte. Ved Udftndelsen af, hvad der er fremmed Ret, ere Dommerne ikke indfframkede til at benytte de af Parterne fremforte Beviser, men de ere befoiede til selv at anstille Under- føgelse herom.

Hvad der er sagt om fremmed Ret, gjælder ogsaa om indenlandske Sa?dvaner og faa- danne specielle Bestemmelser, som Retten ikke er forpligtet til at kjende.

Forste Underafdeling. Om Vidnebeviset.

§ 202.

Enhver er pligtig at vidne, naar han paa lovlig Maade indkaldes hertil.

Dog behover ingen at møde til Vidnedsbyrds Aflæggelse udenfor den Landsretskreds hvori han bor, dersom han derved vilde faa længere at reise hen til Retten end 18 Mile paa Jernbane eller 6 Mile paa anden Maade eller en tilsvarende Veilamgde delvis paa Jernbane og paa anden Maade.

Den, der indkaldes for at vidne for en Ret, som boldes udenfor den Underretskreds, hvori han bor, og som maa tilbagelægge en længere Vei end 3 Mile paa Jernbane eller 1 Mil paa anden Maade for at naa til Retten, kan fordre fine Reiseudgifter godtgjorle med 1 Kr. for hver løbende Mil samt Tcerepengc af 4 Kr. for hver Dag. De Udelser, paa hvilke Vidnet har Krav, eller, hvis disse ikke kunne anstaas bestemt, tilborligt Forstud paa samme, maa tilbydes betalte samtidigt med Indkaldelsens Forkyndelse.

§ 203.

Vidnets Afhørelse foregaar i Reglen for den Ret, som dommer i Hovedsagen. Hvor Vidnet ifølge § 202 ikke er pligtigt at møde for denne, fores det for Under- retten paa det Sted, hvor det bor.

Vidnets Afhorelse ved Underretten paa det Sted, hvor det bor, kan endvidere an- ordnes: g.) naar Parterne ere enige herom,

b) naar Retten stjonner, at Vidneis Udsagn ikke angaar væsentlige Punkter i Sagen, eller naar dets Fremstillelse vil medføre Udgifter for Parterne og Ulemper for Vidnet, som ikke staa i noget rimeligt Forhold til det Udbytte i Henseende til Sagens Oplysning, der kan ventes af Vidnets Afhorelse for dem, der stulle domme i Sagen,

c) naar Vidnet er sygt, og det ikke findes hensigtsmæssigt at udsætte Sagen af den Grund, eller naar Vidnet formedelst hoi Alder eller Legemssvaghed ikke kan taale at reife.

Kan Vidnet i de under Litr. o nævnte Tilftrlde ikke forlade sin Bolig, fættes Under- retten der.

§ 204.

militære af Hceren og Flaaden ?re Pligtige at aflægge Vidnesbyrd for de borgerligs Domstole overensstemmende med Reglerne i denne Lov.

§ 205.

Indkaldelse til at møde og aftægge Vidnesbyrd udgaar efter Partens Begjæring fra den Ret, for hvilken Vidnet fial møde (§ 181). Indkaldelsen overgives Parten, der

har at beforge dens Forkyndelse for Vidnet saa betimeligt, at dette erholder det fornødne Varsel.

Skulle Vidner fores i Udlandet, kan paagjældende Part forlange, at Retten skal ud- stede de i saa Henseende fornødne Begjæringer til de udenlandske Myndigheder.

For Forkyndelsen ere de i ZZ 108—119 givne Regler gjældende, dog at Forkyndelse for Vidnet personligt, naar det opholder sig her i Landet, bor fsges iværksat, saavidt som det er muligt, jfr. § 111 Litr. b.

§ 206.

Indkaldelsen skal indeholde: Vidnets Navn og Bopæl eller Opholdssted; Navnene paa Sagens Parter samt en almindelig Angivelse af dens Gjenstand; særligt maa

fremhæves, hvilken af Parterne der lader Vidnet indkalde;

Betegnelse af den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Tiden og Stedet, naar og hvor Modet skal foregaa.

Det maa iagttages, at Vidnet, hvis det bor indenfor Landsretskredsens Grcrnser, faar 1 Uges og ellers 2 Ugers Varsel.

Indkaldelsen skal indeholde en Bemærkning om det Ansvar, som Udeblivelse medfører, og derfor bor paa Indkaldelsens Bagside forefindes en Afskrift af denne Lovs §§ 218 og 220.

§ 207.

Vidnesbyrd maa ikke afkræves:

1) Folkekirkens og anerkjendte Trossamfunds Prcester om det, som i Skriftemaal eller Iøvrigt i deres Egenskab som Sjcrleforgere maatte være dem betroet.

2) Sagførere angaaende det, som de ved Partens Fortrolighed have erfaret i en borgerlig Retstrætte eller Straffesag, der har varet dem betroet til Udførelse, eller hvori deres Raadforsel har været brugt.

3) De ved den kgl. Fodselsstiftelse i kjøbenhavn ansætte Embedsmand, Betjente og Iordemodre angaaende de Fruentimmers Svangerskab og Barnefodsel, som forloses Paa Stiftelsen.

Samtykker den, der har Krav paa Hemmeligholdelsen, eller er det wvrigt klart, at Vidnesbyrdets Aflæggelse ikke strider mod dennes Dnfke, finde de i foranstaaende Nr. 1 — 3 givne Regler ikke Anvendelse.

4) embedsmænd og Andre, der handle i offentligt Hverv, angaaende embedshemmeligheder samt angaaende andre Anliggender, om hvilke det paaligger dem at iagttage en ubetinget og ubrsdclig Tavshed.

Retten har paa Embeds Vegne, saavidt muligt, at forebygge, at Vidnesbyrd mod- tages i de ovenanforte Tilfælde. Den kan efter Omstændighederne endog ncægte at udstede Indkaldelse, naar det er klart, at den tilsigtede Vidneforfel ikke vil kunne tilstedes.

§ 208.

Vidnet kan ncægte at svare:

1) Naar det maa antages ikke at kunne besvare vedkommende Spørgsmaal Uden al udsige Noget, som umiddelbart udsletter det selv, dets Wgtefælle, Forceldre eller Born for Be- stjcrmmelse eller for Straf.

2) Naar det maa antages ikke at kunne besvare vedkommende spørgsmaal uden at udsige Noget, som udsoetter det selv, dets Wgtefælle, Forceldre eller Born for Formuetab, der ilte kan anses for ganfte uvajentligt, eller for anden dermed i Klasse staaende Skade;

Forelagte Lovforslag m m. 165

dog kan Vidnesbyrd ikke ncægtes angaaende Retshandler, ved hvilke Vidnet har ladet sig bruge som Vitterlighedsvidne, eller hvor det som Hjemmelsmand, Borgen eller Fuld- mægtig af Henfyn til Parten naturligen maa anfes for pligtig til at give Oplysning om Forholdet.

3) De i § 207 omhandlede Personer kunne ncægte deres Vidnesbyrd, dersom Retten ikke paa Embeds Vegne har vcegret sig ved at modtage det.

§ 209.

Bom under 15 Aar maa ikke edfcestes.

Gi heller kan den edfcestes, som er tiltalt for eller funden skyldig i Mened, eller den som ikke kan antages at Tillægge Eden den Betydning, samme efter sit Begreb skal have.

Gi heller maa edfcestes Personer, som lide af væsentlig Forstands- eller Hukommelses- svcekkelse.

De i denne Paragraf omhandlede Personer ere undergivne den almindelige Forplig- telse til at møde og forklare uden Ed som Vidner.

Dog bor Afhorelsen af Afsindige eller andre Personer, som ei ere istand til at af- give en fornuftig Forklaring, ikke tilstedes.

§ 210.

I Reglen skal enhver Vidneforklaring brediges. jfr. dog § 212, 1ste Stykke. Af« horelse uden Ed finder kun Sted, naar Vedkommende ikke maa edfcestes (§ 209), eller naar der mangler en for det Trossamfund, hvortil han horer, anvendelig Edsformular.

En hoitidelig Forsikkring i Eds Sted og med samme Virkning som denne, tillades kun, hvor særlig Lov hjemler det for visfe Trossamfund.

§ 211.

Efterat Vidnet er paaraabt, stiller Rettens Formand de spørgsmaal til det, som ere nødvendige for at forvisse sig om dets Identitet, samt om fornødent, for at afgjore, om der er Noget til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelse eller Vidnets Edfcestelse.

§ 212.

Derefter edfcestes Vidnet, medmindre Parterne vedtage, at dets Forklaring skal gjælde uden Ed.

Den, der uden stjcellig Grund ncægter at gjøre Gd, anses som den, der vcegrer sig ved at svare.

Ved Edens Aflæggelse lover og sværger Vidnet, at det vil udsige den rene Sandhed og i sine Svar paa spørgsmaalene Intet fordolge, som kan tjene til Sagens Oplysning. Forinden Eden aflægges, skal Nettens Formand indskcerpe Vidnet Edens Hellighed og betyde det Straffen for Mened. Det beror paa Formanden at lade denne Forberedelse af Vidne- afhøringen foregaa enkeltvis for hvert Vidne eller under Et for flere eller samtlige Vidner i Sagen.

§ 213.

Efter Edfcestelsen foregaar Vidnets Afhøretse

Det kan i Henhold til den aflagde Gd udsporges saavel om Sagen selv som an- gaaende alle Omstændigheder, der kunne have Indflydelse paa dets Forpligtelse til at vidne eller paa dets Troværdighed.

§ 214.

Den Part, der har ladet Vidnet indkalde, kan, naar Vidnet har givet Mode, ikke uden Modpartens Samtykke frafalde dets afhorelse med den Virkning, at Modparten af- skjceres fra at stille spørgsmaal til Vidnet.

§ 215.

Et Vidne, som anser sig for berettiget til i det Hele eller for en Del at ncægte at vidne i den Sag eller for den Ret, maa dog med dm af § 218 flydende Indskrænkning Møde efter Indkaldelsen og fremsoette sin Indsigelse til Paakjendelse af Retten.

Gaar Indsigelsen ud paa, at Vidnet overhovedet kan ncægte at give møde som Vidne i den Sag eller for. den Ret, maa den fremsættes forinden Gdfceftelsen.

Vidnet maa oplyse Omstændigheder, af hvilke det kan fees, at Indsigelsen er grundet

§ 216.

Kjendelser, ved hvilke det trods fremsat Indsigelse paalægges Nogen at vidne, kunne Zjsres til Gjenstand for Besværing til hoiere Ret.

Der gives i saa Fald Vidnet en af Retten fastsat Frist til at ivcrch'crte de til Be. sværingens Iværksættelse nødvendige Skridt. U dioder denne uden at være benyttet, eller frem- mes Sagen ikke behorig, anses Besvoeringen for frafaldet.

§ 217.

Retten kan paa Grund af et Vidnes Indsigelse imod at afgive Forklaring eller imod at Møde udsætte Sagen, naar vedkommende Part begjære dette.

Udslettelsen kan gives paa bestemt Tid eller indtil videre. I sidste Tilfælde kan den Part. som onfker at fremme Sagen, melde sig hos Rettens Formand, naar Hindringerne ere hcevede. og forlange, at han skal beramme en Tid til Sagens Foretagelse samt indkalde alle Vedkommende til Msde.

Ved Forhandlingens Gjenoptagelse bliver da at iagttage Bestemmelsen i § 187 2det Stykke.

§ 218.

Udebliver et indkaldt Vidne uden oplyst lovligt Forfald, og vil Parten ikke frafalde dette Vidnes Forelse, har Retten, naar Indkaldelsen ftjonnes at være lovlig iværkfat, og Vidnet ikke fes at bo saa langt borte, at det ikke er pligtig at give Mode, ftlax at afsige en Kjendelse ved hvilken der idommes Vidnet:

a) en Bode fra 20—200 Kr. og

b) Erstatning for Udgifterne ved det forgjceves afholdte Retsmode, ligesom

e) Vidnet paany befales at møde til en opgivet Tid, til hvilken Sagens Forhandling

udfcrttes.

Den Part, der fører Vidnet er pligtig at lade Kjendelsen med Fristforelæggelsen be« timeligt forkynde for Vidnet. Forsommes dette, anses Vidnets Forelse uden videre for fra- faldet Men iagttages det, sorger det Offentlige for Straffens Fuldbyrdelse, medens det overlades til Vedkommende selv, om han vil inddrive Erstatningen.

§ 219.

møder Vidnet ikke til den paany fastsætte Tid, og vil Parten ikke frafalde dets Forelse, har Retten, naar Kjendelsens og Friftforelæggelsens Forkyndelse ssjonnes at være lovlig iværksat, strax at afsige en ny Kjelldelse, hvorved: a) Omkostningerne ved det atter forgjoeves afholdte møde paalægges Vidnet,

d) et nyt møde berammes til Sagens Foretagelse,

e) Vidnet beordres strax hensat til Forvaring paa offentlig Bekostnina, indtil det i det be- rammede Retsmode har været fremstillet og besvaret de det lovligen gjorte spørgs- lmial; dog har Vidnet Adgang til Lssladelse mod saadan Sikkerhed, som Retten finder tilstrækkelig.

For Iværkfcrttelsen af den under Litr. c givne Bestemmelse sorger Nettens Formand, hvorimod det beroer paa Parterne selv at gjøre Grekution for de tildømte Omkostninger.

§ 220.

Er der i medfør af de foregaaende Paragrafer idømt et udeblevet Vidne Straf og Erstatning, har Vidnet, naar det fremstilles eller meder for Retten til Vidnesbyrds Aflæg- gelse, Adgang til 6i fremkomme med Oplysninger om, at det har havt lovligt Forfald, eller at behorig Indkaldelse ikke har sundet Sted. Findes disse Oplysninger fyldestgørende, op- hcever Retten den over Vidnet afsagte Kjendelfc. Dog kan Retten, hvis det befindes, at Vidnet vel har havt lorligt Forfald, men det har forsomt at anmelde faadant for Retten saa betimelig, at Bestemmelsen i § !85 sidste Stykke kunde komme til Anvendelse, efter Om- stændighederne indjkramke sig til at nedsoette den idømte Straf eller de Vidnet paalagte Om- kostninger.

Ncrgter Retten at tage Vidnets Indsigelse til Folge, forsaavidt den fremsættes i det Mode, hvortil Vidnet er indkaldt, eller at ophæve den Kjendelse, som ifølge §§ 218 og 219 maatte voere afsagt over Vidnet, kan Vidnet erholde en Frist til at ivoerkscettc Befpcrring.

Fremfcrtter Vidnet ikke Begæring om den ifolge § 218 afsagte Kjendelses Op- hævelse i det Mode, til hvilket Sagens Forhandling er udsat, anses Besværing over Kjen- delsen for frafaldet, og der kan da ikke heller iværksættes nogen Befværing over den i Til- fælde as fortsat Udeblivelse faldne Kjendelse.

§ 221.

Vcegrer et Vidne sig ved at svare, uden at ville ircerksætte Besrænng eller efter ved Høiestcret at være kjendt pligtig til at vidne, og vil Parten ikke frafalde det fremsætte Spørgs- maal, beordrer Retten Vidnet strax hensat til Forvaring paa offentlig Bekostning.

gjør Vidnets Vcegring det nodvendigt at udsætte Sagen, dommes det derhos til at erstatte de ved det forgjceves afholdte møde forvoldte Udgifter.

Vidnet forbliver i Forvaring, indtil det bekvemmcr sig til at svare. Det har i saa Fald at tilkjendegive Rettens Formand dette, hvorefter han paa Vidnets Bekostning indkalder alle Vedkommende til Mode.

Dog bliver Vidnet saavel i heromhandlede som i det i § 219 nlrvntc Tilfælde at lsslade efter 6 Maaneders Forlob, saavelsom naar Parten tilkendegiver, at han frafalder dets Forelse.

§ 222.

Naar et Vidne er afhort, forbliver det tilstede under den senere Bevisførelse, indtil Formanden tillader det at forlade Retten enten ubetinget eller imod at blive tilstede i Ncrrhcden.

Vidnerne maa ikke forelægge Parterne eller hverandre spørgsmaal, men de kunne begjære af Formanden paany at ftcdes til Afhorelse, naar de i Lobet af Forhandlingerne ville fuldstcrndiggjore eller berigtige deres egne eller et andet Vidnes eller Parternes Udsagn. De kunne ligeledes efter Parternes Begjæring eller Rettens Beslutning afhores paany, naar dertil findes Anledning.

Vidner, hvis Udsagn ftaa i Strid med hinanden, kunne efter Parternes Begæring eller Rettens Beslutning stilles imod hinanden.

Forlader et Vidne ubcfsiet Retslokalet, eller overtræder det rormandens Paalæg om at blive tilstede i Noecheden, kan det behandles paa den Maade, som i § 221 er bestemt om det Vidne, der ubefoiet ncrgtev at svare.

§ 223.

De i det foregaaende omhandlede Tvangsmidler imod Bidnet bringes til Anvendelse af den Ret, for hvilken Vidnet er indkaldt til at mode.

§ 224.

Afhores et Vidne ikke under Bevisforhandlingen, men for en Underret, enten i Hen- hold til Rettens Bestemmelse ifølge §181, jfr. § 203, eller fordi Vidnet er afhort for- inden Bevisforhandlingen, jfr. § 373, skal dets Udsagn fuldstændigt nedstrivcs, oplæscs for Vid- net og tiltroedes af dette, i Overensstemmelse med de hidtil gjældende Regler.

Den Part, som vil benytie Vidneforklaringen, kan da under Bevishandlingen frem- lægge og lade oploese en Udskrift af den ovZagne Protokol.

§ 225.

Fremfættes Vegjæring om Optagelse af Syn eller skjøn, udmelder Retten, hvor den tager Begjæringen til Folge, jfr. § 181, en eller flere Syns- eller skjønsmænd. Antallet bestemmer Retten, forsaavidt ingen særlig Forskrift herom er given.

Findes der ikke sagkyndige Personer, som kunne benyttes, indenfor Retskredsen, eller er den Ting, som fkal være Gjenstand for Forretningen, udenfor Retskredsen, kan Retten udmelde mænd af andre Retskredse, saafremt det oplyses, at disse ere villige til at efterkomme Ud- meldelsen. I modsat Tilfælde har Retten at begjære de fornødne Sagkyndige udmeldt af den Landsret eller af den Underret, i hvis Kreds saadanne formenes at bo. Disse ere da pligtige at foretage Syns- eller Skønsforretningen, ligesaafuldt som om de boede i den Reiskreds, hvor Hovedsagen fores.

§ 226.

Enhver af Parterne kan gjøre Henstilling til Retten om Valget af Syns- eller Skjensmoendene, men Retten er ikke bunden herved.

personer, der paa Grund af deres Forhold til Parterne eller Sagen vilde være inha- bile som Dommere, maa ikke udmeldes.

Udmeldes kunne ikkun uberygtede Personer, som hore til et Trossamfund, for hvilket en anvendelig Edsformular er foreskrevet eller hsitidelig Forsikkring i Eds Sted hjemlet, og som ikke viide være udelukkede fra at edfcestcs som Vidner.

§ 227.

Retten bor, forinden Udmeldelsesdekretet afsiges, meddele Parterne, hvilke personer der agtes udmeldte, og give dem Adgang til at fremkomme med deres Indsigelser imod disse. Indsigelser, der ikke gjores gjældende strax ved Udmeldelsen, kunne ikkun tages i Betragtning, naar Parten oplyser, at han uden Brode fra sin Side har roeret ude af Stand til at frem-

slette dem tidligere. Den Part, der agter at fremsætte saadanne Indsigelser, har inden 8 Dage efter Udmeldelsen at indkalde Modparten til et møde for den Ret, der har foretager Udmeldelsen, og i dette at fremsætte fine Indsigelser. Rettens Kjendelse kan, naar den taget Indsigelserne lilfolge, ikke angribes ved Retsmidler; ncrgter den at tage Indsigelserne tilfolge, kan der sinde Besværing Sted over dens Afgjørelse.

§ 228.

Enhver, der er pligtig at vidne, er ogsaa pligtig at modtage Udmeldelse som Syns- eller skjønsmand; dog gjælde ds om Vidner givne Afstandsbestemmelser ikke om Syns- eller skjønsmænd.

Statens embedsmænd og Beftillingsmænd maa fritages, naar de ved Skrivelse fra de dem foresætte Myndigheder oplyse, at de ikke have Tid, eller at Forretningens Foretagelse Iøvrigt kommer i Strid med deres offentlige Pligter.

Syns- og skjønsmænd erholde, forsaavidt det dem paalagte Hverv kræver deres nærværelse mere end en V2 Mil borte fra deres Hjem, i Vederlag for Befordring 1 V2 Kr. for hver lobende Mil samt derhos i Toerepenge 6 Kr. for hver Dag, de ere fraværende fra Hjemmet. Disse Vdelser eller, hvis de ikke kunne anstaas bestemt, passende Forstud paa dem stulle tilbydes forud. Syns- og skjønsmænd have derhos Krav paa Godtgjørelse af havte udlæg og paa fportelmcrssig Betaling for deres Forretnings Udforelse. Har denne udkrævet fcrrlig Moie eller Tidsanvendelse eller særegne Fagkundskaber, kan Rettens Formand forhoie den fportelmcrssige Betaling efter sit skjøn.

Udenfor de heromhandlede Betalinger maa Syns- eller skjønsmænd under den i Straffelovens § 117 bestemte Straf Intet modtage af Parterne for deres Forretning.

§ 229.

Til Forretninger, ved hvilke der udkræves særegne videnskabelige Kundskaber eller Fcrr- digheder, som forudsætte saadanne, bor i Reglen kun udmeldes personer, der ifolge offentlig Stilling eller dog ifolge offentlig aflagte Prover maa anses for duelige hertil.

Udkræves andre fcrregne Indsigter eller fagmcrssige færdigheder, maa i Reglen vcel- ges Personer, som ifolge Livsstilling eller scedvanligt Erhverv ere fyndige i de omspurgte Retninger.

§ 230.

I Udmeldelsesdekretet maa det angives tydeligt, hvad der er Forretningens Gjenstand og øiemed. Tillige nævnes den Tid, da Bevisforhandlingen skal foregaa (§ 181), og det paalæggcs de Udmeldte til den Tid at møde for at aflevere og beedige deres Forretning. I Reglen skal Forretningen afgives i Form af en skriftlig Erklæring, undertegnet af de Ud- meldte. Men hvor Sagens Beskaffenhed tillader det, kan Retten i Udmeldelsesdekretet tilstede de Udmeldte at afgive deres Syn eller skjøn mundtlig ti! Retsbogen.

§ 231.

Parten har snarest muligt og senest inden 3 Dage at gjøre de fornødne Skridt til, at Udmeldelsesdekretet kan blive forkyndt for de Udmeldte i Overensstemmelse med de for Vidner i § 205 angivne Regler.

Tillige have Parterne at give de Udmeldte Leilighed til at bese eller gjøre sig be- kjendte med Forretningens Gjenstand, forsaavidt denne er i deres værge eller under deres Raadighed. Naar en Part vcrgrer sig ved at efterkomme Synsmandenes og Modpartens Opfordring i saa Henseende, bliver han at behandle efter Grundsætningerne i denne Lovs § 97.

Gr Forretningens Gjenstand i Trediemands værge og ncægter han de Udmeldte Ad- gang til at iagttage den, have Synsmændene herom at afgive Forklaring i Retsmodet. skjønner Retten, at Trediemands Vcegring ifølge Grundsætningerne i § 242 er ubeføiet, paalægges det denne at tilstede Svnsmændene Adgang inden en vis Frist, og Sagen ud- sættes. De i § 243 omhandlede Regler blive iøvrigt i saadant Tilfælde at anvende.

Syns- og skjønsmændene skulle paa Parternes egen Bekostning give disse Underret- ning om, naar og hvor Forretningen foregaar, ligesom de ogsaa, naar Forretningen afgives skriftligt (§ 230), have at meddele Parterne Gjenpart af den eller dog at give dem Adgang til at gjøre sig bekjendte med den senest 3 Dage forinden Bevisforhandlingen.

§ 232.

Til den i Udmeldelsesdekretet fastsætte Tid møde Syns- eller skjønsmændene i Retten og aflægge Ed paa deres Forretning, som de oplåse og overgive til Retten. Gre de ikke enige, maa det fremgaa af Forretningen, af hvilken Anskuelse de enkelte Syns- eller skjøns- mænd ere.

Naar Syns- eller skjønsmændene bo eller opholde sig langt fra det Sted, hvor Hovedsagen behandles, kan Retten, hvis Syns- eller skjønsmændenes Fremstillelse under Ho- vedforhandlingen skjønnes at kunne undværes, i Udmeldelsesdekretet bestemme, at de skulle Møde og afhjemle deres Forretning samt besvare fremsætte Spørgsmaal for en af Retten bestemt Underdommer.

Tiden herfor fastsættes saaledes, at den afhjemle de Forretning beskreven kan fremlcrg« ges og oplæses under Hovedsagens Forhandling.

§ 233.

Klage over Syns- og skjønsmænds Fremgangsmaade ved deres Forretning fremsættes for den udmeldende Ret, der kan paalægge dem at omgjøre eller fuldstændiggjore Forretningen. De herved nødvendiggjorte Udslettelser bestemmes af Retten.

§ 234.

Imod Syns- eller skjønsmænd, der uden lovligt Forfald udeblive, eller uden til- strækkelig Grund forfsmme at gjøre deres Forretning færdig, eller ncrgte at deltage i Forret- ningen, eller ubefoiet vcrgre sig ved at efterkomme Rettens Paalæg om at omgjøre eller fuld- stændiggjore Forretningen, anvendes de i §§ —219 for Vidner bestemte Tvangsmidler, med de Lempelser, som følge cif Forholdets Natur. Imod Syns- eller skjønsmænd, der ncrgte at besvare de til dem i Retten stillede Spørgsmaal, komme Reglerne i § 221 til Anvendelse.

Dog kan Retten, naar dette er muligt og efter Omstændighederne kan bidrage til Sagens Fremme, efter paagjældende Parts Begjæring udnævne andre Syns- eller skjønsmænd enten strax, eller naar de anordnede Tvangsmidler uden Frugt ere anvendte. Parten anses naar han fremsætter en saadan Begjæring, at frafalde yderligere Tvangs Anvendelse mod den eller de gjenstridige Syns? eller skjønsmænd.

§ 235.

Have Syns- eller skjønsmænd Forfald, eller har det været dem umuligt at gjvre Forretningen færdig, komme de i § 220 givne Regler til Anvendelse med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur.

§ 236.

med Hensyn til Intsigelser fra Syns« eller skjønsmændenes Side saavelsom Be-

sværing over de Kjendelser, hvorved Noget paalæggetz dem, forholdes efter de om Vidner givne Regler.

§ 237.

De om Vidner givne Regler skulle med de Lempelser, der følge af Sagens Natur, anvendes paa Syns- og skjønsmænd, forsaavidt denne Lovs Forskrifter ikke ere til Hinder derfor.

§ 238.

Retten er ikke bunden ved Syns- eller Skønsforretningens Resultat og kan paabyde Foretagelse af ny Forretning enten af de samme eller andre Syns- eller skjønsmænd.

§ 239.

med Syns- eller Skønsforretnings Optagelse, forinden dette efter de almindelige Regler kan ske under Hovedforhandlmgen, forholdes efter Bestemmelserne i sjette Afsnit Ka- pitel I.

§ 240.

Dokumenter, som ere i Partens Besiddelse, eller som han uden Rettens medvirkning kan forskaffe sig, maa i Reglen forelægges Retten i det til den mundtlige Forhandlings Be- gyndelse bestemte Msoe, efterat de forud have været meddelte Modparten enten i Overens- stemmelse med Reglerne i §§ 159 og 162 eller, hvis ^dette ikke har kunnet ske, fenest 3 Dage forud. Dog kunne de foreltegges senere under Sagen eller uden foregaaende meddelelse til Modparten, naar dette i Henhold til Grund sletningerne i s 168 tillades af Retten.

-.; ,

§ 241.

Beraaber en Part sig paa Dokumenter, der ere i Modpartens værge eller under hans Raadighed, tan han opfordre denne til under Bevisforhandlingen at fremlægge dem for Retten ester 3 Dages forudgaaende meddelelse til Parten selv. Opfordringen maa ledsages af en Angivelse af de Kjenosgjerninger, som ved Dokumentet skulle bevises. Ubeføiet Vcegring ved at fremkomme med Originaldokumentet eller bekrceftet Gjenpart, hvor dette er tilstrækkeligt, kan Retten i saa Kald Tillægge Virkning i Overensstemmelse med Grundsætningerne i § 97. Det Samme gjælder ogsaa, naar Vedkommende for at hindre Dokumentets Fremlæggelse har sdelagt det eller uden Nødvendighed givet det fra sig.

Paaftaar vedkommende Part, at der i Dokumentet tillige indeholdes Oplysninger, som ere denne Sag uvedkommende, og som han ikke snfker bekjendtgjorte, bestemmer Retten, paa hvilken Maade Dokumentet skal fremlægges.

Ncrgter vedkommende Part at være i Besiddelse af det angivne Dokument, paahviler det den, som fordrer dets Fremlæggelse, at bevise hans Besiddelse deraf.

De i denne Paragraf omhandlede Opfordringer til at fremlægge Dokumenter skulle i Reglen fremsættes i det i § 180 omhandlede Retsmode, i hvilket Forhandling finder Sted og fornøden Kjendelse afsiges.

1

§ 242.

Tredjemand er pligtig tit faa Opfordring at fremkomme med Dokumenter, naar ved"

kommende Part enten er medeier af dem eller Iøvrigt paa Grund af Retsforholdets Bestaf« fenhed har en af Processen uafhængig Ret til at benytte dem som Bevis for sine Rettigheder. Men selv hvor dette ikke er Tilfældet, flal Trediemand være pligtig at bidrage til Sagens Oplysning ved at give Retten og Parterne Adgang til Benyttelse eller Vesigtelse af Dokumenter, der ere hans Raadighed undergivne, men dog kun, forsaauidt Dokumenternes Fremforelse ikke vilde kunne skade ham selv eller paadrage ham Udgifter eller betydelig Ulej- lighed.

§ 243.

Den Part, der vil benytte et under Trediemands Raadighed værende Dokument som Bevis har i Reglen i det i § 180 omtalte Retsmode at fremsætte Begjæring om, at det maa paalægges Trediemand paa Partens egen Bekostning under Bevisforhandlingen at frem- lægge Dokumentet efter 3 Dage forudgaaet meddelelse til Parterne Saadan Vegjæring maa indeholde en noiagtig Opgivelse af de Fakta, der red Dokumentet skulde bevises, samt nær- mere Forklaring angaaende de Grunde, hvorfor Parten antager, at den opgivne Trediemand er i Besiddelse af Dokumentet og pligtig at fremlægge det.

Retten kan derefter ved Kjendelse paalægge Trediemand at fremkomme med Doku- mentet uden Henfyn til, om han bor i Retskredsen eller ikke. Vedkommende Part har at drage Omsorg for denne Kjendelses ufortovede Forkyndelse for Trediemand; Forssmmelse her- med anfes som Frafaldelse af Begjærmgen om Dokumentets Fremførelse. Trediemand kan enten møde eller lade møde eller i behorig Tid oversende det forlangte Dokument til Rettens Formand, som derefter besørger det meddelt Modparten og fremlagt.

Under Bevisforhandlingen maa enten Dokumentet efter behørig forudgaaet meddelelse fremlægges eller de Indsigelser fremsættes, vedkommende Trediemand tror at kunne gjore. Disse forhandles og paakjendes efter de om Vidner givne Regler i §§ 215 og 216, ligesom de paa samme Maade ere Gjenstand for Besværing til hoiere Ret.

Imod den Trediemand, der ubeføiet udebliver eller undlader at efterkomme Rettens Paalæg, anvendes de for Vidner foreskrevne Tvangsmidler, jfr. §§ 218—219.

med Bevisforhandlmgens Udslettelse i Anledning af Trediemands Indsigelser eller Vcegring forholdes efter Neglerne i § 187, jfr § 217.

§ 244.

Om offentlige Dokumenter afgive fuldt Bevis for det, som efter deres Indhold skal have fundet Sted, afgjores efter de hidtil gjældende Regler. Modbevis er ikke udelukket.

§ 245.

Bekrceftede Gjenparter af offentlige Dokumenter have famme Beviskraft med Hensyn til Indholdet som Originalen, naar Bekrceftelsen tilfredsstiller Fordringerne til et offentligt Dokument.

§ 246.

Privatdokumenters Beviskraft bedømmes efter de hidtil gjældende Regler, forsaavidt denne Lov ikke bestemmer anderledes.

§ 247.

Hvorvidt et Dokuments Beviskraft svcrkkes eller ophceves ved Makulering, Ssnderriv- ning. Udstregning og desl., afgjores ved Rettens skjøn.

Ligeledes afgjor Retten efter sit skjøn, hvilken Betydning der skal Tillægges Mangler eller Uregelmæssigheder ved dets Udstedelse.

Forelagte Lovforslag m. m. 166

§ 248.

Indenlandste offentlige Dokumenter stulle formodes at være cægte, naar deres Udseende og Form ikke frembyder nogen særlig Tvivlsgrund.

Om et udenlandst offentligt Dokument skal formodes at være cægte, Afgjøres af Retten, Er det paa behorig Maade forsynet med diplomatisk Legalisation, nyder det samme 3Egt- hedsformodning som et indenlandsk offentligt Dokument.

§ 249.

Gt Privatdokuments Wgthed maa bevises. Til saadant Bevis er det, naar der Me stjonnes at være Grund til at antage en Forfalskning, i Reglen tilstrækkeligt, at Underskriftens Wgthed godtgjores.

§ 250.

Om Regnskabsbilag stulle formodes at være cægte i Forhold til den, til hvem Regn- stabet aflægges, Afgjøres vbd Rettens skjøn, medmindre færlige Lovbestemmelser indeholde andre Regler.

§ 251.

Privatdokumenter af saadan Mlde, at deres LEgthed ikke kan oplyfes ved Vidnebevis eller ved Parternes egne Erklæringer, kmne holdes for cægte, naar Stedet, hvor Dokumentet findes, Maaden, hvorvaa det er bevaret, eller andre Omstændigheder i overveiende Grad tale derfor.

§ 252.

Beviset for et Privatdokuments Wgthed bliver at føre og bedomme efter de almin- delige Regler, hvorved ogsaa den Retten i denne Lovs § 257 givne Myndighed til at til- stede den Bevispligtige at udfylde Beviset ved sin Ed kommer til Anvendelse.

§ 253.

Producenten af et Privatdokmnent kan, selv om han ikke har tilvejebragt nogen For- modning for dets Mgthed, forlange, at det paalægges den, mod hvem Dokumentet fremlægges, edelig at bencægte sin Underskrift med den Virkning, at Dokumentet under Sagen holdes for cægte, hvis Gden ikke aflægges.

§ 254.

Den, der imod bedrc Vidende har ncægtet Wgtheden af et Dokument, bliver ved den endelige Dom at anse med Boder fra 200 lil 400 Kr., uden at herved er udelukket det Anfvar, som efter Straffelovgivningens almindelige Regler maatte være vaadraget.

§ 255.

Om en Part ved fenere Mringer eller Foretagender har afstaaret sig fra at beftrids et Dokuments Mgthed eller Beviskraft, afgjores ved Nettens skjøn.

Fjerde Underafdeling. Om Parts Ed.

§ 256.

Parterne kunne vedtage, at Antagelsen eller Ikke-Antagelsen af et omtvistet Faktum

stal bero Paa, at den ene eller den anden af Parterne med Gd bekrcefter, at han veed eller endog blot, at han ikke veed rettere, end at det har eller ikke har fundet Sted.

Saadan Vedtagelse lægges da til Grund ved Kjendelsens eller Dommens Afsigelse Vedtagelsen indføres ordret i Retsbogen, oplæses og vedtages af Parterne.

§ 257.

