Kaalund, H. V. ET FORAAR

📖 ET FORAAR
2
3

INDLEDNING.
SOMMERFUGLENE

En Sommerfuglesamling er disse mine Sange.
De flagred i mit Indre, dér tog jeg dem tilfange.

Jeg vilde dem med Jubel i Verden udsende;
men ak, da var de døde - jeg kunde dem ej kjende.

Dog synes mig nu, da jeg atter dem bringer,
som spiller af min Ungdom et Skjær paa deres Vinger.

Sé; derfor har jeg draget dem frem for Lysets Straale,
de blege Falæner, og stukket dem paa Naale.

Ja, stukket dem paa Naale! Og nu vil Verden dømme
fra disse døde Sange til mine Digterdrømme.

4

Og den vil tro mig fattig, og den vil haanligt tænke:
"Er det din hele Rigdom, det Bedste, Du kan skjænke?

Det er jo kun Frostmøl fra din Vaar den forsvundne,
kun Tusmørkesværmere i Dæmringen fundne;

selv, efter lange Aar, Du atter Dig nærmer,
og er kun hvad Du var - kun en Tusmørkesværmer."

O nej! o tro det ikke! o vent til de næste!
De rører sig derinde! der gjemmer jeg de bedste.

Som Pupper har jeg baaret dem skjult i mit Hjerte,
som vingeløse Orme, som Tvivl og som Smerte.

De krøb mig ind i Sjælen med Livets Strid og Jammer -
og hvad jeg led, det véd kun mit ensomme Kammer.

Men af de stille Pupper og af de blege Larver
kan blive Sommerfugle med alle Livets Farver.

Jeg synes, jeg mærker, Forvandlingen er omme;
jeg venter kun den varmende Solstraales Komme.

5

Som store Sommerfugle de røre sig derinde,
med alle Livets Farver, med Vinger, som skinne.

Maaske skal det mig lykkes engang dem at fange;
maaske skal ud de flyve som jublende Sange!

TIL ADAM OEHLENSCHLÄGER.
(Tilegnelsesdigt med min første Digtsamling).

Nordens Homeros! Hvad kan jeg Dig sige,
som alt ej Tusind har sagt?
Du, som din Stav over Aandernes Rige
har lig en Troldmand udstrakt.
Prise din Storhed? Den Vise er gammel,
sjungen af Mange før mig -
ak, fast jeg tror, fra jeg sad paa min Skammel.
elsked som Fader jeg Dig!

Saae jeg med Thor Dig til Ragnarok age
vældig mod Afgrundens Orm,
tyktes mig kraftig min Arm til at tage
Himlen og Jorden med Storm;
sang Du om Axel og Valborg, og maled
rørt Du Correggio's Død,
var det, som Englenes Vinger mig svaled
Kindernes brændende Glød!

6

Da Du blev født, til din Vugge nedstege
Muserne, smilende hver.
Sophokles, Shakspeare og Ossian, den blege,
svæved usynlig Dig nær;
Malere, Spillemænd, Vismænd og Skjalde
kyssed din Pande og Kind;
derfor dit Prisma fik Glans af dem alle,
dejligt med Syvstjernens Skin.

Fulgt jeg Dig har i det Dybe, det Høje,
fulgt Dig til Kamp og til Leg;
dristig, som Frejer, med spejdende Øje
op paa dit Hlidskjalf jeg steg;
sé, som den dejlige Gerda, da røved
Mus'en mit Hjærte, min Ro;
ikke jeg dvæled, før blomstrende Løvet
favned os Elskende to.

Tilgiv nu, Skjald, at sig Ynglingen nærmer,
ført af Begejstringens Ild.
Kald ham ej Daare, og kald ham ej Sværmer!
Skjænk ham kun venlig et Smil!
Thi af din mægtige himmelske Lue
faldt i hans Sjæl dog en Gnist;
og hvis Du dybt i hans Bryst kunde skue,
vilde Du elske ham vist!

7

Mejslen i Haanden man gav mig og Leret;
ak, det blev dødt for min Haand!
Træerne grønne og Solstraaleskjæret
drog til Naturen min Aand.
Penslen da greb jeg, men kasted den atter.
Nu først forstaar jeg mig selv,
nu mig med svulmende Bølger omfatter
Sangens henrivende Elv!

Tag da, Du Rige, hvad kjærligt jeg byder;
tro mig, jeg véd, det er lidt!
Blomsterne vilde paa Gjærdet dog fryder
mér end de kunstige tidt.
Tag dem til Tak for din Digtersols Straaler;
men for dit Hjertes især,
Du, som det Høje i Sole, Violer
endnu som Barnet har kjær!

HILSEN TIL THORVALDSEN.
(1838.)

Vær velkommen, Søn af gamle Norden,
vær velkommen til din Moders Bryst!
Henrykt føler hun, hvad Du er vorden,
Du, som ved dit Værk forbauser Jorden,
nævner Dig sin svage Alders Lyst.

8

Længe har forgjæves hun imøde
aabnet Dig sin moderlige Favn.
Hendes Kæmpesønner ere døde,
o, men de, hun har endnu, de gløde,
mens de juble højt dit Brodernavn.

Tak da for den skjønne, rige Gave,
Tak for Æren, som Du skjænkte dem!
Tak fordi Du fjernt i Sydens Have
længtes til de gamle Kæmpegrave,
til dit fattige, dit simple Hjem!

Skjøndt Dig flyder Fyrsteblod i Aaren,
blev Du ej blandt Rigdoms Glimmer fød
til den Højhed, som forblinder Daaren!
nej! i Armod er Du fød og baaren,
og til Fostermoder fik Du Nød.

Al din Rigdom var dit store Hjerte,
din begejstrede, din lyse Aand.
Som Prometheus greb Du Himlens Kjerte,
skjænked Leret Liv og Fryd og Smerte,
trylled Guder frem med Skaberhaand.

Lille Bertel, som med valne Hænder
og i Armods Klæder ukjendt gik,
sender nu sit Navn til Verdens Ender,
hyldes overalt, hvor han sig vender,
for den Adel, han fraoven fik.

9

Og naar de, som kappes om at bære
dig, beskedne Thorvaldsen, paa Haand
"Jordens Mægtige", forglemte ere,
da skal Skjalde sjunge til din Ære,
da skal Du henrykke ved din Aand.

Frem af Jorden gamle Marmorrester
hæves skal og tale underfuldt
som det Eviges, det Skjønnes Præster,
vidne herligt om den store Mester,
naar i Muld Du længst har ligget skjult

Sé, beundrende Dig hylder Jorden!
O, men hun, som tog Dig først i Favn,
mest Dig elsker dog; det gamle Norden
føler dybt, ved Dig hun rig er vorden,
jubler moderøm dit Sønnenavn!

Men tilgiv, hun i sin Fryd maa sukke;
alt har Aldrens Sne din Isse dækt -
her i Danmark gynged jo din Vugge,
o! hvi vil Du her ej Øjet lukke,
slumre blandt den gamle Helteslægt?

Vil Du strax fra Hjemmet Afsked tage
i det første Gjensynsøjeblik?
Hør dit gamle Danmarks Moderklage:
bliv dog her, hvor dine Barndomsdage,
hvor din Ungdoms-Foraarsalder gik!

10

Her er intet kjælent, yppigt Eden,
her er intet evigt Blomsterflor;
o men Fuglen bygger dog paa Heden,
dér, hvor Stormen suser over Reden,
hvor kun hist og her en Lyngblomst gror.

Og en Udørk, hvor ej Vaaren kommer,
er dit Fødeland dog heller ej;
kort, men skjøn er Nordens grønne Sommer!
Fremmed staar Du hist blandt Sydens Blommer
med dit Øjes blaa Forglemmigej!

THORVALDSENS "PSYCHE SÆLGER AMORINER".

Hver Gang, o Du herlige Mester!
jeg sér din Kunst,
de høje Guder jeg gjæster
bag Tidens Dunst.
Kjæk svinger jeg mig til Parnasset
paa Vingen din:
Hvor Bacchus mig rækker i Glasset
sin Flammevin;

11

hvor Helios Solvognen kjører
om Hav og Jord,
hvor Phøbus Sølvstrengen rører
til Musers Kor;
hvor paa Bjergets øverste Spidse
Du selv har Plads
med Lauren omkring din Isse
hos Phidias.

Blegt er vel dit herlige Billed
som Haarets Sne;
dog er det, som Regnbuespillet
min Sjæl kan sé;
af Skjønhed Marmoret straaler -
jeg aander Luft,
som om alle Athens Violer
gav Stenen Duft.

Den yndige lille Novelle,
Du skrev i Ler,
vil jeg prøve at gjenfortælle
paa min Manér.
Man siger om Dig, Du Store,
Du elsker Spøg -
maaske vil Du selv Dig more
ved mit Forsøg.

12

- En Dag bar den dejlige Psyche
paa Arm en Kurv,
propfuld af Amorer tykke,
til Delphis Torv.
Hvor de susende, himmelhøje
Plataner stod,
opslog hun med smilende Øje
sin Handelsbod.

"Kom!" raabte hun, "Hvem, som vil kjøbe
Kramsfugle smaa!"
Og alle til Torvet løbe,
som Psyche saae.
Tæt skued man Folket sig samle; -
blandt Møer og Børn
Anakreon smisked - den gamle,
forlibte Ørn.

Hvor flagred de fangne Eroter
i Buret om!
Hvert Nu deres buttede Poter
til Syne kom.
Mellem Kurvens Tremmer de titted
med skjelmske Smil;
én saae man derinde, som snitted
en gylden Pil.

13

Da listelig ud af sin Fælde
han vilde fly,
to Smaabørn - som naar ved en Nælde
man rører sky -
ved Vingen ham greb og nedputted,
det lille Skarn:
Ak! hvem der dog ejed sligt buttet
et Dukkebarn!

Men Smaabørn maa lyde og høre
de Ældres Ord:
Amoriner man ikke maa røre,
før man er stor!
En Bi med surrende Vinger
er ej saa slem,
- selv naar den os stikker en Finger -
som en af dem.

- Med Et saae man Sværmen at vige,
thi sé: der stod
i dens Midte en yndig Pige
ved Psyches Bod.
Hun strakte de snehvide Arme
mod Buret ud
og greb med Forelskelsens Varme
en lille Gud.

14

Til hendes Bryst han sig klynged,
den lille Skalk,
som en Sommerfugl, der sig gynged
paa en Rosenkalk.
I Skyggen af Laurbærlunden,
hvor Kilden flød,
de glemte med Munden paa Munden
Alverdens Nød.

Men kort er den himmelske Sødme!
O Vé! O Vé!
Hvi mon vel de Smaapiger rødme
og skjelmske le?
Ej! Nymfen har mistet sit smukke,
sit smækre Liv:
Hun gaar nu at hente en Vugge,
thi hun er Viv.

Men hvor er den lille Besnærer,
den Abekat?
Ak sé! som en Gaas hun ham bærer,
han er saa mat.
- Om atter han kommer i Flamme?
det véd jeg ej -
vist mangen Papa og Madamme
vil svare Nej.

15

I Baggrunden sidder saa stille
en Herkules.
Med ham gør Eroten, den lille,
kun kort Proces;
den knejser jo ret som en Mare
paa Heltens Ryg!
Vorherre os Alle bevare
for sligt et Tryk!

KVINDENS SKABELSE.

Tidens Morgen frembrød i straalende Glans over Eden,
herlig sig Solen opsvang paa flammende Vinger af Mulmet,
Ormen krøb ydmyg i Støv, og Ørnen steg højt imod Skyen.
Dybt i Beskuen fortabt stod Manden, den nyskabte Adam;
henrykt ved Skaberens Værk, han sukked med svulmende Længsel:
Ak! hvi kan jeg det Alt til mit bankende Hjerte ej trykke!
Sé, da danned ham Gud dets Billed af Roser og Liljer:
16 Ildens med Vandets Natur han blanded, og Slangens med Duens,
Klippens med Sivets: og skabt for Adam smilede Kvinden -
Englen, ved hvilken er tabt, men atter gjenfundet et Eden!

AFTENSKUMRING.

Hver en Smaafugl blunder
i den dunkle Lund,
med sit Hoved under
Vingens bløde Dun;
hellig Taushed throner
over Mark og Vang;
fra det Fjerne toner
kun en Vandrers Sang.

Trættet af sin vilde,
stolte Kæmpegang,
Bølgen nynner stille
paa sin Aftensang;
Bugten mod den strækker
Blomsterarme to,
som et Barn den lægger
sig deri til Ro.

17

Ogsaa jeg vil følge
Længslen i mit Bryst,
som den vilde Bølge
søge Fredens Kyst!
Vidt, min Sjæl, Du flakked
uden Ro og Rist.
Nyd da nu en stakket,
ak, kun stakket Frist!

ALVERDEN ER SYG.

Alverden er syg, Alverden er mat!
Mig tykkes den ganger paa Held;
o, jeg gad lystig svinge min Hat
og bestige det højeste Fjeld.

Den smaalige Klogskab, den visne Fornuft
gjør Barmen hernede trang,
o, jeg gad indaande den renere Luft
og føle mig ung engang!

Ja, Verden synes mig ganger paa Held,
den har saa vrantent et Smil;
o, jeg gad bestige det højeste Fjeld,
vel over Jorden en Mil!

18

O, jeg gad stige paa Bjerget op
og juble og svinge min Hat;
og greb mig en Hvirvelvind paa dets Top -
da, syge Verden: Godnat!

TIL NIC. FRED. SEV. GRUNDTVIG.
(Afsunget ved Slutningen af hans historiske Forelæsninger paa Borch's Kollegium den 26de November 1838.)

Kæmpeaand af Kraftens Alder,
djærve Søn af Nord!
som med graanet Isse kalder
højt med Flammeord
frem til Kamp hver nordisk Broder
for den gamle Heltemoder -
- hør i Fimbulnatten svare
Dig en Ynglingskare:

Danmark dejligst Vang og Vænge,
lukt med Bølgen blaa,
skal vi elske tro, saalænge
Hjerterne kan slaa!
Tro som vore djærve Fædre,
og i Krig og Fred det hædre!
Sé: ved Fortids store Minder
gløde vore Kinder!

19

Her blandt Nordens stolte Have,
her er godt at bo;
gyldne Ax paa Kæmpegrave
til vor Føde gro;
vi er af den gamle Stamme,
højt kan vore Hjerter flamme.
End har Troskab, Mod og Nemme
her i Danmark hjemme!

Som en Kæmpe mellem Dværge
stred Du Gud i Vold;
Sandhed var dit gode Værge,
Barnets Tro dit Skjold!
Fast Du stod mod Løgnens Vælde,
fast som Nordens gamle Fjelde;
sang som Regnar mellem Krybet,
midt i Ormedybet!

Ja, i mange tunge Dage
har Du ærlig stridt,
rniskjendt, uden Klynk og Klage,
til dit Haar blev hvidt.
Held Dig! Sejer har Du vunden -
snart er Døgnets Nat forsvunden,
snart skal Aandens Sol fra Norden
lyse over Jorden!

20

Klart Du tyded for os Unge
Sagas Runestav;
Stormen lærte Dig at sjunge
og det store Hav;
snart din Sang til Brage-Harpen
vældig tordnede som Sarpen;
snart os trylled dine Psalmer
under Edens Palmer!

Slaa endnu din Harpe længe,
Sanger djærv og graa!
Men saalænge Danmarks Vænge
ejer Piger smaa,
ejer Mænd, som Dansk kan sjunge,
skal af Gamle, skal af Unge
fro din Kæmpevise høres,
og hvert Hjerte røres!

EFEMER-GLÆDEN.

Klart straaler Slottet i festlig Glans
af tusinde blændende Kjerter;
deroppe sig hvirvler i lystig Dans
de stolte Menneskehjerter.

21

Men ude ruger den sorte Nat
med Storm og med Lyn og Torden!
Det suser saa vildt over Vej og Krat,
mens Regnen plasker paa Jorden.

De hører ej Sangen af Nattens Storm,
der pisker Regnen paa Rude:
"Ja tuml Dig kun, Du stakkels Orm,
snart er med din Lyst det ude!

Snart vejrer jeg hen dit usle Støv -
saa dans kun lystigt derinde!
Snart danser Du om blandt vissent Løv
for susende Hvirvelvinde!

I Sekler jeg sang over Tidens Hav;
stig kun, Du rastløse Bølge!
Snart tumle sig andre paa din Grav:
Men alle de skulle Dig følge!"

FRYDENSBORG.

Et Sted i Jylland, jeg véd ej hvor,
en Hytte staar,
brystfældig, vindskjæv og lille;
den har kun Græs til en eneste Ko;
om Taget Humlerankerne gro,
ved Siden risler en Kilde.

22

En Smule Have man foran sér:
To Piletræer
og nogle Stikkelsbærtjørne;
men Alt er revet og rent og net;
af Kaal i Midten der staar en Plet
og Blomster i hvert et Hjørne.

Et Rejseselskab ad Markens Sti
kom der forbi;
ved Hytten nejed en Kvinde,
hendes Øje var mildt, men Dragten arm;
to Rollinger bar hun paa sin Arm,
og flér løb i Stuen derinde.

Men over Døren, paa Hyttens Mur
stod med Fraktur
i Snirkler "Frydensborg" skrevet.
"Hvad," raabte de Rejsende, "lille Mo'er:
er Fryden her hos Eder saa stor,
at Hyttens Navn den er blevet?"

"Ja," svared hun mildt, "syv Børn vi har;
det mindste bar
i Gaar vi til Daab hos Præsten.
Endnu til Dags holdt vi Livet hver;
vi har jo Himmel og grønne Træer!
Vorherre nok sørger for Resten!"

23

NIELS EBBESENS MINDESTØTTE. (1838.)

"En Bautasten paa gammel ærlig Vis
vil Danmarks Folk for sin Befrier rejse,
for Ridder Ebbesen af Nørreris;
paa Randers Torv skal Ærestøtten knejse;
dér skal i Seklers Storme stolt den staa,
paa Heltedaaden pegende tilbage,
og Slægterne, som komme og som gaa,
skal føle Hjerterne til Storværk slaa
for gamle Danmark under Trængslers Dage."

Saa hæved nylig sig en liflig Røst
i Larmen af de travle Arbejdsbier.
Den klang saa fædrelandsk med Liv og Lyst,
som Tonen i de gamle Melodier;
som Hedelærkens Foraarssang den lød,
og herlig hæved sig i Manges Minde
den Tid, da Atterdagens Sol frembrød,
og Ebbesen dens Morgen farved rød
med Blod af Danmarks frygtelige Fjende.

Men nu er atter Alt saa dødt og tyst,
om Mindestenen høres knap en Stemme;
og denne Taushed har en Uglerøst,
som Livet af det bedste Haab kan skræmme.
24 Sé, derfor lyder højt mit Harpeslag,
som mig mit Fædrelands Natur det lærte
i Lærkens Pintsesang, i Stormens Brag;
kjækt vil jeg tale, Ebbesen, din Sag
med Toner, hented' dybt fra Danmarks Hjerte!

Hvi er det da saa tyst? Fordi - o Skræk!
fordi vort undertrykte Lands Befrier
som Morder plettet er - med holstensk Blæk;
sé derfor Danmarks Folk forsigtigt tier!
Vi kunde lettelig fornærme én
af hine Pennehelte, som os love
i Gottorp at oprejse Gert en Sten;
slig Strid os kunde vorde let til Mén!
Og derfor lade vi nu Sagen sove.

O nej, mit elskte Fædreland, saa dybt
jeg kan ej tro, Du er i Afmagt sunken!
Du, som med Daad har Verdens Studsen kjøbt,
er Du en Olding nu saa svag og lunken?
Er slukt dit Ørneblik, er koldt det Blod,
som blussed stolt, ved Danmarks Navn, i Kinden?
Er Egen marvløs, trøsket i sin Rod?
Saa lad os jævne ud, o Danebod,
den Vold, som stærk Du taarned imod Fjenden!

Ja, hørte Du, hvis trætte Helteben
fem Sekler har paa Ærens Laurbær sovet,
25 til Dværgekvækket mod din Mindesten,
Du vilde ryste paa dit ædle Hoved
og sukke højt, ej for dit Navns Forlis,
men over Folket, som Du Frihed kjøbte,
da Du dets Bøddel slog paa Riddervis,
det Folk, som gjennem Sekler sang din Pris
og nys med skjændigt Mordernavn Dig døbte!

Dog nej, det ligner ej, Du Danske, Dig!
Det er kun fremmed Klint, som skjuler Hveden,
en fremmed Faarekyllings hæse Skrig,
som røver Fædrelandet Moderglæden.
Du vil ej glemme Broderheltens Løn,
og lade fejgt Dig skræmme ham at hædre
med Mindets Krans, som blomstrer evig grøn.
Du er dog ej en saa vanslægtet Søn
af Moderen til hine stolte Fædre.

Ham kan Du takke for, at Dansk er til,
at Du et Fædreland ældgammelt ejer,
at med sit Frelsenskors i Kampens Ild
det himmelfaldne Danebrog end vajer.
Ja, ham, hvis Kæmpesværd Tyrannen slog,
ham kan Du takke trindt i Mark og Skove,
at end Du trylles af dit Fædresprog
i Skjaldesang, i Tale og i Bog,
og at Du bygger under danske Love!

26

Naar Hedens Lyng i Blomster atter staar,
da er det nu femhundred Somre siden,
at Danmark saae det store Jubelaar,
da Folket vaktes efter Jammertiden;
o, lad Niels Ebbesen da rejse sig
ved Kunstens Tryllestav igjen af Graven!
En Ærestøtte bliver det for Dig;
men lytter Du til hint udanske Skrig,
da over Dig Du fejgt vil bryde Staven!

KONEN VED LEDET I FREDERIKSDAL.

Naar gjennem det dejlige Frederiksdal
i den varme, duftende Sommer
Du drager hen gjennem Bøgenes Sal
og aander den Luft, som kjølig og sval
fra Fursøens Bølge kommer,
da sér Du paa Vejen i Skoven et Led,
Du behøver ej længe at søge;
den fattige Ledkone bygger derved
i Ly af de mægtige Bøge.

Fra tidligste Morgen til Aftenen sen,
i Støv og i brændende Hede,
og enten Du kommer paa bare Ben,
eller ager afsted som en fornem En,
er altid hun villig tilrede.
27 Naar Hjulenes Rumlen og Hestens Galop
og Fodtrin paa Skovvejen lyde,
da springer fra Finlapperstolen hun op,
for Ledet tilbage at skyde.

Selv har hun en Hytte ved Vejen sig bygt
af nedfaldne samlede Grene;
af ældgamle Bøge er Taget beskyg't;
som Fuglen i Reden, saa lunt og saa trygt,.
hun bor der i Skovhytten ene;
med duftende Granris er Taget belagt,
og rundtom er luget for Nælder,
i Lænke ved Døren en Mops holder Vagt
med udklippet Halsbaand og Bjælder.

