Kapitel IV.

Kapitel IV.

slrrlige Bestemmelser om Hovedforhmldlingeu for Nsstnmiger.

§ 310.

Eflerat Donilneren, Anklageren og den Sigtedes beskikkede Forsvarer ere komne tilstede, lader Rettens Formand den Sigtede fore ind i Retssalen, angiver i Korthed den Sag, som

vil blive Gjenstand for Forhandling, lader Vidner samt Syns- og skjønsmænd paaraabe og anviser dem Venteværelse, idet han paaminder dem og efter Omstændighederne træffcr anden Foranstaltning for at forhindre indbyrdes meddelelse.

Derefter strides, forsaavidt der ikke opstaar spørgsmaal om Udslettelse, Afvisning eller desl., som findes forinden at burde afgjores eller forhandles, til Udtagelse af nævninger.

§ 311.

I enhver nævningesag skulle 12 nævninger udtages til at deltage i Afgjørelsen.

Kan det forudses, at en Sags Forhandling vil medtage et længeie Tidsrum, kan Rettens Formand, førend Lodtrækningen begynder, bestutte, at endvidere 1 eller 2 Grstatnings- nævninger skulle udtages. Saasremt da nogen af Nævningerne maatte blive forhindret i at overvære den hele Forhandling, indtil nærningernes erklæring er afgiven, indtræder en Gr- statningsnævning i hans Sted efter den Rcekkefolge, i hvilken Navnene ere udtrukne.

Erstatningsnævningerne overvære Forhandlingen, men deltage itke i Nævningernes Raadstagninger og Afstemninger, saalænge de ikke ere traadte i en nævnings Sted.

§ 312.

Foranstaltningerne til Nævningernes Udtagelse begynde med, at de indkaldte nævninger paaraabes. Indsigelser fra Parternes Side, at en nævning er udelukket i medfør af Reg- lerne i Lov om Domsmagtens Ordning m. m., andet Afsnit, Kap. I, maa fremsættes, forend Lodtrækningen begynder. Kjendelser. hvorved en nævning udelukkes, kunne ikke angribes ved noget Retsmiddel. Imod Kjendelser, hvorved en Indsigelse forkastes, kan der finde Besvoering Sted lFr. §§ 16, 18 og 20).

§ 313.

Ere ikke mindst 24 nævninger, eller, hvis Glstatningsnævninger stulle tiltroede, hen- holdsvis 26 eller 28 nævninger msdte, eller synker Nævningernes Tal ved Nettens af- gjørelser under det navnte laveste Tal, drager Rettens Formand Omsorg for, at det til Lodtrækningen fornødne Antal af nævninger bringes tilveie ved Tilkaldelse af Hicelpenævninger i den Orden, i hvilken disse Navne findes opforte paa Hjælpelisten.

Skulde det tilstrækkelige Antal ikke kunne staffes tilveie paa denne Maade, foranstalter Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrækning, saaledes som i Lov om Domsmagtens Ordning m. m. § 90 bestemt.

§ 314.

Naar mindst 24 eller, hvis 1 eller 2 Erstatningsnævninger skulle udtages, henholdsvis 26 eller 28 nævninger, som kunne medtages ved Lodtrækningen, ere tilstede, lader Rettens Formand denne foretage. Til den Ende lægges Sedler, hvorpaa Nævningernes fulde Navne ere skrevne, og som oplæses, i en Urne, af hvilken Sedler derefter enkeltvis udtages og oplæses.

Indsigelse, der gaar ud paa, at Lodtrækning er foretagen, uden at det ovenfor fore- skrevne Antal nævninger var tilstede, skal fremsættes for Lodtrækningens Slutning.

§ 315.

Saa snart et Navn er truttet af Urnen og oplæst, har fsrst Anklageren, indtil Ordet er givet den Sigtede, og derefter den Sigtede, indtil et nyt Navn er udtrukket, eller, med Hensyn til det sidst udtrukne Navn, indtil Lodtrækningen er erklæret for endt, Ret til uden Angivelse af Grund at forkaste den udtrukne nævning. Gn afgiven Erklæring kan tilbage- tages, naar det ster indenfor de angivne Tidsgrænler. Afgives ingen erklæring, gjælder nævningen for antagen.

