Om Afgifternes Beregning i Overinstantferne.

Efter dm gjældende Ret opkræves der som bekjendt ved Overretterne og ved Hpiesteret bety- delig hpiere Retsafgifter end ved Underretterne. Erlæggelsen af hfiiere Afgifter begrundes selvføl- gelig ved den mere bekostelige Konstruktion af Retterne i de Høiere Instantfer, de fordetmeste ! vanskeligere Sager, som her komme for, og den ^ Nødvendighed, som maa siges at være for at be- j skytte de HKere Instantser fra at blive overocei- i dede med Sager af ringe Betydning, samt endelig ! ved Nødvendigheden af at stcerpe Ansvaret for unodig Paaante. Efter Udkast til Lov om den borgerlige Retspleie er dvr imidlertid ingen egent- lig Forstjel paa Behandlingen af Sagerne ved Landsretterne, hvadenten disse ere Iste Instants- Sager eller Appelsager, og Kommissionen har derfor heller ikke troet at burde foreslaa forhoiede Afg'fter for Sager, der ved Paaantc indbringes for disse Retter. Hvad Hoiesteret derimod angaar, har man as de foran fremhævede Vrunde foreslaaet Afgifterne her forhpiede mcd 50 pCt, se § 23 Nr. 1, og hertil er der saamegen stirre Grund, som der for Høiesteret itke vil blive spørgsmaal om Bevisafaift. Reglen i § 23 Nr. 2 vil lige- ledes kun sinde Anvendelse ved Paaanke til HM- sterct, da ny Paastcmd alt>d skal nedlagges ved Paaanke til Landsretterne, fe Udkast til Lov om den borgerlige Retspleie § 356, og en saadan

Lempelse synes Billighed at tale for, hvor den apellerende Part for en Del er fornyet med den underordnede Nets Tom.

Bestemmelsen i § 23 Nr. 4 stemmer, faa- vidt angaar de i § 20 og 2 l Nr. 2 og 3 om- meldte Sacer, med den gjældende Ret og vil ogsaa sindes naiurlig med Hensyn til de i § 21 Nr. 4 omhandlede Sager.

Ifølge Udlast til Lov om den borgerlige Retspleie § 306 iværksættes Paaanke derved, at Parten meddeler Modparten en skriftlig Underret- ning om, at han agter at paaanke. Senest 4 Uger, efterat denne Underretning er givcn, skal den ankende Part ifølge bemeldte Udkasts S 307, dersom han itke vil anses for at have frafaldet Paaanke meddele Modparten sit Ankesknft. Da nu meddelelsen af den ommeldte Underretning forhindrer Exeiution af den affagte Tom, er det at befrygte, at den tabende Part, selv om han aldeles ikke har isinde at appellere Dommen, forat udskyde Exekutionen stedse vil benytte sig af Be- stemmelsen i fornævnte § 306, saafremt der ikke dermed er forbundet en med ikke ganske ubetydelig Udg'ft. Tisse Betragtninger have f^rt ti! For- staget i § 23 Nr. 5. Det er ikke egentlig et Gebyr, som er paalagt i det heromhandlede Til- fælde — et faadant erlægges jo forat faae Noget fremmet af Retten, og her har Reiten Intet at gjøre — men en Wde, og dette medfører da og- saa, at hvor den paagjældende Part virkelig ap- pellerer, bliver den erlagte Afgift at afkorte i de Retsafgifter, han vil have ai erlægge for den paa- ankede Sags Anhcrngaiggjprelse og Forhandling. Grunden til, at man har valgt Stempling af den nævnte skriftlige Underretning, maa søgcs i prak- tiske Hensyn, idet det vil være vanskeligt paa an- den Maode at gjennemftre Bestemmelsen om Er- lceagelse af Afgift: ganske vist har man eiheller i Reglen, som den forefindes, nogen absolut Kon- trol med dens Overholdelse, men man har dog troet at kunne slaa sig tiltaals med, at Modpar- ten, som jo er den, der sia! beskyttes, vil ftrge for at anmelde Overtrædelse af Bestemmelsen; i modsat Fald udsletter han sig endog selv for Stem- velmulkt,

§ 24 indeholder Regler for Afgifterne i Tilfælde af Besvccring til hfiiere Ret, og den deri fastsætte Afgift turde formentlig være passende. Naar Besværingen sindes grundet, synes det na- turligt, at den, som har iværlfat Besværingen, ikke skal have nogen Udgift herved, og det maa da medføre, at naar den ene Part fprer Besvæ- ring, og det ikke kan paalægges den anden Part at boere Omkostningerne, maa den erlagte Afgift tilbagebetales.

Reglm i § 25 er i Overensstemmelse med Bestemmelsen i tz 15.