THORVALDSENS "PSYCHE SÆLGER AMORINER".

✂ Hver Gang, o Du herlige Mester!
jeg sér din Kunst,
de høje Guder jeg gjæster
bag Tidens Dunst.
Kjæk svinger jeg mig til Parnasset
paa Vingen din:
Hvor Bacchus mig rækker i Glasset
sin Flammevin;

✂ hvor Helios Solvognen kjører
om Hav og Jord,
hvor Phøbus Sølvstrengen rører
til Musers Kor;
hvor paa Bjergets øverste Spidse
Du selv har Plads
med Lauren omkring din Isse
hos Phidias.

✂ Blegt er vel dit herlige Billed
som Haarets Sne;
dog er det, som Regnbuespillet
min Sjæl kan sé;
af Skjønhed Marmoret straaler -
jeg aander Luft,
som om alle Athens Violer
gav Stenen Duft.

✂ Den yndige lille Novelle,
Du skrev i Ler,
vil jeg prøve at gjenfortælle
paa min Manér.
Man siger om Dig, Du Store,
Du elsker Spøg -
maaske vil Du selv Dig more
ved mit Forsøg.

✂ - En Dag bar den dejlige Psyche
paa Arm en Kurv,
propfuld af Amorer tykke,
til Delphis Torv.
Hvor de susende, himmelhøje
Plataner stod,
opslog hun med smilende Øje
sin Handelsbod.

✂ "Kom!" raabte hun, "Hvem, som vil kjøbe
Kramsfugle smaa!"
Og alle til Torvet løbe,
som Psyche saae.
Tæt skued man Folket sig samle; -
blandt Møer og Børn
Anakreon smisked - den gamle,
forlibte Ørn.

✂ Hvor flagred de fangne Eroter
i Buret om!
Hvert Nu deres buttede Poter
til Syne kom.
Mellem Kurvens Tremmer de titted
med skjelmske Smil;
én saae man derinde, som snitted
en gylden Pil.

✂ Da listelig ud af sin Fælde
han vilde fly,
to Smaabørn - som naar ved en Nælde
man rører sky -
ved Vingen ham greb og nedputted,
det lille Skarn:
Ak! hvem der dog ejed sligt buttet
et Dukkebarn!

✂ Men Smaabørn maa lyde og høre
de Ældres Ord:
Amoriner man ikke maa røre,
før man er stor!
En Bi med surrende Vinger
er ej saa slem,
- selv naar den os stikker en Finger -
som en af dem.

✂ - Med Et saae man Sværmen at vige,
thi sé: der stod
i dens Midte en yndig Pige
ved Psyches Bod.
Hun strakte de snehvide Arme
mod Buret ud
og greb med Forelskelsens Varme
en lille Gud.

✂ Til hendes Bryst han sig klynged,
den lille Skalk,
som en Sommerfugl, der sig gynged
paa en Rosenkalk.
I Skyggen af Laurbærlunden,
hvor Kilden flød,
de glemte med Munden paa Munden
Alverdens Nød.

✂ Men kort er den himmelske Sødme!
O Vé! O Vé!
Hvi mon vel de Smaapiger rødme
og skjelmske le?
Ej! Nymfen har mistet sit smukke,
sit smækre Liv:
Hun gaar nu at hente en Vugge,
thi hun er Viv.

✂ Men hvor er den lille Besnærer,
den Abekat?
Ak sé! som en Gaas hun ham bærer,
han er saa mat.
- Om atter han kommer i Flamme?
det véd jeg ej -
vist mangen Papa og Madamme
vil svare Nej.

✂ I Baggrunden sidder saa stille
en Herkules.
Med ham gør Eroten, den lille,
kun kort Proces;
den knejser jo ret som en Mare
paa Heltens Ryg!
Vorherre os Alle bevare
for sligt et Tryk!