§ 316.

I det Hele kunne saa mange nævninger forkastes i Henhold til § 315, som For« skjellen nu'llem 12, eller, hvis 1 eller 2 Grstatningsnævninger skulle tiltråde, henholdsvis 13 eller 14 og Tallet paa de i Urnen lagte Sedler angiver.

Halvdelen af de tilladte Forkastelser tilkommer Anklageren, Halvdelen den Anklagede. Er Tallet ulige, bar den Anklagede Ret til at forkaste en nævning mere end Anklageren.

§ 317.

Er der i samme Sag flere Anklagede, ere disse lige ncrr berettigede til at udsve den en enkelt Anklaget ved § 316 hjemlede Forkastelsesret.

Kunne de ikke enes om Udovelsen af denne Net, fordeles de dem indrommede For- kastelser ligelig mellem dem. med Hensyn til de Forkastelser, som ikke kunne fordeles faaledes, afgjores det ved Lodtrækning, hvem as de Anklagede de skulle tilkomme. Ligeledes bestemmes ved Lodtrækning, i hvilken Rcekkcfolge de skulle erklære sig om Antagelse eller Forkastelse. En herefter af en af de Anklagede erklæret Forkastelse gjælder ogsaa for de andre.

§ 318.

Indsigelser, der gaa ud paa, at Reglerne i §§ 315—17 ere tilsidesatte, skulle frem- fceites wr Anklageskriftets Oplæsning,

§ 319.

Naar 12 eller, hvis Erftatningsnævninger skulle tilivcede, henholdsvis 13 eller 14 uforkastede nævninger ere udtrukne, ophorer Lodtrækningen. De 12 forst Udtrukne ere næv- ningeme i Sagen; den eller de, hvis Navne fenere maatte udtrækkes, ere Grstatningsnævninger.

§ 320.

Ere flere Sager berammede til Forhandling paa en Dag, kunne de for en fore- gaaendc Sag udtrulne Nævninger, forudsat at ingen as de i 8 15 angivne Grunde er til Hinder, ogsaa medvirke ved Afgjørelsen af andre til Forhandling paa samme Dag ansætte Sager, saafremt den eller de Anklagede i disse antage dem ogsaa for deres Sag, og An- klageren afgiver samme Erklæring. spørgsmaal herom afgjores, førend Nævningernes Ed- fcestelse finder Sted. Ved denne skulle i bekræftende Fald samtlige Anklagede være tilstede.

Mangle Betingelserne for Anvendelsen af foranstaaende Regel, og der saaledes paany skal udtages nævniugcr for en senere til Forhandling paa samme Dag ansat Sag, kan efter Formandens Bestemmelse Lodtrækning for den fenere Sag foretages, førend Forhandlingen i den tidligere Sag begynder.

§ 321.

nævningerne indtage deres sæde i den ved Lodtrækningen for enhver Sag be- stemte Orden.

§ 322.

Formanden tager derefter Nævningerne i Ed, idet han tiltaler dem saaledes: ,De skulle love og sværge ved Gud den Almægtige, den Alvidende og Retfærdige, at de i Sagen mod 15. A. med Troskab og Nidkjcerhed ville opfylde en Nccvnings Pligter, ikke samtale med Nogen, der ilke er Nawning i Sagen, om denne, forend den er afgjort, af yderste Evne omhyggeligt veie Beviserne saavcl imod som for den (de) Anklagede, og uden at lade dem forlede af Frygt, Nid eller Venskab, af Hensyn til Gunst eller Gave, Magt eller Anseelse, afgive deres Stemme alene efter samvittighedsfuld Overbevisning."

