DEN STUMME SORG.
✂
Kom, liden Thora, kom og sid
søsterlig ved min Side!
Alt i Morgen mig sér i Strid
Solen i Østerlide.
✂
Hvæsset er nu min lette Pil,
skærped' Gangerens Hove;
Kvælden kaster sit Afskedssmil
over de dunkle Skove.
✂
Sladre vi vil i Aftnens Stund,
sladre som gamle Venner;
sid ved min Side og ræk mig kun
dine snehvide Hænder!
✂
Barn Du var, da vi skiltes ad,
nu alt en Jomfru stille.
Husker Du, da paa mit Knæ Du sad,
dejlige Thoralille?
✂
Nu skal atter i Kamp jeg bort,
falder maaske i Morgen;
Vikingen kan kun dvæle kort,
har ikke Tid til Sorgen.
✂
Derfor vil vi nu sammen le,
barnligen os fornøje.
Kan Du ej mer som fordum sé
kjærlig mig i mit Øje?
✂
Hovedet ryster Du taus og bleg -
er Du ej mer den Gamle,
siden Du voxed fra Barnets Leg,
voxede fra din Skamle?
✂
Lidet til Livets milde Lyst
kjender den haarde Kæmpe;
frygter maaske Du min stærke Røst,
vil jeg den gjerne dæmpe.
✂
Kampens Bulder og Sværdeslag
hærder en Vikings Stemme;
naar man har raabt gjennem Stormens Brag,
kan man vel Møer skræmme.
✂
Kan maaske Dig mit barske Skjæg
og mit Øje forskrække,
vil jeg tage min Hjælm fra Væg
og mit Hoved bedække.
✂
Taus og bleg Du i Hytten gaar,
siger ej, hvad dig fejler. -
Thora, sig, om dit Hjerte slaar
hemmeligt for en Bejler?
✂
Glad jeg giver Dig alt mit Guld,
da kan dit Bryllup stande;
Lykken mig bliver vel atter huld
paa de skummende Vande.
✂
Sejeren og den raske Daad
mer jeg end Guldet skatter -
hvorfor brister Du ud i Graad,
dejlige Kæmpedatter?
✂
Har man krænket Dig? Er Du syg?
Hvad har bleget Dig Kinden?
Kvinden er kun en Lilie myg,
visner for Nattevinden.
✂
Gaa da, læg Dig til Slummer hen!
let udsover Du Sorgen.
Langt fra Dig er din Barndomsven,
naar Du vaagner i Morgen.
✂
Mægtigt lokker ham Kampens Gru,
han maa sin Lykke friste -
ræk ham Munden til Afsked nu;
det er maaske den sidste.
✂
Bleg og stille Du staar som før,
taus Du dit Hoved ryster. -
Nu, saa Farvel! Ifald jeg dør,
mindes mig da som Søster!