Retten kan efter sit skjøn over Bevisførelsens Resultat enten tillade den Bevis- pligtige at bekrcefte fremsætte faktiske Anbringender med Ed og derved fyldestgjøre den ham paahvilende Bevispligt, eller paalægge den Bevispligtiges Modstander edelig at fragaa imod ham anfsrte Kjendsgjerninger med den Virkning, at disse ikke anses for tilbsrligt bencægtede, dersom Gden ikke aftægges. Ere de Handlinger, angaaende hvilke Eden ftal aftægges, ikke foretagne af Parten selv, men af Trediemand, i hvis Sted han er traadt eller ved hvis Fore- tagender han er bunden, kan Sagens Udfald gjores afhængig af saadan Trediemands Ed i Stedet for af vedkommende Parts egen.

§ 258.

Retten er i Udøvelsen af den samme ved § 25? tillagte Myndighed ikke bunden ved Lovregler, men det er overladt til dens Skjou, baade om Cd skal tilstedes eller paalægges nogen af Parterne, og hvilken.

Dog kan — foruden hvad der er bestemt med Henfyn til Privatdokumentets Wgthed i § 253 — den, der støtter sin betimelig paatalte Fordring paa lovligen fort Handelsbog, uden al videre Bevisførelse forlange, at Retten enten skal paalægge Modparten at fralægge sig Fordringen med Ed, eller tilstede, at Handelsbogens fører bekrcefter Fordringens Rigtighed med Gd.

I Sager angaaende Underholdningsbidrag til uægte Bsw skal Barnemoderen ligeledes være befoiet til uden videre Bevis at forlange Sagens Afgjørelse ved Parts Gd, faaledes at Retten ifølge Sagens Omstændigheder kan afgjore, om Gden skal aftægges af hende eller den, der sigtes som Barnefade

§ 259.

Naar Sagens afgjørelse skal ske ved Parts Gd, tilstedes eller paalægges Gden i den endelige Dom.

Denne bliver ifølge heraf at afsatte alternativt, ligesom efter de hidtil gjældende Regler.

§ 260.

For Gdeus aflæggelse fastsættes i Dommen en Frist af 4 Uger.

I det til Gdens Aflæggelse bestemte Retsmode skal Gden aflægges, saafremt Sagen ikke er paaanket til hoiere Ret, eller Andragende om fornyet Foretagelse af Sagen er ind givet. Den Gdspligtige, der udebliver uden lovligt Forfald, anses for at have ncægtet Gdens Aftæggelse. Modpartens Udeblivelse er ingen Hindring for Gdens Modtagelse.

skjønnes et anmeldt Forfald lovligt, kan Retten give den fornødne Udsættelse.

§ 261.

Gden aflægges i Neglen for den Ret, der har afsagt Dommen. Dog kan det, hvis den Gdspligtige bor udenfor Landsretskredsen, eller stedlige Forhold lægge betydelige Hin- dringer i Veien for Edens Aflæggelse for Landsretten inden den forestrevne Frist, i Dommen bestemmes, at han skal have Valget mellem at aflægge Gden for den Ret, der har afsagt Dommen, eller for Underretten paa det Sted, hvor han bor eller opholder sig. vælger han dette Sidste, har han at henvende sig til vedkommende Underdommer for at faa et Mode

berammet til Edens Astæggelse inden den fastsætte Frist, ligesom han har med et Varsel af mindst en Uge at kalde Modparten til dette Mode.

Ret kan sættes paa den Gdspligtiges Bopæl, naar denne paa Grund af Sygdom ikke kan forlade samme.

Forinden Eden aftægges, kan Retten gjøre Parten passende Forestillinger og ved Spørgsmaal forvisse sig om, at han tilfulde forstaar Edsthemaet. Finder Retten i Henhold hertil eller paa Grund af den Maade, hvorpaa Parten udtaler sig om Sagen, Betænkeligheder ved at modtage Eden, kan den udsætte Sagen til et følgende Retsmode eller endog ncægte at stede ham ti Edsaflæggelse ved en Kjmdelse, hvorover der kan fores Besværing efter de al- mindelige Rlegler.

De Erklæringer eller Udtalelser af Parten, som have fremkaldt Rettens Betænkelighed, tilfores Retsbogen.

§ 262.

Er den Gdspligtige efter Dommens Afsigelse, men forinden Gdsfriftens Udlob afgaaet ved Dsden eller bleven afsindig eller domfældt for Mened, kunne de, der troede i hans Sted eller varetage hans Anliggender, forlanges ny Foretagelse af Sagen (§ 328, jfr. § 327).

§ 263.

Kjendelser afsiges snarest muligt og i Reglen senest Dagen efter, at Forhandlingen om det omtvistede Punkt er tilende.

Parterne og efter Omstændighederne Vidner, Syns- og skjønsmænd have at give møde til den af Retten for Kjendelsens Afsigelse bestemte Tid, om hvilken de underrettes enten i Retsmodet eller ved Formandens Foranstaltning.

Videre Forkyndelse eller meddelelse af Kjendelser er ufomsden, naar de Paagjældende paa behørig Maade have faaet Anledning til møde ved Afsigelsen.

Kjendelser maa begrundes, og de faktiske Omstændigheder, hvorpaa de bygges, maa noiagtig angives, naar Retsbogen ikke indeholder det Fomsdne i saa Henseende. Andre Be- stemmelser af Retten, som ikke gaa ud paa at afgjore opstaaede Tvistigheder, behsve ikke at begrundes.

Iøvrigt komme de nedenfor om den endelige Doms Vedtagelse givne Regler til An- vendelse paa Kjendelser og andre Bestemmelser af Retten.

§ 264.

Dersom Retten, efterat Optagelse til Dom er sket, finder Grund til at stille nye spørgsmaal af den i § 95 omhandlede Beskaffenhed til Parterne eller til at indhente Syn eller skjøn, er den berettiget til at indkalde Parterne til et Mode, i hvilke de have at be- svare de dem forelagte Spørgsmaal og det kan derhos, hvor det udfordres, paalægges dem efter Rettens nærmere Anvisning at fremskaffe Syns- eller skjønsbevis. Retten er. dersom den ikke finder Parternes Tilkaldelse fornøden, berettiget til ogsaa uden saaoan at afkræve Sagkyndige deres skriftlige eller mundtlige Udtalelser om de tvivlsomme Punkter.

Udgifterne ved de i denne Paragraf omhandlede Foranstaltninger udredes forskudsvis

af det Offentlige, indtil det ved den endelige Dom kan afgjores, hvo af Parterne der skat bærc dem. ^

§ 265.

Ved Dommen skal Sagen paakjendes endelig uden anden Henvisning til paafølgende Proceshandlinger end den, der hjemles ved § 259.

Bevis ved Syn eller skjøn kan ikke henstydes til Optagelse efter den endelige Doms Afsigelse.

§ 266.

Den endelige Dom skal beftaa af:

1) En Fremstilling af Sagens faktiske Sammenhcrng.

2) De egentlige Domsgrunde (PrcrMisferne).

3) Domssiutningen (Konklusionen).

§ 267.

Alle de faktiske Data, paa hvilke Dommen bygges, maa fulostændigt og noiagtigt angives i den. Kjendsgjerninger, som have roeret Gjenstand for Parternes Forhandling, men som efter Rettens Opsattelse af Sagen ikke komme i Betragtning, kunne forbigaas i Dom- men, medmindre Retten stjonner, at der dog muligvis af Hoiesteret kan blive tillagt disse Kjendsgjerninger Betydning, i hvilket Tilfælde Dommen bsr indeholde fornøden Udtalelse, om de kunne anses beviste eller vedgaaede. Ligeledes maa Dommen udtale sig angaaende Kjendsgjerninger, der have været Gjenstand for Forhandling under Sagen, naar Saadant særligt er begjært af Parterne.

Den i Dommen givne Fremstilling af Parternes mundtlige Angivelser og Mtringer afgiver fuldt Bevis for disse, forsaavidt ikke Modbevis imod den fores.

§ 268.

Domsgrundene indeholde en Fremstilling af Retsscetningerne saavelsom af disses An- vendelse paa det Faktiske i Sagen. Anser Retten en af de anfsrte søgsmaalsgrunde eller Indsigelser for tilstrækkelig til at begrunde det paastaaede Resultat, er den ikke Pligtig af indlade sig paa nogen Bedømmelse af de andre. Kun de Kjendsgjerninger, som ifølge Rettens Opsattelse ligge til Grund for Dommen, bedømmes i Præmisserne.

§ 269.

Domsstutningen afsattes paa hidtil brugelig Maade.

§ 270.

Alle Paastande, som ere stillede paa behorig Maade i Overensstemmelse med §§166 167, 168 og 169, maa paakjendes udtrykkeligt eller skiltiende. Derimod tages ikke Henfyn til de Tilfsielser eller Forandringer i Paastandene, som uden Hjemmel i disse Paragrafers Bestemmelser maatte være foretagne.

Iøvrigt afsiges Dommen paa Grundlag af den mundtlige Forhandling og Bevis- forelse. Hvorledes Sagens faktiske Sammenhcenz skal antages at være, afgjor Retten efter frit skjøn i Henhold til det samlede Indhold af Forhandlingerne og den stedfundne Bevisforelse.

§ 271.

Dommen kan ikke tilkjende en Part Mere, end han har paastaaet. Det gjælder og- jaa om Bifordringsr, faafom paa Renter, Frugter eller Skadeserstatning«. Om Proces-

omkostninger og Rettergangsboder giver Dommen de Bestemmelser, hvortil der efter Sagens Beskaffenhed findes Anledning, selv om ingen udtrykkelig Paaitand herpaa er nedlagt.

I Dommen maa der ikke tages Hensyn til søgsmaalsgrunde eller Indsigelser, som ikke ere gjorte gjældende af Parterne, om det end af Sagens Forhandling kan ses, at de kunde have været benyttede.

§ 272.

Gre flere søgsmaal forenede under Sagen (§§ 41 og 42), kan Retten, saasnart noget af disse er modent til Paakjendelse, afsige Dom deri.

§ 273.

Retten kan afsige Dom angaaende enkelte af de fremsætte søgsmaalsgmnde eller Indsigelser saavelsom angaaende Modfordringer, ikke blot hvor færskilt Forhandling af dem er anordnet l§ 102, sidste Stykke), men ogsaa hvor de, uden at dette er Tilfældet, ere modne til Paakjendelse (§ 178). Er en Fordring omtvistet baade i Henseende til dens Tilværelse og til dens Belob, kan Retten forst ved Dom vaakjende spørgsmaalet om Fordringens Tilværelse.

Domme af den Art, som de i foregaaende Stykke omhandlede, ere dog kun at anse som Bestanddele af den endelige Dom, i hvilken de blive at optage og lægge til Grund; de kunne kun fuldbyrdes i Forbindelse med denne, medmindre Retten færlig bestemmer, at de mod eller uden Sikkerhedsstillelse strax kunne fuldbyrdes.

§ 274.

Den endelige Dom afsiges snarest muligt efter Forhandlingernes Slutning. Dersom det ikke ved Optagelsen tilkjendegives Parterne, naar Dommen vil blive afsagt, stulle de af Rettens Formand eller af det celdste i Paakjendelsen deltagende medlem tilsiges til at høre Dommen afsiges. De medlemmer af Retten, som stulle deltage i Dommens Afsigelse, maa ikke paahore de mundtlige Forhandlinger i nogen anden Sag, forend Dommen er vedtaget.

§ 275.

Dommen vedtages efter en forudgaaet Afstemning inden lukkede Dore. Dog er her- med ikke udelukket, at en Raadforsel kan foregaa, inden der strides til at stemme.

I Afstemningen maa kun de Dommere deltage, som have overværet den mundtlige Forhandling og Bevisførelsen i Sagen.

§ 276.

I Dommens Afsigelse deltage fem medlemmer af Retten. Dersom en eller flere Suppleanter medtages til at overvære Sagens Forhandling, deltage disse kun i Afstemningen, naar nogen af de fem, som stulle afsige Dommen, hindres i at hore Sagen tilende.

§ 277.

Det yngste i Dommens Afsigelse deltagende medlem af Retten afgiver forst sin Stemme, og derefter stemme de øvrige i den ved Tjenestealderen bestemte Orden.

§ 278.

Rettens Formand eller det celdste i Paakjendelsen deltagende medlem forestaar Af- stemningen og samler Stemmerne.

Opstaar der Uenighed om, hvorledes Spørgsmaalene skulle stilles, cllcr om Afstem« mngens Resultat, tilkommer Afgjørelsen Retten.

§ 279.

Sagens faktiske Sammenhæng, faaledes som denne i Henhold til Bevisførelsen an« tages at txere (§ 266 Nr. 1), gjores til Gjenstand for en særfkilt Vedtagelse, forsaavidt Saadant ifølge Sagens Beskaffenhed fkjsnnes at være nodvendigt af Henfyn til mulig Paaanke.

§ 280.

For Bedommelsen af Sagens faktiske Eammenhæng, hvor dette i Henhold til §279 bliver Gjenstand for særskilt Vedtagelse, faavelsom for Dommens Resultat i det Hele, maa der være Stemmeflerhed.

De Dommere, der ved de enkelte Afstemninger, hvortil Sagen maatte give Anled- ning, have befundet sig i Mindretallet, kunne ikke undsiaa sig ved at deltage i de senere Afstemninger.

§ 281.

Afstemningen foregaar mundtlig. De afgivne Stemmer indføres udtogsvis i en Stennnegivningsprotokol. Hver enkelt Dommer har Ret til at paase, at hans Stemme rig- tigen gjengives.

§ 282.

Gfterat Dommen paa den i de foregaaende Paragrafer bestemte Maade er vedtaget, afsattes Udkast til Dommen efter Foranstaltning af Rettens Formand, hvilket Udkast derefter forelægges til Godkjendelse.

Wer saaledes at være endelig afsattet underskrives Dommen af Rettens Formand og Retsfkriveren. Dens Afsigelse foregaar derved, at den oplæses i et Retsmode.

§ 283.

Retten kan paa Andragende af en af Parterne berigtige i Dommen indlsbne Skriv- feil i Henseende til Ord, Navne eller Tal, blotte Regningsfeil samt saadanne Feil og For- glemmelser, som alene vedrore Udfærdigelsens Form, faavelsom ogsaa berigtige den i Dom- men indeholdte Fremstilling af Sagens faktiske Sammenhæng (§ 266, 1), forsaavidt denne erkjendes at lide af Feil, bestaaende i Forbigaaelser, Uklarheder eller Modsigelser. Andra- gendet maa fremfættes skriftligt inden 10 Dage efter Domsafsigelsen.

Finder Retten Anledning til at stjcenke Andragendet Opmcerksomhed, tilkjendegives det Andrageren, at han har at møde til en af Rettens Formand fastfat Tid. Modparten til- siges af Nettens Formand til at mede paa denne Tid, og famtidigt med Tilsigelsen tilftilles der ham Gjenpart af Andragendet. Efterat have hsrt begge Parter, hvis de have Noget at bemcerke, tager Retten derefter Beslutning i Anledning af Andragendet; dog kan der, selv om Berigtigelse indrommes i Henseende til den i Dommen indeholdte Fremstilling af Sagens Sammenhæng, ikke iøvrigi foretages nogen Forandring i Domsgrundene eller Doms- slutningen (§ 266, 2 og 3).

Den i Henhold til Rettens Beslutning berigtigede Dom er at anse som den ende- lige Dom i Sagen. Rettens Beslutning angaaende Berigtigelsen kan ikke paaankes særjkilt.

§ 284.

med Hensyn til Udeblivelser i de til Skriftvexlingens Ordning og Ledelse bestemte Retsmøder gjælder Reglen i § 164. Iovrigt komme nedenstaaende Regler om Udeblivelser til Anvendelse.

§ 285.

Udebliver Sagsogeren fra den mundlige Forhandling i det Retsmode, hvori denne skal begynde, bliver Sagen at afvise. Sagfogte, som har givet Mode, kan derhos efter Paastand faa sig tilkjendt Kost og Tcering, naar han godtgjør, at han i rette Tid har til- stillet Sagfogeren sin Sagsfremstilling.

Har Sagsogeren forsomt i rette Tid at afgive sin Sagsfremstilling, kan Sagssgte, hvis Retten ikke finder Grund til at give Udsættelse ifolge § 170 i Slutningen, forlange, at han skal anses som udebleven, selv om han indfinder sig i Retsmodet.

§ 286.

møder Sagsogte ikke til den mundtlige Forhandling af Sagen i det Retsmode, hvori denne skal begynde, uagtet han fes paa behorig Maade at være kaldet til Modet, har Retten at anse de i Sagsogerens mundtlige Fremstilling og Udvikling af Sagen anforte Kjendsgjerninger for sande og afsige Dom i Overensstemmelse med den i hans Sagsfrem- stilling indeholdte Paastand, forsaavidt de ere i Stand til at begrunde denne og ikke ere i Strid med eller ligge helt udenfor hans strifllige Sagsfremstilling. Iovrigt kan Retten, hvor den dertil finder Anledning, i den udeblevne Sagfogtes Interesse opfordre Sagssgeren til at erklære sig noiere angaaende Sagens Sammenhæng.

Har Sagsogte forfsmt i rette Tid at tilstille Sagssgeren sin Sagsfremstilling, kan denne, hvis Retten ikke sinder Grund til at give Udsættelse ifolge § 170 i Slutningen, for- lange, at han skal anses som udebleven, selv om han indfinder sig i Retsmodet.

§ 287.

Dersom det fremgaar af Forkyndelsespaategningen paa Klagestriftet, at Sagssgte vcd dets Forkyndelse angaves at være fraværende paa længere Tid fra sin Bopæl, skal Ret- ten være bemyndiget til ikke strar at lade de i foregaaende Paragraf ommeldte følger as Sagsogtes Udeblivelse indtræde, men den kan udfætte Sagen, ligesom den ogsaa tillige efter Omstændighederne kan paalægge Sagssgeren at iværksætte en ny Forkyndelse af Klagestriftet med et af Retten nærmere bestemt Varsel.

§ 288.

Naar en Part udebliver i det i § 150 omhandlede Retsmode, hvis Hensigt er at forberede Bevisførelsen, anses han som den, der ikke onfker Vidner indkaldte, Synsmænd udmeldte eller Modparten afhort, medens han Paa den anden Side fortaber de Indsigelser, han kunde gjøre mod Modpartens Begjæringer i saa Henseende.

Dog er han ikke udelukket fra senere at andrage paa at maatte fremføre nye Be- viser, hvor dette maatte finde Hjemmel i Grundsætningerne i § 182.

Naar Beviser skulle optages udenfor den Ret, hvor Hovedsagen behandles, forhindrer Udeblivelse af den Bevisførendes Modpart ikke, at Bevishandlingen fremmes. Udebliver den Bevisforende, bortfalder Bevisets Forelse.

§ 289.

Udebliver en Part under Bevisforhandlingen (§ 188), fremmes Sagen paa scedvan- lig Maade af den modende Part. Retten lader den af den udeblevne Part indgivne Paa- stand oplcefe, ligesom Retten ogsaa i hans Interesse kan stille Spørgsmaal til Vidner, skjønsmænd og den modende Modpart.

Dom afsiges paa Grundlag af de i Sagen stedfundne Forhandlinger.

§ 290.

Udeblive i noget Retsmode begge Parter, harves Sagen strax af Retten.

Naar den ene Part udebliver, staar det altid den msdende Part frit for at lade sig anse som udebleven ved enten udtrykkeligt at begjære dette eller ved at undlade at fremme Sagen.

§ 291.

Udeblivelse i de Moder, til hvilke en Forhandling udsættes, eller i hvilke den fort- sættes, behandles efter de ovenfor i §§ 285—290 givne Regler, dog med den nærmere Be- stemmelse, at det, som forinden Udeblivelsen er anfort af Parten, ikke taber sin Betydning eller Virkning, men af Retten bliver at tage i Betragtning ved Domsafsigelsen ifolge de al- mindelige Regler.

§ 292.

Tillades det i Tilfælde, hvor den ene Part udebliver, den modende Part at foretage Forandringer i Paastandene eller at fremsætte nye Anbringender, uden at forudgaaende skriftlig meddelelse til Modparten herom er flet (jfr. § 168 sidste Stykke i Slutningen) kan Retten udfoette Sagen og paalægge den modende Part at underrette Modparten om det Stedfundne.

§ 293.

Retsmidlerne imod Landsretternes Handlinger ere:

1) Paaanke og Besvaning til Hoiesteret;

2) Andragende til den samme Ret om ny Foretagelse af Sagen.

§ 294.

Kun Domme, hvormed Sagen endes i den paagjældende Instants, ere Gjenstand for Paaanke.

Dommens Bestemmelse med Hensyn til Procesomkostninger kan ikke paaankes uden i Forbindelse med Hovedsagen, jfr. dog § 135.

Forelagte Lovforslag m. m. 167

Kjendelser, der afsiges, eller Bestemmelser, der tages under Behandlingen, kunne uden for de Tilfælde, hvor Besværing finder Anvendelse, ikke færskilt paaankes af Sagens Parter.

Paakjendes enkelte Stridssporgsmaal i Henhold lil §§ 272 og 273 færskilt forinden Sagen i det Hele, kunne disse Afgjørelser forst paaankes i Forbindelse med Slutningsdommen, af hvilken de ere at anse som Bestanddele.

§ 295.

I Forbindelse med den endelige Dom kunne de samme foruogaaende Kjendelser og Beslutninger af Retten paaaukes.

En Kjendelses eller Beslutnings Forandring ved Paaanke medfører Ugyldigbeden af de Dele af Sagens Behandling, som afhænge af eller bero paa den.

§ 296.

Den Part, som vil benytte Paaanke, kan ikke samtidigt hermed andrage paa ny Foretagelse af Sagen, hvorimod Saadant staar ham aabent, naar han ikke ved Paaankm bar kunnet opnaa sin Hensigt. Den, der andrager paa ny Foretagelse cn Sagen, anses wr at have givet Afkald paa Paaanke af den afsagte Dom, undtagen i det Tilfælde, at ny Fore- ! tagelse ncrgtes, fordi Retten antager, at Partens øiemed kan opnaas ved Paaanke (§ 328). Andrager den anden Part paa ny Foretagelse af Sagen, blive Forhandlingerne om dette sidste Retsmiddels Tilftedelse at uofætte, indtil Paaanken er bragt tilende.

§ 297.

Krcrnkelse af Rettergangsreglerne afgiver Grunde til Paaanke, medmindre denne Lov anviser Parterne at benytte Besværing som Retsmiddel ller ganske udelukker Paaanke.

Som Tilfælde, i hvilke Paaanke paa Grund af Rettergangsreglernes Krænkelse kan finde Sted, fremhceves særligt:

a) At Retten ikke har været lovligen beklcedt.

d) At Retten har været inkompetent, eller at Retten har afvist Sagen, fkjsut den var kompetent.

0) At Retten er gaaet udenfor Grcrnserne for Domstolenes Virkekreds i Forhold til de andre Statsmyndigheder.

cl) At Sagen er anlagt eller fremmet paa urigtig Maade, navnlig at Parterne ikke have faaet de lovbestemte Forkyndelser og meddelelser eller de sornødne Frister for at kunne varetage deres Tarv.

s) At Retten har feilet i sine Afgjørelser med Hensyn til Beviset ifølge 2det Afsnits Kapitel II eller med Henfyn til de enkelte Bevisers førelse.

1) At Retten i fin Paakjendelse ikke har holdt sig indenfor Parternes Paastande eller ovrige Procedure, eller at Retten har forssmt at paakjende Noget, der burde have været paakjendt.

L) At Domme eller Kjendelser ikke i Overensstemmelse med §§ 267 og 268 ere for- synede med de sornodne Angivelser af Fakta eller af Domsgrunde.

d) At Domsstutningen er behceftet med væsentlige Mangler, som i det Hele eller for en Del udelukke Parten fra den tilsigtede Retsnydels?.

i) At Parterne ikke have havt den til at raade over Processen fornødne Myndighed.

§ 298.

Finder Heiesteret, at en Krænkelse af Rettergangsreglerne har fundet Sted, kan den tilintetgjore enten hele den stedfnndne Behandling eller de Dele af den, som staa i For- bindelse med eller hvile paa den begaaede Feil.

Hjemvises Sagen tillige til ny Behandling, bliver derhos at bestemme, fra hvilket Punkt denne skal tage sin Begyndelse; dog bliver herved at iagttage, at Hjemvisning paa Grund af Feil ved Hovedforhandlingen maa medføre den hele Hovedforhandlings fuldstcrndige Gjentagelse.

§ 299.

I Henseende til Sagens Realitet kan Paaanke til Hoiesteret til Nnderkjendelse og Forandring af Landsrettens Dom finde Sted, naar Landsretten har feilet i Opsattelsen af den materielle Ret eller dens Anvendelse paa det foreliggende Tilfælde eller i Henseende til den retlige Vurdering og Opsattelse af de i Dommen som beviste antagne Kjendsgjerninger eller af Sagsfremstillingerne eller de fremlagte Dokumenter i og for sig betragtede. Derimod kan Høiesteret ikke underkjende Landsrettens Bedommelse af Resultatet af en Bevisforelse red Vidner, Syn og skjøn eller Parternes personlige Afhorelse, hvad enten dette Resultat stsites paa de nævnte Bevismidler alene eller paa disse i Forbindelse med fremlagte Do- kumenter.

Hvor Hoiesteret forandrer Landsrettens Dom, kan dermed forbindes Hjemuisning til nn Behandling af Sagen ved Landsretten i det Omfang og paa den Maade, som Hoiesteret anser for nodvendig.

§ 300.

Til Grundlag for Hoiesterets Paakjendelse af Sagen tzener Landsrettens Dom i Forbindelse med de under Sagen afsagte Kjendelfcr, Sagsfremstillingerne, de som Bevis pro- ducerede Dokumenter samt en Udskrift af det, som under Forhandlingerne er tilfort Retspro- tokollen (§§ 33. 84, 85).

§ 301.

Alle Domme, Kjendelser og andre Beslutninger af Landsretterne kunne, forsaavidt denne Lov ikke bestemmer anderledes, paaankes til Hoiesteret.

Naar Vidners, Synsmænds eller Parters Afhorelse i Henhold til Bestemmelserne i §§ 96 og 181, jlr, §§ 203 og 232, foregaa for cn Underret, betragtes dennes Kjendelser eller Beslutninger i Henseende til Paaanken, som om dc vare udgaaede fra en Landsret.

§ 302.

Paiankc maa N'crrN'crttes inden 4 Uger fra Dommens Afsigelse at regne, medmindre Retten i Henhold til denne Lov særlig fastsætter en anden Frist, jfr. § 336.

§ 303.

Dog kan Paaankc undtagelsesvis tilstedes indtil 1 Aar efter den endelige Doms Af- sigelse, naar der oplyses Omstændigheder, som tilstrækkelig undskylde, at den i forcgaaende Pa- ragraf omhandlede Ankefrist er gaaet ubenyttet hen.

§ 304.

Den Part, som i Henhold til foregaaende Paragraf vil paaanke en Dom efter Ud- lobet af den i § 302 fastsætte Tid, har at indgive et striftligt Andragende herom til Hoieste- tets Formand, hvori han maa anfore de Omstændigheder, som formentlig berettige ham til Sagens Paaanke. Heiefterets Formand har derefter i Forening med to medlemmer af Netten at afgjore, om Paaanke kan tilstedes. Modparten kan opfordres til at elklære sig over Andragendet, ligesom den Part, der vil paaanke, paa Opfordring af Hoiefterets For- Mand, har at tilvejebringe de fornødne Beviser. Saavidt muligt skal i saadant Tilfælde Beviset fores ved Dokumenter. Er Vidnefsrsel uundgaaelig, foregaar denne ikke ved Høieste«

ret, men Vidnerne føres ved Underretten paa det Sted, hvor de bo eller opholde sig, i de Former og paa den Maade, som naar Vidner afhøres forend Hovedforhandlingen, og Udstrift af det Stedfundne fremlægges i Overensstemmelse med Reglerne i § 224. Tilstedes Paa- anken, erholder vedkommende Part en Udfærdigelse herom, der maa meddeles Modparten i Forbindelse med den i § 306 omhandlede Underretning om Paaanken.

§ 305.

Paaanke er udelukket:

a) Naar Ankefristen er udloven, og Sagens Fremme ikke tilstedes i Henhold til fore- gaaende Paragraf.

d) Naar Parten udtrykkeligt eNer skiltiende har givet Afkald paa Paaankc. Saadant Afkald paa Paaanke kan ikke gyldigen gives, førend efterat den Retsafgørelse, om hvis Paa« anke der er Tale, er truffen.

§ 306.

Paaanke^iværksættes derved, al Parten paa den i §§ 108—N9 forestrevne Maade meddeler Modparten en skriftlig Underretning om, at han agter at paaanke, i Forbindelse med en summarisk Angivelse af Ankens Gjenstand og Hensigt. Enhver af Parterne kan ivoerk- icette selvstændig Paaankc under Iagttagelse af de almindelige Regler herom. Sker Paaankc fra begge Sider, blive dc tvende Anker i Reglen at forene til samtidig Forhandling (§ 102 Ifte Stykke).

§ 307.

Senest 4 Uger, efterat den i § 306 omtalte Underretning er given, skal den an- kende Part, dersom han ikke vil anses for at bave frafaldet Paaanke, meddele Modparten sit Ankessrift.

Ankejkriftet skal indeholde:

a) En fuldstændig og tydelig Angivelse af Ankegrundene og den eller de Paastande, som agtes nedlagte.

b) Angivelse af den Sagførers Navn, som maatte værc antaget, eller, dersom Sag- fører ikke agtes benyttet, af en i Kjøbenhavn boende Mand, hvem alle processuelle meddelelser paa Partens Vegne kunne gjøres.

o) En paa Heiesterets Skriverkontor given Paategning, hvorved en Tid bestemmes til Sagens Foretagelse i Hoiesteret; dog bliver herved at iagttage, at der skal lades paagjældende Part en Varselsfrist af mindst 8 Uger.

§ 308.

Inden Halvdelen af den i Ankeskriftet indeholdte Varselsfrist er udlovet, skal den Ankendes Modpart tilstille denne en meddelelse om, hvilken Sagrgrer han har antaget, eller, dersom Sagfører ikke agtes benyttet, en Opgivelse af en i Kjøbenhavn boende Mand, hvem alle processuelle meddelelser paa Partens Vegne kunne gjeres.

Vil Modparten, som ikke har anstillet felvstcrndig Paaankc, kontrapaaanke, har han derhos inden fornævnte Frist at overgive den Ankcndc et Tilsvarsskrift, som indeholder Under- retning om Kontraankens Gjenstand og Hensigt, derunder den eller de Paastande, som agtes nedlagte, i Lighed med, hvad der i § 307 Litr. a er bestemt.

§ 309.

Naar Paaanke finder Sted, erholder den Ankendes Modpart herved Ret til at kontra- paaanke Dommen i sin Interesse, selv om han ellers ifølge dc almindelige Regler vilde værc udelukket fra at anstille felvstændig Paaanke.

Kontwpaaanke iværffikttes ved Paastandens Optagelse i Tilfvarsstnftet ^§ 303 sidste Stykke).

§ 310.

At den Ankende efter Tilsvarsstriftets Dverleverelse hcever Sagen, har ingen Ind« flydelje paa Kontrapaaanken, men Sagen kan fremmes videre til dens Afgjørelse.

Findes Paaanken ulovftikket, saaledes at Afvisning enten paa Embeds Vegne eller efter Paastand finder Sted, bortfalder hermed ogsaa Kontrapaaanken.

§ 311.

Afvises en Sag fra Heiefteret, skal det, uanset al Ankefristen imidlertid maatte vVre udløben. staa Parten frit for at indanke Sagen paany, naar nyt Ankestrift tilftilles Mod- parten inden 14 Dage fra Afvisningsdommens Afsigelse. Denne Ret kan kun benyttes en Gang.

Dog gjælder det Anferte selvfølgelig ikke, naar Afvisningsgrunden var Ankefristens Overskridelse.

Naar Sagen i Henhold til denne Paragraf paanv antages til Paakjendelse, træder Retten til at kontrapaaanke i Live igjen.

§ 312.

Fra den Tid, som bestemmes i den Ankefkriftet givne Paategning, maa Parterne være rede til at fremstille sig, naar Sagen efter sin Tur falder til Foretagelse. Ankeskriftet og Tilwarsst'riftet, hvor Kontrapaaanke finder Sted. overgives da til Retten, som fastfoetter en Tid til den mundtlige Forhandling, forsaavidt Heicsteret ikke ifølge Sagens Beskaffenhed efter Opfordring fra Parternes Side eller uden saadan finder Anledning til at bestemme, at den skal behandles skriftligt. Bestemmelse herom kan tages af Hoiesterets Formand i Forening med 2 af Rettens medlemmer.

§ 313.

I det til den mundtlige Forhandling bestemte Retsmode fremsoetter enhver Ankende sine Paastande og begrunder dem, under Henvisning til og Oplæsning af Landsrettens Dom og Kjendelser samt ovrige Dokumenter, der kunne komme i Betragtning, hvorefter Modparten imodegaar disse og iøvrigt svarer paa Anken samt begrunder fin Kontraanke, hvis en saadan er fremfort.

Under den mundtlige Forhandling have Parterne Ret til hver at erholde Ordet en Gang. Om yderligere Ordvezling kan tillades, beror paa Formandens Bestemmelse, ligesom denne i det Hele leder Forhandlingerne i Overensstemmelse med Reglen i § 93.

§ 314.

Parterne kunne ikke for Hoiefteret fremkomme med faktiske Anbringender, der ligge udenfor, hvad der er fremfort for Landsretten.

De i Anke- og Tilsvalsfkrifterne srem'^tte Paastande kunne ved den mundtlige For- handling vel nærmere forklares og jydeliggjores, men i Reglen ikke forandres, og ligeledes kunne kun de i de nævnte Skrifter optagne Anke- eller Kontrapaaankegrunde paaberaabes til Paastandenes Begrundelse.

Dog kan Hoiesteret, naar forregne Grunde tale derfor, tillade, at Paastande forandres, saavelsom, at nye Anke- eller Kontraankegrunde paaberaabes. Findes det, at Modparten af Hensyn hertil behover Tid til sit Forsvar eller sit Angreb, kan Hoiefteret udsætte Sagens videre Forhandling.

§ 315.

Forinden Forhandling angaaende Paaankens Gjenstand begynder, underseger Hoiefteret paa Embeds Vegne, om Paaankens Fremme kan tilstedes, samt om den er iværksat i rette Form og i rette Tid.

Reises der af Modparten Spergsmaal om Sagens Afvisning fra Heiestcrct, Afgjøres dette ligeledes, forene Sagen felv forhandles.

Der gives Parterne Leilighed til at yttre sig om Awisningssporgsmaalet.

§ 316.

Hejefteret paakjender ikkun Landsrettens Dom, saavidt paaanket er. Iovrigt forbliver det ved den stedfundne afgjørelse.

Naar Sagens Forhandling er tilende, assiges Dom enten ftrax eller dog snarest muligt. Ingen ny Sag maa foretages, forinden Dommen i den foregaaendc Tag er vedtaget.

§ 317.

I Domsafsigelien deltage mindst ni Dommere. Ievrigt komme dc om Dommens Vedtagelse m. v. for Landsretterne givne Regler til Anvendelse. Dommen skal være forsynet med Grunde.

§ 318.

Naar Hojcsterets Dom gaar ud paa Hzemvisning, maa den heri interesserede Part

henvende sig til Landsretten med skriftlig Begjæring om Sagens Foretagelse. Han har i

Forbindelse hermed at forclægge en Udskrift af Højesteretsdommen for Landsrettens Formand,

hvorefter denne tilsiger Modparten til møde og erklærer Sagen for ajenoptaget. Herefter

er det Parternes Sag at fremme Sagen i Overensstemmelse med de almindelige Regler.

Landsretten er forpligtet til ved Sagens Behandling og Afgjørelse at følge de af Heiesteret udtalte Retsanfkuelser.

§ 319.