Herpaa svare Nævningerne, hver for sig, staaende og med oprakte Fingre efter Lo- vens Forskrift om Gos Aflæggelse:

,Ieg lover og sværger det, saa fandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord."

Den Adgang, som Lovgivningen hjemler medlemmer af visse Trossamfund til at af- lægge Ed paa anden Maade end den sædvanlige, eller at afgive en hsitidelig Forsikring, som træder i Eds Sted, skal ogsaa her komme til Anvendelse.

I det i § 320 1ste Stykke omhandlede Tilfælde sker der ved de Ord i Formandens Tiltale „i Sagen mod A. N." fornøden Forandring.

Indsigelser, der gaa ud paa, at Nævningerne ikke lovlig ere blevne edfcestede, skulle fremsættes for Anklageskriftets Oplæsning (s 323).

§ 323.

Efterat Nævningerne ere tagne i Gd, forelægges der den Sigtede de i § 202 nævnte Spørgsmaal, hvorpaa Formanden lader Anklageskriftet oplæse ved Retsfkriveren.

§ 324.

Derefter finder den Sigtedes Afhorelse angaaende Anklagen samt Bevisførelsen Sted.

Afgiver den Sigtede ved Afbsrelsen en fuldstændig og ubetinget Tilstaaelse, kan Rettens Formand, saaftemt ingen af Dommerne eller Nævningerne erklærer sig derimod, be- stemme, at Bevisforelse skal bortfalde.

§ 325.

Ved Bevisforelsen fremføres fsrst de af Anklageren, dernceft de af eller for den Sigtede anmeldte Beviser, endelig de, hvis Forelse er besluttet af Retten i Embeds medfør, Afvigelser herfra kan Formanden beslutte.

Forend hver enkelt Bevis fremføres, angiver vedkommende Part, henholdsvis Rettens Formand, i Korthed dets væsentlige Gjenstande.

Efter de enkelte Bevisers Fremforelse finder Afhsring af den Sigtede Sted overens' stemmende med § 203.

§ 326.

Gfterat Bevisforelsen er sluttet, faar fsrst Anklageren, derNæst Forsvareren og den Sig- tede Ordet for at udtale sig om Bevisforelsens Resultat samt om Retsspørgsmaalen? i Sa- gen, dog saavidt mulig uden at ombandle saadanne Punkter, som ikke skulle forelægges Næv- ningerne til Afgjørelse.

§ 327.

Ved Slutningen af sit Foredrag skal Anklageren overlevere Formanden et skriftligt Udkast til de spørgsmaal, som han forestaar stillede til Nævningerne.

Udkastet meddeles straz den beskikkede Forsvarer og den Anklagede, som derefter, naar de have faaet Ordet, kunne fremsætte Indsigelser mod de foreflaaede Spørgsmaal samt skriftlige Forstag ti! ændringer eller Tillæg.

§ 328.

Gfterat Forhandlingen mellem Parterne er sluttet, fastsætter Retten spørgsmaalene til Nævningerne; dog oplæses de forst, naar Formandens Foredrag er endt, og kunne for- inden undergives fornyet prøvelse af Retten. I de Tilfælde, hvor Sftsrgsmaalenes Fastsæt- telse viser sig i særlig Grad tvivlsom, sker denne ved Kjendelse.

Gfterat Epørgsmaalene ere fastsætte, tager Nettens Formand Ordet. Han sammen- stiller Forhandlingens Hovedpunkter og udvikler de Retsscetninger, som komme i Betragtning Forelagte 5,'ovforflag m, m. 185

Fremdeles bsr han, naar Bevisførelsen dertil giver Anledning, henlede Nævningernes Opmærk- somhed paa saadanne Hensyn, som efter Erfaringens Vidnesbyrd maa komme i Betragtning ved Bedømmelsen af Bevisernes Vcegt; dog skal han i saa Fald tillige udtrykkelig betyde Nævningerne, at de selvstændig og paa eget Ansvar maa Afgjøre, om de Hensyn, som han har paapeget, kunne faa Betydning i de foreliggende Tilfælde, og hvilken Vcegt til den Sigtedes Skade eller Fordel der faaledes maa tillægges de paagjældende Beviser. Formandens Foredrag maa ikke afbrydes.

