§ 277.

Under Hovedforhandlingen afsiges Dommen, efterat Bevisførelse har fundet Sted og Parterne ere hsrte.

§ 278.

De til Sagens Afgjørelse kaldede Dommere samt en til at fore Retsbogen bemvn- diget Person skulle være tilstede under hele Hovedforhandlingen. Det Samme gjælder om nævningeme, indtil deres erklæring er afgiven

Ved Forhandlinger, som forudses at blive af længere Varighed, kunne Erstatnings- dommere medtages; disse have at ouerucere Forhandlingen samt, naar det paa Grund af en Dommers Forfald bliver nodvendigt, efter Tjenestealder indtræde i dennes Sted.

med Hensyn til Grstatningsnævninger gjælder Reglen i § 311.

Retsskriverens Hverv kan, naar det maatte gjores fornødent, udføres al sorstjellige Personer efter bverandre.

§ 279.

Statsanklageren samt den beskikkede Forsvarer stulle være tilstede under hele Hoved- forhandlingen, faalænge de have Adgang til at faa Ordet unoer samme; dog er herved ikke udelukket, at forstjellige Personer udfore Statsanklagerens eller den bestikkede Forsvarers Hverv i Saaen.

Udebliver Statsanklageren enten ved Hovedforhandlingens Begyndelse eller i Lobet af denne, udsættes Sagen. Det Samme gjælder, naar den beskikkede Forsvarer udebliver, eller naar den valgte Sagfører ikke møder i Tilfælde, hvor dette vil gjøre en Beskikkelse nod- vendig, medmindre Omstændighedernc maatte gjøre det muligt for Formanden at bestikke en Forsvarer, som strar kan udfore Hvervet,

§ 280.

Den Sigtede skal, forsaavidt Loven ikke hjemler Undtagelser, personlig være tilstede ved hele Hovcdforhandlingm, saalænge han har Adgang til at faa Ordet under samme.

Udebliver den Sigtede ved Hovedforhandlingens Begyndelse eller i løbet af denne, og Tilfældet ikke er af den Beskaffenhed, at han strar kan bringes tilstede, udiatttes Sagen.

§ 281.

Bliver den Sigtedc i Lobet af Hovedsorhandlingen saa syg, at han ikke længere kan være tilstede, kan Sagens Behandling fortsættes, naar Retten efter Forhandlingens Stand« vuakt og det under samme Fremkomne stjonner, at Udfaldet utvivlsomt vil blive Frifindelse.

§ 282.

Formanden kan beslutte, at e;i Sigtet skal forlade Retssalen, medens et Vidne eller en medsiztet afhores, naar særegne Grunde tale for, at en uforbeholden Udtalelse af denne ellers ikke kan opnaas.

Er en Sigtet i medfør af foranstaacnde Bestemmelse aftraadt, skal Afhorelsen gjen- tages efter de almindelige Regler, naar han alter indlades i Retssalen.

Ouenstaaende Regler aMde ogsaa med Hensyn til de i Henhold til Z 45 Nr. 2 valgte Forsvarere.

§ 283.

Naar en Sigtet fjernes fra Retssalen i Henhold til § 83, kan Forhandlingen fort- sættes, hvis Formanden ikke finder en Udslettelse nødvendig.

Den Sigtede bor i saa Fald, saasnart og saavidt hans Adfærd gjør det muligt, attcr indfoces i Retssalen og gjøres bekjendt med del under hans Fraværelse Forefaldne; saa bor der og, forsaavidt det efter Forhandlingens Standpunkt endnu er muligt, gives ham Ad> gang til at fremkomme med, hvad ban under almindelige Forhold vilde havt Leilighed til.

Lignende Regler gjælde med fornøden Lempelse, naar Ordet fratages den Sigtede i Henhold til § 83 eller § 288.

§ 284.

Naar Hovedforhandlingen er begyndt, fortsættes den saavidt mulig uafbrudt, indtil endelig Afgjørelse har fundet Sted.

Nettens Formand afbryder Forhandlingen,

a) naar han af Hensyn til den fornødne Hvile for de medvirkende Personer sinder det nødvendigt at udsætte eller slutte Retsmodet;

d) naar han beslutter Sagens Udsættelse.

Finder Afbrydelse Sted, efterat den Sigtedes Afhørelse angaaende Anklagen var be- gyndt, kan Rettens Formand beslutte, at Forhandlingen, fra og med den Sigtedes Afhorelse, jkal gjentages, naar Sagen atter kommer for.

