Kaalund, H. V. HILSEN TIL THORVALDSEN.

HILSEN TIL THORVALDSEN. (1838.)

Vær velkommen, Søn af gamle Norden,
vær velkommen til din Moders Bryst!
Henrykt føler hun, hvad Du er vorden,
Du, som ved dit Værk forbauser Jorden,
nævner Dig sin svage Alders Lyst.

8

Længe har forgjæves hun imøde
aabnet Dig sin moderlige Favn.
Hendes Kæmpesønner ere døde,
o, men de, hun har endnu, de gløde,
mens de juble højt dit Brodernavn.

Tak da for den skjønne, rige Gave,
Tak for Æren, som Du skjænkte dem!
Tak fordi Du fjernt i Sydens Have
længtes til de gamle Kæmpegrave,
til dit fattige, dit simple Hjem!

Skjøndt Dig flyder Fyrsteblod i Aaren,
blev Du ej blandt Rigdoms Glimmer fød
til den Højhed, som forblinder Daaren!
nej! i Armod er Du fød og baaren,
og til Fostermoder fik Du Nød.

Al din Rigdom var dit store Hjerte,
din begejstrede, din lyse Aand.
Som Prometheus greb Du Himlens Kjerte,
skjænked Leret Liv og Fryd og Smerte,
trylled Guder frem med Skaberhaand.

Lille Bertel, som med valne Hænder
og i Armods Klæder ukjendt gik,
sender nu sit Navn til Verdens Ender,
hyldes overalt, hvor han sig vender,
for den Adel, han fraoven fik.

9

Og naar de, som kappes om at bære
dig, beskedne Thorvaldsen, paa Haand
"Jordens Mægtige", forglemte ere,
da skal Skjalde sjunge til din Ære,
da skal Du henrykke ved din Aand.

Frem af Jorden gamle Marmorrester
hæves skal og tale underfuldt
som det Eviges, det Skjønnes Præster,
vidne herligt om den store Mester,
naar i Muld Du længst har ligget skjult

Sé, beundrende Dig hylder Jorden!
O, men hun, som tog Dig først i Favn,
mest Dig elsker dog; det gamle Norden
føler dybt, ved Dig hun rig er vorden,
jubler moderøm dit Sønnenavn!

Men tilgiv, hun i sin Fryd maa sukke;
alt har Aldrens Sne din Isse dækt -
her i Danmark gynged jo din Vugge,
o! hvi vil Du her ej Øjet lukke,
slumre blandt den gamle Helteslægt?

Vil Du strax fra Hjemmet Afsked tage
i det første Gjensynsøjeblik?
Hør dit gamle Danmarks Moderklage:
bliv dog her, hvor dine Barndomsdage,
hvor din Ungdoms-Foraarsalder gik!

10

Her er intet kjælent, yppigt Eden,
her er intet evigt Blomsterflor;
o men Fuglen bygger dog paa Heden,
dér, hvor Stormen suser over Reden,
hvor kun hist og her en Lyngblomst gror.

Og en Udørk, hvor ej Vaaren kommer,
er dit Fødeland dog heller ej;
kort, men skjøn er Nordens grønne Sommer!
Fremmed staar Du hist blandt Sydens Blommer
med dit Øjes blaa Forglemmigej!