Den Hytte mig volder et hjertligt Behag,
skjøndt mere den ligner en Æske,
og skjøndt kun den hele bestaar af et Tag,
skjøndt ej den er bygt i den gothiske Smag,
den romerske eller den græske;
og hver Gang jeg gjæsted Fursøens Bred
og Møllen og Bakken og Slottet,
jeg først dog en Stund ved det venlige Led
ved Synet af Hytten mig gotted

Saa mangen en Gang har jeg tittet derind
fra Bøgene og fra det Grønne,
forunderligt rørt af det kjærlige Sind,
hvormed det enfoldige, fattige Skind
har villet sin Armod forskjønne:
28 Smaabilleder, klippet af Firskillingsark,
og Guldpapir Væggene smykke,
af Blomster og Urter fra Skov og fra Mark
en Ramme omkranser hvert Stykke.

Den fattige Pyntning den er mig saa kjær,
den adler den kunstløse Hytte,
i den jeg en hellig Bestræbelse sér,
som selv midt i Armoden tænker paa mer
end det, som kan sanseligt nytte;
enfoldig og smagløs og underlig vel
den her i sin Barndom sig viser,
men bærer dog Præg af den evige Sjæl,
og derfor den Hytte jeg priser.

Naar Vinteren flygter med Storme og Slud,
og Lærkerne slaa i Skjærsommer,
og Jorden staar smykket som smilende Brud,
og atter Du iler til Fursøen ud,
og hen gjennem Skovledet kommer,
da stands ved den fattige Ledkones Bo,
og hvis den som mig kan Dig fryde,
da skjænk hende venlig en Hvid eller to,
hvormed hun den bedre kan pryde.

29

VED FREDERIK DEN SJETTES DØD.

En Sfinx med Fingeren paa sin Mund,
i Dæmring Fremtiden ruger,
mens Kongegraven ved Lejrelund
sit Bytte hungrig opsluger.
Som tusindaars Olding Kirken sér
vemodigt ned paa den Jordefærd,
mens Hjertesukket fra Norden
hensuser vidt over Jorden.

Nu staar den kjærlige Drot forladt
i Graven blandt sine Aner,
hvor Vinden sukker i sorte Nat
igjennem de revne Faner,
hvor ingen Tjenere paa hans Vink
tilrede haste som Lynets Blink,
hvor Faarekyllingen gnaven
er Kammersanger i Graven.

I Kirken mødes, naar Midnat slaar,
en Skare med gyldne Kroner:
Kong Svend hos Vilhelm i Koret staar,
ved Alteret Axel throner;
da glider Skyen fra Nattens Sol,
den skinner paa Saxos Munkestol,
det klinger bag Murens Stene
i Haralds muldnede Bene.

30

De samles Alle foruden Støj
som Helteskygger ved Lethe;
Rolf Krake svæver fra Markens Høj,
hist hæver sig stolt Margrethe,
fra Kjælderen famler Kong Christian op,
paa Sværdet han støtter sin Kæmpekrop.
De Volmarer tre i Vrimlen
straale som Stjerner paa Himlen.

De hørte den gamle Kongeport
i rustnede Hængsler dundre;
ind bare de Bønder en Baare sort -
vel maatte de Døde sig undre:
Det var jo ret som ved Balders Død,
da Alles Øjne i Taarer flød;
ja, selv fra Palmernes Zone
Farvel imod Norden tone.

Som Vindens Suk i et bladløst Krat,
de tale blandt Fortids Rester:
"Hvo er Du, Du, som i Gravens Nat
fra Kongesalen os gjæster?
Stat op en Stund af din Dødningseng!
Hvad har Du virket for Danmarks Væng?
Thi siden de ældgamle Dage
ej hørtes til Ligtog Mage.

31

De Bønder, som bar dit døde Muld,
vel dreves af Fogdens Svøbe?
Maaske man maatte for lumpent Guld
som Lejesvende dem kjøbe?
Hvi fletter man Dig den Hæderskrans?
Du vandt vel Sejre til Lands og Vands
og hævede Danmarks Vælde,
saa andre Folk bleve Trælle?"

Da rejser den gamle sølvgraa Drot
de trætte Lemmer fra Baaren;
med Mildhedsstraalen i Øjet blaat,
end vædet af Afskedstaaren.
Kong Christian knap han til Skuldren naaer,
dog kongelig han blandt Skaren staar.
Omkring den salvede Gamle
sig Danmarks Drotter forsamle.

Han peger hen paa sin Kistes Skrift -
paa Hjerte rig, ej paa Ordet -
"Dér kan I læse mit Livs Bedrift,
og hvi jeg med Graad blev jordet."
Og Alle de sé paa Baaren med Lyst,
de skue Sandhedens Folkerøst
ved Maanens bleggule Straale,
og undrende Gubben maale.

32

"Ja, Du har vundet en Sejer stor,
som ingen af os har oplevet!
Den Bonde, som Aaget tynged til Jord,
ham har til Frihed Du hævet!
Du løste den sorte Negers Baand
af Slavehandlerens Bøddelhaand!
Du staar som Fader omringet
af Folkeraadet paa Thinget!"

"Ja, ærligt har Du fortjent din Krans!"
Saa raabe de rørte Alle,
og Hænderne lægge de hver i hans
og Folke-Kongen ham kalde.
Kong Christian trykker ham i sin Favn,
og begge velsigne de Danmarks Navn,
mens Vinden susende griber
i Orgelets sølverne Piber.

"I Fred og Krig vil med Ild og Lyst
vi Folket til Daad besjæle,
og aabne det stolte Kongebryst
for Friheds dristige Mæle!
Thi Magten snart med Despoten dør,
hans mægtige Scepter er dog kun et Rør!
Men Kjærligheds hellige Vælde
sit Hoved til Folket kan hælde!"

33

TIL HISTORIEMALER, PROFESSOR ECKERSBERG.
Ved hans Halvhundredaars Jubilæum.
(1839.)

Vi bringe Dig vor Hylding, kjære Gamle!
Foruden Faklers Glans, kun med en Sang
vi ved dit Vindve os i Natten samle;
ej Opsigt elsked Du paa Livets Gang.
Om af den yngre Slægt den Ældre glemmes,
vi vil dog ikke følge Modens Vis;
af vore fulde Hjerter her istemmes,
beskedne, gamle Eckersberg, din Pris!

Mens Tvivl og Uro gjære trindt i Livet,
mens Ormen gnaver skjult i Tidens Eg,
er Kunsten som en dejlig Drøm os givet,
i den sig nejer Sol og gyldne Neg.
Mens Verdens Babler styrte i Ruiner,
Du sidder dér med Haaret sølvergraat,
o Kunstens Søn, og sér med milde Miner
paa Livet, som fra et Morganaslot.

Naturen elsked Du, og glad dit Øje
hang ved Guds Himmel og det friske Hav;
et Straa, lidt Solskin kunde Dig fornøje,
og hvad Du saae, din Pensel sanddru gav;
34 dog for din Sjæl blev hvert et Billed ringe
mod Værket af Guds Almagts Fantasi,
Dig Kunsten paa Naturens Ørnevinge
er kun en liden, dejlig Kolibri.

Som Lærer har Du ærlig vidst at gavne:
En Küchler, Marstrand, Bendz og mange fler
skal hæve med europakjendte Navne
dit Mesterværd, naar Du er ikke mer.
Og medens Verden Danmarks Thorvald ærer,
o Eckersberg, din Ros skal ej forgaa:
Som Kunstner stor og højtfortjent som Lærer,
som Menneske saa elskelig som Faa!

Fred med dit hvide Haar paa Livets Aften!
Langt fra din Tærskel vige Sorgens Aand,
at længe Du bevare Kunstnerkraften,
dit sikre Øje og din faste Haand!
Fred med dit Liv, til Du hos Juel faar hjemme
højt paa Udødeligheds lyse Bjerg!
Vor gamle Lærer aldrig vi forglemme,
vor Ven, vor elskelige Eckersberg!

35

KJÆRLIGHEDS TRANG.

Dig, Kjærligheds vemodsfulde,
hellige Trang,
Dig vier i Verdens Kulde
jeg denne Sang.

O elsk mig! ler i sin Vugge
det lille Nor;
ved Graven høre vi sukke
de samme Ord.

O elsk mig! trygler hver Alder
paa Støvets Vej;
det jamrer i Livets Haller:
Forstød mig ej!

Saa Synderen trygler, den gustne,
ved Galgens Strik,
med bævende Læber og brustne,
døende Blik.

Tyrannen sukker det silde,
naar han forladt
blandt Dolke staar i den vilde
Blodhævnens Nat.

36

Og Kvindens svulmende Hjerte,
og Mandens Bryst,
og Vemod, Glæde og Smerte
har samme Røst.

Saa klager, sukker og vaander
det dybe Savn,
og Aander knuge med Aander
sig tæt i Favn.

Thi gjennem Forfærdelsens Zoner
gaar Livets Sti;
dér danse vilde Dæmoner
vort Blik forbi.

Imellem Afgrund og Himmel
af Skjæbnen sat,
udkaster Du Loddet svimmel
i Tvivlens Nat.

- Ja, Kjærligheds hellige Vælde
I Verden vild
Du Puden er, jeg vil hælde
mit Hoved til.

O, bær mig paa bløde Arme
over Tidens Strøm,
mig og min brændende varme
Begejstrings Drøm!

37

Ja, hæv mig mod Lysets Porte
med Guddomskraft,
skal ej i Natten den sorte
min Sjæl gaa tabt!

AFTENSKYERNE.

Naar Aftnen breder om Jorden sit Slør,
da ligge i Vesten de dejligste Øer;
fra skinnende Sletter, hvor Alferne bo,
hensuser om Jorden den himmelske Ro.

Og Menneskesjælen sig stirrer fast blind
med Længsel i Paradisdalene ind;
den drømmer at sé paa den rødmende Sky
bag gyldene Bjerge Serafernes By.

Som Barn, naar jeg leged i Dæmringen før,
jeg skued med Undren de straalende Øer;
da tænkte jeg: naar jeg engang bliver stor,
til dem vil jeg gaa om den vidtstrakte Jord.

Ja dem vil jeg søge bag Bjerg og bag Hav,
med Randsel paa Ryggen og Pilegrimsstav;
naar rigtigt jeg søger, jeg finder dem vist,
og bygge hos mig skal de Elskede hist.

38

Ak, nu er jeg voxen! - Arabiens Hest,
saa rap og saa vild som den susende Blæst,
med Sporer i Siden og flagrende Man
mig bringer ej til det forjettede Land.

Og gik jeg om Jordkloden mødig min Vej
over svimlende Bjerge, jeg naaede det ej,
hvad enten jeg jager mod Vest eller Øst
med higende Savn i mit Menneskebryst.

Ak, Elskte, jeg er ej uskyldig som før!
I Taage forsvinde de himmelske Øer;
og var selv et Eden den rødmende Sky,
hvad skulde jeg Daare i Englenes By!

DEN STUMME SORG.

Kom, liden Thora, kom og sid
søsterlig ved min Side!
Alt i Morgen mig sér i Strid
Solen i Østerlide.

Hvæsset er nu min lette Pil,
skærped' Gangerens Hove;
Kvælden kaster sit Afskedssmil
over de dunkle Skove.

39

Sladre vi vil i Aftnens Stund,
sladre som gamle Venner;
sid ved min Side og ræk mig kun
dine snehvide Hænder!

Barn Du var, da vi skiltes ad,
nu alt en Jomfru stille.
Husker Du, da paa mit Knæ Du sad,
dejlige Thoralille?

Nu skal atter i Kamp jeg bort,
falder maaske i Morgen;
Vikingen kan kun dvæle kort,
har ikke Tid til Sorgen.

Derfor vil vi nu sammen le,
barnligen os fornøje.
Kan Du ej mer som fordum sé
kjærlig mig i mit Øje?

Hovedet ryster Du taus og bleg -
er Du ej mer den Gamle,
siden Du voxed fra Barnets Leg,
voxede fra din Skamle?

Lidet til Livets milde Lyst
kjender den haarde Kæmpe;
frygter maaske Du min stærke Røst,
vil jeg den gjerne dæmpe.

40

Kampens Bulder og Sværdeslag
hærder en Vikings Stemme;
naar man har raabt gjennem Stormens Brag,
kan man vel Møer skræmme.

Kan maaske Dig mit barske Skjæg
og mit Øje forskrække,
vil jeg tage min Hjælm fra Væg
og mit Hoved bedække.

Taus og bleg Du i Hytten gaar,
siger ej, hvad dig fejler. -
Thora, sig, om dit Hjerte slaar
hemmeligt for en Bejler?

Glad jeg giver Dig alt mit Guld,
da kan dit Bryllup stande;
Lykken mig bliver vel atter huld
paa de skummende Vande.

Sejeren og den raske Daad
mer jeg end Guldet skatter -
hvorfor brister Du ud i Graad,
dejlige Kæmpedatter?

Har man krænket Dig? Er Du syg?
Hvad har bleget Dig Kinden?
Kvinden er kun en Lilie myg,
visner for Nattevinden.

41

Gaa da, læg Dig til Slummer hen!
let udsover Du Sorgen.
Langt fra Dig er din Barndomsven,
naar Du vaagner i Morgen.

Mægtigt lokker ham Kampens Gru,
han maa sin Lykke friste -
ræk ham Munden til Afsked nu;
det er maaske den sidste.

Bleg og stille Du staar som før,
taus Du dit Hoved ryster. -
Nu, saa Farvel! Ifald jeg dør,
mindes mig da som Søster!

FORTRØSTNING.

Jeg sad og saae
mod Skyen graa,
og véd Du, hvad jeg tænkte paa?

Jeg tænkte, Ven,
engang som den
vil Livets Kummer svinde hen!

42

Vi skue til
ved Skyens Spil,
og finde hver, hvad selv vi vil.

Ja, hver vil sé
kun sin Idé -
man græde maa derved og le.

Hvor jeg saa grandt
kun Myggen fandt,
min Nabo saae en Elefant.

Dog Skyen gaar,
men Sol opstaar
i Østen som for tusind Aar.

Saa gaar dernæst
den ned i Vest
hver Aftenstund, trods Regn og Blæst;

Og fra dens Vej
en Tomme ej
Du rokker den saalidt som jeg.

Og derfor fro
jeg gaar til Ro,
og holder paa min simple Tro:

43

At Skyen gaar,
men Sol opstaar
i Østen som for tusind Aar!

VOR TID.

Nu skriver fast Alle den dejligste Stil,
man digter og rimer saa yndigt;
Kritiken gaar efter med Høvl og med Fil,
og det saa det næsten er syndigt.
Saa priser man Literaturens Held -
men det smager ikke af Livets Væld!

Forstanden driver saa kløgtigt et Spil,
den alt i Systemer vil føje;
ja vist skal af Øjne der skarpe til
at træde et Synaaleøje!
men Musen dog aldrig fødte et Fjeld -
som før græder Aanden for Livets Væld!

Ja, Verden bliver saa led og saa kjed,
den gaber og skaber sig kræsen;
saa kildrer man den med lidt Vittighed
i Siderne og under Næsen,
og Narrenes Brixe slaa Smæld i Smæld;
men det smager ikke af Livets Væld!

44

Helt broget er Smagen fra Taa og til Top,
modern, antik og romantisk,
min Stol pompeijansk og chinesisk min Kop;
dog skaber sig Dværgen gigantisk:
Et Ben i Dalen og ét paa Fjeld -
men det smager ikke af Livets Væld!

Effekten! Effekten tilbeder vor Slægt:
Man skyder paa Fyrster og Konger,
saa kappes Ens Hoved med megen Effekt,
man nævnes af tusinde Tunger;
der prækes og gjøres urimeligt Spræl -
men det smager ikke af Livets Væld!

Lidt Nyt skal det være! ja vist noget Nyt!
Nu trænge vi til det Pikante;
saa vender man Tingen paa Vrangen - Pyt!
Til Pirringen ere vi vante.
Den Nyhedslyst er mig forskruet og grel -
ældgammelt som Livet er Livets Væld!

Med Dampen man sejler, trods Vejr og Vind,
og kalder sig Kræfternes Herre;
man damped sig gjerne i Himmelen ind,
men bliver dog ude desværre!
Som før er af Hunger og Død man Træl -
af Kuldamp smager ej Livets Væld!

45

Ja, trods al vor Kløgt og vor smukke Stil,
og alle de mange Maskiner,
vor Tid har om Munden saa sygt et Smil,
og sørgende ere dens Miner.
Det tykkes mig tidt, som det lider mod Kvæld,
som vi skal gjenfødes i Livets Væld!

Naar Bølgen sig løfter, den synke maa,
for atter sig mægtigt at hæve -
saa lad det kun falde, som ej kan bestaa;
hvad Aanden tilhører, skal leve!
Jeg tror det forvist, det hæver sig vel
med sejerrig Pande af Livets Væld!

Jeg tror det forvist, jeg stoler paa Gud!
Til Lise for Menneskesorgen
den Kamp for Lyset skal kæmpes ud,
og Dæmringen følges af Morgen;
ja friskere Slægter til Jorderigs Held
opdukke, forklared', af Livets Væld!

Men naar skal den komme, den store Idé,
som Tiden forjetter at føde?
Skal fjernere Slægter dens Straaler først sé,
naar vi, som den aned, er døde?
Jeg havde saa gjerne badet min Sjæl
i Livets evige Sundheds Væld -

46

Jeg havde saa gjerne hilset med Sang
de lysere, skjønnere Dage!
men Tiden henvandrer urokket sin Gang;
det hjælper slet ikke at klage.
Thi maa jeg end synge som Lærken i Kvæld,
jeg jubler som den dog for Livets Væld!

DEN SANDE FRYD.

Kom, glade Overgivenhed
og Fryd for Ingenting,
o, kom og tag mig atter med
til Dans og Leg og Spring!

Min Kind har Skjæg, dyb er min Røst,
og jeg er stiv og sat;
kom, overgivne Barndomslyst,
flet Blomster om min Hat!

O drag mig ud til Skov og Eng -
jeg kjedes ved min Bog;
drag mig, som naar den vilde Dreng
Du før til Frihed drog.

47

Ja gjør mig glad og let og mild,
som fordum Du mig fandt,
før Verdens Alvor gjør mig til
en mørk og stiv Pedant.

Nu spørger koldt mit Hoved, om
min Glæde har en Grund,
hvis ej, da er den Latter tom,
som lyder fra min Mund.

O, hvad skal Fryd med ydre Grund!
Alverdens Sorg som Fjer
bortvifter glad jeg med min Mund,
naar jeg som Barnet ler.

Hvad hjap det vel, om Jordens Guld
man lagde i min Haand?
Det blev kun Muld som andet Muld
for en mismodig Aand.

Og steg jeg end til Ærens Top,
fandt jeg min Glæde dér?
Uhyre svulmer Ønsket op
og raaber altid: Mer!

Sé, Verdens Herre sér sig midt
i Pragten arm omkring -
den sande Fryd behøver lidt,
den ler ad Ingenting.

48

Naar Barnet jubler sjælefro,
spørg det engang: for Hvad?
Alt hvad det véd, er, at det lo,
fordi dets Sjæl var glad.

O, kom min gamle Glæde, Du!
Jag mine Griller hen;
jeg vil jo være nøjsom nu,
gjør mig til Barn igjen!

Man bliver en Forstening stiv
i Tidens kolde Elv;
giv mig de Indfald, fuld' af Liv,
som sprudle af sig selv.

Giv mig den friske Barndomslyst
og Fodens lette Il,
det raske Blod, det aabne Bryst
og glade Ungdomssmil.

Kom, tag mig atter, tag mig med
til Dans og Leg og Spring,
min gamle Overgivenhed
og Fryd for Ingenting!

49

EVENTYRET.
(Til en Radering af Retsch: Pigen med Hexemasken).

Lig en gammel tandløs Krykkemo'er
vandrer Eventyret om i Verden
og fortæller Hver, som kun vil lytte,
underlige Ting, saa vore Haar
rejse sig af Gru; dog fængsles vi
midt i Skrækken; thi bag Hexemasken,
bag de grimme, haarde, skarpe Træk
røber sig det Skjønne som en dejlig
overgiven Pige: det er Feen,
Eventyrets lunefulde Fe,
det er hende, som Du sér bag Masken.

Tydelig jeg mindes, da jeg sad
som en lille Pog og grunded paa,
hvad der blev fortalt mig om den grumme,
barske Trold, og om den vilde Havmand,
og om Spøgelset, som paa sin Helhest
red i Luften, medens Lygtemænd
dansed lystig omkring Galgebakken. -
Rædsel greb mig; i min Barnesjæl
vaagned Anelsen om fjendske Magter,
som i Mørket færdes, og jeg bad
angst min Moder om at tænde Lys.

50

Nu er Lyset tændt for mig; mit Indre
ængstes ej af .Mørket som tilforn;
Livet selv, det brogede, nu tykkes
mig et mægtigt Eventyr, fortalt
af den gamle Oldemoder: Tid.
Under Masken med de skarpe Træk
og de dybe Rynker véd jeg skjuler
evig Skjønhed sig; hvorhen jeg skuer,
overalt jeg skimter Guddomstanken,
ren, uskyldig som den unge Pige,
der for Spøg sig lyver styg og gammel,
for at sé, om og vi store Børn
mægter at gjenkjende hende. - Ofte
skuffer os Forklædningen; vort Øje
sér kun Puppen, ikke Sommerfuglen,
den udødelige Psyche, skjult
i sin hæslige, sin laante Støvdragt.

Alt det Synlige, det, som vi kalde
virkeligt, hvad er det mere vel
end en Maske, en uhyre Maske,
som med sine haarde, kolde Træk
skræmmer os tilbage! Faa fik Evne
til at løfte den; men dertil stræber
Kunstneren og Skjalden, dertil stræber
hver, som skue vil det sande Livs
rige Skjønhed Ansigt tæt til Ansigt.

51

FØR HUN VAR VOXEN.

Naar før til Valsen
jeg hende bød,
da blev til Halsen
hun luerød.

Da var hun stille,
da var hun bly,
og kom jeg, vilde
hun altid fly.

Men nu - nu purrer
hun i mit Haar
og skjelmsk mig Burrer
paa Frakken slaar.

Saa let i Flugten
er ingen Hind;
som Ferskenfrugten
er hendes Kind.

Med korte Ærmer,
paa bitte Sko,
hun om mig sværmer;
jeg har ej Ro.

52

Sé den Poliske,
nu staar hun dér
med gule Piske
og hjertensler. -

Du, søde, lille,
forfløjne Skarn!
Vær nu et stille,
fornuftigt Barn.

Min Kind hun klapper,
men strax igjen
af Haanden snapper
hun mig min Pen.

Nu er Du fangen,
Du Vildkat, Du!
Hvad faar for Sangen
i Løn jeg nu?

Ja, vend dit Hoved
og hvisk kun: Tys!
Har Du ej lovet
mig tusind Kys?

At bryde Pagten,
det gjælder ej -
her er Kontrakten,
og her er jeg.

53

Nej, nej, nu bliver
det altfor galt!
Kvittering giver
jeg strax - betalt!

DA HUN VAR VOXEN.

Med milde Blikke
Du paa mig sér -
Du kan slet ikke
forstaa mig mer.

Du er saa stille,
Du er saa bly;
jeg er den vilde
forrevne Sky.