Forelagte Lovforslag m. m. 184

§ 285.

Naar Forhandlingen afbrydes, fordi Retsmodet udfættes eller sluttes, fortsættes den henholdsvis til den for Retsmodets Gjenoptagelse af Formanden fastsætte Tid eller i det næste paafolgende Retsmode.

Sker Afbrydelse paa Grund af Sagens Udscetielse, tilkjendegives det alle Vedkom- mende, at de skulle møde til den Tid, som berammes i Retsmodet, eller hvorom senere med- delelse finder Sted.

§ 286.

Eslerat Hovedsorhandlingen er begyndt, bor Formanden kun udsætte Sagen, være sig paa Andragende eller i Embeds medfør, naar det ifolge Lovens Bud eller ievrigt af vigtige Grunde findes nodvendigt.

Om Udfatttelsesgrund?, som indtræde paa en Tid, da Hovedforhandlingen er udsat, paahviler det enhver Vedkommende snarest mulig at underrette Nettens Formand, for at Be- stemmelse oin Udsættelse om mulig kan tages og meddelelse til alle Vedkommende finde Sted, forend Sagen paany skulde bavc roeret for.

§ 287.

Hovedforhandlingen er munotlig; Skrift anvendes kun i det Omfang, i bvilket Loven særlig bestemmer det.

Ved de mundtlige Udtalelser benyttes frit Foredrag- Oplæsning tilstedes kun, hvor Loven hjemler det.

§ 288.

Rettens Formand leder Hovedforhandlingen. Han bestemmer Rcekkefolgcn af de en- kelte Dele af Forhandlingen, forsaavidt Loren ikke indeholder Forskrifter derom. Ingen maa tage Ordet uden ifolge hans Tilladelse; han kan fratage den Part Ordet, som ikke vil rette sig efter bans Ledelse. Han drager Omsorg for saavidt mulig at fjerne Alt, hvad der til Unytte trcrkker Forhandlingen i Langdrag, og slutter Forhandlingens enkelte Dele, naar ban anser det foreliggende Emne for tilstrækkelig behandlet.

Oni Slutning af BeviZforelsen i det Hele eller om et enkelt Punkt, forend alle Be- viserne ere fremforte, samt om Gjcntagelse af den sluttede Bcvisforelse, tager Retten Beslutning.

§ 289.

Omsatter Hovedforhandlingen Anklage mod den samme Person for flere strafbare Handlinger eller Anklage mod flere Personer, skal Formanden ordentligvis lade Forhandlingen foregaa og tilendebring!' pottvis for dc cnkelrc Forbrvdelser. Dommen omsatter all? Anklage- punkter under Et.

§ 290.

Fremsættes Afvisningspåstand, eller antager Rettens Formand, at Omstændigheder ere tilstede, ifolge hvilke der kan opstaa spørgsmaal om Afvisning, kan han udsætte eller standse Forhandlingen cm Sagens Realitet og sætte Afvisningsspørgsmaalet færlig under Forhandling. Naar Afvisningsdom ikke afsiges, fortsættes den afbrudte Forhandling.

Tilsvarende Regler finde Anvendelse, naar der opstaar Spergsmaal, om Anklageren er paatalebercttiget.

§ 291.

Den Sigtede hores as Rettens Formand angaaende Tigtelsen og de Beviser, som fremfores mod ham. Dommerne og Nævningerne, Anklageren og Forsvareren knnne andrage

pass, at yderligere spørgsmaal stilles til ham. Dommerne og Nævningerne have ogsaa Ret til fclv at rette enkelte Epørgsmaal til den Sigtede, efter dertil at have faaet Ordet af Formanden.

§ 292.

Bevis kan fores baade direkte og indirekte. Alt, hvad der efter sin Natur er i Stand til at bidrage til Eagens Oplysning, kan benyttes som Bevis, forsaavidt Loven ingen Indskrænkning gjor.

§ 293.

Bevisforelsen er nærmest Parternes Sag; de ere ikke udelukkede fra at fore Vidner, ,'om Retten har ncrgtet at indkalde, forsaavidt § 273 ?i er til Hinder; men de saaledes fsrte Vidner have intet Krav paa Godlgjørelse af det Offentlige.

Parterne afhere selv de ifolge Andragende af dem indkaldte eller af dem fremstillede Vidner, Tvns- eller Ekjonsmænd. Naar Partens Tilspsrzfel om et Punkt er tilendebragt, er Modparten berettiget til ncrrmere at udsporge med Hensvn til dette.

