DET SIDSTE FØLGE.

✂ De skulde bære den Døde bort;
han laa paa den aabne Baare;
Ceremonien var grumme kort,
der flød ej en eneste Taare.

✂ Venner og Slægt var der ingen af,
kun lejede Folk og Præsten.
- Sin sidste Hvid han en Fattig gav,
saa lod han de Andre om Resten.

✂ Det var i Verdensstaden Paris;
han havde tabt sig i Vrimlen.
- Om han var en Taabe eller en Viis?
til Helved gik - eller Himlen?

✂ Sé, det var Gaader som mange fler.
- Enhver har nok i sit eget!
Man sagde, han havde havt Fugle kjær
og stundom med Smaabørn leget.

✂ - En Eneboer i den myldrende By,
han gik paa de afsides Veje;
for Kvinder veg han til Side sky
og redte sig selv sit Leje.

✂ Det sidste: Dødens, var nu ham redt.
Han havde betalt sin Kiste. -
At ogsaa han havde grædt og lét,
det var der kun Faa, som vidste.

✂ Men, som de nu toge paa Baaren fat,
der blev - som ved et Mirakel -
med Et i Salen som mørkest Nat,
og - Himmel - hvilket Spektakel!

✂ Det sortned for alle Vinduesfag,
det kradsed og krøb paa hver Rude;
som i en Stormvind af Vingeslag
lød sælsomme Stemmer derude!

✂ Den gode Pater sig korsed bleg,
han ønsked, han kunde sig skjule:
han troede, at det var Djævle, som skreg,
men det var Himmelens Fugle,

✂ den Dødes Venner, store og smaa,
de Fugle, han daglig gav Føde:
Finker og Spurve og Krager graa!
Paa Klokkeslet gave de Møde.

✂ De kom fra Tage, de kom fra Træer,
det var lutter gamle Bekjendte;
der var ogsaa blandt dem en Ravn og en Stær,
de var ikke vant til at vente.

✂ Men, han var undskyldt - han hørte dem ej,
skjøndt kun et Lagen ham dulgte!
- Saa førtes han bort paa den sidste Vej,
og Fuglene alle ham fulgte.

✂ Den sorte Baare, hvortil ingen Krans
var flettet af kjærlige Hænder,
blev ført til Graven i Solskinsglans,
der var ingen Mangel paa Venner!

✂ De flagred om Baaren med Kvidren og Skrig,
med døvende hundredfold Klage.
Et Følge havde den Ensommes Lig,
hvortil ikke Mange faar Mage!

✂ Saa aabnede Jorden sit sorte Skjød,
og saa blev Liget begravet;
men Livets Bølger sig rastløse brød
derude i Menneskehavet.

✂ Som før gik Verden sin travle Gang,
men inde i Dødningehaven
der steg mod Himlen en Klagesang
af hundrede Fugle om Graven!