§ 240.

Dokumenter, som ere i Partens Besiddelse, eller som han uden Rettens medvirkning kan forskaffe sig, maa i Reglen forelægges Retten i det til den mundtlige Forhandlings Be- gyndelse bestemte Msoe, efterat de forud have været meddelte Modparten enten i Overens- stemmelse med Reglerne i §§ 159 og 162 eller, hvis ^dette ikke har kunnet ske, fenest 3 Dage forud. Dog kunne de foreltegges senere under Sagen eller uden foregaaende meddelelse til Modparten, naar dette i Henhold til Grund sletningerne i s 168 tillades af Retten.

-.; ,

§ 241.

Beraaber en Part sig paa Dokumenter, der ere i Modpartens værge eller under hans Raadighed, tan han opfordre denne til under Bevisforhandlingen at fremlægge dem for Retten ester 3 Dages forudgaaende meddelelse til Parten selv. Opfordringen maa ledsages af en Angivelse af de Kjenosgjerninger, som ved Dokumentet skulle bevises. Ubeføiet Vcegring ved at fremkomme med Originaldokumentet eller bekrceftet Gjenpart, hvor dette er tilstrækkeligt, kan Retten i saa Kald Tillægge Virkning i Overensstemmelse med Grundsætningerne i § 97. Det Samme gjælder ogsaa, naar Vedkommende for at hindre Dokumentets Fremlæggelse har sdelagt det eller uden Nødvendighed givet det fra sig.

Paaftaar vedkommende Part, at der i Dokumentet tillige indeholdes Oplysninger, som ere denne Sag uvedkommende, og som han ikke snfker bekjendtgjorte, bestemmer Retten, paa hvilken Maade Dokumentet skal fremlægges.

Ncrgter vedkommende Part at være i Besiddelse af det angivne Dokument, paahviler det den, som fordrer dets Fremlæggelse, at bevise hans Besiddelse deraf.

De i denne Paragraf omhandlede Opfordringer til at fremlægge Dokumenter skulle i Reglen fremsættes i det i § 180 omhandlede Retsmode, i hvilket Forhandling finder Sted og fornøden Kjendelse afsiges.

1

§ 242.

Tredjemand er pligtig tit faa Opfordring at fremkomme med Dokumenter, naar ved"

kommende Part enten er medeier af dem eller Iøvrigt paa Grund af Retsforholdets Bestaf« fenhed har en af Processen uafhængig Ret til at benytte dem som Bevis for sine Rettigheder. Men selv hvor dette ikke er Tilfældet, flal Trediemand være pligtig at bidrage til Sagens Oplysning ved at give Retten og Parterne Adgang til Benyttelse eller Vesigtelse af Dokumenter, der ere hans Raadighed undergivne, men dog kun, forsaauidt Dokumenternes Fremforelse ikke vilde kunne skade ham selv eller paadrage ham Udgifter eller betydelig Ulej- lighed.

§ 243.

Den Part, der vil benytte et under Trediemands Raadighed værende Dokument som Bevis har i Reglen i det i § 180 omtalte Retsmode at fremsætte Begjæring om, at det maa paalægges Trediemand paa Partens egen Bekostning under Bevisforhandlingen at frem- lægge Dokumentet efter 3 Dage forudgaaet meddelelse til Parterne Saadan Vegjæring maa indeholde en noiagtig Opgivelse af de Fakta, der red Dokumentet skulde bevises, samt nær- mere Forklaring angaaende de Grunde, hvorfor Parten antager, at den opgivne Trediemand er i Besiddelse af Dokumentet og pligtig at fremlægge det.

Retten kan derefter ved Kjendelse paalægge Trediemand at fremkomme med Doku- mentet uden Henfyn til, om han bor i Retskredsen eller ikke. Vedkommende Part har at drage Omsorg for denne Kjendelses ufortovede Forkyndelse for Trediemand; Forssmmelse her- med anfes som Frafaldelse af Begjærmgen om Dokumentets Fremførelse. Trediemand kan enten møde eller lade møde eller i behorig Tid oversende det forlangte Dokument til Rettens Formand, som derefter besørger det meddelt Modparten og fremlagt.

Under Bevisforhandlingen maa enten Dokumentet efter behørig forudgaaet meddelelse fremlægges eller de Indsigelser fremsættes, vedkommende Trediemand tror at kunne gjore. Disse forhandles og paakjendes efter de om Vidner givne Regler i §§ 215 og 216, ligesom de paa samme Maade ere Gjenstand for Besværing til hoiere Ret.

