I.

✂ Min Tugtemester, min store Lærer,
min Hyldest jeg Dig i Sang frembærer!

✂ Alt dengang jeg blev fra Brystet vænt,
jeg tror, mit Forhold til Dig var spændt.

✂ Du tog min Kjæphest, min Top og Trille.
Jeg maatte jo taale det! jeg var den Lille.

✂ Der vanked Buler, der vanked Stød,
og Du var saa haard og jeg saa blød.

✂ Og alle de Huse af Kort, jeg rejste,
de faldt overende, som bedst de knejste;

✂ det var Dig, det var Dig, som rev dem omkuld!
Hvor kunde Du være saa ondskabsfuld?

✂ Jeg havde drømt Dig foruden Skygge,
en straalende Verden af Lys og Lykke.

✂ Jo mere jeg voxed, jo mere jeg saae,
Du var ikke rigtig at stole paa.

✂ Jeg vilde lege og juble i Solen;
men de trak mig fra Legen afsted til Skolen.

✂ Dér satte de mig paa den haarde Bænk
og sagde: "Bryd nu dit Hoved og tænk!"

✂ Og jeg tænkte og svedte og pinte min Hjerne
for at finde blandt Skallerne Kundskabens Kjerne.

✂ Men det Meste var Skaller og Avner, jeg fandt.
Jeg syntes, jeg tabte langt mér, end jeg vandt.

✂ Derude - derude slog Fuglen sin Trille,
dér sprudled jo Livsglædens herlige Kilde!

✂ Jeg maatte derud for at prøve mit Mod -
der var Ungdom og luende Ild i mit Blod.

✂ Saa jog jeg afsted over Bjerge og Dale
for at gribe den flygtende Fugl ved dens Hale;

✂ men jeg mærked det snart, jeg var kun dens Gjæk:
naar jeg kom, hvor den sad, da var altid den væk.

✂ Af Roser, af Roser vel tusind jeg plukked;
men tilblods blev jeg revet, tilblods blev jeg stukket.

✂ Der var Fald for min Fod, der var Sten paa min Sti,
og Nøden i Pjalter mig humped forbi.

II.

✂ Og jeg skulde trælle og være din Slave
i saadan en Verden, bedækket med Grave!

✂ Nej aldrig! aldrig! - Jeg bød Dig Trods!
Hvem var den Stærkeste vel af os?

✂ - Saa toge vi To et Tag med hinanden,
om hvem af os der var Overmanden.

✂ Det var mig, der vakled, og Dig, der stod;
jeg kunde ej rokke din faste Fod.

✂ Jeg vilde Dig i mine Arme hæve,
men følte i Afmagt mit Knæled bæve.

✂ Jeg søgte i Luften et Støttepunkt,
men Arbejdet blev mig dog altfor tungt.

III.

✂ Din blev da Sejren - jeg maatte vige -
men Hersker jeg var i mit eget Rige!

✂ Jeg var jo født med et Scepter i Haand:
en Evighedsarving, en fribaaren Aand,

✂ og ejed det stolteste Kongedømme,
som nogen Fantast har sét i Drømme,

✂ en Verden - ikke som din af Muld,
men straalende lys og underfuld.

✂ Dér flygted jeg ind og lukked hver Sprække,
dér skulde ikke din Arm mig række!

✂ - Men som en Kreditor barsk og raa
Du stod derude og bankede paa.

✂ Det hjalp kun lidt, at jeg stopped mit Øre,
jeg kunde din Kalden derude høre:

✂ "Luk op, Du Daare! luk Livet ind,
og giv mig dit luftige Hjernespind!"

IV.

✂ Og jeg gav Dig det Alt! Jeg bad ej om Naade,
men aabnede Porten saa højt, jeg formaaede!

✂ Og det var, som faldt fra mit Øje et Bind -
jeg bød Guds Verden et frejdigt "Kom ind"

✂ med dens Skygge og Lys, dens Sorg og dens Gammen,
og jeg synes, nu passe vi herligt sammen!

✂ Og tager den stundom ej paa mig blidt,
og synes for tung mig dens Lærdom tidt,

✂ og skotter endnu jeg som Barnet til Riset
og drømmer imellem om Paradiset,

✂ og kan ikke rime det Alt, hvad sker,
med mine ønsker og mine Ideer -

✂ jeg tænker, jeg faar det vel nok til at passe,
naar jeg rykker op i en højere Klasse!