§ 329.

Ved Spørgsmaalene til Nævningerne skal det forelægges dem til Afgjørelse, om den Sigtede er skyldig i den eller de Forbrydelser, for hvilke Anklage paa lovlig Maade er reift.

Ordentligvis bor Spørgsmaalenes Gjenstand hverken udstrcrkkes videre eller yderligere begramses, end det følger af den Maade, hvorpaa Forbrydelsen er betegnet i Anklagen, saavel i retlig som i faktisk Henseende. Herfra finder Undtagelse Sted:

1) naar de Betingelser ere tilstede, som hjemle en fra Anklagen afvigende Dom- fældelse ;

2) naar det ifølge den stedfundne Bevieførelse findes usdvmdigt at optage flere Kjendsgjerninger til Betegnelsen af den Handling, som lægges den Sigtede til Last, end sket er i Anklagen«

§ 330.

Som følge af Reglen i § 329 horer det under Nævningernes Afgjørelse, om saa- danne almindelige eller særlige Grunde, som udelukke Straf, ere tilstede, samt om saadanne i Straffeloven bestemt betegnede Omstændigheder ere forhaanden, der hjemle Nedsættelse af Strafferammen, saa og om lignende Omstændigheder, der hjemle Strafforboielse, foreligge forudsat at disse ere indbesattede under Anklagen.

Undtagne fra Nævningernes Afgjørelse ere Spørgsmaal om

a) Strafstyldens Forældelse,

d) de i Straffelovens §§ 7 og 58 ommeldte Omstændigheder,

o) Forbrydelsens Gjentagelse.

Forsaavidt det imidlertid ved Anvendelsen af Reglerne om Strafstyldens Fomldelse og Forbrydelsens Gjentagelse kommer an paa det Tidspunkt, da den paaklagede Handling blev begaaet, Afgjøres dette Spørgsmaal af nævningerne efter den almindelige Regel.

Om Anklageren er paataleberettiget, er ikke Gjenstand for Nævningernes Afgjørelse.

§ 331.

Det tilkommer ikke Nævningerne at Afgjøre Noget om Tilstedeværelsen as Omstændig- heder, der kunne komme i Betragtning ved Straffens Udmaaling indenfor Lovens Straffe-- ramme, og som følge heraf heller ikke i de Tilfælde, hvor Loven paa Grund af stcerpende eller fonnildende Omstændigheder, men uden ncrrmere Betegnelse af disse eller blot med An- givelse af veiledende Exempler, har udvidet Grcrnserne for Straffens Valg, at afgjore, om faadanne Omstændigheder foreligge.

§ 332.

Hovedspørgsmaalet til nævningerne gaar ud paa, om den Sigtede er skyldig i den Forbrydelse, som lægges ham til Last. Dette Spørgsmaal maa ikke deles i flere, undtagen forsaavidt en Deling er hjemlet ved §§ 334 og 335. Lyder nævninaernes Svar paa Ho- vedspørgsmaalet bekrcrftende, er derved tillige afgjort, at ingen Omstændighed, som udelukker Straf, er tilstede, medmindre Fastsættelsen heraf ifølge § 330 er forbeholdt Retten.

Hovedsporgsmaalet indledes altid med Ordene: Gr den Sigtede skyldig?

Forbrydelsen skal betegnes og spørgsmaalet stilles saaledes, at Reglerne i § 329 derved blive fyldestgjorte. Til retlig Betegnelse af den Forbrydelse, som paastaas at foreligge, anvendes Forbrydelsens i Loven hjemlede Navn eller, hvor intet saadant findes, en Henvisning til den paagjældende Straffebestemmelse, hvorhos den i Loven indeholdte ncrrmere Beskrivelse af Forbrydelsen st.^l medoptages i Spørgsmaalet.

