TIL TRANKEBAR!
✂
Til Trankebar, til Trankebar!
Ak, hvo der dog en Sømand var!
✂
Mens Middagssolen brænder hed,
til Havnebroen gaar jeg ned.
✂
Man bliver kold, man bliver stiv
i dette matte Hverdagsliv.
✂
Den brune Søgut til mig sér
og lunefuldt i Skjægget lér.
✂
Hil Dig, Du frie Konge af
det store vilde Verdenshav!
✂
Jeg sukker, naar jeg tænker paa
alt hvad paa Jordens Bold Du saae:
✂
Det brændende Batavia
Du bringer friske Hilsner fra.
✂
Du saae bag Cubas Sukkerrør
den rige Kjøbmand for sin Dør.
✂
O Himalaja! Chinas Kyst!
O Tryllenavne, rige Lyst.
✂
O, var jeg fri og glad som Du!
Et tæmmet Husdyr er jeg nu.
✂
Paa Jorden her er Alt saa smaat,
kun Havet ruller himmelblaat.
✂
Og staar jeg ved det stolte Dyb,
jeg føler mig et lidet Kryb.
✂
Med haarde Næve, brune Kind,
Du lér ad Hav og Nordenvind.
✂
Men jeg gaar atter til min Pult
med Hovedet af Tanker fuldt.
✂
Dér griber jeg til Pen og Bog -
ak, Verden skriver sig saa klog!
✂
Men Tiden har saa slappe Træk,
den skriver sig sin Sundhed væk.
✂
Til hjertlig Latter og til Daad
har Ynglingen ej længer Raad.
✂
O, var jeg dog en Sømand nu,
en lystig sorgløs Gut som Du -
✂
Da rystede jeg Støvet af
og fløj derud paa Verdens Hav.
✂
Da blæste vel en Nordenvind
de syge Griller af mit Sind.