"ARABEREN".
✂
Føret var prægtigt, Vejret smukt,
Grønttorvet bugned af Blomster og Frugt.
✂
Den ænsed det ikke, det grimme Spektakel;
den var kjed af Verden - en udlevet Stakkel.
✂
Brudt i Krydset, mager og skank,
med et svagt Forsøg paa at føre sig rank,
✂
holdt den paa Torvet blandt kvidrende Spurve
med Blomster i Potter og Jordbær i Kurve.
✂
Ude fra Haverne havde den bragt
Roser af alleryppigste Pragt,
✂
duftende Jordbær, som nylig var plukkede,
røde Levkøjer, som glimred beduggede.
✂
- Den ænsed det ikke, den "grinte" bidsk,
bag Ørene bar den af Halm en Visk.
✂
Den troede, da jeg vilde kjøbe en Rose,
at jeg vilde stjæle dens Mulepose!
✂
Hvor kunde jeg da fortænke den i,
at den sparkede ud, da jeg gik forbi!
✂
Jeg havde kjendt den i bedre Dage:
sørgeligt var det gaaet tilbage!
✂
Kronen, som var den paa Lænden brændt,
viste, den havde i Hæren tjent.
✂
Dens Navn havde staaet med Ros i Avisen,
det var dengang, den vandt i Væddeløb Prisen,
✂
da i Gentlemansløbet, rap som en Pil,
den klared i otte Minutter en Mil.
✂
Dengang - ja, da var Foden bevinget;
elleve Alen den satte i Springet,
✂
fløj som en Hind over Stok og Sten,
og hvilken Bringe - og hvilke Ben;
✂
Ung og vælig, from som en Due -
Halsen skinnende, krum som en Bue -
✂
Ørene spidsede, Gangen let -
Fyr og Flamme - og aldrig træt!
✂
Smukkere Stridshest end den i Slaget
var ikke sét under Dannebrogsflaget!
✂
Kuglen, som rev dens Herre væk,
gav ogsaa den det første Knæk.
✂
- Nu var den udslidt; den bed og sparked.
Fem Daler den kosted paa sidste Marked.
✂
Hvem skulde nu sé, som dér den stod,
at der flød i dens Aarer ædelt Blod!
✂
Stakkel! man havde den ilde behandlet,
havde den Blodet til Galde forvandlet.
✂
Lidt for Tanden og Piskeslag -
det kan nok give til Verden Nag!
✂
ælte i Mudder i Tørvegraven -
det kan nok gjøre den Frommeste gnaven!
✂
spejle i Dyndet sin Karikatur,
naar man har gjort i Verden Figur!
✂
kjende sig selv i sit Skræmmebilled -
og det saagar paa Hovedet stillet!
✂
det er tungt! ja vist, det gjør Sindet sært.
Gjengjælde Ondt med Godt er saa svært -
✂
svært endogsaa for Menneskeracen,
sværere for et umælende Asen!
✂
"Øje for Øje og Tand for Tand"
var den rette Moral efter dens Forstand.
✂
For den var jo Paradishaven lukket,
gik Livslyset ud, var det evig slukket.
✂
Med os - ja, det er en anden Sag:
vi, som blev til paa den sjette Dag!
✂
- Den nedstammed, sagde man, fra en Araber
og havde sin Stamfaders Egenskaber.
✂
Amagerkonen, som havde den kjøbt,
havde den ogsaa "Araberen" døbt.
✂
Hun forsikred: "Endnu, naar den stak i Galoppen,
da kunde selv ikke Fanden stopp'en!
✂
"Styrted den snart, var det ikke saa sært.
Men Skindet var altid Pengene værdt!"
✂
Det skar mig i Hjertet. Jeg nægter det ikke,
jeg betragtede den med mildere Blikke.
✂
Jeg vil haabe, den appellerer sin Sag
til den højeste Ret paa Dommens Dag!