Imod den Trediemand, der ubeføiet udebliver eller undlader at efterkomme Rettens Paalæg, anvendes de for Vidner foreskrevne Tvangsmidler, jfr. §§ 218—219.

med Bevisforhandlmgens Udslettelse i Anledning af Trediemands Indsigelser eller Vcegring forholdes efter Neglerne i § 187, jfr § 217.

§ 244.

Om offentlige Dokumenter afgive fuldt Bevis for det, som efter deres Indhold skal have fundet Sted, afgjores efter de hidtil gjældende Regler. Modbevis er ikke udelukket.

§ 245.

Bekrceftede Gjenparter af offentlige Dokumenter have famme Beviskraft med Hensyn til Indholdet som Originalen, naar Bekrceftelsen tilfredsstiller Fordringerne til et offentligt Dokument.

§ 246.

Privatdokumenters Beviskraft bedømmes efter de hidtil gjældende Regler, forsaavidt denne Lov ikke bestemmer anderledes.

§ 247.

Hvorvidt et Dokuments Beviskraft svcrkkes eller ophceves ved Makulering, Ssnderriv- ning. Udstregning og desl., afgjores ved Rettens skjøn.

Ligeledes afgjor Retten efter sit skjøn, hvilken Betydning der skal Tillægges Mangler eller Uregelmæssigheder ved dets Udstedelse.

Forelagte Lovforslag m. m. 166

§ 248.

Indenlandste offentlige Dokumenter stulle formodes at være cægte, naar deres Udseende og Form ikke frembyder nogen særlig Tvivlsgrund.

Om et udenlandst offentligt Dokument skal formodes at være cægte, Afgjøres af Retten, Er det paa behorig Maade forsynet med diplomatisk Legalisation, nyder det samme 3Egt- hedsformodning som et indenlandsk offentligt Dokument.

§ 249.

Gt Privatdokuments Wgthed maa bevises. Til saadant Bevis er det, naar der Me stjonnes at være Grund til at antage en Forfalskning, i Reglen tilstrækkeligt, at Underskriftens Wgthed godtgjores.

§ 250.

Om Regnskabsbilag stulle formodes at være cægte i Forhold til den, til hvem Regn- stabet aflægges, Afgjøres vbd Rettens skjøn, medmindre færlige Lovbestemmelser indeholde andre Regler.

§ 251.

Privatdokumenter af saadan Mlde, at deres LEgthed ikke kan oplyfes ved Vidnebevis eller ved Parternes egne Erklæringer, kmne holdes for cægte, naar Stedet, hvor Dokumentet findes, Maaden, hvorvaa det er bevaret, eller andre Omstændigheder i overveiende Grad tale derfor.

§ 252.

Beviset for et Privatdokuments Wgthed bliver at føre og bedomme efter de almin- delige Regler, hvorved ogsaa den Retten i denne Lovs § 257 givne Myndighed til at til- stede den Bevispligtige at udfylde Beviset ved sin Ed kommer til Anvendelse.

§ 253.

Producenten af et Privatdokmnent kan, selv om han ikke har tilvejebragt nogen For- modning for dets Mgthed, forlange, at det paalægges den, mod hvem Dokumentet fremlægges, edelig at bencægte sin Underskrift med den Virkning, at Dokumentet under Sagen holdes for cægte, hvis Gden ikke aflægges.

§ 254.

Den, der imod bedrc Vidende har ncægtet Wgtheden af et Dokument, bliver ved den endelige Dom at anse med Boder fra 200 lil 400 Kr., uden at herved er udelukket det Anfvar, som efter Straffelovgivningens almindelige Regler maatte være vaadraget.

§ 255.

Om en Part ved fenere Mringer eller Foretagender har afstaaret sig fra at beftrids et Dokuments Mgthed eller Beviskraft, afgjores ved Nettens skjøn.

Fjerde Underafdeling. Om Parts Ed.

§ 256.

Parterne kunne vedtage, at Antagelsen eller Ikke-Antagelsen af et omtvistet Faktum

stal bero Paa, at den ene eller den anden af Parterne med Gd bekrcefter, at han veed eller endog blot, at han ikke veed rettere, end at det har eller ikke har fundet Sted.

Saadan Vedtagelse lægges da til Grund ved Kjendelsens eller Dommens Afsigelse Vedtagelsen indføres ordret i Retsbogen, oplæses og vedtages af Parterne.

§ 257.

