ORGELET.

✂ Det er mig engang for Sandhed sagt,
at mellem Kirkerne findes
en brøstfældig én, jeg véd ej hvor,
dens Navn kan ej heller jeg mindes.

✂ Den Kirke skal eje et Orgelværk,
hvorpaa man ej vover at spille;
thi hvergang Hymnen bruser derfra,
da zitrer den ormstukne Pille.

✂ Da vakler Bygningen i sin Grund,
da bæver den høje Halle,
som Hvælvingen skulde sprænges derved
og Kirketaarnet nedfalde.

✂ Man tør ikke spille det Orgel fuldt,
thi let det kunde jo hænde,
at Taarnet med al sin kunstige Stads
og Snitværk faldt overende.

✂ Man tør ikke spille det Orgel fuldt;
dog Orglet har ikke Skylden,
men Kirken, som er for svag og trang,
som rummer ej Tonefylden.

✂ Man tør ikke spille det Orgel fuldt,
man maa efter Kirken sig læmpe,
man tør kun præludere saa smaat,
og Tonerne maa man dæmpe.

✂ - O Du, som dadled mig tidt, fordi
jeg med min Følelse leger,
fordi jeg skjuler bag lystig Spøg,
hvad dybt mit Indre bevæger -

✂ O milde, fagre Veninde, vid,
som Orgelet saa er mit Hjerte:
Det har et Omfang fra højeste Fryd
og til den dybeste Smerte.

✂ Naar Tonerne vækkes, som slumre deri,
jeg føler mig mægtigt rystet;
hvis Orglet derinde jeg spillede fuldt,
jeg tror, det sprængte mig Brystet.