Kaalund, H. V. DET SIDSTE FØLGE.

DET SIDSTE FØLGE.

De skulde bære den Døde bort;
han laa paa den aabne Baare;
Ceremonien var grumme kort,
der flød ej en eneste Taare.

297

Venner og Slægt var der ingen af,
kun lejede Folk og Præsten.
- Sin sidste Hvid han en Fattig gav,
saa lod han de Andre om Resten.

Det var i Verdensstaden Paris;
han havde tabt sig i Vrimlen.
- Om han var en Taabe eller en Viis?
til Helved gik - eller Himlen?

Sé, det var Gaader som mange fler.
- Enhver har nok i sit eget!
Man sagde, han havde havt Fugle kjær
og stundom med Smaabørn leget.

- En Eneboer i den myldrende By,
han gik paa de afsides Veje;
for Kvinder veg han til Side sky
og redte sig selv sit Leje.

Det sidste: Dødens, var nu ham redt.
Han havde betalt sin Kiste. -
At ogsaa han havde grædt og lét,
det var der kun Faa, som vidste.

298

Men, som de nu toge paa Baaren fat,
der blev - som ved et Mirakel -
med Et i Salen som mørkest Nat,
og - Himmel - hvilket Spektakel!

Det sortned for alle Vinduesfag,
det kradsed og krøb paa hver Rude;
som i en Stormvind af Vingeslag
lød sælsomme Stemmer derude!

Den gode Pater sig korsed bleg,
han ønsked, han kunde sig skjule:
han troede, at det var Djævle, som skreg,
men det var Himmelens Fugle,

den Dødes Venner, store og smaa,
de Fugle, han daglig gav Føde:
Finker og Spurve og Krager graa!
Paa Klokkeslet gave de Møde.

De kom fra Tage, de kom fra Træer,
det var lutter gamle Bekjendte;
der var ogsaa blandt dem en Ravn og en Stær,
de var ikke vant til at vente.

299

Men, han var undskyldt - han hørte dem ej,
skjøndt kun et Lagen ham dulgte!
- Saa førtes han bort paa den sidste Vej,
og Fuglene alle ham fulgte.

Den sorte Baare, hvortil ingen Krans
var flettet af kjærlige Hænder,
blev ført til Graven i Solskinsglans,
der var ingen Mangel paa Venner!

De flagred om Baaren med Kvidren og Skrig,
med døvende hundredfold Klage.
Et Følge havde den Ensommes Lig,
hvortil ikke Mange faar Mage!

Saa aabnede Jorden sit sorte Skjød,
og saa blev Liget begravet;
men Livets Bølger sig rastløse brød
derude i Menneskehavet.

Som før gik Verden sin travle Gang,
men inde i Dødningehaven
der steg mod Himlen en Klagesang
af hundrede Fugle om Graven!

300