§ 333.

Naar der under Forhandlingen er fremkommet bestemte Bevisdata til Hjemmel for cn Omstændighed, der vil udelukke Straf, eller som der efter Rettens skjøn mulig kan blive tillagt en saadan Virkning, kan dcr stilles et særskilt spørgsmaal om Tilstedeværelsen af samme, som Tillæg til Hovedsporgsmaalet, for at fremkalde en udtrykkelig Udtalelse af Noev- ningerne herom.

I den Maade, hvorpaa Hovedsporgsmaalet bliver at fremscrttc, ster der i saadanne Tilicelde ingen Forandring.

§ 334.

^pørgsmaal om Tilftedeværelsen ar Omstændigheder, der ifølge Loven hjemle Ned- sættelse af Straffen maa ikke optages i Hovedsporgsmaalet, men bor altid gjøres til Gjen- stand for særskilte Tillægssporgsmaal.

Andrager den beskikkede Forsvarer eller den Sigtede paa, at et saadant spørgsmaal stilles, kan det kun ncrgtcs, naar Retten finder, at den omspurgte Omstændighed ikke efter Loven hjemler Nedsættelse af Straffen. Retten kan ogsaa i Embeds medfør stille et faadant spørgsmaal, naar den ifolge det under Forhandlingen Fremkomne finder Grund dertil.

§ 335.

Naar der i medfør as Anklagen skal stilles spørgsmaal om Tilstedeværelsen af Om- stcrndigheder, som hjemle StrafforHøielse, bsr de regelmcrsig gjøres til Gjenstand for særskilte Tilltrgssporgsmaal og altid, naar Anklageren fordrer det.

§ 336.

De i §§ 333—335 omhandlede Tillægssvorgsmaal bortfalde, naar Hovedjpørgs- maalet besvares bencrgtende.

Naar der spørges om Tilftedeværelsen af en i Loven anerkjendt Grund til at ude lukke, uedscrttc eller forhsic Straffen, skal det fornødne faktiste Grundlag optages i spørgs maalet.

§ 337.

Naar det efter Anklagens Indhold er nodvendigt til udtommende Forelæggelse af samme, eller Retten i det under Forhandlingen Fremkomne og Reglen i § 329 Nr. 1 finder Hjemmel dertil, bliver der efter hverandre at stille flere spørgsmaal til Nævningerne an- gaaende en og samme Handlings Henførelsc under forstjellige Straffebestemmelser. med Hen- syn til hver Gruppe af spørgsmaal finde de ovenstaaende Regler Anvendelse.

Angaa de flere spørgsmaa! Handlingens Henførelse under forskellige Straffebestem- melsel med forstjellig Strafferamme, sættes det spørgsmaal forst, hvis Bekræftelse medfører den strengeste Beoemmelse.

§ 338.

Har Forhandlingen undtagelsesvis omsattet flere strafbare Handlinger af samme Sigtede eller flere Sigtede under Et, skal der stilles spørgsmaal for hver enkelt Handling eller hver enkelt Sigtet under Iagttagelse af ovenstaaende Regler.

§ 339.

Ethvert spørgsmaal skal fremsættes saaledes, at det kan besvares med Ja eller Nei

Naar et spørgsmaal kun skal besvares under Forudscetning af en bestemt Besvarelse

af et forudgaaendc spørgsmaal, bor dette udtrykkelig bemcerkes i den skriftlige Udfærdigelse

§ 340.

De af Retten fastsætte, striftlig udfærdigede og med Formandens og Retsskriverens Underskrift forsynede spørgsmaal oplæses af Formanden i Retsmodet og overgives derefter tilligemed Anklageskriftet samt Udskrift af de Tillæg li! og Forandringer i dette, som maattc vere tilforte Retsbogen, til den af Nævningerne, sivis Navn forst blev udtrukket ved Lod- trækningen.