Ved Kildevoven
Du venlig gaar,
mens jeg foroven
paa Bakken staar.

Du elsker Freden,
dit Sind er let;
jeg tror, af Eden
jeg snart blev træt.

54

Naar Stormen dundrer
jeg lystigt ler;
men Du Dig undrer
og paa mig sér. -

Og dog Du hænger
saa ømt ved mig,
og dog jeg trænger
saa dybt til Dig.

NAAR DU ER TRÆT.

Naar Du er træt, naar Du er kjed
af Verden og dens Smaalighed,
da skynd Dig fra den trange Mur
ud i Guds mægtige Natur.

Og naar Du Dig paa Sletten sér,
hvad eller mellem Skovens Træer,
da kast Dig ned i Græsset, bøj
din Ryg tilbage mod en Høj.

Og skam Dig ej, for Du er stor:
Læg dig kun paa den grønne Jord,
men sé Dig først forsigtig om,
Du arme Træl af Verdens Dom.

55

Dog hvis dit Blik foroven sér
kun lutter Vind og lutter Vejr,
da rejs Dig atter, gaa din Vejr,
thi, Kjære, Du forstaar mig ej.

Men Du, som Aandens Kampe stred,
kom, læg Dig træt paa Højen ned,
og fæst en Stund dit Øje paa
det grænseløse Himmelblaa.

Henover Dig gaar Luftens Strøm,
Du synker i en stille Drøm.
Vend kun din Ryg til Verden her,
en Verden gaar da op Dig dér -

En Verden, sammensat af Alt,
hvad Støvet aldrig gav Gestalt,
hvad Anelsen kan male kun
med Himmelguld paa Himmelgrund.

Det kvæger Øje, Sjæl og Sind
at sé i Himmeldybet ind,
hvor Intet minder os om Støv,
hvor Intet raaber: Tanke, tøv!

Og sé derop, til Du er træt,
indtil dit Hjerte bliver let;
da rejs Dig atter, Jordens Søn,
og Du vil finde Verden skjøn.

56

NATURENS UFORANDERLIGHED.

I Verden op og ned det gaar;
Naturen lér derad.
Blaaøjet, som for tusind Aar,
den smiler endnu glad.

I Haven bagved Bondens Skur,
i den bag et Palads
er, evigtvirkende Natur.
Dig ligegodt tilpas.

Du smiler til vor Kjærlighed,
Du smiler til vort Had:
Ved Brudehus og Rettersted
gror lige grønt dit Blad.

End kommer Svalen søndenfra
med samme Il og Hast,
som dengang, da paa Golgatha
vor Frelsers Øje brast.

End ruller stolt sig Eufrats Flod
i Østens Paradis,
som da den badede din Fod
engang, Semiramis.

57

End nynner Verdenshavet paa
sin gamle, dybe Sang;
den samme Stjernehvælving saae
Kaldæerne engang.

Som fordum smiler Jorden grøn
og Himlen lyseblaa -
men jeg, som Tidens lette Søn,
vemodigt sér derpaa.

Blandt sjunkne Grave Livet ler
med tusind Øjne fro:
Just derfor fylder Vemod her
med Taarer mine to.

Og derfor knuger jeg mig varm
op til Naturens Bryst
og trygler: slip ej af din Arm
mig og min rige Lyst.

Et Barn i Vuggen var jeg nys,
snart slaar min Afskedsstund.
Just derfor trykker jeg mit Kys
saa varmt paa Livets Mund.

58

DEN FLYVENDE SOMMER.

En Spindelvæv flagrer i Solens Skin,
naar Vaaren med Sangfugle kommer -
en Tømme af Guld paa Himmelens Vind, -
man kalder den: flyvende Sommer.

Med Regnbu'farver den svæver saa let:
En Væv af den spindende Lykke;
og Væveren flytter omkring med sit Næt
og søger det Sted, han vil bygge.

Saa flyver jeg selv omkring med min Sang,
den bærer mig højt mod Guds Himmel;
paa den har jeg svævet saa mangen en Gang
over Livets brogede Vrimmel.

En Rose mig rækker engang vel sin Gren,
hvorpaa jeg kan hvile og bygge;
dér spinder vel Silke paa Kjærligheds Ten
min Sangs den ustadige Lykke.

59

FARUM.
(1842.)
(Sat i Musik af Komponisten til: "Danmark, dejligst Vang
og Vænge", Auditør Poul Rasmussen i Farum.)

Her i Farums skovomkranste Eden,
ved den stille Sø,
vil jeg sætte mig paa Blomsterbredden
ved en Stak af Hø,
og af Hyld en Hyrdefløjte skjære
med idyllisk Klang;
Skov og Sø og Himlens Pragt skal være
Noder til min Sang.

Snart som Bien hænger sig mit Øje
ved hver Blomst og Straa,
snart det taber sig i Himlens høje,
grænseløse Blaa,
snart i Vesten drømmende det hviler
paa den gyldne Sky,
snart fra Søens Bred det vinget iler
til den stille By.

Hisset smiler den som Barnet rolig
i sin Moders Skjød;
bagved Præstens fredelige Bolig
knejser Kirken rød.
60 sagte hviskende ved Havemuren
Hængeasken staar;
over Dødens Senge har Naturen
bredt sin Blomstervaar.

Rundt om Søens klare Spejl sig slynger
Bøgeskovens Krans;
Bølge sagtelig mod Bølge gynger
i Najadedans;
som en lysegrøn Smaragd indfattet
i det sølvblaa Vand,
hæver Øen sig med Ellekrattet
om sin Blomsterrand.

Fuld af Sorg og Uro tumler Verden
sig der udenom:
Ingen Lyd af Vrimlens travle Færden
naa'r dens Helligdom;
fredelig sin Røst Bogfinken hæver
i dens Hybenhæk.
- Til den fjerne Fursø Øjet svæver
over Fiskebæk.

Bag ved Søen i romantisk Vildhed
knejser Bøg og Gran;
dér i Skovens tempeldybe Stilhed
bor den gamle Pan.
61 Mellem Brombærkrat og vilde Ranker
tyst han grubler dér;
milde Vindpust fra de stejle Banker
Syrinx' Toner bær'.

Over Kæmpegraven Freden throner
med sin Axekrans,
medens Farums Kirkeklokke toner
sødt i Aftnens Glans.
Ingen blodig Norne længer vejer
Liv og Dødens Gru;
dér, hvor Sværdet hvined, Leen mejer
Engens Kløver nu.

O, hvi kan jeg ej som Fuglen bygge,
fri for smaalig Tvang,
her i disse stille Skoves Skygge
med min glade Sang!
Skjønne Farum! fra din Blomstervrimmel
kalder Staden mig.
- Naar jeg drømmer mig en jordisk Himmel,
skal den ligne Dig!

62

TANKESPILLET.

Kjender Du det Tankespil, som, sindrigt
sammensat af Stykke tæt ved Stykke,
føjer sig til et harmonisk Billed,
til et Billed skjønt af Edens Have,
eller til en Dal med Trylleslotte
og en dejlig Udsigt i det Fjerne?

Ofte har som Barn med det jeg leget,
skilt det ad og prøvet, om jeg kunde
sammensætte det, og længe prøvet
og forkastet, til det skjønne Billed
atter samlede sig til et Hele.

Som et saadant Tankespil mig synes
er min Sjæl. Engang i svundne Dage
laa den udbredt lys og klar for Verden;
men den kolde Tid, som Alt forstyrrer,
kom og greb deri og tog mit Væsen
fra hinanden, rystede det sammen
i Adspredelsernes vilde Hvirvel,
og af mit forsvundne Edens Have
gav den mig kun Stykkerne tilbage.
Derfor sidder jeg nu her i Verden
63 tankefuld og grunder paa, hvorledes
jeg det sære Tankespil skal samle
og af Stykkerne, jeg har tilbage,
sammensætte mig mit Eden atter.

EN DRØM.

Et Samlingspunkt jeg trængte til,
hvorved jeg fæste kunde,
hvad der var spredt i Livets Spil
og gaaet halvt tilgrunde.

Fra Himlen blinked Stjerner ned
med Evighedens Gaade;
da fæsted jeg med Suk derved
mit Jordlivs brustne Traade.

Og bort fra Vrimlen jeg mig sneg,
fra Livets Strid og Trængsel,
og opad jeg mod Stjernen steg
med min uhyre Længsel.

Og opad steg jeg, Trin for Trin,
i det Uendelige;
jeg raabte: "Herre luk mig ind
til dig i Lysets Rige;

64

Jeg kommer som en Flygtning hid,
bedrøvet og bedøvet,
men end har ikke Livets Strid
mig Guddomspræget røvet.

O luk mig, faldne Engel, ind,
fra Lysets Hjem. forvildet,
før Verden plettet har mit Sind
og krænket dybt dit Billed!"

I Universets Rum jeg hang,
ej Støtte var for Foden;
jeg saae, hvor Alt i Bølgegang
sig væltede paa Kloden.

Min Haand alt efter Stjernen greb,
da vakled jeg i Svimmel,
da brast den lette Spindelvæv,
og jeg sank fra min Himmel.

Som før jeg gaar paa Jorden her,
og i det vide Fjerne
som før til mig vemodig sér
den klare Nattens Stjerne.

65

EFTERAARSNATUREN.

Saa vidt mit Øje skuer,
jeg ser en øde Egn,
hvorover Himlen truer
med Storm og med Regn;
paa Moseranden gyser
en Krøbling af Pil,
mens Aftenrøden lyser
med døende Smil.

Henover Himlen jager
et Chaos af Skyer;
en Flok af hæse Krager
for Uvejret flyer;
den kolde Høstvind hvisler
blandt tørrede Straa;
kun Hedegræs og Tidsler
blandt Højene staa.

Om Mosen Viben svæver
med klynkende Skrig,
og hist og her kun hæver
en Lerhytte sig;
66 ej Lærken slaar sin Trille
i Aftenens Skjær;
der er saa dødt og stille
blandt Bakkerne her.

Rundt om mig Heden breder
sit stivnede Hav.
Det er mig, som jeg træder
paa Jorderigs Grav;
i vilde Bølger formet
den sørgende staar,
som over den det stormed
i Tusinder Aar.

Dog blandt de nøgne Banker
jeg vandrer med Lyst:
Med alvorsfulde Tanker
de fylde mit Bryst.
Som Fuglen fri afryster
hver Lænke jeg her,
og skjælver ej som Kryster
for Smaasorger mer.

Her føler jeg, at Meget
er Daarskab og Tant,
som Verden har udskreget
for Stort og for Sandt;
67 her ser jeg ned. paa Tiden
med sejrende Aand,
ej mer en Tommeliden
i Lysternes Baand.

Fraoven kan jeg høre
i Stormen en Røst.
Den suser for mit Øre
med gysende Lyst,
mens dunkle Drømme farer
paa luftige Sti
som vilde Aandeskarer
mit Øje forbi.

FORBANDET KAIN UDI ØRKNEN GIK.

Forbandet Kain udi Ørknen gik,
og Eva hviled paa Baare;
da faldt fra Oldingen Adams Blik
den første brændende Taare.

Og da han grov i den stille Dal
en Grav for sin døde Mage,
da fløjted den første Nattergal
sin første smeltende Klage.

68

Og da han sukked ved Nedgangssol
alene i Dødningehaven,
da aanded den første Natviol
sin himmelske Duft ved Graven.

Forsvundne er mange tusind Aar;
sødt klager end Nattergalen,
og Vemodsblomsten tungsindig staar
og aander sin Duft i Dalen.

End kæmper Livet med Sorgens Hær,
det bære eller det briste!
Den første Taare blev fulgt af flér -
men naar, naar flyder den sidste?

O, JEG HAR SIDDET ENGANG SOM DROT.

O, jeg har siddet engang som Drot
paa Fantasiens Throne;
men Tiden kom og styrted mit Slot
og røvede mig min Krone.

Nu maa jeg forjage den gyldne Drøm,
nu snige sig Timerne tunge;
dog synes mig tidt ved Tidens Strøm,
at jeg er en falden Konge.

69

TIL TRANKEBAR!

Til Trankebar, til Trankebar!
Ak, hvo der dog en Sømand var!

Mens Middagssolen brænder hed,
til Havnebroen gaar jeg ned.

Man bliver kold, man bliver stiv
i dette matte Hverdagsliv.

Den brune Søgut til mig sér
og lunefuldt i Skjægget lér.

Hil Dig, Du frie Konge af
det store vilde Verdenshav!

Jeg sukker, naar jeg tænker paa
alt hvad paa Jordens Bold Du saae:

Det brændende Batavia
Du bringer friske Hilsner fra.

Du saae bag Cubas Sukkerrør
den rige Kjøbmand for sin Dør.

70

O Himalaja! Chinas Kyst!
O Tryllenavne, rige Lyst.

O, var jeg fri og glad som Du!
Et tæmmet Husdyr er jeg nu.

Paa Jorden her er Alt saa smaat,
kun Havet ruller himmelblaat.

Og staar jeg ved det stolte Dyb,
jeg føler mig et lidet Kryb.

Med haarde Næve, brune Kind,
Du lér ad Hav og Nordenvind.

Men jeg gaar atter til min Pult
med Hovedet af Tanker fuldt.

Dér griber jeg til Pen og Bog -
ak, Verden skriver sig saa klog!

Men Tiden har saa slappe Træk,
den skriver sig sin Sundhed væk.

Til hjertlig Latter og til Daad
har Ynglingen ej længer Raad.

71

O, var jeg dog en Sømand nu,
en lystig sorgløs Gut som Du -

Da rystede jeg Støvet af
og fløj derud paa Verdens Hav.

Da blæste vel en Nordenvind
de syge Griller af mit Sind.

EFTERSOMMEREN.

Her, hvor den græsrige Slette
støder til Strandens Næs,
vil jeg paa Skrænten mig sætte
dybt i det bølgende Græs.

Efteraarstiden nu kommer,
Svalerne flokke sig -
nordiske heldende Sommer,
o, hvor fortryller Du mig!

Snarlig Du Afsked vil tage,
Skoven er dunkelgrøn;
end dine yndige Dage
fryder dog Sletternes Søn.

72

Toner fra Harpen sig trænge:
det er dit Aandepust
gjennem de bævende Strenge,
høstlige, milde August.

Vinden fra Havet mig kjøler!
Medens jeg ungdomsfro
sidder ved Stranden, jeg føler
Sjælens forklarede Ro.

Længe Du gjæsted mig ikke,
o, Du min Genius!
Ilden i Sangerens Blikke
brændte som hektiske Blus.

Nu paa de susende Høje,
frisk som en Nordenvind,
sér Du igjen i mit Øje
stille og ophøjet ind.

Herlig jeg skuer Dig atter!
Mildt Du bebrejder mig,
at jeg med letsindig Latter
glemte for Vrimmelen Dig.

Hjertet i Ungdommens Alder
fristes af daarlig Lyst;
tilgiv, min Engel! jeg falder
angrende nu til dit Bryst.

73

Ikke kan Hjorten, den vilde,
kvæges ved Skovens Væld,
som ved din svulmende Kilde
styrkes og læskes min Sjæl.

Derfor af Glæde jeg bæver;
thi en guddommelig
Genius, føler jeg, svæver
salig i Livet om mig.

FØR SØVNEN.

Paa mit Kammer jeg nu Lyset slukker:
Mørket hviler paa den trætte Jord,
medens Drømmens Verden sig oplukker
underfuld og stor.

Som en Konge staar min Sjæl derinde;
ak, men Støvet vil ej lystre den,
hvert et herligt Haab og lifligt Minde
maa den lægge hen.

Og den tager af sin Krone, klæder
sig for Gud sin Flitterkaabe af,
Ham, som den en Orms Fornødenheder
her paa Jorden gav.

74

Alt den føler sin Bevidsthed vige,
føler sig saa underlig forladt,
som et Barn, der nok engang maa sige
Moderen Godnat!

FRISKT VEJR.

Det dufter til Regn
fra rødmende Skovrosers Hegn.
Blandt Moser og Dale og Bakker
ensom jeg flakker
saa fri og saa frank og saa fro;
til Hinden ved Gjærdet
jeg raaber: Hallo!
Hallo! og den flygter forfærdet.

Hvor Hulvejen brat.
danner Grændsen for Skovdybets Nat,
jeg milevidt skuer den brede
Slette dernede.
En Vogn, hvis Hjul ej er smurt,
jeg hører nu knirke;
her nikker en Urt,
og hist staar en Gruppe af Birke.

75

Hvor herlig og vild,
med en ensomt svajende Pil,
er den bakkede Egn! Ved Mosen
bøjer sig Rosen;
der hænger en blomstrende Tjørn
over Gravhøjens Stene;
en spejdende Ørn
svæver oppe i Skyverdnen ene.

Nu hæver sig stor
en truende Regnsky fra Nord;
dybere Mørket sig sænker,
Vinddraaben stænker;
jeg stiller mig under et Træ,
for Regnens Strømme
det yder mig Læ -
lad Himlen Sluserne tømme!

Snart stiger paany
den straalende Sol af sin Sky;
Taager som gyldene Fjelde
over den hælde:
med Farvernes funklende Spil
Regndraaberne hænge
i Solens Ild
og glimre paa Marker og Enge.

76

Henover jeg maa
den regnopsvulmede Aa;
mens Frøen bag Vandaxet dukker,
Liljen jeg plukker;
der vrimler af Urter og Straa,
som ikke jeg kjender,
mens Biller smaa
i hvirvlende Cirkler sig vender.

O herlige Stund!
Jeg er ung, jeg er glad, jeg er sund;
Sværmerens blodløse Fagter
dybt jeg foragter;
ikke med Verden i Strid,
fejg for min Broder,
flygter jeg hid;
jeg kun søger Naturen, min Moder.

Bruser hun vild,
eller smiler hun blomstrende mild,
mig hun paa Eng og paa Hede
volder kun Glæde,
aabner for Storhed mit Bryst,
at jeg maa smile
ad Livets Dyst
og længes i Striden at ile.

77

SOMMERAFTNENS TUSMØRKE.

Jeg Baaden har paa Land nu sat
og standset Aarens Slag;
endnu et Blik, og saa Godnat,
du skjønne, lyse Dag!

I Vest en dejlig gylden Rand
af Kvælden sés endnu;
den mindste Myg med Vingen kan
slaa Søens Spejl itu.

Fjernt pipper end en liden Fugl
paa Søens anden Kyst,
nu svandt den dybt i Skovens Skjul,
og Alt er nu saa tyst.

Imellem Lys og Mørke staar
min Sjæl saa vemodsfuld,
dens Isse over Stjernen naaer,
dens Fod i Gravens Muld.

Det er, som Død og Evighed
vil fordre deres Krav,
halvt drages jeg mod Mulmet ned,
halvt op mod Lysets Hav.

78

Mit Væsen føler med et Gys
sin dobbelte Natur
og drikker glad det sidste Lys
fra Himmelens Azur.

Det sidste Omrids, som jeg sér,
den sidste Livets Lyd
i sagte Sus af Busk og Træer
jeg hænger ved med Fryd.

Jeg elsker Livets Farvespil,
jeg er ej Mørkets Ven -
det er, som Intet mér var til,
og jeg stod kun igjen!

Ved Lysets Smil jeg dvæle maa,
jeg suger Mod deraf,
som svævede min Sjæl derpaa
i Intets store Grav.

MISMOD.

Tungt paa den vaade Skovvej Vognen henrasler;
ud fra Gjærdet strække sig visne Hasler;
taarnede vildt, som høje Bjerge, af Blæsten,
Aftnens Skyer flamme som Ild i Vesten.

79

Og paa fjerne, kobberfarvede Høje
sidder Stormens Engel; for mit Øje
kjendte Steder glide; hver en Bolig,
hver en Hytte vinker min Sjæl fortrolig.

Gjennembruset mægtigt af Ungdomsflammen,
blussed jeg nys; nu synker Stoltheden sammen;
i den dunkle Kvæld under sukkende Graner
lér jeg ad mine egne Højhedsplaner.

Og paa de øde Høje, hvor Vindene suse,
Mismod griber mit Indre. Hellige Muse,
fyld mit Hjerte atter med Manddomskraften
i den vilde, den tungsindige Aften!

KEJSEREN OG DEN FATTIGE KONE.

En Kejser lod bygge et Tempel til Guds Ære,
de stolteste Søjler skulde Hvælvingen bære.

Saa herlig en Bygning var aldrig sét tilforn;
alt hæved sig mod Solen det vældige Taarn.

80

Blytækkeren deroppe paa dets øverste Spidse
saae ud, som berørte han Himlen med sin Isse.

Naar fra sit høje Stade til Jorden han saae,
ham syntes Folk dernede saa underlige smaa.

Selv Kejseren, den mægtige, blev ganske lillebitte;
Blytækkeren ham kunde blandt Vrimlen neppe hitte.

Ham, hvem man kaldte stor, hvis Magt var uhyre,
han tog sig ud dernede kun som en lille Myre.

Paa Pladsen foran Templet han knejste paa Stolen;
hans Guldkrone blinked, naar han vendte sig i Solen.

Det frydede den mægtige Kejser at sé,
at Smeden brugte Hamren og Mureren sin Ské.

Det fryded ham at sé, hvordan Oxerne slæbte;
det fryded ham, at rastløs man med Bygningen stræbte.

Saa lod han paa Muren en gylden Indskrift sætte,
som skulde hele Verden hans Idræt berette;

Som skulde berette med forfængelig Bram,
at Hæderen for Templet kun tilhørte ham.

81

Men næppe var paa Muren den gyldne Indskrift sat,
da skete et Mirakel i den stille, dunkle Nat.

Den næste Morgen tidlig med Undren man saae
et andet Navn i Guld over Kejserens staa.

Ja, over Kejsernavnet med Scepter og Krone
stod Navnet paa en gammel, en tiggefærdig Kone.

Da Kejseren erfo'r det, sit Bud han udsendte
og lod den stakkels Gamle frem for sin Throne hente.

"Ha, gamle runkne Hex! hvordan er det fat?
Har Du med Tryllekunster dit Navn paa Muren sat?

Vil snedigt Du med Trolddom min Hæder Dig tilvende,
da, ved min Kejserkrone, Du skal paa Baalet brænde!"

"Ak Naade, Herre Kejser," saa bad den Gamle blidt,
"min Brøde kjender Gud, jeg bekjender den frit!

I Himlen at ære, jeg fulgte dit Exempel -
Du ejer store Skatte, Du bygged Gud et Tempel;

82

Men fattig som jeg er, en stakkels gammel Enke,
hvad skulde vel i Verden jeg have at skjænke?

Jeg grunded i min Hytte sørgmodig derpaa,
saa gik jeg ud paa Vejen og samlede Straa.

Jeg samled Straa og Korn, som fra Høstvognen faldt,
til Oxerne ved Templet jeg skjænkede det Alt;

Til Oxerne, som slæbte den store Marmorblok;
de aad det af min Haand, og aldrig fik de nok.

Tilgiv mig min Brøde, tilgiv den, Herre Drot!
jeg stakkels Enfoldige, jeg mente det saa godt."

Da Kejseren fornam den gamle Kvindes Ord,
da bøjed han sit Hoved og knælede paa Jord.