Retten kan efter sit skjøn over Bevisførelsens Resultat enten tillade den Bevis- pligtige at bekrcefte fremsætte faktiske Anbringender med Ed og derved fyldestgjøre den ham paahvilende Bevispligt, eller paalægge den Bevispligtiges Modstander edelig at fragaa imod ham anfsrte Kjendsgjerninger med den Virkning, at disse ikke anses for tilbsrligt bencægtede, dersom Gden ikke aftægges. Ere de Handlinger, angaaende hvilke Eden ftal aftægges, ikke foretagne af Parten selv, men af Trediemand, i hvis Sted han er traadt eller ved hvis Fore- tagender han er bunden, kan Sagens Udfald gjores afhængig af saadan Trediemands Ed i Stedet for af vedkommende Parts egen.

§ 258.

Retten er i Udøvelsen af den samme ved § 25? tillagte Myndighed ikke bunden ved Lovregler, men det er overladt til dens Skjou, baade om Cd skal tilstedes eller paalægges nogen af Parterne, og hvilken.

Dog kan — foruden hvad der er bestemt med Henfyn til Privatdokumentets Wgthed i § 253 — den, der støtter sin betimelig paatalte Fordring paa lovligen fort Handelsbog, uden al videre Bevisførelse forlange, at Retten enten skal paalægge Modparten at fralægge sig Fordringen med Ed, eller tilstede, at Handelsbogens fører bekrcefter Fordringens Rigtighed med Gd.

I Sager angaaende Underholdningsbidrag til uægte Bsw skal Barnemoderen ligeledes være befoiet til uden videre Bevis at forlange Sagens Afgjørelse ved Parts Gd, faaledes at Retten ifølge Sagens Omstændigheder kan afgjore, om Gden skal aftægges af hende eller den, der sigtes som Barnefade

§ 259.

Naar Sagens afgjørelse skal ske ved Parts Gd, tilstedes eller paalægges Gden i den endelige Dom.

Denne bliver ifølge heraf at afsatte alternativt, ligesom efter de hidtil gjældende Regler.

§ 260.

For Gdeus aflæggelse fastsættes i Dommen en Frist af 4 Uger.

I det til Gdens Aflæggelse bestemte Retsmode skal Gden aflægges, saafremt Sagen ikke er paaanket til hoiere Ret, eller Andragende om fornyet Foretagelse af Sagen er ind givet. Den Gdspligtige, der udebliver uden lovligt Forfald, anses for at have ncægtet Gdens Aftæggelse. Modpartens Udeblivelse er ingen Hindring for Gdens Modtagelse.

skjønnes et anmeldt Forfald lovligt, kan Retten give den fornødne Udsættelse.

§ 261.

Gden aflægges i Neglen for den Ret, der har afsagt Dommen. Dog kan det, hvis den Gdspligtige bor udenfor Landsretskredsen, eller stedlige Forhold lægge betydelige Hin- dringer i Veien for Edens Aflæggelse for Landsretten inden den forestrevne Frist, i Dommen bestemmes, at han skal have Valget mellem at aflægge Gden for den Ret, der har afsagt Dommen, eller for Underretten paa det Sted, hvor han bor eller opholder sig. vælger han dette Sidste, har han at henvende sig til vedkommende Underdommer for at faa et Mode

berammet til Edens Astæggelse inden den fastsætte Frist, ligesom han har med et Varsel af mindst en Uge at kalde Modparten til dette Mode.

Ret kan sættes paa den Gdspligtiges Bopæl, naar denne paa Grund af Sygdom ikke kan forlade samme.

Forinden Eden aftægges, kan Retten gjøre Parten passende Forestillinger og ved Spørgsmaal forvisse sig om, at han tilfulde forstaar Edsthemaet. Finder Retten i Henhold hertil eller paa Grund af den Maade, hvorpaa Parten udtaler sig om Sagen, Betænkeligheder ved at modtage Eden, kan den udsætte Sagen til et følgende Retsmode eller endog ncægte at stede ham ti Edsaflæggelse ved en Kjmdelse, hvorover der kan fores Besværing efter de al- mindelige Rlegler.

De Erklæringer eller Udtalelser af Parten, som have fremkaldt Rettens Betænkelighed, tilfores Retsbogen.

§ 262.

Er den Gdspligtige efter Dommens Afsigelse, men forinden Gdsfriftens Udlob afgaaet ved Dsden eller bleven afsindig eller domfældt for Mened, kunne de, der troede i hans Sted eller varetage hans Anliggender, forlanges ny Foretagelse af Sagen (§ 328, jfr. § 327).