Kaalund, H. V. EN TIDSSOL HAR JEG SET -

EN TIDSSOL HAR JEG SET - (December 1881)

En Tidssol har jeg sét i Nedgangen gløde,
sét en Verdensboble glimre - og briste!
394 - Feerne er døde - Englene døde -
Vingerne faldne af den sidste!
- Vi er blevne saa underlig bevidste.

Og den voxer omkring os den manende Skygge
med isnende Mistvivl og Længsel.
Der er Skrig omkring os efter Menneskelykke,
der er Kiv og rasende Trængsel.
Verden vil de løfte af dens Hængsel!

De rokke den ikke, den giver ej efter,
om de urgamle Tapper som før den sig drejer:
om Liv og om Død, mens de gjærende Kræfter
ustandset hinanden paa Vægtskaalen vejer.
Kun hvad lever i Aand vinder Sejer?

Det Andet er Dødens, det synker i Mørke!
Men hvor er den Haand, som Grænsen tør drage
mellem det, som skal synke, og det, som har Styrke
til at leve med Frugt for de kommende Dage?
Her tumler selv den Viseste tilbage!

Dog jeg rejser mit Hoved, jeg vender min Pande
mod den Kamp, jeg aner vil komme;
395 thi jeg skimter den Bred, hvor de Frelste skal lande
hinsides de knusende Domme,
og det, som nu gjør Hjerterne tomme!