Nedkastet i Støvet paa sit Ansigt han bad:
"Almægtige Gud, mig mit Hovmod forlad!

Nu fatter jeg, hvi Navnet paa den fattige Kone
staar højt over mit, som prydes af en Krone.

Dig kan man ej bedrage med Verdens falske Skin,
Du elsker kun det fromme, det ydmyge Sind!

83

Jeg bygged Dig et Tempel; men hun gjorde mere,
da hun et Halmstraa ofred til Himmelens Ære!"

I STADEN OG PAA LANDET.
(For Børn.)

Prægtigt det er dog at bo i Staden!
Tyrkisk Musik ved Vagtparaden
har man hver Dag aldeles frit;
Stadsboutikker med dejlige Sager,
Legetøj, Bagværk, Frugt og Kager
friste og lokke ved hvert et Skridt.

Knap kan man sandse for al det Røre,
Drosker og Ekvipager kjøre
lystigt i hvirvlende Fart forbi;
Kongens Kareth er den allerbedste,
den er forgyldt og har tre Spand Heste
og saa en Kudsk i rødt Liberi.

Kors, hvilken Pragt! hvilke pene Gader!
Huse i lange, snorlige Rader,
Torve med Støtter og Springvand paa,
Slotte med Svejtsere og med Soldater,
Skilte paa Murene og Plakater,
røde, gule, grønne og blaa.

84

Ej man behøver for Mørket at frygte;
Lamper straale, og Lygte ved Lygte
lyser klart i den skumleste Nat.
Trygt bag sin lukkede Dør kan man sove,
medens blandt vilde ensomme Skove
Bonden bor i sin Hytte forladt.

Ja, i den store Stad, bag trygge
skjærmende Volde, er godt at bygge,
helst naar det stormer om Tag og Mur,
ak, men trods al den brogede Trængsel,
Glimmer og Pragt, den er dog et Fængsel,
snever og trang imod Guds Natur!

Oppe fra Kvist til den dybe Kjælder
bor man som Bier i trange Celler,
faar kun lidt Solskin i Næ og Ny,
sér af Guds blaa, Guds dejlige Himmel
højt over Tagene neppe en Strimmel,
hører ej Lærkens Triller i Sky.

Hvergang den kvidrende Svale kommer,
bringer os Budskab, at det er Sommer,
er det, som vinker en Engel os ud;
sagte den hvisker i vaarlige Vinde:
Menneske, hvor kan Du sidde derinde,
medens den blomstrende Jord staar Brud!

85

Luften i Stuen gjør Kinderne blege,
men i Naturen dér kan man lege,
dér har man Frihed, der har man Plads!
Mellem de duftende Blomsters Vrimmel,
under den vide, hvælvede Himmel
føler sig Hjertet saa vel tilpas.

Bondens Smaabørn derude paa Marken
tumle sig glade om Ællingeparken,
skjære sig Fløjter af Pil og Rør;
og har de leget sig træt i Græsset,
kjøre de højt mellem Neg paa Læsset
hjem til den aabnede Ladedør.

Herligt, ja herligt der er paa Landet!
Vagtparaden og alt det Andet,
Kongens Kareth selv og Kudsken med,
gav jeg om Sommeren glad til Bytte,
fik jeg en Mark og en straatækt Hytte
Naturen til Opholdssted.

86

TIL BARONESSE MARIE L.

Baronesse, De, som tvinger
selv pedantisk Gravitet
til at prøve Sangens Vinger,
kan De undres, om jeg bringer
Dem min Hylding som Poet?
Undres, om af Hjertets Fylde
jeg besynger Dem som Skjald?
- Jeg - hvis egentlige Kald
er, at lade mig fortrylle?

Skal kun Mænd med Issen graa,
Excellencer, Rangspersoner,
skaldede Anakreoner,
have Eneret derpaa?
Hvad fik jeg da Strengelegen
af den høje Musa til!
Kjæk jeg Dem besynge vil,
kjæk - og dog er jeg forlegen!

87

Ak, thi véd jeg ikke godt,
at De lér mig ud og siger,
naar jeg rører Strengen blot:
"Det er Smiger - ikkun Smiger,
lutter, lutter Artighed!"
- Elskelige, bliv ej vred:
Da De dalede fra Eden,
fik en Engledyd De med -
Engledyd, men Fejl herneden -
den, at De er for beskeden.

Smigre! hvis jeg smigrer Dem,
slaa min Musa mig paa Munden!
Altfor nordisk ligefrem
er jeg, det er ene Grunden;
kun paa Hofmandsnoder dum
staar for Damen jeg som "Herre";
Etiketten gjør mig stum,
og et Smil kan mig forvirre.

Ja, den stakkels Troubadour,
maa han ikke rent forandre
sin bevægede Natur!
Tam - et Husdyr som de andre -
bagved Hønsegaardens Mur,
sér man ham adstadig vandre,
88 vandre som en fanget Struds
gravitetisk paa det Jevne,
til den stærke Genius
sætter ham et Elskovsstævne.

Da forvoven, stolt og fri
hæver han i Sang sin Vinge,
lader højt i Poesi
dine gyldne Æbler springe,
lunefulde Fantasi!
Løftet til Begejstrings Rige
og med Guder Du og Du,
hvad han føler, vil han sige,
tale frit, som jeg gjør nu!

Skjønne, unge Baronesse,
De, som med den dybe Sands
fletted ind i Glædens Krands
Alvors hellige Cypresse -
De, som venlig, mild og from
sidder nu og sysler inde
hist i Hjemmets Helligdom,
mens de høstliggule Linde
suse alvorsfuldt derom!

89

Lad den uberømte, unge
Digter sige Dem i Sang,
hvad der svæved mangen Gang
lænkebunden paa hans Tunge -
ej De Smiger kalde maa,
naar han ikke kan fortie,
at han ingen Kvinde saae
mere yndig end Marie!

Midt i store Skoves Krands,
i den høje Jægerbolig,
lever nøjsom De og rolig,
lokket ej af Hoffets Glands,
med Musik og Kunst fortrolig.
Pisker Stormen Hagl og Sne
vinterlig henover Skoven;
knoppes foraarsgrøn foroven
Lundens hvælvede Allé;
eller ruller søvnig Bonden
paa sin lille Pindevogn
til det fjerne Kirkesogn
hjem i Sommeraftenstunden;
eller falmer Skovens Haar,
og den vilde Trækfugl slaar
Vingerne til andre Kyster:
Som i Vinter, saa i Vaar
Dem Naturens Liv forlyster,
Signes og skjøn Valborgs Søster!

90

Hvor kan vel den rige Sjæl
Stadens tomme Glæder savne!
Lig Maria - Deres Navne -
valgte De den bedre Del;
Deres Verden har De hjemme;
og den Fremmede, der kom
indenfor dens Helligdom,
kan den aldrig mér forglemme,
hvor hans Fod end vandrer om!

EPIGRAMMER.

Naar Du er dum,
da vær blot stum,
men med en kritisk Mine -
strax gyser Hver,
som til Dig sér,
og tænker Død og Pine!

"Jeg", raabte Vintren, "klæder Jorden af
og frem den nøgne Sandhed viser."
Men mildt til Gjensvar Vaaren gav:
"Jeg dækker kjærligt Jordens Grav,
og derfor Skabningen mig priser."

91

O Pige! jeg vil ikke sé,
hvordan din Hat kan klæde;
men vel, om Du med Aand kan lé
og kan med Hjerte græde.

Den Mand er ikke stort bevendt, som praler af sin Hjerne;
det er jo kun den skrumpne Nød, som rasler med sin Kjærne.

Natur, hvor lidt har Mennesket Du paa dets Vandring givet!
Den plumpe Bjørn Du knapper selv en Foerværkspels om Livet,
paa Faarets Fødder trækker Du de varme uldne Strømper
og giver Saal til Hestens Sko; men hvad fik jeg, jeg Stymper?
Jeg Støvler kjøbe maa samt Sko, om Hatten ej at tale,
og bøde selv med Kjoleskjød paa Mangelen af Hale;
I, Faar og Heste! har den frit, hvor jeg misunder Eder -
Her har en Regning jeg igjen nu faaet fra min Skræder!

92

Af Recensent faar man Navnet nu,
naar man kan skrive: Dit Fæ!
Til Fejekost kan det Smaakrat due,
som ej har Marv til et Træ.

Ja, Stof til Sang har hver en Tid,
mens Lys og Skygge parres,
om ej ved sine Heltes Strid,
saa dog ved sine Narres.

Tag denne farvede Devise,
et Billed paa den nye Poesi:
Først maa Du Skallens ydre Melpap spise,
og saa, saa ligger Tanken indeni.

"Jeg", raabte højt en Skralde
og overdøved Alle,
"gjør selv den Vise tavs!"
Hvad melder Du da, Kjære;
det maa vel Perler være?
Lad sé - da var det Snavs.

93

Et Sildehoved i Mørket laa
og fryded med Glandsen nogle Smaa.
Ej, raabte de, hvilket prægtigt Skin!
Saa bar de det Hoved i Stuen ind,
men ved de flammende Kjerter dér
det lyse Hoved ej lyste mér.

SHAKSPEARE.

Lér jeg af Hjertet med Dig, jeg kunde bevæget dog græde;
brister i Graad jeg med Dig, da funkler mit Øje af Glæde;
det er din uhyre Kraft, som Skyggen og Lyset omfatter,
bøjer min Alvor til Smil og smelter i Taarer min Latter.

GRUNDTVIG.

Hel sælsomt det i Verden gaar -
Forundring hos Beundring staar.
Hvad af de to Du vækked mest,
det har jeg aldrig rigtig vidst!

94

VOLTAIRE.

En Digter sang: Hvor Smaa kan være store!
Men sér jeg Dig i al din Storhed staa
og saare Hjertet for med Vid at more,
jeg synger: Ak, hvor Store tidt er smaa!

SCHACK STAFFELDT.

Schack Staffeldt, de dybeste drømmende Savn
Du nævner med sølvklare Toner ved Navn.
Man kalder Dig mystisk og ej populær -
Naar gik det ej saadan det Himmelske her!

HVOR SKAL JEG SØGE SANDHED?

"Hvor skal jeg søge Sandhed, hvor?
Jeg sér kun lutter vilde Spor!
En mener saa, en Anden saa -
men hvor er Vejen, jeg skal gaa?

Jeg gjennemblader Bog for Bog,
men bliver ikke mere klog;
jeg banker paa den Lærdes Dør
og gaar forvirret mér end før.

95

Saa kommer der en Daareflok,
hver med sin egen Maalestok;
hver vil mig støbe i sin Form,
En til en Gud og En til Orm."

Saa klager Du, og paa dit Sind
hver Tvivlens Djævel stormer ind,
til, husvild i dit eget Bryst,
Du drukner Dig i Verdens Lyst.

Forsag ej, Broder: vær Dig selv!
Og saa for Hobens Dom ej skjælv.
Trods hver en fin, spidsfindig Røst,
tro paa Guds Stemme i dit Bryst!

O, den er let at skille fra
Forfængeligheds tomme Ja
paa Ønskets Spørgsmaal; den har Klang
som Himmeriges Englesang.

Den toner i den tause Nat,
naar Du af Verden staar forladt,
naar Du er, saaret og miskjendt,
hjem til dit stille Kammer vendt.

Den kalder Dig med Sandheds Røst
fra Dybet af dit eget Bryst,
96 den er din Engel; uden den
er Du et Blad for Vinden, Ven!

Ved den jeg vil mig holde fast
i Livets vilde Bølgekast!
Om hele Verden raabte Nej,
jeg fulgte dog min Engels Vej!

ORGELET.

Det er mig engang for Sandhed sagt,
at mellem Kirkerne findes
en brøstfældig én, jeg véd ej hvor,
dens Navn kan ej heller jeg mindes.

Den Kirke skal eje et Orgelværk,
hvorpaa man ej vover at spille;
thi hvergang Hymnen bruser derfra,
da zitrer den ormstukne Pille.

Da vakler Bygningen i sin Grund,
da bæver den høje Halle,
som Hvælvingen skulde sprænges derved
og Kirketaarnet nedfalde.

97

Man tør ikke spille det Orgel fuldt,
thi let det kunde jo hænde,
at Taarnet med al sin kunstige Stads
og Snitværk faldt overende.

Man tør ikke spille det Orgel fuldt;
dog Orglet har ikke Skylden,
men Kirken, som er for svag og trang,
som rummer ej Tonefylden.

Man tør ikke spille det Orgel fuldt,
man maa efter Kirken sig læmpe,
man tør kun præludere saa smaat,
og Tonerne maa man dæmpe.

- O Du, som dadled mig tidt, fordi
jeg med min Følelse leger,
fordi jeg skjuler bag lystig Spøg,
hvad dybt mit Indre bevæger -

O milde, fagre Veninde, vid,
som Orgelet saa er mit Hjerte:
Det har et Omfang fra højeste Fryd
og til den dybeste Smerte.

Naar Tonerne vækkes, som slumre deri,
jeg føler mig mægtigt rystet;
hvis Orglet derinde jeg spillede fuldt,
jeg tror, det sprængte mig Brystet.

98

I EFTERAARET.

Jeg svøber mig i Kappen lunt og tæt
og vandrer ud, alene med min Tanke,
i Efteraarets sørgende Natur.
Det blæser koldt derude. Ved hvert Vindstød
jeg maa mig stride frem; men det forfrisker,
naar man er glad og fuld af Ungdomsmod,
at kæmpe rask mod Elementerne
og lade Stormen lege med sit Haar.

Hvor øde og forandret er dog Alt!
I Haven, hvor saa mangen Sommermorgen
jeg traadte ud og saae de krumme Gange
helt festlig revne, kun med lette Spor
af Jomfrufødder; her, hvor Frugtalléen
hang fuld af Kirsebær paa alle Kviste,
her ligger Alt nu falmet og forladt
og fugtigt efter sidste Uvejrsbyge;
det lune Drivhus, hvor Melon og Græskar
og gule Asier svulmede i Solen,
er dækket nu med Maatter tæt for Kulden;
i Dammen søge Fiskene til Mudret
og snappe ikke mér i Aftensolen
de lette Myg; i Græsset ligger Rusen.
99 - Hør, hvor det suser! Det er Dødens Engel,
som gaar usynlig over Sivet hen
og hvisker det sin sørgelige Løndom;
det bøjer sig og hvisker til det næste,
og Løndomsordet gaar fra Siv til Siv,
saa Gysen farer gjennem Alnaturen.

Ud over Gjærdet mellem visne Hasler
jeg kaste maa et Blik paa Landsbygaden.
Ej blomstrer mér ved Kirkegaardens Mur
Siren og Guldregn, ingen Holstenskvogn
med Kjøbstadfolk i lette Sommerklæder
mig farer nu forbi; kun et Læs Brænde
fra Skoven ruller til en Vinterarne.
- Nu rusker det saa smaat. Der kommer Katten!
Den vender hjem til Bondegaardens Lo,
træt af at jage efter rappe Markmus;
sé, hvor den søger sig forsigtig ud
de rene Sten, at Poten ej skal smudskes.

Men Blikket strøjfer videre omkring
til Horizonten og de fjerne Skove
og ned til Søen hist. Du skjønne Sø!
Hvor ofte har jeg vugget paa dit Spejl
i Sommeraftnen, snart i lystigt Selskab,
og snart alene med en Bog i Haanden;
nu fraade dine Bølger vildt med Skum
for Kastevindens Stød. Ej mér paa Bænken
100 jeg hviler mig nu ved din Bred som før;
i Haven langtfra hører jeg din Brusen.
- Det er mig som igaar, da her jeg stod
en dejlig Juniaften. Hist i Lunden
var Bordet dækket til et landligt Maaltid;
fra Marken kom en Duft af Hø, og Lærken
sang sødeligt sin Aftensang i Skyen.
Med skjønne Piger gik jeg op paa Højen,
hvor Asketræer skygge, og vi lo
og søgte Lignelser til Skyerne;
og alt som saa vi spøgte, Aftenrøden
udfolded sin uendelige Pragt;
fra Solen gjennem Luften strakte sig
en Vifte lig af Guld; det var, som saae
vi gjennem Himmeriges gyldne Porte,
og Alle tav; udødelige Længsler
gik gjennem Hjerterne. Vist aldrig glemmer
jeg dette skjønne, flygtige Moment!
- Hvo skulde sé paa denne Himmel nu,
det er den samme? Vilde Skyer ile
i sorte Masser frem med Hagl og Kulde
og stærke Vindstød. Det er Vintrens Børn..
Ret som uhyre Svampe svulme de -
et Tryk af Stormens Haand, da styrter ned
Skybruddets Strømme over Mark og Skove.

Hvad rasler der? tys! Det er kun et Firben!
Henover visnet Løv i Havens Gang
101 det søger sig et Smuthul under Gjærdet.
- Her sniger sig en Orm! hvor den har Hast!
Instinktet lærer den, det er paa Tide
at stunde til den store Vinterdvale.
Frygt ej; jeg vil kun hjælpe Dig paa Vej,
Du svage Kryb. Det er Naturens Herre,
som skuer ned til Dig; dog sukker han,
af Sult og Søvn og Død en Træl som Du;
en mægtig Skjæbnes Magt staar over ham
og smiler ad hans Afmagt, som han smiler
ad din. Godnat! Jeg dækker Dig med Muld;
naar Sneen smelter, vil din Skaber finde
Dig i dit Skjul og vække Dig til Live.
- Herovenpaa er Alt nu dødt og koldt,
forfaldent som et Hus, hvor Moderen
er død og Vinden trækker gjennem Ruden.
De dunkelrøde Høstens Georginer
og Asterne sé ud, tilredt af Blæsten,
som Kvinder, der i Dagens blege Dæmring
staa trætte af en gjennemvaaget Balnat
og nikke søvnige med spredte Lokker.
Alt sér saa sørgeligt, saa livsmæt ud!
Dog jeg er ung, og midt i Efteraaret
jeg bærer Livets Foraar i mit Hjerte.

Tys! atter sukker dybt det i Naturen!
Den drysser visne Blade om min Tinding,
102 ret som den vilde sige: "Daare, dér,
dér har Du Krandsen til al jordisk Lyst!
Vel! jeg vil gribe den og slynge kjækt
de visne Blade mellem Haabets Roser
og vie mig i Livets friske Morgen
til Savn, til Alvor og til Vemod ind!
Der faldt et Æble ned foran min Fod,
en Gravensten, forglemt af Gartneren.
Du skjønne, modne Frugt, o hvor forfrisker
Du i den visnende Natur mit Syn!
Derinde rasler dine modne Kjærner
og gjemme Livets evigunge Spire.
O, maatte jeg, naar og min Høst er kommen,
sé Frugten af mit Liv saa skjøn som Du!

Her fører Havelaagen ud til Marken.
Jeg aabner den og træder udenfor,
imens jeg trykker fastere min Hue,
thi voldsomt over Højene gaar Vinden.
En gammel Kjærling med et Knippe Grene
har ondt ved hjem at stride til sin Hytte,
som ligger hist ved Ledet; Vogterdrengen
er krøben ind blandt Kæmpegravens Stene
og titter ud, om Bygen snart er ovre.
Paa Højen maa jeg op. Sé Faarene
forfærdet flygte ud til alle Sider,
og Drengen efter dem. Stakaandet staar
jeg nu paa Overliggeren, hvor Lyngen
103 har trængt sig ind i muldopfyldte Sprækker
og nikker med sin lille røde Blomst.

Jeg véd ej selv! jeg føler mig saa vel
med denne vilde Himmel over mig.
Kun lidet passed jeg til hin Natur,
hvor Alting blomstrer i et evigt Foraar,
dér sank jeg hen til en umandig Drømmer;
men Norden med sin underlige Alvor,
med Elementers Kamp og Skumringen
i lange Efteraars- og Vinteraftner
opvækker Eftertanken i mit Bryst.
Derfor, Du friske Storm, brus Du kun lystigt
din Sang, din dybe Alvorssang, og luft
det syge Mismod bort og Smaaligheden
fra denne Slægt, som færdes nu i Norden,
at gammel Ærlighed og Heltekraft
maa atter rejse sig af Fædres Muld!

Foroven skilles nu paa Himlens Blaa
de tunge Skyer, og dejligt kaster Solen
en Straale paa de mørkebrune Skove.
O, det er Sommeren, som end engang
til Afsked vender sig og sér tilbage;
nu vil hun atter over Alperne
nedstige til de skjønne Sydens Dale,
hvor vilde Roser og Levkøjer gløde;
104 det milde Solglimt er et Kys, hun kaster
til hver en Bæk, til hver en Høj og Eng,
hvor hun har hvilet, med Violer krandset
Farvel, Du Solens Barn, Du Flygtige!
Jeg kommer ikke hid for syg at klynke;
jeg vil kun tage nu en kjærlig Afsked
og takke Dig for hine skjønne Dage,
Du atter har mig skjænket i din Favn.
November med sin Sludtid nærmer sig,
da Dag og Nat man hører Regnen plaske
fra Tag og Rende, og kun Uvejrsfugle
i store Flokke sprede sig i Luften;
men Menneskene slutte tæt sig sammen,
Hver søger til sit Hjem og skotter kun
igjennem Ruderne ud til Naturen.
Den er ej død! den samler sig kun Kræfter
ved Almagts Barm. I Sviblens lille Løg,
i Myrens Bryst, i Krybets i Moradset,
i Frø og Træ, selv i den kolde Bølge
dybt under Isen banke Livets Pulse
uhørlige med aldrig udtømt Kraft.
Den hviler kun! jeg véd det jo forvist;
derfor, imens Forgængeligheds Billed
sig hæver for mit Blik, jeg ængstes ej;
i Undergangens sørgelige Spor
udvider sig mit Bryst ved Følelsen,
at Aanden staar udødelig derover.
105 Vemodig, men med roligt Smil, jeg sér
Tilintetgjørelsen i Øjet ind.
Lad kun den Svage gysende sig vende
fra Sørgesynet bort og prise Vaaren -
jeg priser Efteraaret; thi det viser
mig ikke Haabet som et sorgløst Barn,
men som Keruben, der paa Dødens Nakke
stolt sætter Foden, og udødelig
i Undergangen peger op mod Gud!

EFTER UVEJRET.

Renset er Luften. Naturen som gjenfødt sig fryder,
Tordenen flyer;
prægtigt i Guldglands den straalende Sol gjennembryder
splittede Skyer.

Og gjennem dunkle Alléer og skyggende Lunde,
aandende Duft,
vandrer jeg ene, ombølget af Nordhimlens sunde
herlige Luft.

106

Tørstig min Læbe den drikker, hver Nerve forfrisker
køligt dens Bad.
Hør, hvor de spøgende Vinde om Kjærlighed hvisker
bag hvert et Blad.

Sé, hvor en Krands af Regnens Juveler omslynger
Liliens Knop;
højt i den rensede, lyseblaa Æther sig gynger
Sølvpilens Top.

Gjennem den bølgende Rug, over Rapsmarker gule
dandser en Hind;
Skovmusen foran sin lille mosdækkede Hule
soler sit Skind.

Dér, hvor i Bølgen de tindrende Solstraaler spille,
ror jeg fra Land
sagte i Baaden, blandt Aakander, ud paa det stille,
spejlklare Vand.

