§ 90.

Samtlige til Processens (derunder Bevisets) førelse fornødne Skridt iværkfættes af Parterne. En Indgriben af Retten finder kun Sted, saavidt Loven hjemler det.

§ 91.

Retssager forhandles mundtligt. Skrift anvendes kun, forsaavidt Loven hjemler det.

Ved den mundtlige Forhandling benyttes frit Foredrag; Oplæsning af skrevne Bevis- dokumenter, Fremstillinger eller Udviklinger tilstedes alene, hvor Loven hjemler saadant. Og- saa Beviser fremstilles, saavidt muligt, i frit mundtligt Foredrag; dog tillades Oplæsning, hvor det kommer an paa ordret Gjengivelse.

Naar Oplæsning skal sinde Sted, foregaar den enten ved Parten selv eller ved Protokolføreren efter Formandens Bestemmelse.

§ 92.

Retssproget er dansk. Ingen skriftlig eller mundtlig Henvendelse fra Parterne til hinanden eller til Retten maa ske i noget andet Sprog. afhorelse af Personer, der ikke ere det danske Sprog mægtige, foregaar ved Hjcrlp af en edsvoren Tolk; dog kan ved Underretterne Tilkaldelse af Tolk undlades, naar Parterne ikke gjøre Fordring herpaa. og Retten tiltror sig fornødent Kjendskab til det fremmede Sprog.

Dokumenter, der ere afsattede i fremmede Sprog, maa ledsages af en Oversættelse, der skal være autoriseret af en offentlig anjat Translateur, medmindre Parterne anerkjende dens Rigtighed.

Forhandling med og Afhorelse af Dove, Stumme og Dovstumme foregaar enten ved Hjcrlp af Personer, der ere kyndige i Tegnsproget, og som forud tages i Ed, eller ved skrift- lige spørgsmaal og Svar.

§ 93.

Rettens Formand leder de mundtlige Forhandlinger. Han giver Parterne Ordet i den Orden, hvori disse have at ytre sig, og han slutter Forhandlingerne, naar han anser de foreliggende Wmne for tilstrcrkkeligen droftet. Ordet kan fratages den Part, som ikke vil rette sig efter Formandens Ledelse, og han maa da boere det Tab, som kan følge heraf.

§ 94.

Enhver af Parterne er pligtig bestemt og utvetydigt at angive de Kjendsgjerninger, paa hvilke han ftotter sine Paastande, saavelsom bestemt og utvetydigt at erklære sig over de af Modparten anfsrte Kjendsgjerninger.

Om en ikke særskilt og udtrykkeligt benlægtet Kjendsgjerning skal anfes for indrsmmet eller bestridt, afgjor Retten efter et skjøn over Forhandlingerne i det Hele.

§ 95.

Retten skal ved hensigtsmæssige spørgsmaal til Parterne søge at fjerne Uklarhed, Tvetydighed eller Ufuldstcrndighed i Fremstillingen as Sagen og i andre afgivne Erklæringer og Oplysninger.

Det er endvidere Retten tilladt at stille spørgsmaal til Parterne, forsaavidt dette er fonwdent, for at deres Fremstilling af Sagen fuldstændig kan forstaas, eller d? fornødne Bestemmelser om Processens Gang, derunder Bevisets Forelse, kunne træffes.

Saavel Rettens Formand som dens enkelte medlemmer kunne stille spørgsmaal.

§ 96.

Retten kan efter Modpartens Paastand indkalde en Part til personligt møde for at besvare Spørgsmaal sigtende til Sagens Oplysning.

Er Parten syg eller paa anden Maade forhindret i at mode, eller vilde hans Frem« stilling for den Ret, hvor Sagen forhandles, medføre uforholdsmcrssige Omkostninger eller anden Ulempe, kan Retten, forsaavidt Parten befinder sig indenfor Landets Grænser, bestemme, at han skal afhores ved Underretten paa det Sted, hvor han opholder sig, over bestemt op- givne spørgsmaal, der ikke i Forreien maa meddeles ham; disse afsattes skriftligt af Retten eller af Modparten under Rettens Tilsyn og tilstilles derefter vedkommende Underret. Mod- Parten er berettiget til at give møde ved Afhoringen, om hvis Foretagelse han derfor skal nderrettes, og fremsætte yderligere spørgsmaal.

Enhver Part kan frivilligt fremstille sig under Bevisforhandlingen og begjære personlig at afgive sin Forklaring. Dette tilstedes ham i Almindelighed, medmindre Retten anser det for at være uden Nytte i Henseende til Sagens Oplysning. Den Part, der fremstiller sig for at afgive Forklaring, er pligtig at besvare de yderligere spørgsmaal, som Modparten eller Retten maatte gjøre ham.

§ 97.