Formanden kan fremdeles efter sit skjøn medgive Nævningerne saadanne Ting, der paastaas at værc tagne eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have været brugte eller be- stemte til dens Udforelse, eller som yde umiddelbar Oplysning om Gjerningen eller den Sig^ tedes Forhold til denne, samt saadanne Aktstykker, som ommetdes i § 298, Nr. 1, 2 og 5. Begjæring herom kan fremsættes ctt en nævning, men ikke fra nogen anden Side.

Formanden henleder Nævningernes Opmærksomhed paa de i S§ 341—346 inde- holdte Bestemmelser om, hvad de ved deres Raadslagning have at iagttage, og forklarcr disse nærmerc, forsaavidt han finder det fornødcnt; derefter opfordrer ban Nævningerne til at be- givc sig til det for dem bestemte værel'e og lader den Sigtede, hvis ban er fængstet, fore ud af Retssalen.

§ 341.

Indtil Nævningernes erklæring er vedtagen, maa intet Samkvem finde Sted mellem de til Raadflagmng forfamlede nævninger og andre Personer, ei heller nogen nævning for- lade værelset eller nogen Anden betroede dette uden Tilladelse af Rettens Formand eller sær- lig Hjemmel i Loven. Rettens Formand træffer fornøden Foranstaltning til Iagt- tagelse heraf.

Finder Overtrædelse as foranforte Bestemmelser Sted af en nævning eller Andre, kan Retten idomme den eller de Skyldige Boder indtil 1000 Kr.

I Nævningernes Forsamlingsværelse skulle Aftryk af denne Lovs §§ 341—346 vtrre opflaaede i ftere Exemplarer.

§ 342.

nævningerne vælge under Ledelse af den nævning, hvis Navn forst blev udtrukket, en Formand, som leder deres Forhandlinger. Valget ster ved Stemmeflerhed; i Tilfælde af lige Stemmer foretrækkes den Wdste.

Formanden oplæser folgende til Rettesnor for Nævningerne:

5Loven fordrer ikke af Nævningerne Angivelse af de Grunde, som bestemme deres Overbevisning, og den foreskriver dem ikke bindende Regler, efter hvilke de skulle bedomme Bevisernes Vcrgt; men den paalægger dem den ved deres Ed bekræftede Pligt omhyggeligt og upartisk at veie samtlige for og imod den Sigtede fremsorte Beviser og at afgive deles Stemmer om den Sigtedes Skyld efter deres paa samvittighedsfuld Provelse af det under Forhandlingen for dem Fremforte beroende Overbevisning.

Der tilkommer ikke Rapningerne nogen Dom om Retfærdigheben eller Hensigtsmæssig- heden af Straffeloven; Swrrelsen af den Straf, som kan indtræde, hvis den Sigtede erklæ- res skyldig, maa isse bestemme dem ved deres Afgjørelse. Om Raadstagningen og Afftemnin« gen skulle de iagttage ubrodelig Tavshed."

§ 343.

Efter tilendebragt Raadstagning afstemme Nævningerne om de enkelte spørgsmaal i den Orden, hvori disse erc stillede. Formanden afcrffer hver nævning enkeltvis hans Stemme, i den ved Lodtrækningen bestemte Orden og afgiver selv sin Stemme tilfidst.

En for den Sigtede ugunstig Besvarelse af et Hoved- eller Tillægssporgsmaal kan kun vedtages med mindst 8 Stemmer; denne Regel finder ogsaa Anvendelse red de i §§ 333 og 334 ommeldtc Tillægssporgsmaal. Ved hvert Eporgsmaal ssal det af Rettens Formand vwre vedtegnet, hvormange Stemmer der udkræves til dets bekræftende Besvarelse.

Er dcn bekrcrftende Besvarelse as et Hovedsporgsmal blcvcn vedtaget med den for- nødne Stemmeflerhed, blive de nævningcrs Stemmer, som maattc have erklæret sig for det benægtende Svar, at regne til den Eigtedes Gunst ved Afgjørelsen af de til samme sig slut- tende Tillægsspørgsmaal; som Folgc heraf bliver der ved Afstemningen over disse ikke at af- crfkc disse nærninger en særlig erklæring.