Mellem to Himle jeg glider; forneden og oven
sér jeg det Blaa;
Baaden hensvømmer som Skyen, imens jeg paa Voven
drømmer derpaa.

107

Hil Dig, Du yndige Sø og Du lyseblaa Himmel,
græsgrønne Jord!
Verden, hvor er Du med al din utallige Vrimmel
herlig og stor.

Skjønne Natur! maa jeg raabe, og Ekko mig svarer:
Skjønne Natur!
Henover Søen til fjernere Skove det farer:
skjønne Natur!

Saa skal det svinde, hvert Kummerens Uvejr, som truer
skummelt mit Fjed;
lutret engang for det Støv, som mig fængsler, jeg skuer,
Herre, din Fred!

Skjælvende jeg Dig tilbad, da Du nys i din Vælde
hæved din Røst,
nu som det gladeste Barn maa jeg jublende hælde
mig til dit Bryst.

108

MØRK HIMMEL.

Novemberaftenen bruser mørk
henover Skove og Byer.
Deroppe i Himmelens vilde Ørk,
dér jage de tunge Skyer.

For Elementernes barske Strid
sig skjule Fuglene bange,
mens Bladene hvirvles hid og did
i Lundens fugtige Gange.

Og jeg, den lille Menneskeorm,
jeg sidder nu her og længes
og lytter efter den dybe Storm
og sér, hvor Skyerne trænges.

Jeg sidder bag Ruden og sér derpaa,
i Læ for de kolde Vinde -
o, kunde en Plet af Himmelens Blaa,
en eneste Plet jeg finde!

Thi opad flyver min Kjærlighed
som en vildfarende Due!
- O var der en Plet at hvile ved
paa Himmelens mørke Bue!

109

ST. JOHANNES.

St. Johannes, Jesu fromme Ven,
Guds Apostel, Menighedens Støtte,
sad engang for Døren af sin Hytte,
da hans Mester længst var faret hen.
Hundred Aar hans Isse havde bleget,
kraftig dog endnu med Barnets Sind
sad han der i Aftensolens Skin
og med en Mariehøne leged.
Paa det lille Dyr med Fryd han saae,
mens det spredte sine røde Vinger
med de fine sorte Pletter paa;
snart han lod det krybe paa et Straa,
snart en Vandring gjøre paa sin Finger.
Mængden standsede, som kom forbi,
og betragted med Forundring Gubben;
haanligt smiled mangen En i Gruppen
ad den Leg, han var fordybet i.
"Hvor kan Sligt den sølvgraa Vise more?"
spurgte man; men St. Johannes lo
mildt og svared: "Skammer Jer, I Store!
I min simple Leg er mere Tro,
mér Tilbedelse, end I det tænker.
Medens I med eders Hovmod krænker
Ham, som kaldte Alt af Intets Dyb,
jeg med Ydmyghed mit Hoved sænker
for hans Storhed i det lille Kryb."

110

NISSERNE PAA VANDRING.

De stakkels Smaanisser, de undes ej Ro;
slet Ingen har nu den gamle Tro,
at Lykke de bringe til Huset;
selv passer Bonden sin Hest og Ko
og skaffer sig Most til Kruset.

I Stæderne hersker den travle Kløgt,
dér blive de store Fabrikker bygt,
med Gas man Gaden belyser.
For Stædernes Liv har Nisserne Frygt,
dem Larmen og Færdselen kyser.

Forjagne, fordrevne fra By til By,
forgjæves de søge sig Hus og Ly;
de kan ej Oplysningen taale,
for Bøger og Lærdom i Skjul de ty
og blinke for Solens Straale.

Alt længe maatte de lyssky Smaa
fra Sted og til Sted forjagede gaa,
et hjemligt Skjul at oplede;
saa kom de en Nat til en By, der laa
forfalden midt paa en Hede.

111

Dér kjendte man ej til Skolegang;
dens Huse var smaa, dens Gade trang,
dens Folk vankundigt og sløvet;
i Stuer og Kamre Spindelvæv hang,
og tykt laa paa Hylderne Støvet.

Sé, det var just efter Nissernes Smag;
de smuttede ind under Skur og Tag
som tusinde Vandringsrotter
og slog sig til Ro og lagde Beslag
paa Gryder, Pander og Potter.

Og der blev en Myldren i hvert et Hus,
Smaanisserne smutted omkring som Mus;
snart hamred de nede i Tønden,
snart vælted en Kjedel, snart klang et Krus,
snart raslede Lænken i Brønden.

Om Natten snurrede Rok og Hasp,
og der blev filet med Smedens Rasp
og hamret paa Hesteskoen;
naar Uglen tuded i Gran og Asp,
stod Nisseballet i Loen.

Paa Rivejern og paa Spækkebrædt
de spilled til Dandsen nok saa net
og blæste Trompet i Tragten;
der dandsedes Ril og Menuet,
mens gamle Nisser slog Takten.

112

Forbauset hørte den Herremand,
at Nisserne fra det hele Land
sig havde bosat i Egnen;
til Nissebyen han drog paa Stand,
ham fulgte Præsten og Degnen.

Der skulde rejses et Skolehus;
man bragte Tømmer, man bragte Grus,
men Værket fik ingen Ende,
det larmed i Grunden med Sus og Brus,
og Murene faldt overende.

Det voldte de Nisser ved Midnatstid;
saa mange de vare, de stimlede did
med Hammer og Hakke og Spade;
at Bønderne vaktes til Kundskab og Flid,
det kunde de ej tillade.

Og der blev bygget i Aar og Dag,
men endnu havde ej Skolen Tag.
Det voldte Smaanisserne Glæde;
endnu laa Bonden og sov i Mag,
endnu var Marken en Hede.

Da viedes Huset af Præst og Degn;
paa Muren gjorde man Korsets Tegn,
at Engle den skulde beskytte:
da jamred det trindt i den hele Egn;
thi da maatte Nisserne flytte.

113

Paa Vandring maatte de atter gaa;
i Skolen sendtes nu Bondens Smaa,
af Dvalen vaktes de Sløve;
Smaanisserne peb i hver en Vraa.
De turde ej længere tøve.

Saa brød de da op en Morgenstund,
før Lærken vaagnede af sit Blund;
der blev ingen Nisse tilbage.
Kun Storken paa Taget og Bondens Hund
og Hanen saae dem bortdrage.

Og Kattene listed et Stykke med,
de sagde Farvel ved Byens Led,
vemodig var Afskedsstunden;
saa vandrede Nissefolket afsted
og svandt bag Heden, i Lunden.

Derinde monne sig Bækken sno;
- ved Sivene under den hvalte Bro,
blandt mosbevoxede Rødder,
en Hyrde laa og slumred i Ro,
da vakte ham Larmen af Fødder.

Saa vevre, saa lette, saa trippende smaa
han hørte dem hen over Broen gaa, -
han kunde det vel forklare!
Det var, som det ej skulde Ende faa,
thi stor var Nissernes Skare.

114

Nu flakke de husvilde trindt paa Jord,
og hvor de søge, i Syd og Nord,
er alt det Gamle forandret -
i Duggen vi sé kun et myldrende Spor,
som viser den Vej, de har vandret.

LYSETS FLUGT.

Sagtelig den sorte Nat
lister frem af Skov og Krat,
sniger sig med Skygger lange
ud fra Havens dunkle Gange,
ud fra hver en Krog og Vraa,
hvor den skjult for Lyset laa
som en skummel dagsky Fange.

Mærker Du dens kolde Gys?
Sér Du, hvor det skjønne Lys,
det, hvis aftenrøde Lue
farver Himlens høje Bue
og forgylder Jord og Hav,
sér Du, hvor det tager af,
hvor de gyldne Straaler drage
vemodsfulde sig tilbage,
115 langsomt, stille, Fod for Fod,
ret som om de stride mod,
ret som om de nødigt ville
fra den skjønne Jord sig skille,
fra hver lille Plet derpaa?
Ak, det nytter ej, de maa:
over Skov og Eng og Ager
Natteskumringen dem jager,
glider, kold og mørk og graa,
opad hvert et lille Straa,
opad hver en Busk og Stamme
og fordriver Solens Flamme,
under Lyset ingen Frist
paa den mindste Gren og Kvist,
skrider frem med Skygger kolde
over Mure, over Volde,
hyller Alt i Dæmring ind.
- Kun paa Kirketaarnets Tind
og paa Stadens høje Tage
er endnu en Rest tilbage
af det gyldne Aftenskin.
Dejligt dvæler det deroppe,
ret som om det dér vil stoppe,
ret som det i Flugtens Hast
klynger sig til Jorden fast,
for endnu engang at sige
116 sit Farvel til Land og By,
før det maa for Mørket vige
op til Luftens stille Rige,
til den gyldne Aftensky.

Et Par flygtige Sekunder,
længer faar det ikke Stunder;
højt paa Kirkens Spir tilsidst
funkler kun en gylden Gnist -
nu er ogsaa den forsvunden,
nu har Mørket Sejer vunden;
dækket af dets Sørgeflor
ligger nu den skjønne Jord.

Men den sorte Skygge trænger
længer op og altid længer,
løfter sig alvorlig, stum
højt i Luftens vide Rum,
og sit sorte Hoved rækker
op fra Sky til Sky, og strækker
sig bestandig mér og mér
mod de fjerne Stjerners Hær.
Ogsaa dem vil den fordunkle;
- men de klare Stjerner funkle
højt paa Himmelen hos Gud,
slukkes ej af Mørket ud.
117 Dér har Lyset Fristed fundet -
fryd Dig, det er ej forsvundet!
Du, som sørged ved dets Flugt,
fryd Dig, det er ikke slukt!
Hisset oppe i det Fjerne
paa den lille gyldne Stjerne
glimre end dets Straaler smukt.

NU SUSER DEN KOLDE OKTOBERBLÆST.

Nu suser den kolde Oktoberblæst
og voldsomt Egen bevæger -
o havde jeg nu en fyrig Hest,
o var jeg en lystig Jæger!

Om Stormen sused med Hagl og Sne,
om Solen brændte mig Kinden,
jeg vilde juble, jeg vilde le
og give min Sorg til Vinden.

Og skued jeg mægtig Usselhed
den Svage i Støv at bukke,
med Bøssen knalded jeg Høgen ned,
som vilde Duerne plukke.

118

Ja, var jeg en Jæger, da jog jeg hen,
Hallo! over vilden Slette!
For Horn og Bøsse jeg bytted min Pen,
det var noget Andet end Dette!

Hvor skulde jeg aande i dybe Drag
den styrkende Luft derude!
Hvor skulde jeg hilse den gryende Dag
og springe glad fra min Pude!

Og blev mig Barmen engang for fuld,
og smelted mig Vemods Lue,
jeg trængte dybest i Skovens Skjul,
at Ingen skulde det skue.

Jeg bøjed de vilde Grene ned,
som vilde mig Vejen spærre,
og langt fra Vrimlen jeg knæled ned
for Livets og Dødens Herre.

- Og funklede Stjernen i Nattens Stund,
mens Verden hviled i Slummer,
da satte jeg Hornet for min Mund
og blæste min dulgte Kummer.

Naar Skov og Bakker gjentog dens Røst,
og dunkle, drømmende Dale,
maaske etsteds da et kjærligt Bryst
fortroligt fatted dens Tale.

119

- Og red til Marked jeg ind i By,
med Taske og Jægertrøje,
maaske ved Ledet i Morgengry
mig hilste et kjærligt Øje.

Jeg vilde dandse, jeg vilde le
og tømme det fyldte Bæger,
mens Landsbypigerne hvisked: Sé,
dér er den lystige Jæger!

DEN FIRBENEDE PROLETAR.

Sé Pudlen med det purrede Skind;
hvor boltrer den sig med lystigt Sind
i Sneen derude paa Pladsen!
Det gaar afsted over Sten og Stok
med hele den brogede Hundeflok,
og Pudlen agerer Bajadsen.

Den er hverken vasket, redt eller kjæm't;
de lækre Retter blev aldrig gjemt
til den fra det rige Kjøkken;
ej véd den af Herre, Hus eller Hjem;
i Verden den ene maa fægte sig frem -
den blev ikke født til Lykken!

120

Blandt Hvalpene tog man den grimmeste ud
og kasted den, ret som en anden Klud,
over Bolværket ud i Kanalen;
dog slap den igjen paa det Tørre op
og rysted i Solen sin vaade Krop
og bjæffed og logred med Halen.

Den Spøg var lidt grov, men Badet var sundt:
den tænkte ej, det var ment den saa ondt,
den holdt sig til det, der var faktisk:
Den havde jo reddet sit fattige Liv -
var Pudelhvalpen ej spekulativ,
saa var den desmere praktisk.

I lystig Frihed sin Ungdom den nød;
vel vanked der ofte Prygl og Stød,
dog bjerged den sig, som den kunde.
Hvor blev dens Brødre, de andre Smaa?
Bevares vel! de kom højt paa Straa,
de fik Embed - som Lænkehunde.

Men den, den har intet Tegn til sin Hals;
for Hundefangerens Vogn tilfals
den flakker omkring i Staden;
dog Pudlen er snild, den hytter sig nok!
Thi hvergang den sér en mistænkelig Stok,
den smutter om Hjørnet af Gaden.

121

Med stjaalne Blikke og varsomme Skridt
og sænket Hale man sér den tidt
ved Slagtertorvets Boutikker -
er Frygten stor, saa er Sulten størst;
en Gang eller to spadserer den først
forbi og skotter og kigger.

Saa gjør den med Et et behændigt Hop -
"Stop Tyven!" raaber man, "stop den, stop!"
Ja, da maa Pudelen løbe!
At stjæle, det er nu dens Erhverv;
den ejer jo aldrig en eneste Skjærv,
og forstaar sig kun lidt paa at kjøbe.

I Solskin og Regn, i Slud og Vind
den gaar i det samme laadne Skind,
den har kun den eneste Frakke;
men enten nu Pelsen er vaad eller tør,
har Pudlen dog altid et prægtigt Humør
og tager med Alt tiltakke.

Nu leger den dér paa den aabne Plads,
gjør Krumspring og agerer Bajads
blandt Køtere, Spidser og Mopper;
saa lystig en Fyr de aldrig saae,
snart er han underst, snart ovenpaa
med tusinde skjælmske Spilopper.

122

Og der er nu Urtekræmmerens Hund,
og Perle, den lille Slikkemund,
og Grevens fornemme Støver,
de ruske i Pudlens uldne Paryk:
Lad hele Verden kalde ham styg,
en firbenet Tyv og Røver -

De kjende kun lidt til Stand og Rang,
til stive Manerer og fornem Tvang,
til Verdens Nykker og Noder;
med Poterne favne de Pudelens Hals,
saa føre de op en fejende Vals
med deres lurvede Broder.

Og han, den fattige, usle Hund,
han mangler Intet, han er jo sund,
han har jo Luften og Solen,
den gyldne Frihed og Venner nok,
af Kammerater en lystig Flok,
de foragte ham ej for Kjolen.

123

BJØRNEN SOM RYTTER.
Fortælling for Born.

En Bjørn engang gik ud paa Rov,
da traf den paa en Nordbag liden,
som tøjret stod bag ved en Skov,
thi det var just i Sommertiden.
Da Bjørnen nu var noget flov,
og, skjøndt et ærligt Skind forresten,
ej kjendte Pligterne mod Næsten,
den mente, at den havde Lov
at tage for sig frit af Hesten
en lille Bid til Husbehov.

Og flux begyndte der en Jagen,
et Væddeløb, der gik i Ring
med slig en Fart, omkring, omkring,
saa man vist aldrig har sét Magen;
det kunde varet hele Dagen
og blevet dog til Ingenting,
men Bjørnen gjorde snildt et Spring
til Siden - det forandred Sagen!
Thi Hesten, som var i Galop,
fik ikke Tid at holde op,
før Bjørnen med et vældigt Hop
alt sad den overskrævs paa Bagen
med sin uhyre laadne Krop.

124

Af Raseri fik Hesten Kræfter,
den sprængte til, saa Tøjret brast,
og jog afsted med Vindens Hast
den kjendte Vej ad Hjemmet efter.

Forbløffet holdt sig Bjørnen fast:
den havde aldrig lært at ride,
Balancen var dens svage Side;
og uden Sadel, kjære Børn,
det kan I Alle sagtens vide,
det var formeget for en Bjørn.

Dog der var ikke Tid til Dumpen,
thi lystig gik det: hop, hop, hop,
afsted i susende Galop
igjennem Krattet langs med Sumpen,
og Bakke ned og Bakke op,
saa Bjørnen, der forstødte Gumpen
ved den forfærdelige Humpen
og ikke kunde raabe Stop,
fandt Farten næsten mér end lumpen.

Den vilde hjem, den vilde ned,
den havde faaet nok af Spøgen
og fnyste overmaade vred;
men da den skued Skorstensrøgen
125 og Byen og det aabne Led,
da svandt dens Bjørneværdighed,
da løb den Alting rundt i Panden,
og ud sprak Angstens kolde Sved -
ja den gik næsten fra Forstanden.

Nu skulde det sig netop hænde,
at Hestens Ejer, Bonden stod
foran sin Gaard og kløved Brænde.
Sin Nordbags Løb han kunde kjende:
Trap, Trap, det var dens lette Fod;
forundret monne han sig vende,
han saae og saae igjen og saae -
ja vist, der kom jo Hesten henne,
men hvem var Rytteren derpaa?

Eja! hvor maatte Bonden grine,
da Bjørnen først saa nær ham kom,
at han fik sét dens sære Mine;
han lo, saa han fik Mavepine,
og lo og holdt sig paa sin Vom,
indtil han næsten trimled om.
- Dog var det Bedste end tilbage:
thi hør nu Løjer! Alle Dage
var Porten lukt for Bondens Hjem;
ikkun en Laage eller Lem
(hvorledes man det nu vil tage)
tillod den lille Hest at jage
126 derind i Gaarden ligefrem,
og denne Vej var ganske nem
for Hesten, men for lav desværre
for den ubudne laadne Herre.
Maaske, hvis han med megen Hast
behændigt havde Panden bukket
og siddet ret i Sadlen fast,
at han foruden Overlast
derind i Gaarden kunde stukket,
men Bamsen Øjnene kun lukked
og lod staa til: om Gaardens Port,
hvad eller om hans Bjørnehoved
var af det bedste Tømmer gjort -
et Nu, da var Forsøget vovet!

Det var et Skrald, det var et Brag,
som før ej hørtes nogensinde
paa denne Side Dommedag!
En Kat faldt ned fra Husets Tag
af Skræk, og Hønsene derinde,
som soled sig paa deres Pinde,
fløj op til Husets Dueslag
og dandsed som for Hvirvelvinde;
dog Porten holdt, og Huset stod;
men Bjørnen, som løb Panden mod
og drak den frygtelige Skalle,
var værst dog faren af dem Alle,
thi han slap ej med Næseblod.

127

Han blev aldeles flad paa Snuden,
og Panden brast, skjøndt den var tyk;
saa mistede han desforuden
det øverste af Hovedhuden,
som Bondekonen, hvem hint Tryk
mod Porten lokked hen til Ruden,
antog for Rytterens Paryk;
kort, Bjørnen dratted paa sin Ryg
og opgav Aanden med en Tuden,
som Lænkehunden selv fandt styg.

At Bonden fik en Vinterfrakke,
en laadden Vams for Regn og Blæst,
sé derfor kunde han sin Hest,
sin raske, lille Nordbag takke.

TIL FAMILIEN I PRÆSTEGAARDEN.

Her sidder jeg stakkels Spøgefugl
i Stuen nu atter fangen.
- Hvi skulde jeg lægge paa Hjertet Skjul?
Hvert Minde om den dejlige Jul
128 bevæger mit Bryst til Sangen.
Af Latter mæt og af Spøgen træt,
jeg sidder nu her paa min vante Plet:
men Hjertet fordrer sin stærke Ret,
jeg giver efter for Trangen.

Naar Dagen helder, i Skumringen
da faar man saa lyse Tanker,
da drømmer jeg glad hver Fryd igjen
og sidder saa taus, naar Den og Den
til Døren kommer og banker.
Ja, hvor jeg vandrer og hvor jeg staar,
sin lette Vinge min Længsel slaar
til den velsignede Præstegaard,
omslynget af grønne Ranker.

Herinde sér Alt saa vrantent ud,
og taaget er Kongestaden;
man tramper om i en evig Slud
med Paraplyer paa Gaden;
og hvor man vender sit trætte Blik:
kun Lapse og Gadedrenge
og stive Damer og kolde Nik,
og saa kun Tale om Politik
og Penge! Penge! Penge!

129

Ja, De kan tro, at jeg har min Nød,
jeg stakkels Drømmer, med Albuestød
og Regnvandsdryppet fra Muren:
som Barnet jeg bliver om Hjertet blød
af Længsel efter Naturen.
Og naar jeg saa har mit Dagværk gjort,
jeg iler op over Byens Port;
thi det gjør Hjertet saa varmt og stort
at længes efter Naturen!

Der staar jeg paa Volden i Blæst og Regn
og sér paa den sorte Krage
og sender et Suk til min Yndlingsegn,
til Søen og til de levende Hegn
og Landsbyens gjæstfrie Tage,
til Bækkene og de klare Aaer,
til Jægerbakken og Ledet -
men ak, jeg Stakkel, som dér jeg staar,
jeg ligner Møllen, der Vingen slaar
men ikke kommer af Stedet.

Saa svøber jeg mig i min Kappe tæt
og Luftkasteller mig bygger:
et Hus og foran en Haveplet,
en Bænk under Lindeskygger,
130 en pileomkranset Fiskedam,
en Gaard med Ænder, en Eng med Lam,
et Gjærde af vilde Roser,
og Udsigt fjernt over Skovens Kam
til Søer og sorte Moser.

O, min Lyksaligheds Ideal!
Ej nogen glimrende Marmorsal,
ej Gulvet bonet derinde! .
En venlig Stue, en Bogreol,
et gjæstfrit Bord og en Lænestol -
og saa tilsidst alle Ønskers Sol:
en from og elskelig Kvinde!

Saa mindes jeg hin Natur, hvor vi
har vandret og sværmet sammen:
det skovomkransede Kalkbrænderi,
og Dalen med Mølledammen;
jeg sér det igjen saa klart og vist:
her Præstebakken og Kirken hist,
men Præstegaarden dog først og sidst,
det Andet bliver kun Rammen.

Ja, hvor jeg vandred ved Danmarks Søer,
paa alle de skjønne Steder,
mig aabnedes aldrig saa gjæstfri Dør,
saa kjærligt et Hjem jeg fandt ej før
med patriarkalske Sæder.
131 O, det er mere end Smiger tom!
Vist aldrig jeg fandt, hvorhen jeg kom,
saa aabne Hjerter, saa mild en Dom,
som, Elskelige, hos Eder!

Hver Dag henrandt som en landlig Fest,
i Glasset perlede Vinen,
og venlig spøged den gamle Præst
og spilled paa Violinen.
Mens Solen skinned ad Ruden ind,
der toned yndige Sange;
da maatte jeg ud i Aftenens Vind
og kjøle mit bevægede Sind
i Havens løvrige Gange.