Udebliver den Ankende ved Heiesteret i det i § 312 ommeldte mede eller ved den mundtlige Forhandling anses han for at frafalde Sagens Paaanke. Retten hcever Sagen rg tilkjender den msdende Modpart efter herom nedlagt Paastand Kost og Tcering, hvis han i rette Tid har afgivet den i § 308 omhandlede meddelelse.

Udebliver Modparten, kan den Ankende fra sin Side fremme Sagen paa scrdvanlig Maade. Dom afsiges paa Grundlag af Landsrettens Dom og samtlige de fremlagte Doku- menter. Har den Ankendes Modpart anstillet Kontrapaaanke, bortfalder den.

Undladelse af i rette Tid at tilstille Modparten den i § 308 omhandlede meddelelse eller i Tilfælde af Kontrapaaanke Tilsvarsfkrift, agtes lige med udeblirelse. Dog kan Hoiesteret, naar Omstændighederne tale derfor, tillade Tilsvarsstriftets senere Overlevering, naar den Ankendes Modpart i det i § 312 omhandlede møde fremsætter Begjæring derom og med- deler dc fomodne Oplysninger. Retten bestemmer da dc fomodne Frister og Udslettelser.

§ 320.

Besværing til Hoiefteret benyttes kun som Retsmiddel mod Landsrettens Handlinger i de Tilfælde, hvor denne Lov bestemmer det, samt hvor Parten vil beklage sig over Afgø- relser af Retten eller dens Formand, hvorved Begjæringer og Andragender vedkommende den

processuelle Fremgangsmaade afslaas, uden at nogen Forhandling mellem Parterne for Retten er gaaet forud for Afgjørelsen.

§ 321.

Besværingen iværksættes derved, at et Besværingsskrift indgives til den Ret, over hvis Handlinger eller Afgjørelser man vil besvære sig, indeholdende en Fremstilling as Besværings- arundcn og det Andragende, som i den Anledning gjøres.

Diktat til Retsbogen kan benyttes istedetfor Indgivelse af Besrceringsfkrift ved Under- retterne, men vcd Landsretterne kun, naar Besværing fremfættes af Vidner, Syns- og skjøns- mænd eller Trediemand, hvem Fremlæggelsen af et Dokument er paalagt.

§ 322.

Retten indsender inden Udløbet as en Uge Besværingsskriftet eller Afskrift af Rets- bogen forsynet med Afskrift af den paaklagede Kjendelse og øvrige Aktstyiker, til Hoiesteret, hvorhos Retten tillige kan ledsage Besvcrnngen med dens egen Erklæring over Sagen Om den stedfundne Indsendelse gives der strax den, der bar iværkfat Besværingen, saavelsom Mod- rarten Underretning.

§ 323.

I Lobet af en Uge fra denne meddelelse har den, som besværer sig, og Modparten Adgang til at indsende til Heiesteret skriftlige Udtalelser om Spergsmaalet. Senere indsendte Udtalelser ere ikke udelukkede fra at tages i Betragtning, faalænge Asgjørelse ikke har fundet Sted.

§ 324.

førend Asgjørelse træffes, kan Høiesteret efter sit skjøn indhente yderligere Oplys- ninger og erklæringer fra Retten eller P.nterne. Nye faktiske Anbringender og Beviser kunne tages i Betragtning.

§ 325.

Paa Grundlag af de indsendte Akter og skriftlige Udtalelser og Erklæringer træffer Høiesteret snarest mulig Afgjørelse ved Kjendelse. Naar særlige Grunde tale derfor, kan Høiesteret dog, saavel af egen Drift som efter Begjæring af nogen af Parterne, anordne mundtlig Forhandling og til den Hensigt opfordre Parterne til at give Msde. Udebliver i saa Fald den, der besværer sig, afvises Besværingen. Udebliver Modparten, er dette ikke til Hinder for, at Sagen paakjendes, efterat den Klagendes mundtlige Fremstilling er bort.

§ 326.

Hvor denne Lov ei bestemmer anderledes, er Besværingsfristen 2 Uger. Opreisning mod Forsommelse med at fremko.nme med Besværing kan gives efter Reglen i § 304, dog ikke længere end i 6 Maaneder.

Besværiug til Høiere Ret har ikke opsættende Virkning, undtagen forsaauidt dette følger af denne Lovs Forskrifter. Dog kan ogsaa ellers saavel den Ret, mod hvis Asgjørelse Besværing finder Sted, som den Ret, til hvilken Besværing sker, anordne saadan Opsættelse.

Forsømmelse med at benytte en til Besværings Iværksættelse given udsættelse anses som Frafaldelse af Besvcrnngen.

§ 327.

Enhver af Parterne kan andrage paa, at den afsagte Dom maa blive ophcevet ved Kjendelse af den Ret, som har afsagt den, og Sagen foretaget paany enten i det Hele eller for en Del:

1) naar Parten maa antages at være istand til at fore nyt og bedre Bevis, og det ikke kan lægges ham til Last som en Forssmmels?, at saadant Bevis ikke blev fort under Sagen;

2) naar Modparten har gjort sig skyldig i lognagtige Forklaringer eller andet svigagtigt Forhold i Processens Forelse;

3) naar de i Sagen optraadte Vidner eller Synsmænd have forklaret eller erklæret urigtigt, eller benyttede Dokumenter have været falffe eller forfalskede;

4) naar nogen af Dommerne eller de andre i Sagen handlende Embedsmænd ved rets- kraftig Dom for deres Forhold i Sagen er funden skyldig til Straf efter Straffelovens §§ 120. 123, 124, 125, 133. 134 eller 141;

5) naar Parten, uagtet de processuelle Forskrifter og Regler ere blevne iagttagne overfor ham, uden egen Brsde er bleven forhindret i eller udelukket fra at varetage sit Tarv ved at give Mode. foretage ham paabudne Skridt i Processen o. desl.

Parterne kunne ikke gyldig give Afkald paa deres Ret ttl at begjceve ny Foretagelse af Sagen, førend efterat den Retsafgørelse, med Hensyn til hvilken der er spørgsmaal om ny Foretagelse af Sagen, er truffen.

§ 328.

Ny Foretagelse af Sagen bevilges, naar Retten skjønner, at nogen af de i § 32? nævnte Omstændigheder kan have havt en for Parten skadelig Indflydelse paa selve Sagens Udfald, og at den fornødne Retshjælp ikke er opnaaet eller ikke Mnnes at kunne opnaas ved Paaanke. Fremdeles bliver ny Foretagelse af Sagen at bevilge i det i § 262 nævnte Tilfælde.

§ 329.

Andragende om ny Foretagelse af Sagen fremsættes inden 4 Uger efter Dommens Afsigelse eller dog inden 4 Uger, efter at Parten har faaet Kundskab om den Omstændighed, hvorpaa han ifølge § 327 stotter sin Begjæring.

Efter Udlobet af 1 Aar fra Dommens Afsigelse kan intet Andragende om ny Fore- tagelse af Sagen modtages.

Paaanker Modparten Sagen til hoiere Ret, efterat Andragende om ny Foretagelse af Sagen er fremsat, bliver Paaankens videre Fremme at udsætte, indtil Spørgsmaalet om ny Foretagelse as Sagen er afgjort, og, hvis denne tilstedes, den nye Behandling er tilendebragt.

§ 330.

Den Part, der vil andrage paa ny Foretagelse af Sagen, har i et til Retten ind- give skriftligt Andragende at angive de Omstændigheder, hvorpaa han stylte, sig. En Udskrift af Dommen skal ledsage Andragendet.

§ 331.

Anser Retten sig, ifølge hvad der indeholdes i Andragendet og Dommen, tilstrækkelig over- bevist om. at ny Foretagelse af Sagen bor ncægtes^ kan den ved Kjendelse strar afvise Andragendet.

§ 332.

Finder Retten ikke Grund til strax at afvise Andragendet om en ny Foretagelse af Sagen, har Formanden at forsyne en Gjenpart af Andragendet med en Paategning, hvorved en Tid til spørgsmaalets Behandling berammes. Denne Gjenpart i Forbindelse med Doms- udskriften har den andragende Part derefter at meddele Modparten.

Ved Sagens Berammelse bestemmer Retten Varselet, der dog ikke bor være under 14 Dage. Der bor levnes paagjældende Part fornøden Tid til at forge for Forkyndelsens Iværksættelse.

Forsommer den forfølgende Part ufortovet at iværkscelte Forkyndelsen eller iøvrigt at iagttage det Fornødne til Sagens Fremme, anses han at frafalde ny Foretagelse af Sagen.

§ 333.

Paa den berammede Tid møde Parterne, og en mundtlig Forhandling finder Sted angaaende det spørgsmaal, om ny Foretagelse af Sagen i Henhold til det indgivne Andra- gende skal bevilges.

Vil den andragende Parts Modpart ogsaa for sit Vedkommende begjære ny Fore- tagelse af Sagen, har han senest i dette møde at fremkomme med sin Paastand derom.

§ 334.

I Reglen have vedkommende Parter at medbringe de fornødne Beviser for de Kjendsgjerninger, hvorpaa Begjæringen om Sagens ny Foretagelse støttes, saaledes at spørgs- maalet herom kan blive afgjort i det samme Retsmode. Bevis i den omhandlede Henseende maa som følge heraf i Reglen fores ved Dokumenter.

I Nodstilfælde kan det dog, naar iøvrigt Formodning er tilveiebragt for Rigtig- heden af det Anfsrte, tilstedes, at yderligere Bevis derfor fores red Vidner, til hvilken Ende Landsretten da kan tilstaa den fornødne Udsættelse. Vidneforselen foregaar for Underretten paa det Sted, hvor Vidnerne bo eller opholde sig i Overensstemmelse med Reglerne i § 224.

Ogsaa hvor Vidneforsel ikke skal finde Sted, kan Retten, naar særegne Omstændig- heder tale derfor, undtagelsesvis udsætte Sagen til et paafølgende Retsmode, i hvilket Afgjo- relsen da maa finde Sted.

§ 335.

Naar Forhandlingerne ere endte, bestemmer Netten ved Kjendelse, til hvis Afsigelse Partene maa kaldes, om ny Foretagelse af Sagen skal finde Sted.

Bevilges den, bliver tillige ved Kjendelsen den afsagte Dom at ophceve, og Ret- ten bestemmer efter Proceduren, fra hvilket Punkt den stedfundne Behandling skal falde bort.

§ 336.

Kjendelser af Retten, hvorved ny Foretagelse af Sagen tilstaas eller ncægtes, kunne paaankes. Gaar Kjendelsen ud paa, at Andragendet om ny Foretagelse af Sagen skal tages til Folge, maa den hermed misfornoicde Part strax ved Kjendelseus Afsigelse erklære Paaanke, til hvis Iværksættelse Retten indrsmmer den fornødne Frist. Gre de til Paaanke for- nodne Skridt ikke foretagne inden den Tid, og forfølgcs Sagen derefter ikke paa behorig Maade anses Paaanke for frafaldet. Ncægtes Andragendet om ny Foretagelse af Sagen kan Paaanke iværksættes indtil Udløbet af den scedvanlige Frist (§ 302).

§ 337.

Ankestrift (§ 307) maa i de i § 336 omhandlede Tilfælde meddeles Modparten Forelagte Lovforslag m. m. 168

inden Paaankefnstens Udlob. Varselsfristen (§ 307 Litr. g) indskrænkes til 4 Uger. Iøv- rigt foregaar Paaanken efter de almindelige Regler.

§ 338.

Er ny Foretagelse af Sagen bevilges, har den Part, som herpaa har andraget, inden 8 Dage fra Kjendelsens Afsigelse at henvende sig til Landsrettens Formand med skriftlig Begjæring om, at denne vil beramme et Retsmode til Sagens fornyede Foretagelse og tilsige Modparten ti! dette.

I det omhandlede Retsmode har vedkommende Part at stille de Andragender, som ere fornødne, for at Sagen paany kan foretages i Overensstemmelse med den afsagte Kjen- delse (Z 335). Retten fastsætter i Henhold hertil de fornødne Frister og møder for Sagens videre Forhandling.

Forsommelse fra Partens Side med at fremme Sagen i Overensstemmelse med denne Paragraf, anses for Frafaldelse af Sagens fornyede Foretagelse.

§ 339.

Ved den fornyede Behandling af Sagen blive de i denne Lovs andet Afsnit givne Regler at følge med de Indskrænkninger, som flyde af de i dette Kapitel indeholdte For- skrifter. Skulde det ikke være muligt paany at afhoreførte Vidner eller Parter eller paany at iværksætte Syn cg skjøn, kan Retten forsaavidt henholde sig til de Oplysninger om de paagjoeldende faktiske Omstændigheder, der indeholdes i den ophcevede Dom.

§ 340.

Ny Foretagel'e af Sagen kan, naar undtages det i § 327 Nr. 1 omhandlede Til- fælde, finde Sted, ogsaa naar Dom i Hoiesteret er gaaet. Andragendet maa da henvendes til Hoiesteret. Bevilges Sagens fornyede Foretagelse, ophcever Hoiesteret den afsagte Dom, saavidt nødvendigt er, og henviser Sagen til Behandling ved den Landsret, som har afsagt Dommen, hvorefter Sagens videre Behandling sker ifolge fnranstaacndc Regler.

§ 341.

Udeblivelse under de angaaende Sagens fornyede Foretagelse stedfindende Forhand- linger har for den andragende Parts Vedkommende den følge, at han anses for at frafalde sit Andragende, for Modparlens Vedkommende den Folge. at Sagen afgjores efter de fra den andragende Parts Side fremkomne Oplysninger og Forklaringer.

Iøvrigt komme de i andet Afsnits Kap. V givne Regler om Udeblivelse til Anvendelse.

§ 342.

De i andet Afsnits forste Kapitel omhandlede striftlige Sagsfremstillinger og ovrige striftlige meddelelser mellem Parterne bortfalde, naar Sagen behandles ved Underretten.

§ 343.

Sagssgeren begynder Sagen med at tilstille Underdommeren sin Klage.

I Reglen skal han selv besorge Klagen skriftlig afsattet; dog kan han, naar Sagens Gjenstand er under den i § 354 bestemte værdi, begjærc af Underdommereu, at denne skal være ham behjælpelig hermed. Klageskriftet skal, foruden Parternes Navne og Vopæle eller Opholdssteder, indeholde en kort Fremstilling af de Grunde, hvorpaa søgsmaalet slottes, samt en nsiagtig Angivelse af den Paastand, der agtes nedlagt.

Dommeren forsyner Klagestriftet med en Paategning, hvorved Sagen berammes til Foretagelse i et angivet Retsmode. Det bliver herved at iagttage, at Klagestriftet kan for- kyndes for Sagssgte med et Varsel af mindst en Uge. Dog har Dommeren i paatrængende Tilfælde Myndighed til at afkorte Varselet endog til 24 Timer; men i saa Fald maa Klagen indeholde Oplysning om den paaberaabte Grund.

Dokumenter, som Sagsogeren vil benytte, bor i Reglen nævnes i Klagestriftet; lige- ledes bor Sagsogte udtrykkeligt opfordres til at fremkomme med de Dokumenter, han vil be- nytte til sit Forsvar i det fsrste Retsmode.

§ 344.

Klagestriftet tilbageleveres Sagssgeren, som har at sørge for dets betimelige For- kyndelse for Modparten. Gjenpart af Klagestriftet med den samme givne Berammelsespaa- tegning overleveres i Forbindelse hermed til Sidstnævnte.

§ 345.

Til den berammede Tid møde Parterne. Dommeren har da, forinden Proceduren begynder, at mægle Forlig mellem dem, medmindre Sagen henhorer til dem, i hvilke den ved Lov 10de Mai 1d54 § 65 ff. anordnede Forligsmcrgling for mægleren i Tyendesagcr har fundet Sted. Kommer Forlig istand, tilfores det Retsbogen.

§ 346.

Kommer Forlig ikke istand, eller skal ingen Forligsmægling foregaa, stride Parterne til mundtlig at udvikle deres Sag for Dommeren uden videre Forberedelse ved Skrift. Sag- søgeren fremlægger det behorigt forkyndte Klagestrift og fremstiller Sagen fra sin Side, hvor- paa Sagsogte har at erklære sig.

Under Sagens Forhandling i Retsmodet bor Dommeren ikke blot fsge at fremkalde tydelige og sandfærdige Forklaringer fra Parternes Side om Sagens Sammenhæng, men han har ogsaa, forsaavidt Parterne ikke møde ved Sagførere, at veilede dem med Hensyn til, hvilke Handlinger eller Beviser de retteft bor foretage eller fremskaffe.

De fra begge Sider fremsætte Paastande protokolleres fuldstændigt, medmindre de i særfiilt skriftlig Fremstilling fremlægges til Protokollen. Forsaavidt Saadant efter Omstændig- hederne maatt? anses fornødent, kan Dommeren foranledige Afsattelsen af saadanne skriftlige Fremstillinger af Paastandene og dertil tilstaa Udsættelse.

Naar Sagens Gjenstand er over den i § 354 bestemte værdi, skulle endvidere Par- ternes Erkceringer over Sagens Sammenhæng, Vidnernes Forklaringer m. v. protokolleres, dog ikke ordret, men efter deres væsentlige Indhold. Det Tilforte oMses og vedkjendes.

§ 347.

Dommeren kan bestemme, om Formalitetsindsigelser skulle forhandles og paakjendes Nrskilt eller i Forbindelse med Realiteten.

Parterne maa derfor altid være beredte paa at forhandle Realiteten i det forste Retsmode.

§ 348.

Paastande kunne forandres, indtil den i § 346 omhandlede Protokollation eller Frem- læggelse til Protokollen af dem er fket, men efter den Tid, forsaavidt Forandringen gaar ud paa Andet end en Frafalden eller Indskrænkning, kun med Rettens Tilladelse.

Finder Retten, at det ikke kan forlanges af Sagfogte, at han strar skal svare paa de forandrede Paastande, udsættes Sagen.

Sagfsgte kan fremsætte Modfordringer efter de almindelige Regler (§ 101).

§ 349.

Dokumenter maa, hvad enten de paaberaabes i Klagefkriftet eller ikke, fremlæggek i Retsmodet; dog kan Netten, forsaavidt det findes, at der ikke har været tilstrækkelig Tid for den Sagsogte til at fremskaffe et Dokument, eller at det fra den Sagsogtes Side Frem- komne giver Sagsogeren Anledning til at fremkomme med yderligere Dokumenter, udflette Sagen herefter.

Til at gjøre sig bekjendt med de fremlagte Dokumenter bor der i Reglen gives Mod- parten den fornødne Tid i selve Retsmodet.

Finder Retten, at dette Sidste efter Omstændighederne og navnlig Dokumentets Be- skaffenhed ikke vil være tilstrækkeligt, kan Sagen udsættes. Den, mod hvem Dokumentet frem- lægges, maa, derfom det ikke med Producentens Samtykke kan udlaanes ham, forsynes med en Gjenpart af samme og gives Adgang til paa Retsfkriverkontoret at undersoge Dokumentet.

§ 350.

Sagens mundtlige Forhandling skal saavidt muligt søges tilendebragt i eet Retsmode eller dog i Reglen foregaa uafbrudt om end i flere Retsmoder.

Er Sagen moden til Paakjendelse, uden at videre Bevisforelse foregaar, afsiges Dommen. I modfat Tilfælde bestemmes det ved Kjendelse, hvilke Omstændigheder der trænge til at bevises, hvorefter Parterne kunne forestaa deres Beviser, der føres under Slutnings- forhandlingen (§§ 179—195). Retten anordner de fornødne Udsættelser.

Efter Slutningsforhandlingen, under hvilken Beviserne fremfores, og Sagen Iøvrigt udvikles og forklares, afsiges Dom snarest muligt (§ 274).

§ 351.

For Underretter ere Vidner, der bo eller opholde sig udenfor Underretskredfen, ikke pligtige at mode, naar de vilde komme til at reife mere end 9 Mile paa Iembane eller 3 Mile paa anden Maade — eller en tilsvarende Veilceugde delvis paa Jernbane og paa anden Maade — for at naa hen til Retten. Naar et Vidne, der bor udenfor Retskredfen, skal tilbagelægge en længere Vei end 3 Mile paa Jernbane eller 1 Mil paa anden Maade, kan det fordre Rejseudgiften godtgjort (§ 202). Dog staar det i saa Fald vedkommende Part frit for, derfom han foretrækker dette, at lade Vidnet afhøre for Underdommeren i den Rets- kreds, hvor det hører hjemme.

Det i § 206 for Vidner bestemte Varfel kan af Dommeren afkortes, naar Om- stændighederne tale derfor, endog til 24 Timer.

§ 352.

I Tilfælde af Udeblivelse forholdes efter de ovenfor i §§ 285 til 292 indeholdte Grundsætninger, dog med de Lempelser, som følge af, at ingen Forpligtclfe til at fremkomme med Sagsfremstillinger sinder Sted ved Underretten, hvorfor de til Undladelse heraf knyttede særlige Udeblivelsesvirkninger ikke komme til Anvendelse.

§ 353.

Hvor de i de foregaaende Paragrafer giunc Bestemmelser ikke indeholde afvigende Forskrifter, blive de i andet Afsnit om Sagers Behandling for Landsretterne givne Regler at følge med de Indskrænkninger, som flyde af Forholdets Natur.

§ 354.

Naar Sagen, uden Henlyn til de ikke ved Klagestriftets Indgivelse forfaldne Renter Procesomkostninger eller Rettergangsboder, har en værdi af over 40 Kr., kan den paaankes til den Landsret, i hvis Kreds Underretten ligger.

Er Sagen ikke af den angivne værdi, haves i Reglen intet Retsmiddel imod Under- rettens Handlinger. Dog kan Landsrettens Formand, efter et fra vedkommende Part indgivet skriftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger maa følge, tillade, at Sagen antages til Paakjendelse, naar den sijsnnes at have en almindelig Interesse eller videregaaende be« tydelige følger for Vedkommende. Herom meddeles der Modparten Underretning.

Naar en fra Underretten indanket Sag er paakjendt af Landsretten, kan den i Reglen ikke yderligere paaankes. Dog kan Hoiesterets Formand i Forbindelse med 2 af ham tiltagne medlemmer af Retten undtagelsesvis tillade, at Sagen indbringes for Hoiesteret, naar den skjønnes at have almindelig Interesse eller videregaaende betydelige følger for Vedkommende. Andragende herom fremsættes og behandles paa den i § 304 angivne Maade.

§ 355.

med Hensyn til Tiden for Paaankens Iværksættelse gjælde de i §§ 302—304 givne Regler. Den i sidstnævnte Paragraf omhandlede Bestemmelse om Paaankens Tilstede- lighed afgives, iøvrigt i Overensstemmelse med Paragrafens Regler, af Landsrettens Formand i Forbindelse med 2 andre af Rettens medlemmer og er ikke Gjenstand for Paaanke.

Den i § 305 Litr. d angivne Regel finder ogsaa Anvendelse paa Underretssager.

§ 356.

Paaanken iværksættes ved, at den Ankende inden den foreskrevne Frist til Landsretten indleverer og, efterat have faaet det tilbageleveret med paategnet Berammelse af Dagen til Sagens Foretagelse, for Modparten lader forkynde et Klagefkrift, der maa indeholde en An- givelse af Ankens Gjenstand og Hensigt og være bilagt med Udskrift af Underrettens Dom og det sammes Retsbog Tilfsrte, samt iøvrigt væsentlig være afsattet i Overensstemmelse med de i § 159 givne Regler.

med Henfyn til Varselet til Modparten og dennes Forpligtelse til at meddele Sag- søgeren Tilfvarsstrift kom»ne tilsvarende Bestemmelser til de i §§ 161—162 indeholdte til Anvendelse.

§ 357.

For Sagens Behandling ved Landsretten gjælde ligeledes, med de af Bestemmelserne i §§ 358 og 359 flydende Lempelser, de i 2det Afsntt om Sagens Behandling ved Lands- retten givne Regler.

§ 358.

Naar og forsaavidt den afsagte Dom ved Paaanken eller Kontrapaaanken fsges forandret i Realitc,':-, finder en fuldstændig ny Bevisførelsc og Sagsudvikling Sted for Landsretten.

Den for Underretten stedfundne Procedure og Bevisførelse er ikke bindende; dog kunne nye Paastande ikke fremsættes for Landsretten, medmindre dette paa Grund af særlige Om-

stamdigheder tillades (§ 168), og de for Underretten afgivne protokollerede Erklæringer med Hensyn til Sagens faktiske Sammenhcrng ere bindende for Parterne.

Ved Paaanke af Udeblivelsesdomme kunne Omstændigheder, som Parten paa Grund af Udeblivelsen er afskaaren fra at gjøre gjældende, ei heller fremsættes for den overordnede Ret, undtagen hvor der i Henhold til Grundsætningerne i § 327 Nr. 5 vilde være at ind- romme ny Foretagelse af Sagen, hvis denne var bleven behandlet ved Landsret.

§ 359.

Bevisførelsen foregaar efter de almindelige Regler i andet Afsnit. Vidner og Syns- mænd fores derfor i Reglen paany for Landsretten. Dog kunne protokollerede Vidneudsagn for Underretten benyttes ved Landsretten, dersom Landsretten ifølge Sagens Beskaffenhed og øvrige Omstændigheder efter den ene Parts Begjæring finder Fsie til at bestemme, at de skulle gjælde, uden at Vidnerne paany fores for Landsretten.

Hvor efter de almindelige Regler (§ 203) Vidners Afhørelse skulde eller kunde finde Sted ved Underretten, kan Landsretten bestemme, at de ved Underretten allerede afgivne pro- tokollerede Vidneudsagn skulle benyttes, uden at ny Afhørelse behsves.

§ 360.

Besværing til Landsretten over Underrettens Handlinger finder Sted i de samme Tilfælde, i hvilke der over Landsrettens Handlinger kan iværkfættes Besværing til Hoiesteret.

Fremgangsmaaden er med de af Forholdets Natur flydende Lempelser den samme, som benytte? ved Besværing over Landsrettens Handlinger.

Besværing kan finde Sted uden Hensyn til Gjenstandens værdi.

Landsrettens Afgjørelse i Anledning af Besværingen er ikke Gjenstand for yderligere Besværing til Høiesteret

§ 361.

Det i tredie Afsnits andet Kapitel omhandlede Retsmiddel, ny Foretagelse af Sagen ved den samme Ret, kan ikke anvendes imod Underretternes Domme og Behandlinger.

§ 362.

Intcrventionsssgsmaal anlægges og fremmes efter de om et selvstcrndigt Segsmaal gjældende Regler, forsaavidt ikke Bestemmelserne i de følgendc Paragrafer medføre Afvigelse herfra.

§ 363.

Intervenienten indtræder i Sagen derved, at han tilstiller hver iscer af de oprindelige Parter et Skrift, hvori han fremstiller Grundene til sit søgsmaal og den Paastand, han vil nedlægge.

Dette Skrift tilligemed Gjenpavter af de Dokumenter, som agtes benyttede, maa meddeles de oprindelige Parter senest 5 Dage forinden det af de til Hovedsagens Behandling bestemte Retsmeder, i hvilket Intervenienten vil optrcrdc.

§ 364.

I Retsmodet har Intervenienten at fremlægge og oplæse sit i foregaaende Paragraf omhandlede Skrift og give de fornødne nærmere Forklaringer om sit søgsmaal.

Paastaar nogen af Parterne Intelvenientsogsmaalet afvist som ikke hjemlet ved den almindelige Bestemmelse i § 43, bliver Spørgsmaalet herom forelobig at afgjore ved Rettens Kjendelse. Afvises Intervenientsogsmaalet, kan Intervenienten iværksætte Besværing herover; i den Anledning kan han forlange Sagens videre Behandling udsat.

§ 365.

De oprindelige Parter ere berettigede til i Anledning af Intervenientsogsmaalet til Retsbogen at fremsætte yderligere eller forandre deres oprindelige Paastande, saa og til at fremkomme med nye Dokumenter. Forsaavidt der ikke har været fornøden Tid til at frem- skaffe saadanne, eller Modparten begjærer Udsættelse til at gjøre sig nærmere bekjendt med nye fremkomne Dokumenter, der ikke forinden Retsmodet ere blevne ham meddelte, kan Retten udsætte Sagen.

Saadan Udsættelse kan ogsaa finde Sted efter Intervenientens Begjæring, for at han kan faa Leilighed til at blive bekjendt med de mellem de oprindelige Parter udverlede Skrifter og Dokumenter, hvortil der bsr gives ham Adgang i al Fald ved deres Henlæggelse i passende Tid paa Rettens Skriverkontor. Intervenienten kan derefter i det nye Retsmode til Retsbogen forandre eller udvide sine søgsmaalsgrunde og Paastande.

§ 366.

Det oprindelige søgsmaal og Interventionssogsmaalet forhandles iøvrigt i For- bindelse med hinanden som een Retssag.

Ved Siden af og foruden den i §§ 102 og 103 indrommede Myndighed er Retten befoiet til:

1) paa Begjæring af de oprindelige Parter eller een af dem at bestemme, at de tvende søgsmaal skulle adstilles for fælfkilt at forhandles og paakjendes, dersom deres For- ening vilde medføre en betydelig Forhaling af den oprindelig anlagte Sag,

2) paa Intervenientens eller en af de oprindelige Parters Begjæring at bestemme, at det oprindelige søgsmaals Forhandling skal udsættes, indtil Interventionssogsmaalet er udprocederet, naar Saadant efter de foreliggende Omstændigheder synes hensigts- mcessigt.

§ 367.

Intervenienten er berettiget til at benytte de lovhjemlede Retsmidler imod den sted- fundne Behandling og den afsagte Dom paa samme Maade, som enhver af de oprindelige Parter.

§ 368.

Den, der blot indtræder i Sagen for at understotte en af Parterne (Biintervenient), Modtager Sagcu i den Stilling, hvori den ved hans Indtrædelse befinder sig, og er bunden ved den indtil daførte Procedure. Iovrigt er han berettiget til at gjøre Angrebs- og For- svarsmidler gjældende i Sagen, men dog kun, forsaavidt de ikke komme i Modstrid med den Parts Procedure, han vil bistaa.

§ 369.

Retten træffer Bestemmelse om Maaden, hvorpaa Biintervenienten skal have Adgang lil at yttre sig i Sagen. Den kan af saadan Aarsag udsætte Sagens Forhandling, men har da at drage Omsorg for betimelig og fornøden Underretning til Partevne og andre Vedkom-

mende. Iovrigt er det, som af Biintervenienten anfores, i processuel Henseende at betragte som Bestanddele af den Parts Procedure, til hvis Bistand han indtræder.

§ 370.

Biintervenienten indtræder derved, at han til Retten afgiver en skriftlig motiveret Begjæring om at maatie faa Adgang til at yttre sig i Sagen. Denne Begjæring meddeles Parterne. Paastaar nogen af dem Biintervenienten afvist, bliver Spørgsmaalet herom fore- lobig at Afgjøre ved Rettens Kjendelse. Afvises Biintervenienten, kan han iværksætte Besvce- ring herover; i den Anledning kan han forlange Sagens videre Behandling udsat.

§ 371.

Tillader Retten Sagssgeren at tilstævne (adcitere) Trediemand for at faa Dom over ham enten alternativt med eller tilsammen med Sagvolderen, udfættes Sagen faalænge, som nodvendigt er, for at paagjældende Trediemand paa scedvanlig Maade kan kaldes til at svare som Sagvolder. De i §§ 362, 366 og 367 om Intervention givne Regler finde ogsaa Anvendelse med Hensyn til TilStævning.

§ 372.

Naar den mundtlige Forhandling om Sagens Realitet er begyndt, kan Intervention eller TilStævning ikke mere finde Sted, hverken under Sagens Behandling i denne eller i hoiere Instants. Biintervention kan derimod finde Sted paa ethvert Trin af Sagens Be- handling.

§ 373.

Vidners førelse og Syns- eller Skønsforretnings Optagelse, forinden Bevisforhand- ling i Sagen foregaar, kan undtagelsesvis finde Sted, naar paagjældende Part staar i Fare for ellers at tabe sit Bevis, enten paa Grund af Vidners Sygdom eller Bortreise, eller fordi Forretningens Gjenstand er udsat for Forandring eller af lignende Grunde.

§ 374.

Den Part, som onfker Beviset fort, har at indgive skriftligt Andragende herom til den Ret, for hvilken Sagen svceuer, hvis den allerede er anhængiggjort, jfr § 100, og ellers til Underretten paa det Sted, hvor Vidnet bor, eller hvor Gjenstanden for Syns- eller skjøns forretningen befinder sig.

§ 375.

Andragendet maa indeholde:

a) Angivelse af den Sag, i Anledning af hvilken, og den Person, imod hvem Beviset skal erhverves;

b) Noiagtig Opgivelse af det, hvorfor Bevis søges tilveiebragt;

o) Betegnelse af det Bevismiddel, som onfkes tilveiebragt, samt af Vidnernes Navne m. v.;

6) Angivelse af de Omstændigheder, som i Henhold til § 373 skulle berettige til Be- visets Optagelse.

§ 376.

Ligesom Retten i det dertil berammede, ordentlige eller overordentlige Retsmode kan udspørge Parten, saaledes kan den ogsaa paalægge ham paa den i § 304 angivne Maaoe at oplyse Rigtigheden af de ifølge § 375 Litr. 6 paaberaabte Omstændigheder.

Den i faa Henseende fornødne Udslettelse kan tilstaas af Retten.

§ 377.

Antager Retten, at Partens Begjæring er begrundet, tilstedes Bevisets Forelse. Retten udsteder da Indkaldelse til Vidnerne eller udmelder Syns- og skjønemænd i Overensstemmelse med de almindelige Negler herom, jfr. §§ 205, 206, 225, 230. I at bestemme Tiden for Vidnernes Forelse eller Forretningens Afhjemling har Retten at sørge for, at der indrommes den nodvmdige Frist.

Antager Retten derimod ikke Partens Begjæring for begrundet, ncægtes Begjæringen; men Parten kan da inden en Uge iværksætte Besværing herover til hoiere Ret.

§ 378.

Retten meddeler (§ 122) den i Henhold til § 375 Litr. a. opgivne Modpart, til hvilken Tid Vidnernes Afhorelse eller Syns- og Skønsforretningens Afhjemling fkal foregaa. Hvis Tiden ikke tillader den opgivne Modparts Tilkaldelse, kan Retten bestikke en i Retskred- sen bosat Sagfører til at møde og varetage hans Tarv imod et passende Salær, som udredes af den Part, der har begjært den færegne Vidnefsrsel eller Syns- og skjønsfor- retning.

§ 379.

Iovrigt foregaar Bevisets Optagelse efter de i det Foregaaende givne Regler, saavidt disse ifolge Forholdets Beskaffenhed lade sig anvende.

§ 380.

Vidnernes Forklaringer, Syns- og Skønsforretningen, hvis denne ikke er afgivet striftligt, saavelsom mændenes ved Afhjemlingen givne Svar paa fremsætte spørgsmaal pro- tokolleres og vedtages.

Det erhvervede Bevis benyttes i sin Tid paa den Maade, at det oplcefes under Hovedforhandlingen, men udenfor de i § 203 og 232 Næstsioste Stykke omtalte Tilfælde dog kun, forsaavidt det virkelig viser sig at være umuligt under samme at fremføre det paa« gjældende Bevis efter de almindelige Regler.

I Overensstemmelse med de i dette Kapitel indeholdte Forskrifter sker ogsaa Forelsen af Beviser til Brug i Retssager, som ere anlagte eller skulle anlægges i Udlandet; naar Be- gjæringen fremkommer fra udenlandske Myndigheder, troede de i Henhold til § 143 sidste Stykke beflittede Sagførere i Parternes Sted.

Forelagte Lovforslag m. m.

§ 381.

Sagsogeren kan anvende exekutivproces:

1) I Sager, der anlægges til Indfrielse af gjældsbreve, naar Skyldneren enten i selve gjældsbrevet eller ved senere Paategning paa samme har underkastet sig den i nær- værende Kapitel omhandlede hurtige Retsforfølgning;

2) I Vexelsager, hvorved forstaas de som saadanne i Lov om Vexelfager og Verel- protefter af 28de Mai 1880 § 1 betegnede Sager.

§ 382.