§ 344.

Opftaar der Tvivl hos Nævningerne om den Fremgangsmaade, som de skulle lagt- tage, eller om Betydningen af de stillede Sporasmaal eller om Svarenes Afsattelse, kunne de derom udbede sig nærmere Oplysning af Rettens Formand. Denne meddeler dem det For- nednc i Retsmodet. Komme herved Forandringer i Spørgsmaalene paa Bane, eller finder Rettens Formand det Iøvrigt fornødent, gjenoptages Forhandlingen, saaledes at Parterne havc Adgang til at udtale sig.

§ 345.

Overbevise Nævningerne sig ved deres Raadstagning om Nødvendigheden af. at yder- ligere spørgsmaal stilles til dem foruden de forelagte, ere de befoiede til at fremkomme med begjæring derom til Retten. Forhandlingen bliver i saa Fald at gjenoptage. Gaar Begjæringen ud paa Tilfsielse af de i §§ 333 og 334 ommeldte Tillægsspørgsmaal, kan den kun forkastes, naar Retten finder, at den paagjældende Omstændighed ikke efter Loven hjemler Udelukkelse eller Nedsættelse af Straffen.

Nævningerne ere berettigede til, uden at særligt spørgsmaal derom er forelagt, at erklære, at en i Loven anerkjendt Omstændighed, som hjemler Straffens Nedsættelse, er tilstede.

§ 346.

Nævningernes Formand vedtegner det Svar, som udkommer ved Stemmernes Sam- MentMng, ligeoverfor ethvert af Spørgsmaalene og underskriver Erklæringen tilligemed to andre nævninger.

Stemmetallet angives ikke.

§ 347.

Gfterat Nævningerne ere vendte tilbage til Retssalen, 'porger Rettens Formand dem om Udfaldet af deres Raadstagning. Derefter oplæser Nævningernes Formand de stillede spørgsmaal og umiddelbart efter hvert af disse det vedtagne Tvår. Erklæringen overleveres berNæst ti! Nettens Formand, der underskriver den tilligemed Retsfkriveren.

§ 348.

Lider nævningernes erklæring as Mangler i Formen, eller er dens Indhold utyde- ligt, modsigende eller usuldstændigt, eller opstaar der Tvivl, om den oplcefte erklæring ud- trykker nævningernes virkelige Mening eller er vedtagen med det foreskrevne Stemmetal, og Mangelen ikke strax kan afhjælpes eller Tvivlen hæves ved en erklæring af Nævningernes Formand, paalægger Retten ved Kjendelse nævningerne at begive sig tilbage til deres Vce- relse, for ved en ny erklæring at afhjælpe Manglen eller fjerne Tvivlen. De fornødne For- klaringer meddeles nævningerne ved Kjendelsens Afsigelse af Rettens Formand.

Vedrover Mangelen kun Formen, maa nævningerne Intet forandre i Glklæringens Indhold; ligeledes skulle de Svar, hvis Berettigelse eller fuldstændiggjørelse ikke fordres, forblive uforandrede. Utilstedelige ændringer maa ikke tages i Betragtning af Retten.

Berigtigelsen eller fuldstændiggiørelsen vedføies saaledes, at det træder tydelig frem, hvorledes den oprindelige Erklæring har lydt.

Den heromhandlede Forholdsregel kan træffes, saalænge Retten ikke har afsagt Dom.

§ 349.

Gfterat nævningernes Erklæring er oplæst og overleveret Rettens Formand, kunne ordentligvis ingen yderligere spørgsmaal forelægges nævningerne. Dog kunne saadannc Tillægsspørgsmaal, som ommeldes i §§ 333 og 334, ogsaa forelægges nævningerne senere, saalænge Retten ikke har afsagt Dom, naar det under Forhandlingen Fremkomne saa klart paabød at stille stige spørgsmaa! i embeds medfør, at Undladelse heraf kan antages at ville medføre Dommens Ophævelse.