Skal paa en Parts Begjæring Opla-sning af Dokumenter og Aktstykker sinde Sted for Bevisførelsens Skyld, beslutter Rettens Formand, om Ovlæsm'ngen ffal ssc ved Parten eller ved Retsskriveren.

§ 105294

Nettes Formand vaager over, at ulilbsrligc, navnlig forvirrende spørgsmaal ikke finde Sted ved Afhorelsen af Vidner og Syns- eller skjønsmænd. Sker Afhørelsen lrods Formaudons Paalæg og Irettesættelser paa utilbsrlig Maade eller paa en Maade, som ikke er egnet til at bringe Sandheden for Dagen, eller som gaar udenfor Sagen, kan han und- drage den paagjældende Part afhorelsen og selv overtage den. skjønner han, at Afhoreliens Fortsættelse ikke kan bidrage til Sagens Opwsning, kan han slutte den.

Formanden er berettiget og forpligtet til, naarsomhelst han i Sandhedens Interesse finder Grund oertil, at rette Spørgsmaal til den, som afheres. Har den Sigtede hverken bestikket eller valgt Forsvarer, overtager Formanden Afhørelsen paa hans Vegne.

§ 295.

Vidner og Syns- eller iVkjsnsmænd, som fremstilles efter Rettens eller Formandens Beslutning i Embeds medfør, afhores af Formanden; dog er han beføiet til at overlade Af- hørelsen til Parterne efter foranstaaende Regler.

Sker Afhorelse ved Rettens Formand, kunne Parterne andrage paa, at yderligere Spørgsmaal stilles; Formanden kan overlade det til dem selv at stille saadanne enkelte Spørgsmaal.

Skulle ifølge Beslutning i Embeds medfør Dokumenter og andre Aktstykker oplæses wr Bevisforclsens Skyld, sker Oplæsning ved Retsfkriveren.

§ 296.

Dommerne og Nævningerne ere berettigede til at rette spørgsmaal til de fremstillede Vidner, Syns- eller skjønsmænd, efter at have erholdt Ordet af Formanden.

§ 297.

De afhorte Vidner samt Tyns eller skjønslncend forblive tilstede under den senere Forhandling, indtil Formanden, efter at have givet Parterne Leilighed til derom at udtale sig, tillader dem at forlade Retten ubetinget eller mod at blive tilstede i Ncrrheden. Retten kan paa Begjæring eller i Embeds medfør lad? dem afhøre paany, naar dertil findes An- ledning, jfr. § 144.

Formanden kan paa Begscrring af en Part eller i Embeds medfør bestemme, at et Vidne midlertidig skal forlade Retssalen, naar en uforbeholden Forklaring af et andet Vidne ellers ikke kan ventes.

Vidnerne lamt Syns- eller skjønsmænd maa ikke forelægge den Sigtede eller hver- andre spørgsmaal, men de kunne andrage paa, at de selv eller et andet Vidne eller den Sigtede yderligere afhøres om angivne Punkier i det øiemed at fuldstændiggjore eller be- rigtige fmudgaaende Udsagn.

Syns- eller skjønsmænd kunne i Henhold til § 157 2det Stykke ogsaa under Hovedforhandlingen fordre Epørgsmaal forelagte den Sigtede eller Vidner angaaende Punkter, som ere af Vigtighed for deres Svar.

§ 298.

Dokumenter, der paastaas at være tagne eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have været brugte eller bestemte til dens Udforelse, eller som yde umiddelbar Oplysning om Gerningen eller den Sigtedes Forhold til denne, blive at oplade, naar Bevisforelsen krævcr det.

Dokumenter og Aktstykker, som indeholde Erklæringer eller Vidnesburd, maa ordent- ligvis ikke benvttes som Bevismidler. Herfra undtages:

1) Tilsorfler i retsboger om Ransagninger. Beslaglæggelser, Besigtigelser, Syns- eller skjønsforretningcr, foretagne udenfor Hovedforbandlingen;

3) Erklæringer til Retten, afgivne af Syns- eller skjønsmænd-

3) Tilforfler til Retsboger om de af den Sigtede under Ashorelsen om Sigtelsen afgivne Erklæringer, naar den Sigtede enten nu vcegrer sig ved at svare, eller den nu afgivne Foi klaring afviger fra den tidligere;

4) Tilforfler til Retsboger angaaende de af Vidner, Syns- eller skjønsma'nd under Afborclse afgivne Forklaringer, naar disse Personer enten ere dode eller af anden Grund ikke kunne afbsres paany, eller deres Fremstilling for Retten ikke finder Sted af de i § 133 Nr. I — 3, ffr. § 160. angivne Grunde, eller naar den nu afgivne Forklaring afviger fra den tidligere, eller naar et Vidne vcegrer sig ved at afgive Forklaring uden Hjemmel i § 131, og de foreskrevne Tvangsmidler forgjceves ere blevne anvendte.

