NATURENS GRAAD.
✂
"O Menneske, Du Jordens halve Gud,
lad til mit Moderbryst mig ømt Dig trykke!
Kom, Du mit Barn, min Stolthed kom herud,
med friske Roser vil dit Haar jeg smykke!
✂
Hvi vil Du dvæle hist i Stadens Pragt,
hvor mine Blomster maa i Skyggen falme?
Kom, flyv som Esau til den vilde Jagt,
og hvil som Jacob under Dalens Palme!"
✂
Saa sang Naturen i sin Foraarspryd
af Roser, Liljer og af gyldne Klokker;
paa hendes Haand slog Irisken af Fryd,
og Morgenrøden kransed hendes Lokker.
✂
Og sé, fra Stadens Porte flux hun saae,
som naar man ved en Myretue pirrer,
en myldrende, en broget Vrimmel gaa
af pyntelige Damer og af Herrer.
✂
Forbauset skuede Naturen paa
sin Stolthed, sine Børn; ak hvor forandret
fra dengang de ved hendes Hjerte laa
og nøgne under Edens Palmer vandred!
✂
Alvorlig rynkede hun Skyens Bryn,
til Uvejr trak det op paa Himmelpanden,
fra Øjet fo'r i Harme Lyn paa Lyn -
men hendes Børn af Skræk løb mod hinanden.
✂
Og Livets store Moder brast i Graad;
"Ak," raabte man, "ak sé, der har vi Regnen!
Min nye Hat! min Kjole bliver vaad!" -
- Men tunge Taarer strømmed over Egnen.
✂
Her vendte sig en Silkeparaply,
hist tabte en sin Viskelæ'rsgaloske;
men alle søgte de til Stadens Ly -
jeg selv var med, jeg rulled i en Droske.
✂
Og Alt laa atter i den gamle Ro,
Uvejret svandt, og Jord og Hav blev stille;
men mildt Naturen gjennem Taarer lo
og trøsted sig ved Nattergalens Trille.