§ 350.

Finder Retten, at Indholdet af en for den Sigtede ugunstig erklæring af Nævnin- gerne viser, at den beror paa en Retsvildfarelse, afsiger Retten Frifindelsesdom.

Finder Retten, at Forhandlingerne ikke have vdet et efter Erfaringens Vidnesbyrd tilstrækkeligt godtgjort faktisk Grundlag for en ugunstig erklæring, kan Retten iftedetfor at afsige Dom henvise Sagen til ny Hovedforhandling. Denne skal foregaa for andre Dommere og andre nævninger- bliver det paa Grund heraf nedvendigt, at Sagen for- handles for en anden Ret, bestemmer Hoiesteret det Fornødne paa Overstatsanklagerens An- dragende. Har Retten i Henhold til foranftaaende Regel henvift Sagen til ny Hovedfor- handling, bliver Overstatsanklageren beføiet til, indtil nævningerne have erklæret sig nnder den nye Saa, at frafalde Anklagen, i hvilket Fald Frifindelsesdom bliver at afsige.

Rettens ovennævnte Beslutninger skulle være ledsagede af Grunde. Stemmeflerhed skal være tilstede ikke blot med Hensyn til Resultatet, men ogsaa med Hensyn til enhver af de anforte Grunde; de Dommere, som ikke billige Resultatet, skulle vel være tilstede ved hele Raadstagningen, men stemme ikke ved Fastsættelse af de enkelte Grunde.

Andragende fra Parternes Side om de nævnte Beslutninger kunne ikke finde Sted; Beslutningen kan tages af Retten, saalænge ikke Dom er afsagt.

§ 351.

Kommer Retten under den nye Hovedforhandling, der finder Sted i Henhold til Reglen i § 350 2det Stykke, enstemmig til det fammc Resultat som Retten nnder den fsrste Forhandling, afsiger den Frifindelsesdom; Enstemmigheden skal være tilstede saavel med Hensyn til Resultatet som meo Hensyn til enhver af de i Dommen anforte Grunde. I an- dre Tilfældc bliver Dommen at grunde paa den af de to foreliggende Erklæringer af næv- ninger, scm i sin Helbed iorer ti! det gunstigste Resultat for den Sigtede.

§ 352.

Forend Forhandlingen fortsættes paa Grundlag af Nævningernes erklæring, bliver den Sigtede, som var fort ud af Retssalen, atter fremstillet og Nævningernes erklæring op- iceft for han, af Retsfkriveren.

§ 353.

Have nævningerne erklærct, at den digtede ikke er skyldig, afsiger Retten strax Fri- findelsesdom. Hertil henregnes ogsaa det Tilfælde, at nævningerne vel have besvaret Hoved« sporgsmaalet bekræftende, mm tillige have givet et for den Sigtede gunstigt Svar paa et Tillægssporgsmaal om en Omstændighed, som udelukker Straf (§ 333). Domsgrundene indskrcmke sig til den fornødne Henvisning til Nævningernes erklæring.

§ 354.

Er den Sigtede af nævningerne erklæret skyldig, faar forst Anklageren Ordet for at udtale sig om Straffelovens Anvendelse; dernceft hores Forsvareren og den Sigtede.

De ved Nævningernes Erklæring afgjorte Punkter maa ikke mere drages i Tvivl un- der denne Forhandling; kun de deraf ftudende retlige følger maa forhandles.

§ 355.

Efter at Forhandlingen er sluttet, raadstaar Retten om Dommen.

Ved Valget af Straffen skal nævmngernes Asgjørelse tages til Udgangspunkt uden Hensyn til mulige Tvivl hos Dommerne om dennes Rigtigbed.

I Domsgrundene skal benvises til nævningernes erklæring, og de Lovbestemmelser, som ere bragte til Anvendelse, anføres.

Domsslutmngen angiver de retlige følger af Sagens Udfald.