5) Erklæringer og Vidnesbyrd, udstedte i medfør af et offentligt Hverv, derunder Udskrifter af tidligere den Sigtede overgaaede Straffedomme.

Hvad der er tilfort Retsboger om Netehandlinger under Efterforskningen, kan dog kun benvttes som B?viZ, naar Opsættelse af Retshandlingen, indtil Sag mod den Sigtede lunde anhængiggjores. vilde haoe medwrt Fare for Tab af Bevismidler, eller den Sigtede har indvilget eller indvilger i Benyttelsen.

§ 299.

Oplæsning af Tilfsrster til Nctsboger angaaende Udsagn af den Sigtede, Vidner eller Syns- eller Sljonsmænd paa Grund af de nu afgivne Forklaringers Uoverensstemmelse med de tidligere c^givn? bor kun finde Sted, efterat der paa forefkreven Maade er givet de Paagjældende Leilighed til sammenhængende Udtalelser om Gjenstanden for Afhørelsm, og de yderligere Spørgsmaal. hvortil denne Udtalelse opfordrer, ere stillede.

Naar Oplæsning af de i § 298 Nr. 3 og 4 ommeldte Aktstykker finder Sted, skal Grunden meddeles af Rettens Formand og tilfores Retsbogen; saa bor det og bemcrrkes, om Vidnets eller Syns- og skjønsmandens Forklaring er beediget eller ikke, og i sidste Fald, af hvilken Grund.

§ 300.

Naar Beviser i medfør af s 273 skulle fores, om hvilke meddelelse ti! vedkom- mende Part ikke er jkct mindst 4 Dage fer Hovedforhandlingens Begyndelse, bliver Sagen at udsætte, medmindre Parten har givet Afkald herpaa.

Formanden træffer fornøden Foranstaltning for at give alle Vedkommende behørig Adgang til Gjennemsyn af Aktstykker i Sagen, som indkomme efter Hovedforhandlingentz Begyndelse.

§ 301.

En Part kan med Modpartens Samtykke frafalde et af ham anmeldt Bevis; dog kan Retten bestemme, at det frafaldte Bevis skal fores.

Vcrgrer Modparten sig ved at famtykke i, at et anmeldt Bevis frafaldes, trcrster Retten Afgjørelse.

§ 302.

Rettens Afgjørelse af Tvistepunkter, som opftaa under Bevisforelsen mellem Parterne, famt af Indsigelser, der fremsættes af Vidner, Syns- eller skjønsma'nd, ster ved Kjendelse.

§ 303.

Forend Dom eller Kjendelfc afsiges under Hovedforh.indtingen, bsr der være givet Parterne Lciligbed til at udtale sig. Den Sigtede har stedse det sidste Ord.

Ved Begrundelsen af Kjendelser, der ikke færstiit kunne paaankes, skulle de faktiske Omstændigheder, hvorpaa der bygges, nojagtig angives, forsaavidt Retsbogen ikke indeholder det fornødne.

§ 304.

Alle Forsvarsgrunde mod den reiste Anklage, som cre egnede til at bevirke Afvisning eller Frifindelse, kunne under Hovedforh^ndiingen gisrev gjaldende ar den Sigtede, ligesom de og i Embeds medfør bor tages i Betragtning af Retten. D^tte gjælder ogsaa om saadanne Afvisningsgrunde, der kunde være gjort gjældende, eller som af Retten have været prøvede i Anledning af Spørgsm.ialet om Anklagens Henvisning til Horedforhandl.ng, forsaavidt Andet ikke særlig er bestemt.

Indsigelser, som gaa ud paa, at den Forbrydelse, for bvilken Anklage er reist, ikke er betegnet i Anklagen saa tilstrækkeligt og tydeligt, som Forsvarets Forberedelse krævede, eller at der ikke er givet tilstrækkelig Leilighed til .it gjøre sig bekjendt med Sagens Aktstykker, eller at der uden Hjemmel er givet kortere Varsel end en Uge, ffulle fremfættcs fsr Oplosningen af Anklagest'riftet, eller i Ncrrningefagcr, forend Lodtrcrkning til Udtagelse af Nævninger be- gynder, jfr. endvidere §K 13, 18, 68, ^12, 314, 318, 322 samt Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 81.

