EFTERSOMMEREN.
✂
Her, hvor den græsrige Slette
støder til Strandens Næs,
vil jeg paa Skrænten mig sætte
dybt i det bølgende Græs.
✂
Efteraarstiden nu kommer,
Svalerne flokke sig -
nordiske heldende Sommer,
o, hvor fortryller Du mig!
✂
Snarlig Du Afsked vil tage,
Skoven er dunkelgrøn;
end dine yndige Dage
fryder dog Sletternes Søn.
✂
Toner fra Harpen sig trænge:
det er dit Aandepust
gjennem de bævende Strenge,
høstlige, milde August.
✂
Vinden fra Havet mig kjøler!
Medens jeg ungdomsfro
sidder ved Stranden, jeg føler
Sjælens forklarede Ro.
✂
Længe Du gjæsted mig ikke,
o, Du min Genius!
Ilden i Sangerens Blikke
brændte som hektiske Blus.
✂
Nu paa de susende Høje,
frisk som en Nordenvind,
sér Du igjen i mit Øje
stille og ophøjet ind.
✂
Herlig jeg skuer Dig atter!
Mildt Du bebrejder mig,
at jeg med letsindig Latter
glemte for Vrimmelen Dig.
✂
Hjertet i Ungdommens Alder
fristes af daarlig Lyst;
tilgiv, min Engel! jeg falder
angrende nu til dit Bryst.
✂
Ikke kan Hjorten, den vilde,
kvæges ved Skovens Væld,
som ved din svulmende Kilde
styrkes og læskes min Sjæl.
✂
Derfor af Glæde jeg bæver;
thi en guddommelig
Genius, føler jeg, svæver
salig i Livet om mig.