DEN BROGEDE VERDEN.

✂ Jeg elsker den brogede Verden,
trods al dens Nød og Strid;
for mig er Jorden skjøn endnu
som i Patriarkernes Tid.

✂ De snakke, som om den er gammel,
af Synd og Sorger mæt.
O nej, den flyver endnu i Dans
om Solen ung og let!

✂ Skyggen og Lyset er godt fordelt,
men Menneskets Syn er kort;
vi glemme at tage Lyset med,
hvor Skyggen synes for sort.

✂ Tror Du maaske, jeg aldrig har følt
ved egen og Andres Kval,
fordi jeg ikke vil kalde, som Du,
Guds Verden en Jammerdal?

✂ Og dog har jeg prøvet dens Kamp og Ve
og vundet et ydmygt Sind.
Jeg har ikke leflet Livet bort,
for min egen Syndighed blind!

✂ Jeg har grædt som Andre af Smerte,
fordi min Boble brast.
Men Boblen er ikke Verden;
læg Verden det ej til Last!

✂ En vil hid og en Anden did,
hver priser sin egen Vej.
Men Verden kan ikke sig dreje
om hvert lille Menneske-Jeg!

✂ Var Livet en Dans paa Roser,
mon Alt da var bedre end nu?
Hvis ej der var Noget at kæmpe for,
hvad var da vel jeg og Du?

✂ Kamp maa der til, skal Livet gro,
ej Kamp blot for dagligt Brød,
men Kamp for Frihed i Liv og Tro -
thi evig Stilstand er Død!

✂ Og derfor elsker jeg Verden
trods al dens Nød og Strid;
for mig er Jorden skjøn endnu
som i Skabelsens Ungdomstid!

✂ Forbandelsen, som fra Gud Herren lød,
da Edens Have blev lukt:
"I dit Ansigts Sved skal Du æde dit Brød!"
kan bære Velsignelsens Frugt!