§ 305.

Hovedforhandll'ngen afsluttes ved Rettens Dom i Sagen; dog betragtes Sagen som anhængig ved Netten, indtil Dommens Fuldbyrdelse kan begynde, eller indtil i Tilfælde af Paaanke Sagens Mstykker ere indsendte til Hoiesteret.

Den vedtagne Asgjørch'e fores i Pennen a? Rettens Formand eller den af de i Af- gjørelsen deltagende Dommere, hvcm dette Hverv af Formanden overdrages Stemmetallet maa ikke optages i Rentens Afgjørelser eller Iøvngt gjores bekjendt.

Efter at være afsattet, underskrives Afgjørelseu af Rettens Formand og Retsskriveren. Dens Afsigelse foregaar derved, at den oplæses i et Retsmode. Er den Sigtede fængsiet, bor han bringes tilstede ved Dommens Afsigelse.

Nettens afgjørelser træffes snarest mulig, efterår den paagjældende Forhandling er tilende. Kan Afsigelsen ikke finde Sted samme Dag, stulle Kjendelser afsiges senest Dagen efter, Dommen senest inden 8 Dage.

Er den Sigtede domfældt, bliver Udskrift af Dommen at forkynde ham, hvis han ikke var tilstede ved Afsigelsen; i andre Tilfælde meddeles der ham Udskrift paa Begjæring. af alle Domme tilftilles der Statsanklageren Udskrift.

§ 306.

Dommen skal, forsaavidt den ikke gaar ud paa Sagens Afvisning, enten domfælde eller frifinde.

Frifindelse finder Sted, naar Anklageren ikke er paataleberettiget, naar Anklage fra- faldes, samt naar den Sigtede ikke findes skyldig.

§ 307.

Ved afgjørelsen af, om Noget er bevist eller ikke, har Retten, henholdsvis næv- ningerne, alene at tage Hensyn til de Beviser, som ere fremforte under Hovedforhandlingen; Aktstykker og andre Dokumenter kunne kun tages i Betragtning som Bevismidler, naar de ere blevne oplæste under denne.

Iøvrigt er Argjørelsen ikke bunden ved Lovregler, men træffes ester fri, paa samvittig- hedsfuld prøvelse ar det Fremførte beroende Overbevisning.

§ 308.

Rettm kan lun omnfæloe for den eller de Forbrydelser, for hvilke Anklage paa lovlig Maade er reist. Denne Regel gjældcr ikke blot, forsaaridt Talen er om en anden Handling end den, der ligger til Grund for Auklagm. men ogsaa, med de i § 309 nævnte Und- tagelser, i Henseende til Anklagens Angivelse af de nærmcre Omstændigheder ved Handlingen og den i samme indeholdte Betegnelse af Forbrydelsens retlige Karakter.

§ 309.

Undtagelser fra de i § 308 ommeldte Begrænsninger for Domfældelsen finde Sted:

1) naar det eller de Lovbud, som i Anklagen nævncs til Hjemmel for Paastanden om Straf, eller de den Sigtede betimelig meddelte Aktstykker tydelig vise, at den Maade, hvorpaa Anklagen er stilet, ikke udtrykker Anklagerens virkelige Mening;

2) ogsaa ellers, naar den Adgang til Forsvar, som den Sigtede har havt, uanset Afvigelsen fra Anklagen, under de foreliggende Omstændigheder maa betragtes som fyldest- gjørende. I Henhold hertil kan der i Domfældelsen afviges fra Anklagens Betegnelse af Forbrydelsens retlige Karakter:

a) naar Anklagen gaar videre end Domfældelsen, idet alle de begrebsmcessige Be- standdele af den Forbrydelse, paa hvilken Dommen lyder, indeboldes i den Forbrydelses Begreb, paa hvilken Anklagen lyder;

b) naar der er saa nært Slægtskab mellem de Forbrydelser, paa hvilke Anklagen og Dommen lyder, at Afvigelsen i og for sig ikke kan medføre Forandring i Forsvarets Forud- sætninger, og der Iøvrigt ikke i det enkelte Tilfælde er Noget, som efter det angivne Syns- punkt udelukker Afvigelsen.