Naar Marken dufted af Kløverhø,
vi stødte Baaden fra Landet;
Valdhornet klang paa den stille Sø,
her slog en Fisk, dér plumped en Frø,
og Solen glimred paa Vandet.
Med Sommerbluse og Straahat paa
jeg roede for de Skjønne,
og Himlen syntes mig mere blaa
og Skovene mere grønne.

Og alt som Dagen gik mér paa Held
og Svalerne lystigt pilte,
i Nordens dejlige Sommerkvæld
min Haand over Aaren hvilte;
132 Og Maanen steg, og Solen sank,
og sagte blev Lærkens Trille,
og Søen den var saa blank, saa blank,
og alle Øjne saa milde;
da stemte vi i det fulde Kor,
og tyst laa Himmel, og tyst laa Jord,
og Stjernerne funklede stille.

O Dage, rige paa Ungdomslyst,
i Vaaren og i den gyldne Høst,
i efteraarsstille Skove,
naar Maagen skreg med skingrende Røst,
og Søen vælted sin Vove!
Og Kjøretoure til fjerne Byer,
forvovne Streger og Eventyr
og Andejagter bag Sivet!
Og Den og Den og Den og Den!
Jeg glemmer dem aldrig mér igjen!
Jeg glemmer dem aldrig i Livet!

- Forsvunden er nu den skjønne Tid
med Sommerens dejlige Dage;
nu fyger Vinterens Sne saa hvid
om Landsbyens lave Tage,
og Storken ej mere paa Reden staar
i Aftenrøden paa Præstens Gaard;
nu suse de kolde Vinde,
og Lyset tændes, og Rokken gaar,
og Ovnen buldrer derinde.

133

Og jeg alvorlige Spøgefugl,
jeg sidder nu atter fangen,
mens Rumlen af de evige Hjul
forstyrrer mig tidt i Sangen;
den hæse Skraalen med Tørv og Aal
forvirrer mig rent mit Versemaal -
De hører det vist paa Klangen.

Dog flyv, min Længsel med dette Blad,
flyv fra den larmende Kongestad
til Præstens venlige Stue,
til alle de blomstrende Pigers Rad
og til den venlige Frue;
og sig, hvad hos mig Du hørte og saae,
alt hvad mig Stakkel paa Hjertet laa,
og bring mig saa atter med Svar derpaa
et Blad, som en Arkens Due!

NATURENS GRAAD.

"O Menneske, Du Jordens halve Gud,
lad til mit Moderbryst mig ømt Dig trykke!
Kom, Du mit Barn, min Stolthed kom herud,
med friske Roser vil dit Haar jeg smykke!

134

Hvi vil Du dvæle hist i Stadens Pragt,
hvor mine Blomster maa i Skyggen falme?
Kom, flyv som Esau til den vilde Jagt,
og hvil som Jacob under Dalens Palme!"

Saa sang Naturen i sin Foraarspryd
af Roser, Liljer og af gyldne Klokker;
paa hendes Haand slog Irisken af Fryd,
og Morgenrøden kransed hendes Lokker.

Og sé, fra Stadens Porte flux hun saae,
som naar man ved en Myretue pirrer,
en myldrende, en broget Vrimmel gaa
af pyntelige Damer og af Herrer.

Forbauset skuede Naturen paa
sin Stolthed, sine Børn; ak hvor forandret
fra dengang de ved hendes Hjerte laa
og nøgne under Edens Palmer vandred!

Alvorlig rynkede hun Skyens Bryn,
til Uvejr trak det op paa Himmelpanden,
fra Øjet fo'r i Harme Lyn paa Lyn -
men hendes Børn af Skræk løb mod hinanden.

Og Livets store Moder brast i Graad;
"Ak," raabte man, "ak sé, der har vi Regnen!
Min nye Hat! min Kjole bliver vaad!" -
- Men tunge Taarer strømmed over Egnen.

135

Her vendte sig en Silkeparaply,
hist tabte en sin Viskelæ'rsgaloske;
men alle søgte de til Stadens Ly -
jeg selv var med, jeg rulled i en Droske.

Og Alt laa atter i den gamle Ro,
Uvejret svandt, og Jord og Hav blev stille;
men mildt Naturen gjennem Taarer lo
og trøsted sig ved Nattergalens Trille.

KEJSERKRONEN.

"Sé, hvilken Blomst, hvor rank og skjøn!"
udbrød et Barn i Glædens Tone.
"Ja," svared Gartneren, "min Søn,
den hedder ogsaa Kejserkrone."

Og Gartneren med varsom Haand
den skjønne Blomst af Stilken plukked.
For Barnets videlystne Aand
det skjulte Bæger han oplukked.

Og sé, i Honninggjemmet bag hvert Blad
sad skjult en Draabe lig en Taare.
"O," sagde Gartneren, "o lad
Dig aldrig, Barn, af Pragten daare!

136

Sér Du hvad Blomsten gjemmer her:
En Taare skjult for Mængdens Blikke.
Saa Højheds ydre Glans man sér,
men hvad den skjuler sér man ikke."

EDDERKOPPEN.

Du Edderkop, vil Du til Hækken spinde?
Du kan ej Vej over Strømmen finde;
om Dag og Nat Du haster din Vej,
den brusende Bæk Du omgaar ej.
"Tys, Vandringsmand, hvor ej Flid forslaar,
man ofte med Taalmod Maalet naaer."

Nu sad den dér med sit lette Spind -
da sused en sagte Aftenvind,
den svævende Traad sig til Hækken bandt,
saa den liden Spinderske Vejen fandt;
den havde jo ventet saa ufortrøden,
nu sad den derovre i Aftenrøden.

- Saa sidder Du selv ved Tidens Strøm,
o Menneskebarn, med din Fremtidsdrøm!
137 Dit Haab, det er den flagrende Traad,
som Du har vædet med Længsels Graad.
Forsag kun ikke, det kan vel lykkes:
paa Himmelens Hjælp kan meget bygges!

BILLEDSTØTTEN.

Til Stranden skylled op et halvfuldendt,
et herligt Billed, Mesterhaanden værdigt.
Man fandt det; Kunstneren var ubekjendt,
man priste det og ønskede det færdigt.

I ædle Træk det bar sin Skabers Aand,
men raat det stod endnu i Marmorblokken.
"Hvo vil fuldende det med Kunstnerhaand?"
udraaber Fyrsten til Beskuerflokken.

Og Mange meldte sig; de glatted hist,
de glatted her i Nætter og i Dage;
og Alle tænkte de for ganske vist:
det Billed maatte blive uden Mage.

Den sidste Politur nu Værket fik,
afsløres skulde det fuldendte Billed.
Igjennem alle Gader Trængslen gik
til Torvet, hvor det blev til Skue stillet.

138

Og neppe Sløret man tilside trak,
før Mængdens blinde Bifald alt var vundet.
- Der stod en pyntet Nikkedukke. Ak,
det mesterlige Anlæg var forsvundet!

Ikkun en Kjender raabte: "Taaber, sér,
nu er jo Billedet et ganske andet!"
Saa gaar det! Man udsletter Prægets Værd
og kalder saa den slebne Dukke dannet.

SOLEN OG DENS SKYGGE.

Engang faldt Solen paa
at ville sé sin Skygge;
da dækked Bjerg og Straa
den snildt bag deres Rygge.

Hvorhen hans Naade gik
og straaled med sin Lue,
ej kunde dog hans Blik
den mindste Skygge skue.

Og da han ingen saae
(begribelig er Tingen),
faldt Excellencen paa,
han havde heller ingen.

139

INDSIGT OG OVERSIGT.

En Træorm i en Vinduespost
et Hul dybsindig monne gnave;
da flagred ind i Stuen just
en Sommerfugl fra Husets Have.

Men Ormen titted af sit Hul
og tænkte: "Herre Gud, der flyver
den Sværmer af en Sommerfugl,
mens jeg i Verden mig fordyber!"

Den grov og grov sig længer ind.
- Men jeg, som hviled mig ved Muren,
jeg tænkte i mit stille Sind:
saa gaar det ej blot i Naturen!

Saa er din Indsigt, min Hr. Lærd!
Naar, for spidsfindig Haar at dele,
Du glemmer: hvad dog mest har Værd
er Oversigten af det Hele.

Glad slap jeg atter Psychen ud,
den boltred sig i Morgenflammen.
Tak, tænkte jeg, Tak, gode Gud,
at den og jeg vi høre sammen!

140

KOKOSNØDDEN.

En Kokosnød
paa Havet flød,
omtumlet vildt af Voven.
Fra Asiens Kyst
en Storm i Høst
den rev fra Kokosskoven.

"Ak," klaged den,
"hvor skal jeg hen?
Hvi blev min Kjærne moden?
Blandt Hval og Haj
jeg kan jo ej
i Dybet fæste Roden."

Men Herren lo:
han klæder jo
hver Rose og hver Lilje.
Det mindste Frø
kan ikke dø,
naar ej det er hans Vilje.

Bag Havets Vand,
dér, vidste han,
laa Øen i det Fjerne;
med frugtbar Grund,
men uden Lund,
den vented paa sin Kjærne.

141

Og Nødden drev
op paa dens Rev
fra Verdenshavets Vove;
den fæsted Rod,
og Øen stod
snart dækt med Kokosskove.

Hver Skipper, som
til Øen kom,
fandt den ej mere nøgen:
i Palmers Ly
steg højt mod Sky
fra Hytten Aftenrøgen.

- Hvert Sandheds Ord,
udtalt paa Jord,
med Nødden er at ligne:
det er et Frø
paa vilden Sø,
men Gud kan det velsigne.

Som hin en Kyst,
et aabent Bryst
kan det i Verden finde;
og véd Du vel,
om ej en Sjæl
det kan for Himlen vinde?

142

Tal Ordet ud
og stol paa Gud,
lad Strømmen det bortrive!
Et Palmetræ
til Slægters Læ
kan Sandhedsordet blive!

PLANETEN OG KOMETEN.

I sit System en lille Biplanet
formanende sin Stemme hæved,
da gjennem Universet en Komet
i sin gigantiske Elipse svæved.

"Stands," raabte hin, "min bedste Ven, og drej
Dig om min Sol og lad Dig kjærligt raade!
Ubændig, uden Klarhed paa din Vej,
Du holder med din Flugt slet ingen Maade.

Hvert Skridt af mig kan kaldes absolut;
min Stilling her og dér man kan fra Jorden
med Kikkerter udregne paa Minut -
i Alting, sér Du, maa der være Orden!"

143

"Ti!" svarede den brusende Komet,
"en større Orden er der, end Du drømmer;
har det uhyre Alt Du oversét,
da Du saa dristigt om min Bane dømmer?

Din lille Sol den eneste Du tror!
O Blinde, rundt om den er tusind andre;
sig disses Bane om en større snor,
og denne større maa om større vandre!

Det sande Middelpunkt ej Nogen véd -
af Tidens Haand vi Alle lænket bliver.
Om Almagts Sol ikkun en Evighed
sin uudgrundelige Bane skriver."

NØDDEKNÆKKEREN.

Nøddeknækker, hvor er Du stiv!
Nødder Du knækker dit hele Liv.
Har i dit Hoved Du slet ingen Hjerne?
Smag dog engang paa den dejlige Kjærne!
At knække Skaller den hele Dag,
det maa dog være en kjedelig Sag.

144

Nøddeknækkeren var kun af Træ,
han svarede hverken Bu eller Bæ;
hvergang en Nød man i Gabet ham stak,
klemte han til, saa Skallen knak;
han agted kun lidt, at Kjærnen var lækker,
- men det var jo ogsaa en Nøddeknækker!

UVEJRSSKYEN.

"O Menneske, hvor vil Du fly?"
Saa buldred vildt en Tordensky
og trak sig om det høje Bjerg.
"Hvor vil Du henfly, Støvets Dværg?"

Og mer og mere trak det op
omkring den stejle Klippetop,
og alle Hjerter sukked: "Nej,
for Himlens Lyn er Fristed ej!"

Kun En, kun En ej Modet veg,
ad Fjeldets Sti han rolig steg,
imod den mørke Sky han gik
for den forbauste Mængdes Blik.

145

"Hvad! er Du rasende?" det lød,
"Du gaar jo lige i din Død!
Hvad hjælper Dig din stolte Trods?
Kom, føl din Afmagt, fly med os!"

Men Manden steg, o hvilket Syn!
Om Issen spilled Lyn paa Lyn;
snart svandt i Mulm hans kjække Sti,
da tænkte man, det var forbi.

Men nej! Højt over Skyen laa
Guds rene Himmel lys og blaa;
og Bjerget løfted mildt sin Top
i evig Ro og Solglans op.

Trods Storm og Lyn steg Manden did;
han vidste: Fred kun naaes ved Strid!
Ved Maalet smilende han stod
med Jordens Uvejr for sin Fod.

Da sank han ydmyg ned paa Knæ
og raabte: "Gud, hos Dig er Læ!
Hvo, som til Dig tør kraftigt ty,
staar hævet over Jordens Sky!"

146

GULDFISKENE.

En dobbelt Boble, hvælvet af Krystal,
hel prægtig spillede i Solens Lue;
paa Marmorbordet i den rige Hal
det skrøbelige Pragtværk stod til Skue.

Den indre Kuppel hvælvede sig hul,
mens Vandet kjøligt i den ydre strømmed,
i hin man skued en Kanarifugl,
i denne nogle gyldne Fiske svømmed.

De drejede og drejede sig om,
ret som de Verden ej et Blik gad skjænke;
det gik i samme dumme Kredsgang, som
de følte sig for stolte til at tænke.

Det var et fornemt Liv! De gjorde Kour
og logrede med Finne og med Hale.
- Men gjennem Vindvet, fra den fri Natur,
der titted ind en fattig lille Svale.

Den saae Kanarifuglens Tidsfordriv,
den saae de gyldne Fiske Ryggen krumme;
da fryded den sig ved sit frie Liv
og tænkte: Gud, hvor Fiskene er dumme!

147

- O, sig mig, Kjære, har Du aldrig set
med friske Øjne ind i Selskabssalen
paa Fornemhedens stive Gravitet?
Og sig mig, har Du aldrig tænkt som Svalen?

OLDINGEN OG POGEN.

Paa Grenen højt en Pære hang.
Den gamle Gartner gik i Haven;
omkring ham Barnebarnet sprang
og Kjephest red paa Oldingstaven.

"Ej," raabte det, "hvor Du er sen!
Jeg gider ikke fulgt Dig længer!
Men stop! hvad ser jeg, paa en Gren
en moden Sommerpære hænger!

Til den maa Du mig hjælpe op."
Den Gamle Frugten saae og sukked;
stivt var hans Knæ og tung hans Krop,
men for sin Yndling han sig bukked.

Op paa hans Nakke Pogen steg;
fuldt af Forventning Øjet straaled;
af Fryd den Lille Hurra skreg,
thi alt han drømte sig ved Maalet.

148

"Nu," raabte han, "nu kan Du gaa;
jeg hjælper mig med egne Hænder;
den Frugt, som Du ej mér kan naa,
den duer ej for gamle Tænder!"

Men Oldingen vemodigt lo:
"Mit Barn, spot ikke Alderdommen;
ved mig Du steg til Frugten jo,
og end Du har den ej i Lommen!

Endnu er der et Stykke til,
vogt Dig, thi Grenen let kan briste!"
Men Pogen gyngede sig vild
ud paa de tynde, skjøre Kviste.

Om han den søgte Frugt fik fat,
skal dømmes, naar I Daarer smuldre,
som overmodig glemme, at
I steg paa eders Fædres Skuldre.

SOMMERFUGL OG ØSTERS.

"Hvad fik hin Østers Skallen til?
Og jeg, hvi fik jeg ingen?
Hver næsvis Dreng kan, naar han vil,
mig plumpt befamle Vingen."

149

Saa klaged højt en Sommerfugl,
men mild Naturen svared:
"Hvad var Du, hvis det plumpe Skjul
for Lyset Dig bevared?

Dog giv mig dine Vinger to
og dine Øjne begge,
da skal Du tryg i Støvet bo
og faa en Skal til Dække.

Dér hører og dér sér Du ej,
dér ængstes Du ej mere."
- "Nej," tænkte Sommerfuglen, "nej,
gid Pokker Østers være!"

DEN HØJERE DRESSUR.

Mellem Fjælebodens Aber
danser jeg som Pudelhunden;
skjøndt jeg kjeder mig og gaber,
ej min Anstand dog jeg taber,
holder Poten smukt for Munden.

150

Stive Flipper maa jeg bære:
Kjækt paa Ho'det sidder Hatten;
jeg maa lystre, jeg maa lære,
aldrig gjø og bide mere,
aldrig mere pudse Katten.

Som en lille Hvalp ubændig,
har man taget mig i Skole;
nu spadserer jeg behændig,
kultiveret og anstændig
om i Buxer og i Kjole.

Jeg kan tale med om Smagen,
sidde sirligt ved et Taffel
som en dannet Hund paa Bagen
med en Serviet om Hagen,
holde smukt paa Kniv og Gaffel.

Paa min Herres Vink jeg venter,
før jeg tør paa Maden smage,
bukker og gjør Komplimenter -
sligt betaler sig med Renter:
Jeg faar Sukker, jeg faar Kage.

Dog jeg nægter ingenlunde:
Hellere fra hele Klatten
løb jeg strax, ifald jeg kunde,
ud blandt Gadens frie Hunde,
for med dem at pudse Katten.

151

TIL ROSEN.

Rose, yndige Rose! naar jeg Dig sér,
er det, som Glædens Engel til mig lér,
som Du vilde med barnlig Uskyld spørge:
Menneske, sig, hvor er det muligt at sørge?
Er ikke Jorden grøn og Himlen blaa?
- Skjønne Rose, Du sér ej Skyen derpaa!
Du er saa ung, saa frisk og saa dejlig, Rose!

Livsfro er jeg vel end og ung som Du,
men til Aandernes Verden staar min Hu -
Jordens Syner har forvirret mit Øje;
derfor kommer jeg hid for mig at bøje
over dit Bæger, for at skue deri,
blive ren og nyde den Harmoni,
som omsvæver dit Hoved, dejlige Rose.

Mennesket ligner ved Dig sin Kjærlighed -
lidet Du dog af jordisk Elskov véd:
Solen dier Du og til Naturen hælder
træt din rødmende Kind, naar Dagen kvælder.
Lykkelig Du! Det dunkle Valmueskin,
som udbreder sin Flamme over vor Kind,
det er ej din uskyldige Rødmen, Rose.

152

O, hvor ofte blev ej i Sang og Digt
taget dit himmelske Navn forfængeligt;
Skjønheds Dronning! aldrig trættes mit Øre
dog af dit Navn i Skjaldenes Sprog at høre.
Uforkrænkelig er Du! Kronen din
funkler herlig med Smaragd og Rubin,
naar af Morgenduggen Du bades, Rose.

Nattergalens Sang og din reneste Duft,
Stjerneskuddet, som glimter i natlig Luft,
ere jo Søstre, dejlige Bobler, som spille
frem i evig Rigdom af Skabelsens Kilde.
Menneskesjælen standser midt i sin Drøm,
ser og længes og bliver saa underlig øm,
ønsker sig selv uskyldig som Du, o Rose.

EFTER MASKERADEN.

Her sidder jeg alene
med Haanden under Kind:
Fra Livets Narrescene
en flygtet Harlekin,

153

en Gjøgler syg og trættet
af Pøbelens Behag,
en Fraadser overmættet
med bitter Eftersmag,

en sminket Glædesmaske
med blege Alvorstræk -
o kunde jeg nu vaske
den falske Sminke væk!

For Verdens Smil at vinde
jeg kastede mig hen -
o kunde jeg nu finde
mig selv, mig selv igjen!

REVOLUTIONSTIDEN.
(1848.)

1.

Giganten var styrtet; paa ensom Ø
maatte han, som rystede Verden, dø.
Og der var Fryd i Filistrenes Lejr,
nu havde man vundet den store Sejr;
nu havde man lænket med sejge Baand
Omvæltningens higende Kæmpeaand;
154 nu vared vel Freden til evig Tid;
nu blev det ej mér end til Pennestrid.
- Og Dagene kom, og Dagene gik,
og der blev blandet en Dvaledrik,
og der blev øst med et bundløst Sold
og præket om Fred og Maadehold;
men Misfornøjelsens Djævel sneg
sig over Jorden og drev sin Leg;
den listed sig ind i Hytte og Slot
med ængstende Tvivl og isnende Spot;
den rokked ved Alt, den gnavede skjult,
saa Alt blev tomt og underlig hult.
Og Tiden ligned en sminket Gjæk,
der skjulte med Smil de slappe Træk:
Den mærked Øxen ved Træets Rod,
den aned Vulkanen, hvorpaa den stod.
- Og der blev født en Slægt uden Ro,
en Slægt uden Tillid og Barnetro;
den hvirvled sig i den vildeste Dans,
den gabede midt i Blændværkets Glans;
hvad Tænkerne skrev, hvad Skjaldene sang,
det havde for den ej Livsfyldens Klang;
den lytted med Forventningens Ve,
som skulde nu brat det Mægtige ske!
Den vented og vented paa Skjæbnens Dom,
den raabte: Kom ind! men Ingen kom;
Den nye Messias, den nye Profet,
som Sværmerne spaaede, blev ikke set.
155 og Ingen tændte det Sandhedslys,
hvortil man trængte i Tvivlens Gys.
Hvad hjalp den grublende Menneskekløgt?
De Vises Sten blev forgjæves søgt,
det syntes Alt som et Kredsløb dumt,
hvori det Krumme blev evigt krumt.
Det var, som Livet i Fredens Skjød
var viet ind til en langsom Død,
det var, som skulde dets Pulse staa -
hvad eller Gjenfødelsens Time slaa.

Den kom, den kom, den anede Stund,
den brast under Foden, den hule Grund;
den mørke Sky har sit Lyn udsendt,
og Freden, "den evige Fred", er endt
I Oprør sig vælter Tidens Flod,
dens Bølger er røde af Menneskeblod;
dens usleste Bundfald af Had og Nag
er steget for Lyset og kommet for Dag;
og alle de Suk, som i Stilhed lød,
om gammel Uret og gammel Nød,
om svegne Løfter og skuffede Haab,
nu svulme til et Befrielsesraab -
et Raab, der henfarer med Stormens Sus,
saa Throner vakle og styrte i Grus;
og Folkevilliens Kæmpe stor
opløfter vild sit Hoved fra Jord;
156 den knejser i Sky med Titanens Trods:
"Jeg vil ej behandles som død Kolos;
imens I fejred Blændværkets Fest,
stod jeg derude i Slud og Blæst.
Nu vil jeg smage den Lykke engang,
hvorom saa fristende Ordene klang.
Til Lykkens Ø fører vel en Bro,
hvis ellers jeg kan mine Drømme tro,
og kan jeg ikke derover naa,
velan, lad da Dommedagskampen staa!"

