Kaalund, H. V. TIL EN VEN OG EN VENINDE.

TIL EN VEN OG EN VENINDE.

I. (Med et Exemplar af "Fulvia".)

Modtag, min unge, varme Ven,
som aaben, kjæk og fordomsfri
forstaar at give helt Dig hen,
ej blot i Poesi -
modtag min Tak, fordi Du stod
mig og min Musa trofast bi!
og dobbelt Tak, fordi Du lod,
som der var Intet i!

Det Barn, jeg nu skal skilles fra,
det har Du over Daaben holdt:
- mit Hjertes Barn - min "Fulvia",
hvoraf jeg halvt var stolt.
- En Fader er jo tidt lidt svag,
og mig det gaar, som Fler det gik:
jeg hænger ved mit Selvbedrag
til sidste Øjeblik.

Hvis var den Haand, som let og fin
og nænsom, næsten kvindeøm,
har glattet ud paa hendes Lin
den allermindste Søm?
328 Hvis var den Aand, som ægged min,
naar træt jeg kasted Pennen hen?
hvis Aand og Haand? - om ikke din,
min ridderlige Ven!

Ja, der var Meget, Meget i -
thi det var ikke Hjælpen blot,
men først og sidst din Sympathi,
som gjorde mig saa godt!
Og halvvejs bliver Æren din,
hvis jeg beviser end i Sang,
at jeg er mér end en Ruin
af hvad jeg var en Gang!

II. (Med en antik Statuette.)

Da Fulvia, min Frue,
var kommen til Forstand
og gik ej mer i Buxer
og spillede sin Mand,
men helt var bleven Kvinde
og havde staaet Brud,
og følt: "det var at vinde!"
da saae hun saadan ud -

329

som denne Statuette,
der ved det første Blik
fast synes for naturtro
til at være antik,
men, naar man ret betragter
dens Form og Draperi,
forraader Oldtidskunstens
fuldendte Harmoni, -

som denne skjønne Kvinde
med Fingren paa sin Mund,
der staar, som om hun lever
endnu i denne Stund,
saa tugtigt svøbt i Sløret,
saa klog og tankefuld,
skjøndt vel et Par Aartusind
har dækket hendes Muld.

- Hvem hun har været, Frue?
om født i et Palads?
om mejslet ud i Marmor
maaske af "Lysias"?
maaske en Kejserinde?
- ja, det er Alt: "maaske".
Et sér man: Hun var Kvinde
og klog og smuk som De!

330

Man føler, at hun gjemmer
en rig Erfarings Sum.
Det er, som vil hun tale,
men er dog evig stum.
- Ja, saadan har jeg tænkt mig
min Fulvia tilsidst,
da hun kom ned paa Jorden
og blev sin Sejr bevidst.

Ja, saadan just, min Frue,
som naar jeg stod som Gjæst
i Deres Dagligstue
og fandt Dem allerbedst,
saa god og klog og yndig,
at trods mit hvide Haar
jeg glemte, jeg var myndig
og mér end tyve Aar!