I de i nærværende Kapitel omhandlede Sager finder ingen Forligsmægling Sted, medmindre Parterne ere enige derom.

§ 383.

Under Sagen kan det ikke tillades Sagsogte at fremsætte andre Indsigelser i Realiteten, end at han ikke ved Underskriftens meddelelse var mægtig og myndig til faaledes at forbinde sig, eller at Underskriften er falsk, eller at der i Dokumentets Indhold er fore- gaaet en Forfalskning, efterat Underskriften er meddelt.

I Vezelsager kan Sagssgte endvidere fremsætte de Indvendinger, som angaa selve Veilens Indretning og Indhold eller den til Verelfordringens Vedligeholdelse fornødne Omgang eller andre i Verelloven forestrevne Betingelser for at kunne gjøre Vexelretten gjældende.

I de i § 381 Nr. 1 nævnte Sager kan den Sagsogte derhos, forsaavidt søgs- maalet foruden paa selve gjældsbrevet stottes paa Transport eller andet udenfor gjældsbrevet liggende Grundlag, fremsætte enhver Indsigelse herimod, ligesom han i disse Sager overhove- det kan fremkomme med enhver Indsigelse, til hvis Godtgjørelse han ikke behover andre Be- vismidler end Dokumenter, som haves tilstede.

Alle andre Indsigelser i Realiteten ere udelukkede fra under Sagen at komme i Betragtning, men det forbeholdes Sagsogte i Anledning af slige Indsigelser, naar han i sit Tilsvar har opgivet eller idetmindste forbeholdt dem, at anlægge et selvftændigt Grstatnings- fogsmaal mod Sagsogeren.

Dette Grstatningsfsgsmaal behandles i alle Henseender efter de almindelige Regler.

§ 384.

Imod de i § 381 Nr. 2 omhandlede Fordringer kunne Modfordringer ikkun frem- sættes i de i den ovennævnte Lou af 28de Mai 1880 § 4 nævnte Tilfælde og imod de i § 381 Nr. 1 omhandlede kun, forsaavidt Modfordringen selv gaar ind nnder samme Be- stemmelse, eller den indrommes.

§ 385.

Sager, i hvilke Gzekutivprocessen anvendes, behandles uden Hensyn til Gjenstandens værdi ved Underretterne efter de ovenfor i fjerde Afsnit givne Regler, hvorved dog bliver at bemcrike, at Dommeren er pligtig at drage særlig Omsorg for, at Sagen fremmes med den storft mulige Hurtighed.

§ 386.

Ligesom der ikke kan gives Sagsogte Udsættelse for at fore Bevis for andre Omstcen- digheder end de i § 383 omhandlede, faaledes kan det i Reglen ikke tillades Sagsogeren under Sagen at fore Vidner, eller lade optage Syn og skjøn eller at faa Modparten ind

kaldt til personlig Afhorelse. Dog kan Retten Made Sagssgeren at fore Vidner, naar disse blot sigte til at bevise Dokumentets Wgthed.

Naar Sagfogeren, fordi han anser det nodvendigt i Anledning af Sazsogtes Til- svar at tilveiebringe Beviser, som ikke under Sagen kunne tilstedes, haner denne, kan Retten fritage ham for i Henhold til § 100 at udrede Erstatning til Sagsogte for havte Udgifter og Uleilighed.

§ 387.

Sager af heromhandlede Beskaffenhed kunne i Henhold til § 354 paaankes til Lands- retten. Det er en Selvfølge, at Proceduren for denne ikke kan omsatte Andet, end det, som i Henhold til ovenstaaende Regler kunde gjores gjældende for Underretten.

§ 388.

I vidtløftige Regnstabssager og andre indviklede Retssager kan Retten paa ethvert Trin af Forhandlingerne anordne skriftlig Behandling af Sagen. Saadan Bestemmelse kan ikke angribes ved noget Retsmiddel.

§ 389.

Hvor skriftlig Behandling er anordnet, bortfalder det, som tidligere maatte være mundtlig forhandlet i Sagen, og der iværksættes under Rettens Ledelse en Indlægsvexling imellem Parterne, som kan strække sig til Duplik. Retten bestemmer de Frister, inden hvilke Indlægene skulle afgives, ligesom den og, hver Gang en Part har fremlagt Indlæg, bestem- mer, om Modparten skal have Udslettelse til at svare derpaa.

Indlægene fremlægges i de dertil bestemte Retsmoder, men de skulle 3 Dage for- inden være Modparten meddelte, faa at denne i Retsmodet kan udtale, om han vil svare yderligere.

Til Afbenyttelse ved Udarbeidelsen af deres Processkrifter kunne Parterne begjære Udlaan af det Fremlagte; vil en af Parterne ikke tilstede, at Dokumenter udlaanes Modpar- ten i Original, maa han lade medfølge Gjenparter. som da blive at bekrcefte paa Rettens Justitskontor, hvor der derhos bor gives Adgang til at undersoge Originalerne.

§ 390.

Naar den i foregaaende Paragraf omhandlede Indlægsvexling er tilendebragt, opta, ges Sagen, og endelig Dom afsiges, dersom den af Retten sindes moden hertil.

fremgaar det af den stedfundne skriftlige Procedure, at der mangler Bevis for Om- ftændigheder, som ville være af Betydning for Sagens Afgjørelse, har Retten ved Kjendelse at bestemme, hvilke disse Omstændigheder ere, uden Hensyn til, om der af Parterne er frem- at begjæring om at stedes til Bevisforelse for dem eller ikke. Retten bestemmer i Forbin- delse hermed et møde til Bevisforelsens Forberedelse.

§ 391.

I det i Slutningen af foregaaende Paragraf omhandlede Mode, have Parterne under Iagttagelse af Reglerne i § 180 at opgive, hvilke Beviser de ville fore, ligesom Retten der- efter har at træffe de i § 181 omhandlede Bestemmelser med Hensyn til Bevisets Forelse.

Retten har som en følge heraf at Afgjøre, om Vidner, Synsmænd og Parter skulle Møde for at afhøres under den mundtlige Forhandling, eller om deres Afhørelse skal foregaa ved Underretten, jfr. § 181 Litr. Ø. og e. samt §§ 96, 203 og 232.

De i denne Paragraf omtalte Forhandlinger foregaa mundtligt ligesom efter Hoved- reglerne om Sagers Behandling ved Landsretten.

§ 392.

Bevisførelsen for de omtvistede faktiske Punkter foregaar i et til Slutningsforhand- lingen berammet Møde mundtligt i Overensstemmelse med de almindelige Regler eller ved Oplåsning af vedkommende Forklaringer, naar. Beviset er fort ved Underretten, jfr. § 224 o. fl.

Parterne have strax mundtlig at fremsætte de yderligere Bemcerkninger, som de ville knytte til deres tidligere skriftlige Udviklinger; dog kan Retten, naar Beviserne i Sagen have været optagne ved Underretten og altsaa foreligge skriftligt, tillade Parterne inden bestemte Frister at fremlægge et skriftligt Indlæg fra hver Side i Stedet for den mundtlige Slut- ningsforhandling.

§ 393.

med de af det Foregaaende folgende Lempelser komme iøvrigt denne Lovs almindelige Regler og Grundsætninger for Proceduren til Anvendelse, ogsaa naar skriftlig Behandling

§ 394.

Dom afsiges paa Grundlag af de skriftlige Indlcrg i Forbindelse med den mundtlige Bevisførelse og de hertil sig knyttende Slutningsforedrag, eller de skriftlige Beviser og Slut-

ningsindlæg, hvor saadanne benyttes. Paastande, søgsmaalsgrunde, Indsigelser faavelsom

overhovedet faktiske Anbringender kunne ikkun komme i Betragtning, forsaavidt de enten

indeholdes i de skriftlige Indlæg eller ere optagne i Protokollen ifolge Parternes Begjæring eller Rettens Anordning.

§ 395.

Udebliver nogen af Parterne i et Retsmode, forinden Sagen er optagen i Henhold til § 390, bliver Sagen efter den modende Parts Begjæring at optage til Paakjendelse paa Grundlag af alle de imellem Parterne indtil da vexlede Processkrifter og Doku- menter.

Saavel med Henfyn til Udeblivelse i det til Bevisførelsens Forberedelse bestemte Retsmode og under Slutningsforhandlingen som iøvrigt forholdes efter de almindelige Regler om Udeblivelse.

§ 396.

Dommens Afsigelse foregaar efter de almindelige Regler. Dog kan Rettens Formand, naar Omstændighederne tale derfor, anordne, at skriftlig Stemmegivning skal finde Sted.

§ 397.

med Henfyn til Paaanke focholdes der efter de almindelige Negler, kun med den Forandring, at Dommen afsiges paa Grundlag af de vexlede Indlcrg samt de gjorte Proto- koltilfsrster. Derimod kan Paaanken ikke dreie sig om de i § 299 1ste Stykke, sidste Punk- tum omhandlede Omstændigheder.

§ 398.

Ved Høiesteret kan skriftlig Behandling undtagelsesvis anordnes, naar Sagens Beskaf- fenhed med Nodvcndighed kræver det (§ 312).

Sagen forhandles i saa Fald ved skriftlige Indlæg, ikke mere end to fra hver Side, som vezles mellem Parterne og afgives til Retten i Forbindelse med Sagens Dokumenter inden de Frister, som Formanden i Hoiesteret bestemmer.

§ 399.

Sager angaaende et Wgtestabs Ugyldighed eller Oplosning blive at behandle ved Landsretten for det Sted, hvor Mgtemanden har Bopæl eller Opholdssted, eller, dersom han har forladt Landet eller det ikke vides, hvor han er, hvor han sidst havde Bopæl eller Op- holdssted her i Riget. Dog, hvis Separation fra Bord og Seng finder Sted, eller Manden har forladt Hustruen, maa Sag mod Hustruen anlæggcs ved den Ret, sbm ifølge de al- mindelige Regler i forfte Afsnit Kapitel II. er hendes værnething.

§ 400.

Wgtestabssager, hvorved i dette Kapitel forstaas Sager angaaende et Wgtestabs Ugyl- dighed eller Oplosning (§ 399), behandles efter de for Landsretsprocedmen gjældende Regler, dog med de nærmere Bestemmelser, som gives i efterfolgende Paragrafer.

§ 401.

Dersom Sagfogte ikke efter Modtagelsen af Sagsogerens Klagestrift inden den i § 133 bestemte Tid afgiver Tilsvarsstrift og deri opgiver en til Sagens Udforelse antage« Sagfører, har Sagssgeren at andrage paa, at der maa blive bestikket Sagsogte en Forsvarer af det Offentlige. Forsommes dette, afvises Sagen.

Salæret til den for Sagsogte bestikkede Forsvarer udredes af det Offentlige, hvor det ikke paalægges Sagsogeren som tabende Part at udrede det.

§ 402.

Retten kan uden Hensyn til Modpartens Begjæring paalægge Sagsogeren at frem- stille sig til Afhorelse under Hovedforhandlingen og til der under Ed at besvare de spørgs- maal angaaende Sagens Gjenstand, som Retten maatte gjore. Ugrundet Undladelse heraf eller Vcegring herved har til Folge, at Sagen afvises.

§ 403.

Ligeledes kan Retten, hvis Sagsogte bor eller opholder sig i Riget, paalægge denne at fremstille sig til Afhorelse under Hovedforhandlingen og der under Gd at besvare de spørgsmaal angaaende Sagens Gjenstand, som gjores af Retten. Ugrundet Undladelse af at møde eller Vcegring ved at svare medfører dog kun Virkning efter § 404 2det Skykke,

§ 404.

Indrsmmende ProceZerklæringer have ikke Virkning som bindende Grundlag for Stridssporgsmaalets Indhold og Omfang, men der kan alene Tillægges dem Betydning som Bevismidler.

Udeblivelse, Tavshed eller ubestemte Erklæringer i de i § 97 omhandlede Tilfælde kunne tages i Betragtning som Bevismidler imod Paagjældende, men der kan iøvrigt ikke i og for sig Tillægges dem den i ommeldte Paragraf angivne Retsvirkning.

§ 405.

Parts Ed finder, affet fra de i §§ 402 og 403^rmhandlede Tilfælde, ikke Anven- delse i Wgtejkabssager.

§ 406.

Dom, grundet paa Sagsogtes Udeblivelse i Henhold til § 286, maa ikke afsiges i Wgteskabssager, men Sagsogtes Udeblivelse har til Folge, at Sagen udsættes, indtil der ved en af det Offentlige paa Sagfogerens Begjæring bestikket Sagfører gives møde for Sagsogte.

§ 407.

Hvor Annullation af et Zægtejkab flal finde Sted i offentlig Interesse uden Hensyn til Wgtefællemes eller Trediemands Paastand, er Anklageren kompetent til at optræde som Sagsoger paa det Offentliges Vegne.

§ 408.

I Sager, hvorunder en bortebleven Persons Arvinger ifolge Frd. 11te Septbr. 1839 foge sig hans Formue tilkjendt enten til Frugtnydelse eller til Giendom, have Sagsogerne i Overensstemmelse med Grundsætningerne i §§ 401 og 406 at drage Omsorg for, at et Forsvar for den Borteblevne moder, ligesom de ere Pligtige til efter Rettens Anordning at fremstille sig for at afgive edelig Forklaring angaaende de Omstændigheder, paa hvilke Sagens Afgjørelse beror.

§ 409.

Andragende om Umyndiggørelse kan fremfættes af Paagjældendes Wgtefælle, Slægt« ninge, værge, Kurator eller Lavværge.

Derhos er i alle Tilfælde øvrigheden berettiget til gjennem Anklageren at andrage paa Nogens Umyndiggørelse, naar dette efter de Oplysninger, som enten fra Vedkommende selv, hans Sltrgt eller Venner eller paa anden Maade ere komne øvrigheden i Hcende, maa anses for rigtigt.

Endelig kan Enhver selv andrage paa at blive umyndiggjort.

§ 410.

Andragende om Umyndiggjørelse indleveres'skriftlig til Underdommeren paa det Sted, hvor den Paagjældende, om hvis Umyndiggjørelse der er spørgsmaal, bor eller opholder sig;

har han ikke bekjendt Bopæl eller Opholdssted, da til Underdommeren paa det Sted, hvor hans sidste bekjendte Bopæl eller Opholdssted er beliggende.

Skriftlige Beviser for de Omstændigheder, ved hvilke Umyndiggørelsen skal begrundes, stulle saavidt muligt ledsage Andragendet. skjønnes yderligere Oplysninger fornødne, kan Nnderdommeren gjøre Vedkommende opmcerksom herpaa og opfordre ham til at tilveie- bringe dem, ligesom Underdommeren kan indkalde den, der søges umyndiggjort, til at møde for ham.

§ 411.

Er Andragendet udgaaet fra den, om hvis Umyndiggørelse der er Spørgsmaal, eller indvender han ikke Noget imod det, efterat han af Underdommeren er opfordret til at møde og erklære sig over det, Tilfælder det Underdommeren ifolge de foreliggende Oplysninger at afgjore, om der er tilstrækkelig Grund til Umyndiggørelsen, og i bekræftende Fald har han da at afsige endeligt Umyndighedsdekret, som ikke kan paaankes.

I alle andre Tilfælde har Underdommeren at indsende Andragendet og de samme ledsagende Beviser i Forbindelse med saadan skriftlig erklæring, hvortil han maatte finde Grund, til Formanden for den Landsret, under hvilken han staar.

Dersom Umyndiggjørelsesgrundene findes at være sandsynliggjorte ved de fremlagte Beviser, og der kan antages at være Fare forbunden med Opsættelse, kan Nnderdommeren strax forinden Indsendelsen til Landsretten afsige et forelobigt Umyndiggjørelsesdekret, der, da det strax træder i Kraft, bliver at thinglæse og Iøvrigt offentliggjore paa den Maade og med de Retsvirkninger, som Pl. 10de April 1841 bestemmer. Samtidig med Dekretets Afsigelse beskikker Underdommeren en forelobig værge.

§ 412.

Landsrettens Formand beskikker en Sagfører til at varetage dens Tarv, som søges umyndiggjort, hvis ikke en Sagfører anmelder sig som antagen af denne, og beramwer derefter mundtlig Forhandling af Sagen i et Retsmode, til hvilket begge Parter indkaldes ved For- anstaltning af Landsrettens Formand og med et af ham bestemt Varsel.

§ 413.

I Retsmodet bliver det, efterat Parterne have ytret sig, ved Rettens frie skjøn at afgjore, om endeligt Umyndiggjørelsesdekret skal afsiges paa Grundlag af de foreliggende skriftlige Beviser og Erklæringer, eller om en yderligere Bevisforelse behsves.

Findes Andragendet om Umyndiggjørelse allerede efter de foreliggende Oplysninger at burde afvises som ugrundet, ophcever Landsretten det forelsbige Umyndiggjørelsesdekret, dersom et saadant maatte være afsagt af Underdommeren.

§ 414.

Skal yderligere Bevisforelse foregaa, berammer Landsretten et senere møde hertil I dette maa Parterne da fremstille de Vidner og skjønsmamd og fremkomme med

de andre Beviser, som de formene at kunne benytte og forskaffe. Retten kan indkalde den,

der søges umyndiggjort, til personlig at møde for den.

Derefter afgjor Retten efter et frit skjøn, om endeligt Umyndiggjørelsesdekret skal

afsiges, eller om Andragendet herom skal afvises.

§ 415.

Udebliver den, der andrager paa Nogens Umyndiggjørelse, i d? i §§ 413 og 414 omhandlede Moder, afvises Sagen, dersom ikke Retten i Omstændighederne finder Grund til at udsætte den.

§ 416.

Omkostningerne ved heronchandlede Fremgangsmaade, derunder indbesattet Salær til den ifølge § 412 beskikkede Sagfører, paalægges ved Kjendelsen i Sagen den, der umyndig- gjores. Tages Andragendet om Umyndiggørelse ikke til følge, blive Omkostningerne at udrede af den, der har reist Sagen eller af det Offentlige, hvis Sagen er reist af øvrigheden.

§ 417.

Den ovenangivne Fremgangsmaade bliver ogsaa at anvende, naar der af Andre frem- fores Andragende om, at Enke maa fættes under fast Lavværgemaal.

Naar en Enke selv begjærer at blive sat under fast Lavværge, har Underdommeren uden videre Undersøgelse at beskikke en saadan for hende.

§ 418.

Naar endeligt Umyndiggjørelsesdekret er afsagt, eller naar det er besluttet, at en Enke skal fættes under fast værgemaal, paahviler det vedkommende Ret strax at give den til vær- ges eller Lavværges Udnævnelse kompetente Myndighed Underretning herom.

§ 419.

Naar enten øvrigheden eller den Person, der er erklæret umyndig eller fat under fast Lavværge, eller nogen af de i § 409 1ste Stykke angivne personer for Landsretten tror at kunne oplyse, at der ikke længere er Grund til denne Foranstaltnings Vedblive«, har Paagjældende at indgive et Andragende til Formanden for Landsretten i den Kreds, hvor den Umyndiggjorte bor, om at maatte blive stedet til i et Retsmode at begrunde eller lade begrunde en Begjæring om Umyndigggjørelsens Ovhcevelse. Er Sindssvaghed Umyndiggjo- relsesgrunden, kan der dog ikke tages Hensyn til et af den Umyndiggjorte eller af andre paa hans Vegne indgivet Andragende, medmindre det er ledfaget af en læges Anbefaling.

Derefter har Landsrettens Formand at beramme et Retsmode, om hvilket der, for- saavidt Andragendet er udgaaet fra den Person, som er erklæret umyndig, skal meddeles hans værge betimelig Underretning; i Retsmodet hores den Paagjældende, og de af ham frem- fsrte Bevifer overveies, hvorefter Landsretten enten ophcever det afsagte Dekret eller afviser hans Begjæring.

§ 420.

De om Landretsproceduren givne Forstrifter komme Iøvrigt med de af det Foregaaende følgende Lempelser til Anvendelse i disse Sager.

Paaanke af eller Besværing over Landsrettens Beslutninger i de i dette Kapitel om- handlede Tilfælde kan ikke finde Sted. Gi heller kan ny Foretagelse af Sagen bevilges i de i dette Kapitel omhandlede Tilfælde.

§ 421.

Sager, hvorved Mortifikationødom søges, blive at anlægge ved Landsretten paa det Sted, hvor vedkommende Dokument er udstedt, forsaavidt der ved Dokumentet gives Pant i

fast Giendom, der hvor denne er beliggende. Lade disse Regler sig ikke anvende, f. Gx. fordi Dokumentet er udstedt af en dansk Undersaat i Udlandet, skal Sagen anlægges i Kjs- benhavn.

Mortifikation af Oftlagsbeviser søges ftaa det Sted, hvor Oplagshuset er beliggende. Sager, hvorved Giendomsdom søges, blive at anlægge paa det Sted, hvor Stendom- men er beliggende, eller hvis Sagens Gjenstand er et Gjcelosbrev, hvor Mortifikation af dette skulde søges efter Reglerne i denne Paragraf.

§ 422.

Den, der seger, Mortifikation, har at fremsætte skriftlig Begjoeriug om at maatte ud- stede Indkaldelse til den eller dem, som maatte være Ihcendehavcr af Dokumentet eller anle sig berettiget til det, ved Landsretten for det Sted, hvor Sagen efter § 421 skal føres.

§ 423.

Den, der søger Mortifikation, skal forsym sin Begjæring med Oplysninger, som vife^ at han er berettiget til at erholde Movtifikation, og navnlig om Maaden, hvorpaa Doku^ mentet er frakommet ham, hvorhos det paagjældende Dokument maa betegnes med en saadan Tydelighed, at det ikke kan forverles med andre.

§ 424.

Landsretten afgjor dernceft ved Kjendelse i et Retsmode, hvortil den, der seger Mor- tifikation, tilsiges, om offentlig Indkaldelse maa udstedes. Forinden Beslutning berom tages, ian Netten stille Spørgsmaal til den, der søger Mortifikation. Udebliver han, eller befindes bans Svar ufyldestgørende, kan Retten ncrgte ham at udstede Indkaldelsen.

De stillede Spørgsmaal og afgivne Svar optages i Retsbogen.

§ 425.

Landsrettens Kjendelse, hvorved dm offentlige Indkaldelses Udstedelse noægtes, kan gjøres til Gjenstand for Besværing til Høiefteret. Høiesteret afgjør Sagen paa Grundlag af den iudgwne striftlige Begjæring med tilhørende Oplysninger i Forbindelse med den ifølge § 424 stedfundne Protokoltilfsrfel.

§ 426.

Tilstedes det at udstede offentlig Indkaldelse, udfærdiger Retten en saadan i Over« msstemmelse med den indgivne Begjæring. hvorefter den, der søger Mortifikation, har at iværksætte Indkaldelsens offentlige Befjeudtgjon-lse ved Indryttelse 3 Gange i den almindelige Tidende, som ved Kg!. Anordning bestemmes til retslige Bekjendtgjørelser, samt i det af Ju- stitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad.

§ 427.

Indkaldelsen skal indeholde den efter Omstændighederne fornødne og mulige Beteg- nelse af Dokumentet samt Opfordring til den eller dem, der maatte anse sig for berettigede til det, til at Møde for at fremkomme med deres Indsigelser mod dets Mortifikation paa en i Indkaldelsen af Retten ncrrmere bestemt retsdag, som ikke maa falde tidligere end 12 Uger og ikke senere end 1 Aar efter Indkaldelsens tredie Indrykkelse i de offentlige Tidender. Derhos maa Indkaldelsen indeholde en udtrykkelig Tilkendegivelse om, at den, der ikke »noder og fremsoetter Indsigelse, maa vente at se Dokumentet mortificeret.

§ 428.

møder Ingen og gjør Indsigelse paa den i Indkaldelsen bestemte Retsdag, gives Forelagte Lovforstag m. m. 170

der, forsaavidt Retten ikke i den brugte Fremgangsmaade ser nogen Hindring derfor. Modi- ftkationødom uden Forbehold.

møder derimod Nogen og fremsoetter Indsigelse, kan der under lige Forudscetninq forlanges afsagt Mortifikationødom med udtrykkeligt Forbehold af den Msdendes Ret.

§ 429.

spørgsmaal om den Modendes Ret til at modsætte sig Modifikationen afgjeres under en særskilt Sag, der kan anlægges saavel af den, der søger Modifikation, son, af den, der har reift Indsigelse mod Modifikationen. med Hensyn til denne Sags Anlæg og Udførelse gscelde i Gt og Alt de almindelige Regler.

§ 430.

Naar det ved endelig Dom er afgjort, at den reiste Indsigelse mod Modifikationen er ugrundet, opnaar den, som har søgt Modifikation, samme Retsstilling, som om den i z 428 2 det Stykke omhandlede Dom var givet uden Forbehold.

§ 431.

Modifikationødomme som saadanne, hvad enten de ere afsagte med eller uden For- behold, kunne ikke angribes ved Paaanke undtagen paa Grund af Feil eller Mangler ved den brugte Fremgangsmaade eller paa Grund af, at Tilfældet ikke egner sig til Modifikation.

§ 432.

Det har sit Forblivende ved den gjældende Rets Regler om, hvo der kan ssze Modifikation, og hvilke Dokumenter der kunne modificeres, saavelsom angaaende Retsvirk- ningerne af Modifikation.

med Hensyn til Oplagsbevisers Modifikation bliver der at forholde efter denne Lovs Negler, dog at det, naar Omstændighederne tale derfor, ved Kjendelse kan bestemmes, at de oplagte Varer mod Sikkerhedsstillelse kunne udleveres eller afhcendes, forinden Varselet er udløbet.

Bestemmelserne i Frd. 28de Marts 1845 § 17 berores ikke af denne Lov.

§ 433.

De ovenfor givne Regler om Fremgangsmaaden ved Modifikationødoms Erhvervelse komme med de af Forholdets Natur flydende Lempelser til Anvendelse, naar Nogen vi! søge EiendomZdom efter foregaaende offentlig Indkaldelse.

§ 434.

Det har Iøvrigt sit Forblivende ved den gjaldende Rets Regler om Adgangen til at svge saadan Eiendomsdom saavelsom om Retsvirkningerne af den.

§ 435.

Erekution kan fte paa Grundlag af:

1) Domme og Kjendelser, affagte af lovligt bestaaende Domstole i Riget, faavelsom af andre indenlandske Myndigheder, der efter Lovene erc befoiedc til at afsige exigible Kjendelser.

2) Forlig, indgaacde for de i Riget lovligt beftaaende Forligskommissioner, Retter eller øvrigheder, for de sidstnævntes Vedkommende dog kun, forsaavidt det ved Lovgivningen er dem paalagt at mægle Forlig i saadannc Tilfælde, faavelsom for Landvæsenskommis- fioner og andre Myndigheder, om hvilte Lovene bestemme, at de for dem afsluttede Forlig skulle kunne exekveres.

' 3) Thinglcefte Pantebreve, hvorved der for en bestemt angiven Pengesum gives Pant i fast Eiendom, naar de indeholde Parternes Vedtagelse om, at der uden foregaaende Lovmaal og Dom skal kunne gjores exekution i Pantet, samt ere oprettede eller ved« fjendte for Notarius publicus eller for to Vitterlighedsvidner; Udlæget, som kan ffc ikkc blot for Kapitalen eller Afdrag paa samme, men cgsaa særskilt for Renter, kan dog ikke udsttcekkes til Andet end Pantet. Udpantning samt Udsættelses- og Indsættelsesforretninger uden foregaaende Lovmaal

og Dom kunne finde Sted under de i dette Afsnits anden Hovedafdeling angivne Betingelser.

§ 436.

Fremdeles kan Gzekution iværksættes efttr Domme og Kjendelser, afsagte af uden- landske Retter eller andre hertil kompetente udenlandske Myndigheder, naar:

a) Parten i det paagjældende Tilfælde ester de danske Loves Grundsætninger kunde drages for den udenlandske Ret eller Myndighed;

b) Dommen eller Kjendelsen efter det paagjældende fremmede Lands Love i den forelig- gende Skikkelse og Tilstand giver Adgang til Erekution;

0) Dommen eller Kjendelsen ikke gaar ud paa Noget, hvis Gjennemforelse ved Statens Tvangsmyndighed vilde stride imod ufravigelige Forskrifter eller Grundsætninger i den danske Ret.

Det bliver at bestemme ved Kgl. Anordning, hvilke Stater der i Henseende til Fuld- byrdelsen af Domme og Kjendelser skulle behandles efter denne Paragraf.

med Hensyn til Sverig har det sit Forblivende ved Lov om Fuldbyrdelse i Konge, tiget Danmark af Domme og Kjendelser, afsagte ved svenske Reiter m. m. af 19de Februar 1861.

§ 437.

exekution foretages af Underdommeren, der i denne sin Virksomhed benævnes Foged. Ved Exekutionsforretningens Foretagelse har Fogden at forge for, at tvende gode

mænd ere tilstede som Vidner. Disse ere tillige uden anden særlig Bemyndigelse kompetente til at foretage de nnder Forretningen forefaldende Vurderinger og andre lignende skjøn. Skulde de ikke være i Stand til retteligen at anslaa de forekommende Gjenstande, har Fogden at tilkalde andre mænd, som hertil cre stikkede. Saavel Vidnerne som de, der tilkaldes for at udfore Vurderinger, have i Fogedprotokollen at underskrive en Forsikring paa Tro og Love om, at de ville udfore Vurderingen efter deres bedste Overbevisning.

Det udsvendc Politi er pligtigt paa Forlangende at underststle Fogden, dersom han i sine Forretningers Udførelse møder saadan Modstand, som han ikkc ved egen og Vid- nernes Hjalp tror at kunne overvinde, eller han af andre Gnmde begjærer Politiets Bistand.

§ 438.

Ingen Foged kan foretage Exekutionsforretninger udenfor sin egen Retskreds, med- mindre disse blot ere at anse som Fortsættelse af en i Retskredsen paabegyndt exekution, i hvilket Tilfælde han i tilstodende Retskredse er kompetent til at foretage Exekution i rorligt Gods. Dog er Fogden ikke pligtig at rcise længere end 2 Mile ud over Grænserne af sin Retskreds.

§ 439.

Den, der vil have en exekution foretagen, skal for Fogden fremsætte sin Begjæring derom, ledsaget af Udskrift af Dommen, Kjendelsen eller Forliget eller af det originale Pante- brev, ligesom han ogsaa ved samme Leilighed har at meddele alle de Oplysninger, som Iøv- rigt maatte være fornødne, for at Fogden kan tage Bestemmelse om Forretningens Bc- rammelse.

Begjæringen skal, hvis Fordringen, bortset fra Procesomkostninger og Renter, der erc vaalobne siden Processens Begyndelse, overstiger 400 Kr.s værdi, være skriftlig. I andet Fald kin den fremsættes mundtligt for Fogden, som da har at tage den til Protokollen.

§ 440.

Dommen eller Kjendelsen, som skal exekveres, maa være udfærdiget i lovmcessig Form. Gr dette Tilfældet, vedkommer det ikke Fogden at underfsge eller afgjere, om Dom- men eller Kjendelsen maatte lide af faadanne Fei! eller Mangler, som kunde medføre dens Annullation eller Forandring efter Retsmidlers Anvendelse.

Kun hvis Dommen eller Kjendelsen ikke er udgaaet fra cu lovlig bestaaende Dom- stol eller nogen til at afsige exigible Dekreter beføiet Myndighed, eller den ikke ifolge sit Ind- hold kan fuldbyrdes, har Fogden at ncægte Exekution.

§ 441.

Under exekutionen af Forlig hvad enten de ere indgaaedc for Forligskommissioner, Rette'- eller øvrigheder, har Fogden at paakjende alle Indsigelser mod Forligets Gyldighed, dog, hvad Retsforlig angaar, kun, forsaavidt Fogdens Kjendelse ikke vilde indeholde en Bc- dommelse af Rettens Handlinger.

Gr den ved Forliget hjemlede Fordring knyttet til en Betingelse eller en Tidsfrist, eller stottes den paa en gjensidig bebyrdende Retshandel, maa det ved Forligeis eget Indhold rller ved andre offentlige Dokumenter eller ved Skyldnerens egen Indrommelse være givet, at Betingelsen er indtraadt eller Tidsfristen uhløben, eller at Forligshaveren fra sin Side har opfyldt Retshandlen, forsaavidt ikke lovligt Tilbud hercm fremkommer under selve Forretningen og da endnu kan betimelig fremsættes.

§ 442.

De i foregaaende Paragraf med Henfyn lil Forlig opstillede Grundsætninger finde ogsaa Anvendelse paa de i § 435 3 o nævnte Pantebreve.

§ 443.

Den, der forlanger Grekution efter en udenlandsk Dom eller Kjendelse, maa sam- tidig med Begjærmgen herom forelægge Fogden de Oplysninger, som ere fornødne for at bedømme, om de i § 436 foreskrevne Betingelser ere tilstede.

Hvis den i § 436 sitr. b nævnte Omstændighed ikke oplyses ved en fra vedkom- mende udenlandske Myndigheder udgaaet Paategning paa Dommen eller Kjendelsen, i hvilken Henseende det bemcerkes, at det ved Kgl. Anordning kan bestemmes, hvilke udenlandske Myn- digheder der ere kompetente til at meddele slig Paategning, maa der for Fogden fremlægges laadanne Bevisligheder, som ifolge den danske Rets Grundsætninger udkræves for at oplyse ttemmed Ret.

Fogden har da ved Kjendelse aterklære Dommen eller Kjendelsen for at være i Be- siddelse af samme Erelutionskraft, soin om den var afsagt af en dansk Domstol, og dens Fuldbyrdelse foregaar da efter de ''amme Regler, som ere gjældende om indenlandske Domme og Kjendelser.

§ 444.

Domme kunne fuldbyrdes, naar Fuldbyrdelsesfristen er udloven, uden at Paaanke er bleven iværkfat G 306) eller ny Foretagelse af Sagen ved samme Ret bleven forlangt G 330) inden denne Frists Udlob. Fuldbyrdelsesfristen er i Reglen 4 Uger fra Dommens Afsigelse at regne.

Ved Domme, der paabyde en Handlings Foretagelse, kan Retten forlænge den nævnte Tidsfrist, hvis Domfældte findes at behsve længere Tid til at efterkomme Dommen. For Edsdommcs Vedkommende er Gdsfristen tillige at anse som Fuldbyrdelsesfrist.

Ved Domme, som paalægge at undlade. Noget, kunne de af deres Overtrædelse fly- dende følger ikke bringes til Anvendelse imod DomMldte for den almindelige Fuldbyrdelses- frists Udlob.

Gi heller kan Domhaveren ved Domme, som tilkjende ham en Ret, skride til at iværksætte eller lade iværksætte saadanne til sammes Udovelse sigtende Handlinger, der ikke fremiræde som exekution, for Udløbet af den almindelige Erekutionsfrist.

§ 445.

Ved udtrykkelig Bestemmelse i Dommen kan Retten, naar Omstændighederne tale herfor, efter Vedkommendes Paastand sætte Fuldbyrdelsesfristen til kortere Tid end 4 Uger, men dog i Gdssager ikke til kortere Tid end Edsfristen. I Forbindelse hermed kan det paa Sagvolderens Andragende bestemmes, at Domhaveren skal stille Sikkerhed, dersom han inden Udlobet af den almindelige Fuldbyrdelsesfrist vil exekvere Dommen.

Ligeledes kan det efter Vedkommendes Paastand i Dommen bestemmes, at Erekution med eller uden foregaaende Sikkerhedsstillelse skal kunne iværksættes, uanset at Retsmidler be- timeligt anvendes imod Dommen.

Andragende om foranfsrte Bestemmelser maa fremsættes senest under den mundtlige Hovcdsorhandling.

§ 446.

Kjendelser under Sagens Drift, som bestemme Nogel. der skal fuldbyrdes, kunne ezekveres strax, saasnart de ere affagte og givne beskrevne, medmindre Andet fremgaar c»f Kjendelsens eget Indhold.