Det vakler, det brager ved Kæmpens Gang,
og Dødsskrig sig blande med Sejerssang.
Den højeste Stordaad, den plumpeste Vold
opløfter Sjælen og isner den kold.
Og Alt sig blander saa sært iflæng:
Hist strækker sig Betler i Kongeseng;
mens Jordens Mægtige husvilde gaa,
tage Tiggerens Børn deres Guldkroner paa.
Ydmyget er Alt, som knejste i Sky;
det Gamle er styrtet, men hvor er det Ny,
det Ny, det Ny, som blev forberedt?
- en Herlighed, som Ingen har set!
Det er, som vi staa mellem Verdner to
og har kun en Spindevævstraad til Bro.
Vi sé omkring os et Syndflodshav,
men ikke den Jord, som skal stige deraf
157 med klarere Lys, med renere Luft,
vi mærke ikke dens Blomsterduft,
vi famle endnu i Mulm og Nat.
- Hvor findes det frelsende Ararat?

2.
TIL DE GAMLE.

Føler Du, Gamle, Dig trættet og tung,
spørger Du Nyt kun derhjemme i Stolen?
Var ogsaa Du begejstret og ung,
steg din Aand som en Ørn imod Solen?
Sværmed engang Du for Frihedens Sag?
Har Du den mægtige Kejser beundret,
lyttet med Fryd til de tordnende Brag,
da i hundrede Slag
over Verden med Sejer han dundred?

Ser Du nu, mæt af Erfaring og Aar,
tvivlende til ved den brogede Færden?
Længes Du under de graanede Haar
efter Fred midt i Ufredens Verden?
158 Viser man ikke din Alder Respekt,
kommer man ej dine Ønsker imøde,
vender sig bort den opvoxende Slægt,
har dit Ord ingen Vægt,
vinker Savnet Dig hen til de Døde?

Endt er din Ungdoms begejstrede Drøm.
Fremmed forlængst for hver ny Aabenbaring,
kæmper Du svag mod den rivende Strøm
som et Barn med din Oldingserfaring.
Roser man Tiden, Du kalder det Vind,
finder, at Alt i din Ungdom var bedre:
Da var der Alvor i Daad og i Sind;
hvor den Unge kom ind,
stod han taus blandt ærværdige Fædre.

Underligt hasted Dig Tiden afsted,
Barnet fast blev Dig for klog paa sin Skamle;
Tidsstrømmen rulled, Du fulgte ej med,
Du holdt fast ved det Vante, det Gamle.
Mod din hellige Enfold, din Fædrenetro
satte kjækt man Systemer paa nyeste Mode,
dunhaget Dreng hørte Græsset at gro;
naar de Vittige lo,
lo de ikke som Rahbek og Tode.
159 Sig mig, Du Gamle, hvad tykkes Dig nu?
Bliver Dig Verden alt værre og værre,
synes Dig Jorden slagen med Gru
og forladt af sin Skaber, sin Herre?
Rammer det Dig med Aarhundreders Vægt,
det Uhyre, som sker; tror Du, Verden skal bløde,
bløde af Saar, som Du mente var lægt,
og den levende Slægt
for sit Letsind forfærdeligt bøde?

Gamle, fornem dog et trøstende Ord,
hør det, det lyder til Dig fra de Unge:
Sejre forvist skal Lyset paa Jord,
det er sagt med Profeternes Tunge.
Han, som før Dagenes Fødsel var til,
i de rullende Tider bag Stjernerne vaager.
Livet er intet Tilfældighedsspil -
der maa ske, hvad der vil,
det skal dages, trods Uvejr og Taager!

Vakler end alt i det flygtige Døgn,
vælter sig vildt Nationer i Krampe,
styrte forvist skal hver knejsende Løgn,
om end først efter rasende Kampe!
160 Taalmod, Du Gamle! Striden er lang,
Mange maa lide, og Mange maa sukke;
Menneskets Slægt skal dog juble engang
den Lyksalighedssang,
som i Paradis lød ved dens Vugge!

Fred om din Alder! Fred om din Tro!
Højt over Uvejret Stjernerne tindre.
Røver Dig Verden din Alderdomsro,
luk da Øjet og ty til dit Indre;
vend dér dit Syn imod Evigheds Hav.
Herren er Herren, hans Navn være lovet!
Tager han end, hvad paa Jord han os gav -
over Menneskets Grav
løfter Menneskeslægten sit Hoved!

3.
TIL DE UNGE.

Du, som med det kjække Sind,
med de stolte Kæmpeplaner
styrter Dig i Kampen ind,
er den Sejer, som Du aner,
Broder, mér end Hjernespind?
161 Er Du mér end Tidens Gjæk?
Sé den Gamles slappe Træk -
Kæmper blive kan til Dværge,
Mus er født saa tidt af Bjerge;
Du med dine stolte Planer,
Du vil flytte Bjerge væk!

Herlig, herlig er din Drøm:
Verdensfrihed, Verdenslykke!
Gjenfødt skal nu Livet dykke
op af Tidens vilde Strøm
og bortkaste karsk sin Krykke,
Glædestempler skal det bygge,
blive som en festlig Leg -
Ingen, Ingen sidde bleg
i den kolde, mørke Skygge.

Nærmer sig alt Sejrens Dag,
jubler Du den alt imøde?
Sank i Graven med de Døde
tusindaarige Bedrag?
Krymper sig for Sandheds Vælde.
Løgnen i den sidste Strid?
Staa vi for en gylden Tid
uden Herskere og Trælle?

162

Aander Du dens rene Luft,
falder fra dit Øje Bindet?
Tør nu Ingen mér forblindet
sætte Vanvid mod Fornuft?
Har det Evige maaske
sig paany da aabenbaret?
Er hvert Spørgsmaal alt besvaret,
kan den vantro Thomas sé,
lægge Fingren selv i Arret?

Broder, det er Sværmeri!
Bag de skjønne Illusioner
lér den bittre Ironi.
Paa Tyranners knuste Throner
er dog Verden ikke fri;
der er blodig Had og Trods
mellem Jordens Millioner -
ak, og ingen ny Forsoner
vandrer kjærlig mellem os!

Ham, som Fredens høje Ord
talte her i Støvets Zone,
ham gav man en Tornekrone,
han blev ikke hørt paa Jord.
Fremad bruste Tidens Elv,
Riger sank, og ny blev grunded,
163 Lykken blev dog aldrig fundet:
"Elsk din Næste som Dig selv",
denne Sejr blev aldrig vundet.

Man har kæmpet, man har lidt,
man har prøvet, man har vraget;
men fra Lykken ligevidt
staar man, skuffet og bedraget -
Du vil gjøre Kæmpeskridt,
Du vil brat en Verden forme,
uden Kampe, uden Storme,
give Hver, som savner, Sit!

Broder, det er Sværmeri!
Kampen raser paa vor Klode -
hæv os, styrk os, gjør os gode;
da, først da er Verden fri.
Ak, thi, Broder, Tidens Orm,
Verdensnøden, Verdensskaden
ligger ej paa Overfladen,
ej blot i den ydre Form.

Søg den i dit eget Bryst,
dér skal Du Tyrannen fælde;
kun ved Kjærlighedens Vælde
kan Du ende Verdens Brøst,
skabe Mennesker af Trælle;
164 alt det Andet slaar ej til,
ender Kampen ej herneden,
renser Klinten ej fra Hveden,
er kun Tant og Gjøglespil.

Ogsaa jeg er ung som Du,
deler Savn som Du med Tiden,
jeg maa med som Du i Striden;
frem til Lyset staar min Hu.
Det skal sejre, ja forvist,
Mørket mér og mér fortrænges!
Ogsaa jeg fra Støvet længes,
har som Du ej Ro og Rist.

"Fremad mod det fjerne Maal!"
være Løsnet paa vor Klode.
Frem mod Lyset, men med Taal;
lang er Kampen for det Gode.
Længe vil endnu vi rave
frem ad Banen Skridt for Skridt -
Broder, naar Enhver faar Sit,
smuldre vi i vore Grave.

165

TIL KONG FREDERIK DEN SYVENDE.
(Ved hans Thronbestigelse.)

Du Drot, som nu throner i høje Sale,
man siger, Du ynder den djærve Tale,
man siger, at tidt med et folkeligt Sind
Du traadte til Borger og Bonde ind;
i Kæmpehøj efter Sværd Du graved,
og vidt har Du faret omkring paa Havet;
og Havet er stort - jeg tænker som saa,
den bliver ej smaalig, som færdes derpaa.
Det var ikke Smiger, Dig Stormen hvisked,
naar om dit Hoved den Havskum pisked;
Du hørte den bruse med vild Foragt
en Sang om Menneskehøjhed og Magt;
den Sang er trængt vel saa dybt i dit Øre,
at Smiger maa være Dig tom at høre;
og derfor mener jeg, ædle Drot,
en ærlig Røst maa lyde Dig godt;
og Herre Konge, i Skjaldens Ord
kan ligge mér, end maaske Du tror -
mig tykkes det, som om jeg kan fornemme,
min Røst har Klang efter Folkets Stemme,
og taler til Dig jeg med Folkets Røst,
det trænger vel ind i dit Kongebryst.

166

Til Lykke paa Dan Mikillatis Throne;
til Lykke med dine Fædres Krone!
Let er den ikke, o Konge, vid,
Du arvede den i en Ufredstid;
kast Blikket over Europas Lande,
da skal Du vel Tidens Alvor sande,
og høre skal Du de stærke Ord,
som mumles over den vide Jord,
ja, høre en Brusen i Verdensegen,
saa dyb, at Barnet maa lytte i Legen;
en Brusen, som kommer fra Tidens Skjød,
saa stærk som de Hungriges Raab om Brød.

O Konge, véd Du hvad Sligt bebuder?
- Du staar jo højt mellem Jordens Guder;
man kysser din Haand og din Kjortelsøm,
og dysser Dig let i en Gudedrøm;
men mærk, som Dagene gaa og komme,
de jordiske Guders Drøm er omme;
de mægtige Babler synke i Grus,
fortæred af Tidens gnavende Mus;
ej Herskerglorien Folkene blænder -
hvo stærk vil herske, maa bæres paa Hænder.
Den Mand, der Dig hylder som Gud, o Drot,
han mener det ej med Mennesket godt.

Har man Dig hvisket, at Livet fremmes,
naar Frihedsørnen i Buret tæmmes?
167 Hvad eller har man maaske Dig sagt,
der ligger paa Tidens Tegn ej Magt,
at Alt er et Kredsløb af gamle Kræfter? -
O tro det ikke, hør ej derefter;
slaa op, o Konge, i Fortids Bog,
den taler til Dig med Sandheds Sprog,
den siger: I Sekler var Folkene Trælle,
i Sekler de skjalv for de Stærkeres Vælde;
det var, som Gudherrens Forbandelsesvægt
betynged den higende Menneskeslægt,
det var, som den skulde til evig Tide
forgjæves stride, forgjæves lide.
Udstødt til Verden fra Paradis
den saae en Himmel med truende Ris,
den vidste ej selv, hvad den higed efter,
den kjendte kun lidt sine gode Kræfter.
Naar Tiden vejred én Molok hen,
da løfted sig blodig en ny igjen.

Men Herren skuer paa Jorden ned
fra Evighed og til Evighed.
I mørke Tider hans Øje vaaged,
han hørte den stønnende Slægt i Aaget;
den skulde ej, af hans Aand forladt,
nedsynke igjen i den gamle Nat;
han leded den frem ved lønlige Traade,
han lod den ane Forklarelsens Gaade,
168 ja, ane den Dag, den famled imod,
skjøndt Vejen gik i et Hav af Blod.
Det Lys, som tændtes af Martyrsjæle,
det kunde ej skumle Tyranner kvæle;
fra Bøddelblokke sig Aanden svang
og sang sin evige Sejerssang;
i Støv sig krymped de traadte Orme,
men Lyset sejred i Seklernes Storme -
det hjalp ej med Sværd og med Pansersærk
at ville standse Oplysningens Værk;
det Sandhedsfrø, som tyktes saa lille,
det voxede op, som Herren vilde,
og alt, som det folded sin Krone ud,
bortkapped Tiden de vilde Skud.

Og det blev Morgen, og det blev Aften,
men gjennem Aarhundreder voxed Kraften;
i gamle Lænker, i gamle Baand
sig rørte den ulmende Frihedsaand;
og Flammen steg, og Vulkanen revned -
med Jorden blev Bastillen jevnet,
og underlig mægtigt for første Gang
en Frihedshymne om Jorden klang.
Den klang som en Psalme til Folkenes Vrimmel:
For Alle har Herren hvælvet sin Himmel!
Den klang til slumrende Folkefærd,
og Mennesket følte sit Menneskeværd.
169 Men mangen Kind skal af Længsel blegne,
og mangen Mand skal i Kampen segne;
saa brat udkæmpes ej Lysets Sag,
at Maalet naaes paa en eneste Dag -
ja, mangen Løndom skal end aabenbares,
og mangt et Spørgsmaal af Tiden besvares,
og vækkes for Lyset en renere Sans,
før Verden skal sé det i al sin Glans.
Det hjælper ej blindt man paa Tiden trænger -
hertil skal den komme og ikke længer;
og ikke længer, før Herren vil,
den stiger kun, som den har Kræfter til.

Men opad gaar det dog Skridt for Skridt.
Hold ej tilbage! - Gaa ej for vidt! -
saa lyder den gyldne Visdomslære
for dem, som Jorderigs Kroner bære!
Ja, Konge, det gjælder at skjelne grandt
imellem Sandhed og Sværmertant.
Som Øret bedømmer Sølv paa Klangen,
saa skal Du bedømme Frihedstrangen.
Den rører sig stærkt i de Danskes Bryst.
Den taler til Dig med ærlig Røst,
den føler, at Tidens Fylde er kommen,
at Du, o Konge, skal fælde Dommen.
Og har Du lyttet til Hjerternes Slag,
da slut Dig til Lysets og Livets Sag.
170 Kun svag er den, som træder i Skranken
mod Verdensaanden, mod Verdenstanken;
det Tidens Hjul, som hvirvler omkring,
det griber i Kronens takkede Ring;
og passer ej Hjulet og Kronen godt,
det gnistrer som Staalet paa Stenen, Drot!
Fornem de Drøn, som til Norden trænge,
de komme fra Folk, som Lænkerne sprænge!
Om Stormen skal over Europa gaa,
hvad der skal falde, hvad der skal staa -
det vide vi ej, vi kan ikke trække
tilside det dunkle Fremtidsdække;
men kommer Orkanen med vældig Kast,
da vé, hvad der ej har en Grundvold fast!

Hav Tak, o Drot, for dit Ord til Folket,
hav Tak, ifald vi det ret har tolket!
Hav Tak, ifald Du med Kongehaand
vil mildelig løse de gamle Baand,
ja mildelig midt i Tidens Røre
dit Folk mod Oplysningens Straaler føre,
og agte den Fattiges Røst saa god,
som hans, der svælger i Overflod!

Ja, Herre Konge, har Sligt Du isinde,
da skal Du det stridigste Hjerte vinde!
Skal Daaden i Løftets Fodspor gaa,
det trodsigste Hoved skal skjønne derpaa!
171 Saa højt skal Du prises for Kongegaven,
at Ottende Christian skal røres i Graven!
Det Værk, som af ham kun blev drømt i Løn,
er gaaet i Arv til Dig, hans Søn.
Ham venter den Dødes Eftermæle,
men Dig, Dig venter de levende Sjæle!
Omkring Dig hviler et Folkehav!
Det venter, det kaster ej Isen af;
men stærke Længsler og stærke Tanker
som lønlige Bølger paa Isen banker!
De vente fra Oven et Foraarsbud,
et Tegn til det jublende Gjennembrud,
de vente som Bølger i Sund og Belter
den Stund, da Isen i Solglans smelter.

Lad Stunden komme, o ædle Drot,
saasandt som Du mener dit Folk det godt!
Lad ej dit Ord, som en enlig Svale,
henflyve med Haab over Danmarks Dale. -
Snart stiger den femte Aarhundredssol
over Christian af Oldenborgs Kongestol,
o lad den bringe en Foraarsmorgen,
saa Folkehavet kan bruse om Borgen,
saa Livet, vækket af Døgnets Kulde,
kan højt sig i Jubelens Dønninger rulle.
Da skal Du løftes, o Drot, i Favn,
da skal dit Folk velsigne dit Navn!
172 Og synker Du som den Sidste af Stammen,
da skal Du høre et Fredens Amen!
Vi vente - O lad os det Storværk sé!
Ja, Herre Konge, det ske! det ske!

SANG FOR DET DANSKE FOLK.
(Den 22de Marts 1848.)

Opmand Dig, Du Danske! lad Verden dog sé,
at ej Du vanslægted i Tiden.
Skal Danmark nu rammes af Skjændsel og Spe?
Nej, før skal vi knuses i Striden!

End ruller derude det sortladne Hav,
det bruser om Fædrenes Sejre!
Paa Kæmpernes Høje, paa Heltenes Grav
skal Voldsmænd ej haanligt sig lejre!

For Frihed, for Frelse i Trængselens Stund
vi kæmpe saa Mange vi ere,
og den skal vi kalde den fejgeste Hund,
som svigter sit Fædrelands Ære.

173

Vi drives jo ikke af Trods eller Had,
vi kæmpe for Danmark, vor Moder.
Vort ældgamle Land vil man splitte os ad
og bortrive Broder fra Broder.

Vi rase jo ikke med Ulvenes Mod,
med Lov vil vor Frihed vi bygge;
vi føle ej Tørst efter Menneskeblod,
men Tørst efter Menneskelykke!

I Kreds som en Mur om vor Konge vi staa,
thi dansk er hans ærlige Tanke;
og Fjenden skal trække det korteste Straa,
naa. Løven først rejser sin Manke.

Ja, Sejren, den lyse, skal følge vor Sag,
saavist som med knejsende Pander
vi vende vort Øje mod Frihedens Dag
og Ryggen mod Verdens Tyranner!

VED ADAM OEHLENSCHL196GERS DØD.

Ak, det herlige Lys er slukket,
stum er den mægtigste Harpe i Nord!
Skjalden, den store, Øjet har lukket,
Hakons Digter skal sænkes i Jord.

174

Dér, hvor han sang til Orglet som Lille,
rede de nu bag Kirken hans Seng,
dér skal han sove hos Moderen stille -
Konge blandt Skjalde blev hendes Dreng!

Prægtig som Sol af vinterlig Taage
hæved han sig med Aarhundredets Gry;
gjennem den lille Kirkegaardslaage
bæres han nu med det evige Ry.

Aldrig de herlige Toner skal svinde,
som fra hans malmfulde Harpe klang!
Aldrig, mens Norden ejer et Minde,
glemmes Hroars og Helges Sang!

Oldtiden vaagned! Heltene leved!
Som en Aladdin af rugende Muld
Skatten, den glemte, atter han hæved:
Sangens pureste, funklende Guld.

Livet med al dets Jubel og Smerte
lød i hans dybe, begejstrede Røst;
Balder og Jesus fyldte hans Hjerte,
smelted med Vemod hans mandige Bryst.

Hisset til alle de herlige Døde
stiger han nu til Evigheds Glans;
Fortidens Store gaa ham imøde,
"Heltenes Hænder hænge i hans".

175

Ikke vi klage tør ved hans Baare -
endt er hans Storværk, fuldbragt hans Kald!
Ikkun Beundrings hellige Taare
græder Norden for Hakons Skjald.

DEN BRUDTE STRAALE.

Du priser kun Skjalde af første Rang,
de mindre kan Du ej taale;
Du vil kun høre udødelig Sang,
ej svagere Harpers bævende Klang -
O Daare, har Du til Lyset Trang
og skyr dog dets brudte Straale!

Det Lys, som Tiden skal klaret se,
maa brydes i tusinde Sjæle;
med anende Længsel, med stammende Ve
maa Tusinde græde, maa Tusinde le,
før Tiden sin mægtige Tolk skal se:
Den Skjald, som giver den Mæle.

Thi yder min Sang blot et usét Frø
til Aandens evige Sommer,
da lad kun mit Navn forglemmes og dø!
Koraldyret lig i den dybe Sø
jeg bygger dog med paa den voxende Ø
og bereder den Verden, som kommer!

176

DE TO KAMRE.

Tvende Kamre har mit Hjerte:
Fra det ene lyder Sukket;
thi derinde, dér har Sorgen
sig for Verden indelukket.

Men ved Siden, i det andet
Kammer, bor den vilde Spiller,
bor den tøjlesløse Glæde.
Tynd er Væggen, som dem skiller.

Ensomt, stille sidder Sorgen,
som en Nonne i sin Celle,
medens Glæden overgiven
ryster med sin Narrebjælde.

Ikke ligne de hinanden,
skjøndt dog Børn af samme Moder;
og forgjæves kalder Nonnen,
Sorgen, paa den vilde Broder.

Dag og Nat paa Skillevæggen
banker hun, han vil ej høre;
ud han flagrer, ud i Verden,
ud i Livets Larm og Røre.

177

Sildig vender han tilbage,
tung af Rusen, overmættet,
som en Spiller, der er skuffet,
som en Svirebroder trættet.

Højere da kalder Sorgen,
men den tynde Væg adskiller
som en fjendtlig Mur de Tvende:
Nonnen og den vilde Spiller.

Ak, det hjælper ej, hun banker
paa den tynde Mur og kalder;
Skillevæggen styrter ikke,
førend hele Huset falder.

KAOS.

Styrtet er min drømte Verden, tabt,
kastet ned i Kaos og i Øde!
Skjønnere end hin, af Ønsket skabt,
vil jeg af min Sjæl en anden føde.

Undergangen har jeg selv fremkaldt.
Af min faldne Fortidsverdens Stykker
triumferende en ny jeg bygger
og med Skaberhaab omsvæver Alt.

178

Ak, men lange Aar er svundne hen -
end i Mørket famler jeg iblinde;
Skaberordet kan jeg ikke finde;
hvad jeg bygger, styrter jeg igjen.

Naar - naar er Forventningskvalen omme?
Naar skal Aanden med sin Skaberkraft
finde Glæde ved hvad den har skabt?
Ak, og naar skal Hviledagen komme?

RASTLØS HIGEN.

Ved hvert Maal, hvortil jeg higer
længselsfuld paa Livets Vej,
ved hvert Trin, hvortil jeg stiger,
finder jeg dog Hvile ej.
Neppe har jeg Glæden favnet,
før den svinder falmet hen. -
Savnet, Savnet,
ene Savnet bli'er igjen!

Ingen Hvile i min Viden,
ingen Hvile i m in Dont!
Under mine Fødder Tiden
drejer rastløs Hjulet rundt.
179 Neppe kan jeg Foden fæste,
før den atter løftes maa
til det næste
Skridt, og altid, evigt saa!
Haabets Fugl, som kjækt jeg jager,
aldrig under den mig Frist;
stedse mig dens Sang bedrager -
altid nær, dog evig hist!
O, hvor ofte, træt til Døden,
synker jeg i Slummer hen -
Morgenrøden
vækker mig til Strid igjen!

DET GAMLE ØG.

Det suser saa tungt i den visnende Bøg,
det hvisler i Tidslernes Toppe.
Paa Bakken græsser et Udgangsøg,
saa ensomt staar det deroppe.
Hvad grunder Du paa, Du gamle Kræ?
Jeg syntes, jeg hørte, Du sukked.
Med hængende Hoved og stive Knæ
Du staar som af Sten udhugget.

