Kaalund, H. V. AFTENSKYERNE.

AFTENSKYERNE.

Naar Aftnen breder om Jorden sit Slør,
da ligge i Vesten de dejligste Øer;
fra skinnende Sletter, hvor Alferne bo,
hensuser om Jorden den himmelske Ro.

Og Menneskesjælen sig stirrer fast blind
med Længsel i Paradisdalene ind;
den drømmer at sé paa den rødmende Sky
bag gyldene Bjerge Serafernes By.

Som Barn, naar jeg leged i Dæmringen før,
jeg skued med Undren de straalende Øer;
da tænkte jeg: naar jeg engang bliver stor,
til dem vil jeg gaa om den vidtstrakte Jord.

Ja dem vil jeg søge bag Bjerg og bag Hav,
med Randsel paa Ryggen og Pilegrimsstav;
naar rigtigt jeg søger, jeg finder dem vist,
og bygge hos mig skal de Elskede hist.

38

Ak, nu er jeg voxen! - Arabiens Hest,
saa rap og saa vild som den susende Blæst,
med Sporer i Siden og flagrende Man
mig bringer ej til det forjettede Land.

Og gik jeg om Jordkloden mødig min Vej
over svimlende Bjerge, jeg naaede det ej,
hvad enten jeg jager mod Vest eller Øst
med higende Savn i mit Menneskebryst.

Ak, Elskte, jeg er ej uskyldig som før!
I Taage forsvinde de himmelske Øer;
og var selv et Eden den rødmende Sky,
hvad skulde jeg Daare i Englenes By!