§ 447.

exekution efter Forlig kan furegaa. faasnart Fordringen efter Forligets Indhold er forfalden. Ved Pantebreve kan Panthaveren skride til exekution, naar der er forlobet en Tid af 44 Dage fra Forfaldstiden at regne og der derhos, forsaavidt Skyldneren bor paa den pantsætte Eiendom, med 3 Dages Varsel er givet ham en i Overensstemmelse med Reg- lerne i forfte Afsnit Kapitel IX forkyndt meddelelse om, naar Forretningen vil blive foretagen.

§ 448.

Naar Fuldbyrdelsesfriften er udloven, kan Exekutionen ikke hindres ved senere iværksat Paaanke eller Begjæring om ny Foretagelse af Sagen, selv om de for disse Retsmidlers An- vendelse fastsætte eNer senere særlig bevilgede Frister ikke endnu erc forlobne.

§ 449.

Grekutionskraften tabes kun ved tyveaarig Forældelse. Dog paahviler det den. som har ladet hengaa mere end et Aar fra den Tid. exekution kunde værc foretaget, at lade Paagjoeldende, forsaavidt han har bekjendt Bopæl inden Riget, ved en Notarialbestikkelse op- fordre til at efterkomme Dommen, Kjendelsen. Forliget eller Pantebrevet. I Stedet for en faadan Notarialbestikkelse kan ogsaa troede en Opfordring, forkyndt i Overensstemmelse med Reglerne i ferste Afsnit Kapitel IX.

Erekution kan da ikke ske, førend 3 Uger cre forlobne efter denne Opfordring,

§ 450.

De i det følgende om Domme givne Bestemmelser finde ogsaa Anvendelse paa For- lig og andre exekutionsgrundlag, dog med de Lempelser, som sslge af Forholdets Natur.

§ 451.

Er der paalagt Domfældtc en anden Idelse cnd Penge, sker Dommens Gzekution, med de i H§ 452—454 nævntc Undtagelser, derved, at Domhaverens Interesse i Dommens Efterkommelfc anstaas i Pcngc, og at Vederlagsbelobet inddrives efter de i det Folgende i anden Underafdeling opstillede Regler, forsaavidt ikke en efter Dommens Afsigelse indtraadt Umulighed eller andre lignende Omstændigheder efter den borgerlige Rets Grundsætninger har befriet Domfældte uden tillige at medføre Erstatningspligt for ham.

Hvis der ikke, ifolge hertil sigtende subsidiere Paastande under Sagen, i selve Dommen er fastsat et Pcngevederlag, som trtrder istedetfor den Mrlse, hvcrpaa Dommen principalt gaar ud, kan Domhaveren under Fogedforretningen faa fastsat det Pengebelob, hvortil hans Interesse maa anstaas

I Reglen har Fogden med Vidnernes Bistand at foretage Ansættelsen (§ 437): bvis disse ikke ere tilstrækkelig sagkyndige, kan Fogden udmelde Andre, som, efter for ham at have aflagt Ed, yde den fornødne Bistand.

Fogden har, saavidt muligt, at tilkalde Domfældte, for at han kan afgive sine Op- lysninger og Erklæringer, forinden Vederlagssummen bestemmes.

Derefter fastfcrtter Fogden Pengevedeilaget ifolge sit skjøn over Omstændighederne og udl,n at være bunden ved Vidnernes eller de i deres Sted trædende Personers Anskuelse. Han har herved fornemlig at drage Omsorg for, at Domhaveren faar fuldstændig Erstat- ning, og i Tvivlsiilfælde har han hellere at fastsætte denne rigeligt end at udsætte Dom- haveren for at lide noget Tab ved, at Dommen ikke efterkommes.

Anlægger Domhaveren i Anledning af, at Dommen ikke efterkommes, Straffesag ifolge § 456, kan det ham tilkommende Pengevederlag fastsættes under denne istedetfor under Fogedforretningen.

§ 452.

Skal Donlfældte fravige Besiddelsen af en fast Eiendom eller tilstede Domhaveren en vis Raadighed over den, har Fogden, saavidt gjorligt, umiddelbart at fremtvinge Dommens Efterlevelse ved Domfældtes Udsættelse og Donchaverens Indsættelse eller paa anden lig- nende Maade.

§ 453.

Lyder Dommen paa, at Domfældte skal udlevere en rorlig Ting, har Fogden lige- ledes umiddelbart at sætte Dommen i værk ved at fratage Domfældte Tingen med Magt Mer ved anden lignende Tvangs Anvendelse. Forefindes Tingen ikke under Forretningen, kan Domhaveren fordre sin Interesse ansat til Penge paa den i § 451 omtalte Maade og Belobet inddrevet.

§ 454.

Skal Domfældte ifolge Dommen udfore et Arbeide eller træffe andre lignende For- anstaltninger, kan Fogden efter Domhaverens Paastand tillade denne at lade Saadant fore- tage ved Andre og derefter inddrive det efter en af Fogden godkjendt Regning hertil med- gaaede Belsb, dersom dette efter Omstændighederne findes at være den letteste og hm-tigste Maade, hvorpaa Domhavcren kan komme ti! sin Ret. Er Domfældte tilpligtet at udstede eller underskrive et Dokument, kan Fogden udfærdige dette med samme Virkning, som om han af Domfældte var bleven befuldmægtiget hertil. Er Domfældte tilpligtet at stille en Sikkerhed, kan Fogden udtage faameget af hans Gods, som hertil er fornødent, og over dette haves da samme Sikkerhedsret som over udlagt Gods.

Er Domhaveren kjendt berettiget til at udfore en Handling mod at erstatte den herved bevirkede Skade, eller Domfældte kjendt pligtig at foretage Noget imod at faa Ud- gifterne derved erstattede af Domhaveren, er Fogden pligtig til paa Vedkommendes For- langende, om fornødent med Sagkyndige« Bistand, at Afgjøre Spørgsmaal om Udforelsen af Dommen saavelsom at bestemme Størrelsen af den Erstatning, der skal udredes i For- bindelse med Dommens Fuldbyrdelse.

§ 455.

Lyder Dommen paa, at Domfældte skal undlade Noget, kan Domhaveren, naar Dommen overtrædes, dersom det ikke i Dommen selv er bestemt, hvilket Ansvar der skal være forbundet hermed, under en Fogedforretning paa den i § 45 l bestemte Maade faa den ham i Anledning af Dommens Overtrædelse tilkommende Erstatning anstaaet i Penge og Belobet inddrevet. Forsaavidt Domhaveren i Anledning af Dommens Overtrædelse an« lægger Straffesag i Henhold til § 456, kan Erstatningen fastsættes under denne istedetfor under Fogedforretningen.

§ 456.

Den, der modvillig undlader at efterkomme en Dom, hvorved det er ham paalagt at foretage Noget, faavelsom den, der forscettig overtræder en Dom, hvorved det er ham paa- lagt at undlade Noget, kan, hvad enten Domhaveren gaar frem efter §§ 451—455 eller ikke. under en af bam anlagt Straffesag dommes til Otraf af Bsder eller Kcenglel. Dog skal den idømte Strafs Fuldbyrdelse og den begyndte Strafs ,wrtsættelse standfes, uaar Dolnfældte i alle Maader retter for sig, faavelsom naar Domhaveren ved Anvendelsen af den i §§ 451—455 foreskrevne Fremgangsmaade har opnaaet sin Ret eller Sikkerbed for den.

Naar Straffedom er afsagt over Domfældte, har det exekutive Politi paa Dom- haverens Begjæring at vde Bistand til bans Rets Gjennemforelse ved at opsoge og fratage Domfældte de ham frakjendte Ting, hindre ham i at foretage Overtrædelsesbandlinger, til- intetgjøre hvad der er foretaget i Strid med Domhaverens Ret og deslige.

§ 457.

Ved de foregaaende Paragrafers Forskrifter er der ikke gjort nogen Indskrænkning i Domhaverens Ret til at benytte de forelsbige Retsmidler for at sikre sig i Henseende til Dommens Mterkommelse.

Anden Underafdeling. Om Fuldbyrdelsen af Domme, der lyde paa Udredelsen af Penge.

§ 458.

Domme, der lyde paa Betaling af Penge, kunne fuldbyrdes ved Grekution i Dom- fyldtes Formue. med Hensyn til Boder, der idommes i borgerlige Retstrætter, folges de om exekution af Bsdedomme gjældende Regler.

Derimod kan Domfældte ikke underkastes gjældsfængsel.

Bestemmelserne om de færegne Tvangsmidler, som kunne anvendes for Underhold- ningsbidrag til Born, forladte og fraseparerede Hustruer,' vedblive at gjælde.

§ 459.

Gzekution kan kun udstrækkes til i'aameget af Domfældtes Gods, som efter Fradrag af hvad der kan forudses at ville medgaa til Fyldestgjørelsen af Tredjemands fortrinligere Krav, i Henhold til Fogedvidnernes Vurdering behoves til Dommens Fyldrstgjørelse og til Dcekning af de Omkostninger, som efter Domhaverens Paastand og Fogdens skjøn om dennes Rigtighed ville medgaa til Retsgebyrer eller andre nødvendige Retsudgifter, faasom ved det Uolagtes Flytning, Opbevaring indtil Auktionen m. v.

§ 460.

exekution iværkfcrttes under Iagttagelse af de i det følgende givne Regler, enten derved, at Fogden giver Domhaveren Udlæg til Forauktionering i Domfældtes rørlige eller urorlige Gods eller i ham tilkommende Fordringer paa Andre, eller derved, at den Rettighed hvori Udlæg gives, ved Fogdens Foranstaltning udsves i Domfældtes Sted.

Gr Godset behcrftet eller i Forveien udlagt til Andre, kan der gives fekundcrrt Ud- Icrg deri.

Hvis rede Penge forefindes, blive disse umiddelbart af Fogden at udbetale Dom- haveren til Dcekning as eller Afdrag paa Fordringen. Domhaveren kan ikke vcegre sig ved at modtage Betaling i forfaldne Fordringer paa ham selv, hvis Rigtighed anerkjendes

§ 461.

Domhaveren kan søge Fyldestgørelse i Fwgterne og Indtægterne af faste Giendomme paa den Maade, at Giendommen ved Fogdens Foranstaltning administreres til hans Fordel og Indtægterne af den benyttes til hans Dcekning paa samme Maade som ellers de ved Tvangsauktion indvundne Pengebelsb.

§ 462.

Naar Udlæg gjøres i Domfældtes Leie-, Forpagtnings- eller Fcesterettigheder over faste Eiendomme, forsaavidt Saadant kan ske uden at krænke Gierens Ret, bliver der at for- holde efter Reglerne i den foregaaende Paragraf.

§ 463.

Udlagt Gods ansættes under Fogedforretningen til den værdi, hvortil det skjønnes under sædvanlige Omstændigheder at kunne udbringes ved offentlig Auktion efter Fradrag af de med Auktionen og Inkassationen forbundne Omkostninger. Hvor Salg ved Auktion ikke finder Sted (§ 515), tages der Hensyn til de Omkostninger, som Salg paa anden Maade vil medføre. Ved Udlæg i Fordringer eller i Rettigheder eller i Frugterne og Ind- tægterne af faste Eiendomme finder ingen Vurdering Sted, men Udlægets Omfang og Ud- strækning bestemmes ved et skjøn under tilborligt Hensyn til de med den benyttede Frem- gcmgsmaade forbundne Udgifter og Omkostninger.

§ 464.

Domfældte, eller hvo der giver møde for ham, er berettiget til selv at paavise de Ting, i hvilke Exekution skal ske. og Domhaveren kan ikke gjøre Indvendinger herimod, naar blot de paaviste Gjenstande efter Fogedvidnernes Vurdering eller skjøn afgive en til det Belob, der skal inddrives, svarende Sikkerhed.

Dog behsver Domhaveren ikke at modtage Udlæg i fast Eiendom, naar der kan paa- vises rørligt Gods eller Fordringer, hvoraf Fyldeftgjørelse kan faas, saavelsom ei heller i Lossregjenstande, hvis Opbevaring eller Realisation maatte være særlig vanskelig, eller i For- dringer, som maa anses for omtvistede eller usikre. Gi heller kan Domhaveren nodes til at søge sin Fyldestgørelse paa anden Maade, naar der kan gives ham Udlæg til Forauk- tionering. Forsaavidt andet Gods kan paavises, behover han ikke at modtage sekundcert Udlæg i Gjenstande, som i Forveien ere udlagte til Andre, eller hvorover Andre have erhvervet Rettigheder, for hvilke Udlægshaveren maa staa tilbage.

§ 465.

Paaviser hverken Domfældte eller Nogen paa hans Vegne Gjenstande, hvori Udlæg kan ske. Tilfælder det Domhaveren at udvælge de Gjenstande, hvori han vil søge Fyldestgørelse.

Dog har Fogden herved at paase, at de for Domfældte mest undværlige Gjenstande forst udlægges, saa at altsaa en Eiendoms nodvendige Bescetning og de til dens Drift uundværlige Avlsredfkaber saavelsom Haandværksredfkaber og andre til Domfældtes nærings- drift uomgcengelig fomodne Ting ikke udlægges, saalænge andre mere undværlige Gjenstande forefindes.

Gjodning saavelsom Straa og Ho samt Fode- og sædekorn, forsaavidt til Gien- dommens Drift findes fornødcnt. maa ikke ved Udlæg stilles fra Eiendommen, men bliver at betragte som et Tilbehsr til den; ei heller maa Sced paa Marken omhugges eller andre Frugter optages eller afplukkes, førend de ere modne til at indhostes.

Det har endvidere sit Forblivende ved den beftaaende Lovgivnings Bestemmelser om, at de befalede Brandredskaber ei kunne stilles fra Eiendommen.

Forelagte Lovforslag m. m. 17 l.

§ 466.

Naar Fyldestgørelse søgcs paa den i § 461, jfr. § 462, omhandlede Maade, har Fogden at overgive Administrationen as vedkommende Eiendom til en af ham valgt Be- styrer og at paalægge Fcestere, Forpagtere, Leietagere og Andre at betale deres Afgifter til denne, samt Iøvrigt at iværksætte de Tvangsforanstaltninger, som ere sornodne, for at Gien- dommens Frugter og Indtægter kunne komme Domhaveren til Nytte.

Den af Fogden indsatte Bestyrer aflægger til de af Fogden bestemte Tider Regn- stab for Indkomsterne af Stendommen og afleverer, i Lighed med hvad der gjalder om Inkasfatorer i Almindelighed (§ 511), Overskudet til Fogden efter Fradrag af Administra- tionsomkostningerne, derunder hans eget Honorar.

Naar Domhaveren er bleven dcekket for sin Fordring med paalobende Renter og Omkostninger, overleveres Giendommen igjen til Skyldneren.

Alle spørgsmaal angrende Eiendommens Bestyrelse, Regnskabsaflæggelsen og den tvungne Administrations Ophor Afgjøres af Fogden, naar Domhaveren, Skyldneren eller andre i Giendommen Interesserede i den Anledning fremfore Klager eller Indsigelser.

§ 467.

Udlæg kan ikke gjores i de for Skyldneren og hans med ham samlevende Hustru og Born fornødne Senge og Sengklceder samt nødvendigste Linned og Gangklceder.

Endvidere kan Skyldneren fordre, at der skal levnes ham Gjenstande, som høre til de vigtigste Livsfornødenheder eller ere nodvendige til hans næringsveis Udovelse, indtil et Vurderingsbelob af 20 Kr. eller, dersom han er Familieforsørger, af 60 Kr. Disse Gjenstande er han selv berettiget til at undtage fra udlæget efter eget Valg; har han ikke været tilstede under Erekutionsforretn ingen, bor der gives dem, der ellers ere tilstede i hans Hus, Anledning til paa hans Vegne at foretage et faadant Valg. Denne Ret til at und- tage Gjenstande indtil en vis værdi fra Udlæget, indtræder dog ikke, naar Udlæg gjores for Skatter eller andre Afgifter til det Offentlige, og kommer heller ikke til Anvendelse med Hensyn til Gjenstande, som ere fcrrligen givne til Pant for den Fordring, i Anledning af hvilken Udlcrg søges.

§ 468.

Gzekution maa ikke gjøres i over- eller underordnede Krigeres Uniformstykker, Vaaben eller andre til deres tjenstmcessige Udrustning og Forsyning fornødne Gjenstande.

Gi heller maa Exekution gjores i civile Embeds- eller Bestillingsmands Embeds- dragter eller i Gjenstande, som af dem holdes og bruges til deres Embeders eller Be- stillingers Udførelse.

§ 469.

Exekution kan kun gjøres i Rettigheder, som paa den Tid, Forretningen foretages, alt ere erhvervede, derimod ikke i fremtidige Erhvervelser, med Hensyn til hvilke dette ikke er Tilfældet, saasom ventendes Arv.

Ezekution kan iværksættes i Domfældtcs Fordringer paa Andre, selv om de ere betingede eller endnu ikke forfaldne, naar de dog kunne angives og betegnes med tilstrækkelig Bestemthed.

Udlæg kan itke gjørcs i det, som Skyldneren maatte kunne erhverve ifølge gjenfidig bebyrdende Kontrakt, der ikke endnu er fuldstændig opfyldt fra hans Side, naar det, der af ham skal ydes, cr personligt Arbeide eller Tjeneste eller Andet, som Udlcrgshaveren ikke er eller ved Udlægsforretningen sættes istand til at give eller udfore.

Dog skal ovenstaaende Forskrift ikke medføre nogen Indskrænkning i den hidtil be- staaende Adgang til for Underholdningsbidrag til børn, forladte og fraseparerede Hustruer, at holde sig til Skyldnerens Arbeids- eller tjenesteløn eller lignende Indtægt.

§ 470.

I saadant Gods, som ellers ifølge dets Natur kunde være Gjenstand for Exekution, kan udlæg ikke gjøres, naar det ved Retshandler med Trediemand eller ved dennes Be- stemmelser retsgyldige« er fastsat, at Kreditorer ikke kunne føge Fyldestgørelse i Godset.

§ 471.

I endnu ikke forfalden Embeds- eller Bestillingsløn eller i lignende Indtægter samt i ikke forfaldne Ventepenge, Pensioner og hermed i Klasse staaende Understøttelser, som ud- redes af Statskassen, Kommunekasser eller andre offentlige Kasser, kan Udlæg ikke gives.

§ 472.

Undtagne fra Exekution ere fremdeles: I) De militære Underklassers Tjenesteemo- lumenter i Overensstemmelse med Lov 21de Marts 1874 § 2, 2) Dagpenge og lignende Udredelser til Embedsmand eller Andre, som udfore offentlige Hverv, samt Reiseudgifter og Tcerepenge, der ere udbetalte til indkaldte Vidner eller Synsmand, 3) Underholdningspeng?, som ifølge øvrighedsresolution, Forlig eller anden lignende Bestemmelse udredes til Hustruer eller Born, 4) Understottelse og hjælp til Trængende, som gives af Stiftelser eller andre veldæ- dige Indretninger faavelsom al Fattigunderstøttelse, 5) Midler og Penge, der udenrigs fra indsættes i Nationalbanken, samt Klasselotterigevinster.

§ 473.

Livrenter, Overlevelsessesrenter, Livsforsikkringssummer og lignende mod Vederlag er- hvervede Indtægter ere, forsaavidt ikke Andet ved Retsforholdets Stiftelse retsgyldige« er be- stemt eller vedtaget af Parterne, ikke undtagne fra Exekution, medmindre fcrrlig Lovhjemmel derfor kan paavises.

§ 474.

Er det fornødne Exekutionsgrundlag tilstede, og finder Fogden ikke iøvrigt Noget til Hinder for at efterkomme Begjæringen om exekution, berammer han en Tid til Forretning gens Foretagelse, saavidt muligt i Overensstemmelse med Domhaverens ønste.

Exekutionsforretningen skal i Reglen begynde paa Domfældtes Bopæl, medmindre Fogden skjønner, at der ifølge de foreliggende Omstændigheder er Anledning til Afvi- gelse herfra.

Naar Dommen lyder paa Udlevering eller Afstaaelse af Ting, kan Exekutionsforret- ningen begynde, hvor disse forefindes.

Har Domfældte ingen Bopæl i Riget, kan exekutionsforretningen begynde, hvor Domfældte antræffes, eller hvor Ting, som kunne tjene til Fyldestgørelse, forefindes.

§ 475.

Forretningen kan ikke fremmes, medmindre der under den gives behørigt møde fra Domhaverens Side.

Derimod kan den foregaa, selv om Domfældte ikke lrceffes tilstede. Dog skal i dette Tilfælde, hvis ingen Anden fremtræder som befuldmægtiget til at give Møde for Domfældte, Fogden opfordre hans Hustru, børn over 18 Aar, Tjenestefolk eller andre til Husstanden horende voxne Personer, som ere tilstede, til at varetage hans Tarv under Forretningen. Gre saadanne ikke heller at antræffe, eller ere de uvillige til at optræde, rettes en lige Op- fordring til hans Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbeidsherre, fcrsaavidt nogen af disse ere tilstede.

§ 476.

Forretningen begynder med, at Fogden opfordrer Vedkommende til ved Fordringens Fyldestgørelse og de Domfældte til Last faldende Omkostningers Betaling at asværge Gxeku, tionens videre Fremgang. Sker dette ikke, strider Fogden efter Domhaverens ncrrmere Be- gjæring til at foretage de fornødne Exekutionshandlinger i Overensstemmelse med Reglerne i dette Affnits Kapitel II.

§ 477.

Domfældte er pligtig paa Fogdens Forlangende at aabne sine værelser og Gjemmer, for at det, naar Domhaveren begjærer det, kan ses, om heri indeholdes Gjenstcmde, som egne sig til Udlæg. I Vcegringstilfælde, saavelsom naar Ingen træffes tilstede, der er istand til at efterkomme Forlangendet, kan Fogden skride til den fornødne Magts Anvendelse. I fornødent Fald er Fogden ligeledes befoiet til at undersoge Domfældtes person, hvis der er Grund til at antage, at han har skjult værdigjenstande paa sig.

§ 478.

Skyldneren er Pligtig under exekutionsforretningen paa Forlangende at opgive rede- ligen og overensstemmende med Sandheden, hvad han eier til Sikkerhed for eller Fyldest- gjørelse af Fordringen, samt Iøvrigt at meddele alle i faa Henseende fornødne Oplysninger. Er Skyldneren ikke tilstede, kan Rekvirenten begjære Forretningen udsat og med et af Fog- den bestemt Varsel lade ham tilsige til Mode, hvilket af Rekvirenten kan forlanges afholdt paa Fogdens Kontor.

Vcegrer Skyldneren sig ved at fremkomme med Opgivelser og Oplysninger, eller und- lader han uden lovligt Forfald at Møde ved Forretningens Fortsættelse, kan Rekvirenten for- lange ham hensat i simpelt fængsel, indtil han opfylder sin Pligt i saa Henseende, dog ikke udover 6 Maaneder.

§ 479.

Naar Skyldneren under en Erekutionsforretning eller paa en Tid, da han maatte forudse en faadan, i egennyttig Hensigt for at unddrage sin Kreditor den han tilkommende Fyldestgjørelse foretager Noget, der gaar ud paa, at hans lovlige Eiendele eller Fordringer skulle unddrages fra at udlægges til paagjældende Kreditor, bliver han at anse med Straf efter den almindelige borgerlige Straffelovs § 260.

§ 480.

Fra Domfældtes Side kan der med den i § 440 givne Begrænsning fremfættes Indsigelser imod Exekutionens Fremme enten i det Hele eller for en Del eller paa den paa- staaede Maade.

I Anledning af de fremsætte Indsigelser kan Domhaveren ytre sig.

Om nogen yderligere Ordvexling skal finde Sted, beror paa Fogdens Tilladelse.

§ 481.

Trediemand kan fremfætte Indsigelser imod Ezekutionen, naar dennes Foretagelse paa den paastaaede Maade vilde stride imod hans Ret. Han har i faa Fald blot at møde un- der Forretningen, fremsætte sin Indsigelse til Protokollen og ceste Fogdens Kjendelse, hvorefter den indtrædende Trediemand er at anse som Part i Forretningen.

§ 482.

Forhandlingerne for Fogden foregaa mundtligt.

Fogden paakjender den opstaaede Tvistighed i Henhold til, hvad der fra Parternes Side forklares og indrommes under Forhandlingerne, saavelsom i Henhold til de fremlagte Dokumenter og andre skriftlige Beviser.

Under Forhandlingerne for Fogden kan i Reglen Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn eller Parternes personlige Afhorelse ikke finde Sted.

Henhører Hovedsagen efter sin Beskaffenhed under Underretternes Afgjørelse, har Fog- den at yde Parterne Veiledning i Overensstemmelse med Grundsætningerne i § 346.

§ 483.

I Fogedprotokollen optages:

a) Angivelse af Tid og Sted for Forretningen, Parternes Navne, Erekutionsgrundlagcts Beskaffenhed;

b) Betegnelse af Fogdens og Vidnernes Navne;

o) Beretning om Forretningernes Gang i Almindelighed.

I Tilfælde af Tvist optages i Fogedprotokollen en ordret Angivelse af de fremsætte Paastande.

Derhos lader Fogden i det Omfang, som af ham skjønnes hensigtsmæssigt, Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng protokollere, dog ikke ordret, men kun efter deres offentlige Indhold.

Det Tilforte oplæses og vedkjendes.

§ 484.

Udslettelse kan i Reglen ikke gives under Forretningen, medmindre Parterne ere enige herom.

Derimod kan Fogden anordne eller tilståa en Standsning i Forhandlingerne, naar Omstændighederne kræve det, men uden at Forretningen afbrydes.

Fogderc har da paa Domhaverens Forlangende ved Bevogtning eller paa anden Maade at træffe de fornødne Foranstaltninger for at opretholde den samme Tilstand, indtil Forretningen atter fortsættes. Parterne skulle paa behorig Maade underrettes om Tiden herfor.

§ 485.

I opstaaede Tvistigheder afsiger Fogden Kjendelse umiddelbart efter Forhandlingernes Slutning eller dog fnarest muligt.

Kjendelsen, der skal være forsynet med Grunde, indføres fuldstændigt i Protokollen. Dens Fuldbyrdelse kan ikke hindres ved Anvendelse af Retsmidler.

§ 486.

I Fogedprotokollen optegnes nsiagtigt alle de enkelte Gjenstande, hvori Udlæg gjores ved hver enkelt Gjenstand tilfoies dens værdi efter den stedfundne Ansoettelse.

Fogden erklærer derefter til Protokollen de optegnede Gjenstande for udlagte til Dom?

haverens Fyldestgørelse og betyder Domfældte, at han fra nu af ikke uden at paadrage sig Strafansvar kan raade over dem paa en Maade, som kommer i Strid med Udlægshaverens Ret. Er Domfældte ikke tilstede, giues der den eller dem, som i Henhold til § 475 tilkal- des paa hans Vegne, Paalæg om at give Domfældte en saadan Betydning, og efter Om- stændighederne kan lignende Betydning gives den Trediemand, i hvis Besiddelse det Udlagte er.

§ 487.

Hvor der gives Udlæg i fast Giendom, uden at der tillige gives Udlæg i dens Frugter og Indtægter, forbliver den indtil Tvangsauktionen i Skyldnerens Besiddelse, med- mindre denne findes at odelægge eller forringe Eiendommen, i hvilket Tilfælde den kan fcet- tes under en af Fogden valgt Mands Bestyrelse.

Udlægsforretningen maa for at kunne gjores gjaldende imod dem, der ved Rets- handler maatte erhverve Rettigheder over Eiendommen, thinglæses ved dennes værnething efter de om Pantscetning af fast Giendom gjældende Regler.

§ 488.

Udlagt Lossre maa, naar Udlægshaveren modsætter sig det, ikke forblive i Skyldne- rens Besiddelse, medmindre denne stiller antagelig Sikkerhed for dets Tilstedeværelse i ufor- ringet Stand, men Udlægshaveren er i Almindelighed berettiget til at tage udlagt Lssore i sin Bevaring, dog, hvis det Udlagtes værdi betydeligt overstiger hans Fordring, kun imod Sikkerhedsstillelse.

Hvor udlagt Lbsore ikke lades tilbage i Skyldnernes Besiddelse, og det heller ikke tages i Forvaring af Udlcrgshaveren, enten fordi denne ikke ifølge ovenftaaende Regel har Ret dertil, eller fordi han ikke vil paatage sig dets Bevaring, har Fogden at træffe de for« nødne Foranstaltninger til det Udlagtes Bevaring paa Domfældtes Bekostning.

§ 489.

Naar gjældsbreve udlægges til Forauktionering, maa de forsynes med en Paateg- ning om Udlæget, hvis dette skal kunne gjores gjældende imod Trediemand, der senere i god Tro har faaet gjældsbeviset overdraget til Giendom eller Pant, eller imod Skyldneren, der senere i god Tro har ydet Betaling paa Kapitalen til den, hos hvem Udlæget er sket, mod Kvittering paa eller Udlevering af gjældsbrevet.

Hvor der gjøres Udlæg i Fordringer af anden Beskaffenhed, maa der meddeles Skyld- neren Underretning herom, da denne i Mangel heraf befries ved i god Tro at betale til den, hos hvem Udlæget er sket. Det Samme gjælder for Skyldneren efter et gjældsbrev for Rentebetalingers Vedkommende,

§ 490.

Kan den Ting, hvori Udlæg gjores, ikke overleveres til Udlægshaveren eller den Mand, som efter Fogdens Bestemmelse skal have den i Bevaring, paa Grund af Trediemands Ret til at besidde Tingen, bliver det efter Omstcrndighederne ifølge Udlægshaverens Begjæring af Fogden at tilkjendegive vedkommende Trediemand, at Skyldneren ikke er befoiet til at modtage Tingen, naar Trediemands Ret til dens Besiddelse ophorer.

§ 491.

Naar de i de foregaaende Paragrafer foreskrevne Bestemmelser ere iagttagne, kan den Ret til efter lovlig Omgang at fyldeftgjores af det Udlagte, som Udlæget giver, ikke be- tages Udlægshaveren hverken ved Skyldnerens paafolgende Dod eller Konkurs eller ved senere

af andre Kreditorer iværksat Udlæg, ligesom Skyldneren ei heller ved senere Retshandler gyldigen kan overdrage Trediemand nogen mod Udlcrgshaverens Ret stridende Rettighed over det Udlagte.

Dog taber Udlægshaveren i Lsssre, som er forblevet i Skyldnerens Besiddelse, fin af Udlæget flydende Sikkerhedsret overfor Skyldnerens Kreditorer i Tilfælde af Konkurs eller senere Udlæg, naar han ikke inden 12 Uger efter Udlægsforretningens Slutning strider til Tvangsauktion, eller under en Gjenoptagelse af Fogedforretningen faar det Udlagte bragt ud af Skyldnerens Besiddelse, medmindre han ved Retsmidlers Anvendelse eller Trediemands Ret har været hindret i at fremme Tvangssalget.

§ 492.

Viser den stedfundne Tvangsauktion, at Udlægshaveren ikke bliver fyldestgjort af det Udlagte, eller kan en Udlægshaver, der ikke har faaet tilstrækkcligt Udlæg til at bakke hans Fordring senere paavise Gods, hvori der kan gjores Grekution, er han berettiget til at for- lange Exekutionsforretningen gjenoptagen og fortsat efter de ovenfor givne Regler. Omvendt er den, hos hvem Udlæget er sket, berettiget til at begjære Forretningen gjenoptagen, og det skete Udlæg i det Hele eller for en Del hcevet, naar den Fordring, hvorfor det er gjort, i det Hele eller for en Del maatte være bleven betalt, efterat Udlæget er sket.

Ligeledes kan Fogden efter Domhaverens Begjæring gjenoptage Exekutionsforretningen og træffe ny Bestemmelse om Bevaringen og Administrationen af det Udlagte, naar Tiden, som vil hengaa forinden Auktionen, betydeligt vil blive forlænget paa Grund af Retsmidlers Anvendelse imod Udlægsforretningen, eller naar Domfældtes Forhold med Henfyn til udlagt Gods, som er forblevet i hans Besiddelse, giver Anledning dertil, eller naar Bekosteligheden ved det Udlagies Bevaring eller lignende Grunde opfordre dertil.

§ 493.

Ogsaa i andre Tilfælde end de i § 492, jfr. § 491 2det Stykke, nævnte kan Exekutionsforretningen gjenoptages efter Begjæring af Trediemand eller en af Parterne naar alle Vedkommende famtykke deri.

§ 494.

Imod den sluttede exekutionsforretning kan der anvendes Retsmidler i Henhold til de ncrrmere Bestemmelser herom i dette Afsnits Kapitel V.

Imod Kjendelser, der afsiges af Fogden, kan der forst anvendes Retsmidler, efterat hele exekutionsforretningen er sluttet.

§ 495.

Retsmidler imod exekutionsforretningen maa i Reglen anvendes inden 4 Uger, efterat Exekutionsforretningen er endelig sluttet. Efter Udlebet af denne Frist kan exekutionsforret- ningen ikke fvcekkes, undtagen hvor den i det Hele eller for en Del kan bringes til at bort- falde som en følge af, at Exekutionsgrundlaget paa lovlig Maade tilintetgjores eller forandres.

Dog kan Landsrettens Formand efter et fra vedkommende Part indgivet skriftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger maa folge, tillade, at Gzekutionsforretningen angribes ved Retsmidler inden et Aars Forlob, naar ganske særegne Omstændigheder retfær- diggjere, at Parten ikke i rette Tid har gjort Retsmidler gjældende.

§ 496.

Udlæg til Forauktionering giver Ret til, efter de i det Folgende opstillede Regler, at fætte det Udlagte til offentlig Auktion og gjøre sig betalt af Auktionssummen, jfr. dog § 515.

Om Adgangen til at stille haandfaaet Pant til offentlig Auktion uden foregaaende Dom eller Forlig og Udlæg gjælde den borgerlige Rets Regler, jfr. Konkurslovens § 155.

Ligeledes har det sit Forblivende ved den Statskassen som Panthaver for kredite- rede Toldafgifter i de en Oplagshaver betroede Oplagsvarer tilkommende Ret til at forauk- tionere disse uden foregaaende Retsforfølgning.

§ 497.

Tvangsauktionen foretages i Reglen af den Foged, som har wcerksat Udlæget.

Auktionen bliver l Almindelighed at afholde i den Jurisdiktion, hvor Udlæget er sket. Dog er Rekvirenten berettiget til at lade de udlagte Gjenstande bortfælge i nærmeste Kjebstad eller med Fogdens Billigelse andetsteds.

Dette Steds Foged er da Pligtig at afholde Auktionen; dog skal ogsaa den Foged, som har foretaget Udlæget, være beføiet til at afholde Auktionen, dersom Rekvirenten onsker det, og han selv dertil er villig.

§ 498.

Ved Auktioners Afholdelse er særlig Tilkaldelse af Vidner ikke fornøden. Det exekutive Politi er forpligtet til paa Begjæring at yde Fogden Bistand i Over- ensstemmelse med, hvad der i § 437 er bestemt.

§ 499.

Ved Begjæringen om Tvangsauktion forholdes der efter de ovenfor i § 439 givne Regler, dog at her desuden Udskrift af Udlægsforretningen maa medfølge, medmindre Tvangs- auktionen skal foretages af den samme Foged, som har foretaget Udlægsforretningen, i hvilket Tilfælde en simpel Paaberaabelse af Udlægsforretningen med Angivelse af dens Datum er tilstrækkelig.

§ 500.

Finder Fogden, at Grundlaget for Tvangsauktionen er i Orden, og at iøvrigt Intet er til Hinder for det Udlagtes Forauktionering, har han at foretage de til Auktionens Afhol- delse fornødne Skridt i Henhold til den fremsætte Begjæring.

Det bliver at iagttage, at Auktionen ikke maa foregaa, førend den til Retsmidlers Anvendelse givne ordentlige Frist af 4 Uger er udloben. Fremlægges Bevis for, at Udlægs- forretningen inden denne Frists Udlsb af nogen af de oprindelige Parter lovlig er angreben ved Retsmidler, enten selvstændigt eller som et Tilbehsr til Dommen, bliver det Udlagtes Forauktionering at stille i Bero.