180

Omflagret i Aftenens døende Skjær
af skrigende Uvejrsfugle,
Du stirrer fra Bakken saa ensom dér
mod Solens synkende Kugle.

Tungsindig staar Du og stirrer mod Vest,
med Blikket mod Aftenrøden.
Du ligner jo fast i den susende Blæst
en Knokkelganger for Døden.

Den magre Rytter Du venter maaske?
- Ja vist! Naar Dagen er omme,
naar Stjernerne tændes, da vil med sin Le
og med Timeglasset han komme

og klappe din Man og svinge sig op;
og højt vil Du vrinske af Glæde
og jage med ham i vildest Galop
ud over den skumrende Hede.

Afsted vil Du fare ved Syvstjernens Lys,
afsted gjennem Mørket derude;
den ensomme Vandrer vil standse med Gys,
og Landsbyens Hunde vil tude.

- Dog hvis, som jeg tror, Du ejer en Sjæl
og ej blot er skabt til at lide,
da vil Du, sporet af Dødens Hæl,
vel finde den Vej, Du skal ride -

181

Mod Øst! Mod Øst! mod en lysere Dag,
fra Verdens Trældom og Plage;
hernede fik Du kun Utak og Slag.
Mod Opstandelsens Sol vil Du jage.

O tag mig med! Skjøndt et Menneskebarn,
Naturens Konge og Herre,
jeg agter det lidt, om Du agede Skarn,
om Du drog for den usleste Kærre!

Jeg agter det lidt! Lad mig ride med
fra Menneskeaaget og Sorgen!
Saa farer med Dig jeg og Døden afsted -
Hurra! mod den evige Morgen.

KUN EN DRAABE.

Tag friske Rosenblade - hundred Pund -
sænk i et Kar med Vand de skjønne Blade;
lad Massen gjære dybt paa Karrets Bund,
da pipler frem lidt Skum paa Vandets Flade.

Sé dette Skum, det maa Du samle let
med Bomuld i en lille Pennepose;
men pust ej bort det med dit Aandedræt;
i det er Duften gjemt af hver en Rose.

182

Og derfor maa Du passe vel derpaa.
Fra alle dine døde Roser stige
de skjønne Sjæle op i Bobler smaa
med Rosenolien, den kostelige.

Af alle dine døde Roser faar
Du kun en Draabe, kostelig, men liden,
én Draabe kun med Duft af evig Vaar
o Menneske, hvad naa'r Du mér i Tiden?

Hvad er et hundred, hvad et tusind Aar
med Alt, hvad der blev dynget op af Viden!
Hvor stort er Resultatet, som Du naa'r?
Vej det, og sig: hvad kom der ud af Striden?

Lidt Rosenskum paa Glemsels dybe Hav,
en Draabe, i hvis Duft det Bedste gjemmes,
det Bedste, det, som Millioner gav,
som lever, medens Slægterne forglemmes.

Vend mod den store Oldtidsgrav dit Blik:
Hvad blev der vel af hine stolte Dage,
af hine Verdensriger, som forgik?
Kun Sagnets Duft, ej mér er der tilbage.

En enkelt lille Draabe kun Du faar -
o Menneske, hvad vil Du mér forlange!
I Draaben er de døde Rosers Vaar,
og svundne Seklers Duft i Sagn og Sange.

183

FREDSPIBEN.

Jeg var en Vild, som Fuglen fri,
mig skulde de ikke tæmme!
Til Urskoven i min Fantasi
jeg flygted, dér havde jeg hjemme.

Dér svor jeg de Tamme en evig Krig -
Men hvad kan ej Tiden forandre!
Nu har jeg buden min Haand til Forlig
og er bleven som alle de Andre.

Men tér jeg mig end som en tam Person,
jeg er dog den Gamle derinde,
- jeg ryger kun som den vilde Huron
en Fredspibe med min Fjende.

LÆRKEN.

Det lakked hen mod Pintse, dog laa paa Marken Sne;
endnu var ej Vinteren omme,
tungsindig blev min Sjæl, jeg tænkte: Maaske
vil aldrig mere Foraaret komme!

184

Den Orm, som i Dvale saa tillidsfuld krøb,
skal evigt den af Muldet bedækkes?
Og Sommerfuglens Larve i visne Blades Svøb,
skal aldrig den af Solstraalen vækkes?

I Nætter og Dage kun Snefog og Regn
og susende Storme fra Norden,
og ej noget Solglimt, og ej noget Tegn,
at Livet skal fornyes paa Jorden!

Da pludselig med Et gjennem Stormvinden klang
en zitrende, jublende Trille -
O, det var Naturens Opstandelsessang,
og Sangeren var Lærken den lille!

Ja, Lærken, den lille, bevingede Profet!
Den agted ej den isnende Vinter;
den jubled for den Vaar, som endnu ej var sét,
og sang om Violer, Hyacinter,

om Spiren under Sneen, om det livsvarme Frø,
som rører sig usynlig i Furen;
den sang om det Liv, som aldrig skal dø,
om Aanden, den store, i Naturen.

O lær mig, lille Lærke, saa frejdigt og fro
som Du, førend Vintren er omme,
at synge profetisk med jublende Tro
om Fremtidens Vaar, som skal komme!

185

HELLIGKILDEN.

Gjennem Hedelyng og Sand
under Klinten ved Tidsvilde
slynger sig Helenes Kilde
yndig til den salte Strand.
Med det klare Væld forbinder
Sagnet sig og skjønne Minder,
blomstersmykte Krykker finder
Du ved Kildens grønne Rand.

Ført af from, enfoldig Tro,
komme Folk fra fjerne Steder
for i Vældet sig at toe;
Blinde, Halte did man leder:
Vandet, mener man, helbreder,
hellig nævnes Kilden jo.
Febre skal den kunne standse,
give den, som Gigt fortrak,
Kræfter til at gaa og danse;
disse Krykker, disse Kranse
vidne om Helbredtes Tak.

Prunkløs, mellem Blomster vilde,
risler den beskedne Kilde;
186 intet Gitter, ingen Mur
har man om dens Udspring bygget,
af den hellige Natur
er kun Helligdommen smykket.

Kjøbstadfolket med Foragt
smiler ad de syge Stakler,
som kan tro, at slig en Magt
er i denne Kilde lagt.
Bonden selv i Troen vakler,
lærde Dok'tre har ham sagt,
at der sker ej fler Mirakler.

Har, min Ven, en slap Kultur
Dig forkunstlet og forkvaklet,
smiler haant Du ad Miraklet
i den evige Natur?
Prøv da den moderne Kur!

Rejs til fjerne Sundhedsbrønde,
for at blive sund og synde
paa den gamle Viis igjen;
søg til de berømte Bade -
Neppe dér Du finder, Ven,
Frelsen for den indre Skade!

187

Gnaver Tidens Orm dit Sind?
Har sig dens Blaserthed sneget
i din Sjæl, dit Hjerte ind?
Fik af Livets ydre Skin,
af dets Blændværk Du formeget?

Vil Du atter vorde sund,
bøj Dig, før det er forsilde,
mod Naturens Helligkilde,
bøj mod Livets Væld din Mund!
Det har Lægedom for Sjæle!
Ved dets Kraft kan Blinde faa
deres Syn og Halte gaa,
Stumme vinde deres Mæle.

Spørg ej, hvor det er at finde,
dette Væld saa klart og purt,
som den første Mand og Kvinde
saae i Paradis det rinde.
Hellig Enfolds grønne Urt
vil Du ved dets Udspring finde.

Sé, det risler Dig forbi,
ej paa Moden, ringeagtet -
Himlen spejler sig deri.
Vældet er ej bortforpagtet,
Kuren er for Alle fri!

188

DEN LILLE EVADATTER.

Overgiven er Du, ellevild
som et Barn, og dog, Du lille Slange,
med de store brune Øjnes Ild
prøver skjelmsk Du Hjerter alt at fange.

Neppe har Du Legen glemt endnu:
Nylig døbte jeg jo selv din Dukke.
Dog maa ikke mer jeg sige Du,
Frøken skal jeg kalde Dig og bukke.

Kan dit lille Hoved ej forstaa,
at jeg gaar omkring saa ligegyldig
og behandler Dig som andre Smaa,
Dig, hvis unge Barm alt svulmer fyldig?

Dejlig er Du! Ja, jeg ser det nok.
Spørg kun Spejlet ad med stjaalne Blikke,
mens Du retter paa din sorte Lok -
Billedet i Spejlet lyver ikke!

Frisk som en bedugget Rosenknop,
blussende i yndig Pigerødme,
lukker Du to Rosenlæber op,
bag hvis Smil man aner Kyssets Sødme.

189

Straalet har Du paa de Voxnes Bal,
hele Natten var Du engageret,
og en Kandidat, som venter Kald,
siger man blev dødelig charmeret.

O, men Du, hvad havde Du vel Sans
for hans Foredrag i Æsthetiken!
Sylfelet Du fløj afsted i Dans
gjennem Salen, baaret af Musiken.

Neppe femten Aar og alt koket!
Alt en ægte, lille Evadatter!
Husker Du den stakkels Søkadet,
ham, hvis Suk Du lønner kun med Latter?

Daglig gaar dit Vindve han forbi;
kold og grusom sidder Du deroppe,
har kun Kys og Kjærtegn for Joli,
for din Tantes fede Yndlingsmoppe.

Ogsaa jeg skal hildes i dit Garn -
ikke sandt, Du smukke, lille Slange,
jeg, der kun vil se i Dig et Barn,
jeg, der ikke tér mig som de Mange?

Mener Du, at jeg kan ikke se,
at den lattermilde, skjælmske Pige
er forvandlet til en dejlig Fe
med et Tryllescepter uden Lige?

190

Synes det Dig Oprør mod din Magt,
at ej disse Øjne, dunkelbrune,
disse sorte Lokkers rige Pragt
kan berøve mig mit gode Lune?

Ja, jeg véd det! Derfor er Du
naar jeg kalder Dig min lille Glut,
spørger, om Du være vil min Kone.

Mellem os er der en stille Krig,
ingen af de Andre kan det mærke.
Vogt Dig, Lille, slut med mig Forlig,
jeg er dog i denne Kamp den Stærke!

Jeg har læst forlængst Romanen ud;
spille Helt deri kan ej mig more.
Fra den lille Eros, Legens Gud,
har jeg løftet Blikket mod den store.

Skudfast er jeg mod den lilles Pil;
vaaget har jeg, bleg, i Nætter sorte,
for at vinde dette glade Smil.
Jeg har vævet selv min Sejersskjorte -

ej af Drømmeri fra min Ungdomstid,
mens jeg flagred let paa Glædens Vinge -
jeg har vævet den i Verdens Strid,
Maskerne deri er Tankeringe.

191

Mistet har jeg dog i Livets Dyst
ikke Sansen for dets Fryd og Smerte;
bag det kolde Panser om mit Bryst
slaar endnu et varmt, bevæget Hjerte.

Jeg kan elske, jeg kan lé som før -
det er netop Kunsten, maa Du vide!
Tusinde, som saae bag Drømmens Slør,
fandt kun Tomhed paa den anden Side.

Tro dem ikke! Livet er ej hult,
brister end dets skjønne Illusioner;
bagved Sløret ligger Templet skjult,
hvor den sande, store Eros throner.

Har man naaet den stores Helligdom,
kan man lege med den lilles Bue;
derfor gaar jeg nu saa rolig om,
kan med Smil Dig ind i Øjet skue.

TIL NATUREN.

O store, herlige Natur,
o lad i Savn mig ej forgaa!
Opluk, opluk mit Fangebur,
lad mod din Sol mig Vingen slaa!

192

Du er saa rig, Du er saa skjøn,
Guldfloder strømme ved din Fod.
O lad mig ej forgaa i Løn
midt i din rige Overflod!

Selv har Du buden mig til Gjæst!
Og, mægtigt af din Skjønhed rørt,
med Sang jeg hilset har din Fest;
min glade Jubel har Du hørt.

Af Dig jeg Digterilden fik.
Beruset af din Harmoni,
jeg mægter ej med Kræmmerblik
at gaa din Skjønhed kold forbi.

Et Blad, som svømmer paa en Bæk,
en Blomst, et Siv, et lille Straa
for mig er underfulde Træk,
som gjør, at jeg maa stille staa.

Endnu har jeg ej Sangen glemt,
den lyder kun, Natur, om dig.
O Moder, har Du ikke gjemt
en Plads ved Livets Fest for mig?

193

LIVET.

En Tyran, forfærdelig og grum,
lod et kunstigt Marterkammer bygge;
skjult han kunde paa en Fjeder trykke,
da blev Fængslet mindre: af dets Rum,
af dets Mur forsvandt hver Nat et Stykke.

Prægtig han det Fængsel smykke lod,
som et Glædestempel var dets Indre.
Ak, men Rædsel isned Fangens Blod:
Hvælvingen sig sænked Fod for Fod,
med hver Nat blev Rummet stedse mindre.

Med hver Nat et Vindve svandt derpaa,
et nu, - et igjen - og saa det sidste
med det sidste Glimt af Himlens Blaa;
og den sørgelige Martervraa
lukked sig - og blev den Kvaltes Kiste.

- Er vort Liv et saadant Fængsel her?
Svar mig, Du, som, graanet i dets Jammer,
haant din glade Ungdomsdrøm belér,
er vort Liv ikkun et Marterkammer,
som forkrøbler Sjælen mér og mér?

194

Føres vi som til en Fest herind,
for at føle Tiden langsomt kvæle
hvert begejstret Forsæt i vort Sind?
Skrumpes Sjælen som vort Legem ind?
Er en Kiste Enden paa det Hele?

Rædselsfulde Tanke! Er det saa?
Er det dette, Du Erfaring kalder,
denne Visdom, som Du pukker paa,
mens Du praler af din modne Alder,
er det denne Visdom, jeg skal naae?

Ogsaa Du har elsket, sværmet, drømt,
ogsaa Du gik som en Helt i Slaget;
træt af Striden staar Du nu, bedraget,
som en Krøbling ud af Kampen rømt,
uden Rødmen over Nederlaget.

Sværmer kalder Du mig haant, og Drømmer!
Alt det Herlige, hvorpaa jeg tror,
Dyd og Kjærlighed, er tomme Ord!
Som en Pebling, mener Du, jeg dømmer,
sér for Blomster ej den sorte Jord.

Ak, jeg véd det! Trindt paa Torv og Sti
prækes daglig denne visne Lære,
og hver aandig Krøbling stemmer i:
"Kun en Drøm er Livets Poesi,
kun en Sværmerdrøm og intet Mere!"

195

Nej, o nej, trods Tidens tunge Aag,
trods den Modgang, som jeg selv har prøvet,
bedre Lære jeg af Livet drog!
For hver Sorg, som mig til Jorden slog,
voxede min Udsigt her i Støvet.

Lad kun Lykken tage Rejsepas,
lad kun Tiden kræve Sit herneden!
Smertensfængslet med den snævre Plads
voxe skal dog til et Storpalads,
der sig taber ud i Evigheden!

KONTRASTERNE.

Du stødes ved min Tale,
Du kan slet ikke fatte
dens underlige Volter
fra det Høje til det Platte.

Du tror, jeg mangler Alvor -
din Smag er saa poetisk!
Min Legen med Kontraster
Du finder uæsthetisk.

196

Selv nøjes Du forsigtig
med Sagens ene Side.
Den Venden Alt paa Vrangen,
den kan Du ikke lide.

Om Livet og dets Spørgsmaal
Du har din Mening færdig;
din Holdning er saa sikker,
din Anstand er saa værdig.

Min fine Ven, tillad mig!
Der er dog dem, der mene,
at Tingen ret bør vendes,
før man kommer paa det Rene.

I denne sære Verdens
uhyre Pulterkammer
En sér kun lutter Glæde,
en Anden lutter Jammer.

En søger Idealet
i høje Regioner;
en Anden har kun Øre
for Raab af Fiskerkoner.

To Sider ejer Sagen,
det nægtes kan af Ingen.
Men hvilken er den rette?
Ja, det er netop Tingen!

197

Det var dog værd at prøve
de tvende at forsone.
Sé, det er netop derfor,
jeg leger Plat og Krone.

Som Mønt jeg kaster Verden
hel lystig op i Luften -
Det synes Dig barnagtigt,
at stride mod Fornuften.

Ja vist! mod Etiketten,
og mod den gode Tone.
Men hele Livet raaber
jo netop Plat og Krone

Og Mangen, som paa Kronen
sin Lykke ene satte,
blev bankerot i Tiden
og endte i det Platte.

Som Verden er, min Kjære,
saa maa vi den annamme.
Trods sine tvende Sider,
er Mønten dog den samme.

198

MAASKE!

Jeg vil et Ord Dem nævne,
saa fuldt af Haab, saa fuldt af Ve,
det er det lille, jevne,
beskedne Ord: Maaske.

Paa det maa Hjertet bygge
sin Fremtidsdrøm, sit Haab paa Jord:
For mig al Livets Lykke
paa et Maaske beror!

Fra Dybet af mit Hjerte
det er til Dem mit Afskedsraab;
jeg nævner det med Smerte
og dog med Gjensynshaab.

Sært ruller Lykkens Tærning.
Den skjønne Drøm, den var saa kort!
Mig kalder Livets Gjerning
til andre Egne bort.

Jeg drømte nær mig Hjemmet,
jeg strakte ud mod det min Favn -
Nu gaar jeg bort som Fremmed,
alene med mit Savn.

199

Men om mit Hjertes Gaade
for Dem ej aabenbaret blev,
De skal engang vel raade
den Rune, her jeg skrev.

Paa Haabet vil jeg bygge:
Vil Gud, jeg skal Dem atter sé!
Til da er Livets Lykke
for mig kun et Maaske.

TIL HENDE.

Mens Vintersolen daler bag den rødmende Sky,
min søde, lille Brud i det Fjerne!
Jeg sender Dig min Hilsen fra den fremmede By,
en Hilsen med Aftenens Stjerne.
Den funkler og til Dig nu i Dæmringens Stund,
den sér Dig blandt Fiskerlejets Huse
paa Stranden, hvor Du bor ved det dejlige Sund,
i Hjemmet, hist hvor Poplerne suse.

Det er den samme Stjerne, som saae mig saa tidt,
i Skumringen langs Kysten at ile
til Gaarden, ved Havet, bag det grønne Stakit -
Nu skilles Du og jeg af mange Mile!
200 Nu sidder jeg herovre i det halvtydske Land,
adskilt fra Dig ved Sunde og Belter,
og ikke skal jeg gjensé min kjære, kjære Strand,
før Sneen i Foraarssolen smelter.

Hvad Under om jeg længes, min søde, lille Brud,
og drømmer om den Stund, jeg skal Dig favne!
Men sé: som jeg længes, voxe Vingerne mig ud,
de Vinger, jeg saa længe maatte savne;
og Brevet, jeg skriver, ja tænk Dig engang!
det er jo et Mirakel, Du Lille,
det bliver til en sværmerisk Kjærlighedssang,
en jublende Nattergaletrille.

Du troede vel, Din Elsker var af Gratierne forladt?
Du mente vel i Stilhed, som saa Mange,
at han havde sagt de Himmelske Godnat
og havde ikke Raad mer til Sange;
Du sukked vel i Løn for dine tyve Aar
og tænkte: "Hvi fandt jeg ham saa silde!
Til mig har han nu næppe en Sang fra den Vaar,
der blomstred i hans Bryst, da jeg var lille!"

Jo, end har i mit Bryst en Vaar jeg saa rig
af Roser, uvisnelige røde.
Og mine Manddomssange, dem har jeg gjemt for Dig,
som Roser skal de dufte Dig imøde;
201 Jeg fletter dem til Kranse for Dig, min lille Viv,
og slynger dem om Hjemmet, vi skal bygge;
ja der skal blive Sang og Solskin i dit Liv -
lad Sorgen saa kun komme med sin Skygge!

Endnu har jeg Ild, endnu har jeg Aand,
trods Alt hvad jeg præker om Fornuften;
endnu kan jeg kurre som en Due paa din Haand
og svinge som en Ørn mig i Luften;
endnu kan i Sang jeg forherlige dit Navn,
trods Livets de kummerlige Pligter -
og derfor skal Du kysse mig og tage mig i Favn
og føle, at Du elskes af en Digter!

Saa dybt har jeg dukket mig ned i Livets Strøm,
saa dybt, at knap min Sjæl kunde bunde,
saa dristigt har jeg prøvet paa Jorden min Drøm;
men aldrig gik dog Drømmen tilgrunde.
For mig blev ikke Livet en ussel Parodi,
for mig blev det saa kraftig en Skole:
Jeg aner gjennem Striden en evig Harmoni,
fra Støvet til de yderste Sole.

Og sidder jeg end fangen her som Fuglen i Bur
og kæmper for Livet, det reale,
jeg kan dog ej, Du Kjære, fornægte min Natur,
den vaagner, den vaagner af sin Dvale.
202 Fornem det paa Rhythmernes jublende Dans,
paa Verset, som svulmer og som klinger,
endnu har min Sjæl for det Herlige Sans,
endnu kan den løfte sine Vinger.

Frygt ikke, Du Søde, at de vingede Ord
skal bringe mig til Livets Krav at glemme.
Jeg elsker jo som Du denne dejlige Jord
og føler mig paa den just som hjemme.
Jeg svinger mig med Sang kun som Lærken i det Blaa,
den synger for sin Mage dernede,
sin søde, lille Mage, og jeg gjør ligesaa -
Ak, havde jeg som den blot en Rede!

DE GRØNNE BLADE.

Igjennem Plantens Liv der gaar en Længsel:
Sin Blomst, sit Bedste stræber den at naae.
Fra Spiren bryder frem af Frøets Fængsel,
er hvert et Blad kun et Forsøg derpaa.

Den Skjønhedsform, som Blomsterkalken ejer,
naar Planten pranger i sin fulde Flor,
den er en langsomt vunden, stille Sejer;
fra Blad til Blad Du følge kan dens Spor.

203

Thi agt de grønne Blade ikke ringe!
Den Kraft, som drømmer skjult i Frø og Løg,
som vil sit Ædleste for Lyset bringe,
den naa'r kun Sejr ved famlende Forsøg.

Fra Blad til Blad den maa mod Lyset hige;
og disse Blade, disse grønne Skud
er Blomstersjælens lille Længselsstige,
hvis Trin den føre op til Gjennembrud.

Sé, hvor de første følges af de næste,
sé, hvor de trænge frem til Solens Daab;
det Bedste vil de yde, ja, det Bedste!
Men ak - hvert Blad bli'er kun et skuffet Haab!

Et skuffet Haab - som hvert af disse Digte,
et Tilløb kun til hvad jeg vilde mér -
men dog et Vidne, selv naar Ord mig svigte,
om Blomsten i min Sjæl, som ej Du sér!

Hvad Bladet lover, det skal Blomsten holde.
O kunde disse Blade Du forstaa!
Det er mit Væsens Blomst, jeg vil udfolde,
min Digterlængsels Krone, jeg vil naae!

204