Naar en Part, der er tilfagt til personligt Mode, uden oplyst lovligt Forfald ude- bliver, eller naar der ikke svares paa de ifølge de tvende foregaaende Paragrafer stillede spørgsmaal, eller Svaret ikke har tilstrækkelig Bestemthed, kan Retten fortolke Udeblivelsen, Tavsheden eller Ubestemthedcn paa den for Modparten gunstigste Maade og navnlig henholde sig til dennes Forklaring.

§ 98.

Retten kan paalægge en Pait at fremlægge Situationskort, Stamtavler, Grundrids, Tegninger og andre lignende Anfkueligheden befordrende Midler til Faktums Forstaaelse, naar Sagen ikke uden dette kan paademmes med tilstrækkelig Sikkerhed.

Vcrgrer Sagsogeren sig herved, kan Sagen afvises; er det Indstævnte, behandles han efter Reglerne i § 97.

§ 99.

Antager Retten, at der er Omstændigheder tilstede, som kunne medføre Afvisning paa Embedsvegne, kan den standse Forhandlingerne og opfordrer da Parterne kil at erklære sig over Afvisningsfpørgsmaalet.

Naar Afvisntngsdom ikke afsiges, fortsættes derefter Forhandlingerne.

§ 100.

Ved Klageffriftets meddelelse til Modparten anses Sagen for anboengiggjort. ligesom en Modfordring er at anse som anhomgiggjort ved meddelelsen af det Tilsvarsfkrift, hvori den fremfættes, forsaavidt der paastaas felvstændig Dom for samme.

Indtil Sagfsgeren mundtligt har nedlagt sin Paastand og har fremlagt sin Sags- fremstilling i Retten, forsaavidt en faadan er nodvendig, staar det ham frit for at harve Sagen, imod til den Sagsogte at udrede Erstatning for Uleilighed, Udgifter og Tidsspilde, dog at Sagsogeren ikke drrved kan forhindre, at der gives den Sagsogte Dom for Modfordringer. Efter det anforte Tidspunkt kan Sagsogeren derimod ikke ensidig hæve Sagen.

§ 101.

Ved Sagens Nnhængiggjørelse begrundes Ret for Modparten til at fremsætte Mod- fordringer, forsaavidt som disse enten have forkes Oprindelse med Hovedfordringen eller dog i Mangel heraf ere udjcevnelige (komputable) med den. Der kan gives felvstoendig Dom for Modfordringen.

Under Proceduren behandles Modfordringen aldeles som en Bestanddel af Indstævntes Forsvar. Den fremfættes og forhandles i Forbindelse med hans Indsigelser paa samme Maade som disse. Dog kan Retten udove den samme ved § 102 tillagte Myndighed ogsaa med Hensyn til Modfordringer.

§ 102.

Retten kan bestemme, at ftere for den svcevende Retssager imellem de samme Parter skulle forhandles i Forbindelse med hverandre. Samme Myndighed har Retten ogsaa med

Henfyn til Retssager imellem forfkjellige Parter, naar søgsmaalenes Forening ikke vilde stride imod § 42.

Gre flere søgsmaal forenede under een Retssag, kan Retten anordne, at en Adskillelse skal finde Sted, og at et eller flere af søgsmaalene forhandles og paadømmes særfkilt.

Frembyder Sagen flere Stridspunkter, kan Retten bestemme, at Forhandlingerne fore« lobigt skulle indffrænke sig til et eller nogle af disse; enkelte søgsmaalsgrunde eller enkelte Indsigelser kunne som en følge heraf gjøres til Gjenstand for særskilt Procedure.

§ 103.

Er et Retsforhold, hvis Fastsættelse vil faa Indflydelse paa Sagens Udfald, Gjenstand for en ved samme eller en anden Ret svævende Retstrætte, eller er det indbragt til Afgjørelse ved administrativ Myndighed, kan Retten enten efter Paastand eller paa Embeds Vegne be- stemme, at Sagens Forhandling i det Hele eller tildels skal udslettes, indtil hin Retstrætte er paadømt, eller den administrative Afgjørelse er truffen.

§ 104.

Opftaar der under en Sag Mistanke om en begaaet strafbar Handling, eller de allerede er begyndt en Forunderføgelse mod en af Sagens Parter, kan Retten udfætte For- handlingen, indtil Straffesagen har fundet sin Afgjørelse.

§ 105.

Ved Udøvelse af den i §§ 102—104 hjemlede Myndighed har Retten at virke hen til, at den størst mulige Orden, Klarhed og Simpelhed i Forhandlingerne opnaas,

§ 106.

De i §§ 98, 99, 102, 103 og 104 omhandlede Bestemmelser kunne træffes paa ethvert Trin af Forhandlingerne, ligesom de kunne tilbagekaldes, naar Retten anser dette for hensigtsmcessigt.

Retten anordner det Fornødne med Hensyn til Udsættelse af Sagen, naar den be- nytter sin i §§ 98, 99, 102, 103 eller 104 omhandlede Myndighed.

§ 107.

De i §§ 98, 99, 102, 103 eller 104 indeholdte procesledende Bestemmelser ere ikke Gjenstand for Retsmidlers Anvendelse.