Dog kan Fogden, naar de udlagte Gjenstande ere udsætte for Fordcervelse eller væsent- lig Værdiforringelse ved at henligge saa længe, som Iagttagelsen af foranstaaende Bestem-

Forsl. t. L. om den borgerlige Retspleie.

melser vilde kræve, eller naar deres Bevaring er forbunden med uforholdsmæssig Bekostning, lade Auktionen afholde til et tidligere Tidspunkt, end de ovenangivne Regler hjemle.

§ 501.

Fogden har at udstede de fornødne Bekjendtgjørelser angaaende Auktionen, i hvilken Anledning han kan afkræve Rekvirenten de nodvendige Oplysninger.

§ 502.

Bekjendtgjørelse om Auktion over udlagt Lsssre skal, med den af § 514 folgende Undtagelse, ste mindst 14 Dage for Auktionens Afholdelse. Den skal idetmindste 2 Gange indrykkes i den af Egnens offentlige Tidender, som ved Bekjendtgjørelse fra Justitsministeriet hertil bestemmes, faaledes at den fsrfte Bekjendtgjørelse sker med det nævnte Varsel, og den anden i Lobet af Varselstiden nogle Dage fsr Auktionen. Fremdeles skal der om Auktionen ste Opslag ved Plakater og foregaa offentligt Udraab, forsaavidt Saadant paa Auktionsstedet er fædvanligt ved frivillige Auktioner.

§ 503.

Bekjendtgjørelsen skal indeholde tydelig og nsiagtig Angivelse af Tiden og Stedet, naar og hvor Auktionen holdes, samt en almindelig Betegnelse af Gjenstandene, som skulle bortsælges »ned Fremhcevelse af- de særlig værdifulde iblandt dem.

§ 504.

Auktionsrekvirenten har at vcrlge en Mand til Inkassator, der af Fogden kjendes som paalidelig og vederhceftig. Det paahviler Inkassator at være tilstede ved Auktionen og af- gjøre, om han vil give den enkelte Bydende Kredit eller ikke, samt at iudkræve Auktions- pengene, hvilke han derefter har i en samlet Sum at indbetale til Fogden.

Inkassator er som Selvskyldner ansvarlig for, at Belobene af de af ham antagne Bud blive betalte, medmindre Andet er vedtaget.

§ 505.

Fogden har at paase, at der ved Auktionsvilkaarene, som iøvrigt forsattes af Rekvi- renten, indrommes vederheftige Kjøbere den paa Egnen ved frivillige Auktioner scedvanlige Kredit, dog uden Fogdens Billigelse ikke udover 3 Maaneder.

Det beror paa Auktionsrekvirenten, om han ved Auktionsvilkacnene vil paalægge Kjs- berne at udrede Auktionsomkoftningerne, eller om han vil fritage Kjøberne herfor og lade dem forlods udrede af Auktionssummeu; i fsrstnævnte Tilfælde blive de at ansætte til visse Procent eller en vis Andel af hver Krone.

§ 506.

Auktionskataloger kunne udstedes. Om Udgifterne herved skulle boeres af Skyldneren afgjor Fogden. I bencægtende Fald kan enhver i Tvangssalget Interesseret paa egen Bekost- ning udstede Auktionskataloger.

Den, paa hvis Bekostning Auktionskatalogerne udgives, er berettiget til at forsatte dem, dog at Auktionens Afholdelse ikke opholdes derefter.

Forelagte Lovforslag m. m. 172

§ 507.

Ved Auktionens Begyndelse oplæses Auktionsvilkaarene, som tillige skulle opstå as til almindelig Efterretning paa et ioinefaldende Sted i Lokalet, samt, forsaavidt der udfærdig?s trykte Auktionskataloger, tilføres disse straz efter Titelbladet.

Naar dette er iagttaget, kunne de paa Auktionen Bydende ikke paaberaabe sig Uviden- hed om Auktionsvilkaarene.

§ 508.

Fogden opraaber derefter de enkelte Gjenstande til Salg.

Gre Auktionskataloger eller specificerede Auktionsplakater udgivne, bortsælges Tingene i den Orden, disse angive, medmindre Fogden tilsteder Afvigelser herfra; men i modsat Fald er Skyldneren berettiget til at bestemme den Olden, hvori de udlagte Gjenstande skulle opraabes.

Ved hver enkelt Gjenstand optegnes i Protokollen AuktionsKjøberens Navn og Budets Swrrelse.

Hvis Betaling erlægges kontant ved Hammerstaget, gjøres derom Bemoerkning.

§ 509.

Udlægshavere ere ingensinde berettigede til at modsætte sig, at celdre eller yngre Ud- lægshavere i samme Lsssre skride til Tvangsauktion efter de her opstillede Regler. Derimod Afgjøres det efter de hidtil gjældende Retsregler, om Panthavere kunne modsætte sig vedkom- mende Gjenstandes Realisation.

§ 510.

Naar Auktionen er holdt i Overensstemmelse med ovenstaaende Regler, er den med Hensyn til sit Udfald bindende for alle dem, hvis Rettigheder over det Bortsolgte ifølge den borgerlige Rets Regler samt Bestemmelsen i § 509 ophore ved Tvangssalget.

§ 511.

Inden 8 Dage henholdsvis efter Auktionen eller den fastsætte Kredittids Udlob har Inkassator at aftægge Regnskab til Fogden over Auktionsbeløbet og til ham at indbetale, hvad der efter Fradrag af Omkostninger bliver tilovers. I Inkassationssalcrr maa i Reglen ikke beregnes mere end 4 pCt. af de Belob, hvorpaa der gives Kredit, og 2 pCt. af dem, der betales kontant; dog kan Fogden undtagelsesvis, naar Inkassationen skjønnes ikke at kunne faas udfort for denne Betaling, tillade, at Inkassationsfalæret sættes hoiere.

§ 512.

Fogden har derefter uden Ophold at udbetale Auktionsrekvirenten den ham tilkom- mende Del af Auktionspengene og at afgive det muligvis Tiloversblevne til Skyldneren, med- mindre Flere hos Fogden have anmeldt Krav paa Deltagelse i det ved Auktionen Indkomne- eller det af Skjsde- og Pantebsgerne, hvis Bestyrer Fogden har at afkræve Attest i saa Hen- seende, kan fes eller paa anden Maade, saasom ved Skyldnerens Forklaring, af Fogden erfares, at saadant Krav haves.

I dette Tilfælde har Fogden at afsatte et Udkast til Auktionsfummens Fordeling imellem samtlige Vedkommende ifolge deres Rettigheders Beskaffenhed.

§ 513.

Fogden skal ufortsvet meddele enhver af de i foregaaende Paragraf omhandlede Per- soner, som har bekjendt Bopoel inden Riget, særskilt Underretning (§ 122) om, at Udkastet henligger til Eftersyn paa hans Kontor. Har nogen af de nævnte Personer ikke bekjendt

Bopæl inden Riget, er for hans Vedkommende offentlig Indkaldelse i den almindelige Tidende' som ved Kgl. Anordning bestemmes til retslige Bekjendtgjørelser, tilstrækkelig.

Fremkommer der ikke inden 4 Uger efter Underretningens meddelelse eller efter Be- kjendtgjørelsen Indsigelse imod Fogdens Udkast, iværksættes Fordelingen ufortsvet i Overens- stemmelse med det, dog uden at Nogens Ret Iøvrigt er prcekluderet herved. Opftaar der Tvist om Fordelingen, som det ikke lykkes Fogden ved sin mægling at bilægge, henviser han de stridende Parter til almindelig Rettergang. Indsigelser mod Fordelingen, der ikke behørig forfølges inden 14 Dage, anses som ikke fremkomne.

Den Del af Auktionsfummen, med Hensyn til hvilken ingen Uenighed er tilstede, udbetales i Overensstemmelse med Udkastet, men den Del, som er Gjenstand for Tvist, tilbage- holdes indtil Sagens endelige Afgjørelse. Det paahviler Fogden at drage Omsorg for de ind- komne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbargjørelse i Mellemtiden.

§ 514.

Ere de udlagte Gjenstande udsætte for hurtig Fordcervelse eller Tab i værdi, eller er deres Bevaring forbunden med uforholdsmæssig Bekostning, kan Fogden lade Auktion af- holde med kortere Bekjendtgjørelsesfrister, end de ovenangivne Regler medfpre.

§ 515.

Statsobligationer, Bankaktier, Iernbaneaktier, Kreditforeningsobligationer og andre Værdipapirer, som have Kurs paa Kjøbenhavns Bors, forauktioneres ikke, men Fogden har at lade dem scrlge sammesteds ved en Vexelmægler, til hvem de blive at sende, og som derefter skal tilstille Fogden Salgssummen ledsaget af behorigt Regnstab inden 3 Dage, efterat Salget er stet. Udenlandske Statspapirer, Aktier og lignende Effekter, paa hvilke Kurs noteres paa fremmede Bsrser, har Fogden efter Udlægshaverens Begjæring at besorge solgte ved et paali- deligt Pengeinstitut, om fornødent gjorcs, paa et fremmed Pengemarked.

§ 516.

Naar Udlæg er givet i Fordringer af anden Beskaffenhed end de i foregaaende Pa- ragraf omhandlede, kan Udlægshaveren, istedetfor at stille dem til Auktion, efterhaanden som de forfalde, lade den iudkræve hos den eller dem, der ere pligtige at betale samme, ved en i Overensstemmelse med § 504 valgt Inkassator.

Inkassator kan legitimere sig som berettiget til at iudkræve Fordringerne ved en Ud- skrift af Udlægsforretningen, forsynet med Fogdens Paategning om, at han er antagen til og autoriseret som Inkassator.

§ 517.

De Pengebelob, der indkomme, naar der gaas frem efter §§ 514, 515 og 516, indbetales til Fogden, som derefter har at gaa frem efter Reglerne i §§ 512 og 513.

§ 518.

Samtidig med at Udlaegshaveren indgiver Begjæring om Auktion, har han til Fogden at afgive Udkast til Auktionsvilkaarene, ledsaget af en Anmodning om, at Skyldneren saavel- 'om den eller de, der i Egenskab af Pant- eller udlægshavere eller af andre Grunde stulle

tage Del i Auktionsfummen, eller hvis Stilling som Brugshaver?, Servitutberettigede eller desl. iøvrigt kan blive berort ved Salget, maa blive indkaldte til et Msde. med denne An- modning skal der folae fornøden Attest af Skjsde- og Pantebogen, Udskrift af de thinglcefte Dokumenter og en Bestridelses- og Vurderingsforretning over Giendommen, som skal scelges.

§ 519.

Fogden har derefter med 4 Ugers Varsel at indkalde de i foregaaende Paragraf nævnte Personer til et møde paa hans embedskontor.

Indkaldelsen sker ved en almindelig Opfordring til at melde sig, som indrykkes 3 Gange i den til retslige Bekjendtgjørelser bestemte almindelige Tidende, medmindre Taxations- værdien af Giendommen, der skal scelges, ikke overstiger 4000 Kr., i hvilket Tilfælde Be- kjendtgjørelsen indrykkes 1 Gang i ovennævnte Tidende og 1 Gang i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad. Derhos bliver der at give dem, hvis Interesse i Tvangssalget kan fes af Skjøde- og Pantebogerne eller paa anden Maade, saasom ved Skyldnerens For- klaringer, kommer til Fogdens Kundskab, særskilt Underretning, forsaavidt de have bekjendt Bo- pæl inden Riget (§ 122).

Indkaldelsen skal indeholde Oplysning om Auktionsrckvirentens eller hans Fuldmægtigs Navn og Adkomst til at stille Giendommen til Salg, tydelig Betegnelse af Giendommen efter Beliggenhed og Størrelse, Angivelse af Eierens Navn samt Tilkendegivelse om, at Udkast til Auktionsvilkaarene, af hvilke Enhver mod sportelmcessig Betaling kan faa Udskrift, henligger til Eftersyn for Vedkommende paa Fogdens Kontor. Auktionsrekvirenten har at tilstille de foran ham Berettigede, hvem særskilt Underretning givrs, en Udskrift af Auktionsvilkaarene.

Derhos skal Tid og Sted for Modet angives med tilstrækkelig Bestemthed og Noi- agtighed, ligesom det i Indkaldelsen udtrykkelig skal bemcerkes, at den, der udebliver, udsætter sig for, at hans Ret fortabes ved Tvangssalget.

§ 520.

I Auktionsvilkacnene skal der, hvis ikke saavel Skyldneren som alle de til Deltagelse i Auktionssummen berettigede Personer samtykke i en anden Fremgangsmaade, tilftaas Kjøberen en passende Frist til Tilveiebringelsen af den Del af Købesummen, som skal udbetales. Denne skal for en Trediedel af dette Belobs Vedkommende idetmindste være 3 Maaneder fra Auktionens Datum; men med den Del, der overstiger fornævnte Trediedel, skal der gives Henstand til den fsrste 11te Juni eller 11te December Termin, som indtræffer mindst 3 Maaneder fra Auktionens Datum. Omkostningerne ved Auktionen, som blive at udrede af Kjøberen, medmindre han ved Auktionsvilkaarene er fritagen herfor, kunne fordres betalte inden 8 Dage.

Enhver af de til Deltagelse i Auktionssummen berettigede Personer er Pligtig at finde sig i, at der i Auktionsvilkaarene indrsmmes de ovennccvnte Betalingsfrister med Hensyn til hans Andel i Auktionsudbyttet, ligesom han kan gjøre Krav paa, at Auktionsrekvirenten for sit Vedkommende underkaster sig dem.

Derimod staar det enhver af de nævnte Personer med Hensyn til hans Andel af Auktionssummen frit for at indromme Icengere Betalingsfrister, give Tilsagn om Prioriteters Henstaaen i Eiendommen eller i andre Maader tilstaa Kjøberen lempeligere Viikaar. Det bliver i saa Fald Paagjældendes egen Sag at paase, at der i Auktionsvilkaarene optages fornøden Tilkendegivelse herom, eller at Saadant sker ved et Tillæg til disse eller ved en Til- forsel i Auktionsprotokollen enten i det i § 519 omtalte Møde eller i senere Moder.

Den, som er kontraktmæssig forpligtet til at lade sin Pantefordring, uanset Giendom- mens Salg, forblive indestaaende i den, har ikke noget Krav paa Fyldestgørelse af Auktions« udbyttet, men kun paa, at hans Ret bevares.

Naar ikke Andet med fælles Tamtykke vedtages, har Kjøberen at forrente Auktions- kjøbesummen med 5 pCt. fra Hammerstagets Dato at regne.

§ 521.

De i den foregaacnde Paragraf givne Forskrifter blive at undergive de af Forholdets Natur flydende Lempelser, naar der paahviler Giendommen Grundbyrder, faavelsom naar ved- kommende Behcrftelser ikke slutte sig til almindelig Obligationsgjæld, men til Livrente, Aftægt eller lignende Forpligtelser eller til betingede eller uvisse Fordringer, saasom Kautionsforplig- telser o. desl.

§ 522.

I Auktionsvilkaarene bor der optages det fornødne angaaeude den Sikkerhedsstillelse, som kan fordres af den Bydende, dersom han vil nyde godt af de i § 520 omhandlede Henstande.

Hvis Giendommen skal overleveres, inden Betaling finder Sted, bor der stilles Sik- kerhed for en Trediedel, og ellers for en Fjerdedel af det Belsb, som Auktionskjøberen er pligtig at udbetale, foruden for de af Auktionen flydende Omkostninger. Sikkerheden bor be- staa i indenlandske Værdipapirer, der have Kurs paa Kjøbenhavns Bors, eller i Panteobli- gationer i faste Eiendomme, som fyldeftgjore, hvad der efter de gjælbende Regler kroeves til Umyndiges og offentlige Stiftelsers Midlers Betryggelse. Det følger af sig felv, at den Eiendom, der tilflaas Kjøberen. ikke selv kan benyttes til den heromhandlede Sikkerhedsstil- lelse. Fogden kan tilftaa den Bydende en kort Frist af indtil 8 Dage til at tilveiebringe Sikkerheden, naar der kun ikke mangler Sikkerhed for de Omkostninger, som maatte flyde af, at der maa afholdes en ny Auktion.

medens enhver af de i Salget Interesserede er Pligtig at lade sig noie med for- anforte Sikkerhed, ftaar det derimod til enhver af dem for sit Vedkommende ganske at fra« falde Fordring paa Sikkerhed eller at lade sig noie med en ringere reel Sikkerhed eller med blot personlig Sikkerhed.

Hvis Paagjældende ikke har ladet Tilkendegivelse herom optage i Auktionsvilkaarene, kan han ved selve Auktionen for eller efter Budenes Modtagelse afgive sin erklæring herom

§ 523.

Ligesom Rekvirenten har at iagttage de ovenfor i §§ 520—522 givne Regler, faa- ledes er saavel han som enhver anden af de i Tvangssalget interesserede personer ubefoiet til uden Nodvendighed i Auktionsvilkaarene at optage eller til dem at lade tilfoie andre usædvanlige eller byrdefulde Betingelser, som kunne antages at ville afskrcekke Kuberne.

§ 524.

I det i § 519 omhandlede møde have de Indkaldte at fremkomme med deres Ind- sigelser imod eller Nndringsfmsiag til det af Rekvirenten gjorte Udkast til Auktionsvilkaar saavelsom med de Tilfoielser, som Enhver for sit eget Vedkommende vil have optaget i Auk- tionsvilkaarene. Dog cr hermed ikke sigtct til den eller dem, som anse sig for riendomsberet- tigcde til det Udlaqte eller tro sig i Besiddelse af Servituter, Grundbyrder eller lignende Rettigheder over Stendommen, sorsaavidt disse skulle gaa forud for alle dem, der skulle have Dcrkning gjennem Tvangsfalget.

§ 525.

Fremkommer ingen Indsigelse eller anden Bemcrrkning fra nogen af de Indkaldte eller Andre, som møde for at varetage deres Tarv i Anledning af Salget, anses dc samtlige for at vedtage, at Tvangssalget ogsaa for deres Vedkommende skal foregaa i Henhold til det

fremlagte Udkast til Auktionsvilkaar. Dog har Fogden paa embedsvegne at paase, at Auk- tionsvilkaarene ikke vilkaarlig afvige fra de i §§ 520—523 givne Regler, medmindre ud- trykkeligt Samtykke hertil haves fra alle Vedkommende.

Fremsættes der Indsigelser, ZGndringsforflag eller Andragender om Tilfsielser til det forelagte Udkast til Auktionsvilkaar, skal Fogden ved sin Mcrgling søge at tilvejebringe Enig- hed om Auktionsvilkaarcne, men lykkes dette ikke, har han, efterat Parterne have ytret sig. at afgjore den opftaaede Tvist ved en Kjendelse, der afsiges snarest muligt, samt derefter at drage Omsorg for, at Auktionsvilkaarene afsattes i Overensstemmelse med den trufne Af- gjørelse.

Fogden kan tilstaa de fornødne Udsættelser, dersom Auktionsvilkaarene ikke skjønnes at kunne endelig fastsættes i det i § 519 omhandlede Mode. Fremkommer der Paastande om at forandre Rekvirentens Udkast til Auktionsvilkaarene til Skade for nogen Indkaldt, som ikke har givet Mode, skal Fogden udfætte Sagens Afgjørelse til et folgende Mode, til hvilket de paagjældende Udeblevne særlig skulle kaldes, samtidig med at det meddeles dem, hvilke Paa- stande der cre fremsætte. Udeblive de da, anses de for at samtykke i, at Paastanden tages til følge.

§ 526.

Gr der Uenighed om, hvorvidt eller i hvilken Orden Paagjældende skulle fyldeftgjores af Auktionslummen, kan det undlades i Auktionsvilkaarene at optage nogen Angivelse af, til hvem af dem der skal betales, men det kan, naar Fogden finder Grund til at give herom nedlagt Paastand medhold, iftedetfor bestemmes, at kjøbefummen skal indbetales til Fogden, ftnn i saa Fald har at forholde sig efter de nedenfor i § 537 givne Forskrifter, samt derhos tillige har at drage Omsorg for at iudkræve AuktionsKjøbe summen, i fornødent Fald ad Rettens Vei.

§ 527.

Naar Auktionsvilkaarene ere fastsætte enten ved Overenskomst eller ifolge Fogdens Kjendelse, kan, foruden Auktionsrekvirenten, enhver Udlægshaver og enhver Panthaver, hvis Fordring er forfalden, fordre, at der strides til Auktion i Henhold til den begyndte forfølg- ning og med den af samme folgende Retsvirkning.

§ 528.

Fogden har, saafnart Auktionsvilkaarene ere fastsætte, af egen Drift og uden yderligere Opfordring at tillyse Auktionen.

Dette ster ved, at en Bekjendtgjørelse af det i Næste Paragraf angivne Indhold 3 Gange indrykkes i den til retslige Bekjendtgjørelser bestemte almindelige Tidende samt udenfor Kjøbenhavn tillige i det af Justitsministeriet hertil bestemte stedlige Blad med et Varsel af mindst 14 Dage fra den forfte Indrykkelse at regne. Dog kan udenfor kjøbenhavn Be- kjendtgjørelse i den til retslige Bekjendtgjørelser bestemte almindelige Tidende undlades, naar Tazationsværdien af Giendommen, der skal scelges, ikke overstiger 4000 Kr, og hvor Taxations- værdien er storre, kan Fogden, naar det af nogen Vedkommende forlanges, og han sinder det tjenligt, ogsaa foranstalte Auktionen bekjendtgjort i andre Aviser, endogsaa udenlandske.

Bortfalder Auktionen, har Fogden at aflyse den ved Bekjendtgjørelse een Gang i de nævnte Blade.

§ 529.

Bekjendtgjørelsen skal indeholde cn noiagtig Betegnelse af Eiendommen og Gierens Navn, dens Etorrslse, Beliggenhed og andre Forhold, som kunnc antages at have vcrfentlig

Indflydelse paa værdien, naar og hvorledes Giendommen kan tages i Diesyn, samt derhos en tydelig Angivelse af Tid og Sted for Auktionens Afholdelse.

Tillige skal Bekjendtgjørelsen indeholde Oplysning om, hvor Auktionsvilkaarene hen- ligge til Eftersyn for Lysthavende.

§ 530.

Paa Auktionødagen kan der ikke fremsættes Indsigelser imod de i Henhold til det Foregaaende fastsatte Auktionsvilkaar, men vel modtages Erklæringer om Lempelser i Udbeta- linger, i Betalingsfrister, i Sikkerhedsstillelse o. s. v., og af Fogden gjores Bemærkninger vedkommende Giendommens Tilstand eller om andre faktiske Forhold eller derved nødvendig« gjorte Tillæg til eller Forandringer i Auktionsvilkaarene. Heller ikke kan det formenes dem, der ville fremkomme med de i § 524 2 det Punktum ommeldte Paastande, at fremsætte faa« danne, der da kunne imodegaas af andre Vedkommende, dog uden at nogen egentlig Proce- dure derom kan tilstedes, ligesom Kjendelse heller ikke bliver at afsige om Andet, end om, hvorvidt Auktionen desuagtet kan fremmes eller ikke. Saadanne Paastande kunne dog efter Omstændighederne give Hjemmel for Fogden til efter Vedkommendes Begjæring eller af egen Drift at udsætte Auktionen.

Derefter oplæses Auktionsvilkaarene, Panteattesten og saameget af tidligere Protokol- tilfsrfler eller af andre Dokumenter, som Fogden sinder fornødent at meddele de Lysthavende, medens de ovrige Salget vedkommende Dokumenter bsr være tilstede og til Lysthavendes Eftersyn.

§ 531.

Giendommen opraabes derefter enten delvis eller samlet og enten med eller uden Al- ternativer eftersom Vilkaarene give Anledning til. Budene optegnes, efterhaanden som de gjøres, enten i Protokollen eller paa et særskilt Ark med Tilfsielse af de Bydendes Navne. Hvis Størrelsen af det mindste Overbud ikke er fastsat i Auktionsvilkaarene, ftaar det til Fogden at fordre, at Overbud skulle have en i Forhold til Gjenstandens Betydenhed passende mindste Størrelse, ligesom Fogden i det Hele har at lede Auktionen og sorge for, at denne fremmes med Ro og Orden og uden unødvendigt Ophold. Naar Ingen efter derom 3 Gange gjen- tagen Opfordring gjør Overbud, standses Opraabet, og Resultatet indfores i Protokollen. Der gives Vedkommende Leilighed til at gjøre de Bemærkninger med Hensyn til Sikkerhedsstillelse, ny Auktion, Auktionens Hcevelse og deslige, hvortil der maatte være Anledning, og Fogden afgjør derefter det fornødne, dersom det behoves, ved en Kjendelse. Hvis Salg skal finde Sted, bekrceftes det vedkommende Bud ved Hammerstag.

§ 532.

Enhver, som ifolge § 527 kan fordre Auktionens Fremme, har, forsaavidt han ifolge sin Fordrings Beskaffenhed kan antages at ville faa Del i den budne kjøbesum, Ret til, dersom Andet ikke er vedtaget ved Auktionsvilkaarenes Fastsoeitelse, at gjøre Fordring paa, at Hammerstag gives den Hoistbydende, som kan tilfredsstille de Fordringer, der lovmedholdelige« stilles med Hensyn til Sikkerheden for Budets Opfyldelse.

§ 533.

Dog kan Skyldneren saavelsom enhver af dem, hvis Rettighed over Giendommen ved Tvangssalg vil bringes til at ophore, forsaavidt han ikke ifolge det skete Bud vil faa fuld Dcekning for sit Krav, fordre en anden Auktion afholdt, naar han ftrax paa Auktionsstedet erklærer Saadant, imod at han stiller Sikkerhed for Betalingen af de, af den nye Auktion flydende Omkostninger, forsaavidt disse ikke maatte blive dcrkkede ved et hoiere Bud. Ved

den anden Auktion bor Giendommen absolut bortfælges, uden Henfyn til, hvad Bud der ved famme erholdes, medmindre alle de, som ifølge § 527 kunne fordre Auktionens Fremme, samtykke i, at flere Auktioner afholdes, i hvilken Henseende bemcerkes, at de, der ikke gjøre Indsigelse, anfes for at samtykke.

Den, som er Hoistbydende ved fsrste Auktion, er, dog ikke i længere Tid end 6 Uger, bunden ved sit Bud for det Tilfælde, at der ikke ved anden Auktion skulde skulde ske ligefaa hoit eller Høiere Bud, eller det skete Bud formedelst manglende Sikkerhedsstillelse ei kan an- tages. Gives der ved anden Auktion hverken Hammerstag til ham eller til nogen Anden, er den Hsistbydende ved forste Auktion loft fra sit Bud. og Forpligtelse til at vedstaa Budet paahviler heller ikke den eller de Hoistbydende ved anden Auktion.

§ 534.

Naar en anden Auktion skal finde Sted, maa herom udgaa en ny Bekjendtgjørelse med 14 Dages Varsel, der idetmindste indrykkes een Gang i de i § 528 nævnte offent- lige Blade.

Det skal i Bekjendtgjørelsen udtrykkeligt bemoerkes, at det er anden og sidste Auktion.

§ 535.

Den Hoistbydende har ikke ved nogen af Auktionerne Ret til at fordre Hammerstag.

Den i Konditionerne betingede Sikkerhedsstillelse (jfr. § 522) kan fsrst forlanges, naar Hammerstag tilbydes; dog kan Fogden, naar af Vedkommende fremfættes Paastand herom, forlange, at ubekjendte eller uvederhcrfnge personer strax skulle stille en mindre Sikkerhed efter Fogdens skjøn, hvis deres Bud skal komme i nogen Betragtning.

§ 536.

Den, der har erholdt Hammerstag, er forpligtet til at berigtige Kjøbesummen ved Betaling enten umiddelbart til de i Auktionsvilkaarene angivne Personer eller til Fogden, der- som dette maatte være bestemt i Henhold til § 526. Det forft forfaldne Afdrag Paa Købe- summen erlægges, forsaavidt ikke Andet er bestemt i Konditionerne, eller forsaavidt ikke Sam- tykke fra Vedkommende til Udsættelse haves, til den eller de forst Berettigede, forsaavidt til- strække kan, og anvendes saaledes i Almindelighed fsrst til Dcekning af resterende Skatter og Afgifter, hvis Prioritet er bevaret, og som ikke ere betingede udredede udenfor Kjøbefummen.

§ 537.

I det Tilfælde, at Betalingen efter § 526 skal erlægges til Fogden, har denne, strax efterat Hammerstag er givet, at gjøre et Udkast til Auktionssummens Fordeling imellem de i Tvangssalget interesserede Personer, hvilke derpaa med 14 Dages Varsel indkaldes til et Msde. Indkaldelsen, der skal indeholde Tilkendegivelse om, at Udkastet ligger til Efterfyn paa Fog- dens Kontor, hvor enhver Vedkommende mod sportelmcesfig Betaling kan faa en Afskrift af det, sker ved en almindelig Opfordring til at melde sig, som indrykkes een Gang i den til retslige Bekjendtgjørelser bestemte almindelige Tidende, hvorhos der bliver at give dem, hvis Interesse i Tvangssalget kan ses af Skjøde- og Pantebsgerne eller paa anden Maade, saa som ved de tidligere stedfundne Forhandlinger, er kommen til Fogdens Kundskab, særfkilt Un- derretning, forsaavidt de have bekjendt Bopæl inden Riget (§ 122).

Fremkommer der i det berammede møde ingen Indsigelse mod Fogdens Udkast, fore- tages Fordelingen af kjøbesummeu, efterhaanden som den indkommer, i Overensstemmelse med det, dog uden at herved Nogens Ret iøvrigt prcrkluderes.

Fremsættes derimod Indsigelser, og lykkes det ikke Fogden ved mægling at tilveie-

bringe Enighed, henviser han de ivistende Parter til almindelig Rettergang. forsølges en gjort Indsigelse ikke behorig inden 4 Uger, anses den som ikke fremsat.

Den Del af Auktionssummen, med Henfyn til hvilken ingen Indsigelse er fremsat, udbetales i Overensstemmelse med Udkastet, men den Del af den, som er Gjenstand for Tvist, tilbageholdes, forsaavidt den er indkommen eller maatte indkomme, indtil Sagens endelige Afgjørelse.

Fogden har at sørge for de indkomne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugt- bargjørelse i Mellemtiden.

§ 538.

I Tilf«lde af, at AuktionsKjøberen ikke efterkommer Auktionsvilkaarene, er Rekvirenten saavelsom enhver af de Personer, som ifølge deres Fordringers Beskaffenhed have Krav paa at faa Del i Kjøbesummen, berettiget til at fordre, at Eiendommen sættes til en eneste Auktion paa Auktionskjøberens Risiko og Regning, faaledes at han bliver pligtig at tilsvare, hvad der maatte bydes mindre, uden at have Krav paa, hvad der maatte bydes mere, end AuktionsKjøbesummen.

Fogden har paa Vedkommendes Begjoeriug at tillyse Auktionen i Overensstemmelse med de for den anden Auktion i § 534 givne Regler.

Ovenanforte Fremgangsmaade udelukker ikke, at enhver af de til Deltagelse i Auk- tionskjøbesummen Berettigede for sin Del, eller efter Omstændighederne Fogden paa Samtliges Vegne, anvender almindelig Retsforsølgning imod Auktionskjøberen.

§ 539.

Fogden h.ir at udstede Auktionsfkjode til Kjøberen paa Tvangsauktionen eller hvem denne har overdraget sin Rei, naar de for Skjødes Erholdelf? i Auktionsvilkaarene satte Be- tingelser ere opfyldte, eller Bevis fores for, at alle Vedkommende have faaet, hvad der til' kommer dem, eller samtykke i, at Skjøde maa udstedes.

Bestaar det Solgte af flere færskilte Eiendomme, skal Fogden, naar det forlanges af kjøberen eller hvem der troeder i hans Sted, og naar de derpaa hvilende Hcrftelser ere helt afgjorte eller Vedkommendes Samtykke tilveiebragt, give særfkilt Skjøde eller Overdragelsesdo- kument paa hver særskilt Giendom. Forlanges en foerskilt Giendom delt, skal det Samme iagt- tages, naar de lovbestemte Betingelser for Delingen ere godtgjorte at være tilstede.

Kjøberen er i Mangel af anden Bestemmelse i Vilkaarene pligtig at have taget Skjsde eller Overdragelsesdokument og berigtiget kjøbet i enhver Henseende inden 1 Aar efter Ham- merstaget.

§ 540.

Kjøberen paa Tvangsauktionen er, naar den i § 548^ angivne Frist af 4 Uger er forløben, uden at der er gjort Retsmidler gjældende, og han har fyldestgjort Auktionsvilkaarene, berettiget til at lade de Hcrftelser, til hvis Dcrkning der efter Auktionens Udfald Intet udkom- mer, udslette af Skjøde- og Pantebogen.

§ 541.

I Auktionsvilkaarene bestemmes de Honorarer, som kjøberen har at udrede; til Rekvirentens juridiske Konsulent kan i det Hoieste betinges for samtlige i Forbindelse med Auktionen staaende Forretninger ^ pCt. af Kjebesummen, naar denne overstiger 10,000 Kr., og hvis den er ringere, kun Salærer fra 20 til 50 Kr. fowden Rejseomkostninger.

Forsaavidt nogen af de ovrige Modende har Krav paa Salcrr, bestemmes dette ikke procentvis i Forhold til Kjvbesummen eller Størrelsen af den Fordring, som de stulle voerne Forelagte Lovforslag m. m. 173

om, men i Forhold til Uleiligheden ved Modet og Sagens Beskaffenhed i det Hele ligeledes med Tillæg af Reiseomkostninger.

I intet Tilfælde kunne Reiseomkostninger beregnes for længere Afstande, end om en Sagfører indenfor Retskredsen var benyttet.

§ 542.

Under Tvangsauktionen kunne de oprindelige Parter ikke fremsætte saadanne Ind- sigelser, som vedrore Lovligheden af Udlægsforretningen eller de forud for samme liggende Retshandlinger.

Indsigelser, som ikke hore til de i tredie Underafdeling omhandlede, kunne af Tredie- mand fremsoettes under Auktionsforretningen, naar han formener, at Auktionens Fremme paa den paastaaede Maade vil komme i Strid med hans Ret.

§ 543.

Proceduren under Auktionen eller Forberedelserne til samme foregaar efter de Regler, som i §§ 480, 481 og 482 ere givne om Tvistigheders Forhandling under Exekutions« forretninger.

§ 544.

Hvad der skal optages i Auktionsprotokollen, Afgjøres efter de i § 483 opstillede Grundsætninger.

Dog blive de i Rflr. 13de Juni 1788 og Pl. 3die September 1823 indeholdte Bestemmelser, hvorefter visfe Losoreauktwncr ikke behsve at foretages til Protokollen, frem- deles at anvende med de Lempelser, som følge af Reglerne i ucerværende Kapitel.

§ 545.

De i § 484 om Udsættelse og Standsning givne Regler komme ogsaa til Anven- delse paa selve Auktionens Afholdelse, jfr. dog § 530 Iste Stykke i Slutningen.

§ 546.

I opstaaede Tvistigheder forholdes der med Kjendelses Afsigelse efter § 485.

§ 547.

Imod den sluttede Nuktionsforretning kan der anvendes Retsmidler i Henhold til de noermere Bestemmelser herom i det folgende Kapitel.

Imod Kjendelser, der afsiges under Auktionen eller Forberedelserne til denne, kan der forst anvendes Retsmidler, efterat hele Auktionsforretningen er sluttet.

§ 548.

Retsmidler imod Auktionsforretningen maa i Reglen anvendes inden 4 Uger. efterat Auktionsforretningen er sluttet. Efter Udlobet af denne Frist kan Auktionen ikke svlrkkes, undtagen hvor den i det Hele eller for en Del bortfalder som en følge af, at de foregaaende Retshandlinger, til hvilke den flutter sig, paa lovlig Maade tilintetgjores eller forandres.

Dog kan Adgang til Retsmidlers Anvendelse inden Forlovet af et Aar tilstaas paa samme Maade. som i § 495 2 det Stykke er bestemt om Udlæg.

