BEKJENDELSE.
"Hade Fejl, men ej Personer.
Wessel.
✂
Hvor meget ondt, hvor meget dumt,
- og dog, hvor meget skjønt paa Jord!
Der kjævles blindt, der rases grumt,
der dræbes selv med Ord.
✂
Uløst fra Verdens første Tid
den store Livets Gaade staar,
og Kajn endnu med samme Nid
sin Broder Abel slaar.
✂
Der raabes trindt mig: "Tag Parti!"
mens hver kun sér sin egen Sag.
For mig er det: at være fri,
som Livets Aandedrag.
✂
For mig er det: at være fri,
at agte Andres Ret som min,
og aldrig blande Galde i
min Friheds ædle Vin.
✂
Ensidighed gjør stærk maaske -
dog, hvor jeg kan, jeg helst slaar Bro;
med begge Øjne vil jeg sé,
saa længe jeg har to.
✂
Min Sjæl blev ikke skabt til Had,
jeg bløder ved hvert Slag, jeg slaar,
og lægger helst et Rosenblad
selv paa min Uvens Saar.
✂
Thi gribes jeg af mægtig Trang
til, før mit Jordliv er forbi,
at aande ud endnu i Sang
mit Væsens Harmoni.
✂
Ja, før med mangt et indre Syn
min Aand gaar hjem herfra til Gud,
lad mig endnu et Tankelyn
i Verden kaste ud!
✂
Det ulmer skjult, det trænger paa,
hvad der var længe indelukt. -
O, maatte det tilsidst dog faa
sin Frihed først og Flugt!
✂
Bestraal mig, Sol! Tø op, tø op
i dette Bryst hvert Svagheds Spor!
Udfold min Sjæl som Blomstens Knop
i Gjerning som i Ord!
✂
Du Evige, som har mig skabt,
fra Dig jeg hented alt mit Mod:
jeg føler dybt: jeg var fortabt,
ifald Du mig forlod!
✂
Selv naar Du prøved tungt min Aand
og bøjed mig i Smerte ned,
Du holdt mig med din stærke Haand
og greb mig, naar jeg gled.
✂
Tak for hvert Aandedrag af Luft!
Tak for hver Straale lys og varm!
Tak for den evige Fornuft,
hvis Gnist faldt i min Barm!
✂
Af Sandhedstrang til Tvivlen ført,
saa mangen Sjæl forvilder sig -
Tak for, Du gav mig en, som rørt
kan ydmyg takke Dig!