Om Afgifternes Beregning i ftrste Instants.

I Henhold til det ovenfor Bemcerkede er i § 6 den almindelige Retsafgift i Domssager, som angaa Penge eller Penges værd, sastsat i Forhold til Gjenstandens værdi. Den samme Afgift bliver at erlægge. hvadenten Sagen be- handles ved en Underret eller en Landsret som 1ste Instants, og hvad der navnlig har været afgørende for ikke at opstille en forsijellig Af- giftsberegning for Underretsssger og Landsrets-

sager er det, at man, da det i Henhold til Be- stemmelsen i Udkast til Lov om den borgerlige Retspleis § 8 staar i Parternes Magt at lade enhver Sag behandle ved Underretten, ikke har villet, at Hensynet til de lavere Afgifter skulde kunne virke bestemmende i denne Henseende. Det har været taget under Overueielse i Kommissionen, hvorvidt man skulde opstille en Procentberegning eller en Tarif. Den fyrste har ganske vist det for sig, at Afgifterne herefter kunne blive jcrvnt stigende, medens Skalaen i en Tarif nødvendigvis af Hensyn til den fornødne Afrunding maa blive noget springende. Kommissionen har dog troet at burde foretrække den sidste, eftersom faavel Retsskriveren som navnlig Parterne herved langt hurtigere og lettere kunne se, hvad der i et givet Tilfælde skal betales.

Iøvrigt bringes det ved den i denne Paragraf fastsætte Afgift strax i Erindring, at den, bortset fra særlige Sager (som t. Ex. § 18) kun er en Grundnorm for Afgiftsberegningen, idet Afgifterne i den enkelte Sag efter Hovedreglen i § 9, for- saavidt ikke en særlig Paragraf hjemler nogen Ned- sættelse (t. Ex. §§ 13, 14, 2det Stykke, 16, 17 og 20) blioe at erlægge med det Dobbelte eller efter Omstændighederne det Tredobbelte af de i § 6 nævnte beløb.

med Henfyn til Fastsættelsen af Afgiftens Størrelse har Kommissionen i det Hele ladet sig bestemme af et frit SkM om, hvad der efter de Grundsætninger, der overhovedet have været de ledende, maatte anses for passende. Et Hensyn er herved paa den ene Side taget til den Maade, hvorpaa Opgaven er lpst i den ovennævnte tydste Lov, stjsndt man ysvrigt har ment, at denne, hvad der skyldes færlige Grunde, i det Hele har fastsat Afgifterne for hpit. Paa den anden Side har man taget fornødent Hensyn til, hvad der for Tiden er paalagt Parterne, i hvilken Henfeende man dog har ment at burde afvige fra det nu- gjældende System, forsaavidt som de i Henhold til dette fastsætte Afgifter efter Kommissionens Mening falde uforholdsmæssig haardt paa visse Arter af Sager, Sagerne mellem 4 og 800 Kr., og derhos ere forholdsvis meget lave for de beiydeligere Sager. Hvorledes iMigt de af os foreslaaede Afgifter ville stille sig til de for Tiden gjældende, vil det, — henset til de ganske for, sijelliae Processystemer og Umuligheden af under det nuværende Afgiftssystem at opstille noget Normalgebyr for Sager af en vis Størrelse, idet Gebyret for hver Sag stiller sig forskjelligt efter de forskjellige Proceshandlinger, som Sagen foran- lediger >— voere vanskeligt at komme til nogen egentlig Klarhed om. Idet vi øvrigt skulle hen- vise til den Oversigt, der ledfager denne Betænk- ning, skulle vi her til Sammenligning, saavidt den lader sig pjsre, opstille nogle Exempler paa Afgiftsberegning efter de celdre Regler i Sam-

menligning med Forslagets Regler, der kunne veilede, men heller ikke mere, til en Bedømmelse af de Resultater, som de to Systemer medføre.