§ 549.

Anker over Fogedforretninger, som vedrore selve den Fordring eller Ret, om hvis Fuldbyrdelse der er spørgsmaal. gjøres gjældende ved Paaanke til den Landsret, under hvilken Fogden staar. Har den, der vil gjøre saadan Anke gjældende, tillige Anker af den i denne Paragrafs 2det Stykke angivne Beskaffenhed, blive disse at inddrage under Paaanken.

Anker, der alene anzaa de processuelle Betingelser for Fogedforretningen eller den ved samme brugte Fremgangsmaade, gjores gjældende ved Besværing til den Landsret, under hvilken Fogden staar.

§ 550.

Parterne kunne ikke gyldigen give Afkald paa deres Adgang til at anvende de i fore- gaaendc Paragraf omhandlede Retsmidler, forend efterat den Fogedforretning, med Henfyn til hvilken der er Spørgsmaal om Retsmidlers Anvendelse, er iværkfat.

§ 551.

Paaanke iværkfættes ved, at der tilstilles Modparten Ankestrift Paa den i § 356 bestemte Maadc, Besværing derved, at der i Overensstemmelse med § 321 indgives Be« sveeringsstrift lil Fogden selv.

§ 552.

Paaanken foregaar iøvrigt i Overensstemmelse med de om Paaanke fra Underretten til Landsretten i fierde Afsnit givne Regler.

Som en følge heraf finder der en fuldftcrndig ny Bevisforelse og Sagsudvikling Sted for Landeretten.

Den for Fogden stedfundne Procedure er ikke bindende, og der er endog Intet til Hinder for, at nye Paastande fremsættes. Dog kunne Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Fogden afgivne protokollerede Elklærinzer med Hensyn til Sagens Sammenhæng.

§ 553.

Landsretten træffer de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Udsættelser for at fore Bevis og med Hensyn til Fastsættelsen af en Tid for Hovedforhandlingen i Overensstemmelse med Reglen i § 357.

Bevisførelsen foregaar efter de almindelige Regler i andet Afsnit.

§ 554.

Besværing foregaar med de Lempelser, som følge af Bestemmelserne i dette Afsnit, efter samme Regler som besværing til Landsretten over Underrettens Handlinger, jfr. § 360.

§ 555.

Paaanke fra Landsretten til Hoiefteret i de heromhandlede Tilfælde finder i Reglen tun Sted, naar Hovedsagen, i Anledning af hvilken Erekution er sket, har været Gjmstand for Landsrettens Afgjørelse i forste Inftants eller dog ifolge fin Beskaffenhed i Tilfaelde af Retstvist vilde henhore under samme. Dog kan, om end Hovedsagen ikke er af den anforte Beskaffenhed, Heiesterets Formand i Forbindelse med to af ham tiltagne medlemmer af

Retten tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Hoiesteret. Andragende herom frem- soettes og behandles paa den i § 304 omtalte Maade.

Om Paaanken til Hoiesteret gjælde de almindelige Regler i tredie Afsnit Kap. I.

Landsrettens Afgjørelse i Anledning af Besværing er ikke Gjenstand for yderligere Besværing til Hoiesteret.

§ 556.

Udpantning kan finde Sted for efternævnte Fordringer:

1) Stats- og Kommuneskatter, samt Afgifter og Idelser, som ifolge Lovgivningens umiddelbare Bud eller en i Henhold til samme foretagen Ligning eller Anfoettelse tilkomme Stat, Kommune, Kirker, anerkjendte Troessamfund, offentlige Stiftelser eller Embeder og Bestillinger; denne Bestemmelse kommer dog ikke til Anvendelse i Henseende til Told- og Skibs« samt Brænderiafgifter, Stempelafgift for Spillekort og Afgift for Adgangsbeviser for Handelsreifende undtagen i det i Forordningen angaaende det under det Kgl General-Told- kammer og Kommercekollegium henhorende Kasse- og Regnskabsvæsen af 8de Juli 1840 § 9 2det Punktum omhandlede Tilfælde;

2) Enhver paa en fast Giendom hvilende, stadig tilbagevendende eller af en bestemt Begivenhed afhcrngig Penge- eller Naturalafgift, som uden fanlig Vedtagelse gaar over fra Gier til Gier, forsaavidt den tilkommer en af de under Nr. 1 ommeldte Berettigede, her- under indbesattet Renterne af de i enkelte Giendomme fra det forrige Ryttergodses Salg indeftaaende, Statskassen tilhørende halve kjøbesummer samt Renterestanær af den i Hen- hold til Lov 8de April 1851 om Selveiendoms Indforelse paa det Staten tilhorende Vendergods, jfr. Lov 27de Januar 1852 § 4, Lov 3die Marts 1852 § 2 og Lov 8de Februar 1854 § 2, stiftede Pantegjæld, fremdeles Bankhoeftelsesrenter. Tiendevederlag og et- hvert ved de anordnede Kommissioners Mellemkomst fastsat Vederlag for Aflosningen af Naturalydelser, Pligtarbejde eller Byrder paa faste Giendomme, alt forsaavidt de i dette Nummer omhandlede Afgifter eller Vederlag ere bestemte til en uforanderlig eller dog efter faste Regler vexlende Størrelse;

3) Den Betaling, som efter et af Kongen eller vedkommende Ministerium stadfæstet eller af vedkommende Kommunalbestyrelse eller anden offentlig Myndighed indenfor Græn- serne af den samme tilkommende Befoielse vedtaget eller stadfcrftet Betalingsreglement bliver at erlægge for Benyttelsen af faadanne et almennyttigt Formaal tjenende Indretninger, hvor- til Adgangen under visfe almindelige Betingelser staar aaben for Enhver;

4) Gebyrer for kongelige eller ministerielle Gxpeditioner, Rets- og Magiftratsgebyrer og de med Retshandlinger forbundne Afgifter samt det Vederlag, derunder indbesattet Dag- penge og Befordringsgodtgørelse, som tilkommer Nogen for Udforelsen af Forretninger eller møder i medfør af Loven, af offentlig Bestilling eller af en af vedkommende Myndighed færlig sket Udmeldelse eller givet Paalæg, forsaavidt Vederlagets Størrelse eller Reglen for dets Beregning er fastsat i Lov eller i en af Kongen eller vedkommende Ministerium i Henhold til de gjteldende Regler stadfcrftet Tazt, saa og Erstatning for de af den Paagjæl- dende til Forretningens Udforelse lovlig gjorte Udlæg;

5) Erstatning hos Private for det Udlæg, som Stat, Kirke eller Kommune har havt ved paa den Forsømmeliges Vegne at beforge befalede Anskaffelser, Istandsættelser, Arbeider eller Naturalydelser;

6) Underholdningsbidrag, som det ifolge øvrighedens i medfør af den gjaldende Lov- givning afgivne Bestemmelse eller Sammes Stadfæstelse paa Separations- eller Skilsmisse-

vilkaar paahviler Nogen at udrede til cægte eller uægte børn, Stedborn, Foroeldre, forladte, fraseparerede eller fraskilte Hustruer, faa og de Erstatningskrav, som kunne paahvile Husbond eller andre, fra hvem personer, der ere pligtige at svare Underholdningsbidrag, have Indtægt, naar der af øvrigheden i Henhold til de gjaldende Regler er gjort Forbud imod Udbetalingen;

7) de Brandhjælpspenge, der tilkomme Kjøbenhavns Brandforsikring, den almindelige Brandforsikring for Landbygninger og den almindelige Brandforsikring for Kjøbstadbygninger, saalænge disse ere undergivne Regjerrngens Tilsyn;

8) Aflssningsvederlag for Wgt og Arbeider til Kirker, naar Vederlaget er fastsat ved den anordnede Kommissions Mellemkomst eller, hvis Nsiosning ikke har fundet Sted, Tiende- eierens Krav paa Erstatning for den ved den Privates Forfommelse med at udfore saadant Wgt og Arbeide paadragne Udgift;

9) Eieres Krav paa Erstatning hos Fcrstere og Leiere for udlagte Skatter og Afgifter af Eiendommen og paa Vederlag for Afiosning af Hoveri, Pligtarbejde eller Jagtdage i Hen- hold til Aflssningslovene af 4de Juli 1850 samt, naar faadant særligt er vedtaget, Gieres Krav paa Vederlag for Aflosnina. af Hoveri og Jagtdage, der er fastsat uden Aftosnings- mændenes Mellemkomst, og paa Fæsteafgift af Huse paa Landet;

10) a. Fordringer hos en og samme Skyldner paa Betaling for Lossre, der er kjøbt ved en i medfør af Embede eller offentlig Bestilling afholdt Auktion, naar de ikke overstige 400 Kr. og Auktionsprotokollen tydelig udviser kjøberens Navn og kjøbesummernes Størrelse;

b. de Belob, som det ifolge den i Frdg. 13d? Novbr. 1829 §§ 3 og 5 ommeldte Fordeling paaligger Kirkeværgen at iudkræve;

0. den Enker efter Fcestere i Hmhold til Lov 19de Febr. 1861 om Forandringer i Fcrftelovgivningen § 7 tilkommende Fordring paa den ved Fcestefratraedelse betingede Aftægt af Fcrftet;

6. det Bidrag, som medlemmerne af Foreninger mellem Svende, Fabrikarbeidere, So- farende o. lign. have at erlægge til Foreningens Syge- og Begravelseskasse, naar det i For- eningens af Indenrigsministeriet stadfæstede Vedtægt er bestemt, at Bidraget skal inddrives ved Udpantning;

6. det Bidrag, som Sagførere, der udove Sagførervirksomhed, ifolge § 143 i Lov om Domsmagtens Ordning m. v. ere pligtige at betale til Dcekning af Udgifterne ved Sagfører« randenes Virkfomhed;

k. Fordringer efter Bankhcrftelsesobligationer, som, efter at være cederede Skyldneren, af ham ere borttransporterede;

S. Boder og Erstatninger, som af de i Henhold til Lov om Hcrrens Diftriktsheftc af 26de Mai 1868 § 3 anordnede militære Monstringskommissioner paalægges private Foder« voerter i Overensstemmelse med de af Krigsbestyrelsen fastsatte og af vedkommende Foder- værter ved Hestenes Overtagelse indgaaede Betingelser for Udstationeringen af Hcerens Heste, samt endvidere Voder, der paalægges Sparekassers Bestyrelser eller Revisorer efter Lov om Spare- og Laanekasfer af 28de Mai 1880 § 12, saavelsom Boder, der paalægges Sag- førere i medfør af §146 i Lov om Domsmagtens Ordning m. v.;

k. den Betaling, som i Henhold til Lov om Brandvæsenet i Kjøbstlrdernc af 2Ide Marts 1873 § 10 og dertil sig stuttende Reglementer tilkommer de af vedkommende Kom- munalbestyrelser antagne Skorstensfejere, forsaavidt den ikke er bestemt til et fast aarligt Vederlag af Kcrmnerkasfen;

1. de i Lov om Digearbeider paa Lolland og Falster af 23de Mai 1873 § 2 sidste Stykke omhandlede Belob samt Vidrag til Dcekning af et Digelags Udgifter i Overensstem- melse med Lov 10de April 1874 § 12.

Udenfor de ovennævnte Tilfælde kan Udpantning ikke finde Sted. Ligesom det altid staar i Rekvirentens Magt at indtale sin Fordring ved scrdvanlig Rettergang, faaledes skal det ogsaa voere ham tilladt, naar Fogden finder, at OmftemdiZ-

hederne tale derfor, at benytte Udpantning for en Del af den ham tilkommende Fordring og indtale Resten ved scrdvanlig Rettergang.

Tilbyder Skyldneren delvis Betaling, bor denne modtages.

§ 557.

Udpantningsretten følger Fordringen, saa at den tilkommer Gnhver, som med Henfyn til samme er traadt i den oprindelige Berettigedes Sted, og vedvarer indtil et Aar, efterat Fordringen er forfalden til Betaling. Imidlertid er det i Henseende til Fristens Beregning tilstrækkeligt, at Udpantning er begjært inden Udløbet af ovennævnte Tidsrum, naar den der- efter med tilborlig Hurtighed fremmes af Rekvirenten.

§ 558.

Den, der begjærer Udpantning foretagen, har herom skriftlig at henvende sig til Fogden. Begæringen ledsages, forsaavidt Fordringen stottes paa eller godtgjores ved skrift- lige Dokumenter, af disse, og ellers af faadanne Oplysninger, som maatte vlere fornødne, for at Fogden kan tage Bestemmelse, om Udpantning kan finde Sted. Finder han efter det Foreliggende Intet til Hinder wr Udpantning, afsiger han ved Paategning paa Begjæringen en Kjendelse gaaende ud paa, at den forlangte Udpantning kan foretages, dog paa Rekvi- rentens Ansvar, forsaavidt Fordringens Rigtighed angaar, hvilken Kjendelse ikke særfkilt kan angribes ved noget Retsmiddel. I modsat Fald ncægtec han den begjærte Udpantning ved en Kjendelse, der er Gjenstand for Besværing efter Reglerne i foregaaende Hovedafdeling.

§ 559.

Gfterat Udpantning er bevilget, har Rekvirenten eller i de Tilfælde, i hvilke Foran skaltningen til Udpantningens Iværksættelse paaligger Fogden i embedsmedfør, denne at drage Omforg for, at Begjæringen og den samme paalegnede Kjendelse mindst s Dage for Forretningens Foretagelse i Overensstemmelse med Reglerne i fsrste Afsnit Kapitel IX for- kyndes for Skyldneren.

Ved Inddrivelse af Statsskatter, Bankrenter, Brandpenge, Kommuneskatter og alle andre Afgifter til det Offentlige, saavelsom af Timdevederlag, Brokorn og alle andre deslige Indtægter, som inddrives ved Udpantning hos Beboerne af et søgn eller en Kommune, er det tilstrækkeligt, at Bckjendtgjørelse om, at Restancen af Fogden er godkjendt til Inddrivelse, og at denne vil finde Sted uden videre Varsel, uden nævnelse af de enkelte Skyldneres Navne, sker mindst 8 Dage, fsr Udpantningen foregaar, i det af Justitsministeriet hertil be- stemte stedlige Blad eller ved Opslag paa offentlige Steder eller ved Trommestag eller ved læsning til Kirkestævne eftkr Stedets Skik og Brug.

§ 560.

Udpantning iværkfættes af Fogden; dog kan Udpantning paa Landet, na.n- Fordringen ikke overstiger 100 Kr. og Gjenstanden for Udpantningen ikke er faste Stendomme, ske ved søgnefogden. Naar Rekvirenten afgiver Begjæringen forsynet med Paategning om den i Overensstemmelse med foregaaeude Paragraf siete Forkyndelse, henholdsvis til Fogden eller søgnefogden, skulle disse efter Fristens Udlob uden ufornøden Henstand iværksætte Udpantnin- gen. Forsaavidt der med Hensyn til visse Fordringer i Lovgivningen er tildelt Fogden en videregaaende Virksomhed i Henseende til Forretningens Kundgjørelse og Foretagelse og det Udlagtes Realisation m. m. samt foreskrevet bestemte Frister, inden hvilke det Fornødne i disse Henseender skal være foranstaltet, forbliver det ved de herom givne Bestemmelser, ogsaa med Hensyn jjl det for Forssmmelsen i saa Henseende fastsætte Ansvar.

§ 561.

I Sager, som cmgaa Inddrivelse af Underholdningsbidrag, skal det ikke være for- nodent til Fogden at indgive særlig skriftlig Begjæring om Udpantning, og Fogdens Kjendelse om denne kan paategnes Overovnghedens Resolution, hvorved Bidraget er fastsat eller et om sammes Størrelse indgaaet Forlig er stadfceftet. Naar faadan Resolution engang er forkyndt for den eller de Vedkommende, kan Forkyndelsen af Fogdens Udpantningskjendelse for de enkelte forfaldne Bidrag derhos gyldig ske paa Landet ved søgnefogden og i Kjovstæderne ved en Politibetjent eller en enkelt Stævningsmand. Det paahviler fremdeles Fogden, naar Begjæring om Inddrivelse af stige Bidrag er fremsat og funden begrundet, selvstændig at besørge det Fomodne til denne Indrivelse, derunder indbesattet Realisation af de udlagte Gjenstande og Auktionsbelobets Indfordring.

§ 562.

Udpantningen skal foruden Hovedfordringen omsatte alle af Forretningen samt Godsets Bevarelse og Realisation flydende Omkostninger, og Gebyrerne kunne ikke fordres forudbetalte. Udkommer der ikke ved Realisationen et til at dcekke Fordringen og Omkostninger tilftrcrkkeligt Belob, fortfættes Udpantningen, uden at der i faa Fald gives Varsel efter § 559. Ud- pantning foregaaer Iøvrigt efter de i foregaaende Hovedafdeling om Udlæg givne Regler, dog at Rekvirentens Msdc under Forretningen ikke er nødvendigt. Er Fordringen, hvorfor Ud- pantning foretages, en anden Idelse end Penge, skal henholdsvis Fogden eller søgnefogden, efter saavidt muligt at have hsrt Skyldnerens erklæring herover, efter sit skjøn med Vidner- nes Bistand, men uden at være bunden ved deres Anskuelse, ansætte Idelsen til et Penge- vederlag.

De Udpantninger, som foretages af søgnefogden, ske i Overværelse af to af ham tilkaldte Vidner, som ere pligtige at følge ham; er Udpantningen faa almindelig, at ingen Vidner knnne haves i den By, hvori den foregaar, udmelder han dertil to mænd af den ncrrmeste By. Han indfører Forretningen i en af ham af Fogden leveret og af denne auto- riseret Protokol, hvis Anskaffelse bekostes af vedkommende Politikasfe.

meder Rekvirenten ikke under Forretningen, skal henholdsvis Fogden eller søgne- fogden være pligtig til at modtage det Fordrede eller Afdrag herpaa, naar saadant tilbydes under Forretningen, med samme Virkning, som om Betalingen var sket til Rekvirenten, lige- som det i faa Fald paahviler den, der foretager Udpantningen, at bestemme, om det Udlagte skal forblive hos Skyldneren, og ellers drage Omsorg for, at det paa passende Maade bevares.

§ 563.

Foretages Udpantningsforretningen af Fogden, kunne Indsigelser ftemsættes under Forretningen.

Under den for Fogden foregaaende Forhandling om reiste Indsigelser kan ordentligvis kun Rekvirenten faa Udfættelse for at begrunde sin Paastand. Er Rekvirenten ikke modt, eller kan han ikke strax staffes tilstede, og Fogden ikke finder, at en fremsat Indsigelse strax kan forkastes eller tages til følge, udsættes Forretningen, og Parterne underrettes om, naar Forretningen paany foretages, hvorefter den videre Forhandling mellem Parterne sker i Overensstemmelse med de i foregaaende Hovedafdeling Kapitel III indeholdte Regler.

Ved Paakjendelsen af reiste Indsigelser er Fogden ikke bunden ved den i Overens- stemmelse med § 558 givne Kjendelse om Forretningens Fremme. Kjendelser, hvorved en fremsat Indsigelse tages til følge, kunne henholdsvis paaankes eller angribes ved Besvor« ring i Overensstemmelse med Reglerne i foregaaende Hovedafdeling (jfr. navnlig § 549 ff.).

§ 564.

Foretages Udpantningsforretningen af søgnefogden, kunne Indsigelser fremsættes dels under Forretningen, dels i Lobet af 14 Dage efter Forretningens Afholdelse.

Fremsættes Indsigelsen under Forretningen, skal søgnefogden antegne Indsigelsen i Protokollen, men iøvrigt fremme Forretningen samt derefter tilstille Fogden en Udskrift af Protokollen. Indsigelser, som fremsættes efter Forretningen, rettes til Fogden. Efter For« lobet af 14 Dage fra Foretningens Afholdelse træffer Fogden Asgjørelse om fremsætte Ind- sigelser; findes det fornødent. kan han forinden give Parterne Leilighed tA ved møde for Fogedretten at yttre sig om Indsigelserne. Finder Fogden en fremsat Indsigelse grundet berigtiger han selv eller ved søgnefogden Feilen eller ophcever ved Kjendelse den stedfundne Forretning i det Hele eller for en Del. Forkastes Indsigelsen, stadfcester Fogden Forretninger som endelig. Om Afgjørelsen meddeles Parterne Underretning. Afgjørelser, hvorved en frem- sat Indsigelse tages til Folge. kunne henholdsvis paaankes eller angribes ved Besværing i Overensstemmelse med Reglerne i foregaanede Hovedafdeling sjfr. navnlig § 549 ff.).

§ 565.

Rekvirenten maa ikke stride til Realisation af det Udpantede førend efter Forlobet af 4 Uger efter Udpantningen eller, forsaavidt Indsigelse efter § 564 er fremsat, dens Stad- fæstelse, medmindre de udpantede Gjenstande oiensynlig ere udsætte for Fordcervelse eller vcr- sentlig Værdiforringelse ved at benligge saalænge (jfr. dog §z 566 og 567.) Realisationen foregaar iøvrigt, naar enten Udpantningens Gjenstand er fast Giendom, eller Udpantningen har omsattet Losore til værdi af mindst 100 Kroner, i Overensstemmelse med de almindelige Regler om Tvangsauktion i foregaaende Hovedafdelings Kapitel IV; i modsat Fald bortscrlges det Udpantede mod kontant Betaling ved offentlig Auktion, som afholdes paa Landet af søgnefogden og i Købstæderne af Politiet, efter at der mindst 3 Dage forud har fundet een Betje«dtgjørelse Sted henholdsvis ved Kirkestævne eller ved Indrykkelse i det Blad, i hvilket Bekjendtgjørelser fra Politiet pleie at offentliggjores.

§ 566.

Den, som sinder sig foruretiet ved en Udpantning, kan, hvad enten Indsigelse har været fremsat under Forretningen eller ikke, gjøre sin Anke gjældende henholdsoiis ved Paaanke eller Besværmg i Overensstemmelse med de i foregaaende Hovedafdeling indeholdte Regler om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger. Ligeledes bliver der at forholde efter de der givne Regler med Hensyn til Spørgsmaal, om Forauktioneringen skal udsættes, naar der er gjort Retsmidler gjældende imod Udpantningsforretningen. Fristen for Retsmidlernes Anvendelse regnes fra Forretningens Dato eller, forsaavidt Indsigelse er fremsat i Henhold til § 564, dens Stadfcrstelse; Opreisning kan ikke gives efter 6 Macmeder fra det nævnte Tidspunkt.

§ 567.

Har den, hvem Udpantning er overgaaet, andre Indsigelser at gisre gjældende mod denne end saadanne, som gaa ud paa, at Fordringen ikke ifolge Lovgivningen kan inddrives ved Udpantning, eller at der ved dennes Foretagelse ikke er brugt den rette Fremgangsmaade, kan han, forsaavidt han ikke vil gjøre Ansvar mod Fogden gjældende. og han ikke allerede har anvendt Retsmidler imod Forretningen efter § 566, indbringe Svorgsmaalet om disse Ind- sigelsers Gyldighed til Provelse i forste Instants.

Dette søgsmaal, som iøvrigt bliver at behandle efter dr almindelige Regler baade i Henseende til Forligsmægling og Procedure, kan uden Hensylr til Rekvirentens værnething anlægges i den Retskreds, hvor Udpantningen er gjort, men det maa i det Seneste anlægges

inden 8 Uger fra Forretningens Dato eller, forsaavidt Indsigelse er fremsat i Henhold til § 564, dens Stadfæstelse.

Naar Klageskriftet forkyndes for Rekvirenten af Udpantningsforretningen inden Ud- løbet af de i § 565 ommeldte 4 Uger, kan Rekrisitus mod at stille Sikkerhed standse Re- kvirentens Ret til at bortscrlge det Udpantede, saalænge indtil det til prøvelse af Udpantnings forretningen anlagte søgsmaal er afgjort ved endelig Dom; Paastanden kan i saa Fald rettes paa Udpantningsforretningens Ophcevelse. Gr Rekvirentens Ret til at stride til Reali- sation ikke paa den anfsrte Maade standset, kan Paastanden rettes paa Udpantningsforret- ningens Ophcevelse, forsaavidt det Udpantede ikke allerede maatte være bortsolgt, men i modsat Fald kun paa Skadeslosholdelse.

§ 568.

Ligesom Rekvirenten, derunder indbesattet Staten, Kommuner eller andre i § 556 nævnte Myndigheder eller juridiske Personer, naar Udpantningen under ct i medfør af § 566 eller § 567 anlagt søgsmaal findes ulovlig foretagen, i Overensstemmelse med de hidtil gjældende Regler har at erstatte Skyldneren al af Forretningen flydende Skade, saaledes vil han ogsaa have at godtgjore Skyldneren Sagens Omkostninger i alle Inftantser, saafremt Fordringen ikke skyldtes eller ikke var forfalden, da Udpantningen foregik, og det derhos ikke er Skyldneren, der har fremkaldt eller bestyrket den urigtige Opsattelse af Retsforholdet, som Rekvirenten har gjort gjældende.

§ 569.

Det skal fremdeles i samme Tilfælde som hidtil staa vedkommende Berettigede aabent at fordre Fogdens Hjcrlv til at indflette sig i eller udslette Andre af Besiddelsen af fast Eiendom eller efter Omstændighederne af isrligt Gods, uden at scrovanligt Gzekutionsgrundlag er tilstede. Ogsaa skal Fogdens hjælp fremdeles ligesom hidtil kunne fordres til at gjøre Forcrldre eller værgemynoighed gjældende med Hensyn til Umyndige, uden at scedvanligt Erekutionsgrundlag er tilstede.

§ 570.

A Foiuden at^det i de si^foregaaende Paragraf omhandlede Tilfælde ^selvfelgelig staar Rekvisitus frit for at fremføreIsine Indsigelser imod Forretningens Fremme for Fogden til Paakjendelse i Overensstemmelse med de almindelige Regler i foregaaende Hovedafdelings Kapitel III, skal det, naar Rekvisitus har andre Indsigelser imod Forretningen at gjøre gjcel- bende end saadanne, som gaa ud paa, at den ikke lovligen kunde finde Sted uden scedvanligt Exekutionsgrundlag, eller at der ved dens Foretagelse ikke er brugt den rette Fremgangsmaade, være ham tilladt, forsaavidt han ikke vil gjøre Ansvar imod Fogden gjældende og han ikke allerede har anvendt Retsmidler, at anlægge Regresfsgsmaal i fsrfte Instants imod Re- kvirenten. Under dette søgsmaal, som maa anlægges inden 8 Uger, kan der da efter Om- stændighederne saavel tilkjendes ham Erstatning i Anledning af den formentlig ulovlige For- retning som ogsaa gives Dom for, at Forretningen bsr være ovhcevet

Forelagte Lovforslag m. m. 174

§ 571.

Imod Fogdens Afgjørelser under de i H 669 omhandlede Forretninger kan der be- nyttes henholdsvis Paaanke eller Besværing ifolge de almindelige Regler om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger (jfr. navnlig § 549 ff.).

§ 572.

Arrest pcia Gods kan finde Sted til Sikkerhed for ethvert forfaldent Krav, der lyder paa Penge eller Penges værd, eller hvis Tilsidesættelse kan medføre en Erstatning i Penge, saalænge Kravet ikke er exigibelt, men ievrigt uden Hensyn til, om Retssag i Anledning af det er anlagt eller ikke.

Til" Sikkerhed for Fyldestgørelse af ikke forfaldne Krav kan Arreft paa Gods kun anvendes, naar der er særlig Grund til at befrygte, at Skyldneren ellers ved at bortstytte eller forstikke sit Gods eller paa anden Maade vilde umuliggjøre eller dog væsentlig vanske- jore Adgangen til i sin Tid at opnaa Dom og gjøre exekution.

§ 573.

Arrest paa person som Sikkerhedsmiddel for Fordringer af den i § 572 ommeldte Beskaffenhed kan ikkun anvendes for forfaldne Krav paa Indlændinge, der ftaa i Begreb med at forlade Landet for bestandigt eller paa ubestemt Tid, samt paa Udlændinge i Anledning af Fordringer, for hvilke de uden Henfyn til Arrestværnethingsbeftemmelserne ifolge denne Lovs almindelige Regler vilde kunne sagfoges ved danske Retter.

§ 574.

Arrest paa Gods kan ikke foretages i Ting, hvori der ikke vilde kunne gjøres Exekution for den paagjældende Fordring.

§ 575.

Arrest kan afværges og foretagen Arrest faas ophævet, naar Skyldneren stiller fornøden Sikkerhed for den Fordring med Renter og Omkostninger, i Anledning af hvilken Arrest søges.

Om den tilbudne Sikkerhed ifølge Swrrelse og Beskaffenhed er fyldestgørende, be- dommes af Retten efter et frit skjøn.

§ 576.

Arrest paa Gods medfører, at Skyldneren fra det Dieblik, Arrestdekretet er afsagt, bliver uberettiget til at forflytte eller ved Retshandler raade over de arresterede Gjenstande, derunder ovpebcrre arresterede Fordringer.

For at denne Arrestens Retsvirkning skal kunne gjøres gjældende overfor en god- troende Trediemand, saaledes at de foretagne Retshandler tabe Gyldighed, er det nodvendigt, at Thinglæsning af Arrestdekretet har fundet Sted ved Skyldnerens personlige værnething eller, hvis Arresten er gjort i fast Eiendom, ved dennes værnething. Er Arreft foretagen i

Gjeeldsbrev, udfordres derhos, at der paa dette er gjort en Paategning herom, vg naar Arrest er gjort i Fordringer, der ikke grundes paa gjældsbrev, maa der gives Skyldneren efter For- dringen Underretning om Arresten, hvilket ligeledes bliver at iagttage overfor Skyldneren efter et gjældsbrev for Rentebetalingers Vedkommende.

§ 577.

Arrestrekvirenten er i Reglen ikke berettiget til at lade de arresterede Gjenstande tage fra Skyldneren. Dog kan Fogden ved Arrest paa rørligt Gods, naar de arresterede Gjen- standes Beskaffenhed eller Skyldnerens person og Forhold opfordre dertil, bestemme, at de arresterede Gjenstande skulle tages under Bevogtning af ham selv eller af Nogen, der hertil af ham beskikkes.

§ 578.

Arrest paa Person sker ved Hensættelse i gjældsfængsel ved Fogdens Foranstaltning. Dog har Fogden herved at paafe, at Skyldneren ikke lider paa sin Helbred ved Henforelsen til eller Opholdet i gjældsfængflet; i modsat Fald kan gjældsfængsel enten flet ikke anvendes eller kun med faadanne Lempelser, som Fogden skjønner fornødne.

I gjældsfængstet maa der ikke paalægges Skyldneren anden Indskrænkning i Hen- seende til hans Levevis, end fængflets Orden med nødvendighed kroever.

§ 579.

gjældsfængsel kan ikke anvendes, medmindre en til Fordringens Swrrelse svarende Sikkerhed ikke kan faas ved Arrest paa Gods.

§ 580.

Arrest paa Person kan ikke anvendes for Fordringer, der erc mindre end 100 Kr.

For Fordringer, der ere mindre end 200 Kr., maa fængslingens Varighed ikke over- stige 4 Uger, for Fordringer, der ere mindre end 400 Kr., 8 Uger, for Fordringer, der ere mindre end 1000 Kr., 12 Uger, for Fordringer, der ere mindre end 2000 Kr., 16 Uger. for Fordringer, der ere mindre end 4000 Kr., 20 Uger, for stene Fordringer 24 Uger, hvilket er den længste Tid, Nogen kan holdes i gjældsfængsel.

§ 581.

Selv om de i foregaaende Paragraf angivne Tider ikke ere forlobne, ophorer Skyld- nerens fængfling i alle Tilfælde:

a) saasnart Exekution kan gjores for den Fordring, til Sikkerhed for hvilken Arresten er foretagen, enten ifolge en under. Arrestforfølgningsfagen eller paa anden Maade erhvervet Dom eller ifolge et offentligt Forlig.

d) saafnart den arresterede Skyldners Bo her i Landet er taget under Konkursbehandling, o) saasnart den arresterede Skyldner oplyser, at han Intet eier, hverken her i Landet eller andetsteds, hvori exekution kunde gjores for Fordringen.

§ 582.

Den Arresteredes Hensættelse i gjældsfængsel sker paa Rekvirentens Regning. De herved foranledigede Udgifter kunne ikke fordres godtgjorte af Skyldneren.

§ 583.

De Udgifter, hvis Udredelse paahviler Rekvirenten ved gjældsfængsels Anvendelse, ere

dels Underholdningspenge til Skyldneren, dels Varetægtspenge til Arrestforvareren.

Underholdningspengene faftfættes til 8 Kr. om Ugen i Tiden fra 1ste Mai til 1ste

November og 10 Kr. om Ugen i Tiden fra 1ste November til 1ste Mai. Varetægtspengene faftfættes til 2 Kr. om Ugen til alle Tider paa Aaret.

Andre i Anledning af Gjoeldsfængstets Anvendelse fornødne Udgifter, saasom til Lo- kale, til dettes Renholdelse, til fornødne Scngklcrder og Boskab m. m, udredes af det Offentlige. Skyldneren har selv at bekoste Lys og Varme.

§ 584.

De i foregaaende Paragraf omhandlede Underholdnings- og Varetægtspenge har Re- kvirenten at erlægge henholdsvis til Skyldneren og til Arrestforvareren forud for mindst en Uge ad Gangen, forste Gang inden eller ved Skyldnerens Indsættelse i Gjeeldsfoengstet og senere inden det hertil svarende Klokkeflet hver Ugedag derefter.

Undlader Rekvirenten at betale paa foransorte Maade, er Skyldneren berettiget til ftraz at loslades, og han kan ikke mere fængsles for den Fordring.

§ 585.

Arrestforretninger udfores af Fogden. Ved deres Foretagelse benyttes Vidner paa den Maade, som i § 437 er foreskrevet.

Den i § 437, sidste Stykke, givne Forskrift er ogsaa anvendelig paa Arrestforretninger.

§ 586.

Hvilken Foged der er pligtig eller berettiget til at foretage Nrrestforretninger, afgjores efter de i § 438 givne Regler.

§ 587.

Den, der begjærer Arrest paa Nogens Gods eller Person, har at indgive skriftligt Forlangende herom til vedkommende Foged, ledsaget af de Dokumenter og ovrige Oplysninger, som ere for Haanden.

I Reglen har Fogden som Betingelse for Forretningens Foretagelse at afkræve Re- kvirenten en Sikkerhedsstillelse, reel eller personlig, med Hensyn til det Grstatningsbelob, som vilde tilkomme den Arresterede i Tilfælde af Arrestens Ulovlighed; kun hvor de foreliggende Oplysninger fkjonnes at indeholde et fuldstamdigt Bevis for paagjældende Fordrings Rigtighed, kan Sikkerheds Afkrawelse undlades. Dog bor der ikke engang mod Sikkerhedsstillelse ind- rsmmes Arrest, naar det enten ifglge det, der af Rekvirenten forelægges for Fogden eller det som af Skyldneren oplyfes, skjønnes, at Fordringen er ugrundet. Alle spørgsmaal om Sikker- hedsstillelsens Art og Størrelse afgjores af Fogden efter frit skjøn.

Soges Arrest for en af de i § 381 ommeldte Fordringer, kan der ikke afkrawes Arreftrekvirenten Sikkerhedsstillelse, medmindre der fra Skyldnerens Side fremkommer saadanne Indsigelser, som kunne fremsættes under den i Anledning af Fordringen anlagte Sag, jfr. sjette Afsnit Kap. II.

§ 588.

Nrrestforretningen begynder i Reglen paa Skyldnerens Bopæl eller i Mangel af en faadan paa hans sædvanlige Opholdssted, men kan efter Omstændighederne, navnlig naar der er Fare ved Opsættelse, eller naar Skyldneren ikke har Bopæl i Riget eller staar i Begreb med at forlade dette, begynde paa det Sted, hvor Personen eller den Ting, der er Gjenstand for den, forefindes.

§ 589.

med Hensyn til Parternes møde under Forretningen m. m. gjælde de i § 475 givne Regler.

§ 590.

Nrrestforretningen begynder med, at Fogden opfordrer Paagjældende til ved Sikkerheds- ftillelse eller Betaling at tilfredsstille Rekvirenten, hvorpaa han, naar dette ikke strar ster, strider til Attestens Udforelse.

§ 591.

Arresten fan kun udstrækkes til saameget af Skyldnerens Gods, som efter Fradrag af det, hvorvaa Trediemand maatte have Krav, i Henhold til den under Forretningen foretagne Vurdering bchsves til at fikre Rekvirentens Fordring i Forbindelse med de fandfynlige Ud- gifter ved Arresten og dens forsølgning.

§ 592.

med Henfyn til Valget af de Gjenstande, hvori Arresten gjores, forholdes der efter de i §§ 464 og 465 givne Forskrifter, ligesom der wvrigt ved Arrestforretningers Foretagelse, med de af Forholdets Natur folgende Lempelser, gaas frem efter de om Gzekutionsforret- ninger i §§ 477—485 givne Regler.

§ 593.

I Fogedprotokollen optegnes neiagtigt alle de enkelte Gjenstande, hvori Arrest gjores, og ved hver enkelt Gjenstand tilfoies dens værdi efter den stedfundne Anfættelse.

Fogden erkloerer derefter til Protokollen de optegnede Gjenstande for belagte med Arrest til Arrestrekvirentens Sikkerhed. Det betydes Skyldneren, at han fra nu af ikke uden at udfcrtte sig for Strafanfvar eftet Straffelovens § 253 kan raade over dem paa en Maade, som kommer i Strid med Arreftrekvirentens Ret. Er Skyldneren ikke tilstede, gives der den eller dem, som i Henhold til § 475 tilkaldes paa hans Vegne, Paalcrg om at give ham en faadan Betydning. Efter Omstændighederne kan et lignende Paalæg gives den Trediemand, i hvis Besiddelse det Arresterede er.

Er Arrest paa Person paalagt, tilkjendegives det af Fogden Skyldneren, hvis han er tilstede, at han er belagt med gjældsfængfel, hvorefter Fogden beordrer ham ftraz henbragt til gjældsfcrngsiel. I modfat Tilfælde er det Rekvirentens egen Sag at drage Omsorg for Udforelsen af Arrestkjendelsen ved Skyldnerens Indfættelse i Gjieldsfamgsel; dog kan han hertil fordre det erekutive Politis Bistand. Saafnart Indsættelsen i gjældsfængsiet er sket, har Rekvirenten oieblikkelig at meddele Fogden Underretning herom; denne gjør efter at have hort Arrestforvarerens Forklaring fornøden Bemoerkning i Fogedprotokollen om Tiden og Klokkeflettet for Indflettelsen.

§ 594.

Hvis der isse allerede er anlagt Retssag zi Anledning af den Fordring, for hvilken Arrest er gjort, skal Rekvirenten inden en Uge efter Arresten anlægge faadan Sag, under hvilken han tillige skal nedlægge færfiilt Paastand paa, at Arresten ved Dom maa blive ftad- fteftet. Retten kan bestemme, at spørgsmaal vedrorende Arrestens Stadfæstelse forhandles fcrrfiilt. jfr. § 102.

Er Retssag i Anledning af paagjældmde Fordring svævende, bliver der at anlægge en soerskilt Arrestsag ved den samme Ret, ved hvilken hin Sag behandles. Det er Retten forbeholdt at bestemme, at Arrestsagen skal sættes i Forbindelse med Hovedsagen, saavelsom at den ene af disse Sager skal udsættes, indtil den anden er paakjendt, jfr. §§ 102 og 103.

Er endelig Dom falden i forste Inftants i Retssagen, hvorunder den Fordring ind- tales, for hvilken Arresten gjores, anlægges Arrestsagen ved den Ret, af hvilken hin Sag har

været paakjendt. Retten kan i Tilfælde af Paa.inke udslette Arrestsagens Forhandling i det Hele eller for en Del, jfr § 103.

§ 595.

Kommer Skyldneren, efterat Arresten er gjort, under Konkurs, eller dsr han, og of, fentligt Skifte uden Gjalds Vedgaaelse finder Sted efter ham, bortfalder Arreftrekvirentens Forpligtelse til at anltegge Retssag i Anledning af Fordringen eller Arresten, ligesom han kan hceve den i denne Anledning allerede anlagte Sag, medmindre der er nedlagt Erftatningspaa- stand fra Skyldnerens Side, og Boet vil fortsætte Sagen. Den af Rekvirenten i Anledning af Arresten stillede Sikkerhed losgives dog fsrst, naar 8 Uger ere gaaede efter Arrestens Foretagelse eller, hvis Sag har været anlagt og hceves, 8 Uger efter Ophævelsen, og der derhos ikke fra Boets Side er reift Sag om Erstatning. Gr dette sket, maa det endelige Udfald af Sagen afventes.

§ 596.

Ved Arrestsagen skal det afgjores, om Arresten er lovlig, forudsat Rigtigheden af den Fordring, for hvilken den er gjort.

Som en følge heraf kunne Indsigelser vedkommende Fordringens Rigtighed ikke fremføres under Arrestsagen, medmindre denne forhandles i Forbindelse med Hovedsagen, hvor- imod alle andre Indsigelser vedkommende Arrestens Lovlighed kunne fremsættes og paa- kjendes under Arrestsagen, uden Hensyn til, om de tilforn have været undergivne Fogdens Afgjørelse.

§ 597.

Forsommer Arreftrekvirenten de ham ifolge det Foregaaendc paahvilende Forpligtelser til inden den i § 594 ommeldte Frist at anlægge Arrestsagen eller at anlægge Eag i An- ledning af Fordringen, eller afvises eller ophceves nogen af disse Sager, bortfalder Arresten, dog uden at han af denne Grund er udelukket fra igjen at gjøre Arrest for den samme Fordring. i

Naar den i Anledning af Fordr ngen anlagte Sag hceves af den i § 386 2det Stykke angivne Grund, bortfalder Arresten dog ikke, fors«auidt Rekvirenten inden en Uge efter Sagens Ophcevelsc anlægger ny Sag i Anledning af Fordringen.

§ 598.

Fogdens Ncægtelse af Arrest er Gjenstand for Besværing efter Reglerne i foregaaende Afsnits forste Hovedafdeling.

§ 599.

Klager fra den Arresteredes Side, sigtende til at bevirke Ovhoevelsen af den foretagne Arrest som ulovligt gjort, kunne overfor Arrestrekvirenten alene fremføres henholdsvis under Arrestsagen eller den i Anledning af Fordringen anlagte Retssag.

§ 600.

Vil Nogen drage Fogden iil personligt Ansvar i Anledning af hans Embedsforhold med Hensyn til Arrestens Foretagelse eller Ncægtelse, maa dette ske ved Paaanke.

§ 601.

Gu paalagt Arrest kan i det Hele eller for en Del ophleves af Fogden, naar dette stottes paa Omstændigheder, som ere indtrufne efter Arrestens Foretagelse.

Forinden Arresten ophæves, skal Fogden give Arrestrekvirentcn Leilighed til at ytre

sig, medmindre Grunden til Ophcevelsen er Udeblivelse med de anordnede Underholdsnings« og Varetægtspenge.

Imod Fogdens Kjendelse kan der, hvad enten den gaar ud paa at ophceve Arresten eller ncægte dens Ophcevelse, iværksættes Paaanke eller Besværing i Overensstemmelse med Reglerne om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger, jfr. navnlig § 549 ff.

Fogdens Ophcevelsesdekret kan ikke hindres fra at troede i Virksomhed ved Anven- delse af Retsmidler.

§ 602.

Befindes en Arrest i det Hele ulovlig enten fordi den Fordring, for hvilken den er iværksat, ikke ved endelig Dom bcfindes grundet hverken i det Hele eller for en Del, eller fordi Arresten selv, afset fra Fordringens Rigtighed, lider af Mangler, som medføre dens Ugyldighed og som kunde have været undgaaede af Arreftrekmrenten ved fornøden Agtvaagi- vmheds Anvendelse, er Arreftrekvirenten pligtig at yde den Arresterede Erstatning for ham ved Arresten foraarfaget Tab, Kreditspilde og Tort. Befindes Arresten ulovlig for en Del, er Arreftrekvirenten Pligtig at erstatte den Arresterede det særlige Tab og den soerlige Kreditspilde, som maatte være en følge af, at der er blevet givet Arresten en for stor Udstrækning.

Bortfalder eller ophceves en gjort Arrest paa Grund af efterfolgende Omstændigheder, Tillægges der den Arresterede Erstatning for ham ved Arresten foraarsaget Tab, Kreditspilde og Tort, naar det maa antages, at Arresten, om den var bleven behorig forfulgt og holdt ved Magt, vilde have medført saadant Ansvar.

§ 603.

Arresten kan ophceves saavel ved Dommen i Arrestsagen som ved Dommen i Hoved- sagen, naar den enten i og for sig eller paa Grund af det med Hensyn til Hovedsagen an- tagne Resultat maa anses for ulovlig gjort.

Arresten bortfalder fsrst, naar Erekutionsfristen for den Dom, hvorved den kjendes ugyldig, er udløben, uden at Paaanke er iværksat.

§ 604.

Den Arresterede kan gjøre sit Krav paa Erstatning i Anledning af Arresten gældende mod Arrestrekvirenten efter Omstcrndighedcrne enten som Modkrav under Arrestsagen eller som felvstcrndigt søgsmaal i fsrste Inftants, hvilket sidste dog fsrst kan anlægges, naar Arresten enten ved endelig Dom er kjendt ugyldig, eller ved Fogdens Kjendelse (§ 601) ophcevet; faadant selvstcrndigt søgsmaal maa i saa Fald anlægges inden 8 Uger.

§ 605.

Ophceves Arresten af overordnet Ret, for hvilken Fogdens Ncægtelse (§ 601) af at gjøre det er indbragt, kan der ved samme Dom Tillægges den Arresterede den ham muligvis tilkommende Erstatning hos Arrestrekvirenten.

§ 606.

Ved Forbud, foretaget af Fogden, kan der gives en eller flere bestemte private Per-

soner embedsmcesfigt Paalæg om at undlade Handlinger eller Foretagender, som stride imod Forbudsrekvirentens Ret og som de Paagjældende ifølge deraf, selv uden Forbudet, vilde være uberettigede til at foretage.

Ved Forbud kan den Private hindres i selv at udføre eller lade udfore Noget sa«- velsom i at lade foretage saadanne Embedshandlinger, som betinges af Begjæring fra hans Side.

§ 607.

Forbud kan gjores, uagtet det ikke for Fogden oplyfes, at de Handlinger, der skulde forbydes, ere stridende med Forbudsrekvirentens Ret, men denne maa i saa Fald stille Sik- kerhed for den Skade og Ulempe, som ved Forbudet kan foraarsages den Paagjældende.

Dog maa Forbud end ikke imod Sikkerhedsstillelse iværksættes, naar det er klart, at det er ulovligt.

§ 608.

Forbudsrekvirmten har , Reglen at oplyse, at den, mod hvem Forbudet rettes, ved Gjerning eller Ord har givet Ankdning til at antage, at han vil foretage de Handlinger, som skulle forbydes. Kan fornøden Oplysning i saa Henseende ikke fremskaffes for Fogden, kan det paalægges Forbudsrekvirenten at stille Sikkerhed som Betingelse for at faa Forbud iværksat.

§ 609.

I de i de tvende foregaaende Paragrafer omhandlede Tilfælde bestemmer Fogden ifolge frit skjøn over samtlige Omstændigheder Sikkerhedens Art og Størrelse.

§ 610.

Den, imod hvem Forbudet rettes, kan ikke asværge det eller faa det ophcevet ved Sikkerhedsstillelse.

§ 611.

Den, der modvilligt overtræder et ham ved Fogden gjort Forbud, kan under en af Forbudsrekvirmten anlagt Straffesag dommes til Straf af Boder eller Fcrngsel og i Forbin- delse hermed efter Omstændighederne til Erstatning.

Naar Forbud ved Fogden er nedlagt, har det exekutive Politi paa Forbudsrekvirentens Begjæring at yde Bistand til Forbudets Opretholdelse ved at hindre Paagjældende i at fore- tage Overtrædelseshandlinger, tilintetgjore, hvad der maatte være foretaget i Strid med For« budet, og deslige.

Det er iøvrigt en Selvfolge, at offentlige Mynoigheder ere forpligtede til ikke at laane deres Bistand til Foretagender, mod hvilke der er gjort lovligt Forbud.

§ 612.

Enhver, dcr, vidende om et Forbud, yder den, mod hvem Forbudet er rettet, Bistand til de forbudne Foretagenders udforelse, eller deltager i Overtrædelse af Forbudet, bliver er- statningspligtig overfor Forbudsrekvirenten.

§ 613.

med Hensyn til Fremgangsmaaden ved Forbudsforretningen bliver med de Lempelser, som følge as Forholdets Beskaffenhed, at forholde paa samme Maade, som om Arrest er fore- skrevet i det føregaamde Kapitel, nemlig W 585, 586, 587, 588, 589 og 593.

§ 614.

De i foregaaende Kapitel §§ 594, 595. 596, 597, 598, 599, 600, 601. 602, 603 og 604 givne Regler ere med de af Forholdets Natur folgende Lempelser anvendelige paa Forbud.

Iftedetfor Arrestsag troeder Forbudssag.

§ 615.

Forbud imod en Fordrings Udbetaling, et Skibs Afseiling eller overhovedet en Gjett- stands Forflyttelse eller anden Raadighedsudovelse over den er, naar Hensigten hermed er at søge Sikkerhed for Fyldestgørelsen af Krav af den i § 572 ommeldte Art, uden Hensyn til hvorledes Forretningen benævnes, i Eet og Alt at betragte som Arrest i den paagjældende Fordring eller Gjenstand. Som en følge heraf blive dc i forrige Kapitel om Arrest givne Regler i alle Henseender at anvende paa saadanne Forretninger.

§ 616.

med Hensyn til Behandlingen af Dodsboer saavelsom af de ourige i Loven af 30te November 1874 om Skifte af Dodsbo og fællesbo m. m ommeldte Boer har det sit Forblivende ved den gjældende Net med de Forandringer, som følge af de i nedenstaaende Paragrafer indeholdte Regler.

§ 617.

Skal der fra et Bo, hvori Arv og gjæld ikke er vedgaaet, afhcendes Effekter, hvori Nogen har Pant, sker dette efter de Regler, som i saa Henseende gjælde for Konkursboer, jfr. § 633. Naar iøvrigt Afhændelse ved offentlig Auktion af et Bos Effekter skal finde Sted, sker dette ved Skifteretten, som herved har at iagttage de Regler, der gjælde, naar Embedsmænd paa embedsvegne have at bortscelge Statens eller Privates Gods ved of- fentlig Auktion.

§ 618.

Naar en paa offentligt Skifte anmeldt Fordring eller et der fremsat Krav med Hen- syn til de under Skiftebehandling værende Midler modsiges af Nogen iblandt Boets Vedkom- mende, og det ikke lykkes at tilveiebringe Forlig ved Moegling af Skifteretten, afgjør denne om paagjældende Paastand skal bestrides af Boet, hvilket Sidste ogsaa kan besluttes af Skifteretten, hvor den paa embedsvegne finder at burde modsætte sig den, eller om Boet ikke skal optrtrde som Part, men overlade Vedkommende selv at udfore Tvisten.

Forelagte Lovforslag m. m. 175

§ 619.

Skal en Paastand eller Fordring bestrides fra Boets Side, har Skifteretten snarest muligt herom at underrette den, der har fremsat Paastanden eller anmeldt Fordringen, samt tilkjendegive ham, at han maa forfølgc sit Krav ved scedvanlig Rettergang imod Boet. Fore- tager Paagjældende ikke inden 4 Uger herefter de fornødne Skridt i saa Henseende, bliver Boet at opgjore, som om Paastanden ikke var bleven fremsat eller Fordringen ikke var ble- ven anmeldt.

Overlades det til den, som modsiger Fordringen eller Paastanden, selv at udfore Tvisten, har Skifteretten at tilkjendegive ham, at han inden 4 Uger har at foretage de fornødne Skritt til Retssags Anlæg imod den, som har anmeldt Fordringen eller nedlagt Paa- standen, da der i modsat Fald ved Boets Opgjørelse ikke vil blive taget Hensyn til hans Indsigelse imod Fordringen eller Paastanden.

Ville Parter, imellem hvilke en Tvist paa Skiftet er opstaaet, overlade spørgs- maalets Afgjørelse til Skifteretten, er denne, naar ingen Bevisførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring behsves, pligtig at afsige en Kjendelse, ved hvilken spørgsmaalet da er afgjort paa samme Maade som ved Voldgift.

§ 620.

De i foregaaende Paragraf omhandlede Sager anlægges paa det Sted, hvor Boet behandles, enten for Underretten eller for den Landsret, under hvilken vedkommende Skifteret staar, forsaavidt Sagen ifølge dens Gjenstand henhorer under Landsret.

Dog skal det, hvor cn Fordring bestrides af Boet, altid staa den, der nedlægger Paastanden eller anmelder Fordringen, frit for at begjoerc Sagen paakjendl ved Underret uden Hensyn til dens Gjenstand.

§ 621.

Boet er i de i § 619 forste Stykke omhandlede Tilfælde felv at anse som Mod- part, hvorfor Klageskriftet (§§ 160 og 343) lyder paa det og forkyndes for Skifteretten paa Boets Vegne.

Det paahviler Skifteretten at forge for, at Boet under Retssagen repræsenteres paa behørig Maade.

§ 622.

De i § 619 omhandlede Sager udføres Iøvrigt efter de almindelige Regler, som gjælde for Sagers Behandling henholdsvis ved Landsret og Underret.

§ 623.

Imod de afsagte Domme kan der anvendes de almindelige Retsmidler.

Den afsagte Dom kan derfor ikke, medmindre paagjældende Parter frafalde Rets- midlers Anvendelse imod Dommen, eller denne ifølge fin Gjenstand ikke kan angribes ved Retsmidler, lægges til Grund for Boets videre Behandling, foreno der er hengaaet cn Frist af 4 Uger fra Afsigelsen, uden at der er gjort Retsmidler gjældende.

Skulde Dommen blive forandret eller annulleret ifolge senere Anvendelse af Rets- midler, tages behørigt Hensyn hertil ved Boets videre Behandling, og i fornøden: Fald ved Omgjørelse af det Foretagne, hvis Skiftet ikke endnu er sluttet, men efter den Tid maa en- hver Forandring fsges iværksat ved Paaanke af Repartitionen.

§ 624.

Kjendelser eller Beslutninger af Skifteretten, der forefalde under Boets Behandling, kunne, forsaavidt der overhovedet er Adgang til at indbringe orm til Høiere Nets prøvelse

(jfr. § 626), anbringes ved Besværing til den Landsret, under hvilken Skifteretten ftaar. Boets Behandling bliver dog ikke desto mindre at fortsætt?, men Skifteretten har i saa Fald at drage Omsorg for, at den Ankendes Ret ikke foregribes ved Behandlingen, medens Besvce- ringen staar paa.

Besværingen maa iværksættes inden 2 Uger, efterat paagjældende Beslutning er tagen eller Kjendelse afsagt.

Dog k. n Landsrettens Formand efter et af vedkommende Part indgivet skriftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger maa folge, undtagelsesvis tilstede Besværings Iværksættelse indtil 6 Maaneder, efter at Beslutningen er tagen eller Kjendelsen afsagt, naar ganste særegne Omstændigheder retfærdiggjore, at Parten ikke i rette Tid har iværksat Besværing.

§ 625.

Den tilendebragte Skiftebehandling og i Forbindelse hermed de under samme afsagte Kjendelser og tagne Beslutninger, forsaavidt som disse ikke have været gjort til Gjenstand for Besværing, kunne paaankes til den Landsret, under hvilken Skifteretten staar.

Paaanken maa iværksættes inden 4 Uger, efterat Skiftet i Henhold til Reglen i Lov af 30te Novembea 1874 § 50 anses som fwttet.

Dog kan Opreisning imod Undladelse af at iværksætte Paaanke inden den fore- strevne Tid, iøvrigt i Overensstemmelse med Reglen i § 624 sidste Stykke, gives indtil 1 Aar efter Skiftets Slutning.

§ 626.

De i §§ 624 og 625 omhandlede Retsmidler kunne ikke anvendes imod de Be- stemmelser, der af Skifteretten træffes iwlge Lov af 30te November 1874, §§ 16 sidste Stykke. 19 tredie Punktum. 23, 24 fmste Punktum, 27 sidste Punktum. 30 sidste Punk- tum, 32. 47 fsrste Punktum, 51 1ste Stykke og 75 samt denne Lovs § 618.

§ 627.

Parterne kunne ikke gyldigen give Afkald paa deres Adgang til at anvende de i §§ 624—625 omhandlede Retsmidler, førend efterat den Handling eller Afgjørelse af Skifte- retten, med Hensyn til hvilken der er Eporgsmaal om Retsmidlers Anvendelse, er stet.

§ 628.

Paaanke iværksættes ved, at der tilstilles Skifteretten Ankestrift paa den i § 356 bestemte Maade. Besværing derved, at der indgives Besværingsfkrift til Skifteretten i Over- ensstemmelse med § 321.

Skifteretten har paa Boets Bekostning at drage Omsorg for, at der i fornødent Fald tages til Gjenmcele.

§ 629.

Pacianken foregaar iøvrigt i Overensstemmelse med de om Paaanke fra Underretten til Landsretten i fjerde Affnit givne Regler.

Som en følge heraf finder der en fuldstcrndig ny Bevisforelse og Sagsudvikling Sted for Landsretten.

Den for Skifteretten stedfundne Procedure er ikke bindende, og der er endog Intet til Hinder for, at Tillæg til og Rettelser i de tidligere Påstande fremsættes. Dog kunne Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Skifteretten afgivne protokollerede Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhcrng.

§ 630.

Besværing foregaar med de Lempelser, som følge af ovenstaaende Bestemmelser, efter samme Regler som Besværing til Landsretten over Underrettens Handlinger, jfr. § 360.

§ 631.

Naar en i Henhold til § 625 iværksat Paaanke har fundet sin Afgjørelse ved Landsretten, kan der i Reglen ikke ske yderligere Paaanke til Hoiesteret. Dog kan Høiesterets Formand i Forbindelse med to af ham tiltagne medlemmer af Retten tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Hoiesteret. Andragende herom fremsættes og behandles paa den i § 304 fastsatte Maade.

Om Paaanken til Høiesteret gjælde de almindelige Regler i tredie Afsnit Kap. I.

Landsrettens afgjerelse i Anledning af Besværing er ikke Gjenstand for yderligere Besværing til Heiesteret.

§ 632.

med Hensyn til Behandlingen af Konkursboer har det sit Forblivende ved Reglerne i Konkursloven af 25de Marts 1872 med de Forandringer, som følge af de i nedenstaaende Paragrafer indeholdte Bestemmelser.

§ 633.

Realisation af Konkursboets pantsætte Giendele sker, forsaavidt ikke Andet vedtages, ved Tvangsauktion. Denne afholdes af Skifteretten under Iagttagelse af de i 7de Afsnit 1ste Hovedafdeling Kapitel IV. givne Regler, dog med de Lempelser, som følge af Forholdets Natur og Konkurslovens Forstrifter. Kurator i Boet har at udfore, hvad der paaligger Rekvirenten af Tvangsauktion. Den, der besorger Inkassators Forretninger for Boet, funge- rer ogsaa som faadan, forsaavidt Tvangsauktionen angaar.

Naar et Konkursbos upantsætte Effekter afhcendes ved offentlig Auktion, bliver der med denne at forholde efter Reglen i § 617 sidste Punktum, forsaavidt ikke Andet i med- for af Konkurslovens Regler bestemmes af Boets Vedkommende.

§ 634.

Naar en i Konkursboet anmeldt Fordring modsiges, eller den Fortrinsret, som er tillagt samme paa den i Henhold til Konkurslovens § 87 forsattede Oversigt, bestrides, og det ikke lykkes at tilveiebringe Forlig imellem de Paagjældende (jfr. Konkurslovens § 88), har Skifteretten at fremkalde en Beslutning af Boets Vedkommende (jfr. Konkurslovens §§ 74 og 75), om og for hvilket Belob Boet vil anerkjende Fordringen, og hvilken Fortrinsret det vil indrsmme den. Herom underretter Kurator snarest muligt den paagjældende For- dringshaver samt tilkjendegiver ham, at han, hvis han ikke vil sinde sig i at behandles paa denne Maade. maa forsølge sit Krav ved scedvanlig Rettergang imod Boet. Foretager Paa- gjældende ikke inden 4 Uger herefter de fornødne Skridt i saa Henseende, bliver Fordringen ved Boets videre Behandling og Opgjørelse kun at anerkjende forsaavidt og med den For- trinsret, som Boet har indrommet.

Enkelte Fordringshavere, som have Interesse i at bestride en Fordring, uagtet Boet ikke vil modsige den eller den for samme paastaaede Fortrinsret, have Adgang hertil, forsaa- vidt der ikke af Boet er sluttet Overenskomst med Vedkommende om Tvistens Gjenstand, og Sagens forsølgning ikke udsætter Boet for Tab af Rettigheder. De paagjældende For- dringshavere have i saa Fald inden 4 Uger, efter at Boets Beslutning er taget, at foretage de fornødne Skridt til Retssags Anlæg. I modsat Tilfælde bliver der ved Boets Opgjørelse ikke taget Hensyn til deres Indsigelser. De cre pligtige at lade Klagestriftet forkynde for Boets Kurator.

Ville Parter, imellem hvilke en Tvist er opstaaet, overlade Spørgsmaalets Afgjørelsc til Skifteretten, er denne, naar ingen Bevisførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring behsves, pligtig at afsige en Kjendelse, ved hvilken spørgsmaalet da er afgjort paa samme Maade som ved Voldgift.

§ 635.

De i foregaaende Paragraf omhandlede Sager anlægges paa det Sted, hvor Boet behandles, enten for Underretten eller for den Landsret, under hvilken vedkommende Skifteret staar, forsaavidt Sagen ifolge dens Gjenstand henhører under Landsret.

Dog skal det altid staa den, hvis Fordring eller nedlagte Paastand bestrides af Boet frit for at begjære Eagen paakjendt ved Underret uden Hensyn til dens Gjenstand.

§ 636.

Boet er i de i § 634 forste Stykke omhandlede Tilfælde selv at anse som Mod- part, hvorfor Klagestriftet (§§ 160 og 343) lyder paa det og forkyndes for Kurator paa Boets Vegne.

Det paahviler Kurator at sørge for, at Boet under Retssagen repræsenteres paa be- horig Maade.

§ 637.

De i § 634 omhandlede Sager udfores Iøvrigt efter de almindelige Regler, som gjælde for Sagers Behandling henholdsvis ved Landsret og Underret.

§ 638.

Imod de affagte Domme kan der anvendes de almindelige Retsmidler.

Den afsagte Dom kan derfor ikke, medmindre paagjældende Parter frafalde Rets- midlers Anvendelse mod Dommen, eller denne ifølge sin Gjenstand ikke kan angribes ved Rets- midler, lægges til Grund for Boets videre Behandling, forend der er hengaaet en Frist af 4 Uger fra Afsigelsen, uden at der er gjort Retsmidler gjældende.

Skulde Dommen blive forandret eller annulleret ifølge en senere Anvendelse af Rets- midler, tages behørigt Hensyn hertil ved Boets videre Behandling og i fornødent Fald ved Omgjørelse af det Foretagne, hvis Konkursbehandlingen ikke endnu er sluttet, mm efter den Tid maa enhver Forandring foges iværkfat ved Paaanke af Udlodningen.

§ 639.

Imod Kjendelser eller Beslutninger af Skifteretten, som forefalde under Boets Be- handling, kan der udenfor de i Konkursloveus § 137 angivne Tilfælde finde Besværing Sted til den Landsret, under hvilken vedkommende Skifteret staar. Ligeledes er den i Konkurs-

lovens § 48 2det Stykke omhandlede Beslutning Gjenstand for Besværing til Landsretten. med Hensyn til Besværing imod den Beslutning af Skifteretten, hvorved en antagen Akkord forkastes, blive de i Konkurslovens § 138 fastsætte Begromdsninger at iagttage.

Den sluttede Konkursbehandling og i Forbindelse hermed de under samme afsagte Kjendelser og tagne Beslutninger, forsacwidt som disse ikke have været gjortc til Gjenstand for Besrcriing, kunne paaankes til den Landsret, under hvilken Skifteretten staar. Anker over den Beslutning af Skifteretten, hvorved Akkorden er stadfæstet, bliver dog, forsaavidt de kunne indbringes til Høierc Rets prøvelse (jfr. Konkurslovens § 139), at gjøre gjældende ved Besværing.

§ 640.

Paaankefristen er 4 Uger.

Dog kan Landsrettens Formand efter et af vedkommende Part indgivet skriftligt Andragende, hvormed de fornødne Oplysninger maa følge, undtagelsesvis tilstede Paaanke indtil 1 Aar efter Konkursbehandlingens Slutning, naar ganske særegne Omstændigheder ret- færdiggjore, at Parten ikke i rette Tid har iværksat Paaanke.

§ 641.

Besværingsfristen er 2 Uger.

Naar en Kjendelse eller Beslutning, der forefalder under Koukursbehandlingen, er angreben ved Besværing, bliver Boets Behandling ikke desto mindre at fortfætte, men Skifte- retten har i saa Fald at drage Omsorg for, at den Ankendes Ret ikke foregribes ved Be- handlingen, medens Besværingen ftaar paa. Er der iværkfat Besværing imod den Beslut- ning, hvorved Akkorden swoscestes, maa Boet ikke forinden Spørgsmaalets endelige Afgjørelse udleveres til Skyldneren, med mindre der drages Omsorg for at sikre den Ankende. Et Be- sværingsjkrift, der ikke paaberaaber sig nogen af de i Konkurslovens § 139 ommeldte Anke- grunde, hindrer ikke Boets Udlevering til Skyldneren.

Opreisning imod Undladelse af at fremkomme med Besværing inden den forestrevne Tid kan gives efter Reglen i § 640 sidste Stykke, dog ikke længere end i 6 Maaneder.

§ 642.

Paaanke iværksættes ved, at der tilstilles Kurator paa Boets Vegne Ankefkrift paa den i § 356 beskrevne Maade, Besværing derved, at der indgives Besværingsstrift til Skifte- retten i Overensstemmelse med § 321.

Det paahriler Kurator paa Boets Bekostning at drage Omsorg for, at der i for- nodent Fald tages til Gjcnmcele.

§ 643.

med Hensyn til Alt, hvad der efter Bestemmelserne i denne Afdeling skal iagttages af eller overfor Boets Kurator, træder i Boer, hvor ingen Kurator er bestikket, Skifteretten i dennes Sted (jfr. Konkurslovens § 80).

§ 644.

Iøvrigt bliver der med Henfyn til Paaanke og Besværing i de ovenfor omhandlede Tilfælde at forholde efter Reglerne i §§ 629—631, ligesom ogsaa Bestemmelsen i § 627 sinder Anvendelse paa Konkursboer.

§ 645.

Denne Lov træder i Kraft samtidig med Loven om Domsmagtens Ordning m. v. i Overensstemmelse med de i de følgende Paragrafer nærmere givne Regler.

§ 646.

Fra den Dag. Loven træder i Kraft, behandles borgerlige Domssager, i hvilke Klagestrift derefter meddeles (jfr. § 100), i Overensstemmelse med de Regler, som denne Lov foreskriver. Derimod bliver Behandlingen af de Domssager, i hvilke Stævning paa den nævnte Tid allerede er forkyndt, at tilendebringe i Overensstemmelse med de hidtil gjæl- dende Regler. Den, der meddeler Modparten Klagefkrift i Overensstemmelse med denne Lov, antages derved at have lovlig frafaldet den Stævning, som han i Henhold til de hidtil gjældende Regler maatte have udtaget og ladet forkynde, men endnu ikke irettelagt.

§ 647.

Sogsmaal efter gjældsbreve, med Hensyn til hvilke den i Frdn. 25de Januar 1828 hjemlede hurtige Retsforsølgning gyldig er vedtaget, blive, forsaavidt de ikke ifølge fore- gaaende Paragraf skulle behandles efter de hidtil gjældende Regler, at behandle efter de i Lovens sjette Afsnit Kapitel II. om Grekutivproces givne Regler, som om disse vare paa- beraabte i gjældsbrevet.

§ 648.

I alle Tilfælde, hvor Behandlingen af en Sag er foregaaet eller ifølge § 646 skal foregaa efter de hidtil gjældende Regler, bliver der ogsaa med Henfyn til Retsmidlernes An- vendelse at forholde efter disse.

Dog skal Paaanken, forsaavidt ikke Paaankefristen udløber tidligere i medfør af den hidtil gjældende Ret, iværksættes i det Seneste inden 8 Uger at regne fra Dommens Afsi- gelse eller, hvis Dommen er afsagt forinden Lovens Træden i Kraft, fra dette Tidspunkt. Opreisning kan ikke bevilges, efter at der er hengaaet Aar og Dag at regne henholdsvis fra Dommens Afsigelse eller Lovens Træden i Kraft.

§ 649.

Paa Fuldbyrdelse af Domme, som ere afsagte inden Lovens Træden i Kraft eller i Sager, hvis Behandling i medfør af § 646 er foregaaet efter den hidtil bestaaende Ret, blive Reglerne i denne Lov at anvende med de af Forholdets Natur flydende Lempelser.

§ 650.

med Hensyn til forelobige Retsmidler, som fsrst bringes i Anvendelse efter Lovens Træden i Kraft, blive dennes Regler i det Hele at følge.

§ 651.

Enhver, der forinden denne Lovs Træden i Kraft er belagt med Arrest paa person, bor fættes i Frihed, forsaavidt og faasnart han ifolge nærværende Lovs Bestemmelser ikke

vilbe kunne holdes i gjældsfængsel. Ligeledes bliver den Forhoielse af Underholdningspenge, som faftsættes i § 583, efter Lovens Træden i Kraft at anvende med Henfyn til allerede arresterede Skyldnere, dog at overfor disfc den Virkning, som er forbundet med Ude- blivelse af de befalede Underholdningspenges Betaling, ikke skal indtræde førend en Uge efter at vedkommende Arrestrekvirent ved Fogdens Foranstaltning er blevet underrettet om Fochoielsen.

§ 652.

Det vil ved fcrrlig Lov være at bestemme, i hvilken Udstrækning Reglerne i ncrrvcr- rende Lov stulle gjøres anvendelige paa færoerne.

§ 1.

Alle spørgsmaal om Straf, som ikke i medfør af Lovgivningen afgjores uden særlig Straffesag eller henhore under de beftaaende særlige Domstole, behandles og Afgjøres efter de Regler, som denne Lov anordner.

§ 2.

Efter denne Lovs Regler behandles og Afgjøres endvidere:

1) Sager, som i medfør af Grundlov af 28de Juli 1866 § 87 anlægges mod en Forening til dens Ophcevelse;

2) Sager angaaende de i Lov af 3die Januar 1851 § 14, jfr. § 15, omhandlede Forbud mod Udbredelse af fremmede Skrifter; samt

3) Sager angaaende Anvendelse af Straffelovens § 299.

§ 3.

I Forbindelse med Straffesagen og efter de for samme gjældende Regler afgjores fremdeles efter Anklagerens Pciastand spørgsmaal om:

1) Udvisning af Riget i Henhold til Straffelovens § 16;

2) Konfiskation efter Straffelovens § 34 eller iøvrigt, hvor Konfiskation er hjemlet som følge af en Forbrydelse, uden at have Karakter af Straf;

3) Sikkerhedsforanstaltninger i Henhold til Straffelovens § 38, andet Stykke;

4) Mortifikation af Wrefornærmelser efter Straffelovens § 218;

5) Arverets Forbrydelse;

6) Forbrydelse af Embede, hvor denne ikke er forefkreven som Straf, samt For- brydelse af Nang, Titel, Orden eller Hcrderstegn;